I'm sorry, I don't remember - Andrea.

Sted: I nærheden af slottet i Sunflower city.
Tid: 02.43
Omgivelser: Slottes sædvanlige omgivelser.
Vejr: Det er køligt og mørkt, kun få lygter oplyser i natten.

Nicolas havde forvildet sig ud et sted, som han ikke vidste hvad var. Han kendte, eller ikke kunne huske. Han havde forsøgt at sovet. Det virkede naturligt at sove om natten, men hans krop ønskede at være vågen. Han måtte vende sig til, at være vågen hver nat. Selvom han ikke mente det var naturligt. Han gik forbi husene, det var så mørkt. Hvem ønskede at være vågen nu? Han passerede nogle små huse, som hurtigt voksede sig store, indtil han kom hen til et slot. Han stod måbende og så på slottet der tårnede sig op. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Måske havde han, men ikke i det her liv. Det var sådan han følte lige nu. Han havde levet et liv før, men han kunne intet huske, folk kunne huske ham, men ikke omvendt. Han havde fået chancen for et nyt liv og han havde tænkt sig at tage imod den. Ud fra de få minder han havde, virkede han ikke som et godt menneske. Det ville han ændre nu. Nicolas lod blikket undersøge slottet nærmere. Gad vide hvem der boede derinde. Han ville gerne vide det. Nicolas gik tættere på slottet og så nærmere på det. Det skulle ikke undre ham, at de sov derinde. Han måtte komme tilbage en anden gang. Han rynkede på næsen. Der var en bestemt aroma i luften. Den kom inde fra slottet, hvilket bare fik ham til at blive endnu mere nysgerrig. Han kredsede hvileløst om slottet, imens han forsøgte at afgøre, om han skulle blive eller gå.

Påklædningen

~

Dagene var simpelthen for lange. Det havde de været i over et år nu. Efter hendes konge var død, og hun måtte sende sine tvillingespædbørn væk for at de var udenfor fare og derefter måtte glemme dem - til engang hun så Logan igen - hvis hun nogensinde så ham igen. Børnene havde det nok også bedst i en verden uden hendes fjender kendte dem. Elena havde hun sendt væk også - godt nok med fulde minder om hianden - men det var ikke sikkert længere. Hun skulle snart til at planlægge de næste træk. Andrea overvejede, om hun skulle gå efter Doomsville. Et større kongerige ville ikke skade, og magten var allerede lige til den sødetand. Andrea sad i sin egen verden ude på en bænk i haven - da som et vindpust - færden af vampyr ramte hendes sarte næse. Andrea for op af bænken og gik derved direkte imod færden. Jo tættere hun kom på, jo mere genkendelig var den for hende - Nic. Hun havde ikke hørt fra nogen genkendelige i noget der føltes som en lang evighed. Andrea stoppede op og kiggede direkte ind i hans blå øjnene da hun så ham.
"Hej." Sagde hun og blinkede kort. Hvorfor var det, at hun følte at der var et eller andet galt med ham? Det var som om, at hun allerede havde regnet noget ud - men hvad vidste hun ikke. Andrea trådte tættere på ham. "Så hvad laver du her?" Spurgte hun, men i en mildtone. Andrea havde ingen grund til at være uhøflig overfor Nicolas trods alt.

Nicolas fik først øje på en kvinde, da hun begyndte at røre på sig. Hun kom tættere på, og han kunne bedre se hendes ansigtstræk. Ud fra hendes attitude, virkede det som om hun kendte ham. Måske en af dem, han havde kendt før. Han sendte et svagt smil til hende, da hun hilste på ham. ”Hej.” Han gik hen imod hende, og kunne nu spotte hendes øjenfarve. Det havde en speciel farve, han vidste ikke hvordan han skulle beskrive den. Men hun havde flotte øjne. ”Nat gåtur.” Han smilede endnu engang og så på hende med et lettere forvirret blik. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. ”Bor du her?” Han så endnu engang på slottet og var forsat imponeret over det. Det var sjældent man så sådan et slot. Der var sikkert en masse ansatte derinde også, det kunne være hun var en af dem. Selvom hun ikke fremstod som typen. Han vendte blikket imod hende igen og havde endnu et spørgsmål. ”Det lyder sikkert mærkeligt, men kender du mig?” Han vidste ikke hvordan hun ville reagere på det, hvis hun rent faktisk kendte ham. Men en del af ham, ønskede ikke at vide hvem han var. Ikke hvis han var ligesom det virkede til i minderne om Nemesis. Han havde ikke været god ved hende, og sådan var det sikkert også med en masse andre. Måske endda også med hende her.

Hun nikkede til det første han sagde. En nat gåtur for Nicolas - i Sunflower District var alligevel en stor mundfuld. Specielt for ham - medmindre han var her af en speciel grund? "Ja, det mit slot." Svarede hun kort undrene, men det næste spørgsmål gjorde hun forstod hvad der forgik. Andrea lagde hovedet på skrå. Han måtte være helt rundt på gulvet. At miste sine minder var forfærdeligt, hun havde selv prøvet det før. Under hendes første graviditet, hvor Angela havde taget hende under sine vinger og hun havde boet ved Nicolas. Andrea nikkede. "Ja, det gør jeg. Og noget tyder på du har mistet dine minder, hvis du ikke kan huske mig." Tilføjede hun og smilede til ham. "Vil du med indenfor?" Hun kørte en hånd henover det brune hår. "Jeg ville have krammet dig, men jeg vil ikke gøre dig ubehagelig tilpas." ikke at du ville have ønsket et kram fra mig måske, men jeg ville have gjort det alligevel. lød det inde i hendes hoved.
Andrea lod sine arme falde ned af hendes side og rakte ud efter hans hånd. "Du er en af mine tættere venner." Tilføjede hun for at sætte ord på det hele. Måske havde Nicolas ikke ville indrømme det førhen, hvorfor var et længere mysterium, men hun indrømmede det skam gerne. Spørgsmålet var om Nicolas i hans nuværende tilstand ville stole på hende eller hvad han ville gøre.
I det mindste var han ikke en gravid varulv der havde mistet minderne som hun havde været.
Lige nu ventede hun blot på om han ville tage hendes hånd eller ej, ligemeget hvad ville hun åbne havedøren ind til og tilbyde ham at komme indenfor i det store slot. Resten af slottet undtagen nogle få vagter var stadigvæk vågne.

Nicolas så på hende med et venligt blik, hvilket ikke var normalt for ham. Det var sjældent, man så så mange følelser i hans blik. Især ikke positive følelser. ”Det er flot.” Han så endnu engang på slottet. Han ville aldrig stoppe med at være imponeret over det, det var han sikker på. ”Det er underligt det her.” Han sendte hende et svagt smil, da hun tilbød ham indenfor, men han nåede ikke at svare, før hun snakkede om at kramme ham. ”Det kan vi måske, med tiden.” Han tog imod hendes hånd. ”Venner? Virkelig?” Han havde svært ved, at forstille sig ham selv være venner med andre, især som han var før. ”Jeg er ked af jeg ikke kan huske dig. Det må være svært for dig.” Han følte langt mere sympati, nu hvor han ikke var ham selv længere. Han så sig selv, som en forbedret udgave. Han var ikke ond længere, det havde virket sådan i de minder han havde. Han havde virket hjerteløs. ”Kan du fortælle mig om hvordan jeg var?” Han var nysgerrig for at vide mere, men han forstod godt, hvis hun ikke havde lyst til at tale om ham.

Hun nikkede kort og gav hans hånd et klem og førte ham med indenfor i varmen. "Jeg kender til det med ikke at kunne huske noget. For en del år siden mistede jeg min, din søster, Angela. Hun tog mig til dit hus. Du var ikke hjemme der, du var ude og søge hævn over din far, fordi han ikke ønskede din familie godt. Du har altid været yderst beskyttende for dem som stod dig nær. Hun viste ham hen til en dejlig blød sofa, hvor hun satte sig ned, det kunne han også hvis han ønskede. "Du var bestemt, og måske en anelse paranoid. Hævet over andre, men stadigvæk med en anelse sympati, hvis det var nogle der havde gravet sig ind til dit hjerte." Fortalte hun. Andrea var usikker på, om hun skulle nævne Caroline for ham, men valgte nu at gøre det. "Angela fortalte mig, at det var en blond skønhed, ved navn Caroline, som var skyld i at du lukkede folk ind igen. Men de gange hun havde brug for dig fordi hun var væk, gik du nedenom og hjem i stedet for at søge efter hende. Du gik altid ind i dine følelser på en anden måde end andre. Enten var du glad ellers var du ikke, du var aldrig en mellem ting." Tilføjede hun så og lagde hovedet på skrå.
"Jeg troede aldrig på, at du var et helt monster. Det har jeg aldrig sagt til nogen, men ja. Hvis du var så forfærdig som rygterne gik på, så ville du ikke have ladet mig bo i dit hus i flere måneder." Sagde hun så og kiggede ham faktisk ret dybt i øjnene. "Du må ikke tro, at du var en modbydelig satan, for det var du ikke. Måske for nogen, men ikke for alle. Husk på det." Smilede hun til ham og lagde så sin hånd ovenpå hans med et par enkle klap.

Nicolas gik med hende indenfor. Han var meget interesseret i hvad hun havde at sige. Han havde en søster, og han kunne ikke engang huske hende. Men ud fra hvad hun fortalte, lød han slet ikke så slem som han havde indtryk af. Han satte sig ned på sofaen. ”Hold da op.” Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, så han lod hende bare forsatte. ”Caroline.. Angela.. Jeg kan slet ikke huske dem. Jeg har ingen idé om hvordan de er, hvordan de ser ud.” Han tog en dyb indånding og lyttede til det sidste hun fortalte. Han havde svært ved at tro på hvad hun sagde. Han havde bare slet ikke det samme indtryk. ”Jeg har svært ved at tro på det.” Han holdte øjenkontakten vedlige, selvom han ikke kunne huske hende, følte han stadig der var en kemi imellem dem. ”Men jeg var der ikke for dem, som havde brug for mig. Jeg kunne ikke komme over mine egne følelser, for at være der for andre. Det lyder som en forskruet mand, hvis man spørger mig.” Han så ned på deres hænder og så op på hende igen. ”Jeg tror på hvad du siger, men jeg har stadig nogle minder. Jeg ved ikke hvordan, men da jeg mistede hukommelsen, huskede jeg alt der omhandlede en ung pige jeg har forvandlet til vampyr.” Nicolas havde slet ikke fået fat i hendes navn, han måtte hellere spørge. ”Jeg kender ikke dit navn.” Han sendte hende et skævt, og ganske charmerende, smil. Han kunne sagtens være charmerende, når han først ville. Der var bare flere grunde til det nu, fordi han ikke kunne huske hvad han havde været igennem, og hvad der havde gjort ham til den han var. Men nu kunne han starte forfra.

Selvfølgelig var det en masse at sluge - men hvor mange ville ikke ønske at vide en masse om sig selv når de ikke kunne huske det? Det hul man havde inden i - at man kunne mærke, at der manglede noget - både minder og personer. Det var simpelthen ikk til at leve med. Derfor var hun mere end glad for at hjælpe ham. "Jeg har en tegning af din søster. Mener jeg.. " Hun rejste sig op og gik over til den nærmeste bogregol og tog en bog frem, hvor hun derfra trak et stykke papir frem, hvor en tegner havde tegnet hende og Angela sammen. "Jeg har ikke nogen af Caroline, hun var ikke ligefrem den jeg snakkede mest med. Medmindre det var helt nødvendigt, men Angela og jeg er bedste veninder - eller det var vi - til hun smuttede uden at sige et ord." Andrea rakte ham papiret. Hun slog sig selv en smule i hovedet da han spurgte om hendes navn. "Det havde jeg helt glemt at sige til dig jo.. navnet er Andrea Marshall Dobreva... oprigtigt var det Andrea Marshall Farron - men det var inden jeg blev gift væk til kongen der døde for noget tid siden." Smilede hun kort. "Undskyld. Du bad ikke om en hel forklaring. Det er bare dejligt at se et venligt ansigt. Der er så langt væk fra de vante omgivelser når man bor her. Væk fra det hele - så jeg har vel bare en hel masse at fortælle. Men du tydeligvis den som har mest brug for at huske noget.. så.. hvad vil du ellers gerne vide. Du kan spørge mig om alt." Hun lagde endnu engang en hånd over hans og satte sig til rette i sofaen. "Jeg tror aldrig jeg fik den historie. om pigen. Men du forvandlede vidst nogen stykker. Caroline der i blandt - fortalte Angela mig - faktisk den første dag i mødtes - hun blev angrebet af nogle vampyrer, og du forvandlede hende for at redde hendes liv." Efter få minutters stilhed grinede hun kort lidt af sig selv. "Det ikke for at forsvare dig totalt, jeg synes bare du skal vide - på trods af alle de dårlige ting som du har gjort igennem tiden - så var de ikke allesammen dårlige." Andrea smilede skævt til ham. Nok en af de eneste personer man kunne finde som faktisk så Nicolas for den han var og ikke den han ønskede at ses som - det havde hun altid gjort - måske bare ikke ligeså åbent som nu, hvor han ikke havde sin stædige personlighed til at benægte. "Jeg ved... at det her måske føles som en ny frisk start for dig. At give slip på den smerte du endte med til sidst da dig og Caroline ikke længere var sammen. Selvom du ikke kan huske det - så kan jeg huske det, for jeg besøgte dig på en af dine dårligeste dage. Men du skal passe på. Du har så mange fjender, og at starte på en frisk og ikke kende dem, er måske der faren ligger. Og du er 2500 gammel vampyr - du er stærkere end du går og tror." Advarede hun ham, med et ærligt blik i øjnene. "Men hvis det er hvad du ønsker, at starte på en frisk. Så vil jeg ikke holde dig tilbage, men jeg vil heller ikke miste dig som min ven - hvis du forstår. Men jeg vil stadigvæk gerne støtte din beslutning. For hvis du ikke vil huske - så skal jeg nok spare på minderne. Selvom der også er nogle virkelig fede nogle af slagsen." Hvis det havde været hende ville hun dø for at vide mere om sig selv. Men hun vidste - at på det rette tidspunkt ligemeget hvad. Så ville hans minder komme tilbage - på en eller anden måde. Hvornår var måske spørgsmålet, men tiden skulle nok komme når den passede til skæbnen.
Han kunne skam være ganske charmerende - en ting de to havde tilfælles - og Andrea skam også udstrålte uden hun faktisk helt tænkte over det. Måske var det fordi - at man inderst inde ikke kunne undgå at blive bare en smule tiltrukket af den kære Nicolas. De blå øjne, udstrålingen af magt han havde ligemeget om han ønskede den eller ej - det var en stolthed - som han ikke bare sådan lige kunne løbe fra når det passede ham.

Nicolas sad og så på hende mens hun fortalte. Det var nærmest, som hvis hun fortalte en historie, om en fiktiv mand. Men det var ham, hvilket var surrealistisk for ham. Han så efter hende, da hun gik hen bogreolen. Han var spændt på at se, hvordan hans søster så ud. Han tog imod papiret og studerede det nærmere. ”Hun er jo smuk.” Han så op på hende og sendte hende et smil. ”Det er i begge.” Han mente hvert et ord han sagde, han kunne ikke få sig selv til at lyve. Slet ikke for hende, når hun vidste så meget om ham. Ingen grund til at forværre deres forhold. Da hun præsenterede sig selv, lyttede han interesseret med. Han tog fat i hendes ene hånd, og omfavnede den med begge hans. ”Jeg er ked af din mands død.” Det virkede ikke som om, hun var synderligt ked af det, men han ville alligevel sige det, for at vise sine respekt. ”Det vil sige, at du er dronning?” Han rystede let på hovedet, da hun undskyldte for hendes lange forklaring. ”Det behøver du ikke tænke på.” Han sendte hende et smil, da hun tilbød at svare på hans spørgsmål. ”Jeg vil spørge, hvis jeg kommer på nogle.” Hun var utrolig venlig, hvilket bare hjalp ham. Han havde chancen for at få svar på en masse spørgsmål, men han kunne ikke komme på et eneste. ”Hun måtte have været ret speciel for mig. Nu kan jeg ikke engang huske hende,” tilføjede han til Andreas historie om Caroline.

”Jeg begynder at tro på dig. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg ikke lukkede flere ind. Nogle af dem, kunne måske have givet mig længere varende lykke. Jeg ved ikke hvor længe jeg var sammen med Caroline, men jeg ved jeg valgte hende frem for alt. Det lyder ikke sundt. Jeg lød ikke sund. Mine følelser var alt for voldsomme, til at nogen kunne holde mig ud længere af gangen.” Han så kort ned i jorden, men rystede så blidt på hovedet. ”Jeg skal ikke sidde her, og have ondt af mig selv. Jeg beklager.” Da hun fortalte hvor gammel han var, blev han helt stille. Ikke et under, at han var følelsesmæssig ustabil, hvis han havde levet 2500 år alene. Han gik ud fra, de fleste blev brugt i ensomheden. ”Hold da op.” Han blev et øjeblik fanget i hendes blik. Han følte sig tiltrukket af hende, ingen tvivl om det, men han var ikke et sted, hvor han kunne reagere på den slags. Han blev nød til at kende sig selv bedre, før han kunne reagere på følelser eller tiltrækning. ”Jeg er ikke klar til at vide alt endnu. Jeg vil have en chance, for at ændre på hvordan jeg var. Jeg har ikke været et godt menneske. Eller vampyr. Men jeg takker mange gange for tilbuddet.” Han så ned på tegningen i hans hånd igen. ”Må jeg låne den her?” Der var nogle få ting, der stadig hang ved, udover minderne om Nemesis. Han vidste at han elskede whiskey og at han kunne tegne. ”Jeg kan komme med den igen i morgen.”

På trods af at han var en helt anden - så var det ikke en fremmed for hendes øje - i hendes indre øje var han stadigvæk den samme Nicolas - bare mindre morderisk og paranoid. Det var faktisk rart at se ham smile. Hun smilede til ham. "Jeg ved det er en stor mundfuld for dig.. beklager. Sidste gang du mistede hukommelsen kunne du huske mere - med tiden - men det var på grund af Caroline." Tilføjede hun. Lige nu ønskede hun at hjælpe ham uden at fortælle ham hun ville hjælpe ham. For hvis hun var i hans sko - ville hun også ønske at starte forfra - hvilket muligvis lagde til deres familie siden - at Angela ikke havde været i syne i over et år.
Et lille tilbage syn fangede Andreas minder og gjorde hun kort så blank ud i luften.
"Jeg er ked af det her er sket for dig, og din bror. Det er min skyld og jeg ved du vil hade mig for det. Men det må du ikke. Du er min klippe, uden dig vil jeg bryde sammen. Jeg tror ikke du ved, hvor meget det har betydet for mig, at du har været i nærheden." Han lagde blidt en hånd på hendes kind. "Find mig hvis du kan tilgive mig." Så forsvandt han.
Hun havde aldrig fået tilgivet ham. Hun havde ønsket det så brandende, men så havde han været væk. Alt havde holdt hende i skak for at holde hende væk. "Du låner den bare i det tid du ønsker." Smilede hun til ham. "Smutter du da?" Spurgte hun forvirret, og sank en klump - Andrea ønskede trods alt ikke at han skulle smutte lige nu. "Fordi, jeg tænkte vi kunne tage noget at drikke - et glas whisky eller to." Tilbød hun og kørte en hånd henover hendes hår.
Så kom der en vagt gående. "Der er nogen ved døren, your Grace." Andrea sprang nærmest undrende op og kiggede tilbage på Nicolas. "Jeg er tilbage om lidt. Bare vent her." Hun nikkede til ham, og med det samme han ikke kunne se hendes ansigt - så røg frygten frem i hendes sind. Hvem ville noget så sent? Det virkede uvirkeligt for hende at nogen ønskede hende noget på denne tid.
Da Andrea kom til døren stod der en kutteklædt mand med blod over hånden og rakte hende en kurv. I kurven var der et blodbeklædt brev som hun åbnede.
"Elena. Det er et sødt navn til en der snart ikke kan klare sig selv længere." Ud fra brevet faldt en lille tom flaske ud i hendes hånd, og Andrea tog den op til sin næse og tog et kort snift af den. "Bring ham ned i fangekælderen." Sagde hun så bestemt og kiggede så ud i luften. Så sprang Andrea på benene afsted udenfor. "Frøken" Råbte vagten efter hende imens de andre tog den kutteklædte mand afsted.
"Elena!" Galede Andrea voldsomt. Hun skulle aldrig have sent hende væk. Andrea støttede sig op til en træstamme for ikke at miste balancen. Og med fuldmånen imorgen - ville hun ikke kunne nå at finde hende hvis hun ventede til imorgen - men blodet - det burde ikke være svært for Nicolas at spore sin egen familie - det var trods alt hans niece som var savnet lige nu. Noah og hendes datter - selvom Noah nok var den fra den familie hun mindst ønskede at snakke med. "Nic!" Råbte hun af ren refleks. Hun satsede lidt på, at han var hurtigt derude ved hende - og ikke kun fordi man kunne høre hvordan hendes stemme var fyldt med bekymring og smerte. "please sig, at du kan stinke en varulvs blod i nærheden. Eller noget genkendeligt." Hun kunne næsten ikke konsentere sig om at trække vejret så bekymret var hun. Derfor kunne hun heller ikke holde fokus på at se klart før en eller anden ville gribe fast i hedne og ruske et par gange i hende så hun så tingene klart igen.

Nicolas var tydeligvis tæt knyttet til Caroline. Eller det havde han været. Han vidste ikke hvordan deres forhold kunne være, eller om der overhovedet kunne være et forhold. Han så på hende med et undrende blik, da hun tonede ud. Men han ville bare vente, til hun fandt sig vej tilbage. Han rystede på hovedet da hun spurgte om han gik, men han nåede ikke at sige mere, før en vagt kom og fik Andrea til at gå med. Han blev siddende. Han gik ud fra, det bare var noget han ikke måtte vide noget om. Men han var stadig nysgerrig for hvad der skete. Han hørte først en der råbte 'frøken' og dernæst Andrea der råbte 'Elena' og til sidst Andrea der kaldte på ham. Eller han gik ud fra det var ham hun mente. Det tog ikke lang tid før ham, før han stod ude ved døren. Han så på den blodige kniv og så på Andrea igen. Hun virkede ude af sig selv af bekymring. Han tog imod kniven og tog en dyb indånding gennem næsen for at fange duften. Men han blev et øjeblik, for at sørge for at Andrea var okay først. ”Jeg skal nok finde hende. Men du bliver nød til at blive her. Du kan stole på mig.” Han lagde blidt en hånd på siden af hendes nakke i et forsøg på at berolige hende. ”Du er for personlig tilknyttet.”

Andrea kiggede ham dybt i øjnene for at berolige sig selv - tænk engang hvis han ikke var kommet her til byen - så havde hun været alene i det her lige nu - og om hun ville kunne have klaret den alene - vidste ingen. Andrea hadede at føle sig svag - og det gjorde hun lige nu. Frygten gjorde hendes sårbar. Men hun nikkede til ham da han lagde en hånd imod hendes hud. "Det ved jeg godt." På de ord åndede hun tungt ud og gik genvundet sin vejrtrækning. "Jeg er svag." Mumlede hun for sig selv og tog sig til håret. "Skynd dig." Tilføjede hun så og kiggede ham i øjnene. Selvfølgelig brød hun sig ikke om tanken om ikke at være stærk nok følelsesmæssig til at tage med - hvis der skete Elena noget ville hun aldrig kunne se sig selv i spejlet igen. Men der slog det hende, at Nicolas stadigvæk gjorde meget for hende - selvom han ikke kunne huske hvorfor eller huske deres forhold til hinanden - så gjorde han stadigvæk det her for hende - hvilket gjorde an for hende - at der var håb for hans minder for at komme tilbage.

Nicolas så på hende og følte sig pludselig utilpas, fordi han havde fået hende til at føle sig svag. Det havde ikke været hans hensigt på noget tidspunkt. Men han havde ikke tid til at undskylde lige nu. ”Jeg kommer så hurtigt jeg kan.” Han duftede til blodet og fik hurtigt en retning. Han susede, bogstavligt talt, af sted og så sig ikke tilbage. Han havde ikke tid til distraktioner. Nicolas måtte stoppe efter noget tid, for at få færten af Elena igen. Han vidste stadig ikke, hvorfor hun var så vigtig for Andrea, men det var også irrelevant. Han duftede atter til blodet, og på trods af det var tiltrækkende, havde han andre prioriteter lige nu. Han nåede frem til et hus, der på overfladen så ganske normalt ud. Men han måtte gå ud fra, det skjulte på noget underneden. Han farede ind i huset, og spekulerede ikke et øjeblik på den smadrede dør, der lå foran ham. To mænd angreb ham, han tog fat i armen på den ene og brækkede den rundt, indtil der lød et højt knæk, der indikerede hans skulder var gået af led. Den anden mand fik et knæ i maven og dernæst en knytnæve i ansigtet. Noget sagde ham, at de ikke var den sidste han stødte på. Nicolas gik hen over gulvet, men kunne ikke få øje på en kældertrappe. Men så hørte han gulvet knage under ham. Han fjernede et gulvtæppe og afslørede en lem. Han åbnede den og kravlede ned af stigen. Han blev mødt af tre mænd mere, den ene fik en kniv i brystet, den anden en albue i hovedet og den sidste en knækket nakke. Det så ikke ud til, der var flere dernede. Han mente nu det var underbemandet, men det var blot godt for ham. Nu skulle han bare finde Elena. Han kom forbi en masse unge der var låst inde. Det måtte være sådan, de afpressede dem med store titler rundt omkring. Han kunne ikke efterlade dem. Der var fem i alt, to piger på mellem otte og ti år, en på omkring 11-12 og to drenge på et par år. Han tog først de to små drenge og holdte dem i hver sin arm, den ene af de unge piger var såret, ås han gik straks ud fra det var Elena. Han tog hende op i armene, og flyttede derfor drengene så den ene sad på hans skulder, og han løftede den anden i trøjen. Den sidste pige løftede han også i trøjen, selvom hun var noget tungere end drengen. Men sådan gik det hurtigere. Han skyndte sig op af lemmen, og da han kom udenfor, var solen lige så langsomt begyndte at stå op. Han måtte skynde sig. Nicolas farede af sted, men kunne ikke undgå, at blive ramt af solen. Da han kom tilbage til slottet, var det meste af hans tøj forbrændt, og få steder på hans hud var han også forbrændt. Han skyndte sig ind i slottet og satte børnene ned, før han tillod sig selv at føle smerte. Han havde ikke haft tid til det. Men nu hvor børnene var i sikkerhed, kunne han slappe mere af. Så var spørgsmålet bare, hvad de skulle gøre med børnene. Han satte sig ned på knæ og tog dybe indåndinger.

Timerne var utallige. Minutterne var ved at give hende et hjerteanfald. Solens stråler nærmede sig op mod bygningen, kastede sig nærmest som om, at de prøvede at angribe noget. Der forsvandt al bekymringen fra Elena - og landede direkte på Nicolas. For solen ville dræbe ham. Hendes hjerte hamrede afsted - i en hasstig fart - så man skulle tro hun snart ville falde om. Nervøsiteten var smertefuld og næsten ubærlig. Andrea rullede alle gardinerne i den store stue for, og satte sig for at vente - og da døren endelig blev åbnet op og Nicolas farede ind med et kuld børn på nakken - så kiggede hun kun på ham. Da han satte sig ned på knæ for at falde til ro, gik hun hen til ham med næsten smertefulde bevægelser - hun havde virkelig været bange den sidste tid - og faldt ned på sine knæ foran ham og kiggede ham kort i øjnene. Så smilede hun endelig og svang armene omkring ham - og tvang ham derpå ind i et varmt kram. "Jeg var så bekymret." På de ord trak hun sig kort væk i få centimeter fra hans ansigt. Hun sank en klump og tvang sig efter et godt stykke tid til at vende hovedet lidt væk fra ham og kigge efter Elena. "Moar." Lød en stemme og fik Andrea til at dreje sig helt om. "ohhh my.." Hun var selvfølgelig undret over det her. Andrea kunne ikke andet end at tage den lille pige ind i sin favn, og betragte hvordan hun blev mindre og mindre i hendes arme. Dog var Andrea ikke helt dum - hun kunne huske den dag, hvor Elena først havde vokset - og nu aftog virkningen. Så da der ikke sad andet end en to årig gammel lille pige i hendes favn - vidsteh un godt hvorfor.
"Rolig." Sagde hun så til Nicolas. "Hun kom bare tilbage til sin rigtige alder... jeg tror ikke i fik hilst på hinanden fakitsk. Men her Nic, din niece Elena. Vil du holde hende lidt, imensj eg lige ordner det med resten af kuldet her." Smilede hun og rakte Elena til Nicolas.
Hun tog derefter de andre børn hen til en af stuepigerne som tog dem med op på det gamle børneværelse der stod deroppe - der var to, og det ene skulle Elena nok til at bruge igen så - det skulle ikke bruges af de fremmede børn. Så vendte hun om og gik tilbage til stuen, hvor Nicolas sad og stod kort i dørkarmen og betragtede ham sammen med Elena.

Nicolas blev siddende, indtil Andrea kom og lagde armene om ham. Han lagde armene om hende også og følte pludselig en kemi, som var stærkere end før. ”Undskyld.” Han ville ikke have hun bekymrede sig. Han rejste sig op og så på pigen i Andreas arme, der blev mindre på få minutter. Der var meget han ikke forstod endnu, det her var en af tingene. Han så på Andrea da hun sagde han skulle være rolig. Det var ikke ligefrem let, men han blev nød til at bevare roen. For både Elena og Andreas skyld. Han tog imod Elena og holdte hende først ud i strakte arme, men da hun begyndte at græde, trak han hende tættere på sig og vuggede hende i hans arme. Hans niece? Havde Angela et barn, eller var der en anden, som han ikke kendte til. Det måtte næsten være en anden, eller også havde Angela efterladt sin datter til Andrea, hvilket virkede underligt. Især fordi Andrea havde fortalt, at Angela bare var forsvundet lige pludselig. Han satte sig ned på gulvet, og lod Elenas fødder støtte på hans lår, mens han bevægede hende op og ned i rolige bevægelser. Han havde aldrig haft et barn tæt på sig, i hvert fald ikke hvad han husker. Men det kunne godt være han havde været fare engang. Det var ikke usandsynligt når han havde levet så længe. Han satte Elena ned på sit skød og legede titte bøh med hende. Måske ikke lige den sjoveste leg, men alligevel den han bedste kendte. Han havde ikke lagt mærke til Andrea, han var for optaget af Elena. Hun var helt utrolig.

Hun kunne ikke stoppe sig selv fra at smile - at se ham med Elena - det gjorde et eller andet ved hende. Hun burde nok have været mere bekymret omkring det med Elena, men det var hun ikke. Elena var stærk - på trods af alt der skete omkring hende - så var hun stærk. Hun stod og betragtede dem til en af stuepigerne kom ned af trappen oppefra, og Andrea gik videre ind i stuen og kiggede på dem stadigvæk med et smil. "Det er da godt du kommer så godt du af det ned hende." Andrea kiggede på Elena på den måde alle mødre kiggede efter deres små døtre. Andrea stolede på Nicolas - det var helt igennem tydelig. "Din storebror Noah, er far til hende. Men han skred fra os, efter en længere historie. Så." Forklarede hun hurtigt - så han havde den forklaring løst for sit hoved. Men hvis man så det fra en anden vinkel - så var hun dronning og stærkere uden ham - tydeligvis kun hans tab. Hun havde smidt en kujon til siden - og det mistede hun jo intet ved.
Andrea satte sig på en stol og kiggede på dem med et smil. "Det kunne være, vi skulle ligge hende i seng, og finde noget - jeg ved ikke - ikke brændt tøj til dig. Hvis du er interesseret." Smilede hun skævt til ham. Hun lod tjenestefolkene gå rundt i byen og finde børnenes forældre - sammen med børnene - de ville takke hende før eller siden. En god dronning vidste hvornår man skulle spare på kræfterne og hvornår man skulle udslette sine fjender - derfor måtte hun bare slappe af og vente på hun kunne lave et nyt træk - hun overvejede om hun skulle sende tropper ind og prøve at overtage Firewood Village også. Magten ville hun jo gerne have, men hun ville have en at reagere med - der var for mange ting hun skulle tage sig af nu med Elena tilbage i den alder der. Andrea havde allerede rejst sig op og gået et skridt hen imod trappen. "Kommer du..i." Smilede hun og lagde hovedet på højkant.

Nicolas vendte sig først blikket imod Andrea, da hun sagde noget. Han var alt for optaget af Elena. ”Det er svært ikke at komme godt ud af det med hende, hun er skøn.” Han rejste sig op og vuggede hende lige så stille. Da hun forklarede, blev han vred på sin bror og søster. De forlod hende begge to, selvom Andrea var stærk, fortjente hun det ikke. ”Begge mine søskende efterlod dig. Sikke en familie vi er.” Han fattede ikke, at hun stadig ville tilbringe tid med ham. To ud af tre, var ikke gode odds. Han ville sikkert ende med at efterlade hende også, hvis han ikke allerede havde gjort det. ”Ja, lad os gøre det.” Han gik med hen til trappen, men endte med at undersøge rummet nærmere, før han nåede helt hen til trappen. ”Andrea..” Han greb ud efter hendes hånd med Elena lænet op af hans anden arm. ”Jeg sætter virkelig pris på det.” Han kunne godt lide Andrea. Hun havde gjort meget for ham allerede, og hun behøvede ikke. Hun kunne lade ham gå hvileløst rundt, men en masse ubesvarede spørgsmål. Han slap hende og gik op af trappen. Det tog ikke lang tid før han fandt et børneværelse. Han gik derind, selvom han ikke var sikker på, om det var det rigtige værelse, så han blev stående med Elena i armene, indtil han var sikker. Han havde svært ved at ligge hende fra sig. Hun var bare så fandens sød.

Andrea blev tit efterladt - det var omkring hende som en ond forbandelse. Det var begrænset hvem der kom med i faldet. Elena var med i faldet med Noah. Angela forstod hun dog - hende og Nic havde langtfra det samme tætte bånd som hende og hendes lillebror Noa samt Serena. Så derfor var hun sikkert rejst - eller det vidste hun inderst inde. Men nu var hende og Noa også afskildt på grund af det her. Andrea blev kort slået tilbage til virkeligheden da han greb fast i hendes hånd, og hun kiggede ham i øjnene - nikkede kort hurtigt. "Efter de ting du har gjort for mig - så er det altså det mindste jeg kan gøre." Smilede hun til ham og fulgte ham op på værelset. For hende var der en anden aroma - fordi der for et halvtår siden havde boet en anden lille varulve pige. En lille prinsesse som hun gav væk for beskyttelse også fik en vis mand til at slette fra sin hukommelse til det blev nødvendigt at huske. Andrea kiggede rundt uden egentlig at kunne sætte en finger på, hvad hun kunne fornemme. Hun drejede hovedet over mod Elena og Nicolas - og gik så derefter. "Nu skal jeg. Hun har det med at bruge sin charme til ikke at komme i seng." Grinede hun og tog så Elena stille over til sig, og kyssede hendes pande inden hun så lagde Elena ned i sengen - og lagde tæppet omkring hende. Så tog hun Nicolass hånd og gik ud af rummet og lukkede døren efter dem. Så tog hun Nicolas med ind i hendes soveværelse og lukkede døren dertil. Hun slap hans hånd og åbnede sit store skab op.
Værelset var stort. Dobbeltsengen var redt op med noget der lignede guld sygtråd i stoffet. Der var slør henover sengen så der nærmest lignede et drømme værelse. Guldmønstre malet på de hvidevægge. Skabet var fyldt med smukke kjoler. Men der omme bagved var der også noget andet tøj - mere normalt tøj. Hvis hun skulle ned i byen uden nogen skulle genkende hende. Men hun kunne finde noget andet tøj, hun skulle bare lige have tid til at finde det. Hun vendte sig om og slog blikket op da hun stoppede op. Nicolas havde stået lige bagved hende, så da hun vendte sig om og trådt et skridt frem - endte de med at stå med kun få åndedrag fra hinanden. Andrea sank en klump - kunne langtsom mærke hvordan hendes hjerte begyndte at banke hårdere og hårdere - imens hun kiggede ham helt indlevet i øjnene.

Nicolas sendte hende et smil. Det gav vel god mening. De havde begge gjort ting for hinanden, og han håbede det kunne forsætte. Han havde svært ved at få taget Elena ud af armene, men han vidste godt, at det var bedst hun fik noget søvn. Han så ned på deres hænder, da hun tog fat i den og gik ind i et andet værelse. Han havde ikke tænkt på at stoppe, da han gik ud fra hun ville forsætte længere ind i rummet. Han så hende i øjnene og mærkede endnu engang den intense kemi imellem dem. Han kunne mærke, at de kendte hinanden fra før. Ellers ville deres kemi ikke være så overvældende. Han vidste godt han ikke burde reagere på deres kemi, men det var svært for ham. Han tog fat i hendes hånd og flettede sine fingre ind i hendes. Han havde følt kemien fra starten, men nu var den bare for stærk til ikke at handle på. ”Vi burde ikke...” Hviskede han lige så stille. Han havde noget med Nemesis, hvad det var, var han ikke sikker på endnu, men han ville ikke ødelægge det. Selvom han også var tiltrukket af Andrea. Mindst lige så tiltrukket som han var af Nemesis, hvilket ikke ligefrem gjorde tingene lettere. Han så ned på hendes læber, men vendte dem tilbage til hendes øjne, selvom de var mindst lige så tiltalende. ”Vi burde virkelig...” Mere nåede han ikke at sige, før han handlede på en impulsiv følelse, og lod hans læber møde hendes.

Hvorfor skulle der også være kemi imellem dem. Det havde der været førhen også - så at den var stærkere nu når den kunne mærkest tydligere ved ham også - overraskede hendes egentlig. Hvad der overraskede hende - var at han gjorde noget ved det. Han flettede sine fingre sammen med hendes og det fik næsten hendes hjerte til at stoppe med at slå. Men hun lod sine øjne glide fra hans læber til hans øjne gentagende gange skiftevis. Hun sagde ikke et eneste ord - det sidste sagde han, men inden han nåede at tale videre havde han allerede lavet det næste træk. Da han pressede sine læber ind imod hendes gengalte hun det med det samme uden at tøve. Det var underligt hvor rigtigt det her føltes for hende. Hendes hjerte bankede en varme rundt i hendes krop som hun elskede - og ikke havde følt i længere tid nu. Hun gav hans hænder et klem og holdt dem flettet sammen. Dette kys var intimt og romantisk - på en måde som havde de altid været en smule sammen uden helt at være det - der var helt klart en stærk kemi imellem dem som aldrig var blevet spillet på før - ikke før nu. En varulv og en vampyr. Nicolas og Andrea - der stod her så tætte på hinanden - selvom han ikke huskede så var det stadigvæk ikke noget nogen af dem havde regnet ud ville ske. Men det lettede ikke på den større tiltrækkelse Andrea var begyndt at få over ham - både før og efter hun så ham omkring Elena.

Nicolas lod mærke til, at alt blev sløret omkring dem. De stod i midten i en stor sløret verden, som det eneste tydelige. Det var utroligt, og selvom han vidste han burde stoppe, så var det så svært lige nu. Han lagde hans frie hånd om Andreas liv og pressede hende tættere ind mod ham. Han trak sig væk fra kysset, men lod hans pande hvile mod hendes. ”Woaw.” Det sidste kys han havde taget del i, var også intimt. Men på en helt anden måde. Han anede ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han stod splittet imellem to kvinder. To meget forskellige kvinder. Men han havde selv sat sig i den situation, og nu blev han nød til at komme ud af den. Men hvad var det rigtige at gøre? Stoppe det med dem begge? Det virkede som den bedste løsning for dem. Men ikke den bedste løsning for ham. Han slap Andrea og gik væk fra hende. ”Undskyld,” han kunne ikke tænke på sig selv lige nu. Han blev nød til at tænke på Andrea og Nemesis. ”Du fortjener bedre end det her.” Han havde lyst til at gå, men han kunne ikke gå nogen steder nu. Solen var stået op, og han blev nød til at vente til det blev mørkt. Det gav dem en masse chancer, for en masse intime øjeblikke. Han så på hende og gik ud af rummet og ned i stuen. Han satte sig med tegningen af Andrea og Angela i skødet, og overvejede hvad Angela ville sige til det. Selvom han ikke engang kendte hende, tvivlede han på hun ville være stolt af ham.

Andrea stod endnu engang bare der - sagde ikke et eneste ord overhovedet. Ikke før han var gået. Hun klemte sine hænder sammen, og kørte en hånd igennem sit hår - og slog kort ind i væggen inden hun lod sig falde ned i sengen. "Hvorfor skal du også ødelægge alting Andrea. Hvorfor?!" Vrissede hun vredt af sig selv inden hun lagde sit hoved i sine hænder og nærmest hang over sengen. Hvorfor følte hun kort lige at hun havde taget noget og smadret det som glas på gulvet da hun tabte det. Andrea så op og tog en dyb indånding. Hvorfor følte hun sig så dum - så skrøbelig. Alt sammen var lige gået så godt og et forkert træk og nu sad hun her - som om alt hendes styrke var faldet til jorden. Hun hadede sig selv for det - forsatan da også. Hun rejste sig op og gik hen til sit nærmeste spejl og kiggede på sig selv, og sank en klump - hvor så hun egentlig ussel ud lige nu, men lidt ret på facaden og så god som ny - lignede hun sig selv igen. Så sank hun en klump og tog en kniv frem fra sin skuffe og et glas - man var vel klar til vampyr besøg. Hun skar sig selv og lod blodet sive ned i glasset. På trods af hun var varulv - så var der en ganske bestemt essens over hendes blod som gjorde det smagte af andet end bare varulv - såret healede trods alt lidt efter, og hun tørrede blod resterne væk. Så gik hun nedenunder og stillede glasset på et bord til ham. "Her." Sagde hun så og satte sig i en stol overfor ham. "Hør du skal ikke undskylde. Det dig uden minderne, og jeg skulle have styret situationen udenom det hele." Smilede hun skævt til ham og lænede sig så tilbage. "Hvad tænker du på?" Spurgte hun derefter.

Nicolas følte sig ussel. Han havde knap nok været væk fra Nemesis en dag, og selvom hun havde gjort det klart, at hun ikke var interesseret i ham, så burde han stadig bruge tid på at komme sig over hende. I stedet sprang han på det næste hunvæsen han måtte. Men han følte sig brugt, såret. Han havde talt om, hvor meget Nemesis betød for ham, og hun brugte det imod ham. Men hans følelser havde ikke ændret sig. Der måtte være en grund til, at han kun kunne huske hende. Han havde ikke tænkt sig at give op på hende, men han havde heller ikke tænkt sig at opsøge hende. Ikke lige nu. Deres veje ville mødes igen, håbede han. Han lagde tegningen fra sig og så ud i luften med et tomt blik. Aldrig havde han følt sig som så stor en idiot. Duften af blod fangede midlertidigt hans opmærksomhed, og han var nervøs for, om det var Elena. Han blev bare siddende og forsøgte at afgøre om det var hendes blod eller ej. Det var trods alt noget anderledes end Andreas, men først da Andrea kom gående med et glas blod, vidste han hvad der var sket. Han tog imod glasset, men stillede det bare ved siden af ham. Han havde ikke lyst til at drikke hendes blod. Ikke lige nu. ”Tak.” Han tog en dyb indånding og lyttede til hendes ord. ”Du er blevet såret af min familie gange. Sikkert også af mig. Men jeg vil ikke have det skal ske igen.” Han lænede sig tilbage i sofaen og så op. ”Jeg kan ikke holde styr på mine tanker.” Det ene øjeblik handlede de om Nemesis, de næste om hans familie, så om Andrea og Elena og til sidst om de fjender han tilsyneladende havde derude. ”Jeg bliver nød til at gå.” Han vidste godt solen ville brænde ham, men han havde brug for at være alene, væk fra alting. ”Tak for alting.” Han gik hen imod døren og tog en dyb indånding. ”Undskyld,” sagde han stille før han åbnede døren og mærkede solens stråler mod hans krop.

Hun sagde ikke mere før han gik hen og næsten sprang i døden. Andrea lukkede døren i for næsen af ham og stillede sig i vejen. "Det stadigvæk sollys dag Nic. Du kan ikke gå udenfor før i aften." Sagde hun med en lav stemme. "Hvis det fordi du gerne vil være alene uden jeg forstyre dig, så kan en af mine stuepiger vise dig et værelse - jeg har et slot jeg skal reagere - trust me - jeg har ikke tid til at forstyre og irritere dine tanker alligevel." Smilede hun kort af sig selv og kiggede ham stadigvæk ind i øjnene. "I don't give a damn about your family by now, but I need your help." Sagde hun og åndede ud. "Jeg smutter her snart ind i skovene - og jeg har virkelig brug for en til at se efter Elena imens jeg er væk til imorgen tidlig. Du ved varulve - ud og brække hver eneste knogle i min krop nede i en klam gammel kælder." Andrea hadede mere end noget andet i verden at skifte form - men hun blev nød til det - de gange hun havde været gravid havde været en lettelse - 9 måneder uden at skifte - det var jo guldværd. "Please. Vil du ikke nok. Jeg ved det er meget at forlange af dig. Men hellere en som jeg kan stole fuldt på en de andre." Tilføjede hun så og sank en klump. Måske lidt nervøs - fordi hun ikke vidste, hvad han ville sige -sådan var det jo altid med Nicolas. Han var uforusigelig.

Han trådte et skridt tilbage, da hun lukkede døren i. Det var måske også bedre sådan. Det ville ikke hjælpe noget, hvis han blev til en sveden plet på jorden. ”Andrea..” Han så på hende og tog en dyb indånding. ”Du irriterer mig ikke. Men jeg har en masse tanker jeg skal have styr på.” Han nikkede til hendes forespørgsel. ”Jeg skal nok se efter hende.” Han så hen imod døren og så tilbage på Andrea. ”Bare pas på dig selv.” Han lagde hurtigt armene om hende i et kram, før han gik ovenpå. Han havde tænkt sig at våge over hende indtil hun kom tilbage. Lige da han trådte ind i rummet, begyndte Elena at græde. Nicolas tog hende op i armene og vuggede hende, indtil hun stoppede med at græde. Han satte sig ned og vuggede hende i armene, mens han nynnede den eneste vuggevise han kendte. Det varede ikke længe før Elena faldt i søvn, og kort efter det faldt Nicolas selv i søvn. Hun var utrolig at sidde med, en fantastisk pige.