A bar fight.//Blair//

S kroen Det vilde svin.
O folk som er ved og ha fået lidt for meget og drikke.
V sne, og fandens koldt udenfor.
Tid 21,59
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
David sad og kigget på en ny kontrakt han havde fået, selv her i julen havde folk brug for at få informationer, lige meget hvad det var til. David kigget op fra den igen hvor efter han tømte glas nummer to, for denne aften. David kigget sig omkring, på kroen denne dag havde været fandens kedelig nu måtte han bare håbe at de snart fik lidt gang i den. For han kedet sig som ind i helvede, David kigget op da der pludselige blive stille. Han kigget op på dem to som var på vej op at toppes, de skulle lige til og slå hinanden hvor efter der lød en svag latter fra David af. De to mænd så over på ham og gik så over mod ham, "syndes du det er sjovt knægt," lød det fra dem. David kigget op på ham, hvor efter han lige så stille rejste sig op. "Knægt, ved du hvad næste gang du kalder mig en knægt er der et eller anden galt med din hjerne er jeg sikker på." Lød det ironisk fra David af, hvor efter han tog en slurk og gav manden en knytnæve lige i ansigtet på ham. Manden faldt til jorden og så var der kaos, David dukket sig fra en sten der blive kastet mod ham fra den anden side af kroen. Da den ramte jorden splintret den sig selv i hundret stykker. David tog fat i kontraktens papirer, så ingen tog  dem og så han ikke ville for problemer med dem. David kigget op og hoppet til siden, lige tidsnok til og undgå, en næve. Hvor efter han rejste sig op og smadret persons næse med et spark, hvor efter han kigget sig omkring for at få styr på hvem der ellers bare skulle ned så kampen ikke forsætte. Der lød dog en masse trin, hvor efter vagterene kom ind og tog ved dem som stadig kæmpet mod hinanden. David smilet lidt for sig selv hvor efter de en efter en bliv viste ud.  David smilet for sig selv, mens han tørte noget blod væk som var på hans læbe. Det havde man så fået ud af og starte en kamp, David kunne mærke han lige så stille fik kvalme, han kunne mærke han ikke havde fået noget han kunne tåle. Hvor efter han gik udenfor, og begynde og kaste op.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Blair havde brugt det meste af sin vågne tid i kroen. Det var ikke noget nyt for ham, hvis man var i tvivl om, hvor Blair var, skulle man kigge på den nærmeste kro. Hun levede næsten i kroen, hvis hun havde haft råd, ville hun bo der. Men det var ikke en mulighed for hende. Hun bundede hendes glas, lige i det et slagsmål var under opsejling. Hun overvejede et kort øjeblik at blande sig, men ingen af dem, virkede som gode mennesker, så hvorfor skulle hun? Da en latter brød igennem råbene og slagordenerne, vendte hun blikket imod latterens ejer. Allerede nu, havde han fanget hendes opmærksomhed, blot fordi, han lo af nogen der var dybt latterlige. Hun fulgte ham med blikket, og overværede hans kamp. Ikke dårligt. Duften af blod spredte sig i kroen, og Blairs krop skreg efter det. Hun havde ikke fået blod i noget tid, hun synes bare ikke om idéen, at drikke folks blod længere. Men det hjalp heller ikke, at sulte sig selv. Blair rejste sig op, og gik elegant hen over gulvet og ud til den interessante mand. Han stod og kastede op. Hun gik hen til ham og stillede sig blot ved siden af ham, dog uden for rækkevide for hans opkast. ”Hey fighter, er du okay?” Menneske, uden tvivl et menneske, og han blødte. Hun sank en klump, da hans blod var tiltrækkende for hende. Men hun kunne godt kæmpe imod det, det havde hun lært sig selv. Hun vidste ikke, om det var fordi hun var sulten og han blødte, men hun følte sig tiltrukket af ham. Sikkert hans udseende og det faktum, at han lo af de kæmpende mænd, som var det, det dummest man kunne give sig til. Hvilket Blair mente det var. Hvorfor kæmpe over så dumme ting?

Da en stemme lød fra hans side af, smile han lidt, hvor efter han fik kastet det sidste op. Han tørret sin mund med hans håndryg, hvor efter han kigget hen på hende. Verden snurre stadig lidt for ham, hvor efter han kigget på hende. David fik sig selv til og stå op af murren hvor efter, han kigget på hende han så lidt på hende, hun så nu ikke så ringe ud. "Jamen hallo blondie," lød det kækt fra David. Han forstod ikke hvorfor, hun havde kaldt ham fighter. "Jeg overlever, de fik ikke så mange slag ind, men jeg skulle nok ikke ha drukket så meget vodka og så være en del af det bagefter." Lød det kort men dog en smule kært, fra David af. Han kigget på hende med et lille smil hvor han bagefter fik sig trukket ind, til selve kroen. "Så skal du med ind, eller vil du stå ude i kulden." David fik sig selv ind i kroen, hvor efter han mærket varmen igen, han havde jo vildt meget brug for varmen og især med det tøj han havde på nu. David så sig bagud for at se om, hun var gået med ind eller bare ville blive ude hvis hun ville blive ude forstod han hende vel godt på nogen punkter. Han begynde og gå over til det bord, som nærmest var ved trapperene, op til hans egene værelse. David havde ikke behov for mere og drikke, og sulten var han heller ikke. David lænde sig op af muren, som stod bag ham. "Men fighter, det er en mærkelig nickname hvordan fandt du på det." Lød det kækt, fra David af.

Blair rystede let på hovedet, da han kaldte hende blondie. Det var ikke første gang hun havde hørt det, og bestemt heller ikke sidste gang. Hun var trods alt den typiske blondine, blond hår, meget blå øjne og en bleg hud. Hendes hudfarve, kom dog ikke naturligt til hende. Hun nikkede let, da hen erkendte, at hans taktik ikke havde været så smart. ”Vodka.. Det kan slå hårdt.” Hun blev dog ikke selv så påvirket længere, hvilket var godt, så var hun sikker på, ingen udnyttede hendes fulde tilstand. Det var sket før. Hun drejede med ham rundt, og stod et øjeblik inden hun fulgte efter ham ind. Kulden generede hende ikke, så hun havde ikke noget imod at være udenfor. Hun ville gerne vide mere om ham. Han havde fanget hendes interesse, og hvis det forsatte, ville hun blive. Men hun gad ikke spilde sin tid, på trods af hun kunne leve evigt. ”Du ligner en fighter.” Hun gav ham kort et elevatorblik og nikkede så. ”Ja, en fighter.” Hun sendte ham et svagt smil. ”Vil du have noget at drikke? Noget vand?” Hun regnede ikke med, at han ville have mere alkohol indenbords lige nu. Selv, havde hun dog ikke noget problem med det endnu. Hun blev stående, fordi hun ville gå op og hente noget, men ventede blot på hans svar. Hun førte en hånd igennem hendes hår, så det ikke generede hendes øjne. Hun burde sætte det op noget oftere, men hun kunne nu godt lide det frie hår.

David grinte lidt, da hun talte om at han lignet en fighter. Første gang han havde hørte det, men det var nu et sødt kælenavn hun havde givet ham. David prøve og få lidt styr på alkoholen, han lignet et lig efter hvad han selv ville bedømme. Han kigget op og over på hende og smile igen, han vidste han skulle ha noget vand indebords. Men han ville ikke drikke noget lige nu, David så hen på hende med et svagt smil. "Nej ellers tak, Blondie selv om det måske ville være en god ide." Lød det fra David af, hvor efter han sende hende et smil, "så sid ned tror ikke der vil ske så meget lige nu." Lød det fra David af hvor efter han grinte lidt. Han ku dog stadig ikke se, hvorfor hun havde givet ham det nickname selv om hun måske havde ret, i det hun havde sagt om ham at han opførte sig som en fighter.

Blair trak lidt på skulderne, da han ikke ville have noget at drikke. Men det var vel også fint nok. Hun satte sig ned overfor ham og lagde det ene ben over det andet. ”Jeg hedder Blair, forresten.” Hun rakte ham ikke en hånd, hvilket virkede uhøfligt, men hun ville hellere skjule hendes kolde hud. Hun så sig kort rundt i kroen, men alting havde lagt sig efter slagsmålet. Hun vendte blikket mod ham igen og lagde hendes hænder på bordet. Blair havde også en del ar efterhånden, især hendes ryg var dækket at lyserøde streger, men hun havde også et bidemærke på siden af hendes hals, hun forsøgte dog så vidt at skjule det. Måske var det derfor, hun sjældent gik med håret sat op. Men selv dette ar, var blevet mindre tydeligt. Der var mest lyserøde prikker der dannede et tandsæt. Hun glemmer aldrig det døgn hvor hun fik det. Aldrig har hun oplevet et så intenst døgn. Der var så mange følelser, at det ikke kunne gøre andet, end at få et tæt forhold til ham hun tilbragte døgnet med. Desværre, havde hun ikke længere kontakt med ham.

David kigget på hende, da hun fortælle hendes navn, han var nu ikke så glad for stilhed, så da hun havde præsenterte sig, smilede han. "Jeg hedder David Blake Parker," lød det fra David af hvor efter han kigget på hendes hænder da hun lagde dem frem.  David kløede sig selv lidt i nakke, hvor efter han hurtigt studeret hende. Hvilken race var hun mon, hvor gammel og så videre. Var flere ting der kørte rundt i hans hovede, hvor efter han så alle arene på hendes krop, hun skjulte dem ikke hvilket han vel måtte indrømme der så lidt barskt ud. Hans egene ar havde han haft i otte år nu. Hvor det ikke havde ændret sig, den knive havde skåret meget dybt. David kiggede op på hende og smilte venligt, hvad var der dog ved denne kvinde det var som om, hun havde forhekset ham men han ville ikke spille med på det i nu. Hvis det var en fælde eller noget, "Så Blair, har du et job, og hvad er de ar fra om jeg må spørge." Sagde David han kunne ikke lade vær med og smile, hvilket var mærkeligt han havde aldrig oplevet det her før. Hvad skulle de dog tale om, det var som om alle Davids spørgsmål var væk. Men hvad kunne man os forvente, David så kort på hende, hvor efter han rejste sig halvt op og sætte sig ned igen for at få styr på hans blod omløb, "sorry havde bare lige brug for at stå op i lidt tid Blair." Lød det fra David af, han var ikke lige frem den der snakket så meget med mindre det var ud af problemer så dette var mærkeligt, men på en god måde. Men det var dog lidt mærkeligt, at hun ikke hilste, ved og gi hånd.

Blair nikkede da han præsenterede sig selv. David. Det var et flot navn. Han spurgte ind til hendes job, og der var ikke noget at prale af. Hun havde intet job, og selv hvis hun havde, ville det ikke have været noget at prale med. ”Jeg arbejder ikke.” Hun ville gerne, men hun vidste ikke hvad hun skulle lave. Hvad hun kunne lave. Hun tog en dyb indånding, da han også spurgte om hendes ar. Hun fjernede håret og mærkede en smule på arret. ”Det var en varulv jeg kendte engang.” Hun så ingen grund til at skjule det mere end højst nødvendigt. Det viste bare, at hun havde været igennem ting, og at hendes krop havde være igennem nogle ting. Det så dog noget værre ud på hendes ryg. ”Det er helt okay.” Hun havde altid været flirtende, og noget af hende, havde lyst til at flirte med David. Men, hun havde ikke lyst til at ødelægge noget. Hun var interesseret i ham, han var ikke bare en hun brugte, for at få hendes selvtillid op. Ikke at hun gjorde det længere. Blair rejste sig op og gik hen til ham. Hun stod over for ham med armene krydset. Hun sendte ham et svagt smil. ”David..” Hun gik et skridt tættere på ham, og fjernede en stor mængde luft imellem dem. ”Må jeg spørge dig om noget?” Hun førte hendes hår til siden, så det lå ned over hendes ene skulder, og afslørede bidemærket for alvor. Nu hvor hun var en hel del tættere på ham, kunne hun bedre mærke kemien mellem dem. Hun var bare ikke sikker på, om han også følte den.

David kigget på hende og lyttet, til hende der var hvis en historie for, hver ar. David kigget over på hende igen, da hun rejste sig og gik over mod ham. Hvor efter hun stillte sig meget tæt på ham, David blive lidt nervøs for hvad der ville ske nu. Han nikket dog til at hun godt kunne spørge ham om noget, "ja det må du da godt." Hvad var det for en kemie der var omkring om dem, den var lige frem kvælende, han kigget over mod hende. Hvor efter han prøvet og få styr på, hvad de følelser der var omkring ham her fungeret, David bidt sig selv svagt i læben det føltes som om, han stadig havde kvalme men det var bare på en god måde denne gang. David så hen på hende, hvor efter han prøvet og fokussere, der var en sindsyg kemie mellem dem. Men hvorfor var den dukket op her og så nu, de havde kun mødt hinanden, denne ene gang, men han kunne ikke benægte hvad han følte. Hvor efter han kigget hende i øjne og sank en klump, hvad var det der skete her og nu. Han anede det ikke, men hold kæft hvor kunne han godt lige det, men nej det kunne ikke være fordi hans krop, blive tiltrukket af hendes krop. Det ville ikke gi nogen mening han kigget op, og smilte til hende, "Ja Blair hvad er der." Hvorfor han lidt gentog sig selv vidste han ikke den her føles, gjorde bare et eller andet ved ham.

Blair studerede ham. Hun behøvede ikke at stille spørgsmålet, hun kunne se det på ham. Han blev nervøs, så næsten utilpas ud. Hun trådte et skridt væk fra ham igen. Hun tog en dyb indånding og tvang sit blik ned. Det var overvældende, den kemi der var imellem dem. Kun en gang havde hun følt lignende kemi, det havde ført til et barn og flere år med at pine sig selv. Hun kunne ikke lade det ske igen. Hun kunne ikke gennemgå noget som helst der bare mindede om det der var hændt få ord tilbage. ”Ikke noget.” Hun sank en klump så kort på ham. ”Jeg skal have noget at drikke.” Hun gik op i baren og bestilte et stort glas vodka. Det mente hun selv, hun havde brug for. Det var underligt, at hun kunne ændre stemningen, uden at han vidste hvorfor. Men hendes datters død, var lidt af en humørdræber. Nu kunne hun aldrig få et barn igen. Sikke en trist skæbne. Hun fik glasset med vodka og gik ned og satte sig ved bordet igen. Hun blev vel nød til at forklare for ham, selvom det betød, at hun skulle afsløre noget, fra den mørkeste periode i hendes liv. Hun tog en dyb indånding og så på ham. ”Jeg.. Undskyld..” Hun tog en stor tår af den blanke væske, bare for at hun kunne få mod til at fortælle ham det. ”Det er bare.. Da jeg var 17, mødte jeg en fyr. Jeg havde en kemi med ham.. Ligesom den vi har..” Hun tog en dyb indånding, og så frem for sig. Hun kunne ikke fortælle det, hvis hun så direkte på ham. ”Jeg blev gravid, men han var ikke den jeg elskede. Ikke kun... Men jeg valgte den forkerte.. Min kæreste.. Han..” Hun sank en klump, hun havde ikke fortalt nogen om de i lang tid, og det blev ikke lettere for hende, selvom der var gået lang tid. Hun tog en stor tår mere af vodkaen. Hun vidste ikke, om det ville skræmme ham væk, at hun havde fortalt så stor en del af hendes fortid allerede. Hun fortrød det nu, men hun kunne ikke tage det tilbage.

David kigget på hende og prøve lige så stille og forstå, hvad der forgik i mellem dem. Han kigget over på Blair, men da hun sagde at det ikke betød så meget bidt han sig selv i læben og nikket. Han forstod lidt hvordan hun havde det, eller det ville han da tro da hun sagde hun havde brug for noget og drikke, nikket han han forstod godt hvis hun havde brug for noget efter det her. David så op på hende da hun sætte sig ned ved ham igen, hvor efter han kigget hen på hende igen. Da hun skulle til og fortælle om noget der så vigtigt op, havde han sagt at hun ikke behøvet at fortælle det. Med mindre hun rigtig ville ha, det  fortælt, David så på hende og lyttet efter. Det var en trist historie, men af en eller anden grund kunne han godt forstå, hvorfor hun måske ville være sikker på sådan nogen ting, efterhånden som hun møde nye personer. David havde aldrig, set dette komme før men han forstod hende lidt på nogen punkter efter hvad hun fortællede. David kigget på Blair, hvor efter han, sende hende et lille smil og lagde hans ene hånd over hendes. Han lagde mærke til den var kolde, som en vampyrs men han var ikke bange hvis det var det man tænkte. David kigget på hende da hun var færdig med og fortælle om det, mens han klemte kærligt, hendes hånd hvor efter han så op på hende igen. "Jeg tror jeg forstår dig," lød det kort fra David af. Han var ikke den bedste eller klogeste person, eller nogen andre ting men David havde et god hjerte. Så han smilede bare til Blair og lænede sig for over for at kysse hende på hendes pande. Mens han holde hende i hånden, han forstod hende sjovt nok. Deres kemi, var vildt stærk og det vidste, David alt for godt.

Blair ville ikke bebrejde ham, hvis han løb skrigende bort. Det ville hun selv have gjort, hun havde alt for meget bagage. Men han blev. Han blev siddende ved hende, selvom han havde hver en mulighed for at gå. Hun så på ham med et smil. Hun var kommet sig over det, så meget som man nu kunne, men det betød stadig rigtig meget for, hvordan hendes liv var forløbet sig. Hun havde mistet kontakten med alle, fordi hun ikke var stabil nok, til at være i nogens liv. Men nu var hun klar til at starte på en frisk. Hun forventede ingen ting af livet, og ville bare, lade det forme sig, som livet havde planlagt for hende. Hun var lige ved at trække sin hånd til sig, af ren og skær refleks, men hans hånd føltes varm imod hendes kolde hud. Det var en rar fornemmelse, og hun havde ikke noget imod, at han vidste hun var en vampyr. Hvis hun skulle se ham igen, hvilket hun gerne ville, blev han nød til at finde ud af det på et tidspunkt. ”Tak.” Hun mærkede hans varme læber mod hendes pande, og det føltes som om, han efterlod et varmt aftryk af hans læber. Hun havde ikke haft nogen tæt på hende i lang tid, men her sad David og omfavnede hendes hånd, kyssede hendes pande. Han var krøbet ind under huden på hende, på ingen tid. Hun lagde hendes frie hånd på hans. ”Jeg har ikke fortalt den historie til nogen i lang tid. Slet ikke nogen fremmede.” Hun smilede let af det, for det var sandt. Han var fremmede, hun havde mødt ham for kort tid siden, og hun havde allerede delt hendes livhistorie med ham. Næsten. Det føltes som om, hun havde kendt ham i lang tid. En følelse, hun ikke havde lyst til at miste. Det fik hende til at føle sig levende. ”Jeg sætter virkelig pris på at du lyttede.” Hun fjernede hendes ene hånd igen, men lod den anden ligge under hans hånd. Han var så varm.

David forstod godt hvis hun ikke ville ha hans hånd over sin, men hun beholde den der hvilket gjorde David glad. Han kigget på hende da hun talte til ham igen, "Det var da så lidt," lød det svagt fra David af. Blair havde en eller anden virkning på ham, han elsket den kolde hånd som hun lagde over hans, der var et eller andet over det. David træk sig tilbage, da ham havde kysset hende på panden. Han lukket sine øjne kort i, ikke fordi han var træt men fordi han ville ha styr på hvordan han havde det. Det var som om kemiene mellem dem, var vildt stærk. Hvilket vel kun var godt, David smilede til hende da hun nævnte det var længe siden, hun sidste havde fortælte det. David sende hende et smil, "det betyder meget at du fortælle det til mig." Sagde David hvor efter han sende hende et smil, han havde intet mod at møde hende igen, hvis det var faktisk var. Ville han gerne møde hende igen, hvis det var de havde jo en fantastisk kemi han havde aldrig følte den før, hvilket var grunden til han havde været lidt nervøs omkring alt dette. David tog drillende hendes glas vodka, hvor efter han tog en tår fra den. Mere for at drille hende lidt, han sende hende et flabet smil, hvor efter han tog en slurk af hendes vodka.

Blair følte sig tryg i hans selskab. Tryghed, var noget hun ikke havde følt i lang tid. Hun var på konstant vagt, for folk der var interesseret i at dræbe en vampyr. Det var ikke ligefrem, fordi hun var i en af de mest populære racegrupper. Hun overlevede på bekostning af andre, det faldt sjældent i god jord. Slet ikke i den verden de levede i, der var opbygget af hierarkier. Hun var ikke højt oppe, hverken på grund af hendes race eller hendes sociale status og arbejdskræft. Hun var nærmere på bunden, og hun havde det nu egentlig meget godt der. Så kunne hun slippe af sted med mange ting. Selvom tanken om et ordentligt sted at bo, var utroligt tiltrækkende. Hun vendte blikket imod David og sendte ham et skævt smil. Da han tog hendes glas, så hun på ham med rynkede bryn, men opdagede så, hans flabede smil efter en tår. Han gjorde det tydeligvis, for at more sig på hendes bekostning. Det var fint nok. Men hun ville skam få sin alkohol igen. Hun trak sin hånd til sig, rejste sig og gik rundt om bordet, mens hendes finger blidt trommede mod bordkanten for hvert et skridt hun tog. Blair stillede sig foran ham, hun greb ud efter glasset. ”Du må hellere give det tilbage, jeg tager ikke let på, at folk tager min alkohol,” hun blinkede til ham, for at understrege, hun blot legede med. Det var det hun var bedst til; At lege med folk. Forskellen var nu bare, at hun ikke havde lyst til at smide David væk, som hun før havde gjort med hendes 'legetøj.' Hun så ham i øjnene, og følte sig pludselig underligt til mode. Hun følte han kunne se hende, som ingen anden. Han kunne se hende, for den hun var, i stedet for alle de facader hun hele tiden satte op. Han brød lige igennem dem, og fik dem til at smuldre imens. Han fik hendes sande jeg frem, noget som ingen anden havde formået før. Det skræmte hende, men på samme tidspunkt, var det utrolig fængende.

David kigget på hende med et kækt smil, hvorefter han tog  en til tår af hendes glas vodka. Han havde den nu sjovt med at være sådan over for hende, så han var nu glad for det her vildt meget. David kigget over på hende, da hun rejste sig og gik over mod ham, det var bare alt for sjovt ikke at miste den her chance, han ville ikke bytte dette øjeblik for noget andet. Da han så hende gå over mod ham, tog han hende i betragtning denne kvinde så ud til og vide hvad hun ville ha. David kigget hen på hende, da hun stadig gik omkring ham det ville være mere mærkeligt ende man ville tro. Da hun talte til ham, vende han sin opmærksomhed mod hende igen. "Så hvad hvis jeg ikke vil gi dig vodkaen," lød det charmerne men dog flabet. Hvor efter han tog en tår til af vodkaen, han kigget lidt væk hvor efter han kigget hende i øjne igen. Han forstod godt hun jokede men han var en dårlig taber, så han ville forsætte denne leg ind til han vandt. Det var morsomt at tænke på hvordan de faktisk, leget med hinanden men det ville nu være vildt sjovt at vinde over hende her Blair. Især i denne leg da det så ud som om, hun aldrig havde tabt den før. "Så hvad sker der, hvis jeg ikke gir dig din alkohol." Lød det flabet fra David af, hvor efter han kigget hende i øjne det her kunne måske forsætte hvis det var, eller han ville få tæsk.  David tog en til tår af den, hvor efter han kigget på hende.

Blair var ikke en god taber. Det var selvfølgelig noget andet, når det var mere alvorligt end dette. Hun havde dog ikke tænkt at give op. Vodkaen var præmien, og hun havde i sinde at få fat i den. Hun kredsede om ham, som en kat om et bytte. I dette tilfælde, var vodkaen byttet og David en der stod i vejen. Hun lagde hovedet let på skrå og rystede så let på det. ”Det har du ikke lyst til at vide.” Hendes tone var drillende, og det samme var hendes kropssprog. Alle de signaler hun udsendte, kunne blive opfanget, som en kælen kat, der dog på samtidig var på jagt. Måske en anelse misvisende, men fordi det blot var en leg for dem begge, var det kælende over hende. Hun lagde let en hånd på hans hoved, og førte den ned imod spidserne af hans hår. Hun tog et blidt greb i hans hår, så blidt det dog kunne være. ”Jeg har let ved at ty til vold.” Hun sendte ham et kælent smil og slap ham igen. Hun var nogen gange, nervøs for hendes styrke. Hun havde lært at kontrollere den, men man kunne aldrig være for sikker. Blair ville bruge beskidte trick. Et trick der altid havde virket, og altid ville virke. Hun gik hen til hans ben og svingede et om på hver af hans, så hun sad hen over ham. Det handlede blot om at bruge sin krop, det var en kvindes bedste våben, hvis man spurgte hende. Hun lagde en enkelt kold finger på hans brystkasse og førte den blidt op til hans hage. Nu var det bare at vente, og se om det virkede på ham. En del af hende, var klar over, nogen ville have mere selvtillid end det, og ikke falde for sådan et trick. Men det var svært for mænd, at modstå en kvindes krop. Hun tænkte, at hun lige så godt kunne udnytte situationen. Hun lænede sig tættere ind mod ham, så hendes overkrop lå tæt op af hans. Hun lod blidt hendes læber røre hans, inden tog fat i flasken og gik en smule mere i dybden med kysset. Det var ikke, fordi hun ligefrem brugte David. Deres kemi var utrolig, og hun ville have endt med at kysse ham før eller senere. Hun valgte så bare før. Nu var spørgsmålet, om han havde lyst til at kysse hende også. Vodkaen var pludselig, ikke så vigtig længere.

David kigge på hende da hun begynde og kreds om ham, men han ville ikke lade hende få fornøjelsen af at se ham være bare lidt bange. David kigget på hende, den katteagtig indstilling hun havde, hun pirret ham drillet ham og det virket faktisk. Han kunne dog se på hendes kropsprog, at hun drillet ham så det var vildt mærkeligt. David kigget op da hun tog fat i hans hår, hvorefter hun begynde at fortælle, at hun havde let at ty til vold.  Davids reaktion var nærmest som og se en statue stå, han kigget over på hende i det hun svang sine ben omkring hans. Så hun sad på skødet af ham,  hvilket Davids krop reageret kraftigt på. hun pirret ham bare, det havde været en leg og var stadig en leg men nu havde forspringet. David kigget ind på hendes mave og bryster, hans krop skreg nærmest efter hende nu. Hvilket gjorde det mere pinligt for ham os. David mærket lige pludselig, hendes hånd rykke hans hage op til hende hvor efter han mærket hendes læber berøre hans. Havde han tabt nu, det så sådan ud i hans hoved. Men at været byttet, var en hele anden ting ende og være jægeren. David lukket sine øjne i og tog fat om hendes hoved, hvor efter han kysse hende igen. Hele deres kemi gjorde at dette ville være sket før eller siden, men at det skete nu gjorde bare et eller andet ved ham. Vodkaen var underordenet nu, men nu havde hun, ham i sin hulehånd.

Blair måtte indrømme, at hun i starten havde gjort det for at få overhånden i deres leg, men efter noget tid, var det ikke længere en leg. Hun gjorde det kun, fordi hun havde lyst. Blair slap flasken og lagde i stedet begge hendes hænder om hans nakke. Hun forsatte kysset i en god længde, før hun rykkede sig væk. Hun ville helst ikke gøre det ukomfortabelt for ham. Hun fjernede dog ikke hendes hænder, og blev siddende i på ham. Hun ville dog ikke have, at han skulle tro, hun blot gjorde det for at bruge ham. Hun så på glasset og så tilbage på ham. ”Hvad med vi stille glasset her, og finder et mere privat sted?” Hun ville bare gerne være alene med ham, hun ville lære ham bedre at kende, det var meget lettere, når de ikke var omringet andre. Især omkring så mange fulde mennesker. Det ødelagde stemningen en lille smule. I hvert fald fra hendes side. Hun rejste sig op, og ventede på hans svar. Hun ville lade ham bestemme, selvom det måske ikke var særlig gentlemen agtig, men hun var ikke sikker på, om han overhovedet ville være det. Men hun tænkte bare på ham, og på hvad han havde lyst til. Det var svært for hende, at håndtere den kemi der var imellem dem. Især fordi på grund af det, der skete sidste gang hun følte den kemi. Chancen for der skete samme som sidste gang, var ligmed nul. Men hun frygtede stadig, der kunne ske noget andet. Blair var vel bare lidt paranoid på det punkt. Hun frygtede altid det værste, hvilket ofte førte til, at hun ødelagde alting.

David lukkede hans øjne, da hun forsætte kysset, han nød dette vildt meget, men han ville dog ikke tabe men, hvis hun havde glemt legen. Ville han jo bare kunne lade som om, hun havde tabt deres lille leg, men på den anden side var han vildt ligeglad med det. Han mærket hendes læber forlade hans, hvorefter han åbnet dem og så hende i øjne, mens han leget med hendes hår. Da han kigget på hende, smillede han til hende og da hun spurgte ind til, om de ikke skulle finde et mere privat sted. Smilet han bare til hende. "Jo da, hvis det er det du ønsker." Lød det kækt fra David af, hvorefter han rejste sig op efter hende, han tog en sidste tår af glasset og stillet det på bordet, hvor efter han kigget hende i øjne, "vi kan bruge mit Værelse mere privat, tror jeg ikke vi kan få det til og blive, med mindre du kender et sted." Lød det kækt fra David af, sandheden var vel mere eller mindre, at undgå og bruge hans værelse da det ikke var et særligt godt værelse han kunne jo ha købt et bedre. Men efter hans mening var det spild, af penge at købe et godt værelse nok fordi han var opvokset ude i en skov med hans forældre i et hus de havde bygget. Han kunne jo sikkert, tag til det på et andet tidspunkt, men efter hans mening var det ikke hver og tag til i nu, for at sige sandheden var det ikke derfor, det var mere fordi han havde dårlige minder der fra. "Eller, vi kan tag mit hus, det ligger dog godt og vel, 50 km væk herfra." Lød det kækt fra David, "det er ude i en skov så your pick, Beauty." Lød det flirtrene fra ham, hvor efter han kigget på hende.

Blair stod med blikket rettet imod ham. Hun havde ikke selv råd til et værelse, og så ikke en fremtid hvor hun kunne få det, medmindre hun var i løbet af natten blev utroligt velhavende. Ikke at det ville ske. Den eneste måde det kunne ske på, var hvis en konge ville giftes med hende, og det var ikke en mulighed. De lagde et blik på hende, og fik hende fjernet, før hun overhovedet fik en chance for at tale med dem. Men hun havde heller ikke lyst til at leve sådan. Det ville betyde, at hun skulle gøre alt hvad en mand fortalte hende. Ikke ligefrem, hvordan hun ønskede at leve sit liv. Så hellere bruge sit liv med en, som elskede hende helt reelt. En der ikke blot ville have hende, som en trofæhustru, som mange konger havde. Hun lyttede til hvad han sagde, og var allerede på vej hen imod trappen op til værelserne, men hørte så hvad han ellers foreslog. Et hus midt ude i en skov, var ikke helt dårligt. Hun gik tilbage ham og sendte ham et smil. ”Vi kan da ikke gå 50 kilometer. Lad os bruge en af de evner der kommer med udødelighed.” Hun sendte ham et skævt smil og så på ham med et elevatorblik. Han var høj, hun ville have problemer, med at bære ham på ryggen. Hun kunne ikke bare slæbe ham af sted, det ville dræbe ham. Hun måtte finde en anden måde at holde ham på. Det var måske ikke så fedt for en mand, at blive båret af en kvinde, men hun gad ikke til at gå 50 kilometer. Blair nikkede imod udgangen. ”Kom.” Hun begyndte at gå, og forventede han fulgte efter.

David, bandet inde i sig selv, hvorfor skulle han dog nævne det sted han var født og hvor han havde mistet der fra, Han kigget dog ind i hendes øjne, da hun gik hen til ham og talte til ham lytte han lidt. "Det har du nok ret i," lød det fra David af hvor efter han fulgte hende nøje med hans øjne. "Vent hvad, hva mener du." David så vildt forvirret ud, men da hun begynde at gå ud, fulgte han lige så stille med. Davids tænker kreds om mange forskelige ting, mere eller mindre var det svært for ham at vælge hvad han ville med sit liv. Hvorfor havde han givet hende, den ide med hans gammel forældres hus. Det fungeret ikke for ham, hvis han havde sagt det før ville han hade sig meget mere. David vidste at før eller siden skulle han vende tilbage, hvilket betød det helt sikkert var nu. Da han var kommet ud i kulden, sammen med Blair kigget han på hende med et kækt smil, hvor efter han talte til hende. "Så hvordan kommer vi der hen, hvis vi ikke går eller tage hestene." Sagde David, hvor efter han kysset hende kort på hendes kind igen. Kulden kunne sagtens mærkes på ham, hvorfor de ikke havde valgt hans værelse i stedet vidste han ikke. David kigget hende i øjne, mens han ventet på hvad der ville ske.

Blair så på ham da han kom udenfor. Hun forstod udmærket hans forvirring, og var mere end villig til at forklare. Men havde meget lettere ved at vise, end ved at fortælle. Hun mærkede hans læber mod hendes kind, og sendte ham et smil. ”Vent her et øjeblik.” Hun tog et skridt frem, og hun forsvandt hurtigere, end blikket kunne nå at observere hendes forsvinden. Blair stoppede op ved hendes hus, som mere var en ruin, og gik derind. Hun tog en kjole, der var grålig og gik til midt på skinnebenene. Den var flagrende og utrolig behagelig at have på. Hun styrtede tilbage til David, og holdte stoppede et stykke fra ham, hvor hun gik de sidste skridt. Hun holdte kjolen op og så på ham. ”Hvad synes du?” Hun talte tydeligvis om kjolen. ”I dag, er jeg hesten.” Hun så ingen grund til, at misbruge dyr eller sine ben, når der var en meget lettere, måde at komme frem på. Spørgsmålet var bare, om det var sikkert for et menneske. Hun var dog sikker på, at det ikke ville have store konsekvenser, udover en ringen for ørerne, svimmelhed og lignende. Havde det det, måtte hun tage det, til den tid. Men hvis David hellere ville gå, var hun villig til det. Det ville bare tage lang tid. Men, de kunne selvfølgelig også bruge hans værelse, hvis han ikke ville med på den lange tur.

David kigget på hende da hun sagde, han bare skulle vente et øjeblik nikket han kort til hende. Hvor efter han liget nået og blinke og væk var hun.  David kigget på hende da hun stod foran ham, og spurgte om hvad han syndes om kjolen. David bed sig selv let i læben, da hun sagde at hun var i dagens anledning hesten. Nikket han bare, han kunne lige så godt gøre hvad hun sagde denne ene gang, hun var jo en vampyr så hun vidste, hvad der ville være hurtigst for dem. Davids tænker var bare stadig om det var en god ting, at vende tilbage til hans gammel barndommes hus men før eller siden sku det gøres. David kigget på hende og nikket så, til hende. "Fint det gør vi så ." Lød det kækt fra David af, hvor efter han gik hen til hende, og fulgte bare hvad hun ville ha ham til og gøre så de kunne komme afsted, ned mod Huset. Davids tænker var mest på Blair, hvordan hun var som person hvad hun elsket og lave. Hvilket vel gav så meget mening det nu kunne i Davids hoved, så det skulle nok blive sjovt. Han så på Blairs kjole, hvor efter han smile til hende, "den er faktisk smuk glæde mig til og se dig i den Blair." Lød det flabet fra David af, hvor efter han gjorde sig klar, til og tag der hen. David gik hen til Blair så de stod, lige overfor hinanden, "så skal vi komme afsted deres højhed." Lød det drillende fra David af, hvor efter han bare ventet på hvad hun nu ville gøre.

Blair så ned på kjolen, da han komplimenterede den. Hendes læber blev trukket op, i et lettere forførende smil. ”Hvis du er heldig, kan du få lov at tage den af mig.” Hun så ham i øjnene, i et øjeblik længere end man normalt gjorde, før hun drejede sig væk fra ham. På vejen fra hendes hus og tilbage til kroen, havde hun fundet på en anden måde at transportere ham på. Hun lod hendes blege hånd ligge afventende i luften, mens hun ventede på han tog den. Hun drejede blikket imod ham, da han kaldte hende for en højhed. Det var ikke ligefrem det hun tænkte om sig selv, men hun havde ikke noget imod at være hans højhed. Hun nikkede imod hendes hånd, som tegn på han skulle tage fat i hendes hånd. Hun kunne ikke undgå at føle sig nervøs, omkring hvordan det ville påvirke ham. Men det kunne umuligt være slemt for ham, det håbede hun i hvert fald ikke. Hun havde en god kemi med ham, og hun ville gerne se hvad det kunne udvikle sig til, men selv hvis det sårede ham mere end beregnet, ville det ikke være jordens undergang. De var ikke ligefrem det ideale par alligevel. Der var en stor chance for, hun ville få lyst til hans blod på et tidspunkt. Det var næsten umuligt at undgå, men forhåbentligt kunne hun bedre styre det, til den tid.

David kigget på hendes hånd, da hun nikket hen  mod den. Han vidste heller ikke helt ,hvad han skulle svare til at hun spille op til ham med det, han havde altid været den der, havde været på hjemmebane hvilket han ikke var længere, hvilket vel på en måde skræmte ham. David smilte kækt til hende, hvorefter han gik hen til hende og tog fat i hendes hånd, hvad lavet han dog deres kemi var vildt god. Men de var stadig på en måde fra to forskelige steder, hun kunne leve evigt han kunne ikke, David bed sig selv svagt i læben hvorefter han kigget hen på hende. "Jeg er klar deres højhed," lød det kækt fra David af hvor efter han kysset hende drillende på munden, hvorefter han træk sig væk. Hun var noget særligt det var han helt sikker på, han var dog stadig en normalt menneske lige pt, men der ville ske ting senere som ville ændre ham fuldkommen. Men det ville han aldrig opdage før hans liv ville ændre sig, men Blair var vildt særlig det var der ingen tvivl om. David tog fat i hendes hånd, hvorefter han nikket til hende, han var helt klare. Hvilket var sværte ikke og ligge mærke til, eller han var bange, men han prøvet og skjule det. Derfor håbet han at Blair ville få dem afsted, inden han blive mere skræmt for turen.