Do I look like the woman you remember? ~Andrea

T: omkring tre om natten
S: Parken
O: statuerne, buske og træer
V: mild brise, lettere køligt. Næsten skyfrit, en aftagende måne.

Der var gået flere år siden hun sidst havde set Andrea, Lockheart eller nogen som helst fra den del af hendes liv. Godt det samme, til tider, for Nephthys havde været så langt ude i afkrogene af hendes eget sind, at det ville være som at se på en fremmed.
Hun havde været splittet, flået i stykker, ude af sin egen krop og i sindet på en anden mand. Alt havde taget hårdt på hende, og efterhånden var minderne om tiden med Andrea og Nicolas bare en tåge af ubrugelige minder. Hun huskede hendes lille flammeudbrud dengang hun havde fundet ud af at Nicolas og Andrea havde været sammen før. Men det havde jo ikke været deres skyld, fejl eller andre negative påstande. Nephthys var blot rigtig dårlig til håndteringen af situationen.

Nu var hun tilbage. Sunfury City, hendes gamle hjem. Der havde været rygter om, at Andrea engang havde ledt efter hende, en det havde hun let affejet som værende løgn. Andrea var vel ligeglad med Nephthys efterhånden?

Nu så hun på den store statue. Statuen hun havde stået ved, den aften hun havde forladt Nicolas. Den aften hun havde sagt nej, farvel og udelukket et 'vi ses'. Den aften hun havde dummet sig så voldsomt.
Fortrød hun det længere, så vidste hun det ikke selv. Hun var kommet over tiden, men savnede det hele alligevel. Nicolas var forsvundet. Død, velsagtens. Andrea derimod, havde hun hørt ganske lidt om. Og ikke alt var godt.
Mon Andrea havde hørt om Nephthys og hendes fiasko som ansat hos Sean. Eller det faktum at Nephthys endnu engang havde knust sit eget hjerte, og nu var mere sindssyg og kølig end før?

Nephthys bevægede sig, let og elegant, hen til en bænk. Hun satte sig, mens hendes sorte fjerlette kjole lignede røg omkring hende i den milde brise. Hendes brune hår flagrede let, og alt i alt fik det hele hende til at ligne et spøgelse mere end en levende.

Årerne var alligevel gået hurtigt for hende, Drew var pludselig ved at blive så stor. Han var godt et par år nu. Hun havde været gravid med ham sidst hun så Nephtys. Det var længe siden hun havde set hende, og Nicolas havde heller ikke hørt fra hende. Selvfølgelig var det Nicolas hun havde spurgt først der, men hans tanker var ikke helt på sine normale steder nu til dags. Andrea kunne ikke sove denne aften, selvom Kai havde lagt med armene omkring hende - og at hun følte sig tryk. Så følte hun, at hun burde være et andet sted. Så hun var hoppet i noget simpelt hverdags tøj, et par bukser og en tank top i nattens farver. Så var hun ellers gået ned i byen. Lockheart lagde oppe ved Elena og vogtede over sin legekammerat. Byen var næsten øde. Nicolas sov for engangsskyld, efter hun havde overtalt ham til at slappe af. En fært ramte de følsomme sanser og dragede hende imod parken.

Hun kom til statuen, den var ikke gået i stykker under angrebet af mørkets væsner. Endelig kom hun derhen og lod fingerspidserne glide henover den køllige figur. Gjort køllig af nattens mørke. Andrea havde søgt og søgt, men var aldrig kommet dybere i de informationer hun havde fået. Der var så mange ting at se til, og hun havde ikke overskuddet til det. Hun skulle se til sine børn, sit rige og ikke mindst sørge for sine venner og passe på sine fjender. Det var ikke nemt og hun hadede sommetider det - nogle gange ønskede hun bare at pause verden så hun kunne tage en dyb indånding. Det gjorde hun så her, tog en dyb indånding af den friske luft, og pustede den ud igen. Slog de grønne øjne op og så sig omkring. Så fangede hendes blik noget henne ved en bænk. Andrea kneb øjnene let sammen. Det lignede jo... det lignede Nephtys. Let sank Andrea en klump. Var hun virkelig tilbage efter alle de år? Andrea bed sig let i læben og pustede kort efter let ud. Så gik hun stille og elegant over imod bænken. Det var en lidt mere gammel Andrea der kom derhen imod. Det var virkelig længe siden, at Andrea var blevet set i et par bukser og en normal trøje. Normalt var det de fine kjoler og perfekt hår. Dog ville hun nok altid føle sig bedst tilpas i dette her tøj.
"Jeg vidste ikke du var tilbage." Startede hun svagt ud og vippede hovedet på højkant. Et smil strejfede Andreas læber med en varme. "Du har været savnet Neph." Tilføjede hun og satte sig ned ved siden af Nephtys.

Nephthys genkendte Andrea det sekund hun havde nærmet sig statuen. Det sekund hun havde talt, var det som om at være kommet hjem igen. Minderne, varmen, følelserne. Hun skubbede det hele fra sig mentalt, og gav et lille skævt smil fra sig, uden at der lå for meget betydning i det.
''Tilbage? Det var en sjov måde at formulere det på.'' sagde hun med en lettere hæs stemme. Hun havde ikke spist i dagevis, udelukkende for at føle sig lidt menneskelig igen. Bare en smule sult - en smule tørst. Det var tiltrængt. At føle sig levende.
Andreas næste ord fik dog hendes opmærksomhed lidt hurtigere end hvad hun følte var godt for dem begge.
''Savnet? Den var heller ikke ligefrem velkendt.'' hun trak på skuldrene, da Andrea satte sig ved siden af hende.
''Hvordan går det med familien?'' det var latterligt, men det var rart at sige. Rart at spørge ind til familie, til nære og kære. Det var der ingen der gjorde med hende.
Den svage stank af afsvedet hud og kød hang stadig ved Nephthys, som resultat af det sølvsmykke hun bar om halsen. En spinkel kæde med Sean McGivens uofficielle våbenskjold. Et emblem Nephthys for længe siden havde designet og fået lavet en serie af smykker i: en ring, en kappenål, et armbånd og hendes halskæde. Våben var der også en del af, men kun ét af dem havde set dagens lys og var i Seans besiddelse.
Hun ville gerne spørge hvem der havde savnet hende, men hun frygtede for at svaret ville være så upræcist at det ikke kunne være andet end løgn.
''Det er længe siden efterhånden..'' sagde hun roligt og så på statuen. Hendes stemme afslørede ikke kun hendes tørst og sult, men også hendes tomhed. Hendes ensomhed.

Sommetider havde hun undret sig voldsomt, hvordan det gik Nephthys. Hvad hun lavede, hvor hun befandt sig. Efter hun deres afsked sidste gang, var hun nærmest sikker på - at hun aldrig skulle se hinanden igen. Og hvad Andrea kunne se an, var hendes kære søster holdt op af en af de kære murer hun havde bygget omkring sig. Andrea kendte alt for meget til dem. Hvorfor skulle hun ellers gå rundt nede i byen nu, klædt som en af bogerne i stedet for at bære en af sine pæne kjoler. Andrea var ikke den hun ville være, dog ville det sikkert snart blive nok for hende. Andrea trak kort på skulderen over den første kommentar. Nephthys mindede hende en anelse om de gange efter Caroline og Nicolas havde haft et af deres brud - og Andrea havde fundet Nicolas næsten totalt mumificeret.
"Tja, hvis du var kommet tilbage noget før, ville det vel være velkendt." Svarede hun ganske afslappet. Så svang hun det ene ben over det andet og vendte blikket imod sin søster.. Spørgsmålet om familien. Det var det folk spurgte hende om, det eller hendes rige. Så hun var blevet van til at svare på det, og det samme smil sneg sig altid op.
"Det går helt fint. Børnene vokser hurtigere end man når at tænke." Så trak hun lidt på skulderen og kiggede ud i nattens mørke igen. Let bed hun sig i læben da en brise af skyld kort skyllede ind over hende.
"Ja.. det må du nok sige." Svarede hun uden rigtig at tænke sætningen helt ud. Andrea vendte blikket om imod Nephthys.
"Du er min søster. Du kan altid komme til mig. Du burde vide det? At jeg altid vil være der for dig." Sagde Andrea for lige at pointere det for hende. Det var alligevel vigtigt for Andrea at pointere, den plads som Nephthys havde ved hende. Så måtte hendes følelser for at fortælle om Nicolas indhente hende senere. Andrea havde holdt sine følelser tilbage for Nicolas før på grund af Nephthys, og det ville pine hende at skulle gøre det igen. Men hun ville ikke miste Nephthys... aldrig.
"Hvad har du haft årerne til at gå med, hvis det er okay jeg spørger?" Spurgte hun stille. Hvis Nephthys ville tale, ville hun sikkert tale og hvis ikke... så ville Andrea også respektere det.

Nephthys nød sin søsters stemme. Hun følte sig hjemme, for en kort stund. Hendes ordvalg. Hendes børn, der voksede med lysets hast. Hun kunne ikke lade være med at smile. Børnene havde aldrig mødt deres tante Nephthys - og med god grund.
På trods af at Andrea var det eneste familie Nephthys stadig havde, stadig elskede... Så var Andrea i besiddelse af det eneste Nephthys aldrig ville komme tæt på at eje: børn. Hun bed sammen, og forbandede sin egen dumme opførsel. Hvorfor var hun dog blevet vampyr!?
''Hvad jeg har lavet?... Vil du have den kronologiske forklaring?..'' sukkede hun og gned sit ansigt lidt, velvidende at Andrea faktisk nok var den eneste tilbage der holdte af Nephthys rigtigt.
''Jeg har levet et par måneder i en kælder, på grund af min forbindelse til McGivens.. Jeg har været ude og rejse med ham, gjort klar til at han skulle overtage Dragons Peak.. Jeg har set ham miste forstanden, ofret alt for at hjælpe ham.. Og blev sendt væk for at prøve at vise ham at jeg elskede ham.'' sukkede hun, og bed lidt sammen.
''Men kære søster, lige meget hvor meget du understreger at jeg altid kan komme til dig... Så kan jeg ikke vende tilbage til det sted hvor han lever. Nicolas vil altid være en svaghed, som det du så dengang i skoven. Vi tre, vi kan ikke være i samme by mere end et par dage uden at skabe problemer. Og som den gode taber jeg er, så har jeg valgt at leve med at i to behøver hinanden i jeres liv - jeg er blot en variabel i ligningen.'' sagde hun roligt, med et skuldertræk. Havde Andrea troet at Nephthys havde glemt alt om det i skoven?

Andrea nikkede let til at hører, hvad Nephthys havde fortaget sig. På godt og ondt. Hun havde brug for at hører noget andet end hvad der forgik i Sunfury eller havde noget med royale pligter at gøre. Dog fik historien alligevel hende til at synke en klump. Sean og hende skulle snart mødes, i snak om noget alliance. Hvis det ville blive til noget, Andrea overvejede som den kujon hun var at forlade kongeriget - det var ikke hende. Ikke mere.
"Hvis han virkelig er den rigtige for dig.. så indser han det." Sagde hun med et stille skævt smil. Andrea kendte ikke Sean, men hun kendte Caroline - og Caroline kendte Sean. Men det var til en anden samtale, og ikke det hun skulle fokusere på lige nu.
Den næste sætning kneb hun øjnene lidt sammen til. Det handlede selvfølgelig omkring Nicolas. Igennem alle de år var det stadigvæk et problem for dem, også selvom Andrea havde gjort alt for det ikke skulle blive det. Andrea foldede sine læber sammen og slog blikket væk fra Nephthys.
"Jeg ville aldrig gøre noget for at skade vores forhold til hinanden... det ved du." Sagde hun og sank en klump. Dengang i skoven. Havde Andrea trukket sig for at de to kunne være sammen. Ja, hun havde ikke været helt ærlig omkring sine følelser for Nicolas - og så dum som hun var - havde hun i tiden haft gjort sig så travl, at hun havde prøvet at få sig selv til at glemme dem. Men her var de tilbage og angreb hende.
"Så vidt jeg husker. Så valgte han dig i skoven. Ikke mig. Han elskede dig Nephthys. Og ja jeg kan ikke leve uden ham i mit liv." Sagde hun og vidste det var et voldsomt ømt emne for dem begge to. Men de kunne heller ikke gå rundt om ilden forevigt. "Jeg løj dengang. Det var ikke ingenting. Men det vidste du udmærket... gjorde du ikke? " Det ville ikke overraske hende hvis Nephtys havde regnet det hele ud for mange år tilbage. Det ville ikke overraske hende spor. Andrea havde altid gjort det da de var børn, hvis der var noget Nepthys ville have, så lod Andrea sin søster få det. Fordi hun blot ønskede at se sin søster glad.
"Jeg er ked af de gik som det gjorde."

Nephthys havde længe vidst hvad der gjorde at hun lod sig selv holde sig væk fra Andrea og Nic. Hun skulle ikke være lusen mellem to negle - et tredje hjul. Hun vidste at de elskede hinanden og at hun ikke kunne - og ej heller ville - gøre noget for at ændre det. Det var hendes søster, og hun fortjente den lykke som Nephthys ikke selv fik.
''Er du bange for at jeg er vred på dig, over at i to har fundet hinanden? Så kender du mig virkelig dårligt, kære søster. Jeg har naturligvis ikke glemt mine tanker om ham, ej heller mine følelser. Men, jeg traf et valg da jeg stak af - jeg gav afkald på ham. Jeg kan kun være glad for, at det viste sig at være det rigtige. Tænk, hvis jeg havde klynget mig fast som en djævleslyng, og set dig være ulykkelig indtil jeg en dag kunne give slip? Nej, det er helt klart bedst sådan her.'' Sagde hun, og hendes stramme og sure mine var blevet skiftet ud med et lille smil.
''Jeg er blot ked af, at det liv du har, er et liv jeg ikke kan nærme mig. Vores gensyn er i skyggerne og vores familiære forhold må forholde sig hemmeligt. Logisk nok, mine forbindelser til McGivens gav mig problemer - forestil dig hvis de fandt ud af at min søster er dronning? Uf - jeg ville sidde i en kælder for evigt... Men jeg ville gøre det for at beskytte dig..'' hun så på Andrea, med et smil. Hun kunne ikke lade være. Hvorfor havde Nephthys nogensinde hadet hendes søster for at have et godt liv - hun fortjente det så inderligt!
''Jeg håber at du giver Nic mine hilsner.. Jeg er desværre bange for at jeg må forlade dig igen nu. Du dufter så skønt, og jeg har ikke tilladt migselv et ordenligt måltid i måneder nu..'' sagde hun og rejste inden hun bukkede let for hende.
''Til vi ses igen, min dronning, så håber jeg at du ikke frygter for mine tanker om dig. Du vil altid være min søster, og min bedste veninde.'' Sagde hun med et kærligt, varmt smil. Et smil alt for få så på hendes læber.