I remember nothing but you - Nemesis.

Sted: Gyderne i Doomsville.
Omgivelser: Der sidder nogle hjemløse rundt omkring, men ellers er der tom for mennesker.
Tid: 23.26.
Vejr: Mørket har for længst lagt sig, en kølig vind gentager sig i ny og næ.

Nicolas havde besluttet sig for at gå en tur. Han havde ikke set Caroline i noget tid nu, og han var sikker på, hun ikke havde lyst til at se ham. Han var ikke tilfreds med hvordan deres situation var, men han var begyndt at indse, at han ikke kunne blive ved med at opsøge hende. Det ville ødelægge deres forhold, endnu mere end det allerede var. Han så på en hjemløs mand, der sad op af en mur ved siden af ham. Han bad efter penge, men Nicolas gik bare videre. Han havde ikke tænkt sig at bruge sine penge, på en der bare ville bruge dem på alkohol. Det var spild af hans penge. Han kunne bedre selv bruge dem på alkohol. Nicolas drejede om hjørnet og blev mødt af en masse hjemløse, der sad dækket af tæpper og så rigtig ynkelig ud. Han kunne lige så godt ende deres lidelser og få et godt måltid. Selvom han altid havde fortrukket yngre mennesker med frisk blod, kunne en ældre person godt gå an, hvis man var rigtig sulten. Han greb fat om kraven på en af mændene og trak ham med ind i gyden, han lige var kommet ud fra. Han drak af ham til sidste dråbe, og smed ham så på jorden. Han fik øje på en ring på hans finger, og undersøgte den nærmere, før han tog den af, lagde den i hans lomme og gik sin vej igen. Hvis han var så hjemløs, hvorfor solgte han så ikke hans dyre ring for mad? Nicolas tørrede resterne af hans seneste måltid af, og gik videre indtil der ikke var flere i nærheden. Han satte sig på en bænk og stirrede meningsløst ud i luften.

p: sort elegant kjole og stiletter. Håret hænger i store lækre krøller om hendes ansigt og den elegante og yndige makeup ser lidt dyster ud i gadernes skygger.

''Hans datter ville måske gerne have den ring, Sir.'' sagde hun med en smule kælen i stemmen. Hun trådte frem fra den skygge hun havde gemt sig i og iagttaget hans jagt. Og hans kill. Hun smilede rolig til ham da hun var i fuld skue nu.
''Længe siden, kære Nicolas.'' sagde hun inden hun skubbede den stakkels mand ind i kanten af gyden til de diverse gadedyr så de kunne få glæde af hans rester.
''Jeg troede forresten at du var meget mere til unge mukke kvinder end det der bras?'' spurgte hun drilsk, inden hun trådte helt hen til ham og de grålige øjne glimtede svagt. ''kom, så giver jeg en drink.'' sagde hun inden hun nikkede mod kroen der lå et stykke derfra.

//lidt kort, jeg undskyder. Næste bliver bedre//

Nicolas blev opmærksom, da en velkendt stemme brød igennem stilheden. Da hun trådte frem fra skyggen, kunne han rigtigt se hendes detaljer, og han brugte en god mængde tid på at se nærmere på dem. Hun havde altid været en attraktiv kvinde, men han havde bare aldrig reageret på netop dette. Men det betød ikke, han ikke lagde mærke til hende. ”Måske ja.” Han så på hende, men havde ikke meget lyst til selskab i øjeblikket. Selvom Dae ikke var det værste selskab man kunne finde. Han rejste sig og gik hen imod hende. ”Korrekt.” Han virkede, hvis muligt, køligere end normalt. Han havde ingen passion, ingen vrede, intet had, ingenting. ”Du har ret. Men jeg tager hvad jeg kan få.” Lige for tiden, betød det ingenting for ham. Han drak kun for at overleve. ”Jeg er ikke godt selskab disse dage.” Der skulle ikke meget til for at gøre ham vred for tiden. Hvilket også gjorde, at han overvejede at skubbe sine følelser væk. Det ville gøre det hele meget lettere. Han så ud i luften og forsøgte at skubbe følelserne væk, så de ikke lå og simrede i overfladen hele tiden, men en intens hovedpine kom til stede i stedet. Han havde fjernet sine følelser før, og han vidste det ikke føltes sådan. Han tog sig til hovedet og vendte blikket mod Dae. Noget forandrede sig i dem. Det var som om noget forsvandt. Han greb ud efter hende, inden han væltede ned på jorden.

Hun så godt hans kølige blik hun fik fra ham, men hun ignorerede det. Der var ikke en ligefrem fordi hun gad at diskoutere det med ham - at han var sur som bare pokker.
Han så ud til ikke at have det godt, og i lige inden han faldt om tog hun fat i hans arm og da han væltede om bremsede hun ham så han ikke faldt - han blev derimod lagt stille og roligt ned. Selvom han var en hårdfør vampyr, ville et hårdt slag til baghovedet så ville det være ubehageligt at vågne med.
Hun støttede hans hoved ved at sætte sig på knæ ved ham og ligge hans hoved på hendes lår. ''Nicolas? Kan du høre mig..?'' hun klappede ham lidt på kinderne, og prøvede at vække ham. Hvordan vækker man en besvimet vampyr.
''Nicolas, kom nu!'' sukkede hun og prøvede igen at vække ham.
Det letteste ville være blod - men hun vidste ikke om vampyrblod lugtede tiltrækkende nok.
Hun begyndte at fumle i sin lomme efter en flaske med engleblod, men den lod til at have forputtet sig.

Nicolas faldt ind i et drømmestadie, hvor han langsomt kunne se hans minder forsvinde. Han gik i mørke, med undtagelse af de lyse skyer der indeholdte hans minder. Først forsvandt alle minder med Angela, det var noget af det der gik længst tilbage. Skyerne fløj lige så langsomt væk og forsvandt. Han gik videre, indtil han stødte på hans møde med Caroline. Det forsvandt og han gik videre, indtil han stødte på hans første møde med Nemesis, lige da det var ved at forsvinde, hørte han hendes stemme, og det faldt tilbage på plads. Sådan blev det ved med alle han minder om hende. Alt andet forsvandt. Han vågnede op igen efter noget tid og så direkte op på Nemesis. "Hvad skete der?" Hans blik var anderledes nu, der var følelser.

Hun så på ham, undret, da han vågnede op igen.
''Du... du faldt om...?'' hun så rundt, forvirret.
Hvad i alverden var der sket med ham?
Hans øjne var så... levende.
Mere levende end hun nogensinde havde set det.
''Er du okay?'' spurgte hun, og fik ham op og sidde.
Hun blev dog siddende på knæ for at kunne gribe ham hurtigt hvis han faldt ned.
''Har du det godt?'' spurgte hun og så ham igen med nysgerrige grå øjne. Hun smilede tøvende.
Roligt nussede hun hans overarm, mens hun holdte godt efter med at ingen trådte nær dem.
Hun ville personligt flå enhver der unne udvise en trussel over for hendes Skaber lige nu. Desværre var han intet mere end det nu, hendes Skaber. Han havde faktisk frasagt sig den titel for længst, havde han ikke?
// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nicolas var forvirret over hvad der var sket, hvor han er, hvordan han var endt her. Men en ting han ikke var i tvivl om, hvem Nemesis var. Han kunne huske alt der havde med hende at gøre, men han kunne ikke huske hans barndom. "Gjorde jeg?" Han rynkede let brynene og vendte sig imod hende. "Jeg kan ikke huske noget." Han så hende i øjnene og lagde hænderne på hans knæ. "Jeg kan huske dig.. Men alt andet..." Han gned sig i øjnene og rystede let på hovedet. "Jeg forstår det ikke." Nicolas vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han følte der manglede en del af ham, som han ikke kunne få fat igen. Det var underligt, ubehageligt.

Hun smilede lidt, lettet over at han i det mindste kunne genkende hende, men samtidig var det frygteligt at han havde mistet hukommelsen.
Hun så ham dybt i øjnene. ''Så du.. husker alt om mig? Selv første gang vi mødtes..?'' spurgte hun stille, og hjalp ham op og stå, hvorefter hun rettede lidt på sin kjole. Egentlig, hadede hun selv mindet om dengang. Dengang hun havde været så naiv, at hun havde byttet sin dødelighed for et liv med Sean - og lige præcis den handling havde været dråben i bærget der havde oversvømmet deres forhold og drabt det. Hun var ikke Nephthys længere, og blev det aldrig igen.
Hun var Nemesis, den sidste af sin slægt.
Roligt så hun sig omkring, for a være sikker på at ingen udgjorde en trussel over for dem lige nu. En yngling passede på sin Skaber - altid.

Nicolas nikkede til hendes spørgsmål. Han vidste godt han ikke var et menneske, ud fra hans minde, virkede det til han var en vampyr. Han rejste sig op sammen med hende. "Jeg ved ikke hvorfor, du gerne ville forvandles." Han tog fat i hendes hånd og holdte den blidt i hans. "Jeg spurgte aldrig." Han kunne ikke forstå, at han ikke havde overvejet at spørge. Det var som om, hans minder ikke stemmede overens med den han følte han var. "Jeg kan ikke forstå jeg bare ville gøre det. Jeg overvejede ikke et øjeblik, hvad det betød for dig." Han tog en dyb indånding og så hende i øjnene. "Undskyld." Han fortrød det, fordi han ikke engang vidste hvorfor hun ville forvandles.

Hun smilede stille til ham, da han tog om hendes håndled.
Hun vidste godt, at han ikke havde ønsket kontakten mellem dem efter forvandlingen - og hun havde prøvet at respekterer det.
''Jeg havde noget du ønskede dig. Du gjorde det jo som en tjeneste nærmest..'' sagde hun roligt.
''jeg var ung og forelsket. Kærlighed får en til at gøre dumme ting.'' sagde hun med et skævt smil. Kærlighed... Noget hun ikke havde følt i flere år nu. Hun havde været forelsket, men... hun elskede ikke længere. Hun turde ikke.
''du overholdte bare din del af handlen.'' sagde hun roligt inden hun så rundt igen, stadig på vagt.
''nå, men jeg var på vej til at give en drink.'' sagde hun med et drilsk glimt i øjet.

Nicolas rystede let på hovedet. Man kunne ikke gøre sådan noget som en tjeneste, ikke hvis man spurgte ham. ”Sådan ser jeg det ikke.” Han lyttede til det hun fortalte om kærlighed. Han kunne ikke huske, nogensinde at have følt sådan. Men han tvivlede også på, om han overhovedet kunne føle kærlighed. ”Det lyder rart.” Det lød ikke til, at være endt godt, men bare det, at man ville gøre så meget for en person, måtte være rart. ”Men jeg var ligeglad med dig. I starten, i hvert fald. Det virkede til, at du kom til at betyde mere for mig.” Han sendte hende et forsigtigt smil og så ned imod kroen. ”Lad os gå.” Han slap ikke hendes hånd. Han havde en masse omsorg at indhente. Hun burde have været vigtigere for ham, nu var hun den vigtigste for ham. Han kendte ikke til andet end hende. Hun betød mere end nogen anden, og det ville sikkert også forsætte sådan.

Hun smilede lidt over at han stadig holdte fast i hende. Hun var dog lidt i tvivl om, om det var fordi han støttede sig til hende eller fordi han ikke ville give slip på det eneste han huskede lige nu.
Hun begyndte at gå - men var klar til at gribe ham hvis han faldt om igen.
''Det var rart. Til tider. Men det var... Smertefuldt, meget af tiden. Men det var fordi vi var... Vi hørte ikke sammen. '' sagde hun roligt, mens de gik - på vej mod kroen. Hun trængte til et krus med dampende varm blodte. Noget som krofatter for længst havde lært var det eneste hun drak hos dem.
''Så... Hvad husker du om mig?'' spurgte hun roligt, med et varmt smil

Nicolas lyttede til hende. Hun var den eneste han kunne lytte til lige nu, den eneste han vidste hvem var. Det var ikke en behagelig ting, men han havde på fornemmelsen, at Nemesis ikke var den værste at huske. ”Og nu er du udødelig, for hans skyld.” Han havde svært ved at sætte sig ind i det, fordi han ikke kunne huske hvordan kærlighed føltes. Han så på hende, da hun spurgte hvad han huskede. ”Det hele, tror jeg.” Han trak en smule på smilebåndet. ”Da vi mødtes, da vi mødtes igen, dengang det gik op for mig, at du betød noget for mig.” Han kunne selvfølgelig ikke vide, om han kunne huske det hele. Men det virkede ikke som om der var nogle huller. Ikke med hende. Alt andet han havde fortaget sig imellem deres møder, var hullerne.

Hun lyttede roligt til ham mens de gik.
''han er udødelig... Jeg frygtede at jeg en dag ville møde døden og efterlade ham... Jeg håbede at der ville være den frygt mindre i forholdet, hvis jeg forvandlede mig. Men... Han var frastødt af det. Og lige siden har jeg ikke kunne gøre noget rigtigt med ham. Sidst vi sås som bekendte - truede han med at slå mig ihjel hvis han så mig igen.'' sagde hun, inden hun rystede lidt på hovedet.
''Jeg opgav alt for ham, for at være sammen med ham. Nu, kan jeg end ikke se ham uden at frygte for mit endeligt.'' hun sukkede og knyttede sin frie hånd - at fortælle om Sean fik alle instinkter til at blusse op. Hendes hugtænder var frit fremme, og øjnene var nu nærmest lysende sølv i stedet for glimtende grå.
''Du er den eneste jeg har tilbage snart - og faktisk - er det ret betrykkende. Ingen kan leve alene - og slet ikke for evigt. Jeg er glad for at du i det mindste er her til at gøre tingene en smule lettere for mig - nu når jeg hverken har mand eller søn længere.'' hun tav, da det gik op for hende at Nicolas aldrig var blevet indviet i hemmeligheden om hendes afdøde søn. Hun så lidt ned og forsatte bare videre mod kroen. Hun bed sig i læben, inden hun sukkede stille.
''Det er lige gået op for mig, jeg aner ikke hvor du bor... Gør du selv det?'' spurgte hun inden hun så på ham

Nicolas lyttede til hende, og blev faktisk vred på denne mand. Han fortjente ikke Nemesis, hvis han ikke kunne se, hvilken kærlighedserklæring det var. ”Der er ikke nogen der kommer til at dræbe dig.” Han ville ikke lade nogen røre hende. Hun betød noget for ham og havde gjort det længe nu. Det havde bare taget tid, før han havde indset det. Han så på hendes tænder og sølvfarvede øjne. Nogle ville måske blive frastødt af det, men han blev nærmere det modsatte. Det viste styrke, hvis man spurgte ham. Hun kunne klare sig selv, hvilket var tiltrækkende for ham. ”Jeg har det på samme måde.” Han holdte en kort pause, før han forsatte. ”Jeg har ingen andre end dig, men jeg har heller ikke noget imod, hvis det bliver ved sådan.” Han sendte hende et smil og så frem for sig. Da hun spurgte ind til hvor han boede, rynkede han brynene. Han anede ikke hvor han boede. ”Nej. Det ved jeg ikke.” Han havde ikke noget sted at tage hen. Det så ud til, han kom til at sove på bænke, ind til han fandt et sted at bo. ”Det gad jeg godt vide. Måske kan det hjælpe mig, og fortælle mig noget mere om hvem jeg var engang.” Han var overbevidst om, han ikke ville gå tilbage til sine gamle vaner igen.

''han frygtede for sin nevøs liv - en ung mand jeg havde bragt i ballade tilsyneladende. Men truslen var reel nok til at jeg ikke ser nogen af dem længere - det er fortid.'' sagde hun med et skuldertræk.
''Du kan overnatte hos mig, indtil vi finder ud af hvor du egentlig bor. Alt jeg husker fra dit hjem, er en fangekælder.'' hun valgte selv ikke at tale mere om den hændelse.
''og jeg ved, at ingen kommer til at dræbe mig. Skal jeg dø, bliver det mit eget valg, og ved min egen hånd.'' sagde hun roligt, inden hun så ned på hans hånd som stadig holdte om hendes håndled.
Hun frygtede ikke intimitet, men hun havde været så længe foruden, at hun valgte at lade være med at ligge mere i det end hvad det var - en berøring.
''Så, du ved tydeligvis hvad vi er - vampyrer. Du har spist for nylig, så du bør ikke føle sult lige nu - men jeg er nu sikker på at en god cocktail er noget du sagtens vil kunne klare.'' sagde hun med et smil, da de nåede til kroen som hun boede på, Det Vilde Svin.
Hendes tænder havde trukket sig tilbage og hendes øjne var atter normale.

Nicolas havde ikke lyst til at snage i det, selvom han gerne ville vide mere om hende. Hvis hun ville fortælle mere, ville hun vel gøre det. ”Det sætter jeg pris på.” Han valgte ikke at kommentere på det med fangekælderen. Han havde ikke lyst til at tænke alt for meget på det. ”Undskyld for det.” Han tog en dyb indånding. Han kunne stadig ikke forstå, at han havde behandlet Nemesis sådan. Det var tydeligt han var vigtig for hende, følelsen havde åbenbart ikke være gengældt. Men sådan var det ikke længere. ”Det håber jeg ikke sker.” Han havde ikke lyst til at forstille hende død. Det gav ham næsten kuldegysninger ved bare tanken. ”Det har jeg fundet ud af.” Han sendte hende et smil og gik ind på kroen, derinde gav han slip på hende. Ikke fordi han ikke havde lyst til at holde hende i hånden, men han vidste ikke om hun havde lyst til det blandt andre. Han værdsatte hans tid sammen med Nemesis, og det ville sikkert forsætte sådan. Det håbede han.

Hun så roligt på ham inden de begge gik ind.
Hun piftede en kort høj tone hvorefter der blev helt stille, og krofatter kom hen med en kande kaffe, en kande mælk, fire skiver rådt blodigt kød og en lille skål med blod i - blod med et gyldent skær. Engleblod. Kun det bedste til hende.
Hun tog imod bakken, og smilede varmt til den ældre mand som havde taget sig af hende i en evighed.
Kroværelset var det samme, som da hun var blevet forvandlet til vampyr, det samme som hun havde født sin søn i, det samme som hun havde elsket med Sean i. Det var hendes liv, hendes drømme, hendes minder. Alt var i dette værelse. Alligevel, var der intet andet end en dobbeltseng, et klædeskab og en kiste der var ældre en hele byen. Hun viste hurtigt Nicolas ind i værelset, og lukkede døren efter dem. Hun sagde en klikkende lyd med tungen, hvorefter Lockheart - hendes drage - sprang frem fra under sengen; fodringstid! Han sprang logrende ud på det lille badeværelse og hoppede op i badekarret hvor han fik de fire skiver rå kød smidt ud til ham og en tilfreds blanding af knurren og spinden kunne høres svagt.
''beklager, det er en routine med ham.'' sagde hun roligt inden hun satte bakken fra sig i vindueskarmen.
''værelset kender du jo - det er bare... Ja, det er her jeg bor. Det er ikke meget, men det er hvad jeg har.'' sagde hun roligt.
''jeg kan ikke fortælle dig meget om dig selv, Nicolas.. Selvom jeg gerne ville. Vi har aldrig rigtigt været forbundet i andet end blod. Du er min Skaber, jeg din Yngling. Der var ikke mere end det mellem os.'' sagde hun, og prøvede at ryste minderne af deres lille romance af sig. Hendes knuste hjerte da han valgte Caroline.. Hun bed svagt sammen ved mindet.
Hun hældte kaffe op i begge krus, og blandede blod i. Hun rakte ham det ene krus. ''Sprut ville være for meget lige nu.'' sagde hun roligt.

Nicolas stoppede op, og så rundt, da hendes pift fik total stilhed i kroen. Det hun fik leveret var, efter hans egen mening, en anelse underligt. Men hver sin smag. Blodet fangede hans opmærksomhed, han måtte tvinge sit blik væk fra det. Han fulgte hende ovenpå. Værelset var ikke overvældende, og han undrede sig over, hvor længe Nemesis havde boet der. Men han valgte ikke at spørge ind til det. Ud fra hans minder, virkede det til hun havde tilbragt meget tid der. Han vendte blikket imod hende, da hun klikkede med tungen. Da en drage sprang frem trådte han overrasket et skridt tilbage. Han havde ikke regnet med en drage, en kat måske. Men det forklarede det rå kød. Han blev stående i værelset, da hun gik ud og fodrede dragen. ”Det er okay.” Han satte sig ned på sengen og så på hende med et skævt smil, der ikke var typisk at se på hans læber. Det var nærmest charmerende, hvilket betød, den gamle Nicolas, kun brugte det, når han ville opnå noget. ”Det er fint. Det er dit hjem, så betyder alt andet ingenting.” Han så på hende, og hans smil stivnede en anelse, ved det hun fortalte. En del af ham, ønskede slet ikke at vide det. Han havde chancen for at starte forfra, og han var ikke langsom til at tage imod det. ”Det ved jeg der var, men det er fortid nu. Vi har chancen for at starte på en frisk.” Han tog imod kruset og holdte det imellem hans hænder, inden han drak en tår. Det varmede hans krop en smule op, og mættede ham på samtidig. ”Hvis du ikke vil tale om os, vil jeg ikke tvinge dig. Vi kan bare forsætte herfra. Der må være nogen andre derude, der kan fortælle mig mere om mig selv. Jeg vil bare have dig i mit liv. Der er ingen forpligtelser.” Han sendte hende endnu et skævt, charmerende smil.

Hun nikkede stille, roligt, og drak selv lidt af si krus - samme blanding som han fik.
Hun så lidt på ham, og så igen for sig hvordan han var taget tilbage til Caroline - han havde endda prøvet at forklare over for hende. Hun havde ikke ønsket en forklaring. Hun havde vidst at han ikke havde haft den interesse i hende. Så hun bebrejdede ham ikke - ingen kunne holde hende ud mere end i et kort stykke tid.
''Fortid bliver aldrig rigtigt fortid - det har en tendens til at komme snigende.'' sagde hun roligt inden hun så på sit krus, roligt.
Hun bed sig lidt i læben, og så lidt ned af sig selv. Hun havde været på jagt, tydeligvis. Hun jagtede ikke længere med benene og tænderne, men med hofterne, øjnene og barmen. Hun var sexet, og hun vidste det godt. Spørgsmålet var blot; hvem var dumme nok til at tro att hun var interesseret i dem?
''ingen forpligtelser..'' fnøs hun rolig, en smule opgivende. Det var noget hun engang havde hørt som noget godt - nu var det noget man sagde når man bare ville have et knald. Hun sukkede stille, og så derefter på ham igen, med et lille smil.
''jeg må lyde så frygtelig kynisk..'' grinte hun lavt.

Nicolas så skiftevis på hende og kruset, indtil hun endelig sagde noget. Han havde ikke lyst til, at sidde og stirre på hende. Selvom han sagtens kunne. ”Du har nok ret. Men jeg har ikke lyst til, at vores fortid skal identificere det forhold vi kan få. Jeg har ikke de minder, der skabte den Nicolas du kendte. Den her Nicolas, kan blive helt anderledes.” Han tog en dyb indånding og så på hende. ”Det jeg vil frem til, er at jeg ikke ønsker du ser mig som ham du kendte. Det er sikkert svært, men jeg håber det kan lade sig gøre.” Han blev ved med at se på hende. Han kendte hende ikke godt nok, til at vide hvad hun havde været igennem, men godt nok til at vide, hun havde været igennem meget. Han vidste ikke hvad hun lagde i ordene ingen forpligtelser men tydeligvis ikke det samme som han gjorde. Han mente blot, at hun kunne gå når hun ville. Han ville blive ved hendes side. Det ville ikke ændre sig. ”Jeg tror bare du har været igennem meget, og ikke stoler på folk. Især ikke mig.” Han rykkede tættere på hende, og tog igen fat i hendes hånd. ”Jeg vil bare ikke have, du føler dig tvunget til at blive. Du kan gå når du vil. Men jeg går ingen steder.”

''Så, du er min personlige stalker'' konstaterede hun drillende, inden hun så på ham med et svagt smil.
''jeg stoler på dem jeg vælger at stole på - du har altid været én af de få heldige. Men dem der åbner deres hjerter, må forvente at få dem flået ud. Menneske såvel som vampyr.'' sagde hun og nussede svagt hans hånd da han tog hendes. Hun vidste godt at han ikke længere var den samme som før - det var helt naturligt at han ikke ville være dne gamle Nicolas.
''Jeg er bare bange for, at det ikke kommer til at gå. Det gør det aldrig med mig.'' sagde hun roligt og tog endnu en tår af sit krus, mens hun så lidt ned på deres hænder.

Nicolas lo hjerteligt et øjeblik. Det var i princippet hvad han var. ”Ja. Når du føler nogen er i skyggerne, skal du ikke blive bange. Det er bare mig.” Han sendte hende et forsigtigt smil. Han var glad for, hun trods alt stolede på ham. Men han forstod ikke hvorfor, han havde aldrig været der for hende. Ikke når det virkelig talte. Men det betød meget for ham. ”Jeg vil fortrække det bliver i mit bryst.” Han så på hende og blev for første gang, for alvor tryllebundet af hendes væsen. Hun var utrolig smuk, og af en eller anden grund, blev han tiltrukket af hendes usikkerhed. Som en løve med et bytte. Han gik efter de svage. Man kunne ikke synke lavere end det. Han slap hendes hånd og satte sig på hug foran hende, i et forsøg på at få øjenkontakt med hende. ”Det er ikke rigtigt.” Han tog fat i hendes hånd igen og lagde deres hænder på hendes knæ. ”Jeg ville aldrig fortælle dig det før. Men jeg stoler på dig, og jeg vil ikke skjule det for dig.” Han gav sig til at nusse hendes hånd i bløde strøg. ”Du betød altid noget for mig. Lige fra starten. Jeg viste det bare aldrig. Du ved jeg ikke var god til at vise mine følelser. Men jeg vidste du var noget særligt fra starten. Jeg var der for der, når jeg havde mulighed for det. Mine følelser var altid med, når det handlede om dig.” Han tog hendes hånd op, og lod hans læber snitte hendes håndryg. ”Det må du ikke glemme.”

Hun holdte skarpt øje med ham, mens han bevægede sig.
Hvad han sagde, hvert et ord, sank dybere ind end ønsket - det ville efterlade et ar en dag.
Hun turde ikke sige det til ham, at hun ikke kunne klare mere. Hendes hjerte kunne ikke klare mere. Hun var knust, efter så mange år.
Minderne fra før hun mødte Nicolas, var slørede efterhånden. Hun var ikke specielt glad for sit liv, end ikke nu. Døden var en kærkommen ven hos hende.
Hun mærkede hans læber mod hendes håndryg, og så direkte på ham, stirrede lidt på hans læber.
''Vi er et umage par, åbenbart..'' sagde hun stille, med et drilsk smil

Nicolas havde selv sin del af sorg og hjertesorger, men han kunne ikke huske det. Det var forskellen på de to. Han var ikke stærk nok til at forsætte, det var hun. Når det kom til følelser, var han utrolig svag og havde altid været det. Men det kunne måske ændre sig, hvis han fik nogle bedre minder fremover. Hvis han fik et nyt liv. Han trak en anelse på skulderne. ”Nogle gange mødes modsætninger og får noget godt ud af det. Hvis man er for ens, vil det heller ikke fungere.” Han var ikke helt sikker på hvor han stod i forhold til Nemesis, men han vidste bare, at han ville have i hende i hans liv, på den ene eller anden måde.