When I last saw you... ~ Andrea

s: parken i Sunfury
v: Vindstille, lunt, måneskinsbelyst
t: omkring midnat

Efter det der føltes som flere år, stod Neph endnu engang i den park hun så ofte engang havde nærmest levet i. Til trods for, at det burde være et kærkomment syn, kunne hun ikke lade være med at tænke på de ting, som engang fandt sted der. Hun havde opgivet Nicolas, hun havde stukket af med halen mellem benene og som den kujon hun havde været så havde hun ikke engang turde forklarer ham hvorfor.
En vampyr, pft! Det kunne man end ikke kalde hende mere. Hun var blegere end normalt, håret var fyldigt og alligevel stramt samlet med utallige fletninger overalt på hendes hoved. Makeuppen var mørk og vild - de sorte rande under hendes øjne afslørede hvor skidt hun egentlig havde det.
Hun vidste ikke hvor længe hun havde været væk - hvor længe hun havde gemt sig. Hun var gået under jorden, og først nu havde hun taget sig sammen til at komme frem.
Om hendes skuldre hang en kappe med Targaryens familiemærke på - en kappe hun havde gemt fra hendes sidste besøg på slottet.
Den sorte kappe skjulte hendes påklædning, som bestod af stramme bukser - et sværd ned langs siden - og en top der kun lige skjulte hendes bryster, ellers var der bar udsigt til maven.
om halsen bar hun en kæde med en ring i, som lignede en forlovelsesring til forveksling.
Hun havde et par sorte smudsede støvler på.
En statue så ned på hende, med store bebrejdende og farveløse øjne. Hun så ned, og i måneskinnet kunne man skimte skyggen af et stort væsen som med rasende fart var på vej ned mod hende.
Hun vidste ikke hvorfor, med at flytte sig virkede ikke som en mulighed. Hun stod naglet til jorden, åbnede armene og tog imod bæstet som hun først genkendte da han havde væltet hende omkuld og lavede tilfredse og glade smaskelyde mod hendes ansigt.

Påklædning

---

Selvfølgelig gik hun ude i parken. Det var godt nok ikke fordi, at det var hvad hun mest gjorde. I aften havde hun bare lyst til at være ude blandt folk. Selvom hendes kjole var pæn, og håret var sat. Så løb hun rundt som hun plagede dog sammen med Lockheart. Det var på tide han fik sin fødte opmærksomhed. Andrea var gravid lige nu, så det var ikke fordi, at hun løb et marton eller noget. Men hun var meget stædig, og hvis der var noget hun ville - så gjorde hun det. Det havde skam ikke holdt hende tilbage før, hvorfor skulle det så nu?

Dog stoppede hun op da Lockheart løftede hovedet op i luften. Som om, at han gik fært af noget. Inden Andrea nåede at tænke sig om, havde hun en ide om, at han var sulten. Så hun løb efter ham da han satte på vingerne. Hun stoppede ikke tøvende op da han fløj direkte på en kvinde. Andrea løb derhen og stoppede op. Hun skulle lige til at hæve stemmen, da hun så hvordan han opførte sig.
"Så det var, hvad han havde færten af." Smilede hun skævt. Der var sket meget siden Nemesis var taget afsted. Hun var blevet gift med Kai, og nu ventede kongehuset sig en lille prins eller prinsesse - eller måske tvillinger? Hvem vidste, det lagde jo til hendes familie. Chancen var der.
Andrea kunne ikke lade hver med at smile.
"Jeg må indrømme, det godt at se dig igen. Jeg har savnet dig, men det jeg tydeligvis ikke den eneste der har." Lo hun kort og kiggede på Lockheart.