You're a star. -Carrie-

P: En hvid striktrøje, mørkeblå cowboybukser og en vinterjakke over striktrøjen. Omkring hofterne bære han et bælte med sine dolke.
V: Solskin, perfekt vejr til at være ude i.
T: Middagstid.
S: Xander og Alex hjem lidt ude fra The Valley of the dead.

Han var underligt nok nervøs, hvad nu hvis hun ikke kunne lide ham? Når dagen var omme kunne hun enden ende med, at ville se ham igen eller hade ham resten af livet og aldrig spilde sin tid på ham. Han nev sig selv for disse tanker. Det var en fem årig pige han skulle tilbringe dagen med, ikke en eller anden underlige og vigtig rådgiver. Lige nu havde han det dog som om, at et møde med en rådgiver ville være langt nemmere end mødet med hans datter. Langt om længe havde han fået lov til, at være alene sammen med sin datter. Det havde ikke været nemt, at få lov af Alex, men nu var det endelig sket og han glædede sig samme tid med, at han var nervøs.
Han beroligede sig med, at det nok skulle gå og de nok skulle gå hen og få det sjovt. De skulle besøge markedet, der var så meget han ville vise hende og lave sammen med hende. Tanken gav ham et smil på læben. Han kunne ikke vente med, at tilbringe tiden sammen med Carrie, hans perfekte lille datter.
Roligt bankede han på døren og da den blev åbnet, sendte han både Alex og Xander et smil. Da Carrie kom ud til ham, smilede han venligt til hende og rakte sin hånd ud til hende, som hun kunne vælge at tage imod. Til sidst fik han endelig lov til at tage Carrie med sig. Han lovede at hun ville komme sikkert hjem ved solnedgang.

Da de ankom til markedet, satte han sig på hug ved siden af Carrie og kiggede rundt på alle de forskellige ting. Der var tonsvis af forskellige boder, cirkus folk og folk med interessante dyr. Boderne var alt lige fra mad, slik, legetøj, tøj og værdigenstande.
Han drejede hovedet om og sendte Carrie et smil. "Nu må du vælge, hvad for en skal vi besøge først?"

Carrie havde fået at vide af sin mor, at hendes far Josh ville komme forbi for at lære hende at kende en smule bedre. Hun var ikke 100 på hvem han egentlig var, men da det bankede på døren gik Alex og Xander ud og åbnede. Hun kom en smule tøvende bagefter, men da hun så Josh huskede hun ham, og smilede sødt og en smule genert til ham. Han havde dengang lovet hende en af hans hvide ulvs unger når den en gang vil få en. Hun havde faktisk håbet på at han vil ha fået hvalpe så hun kunne få en af dem. Hun var ikke helt sikker på om hun skulle gå hen og kramme ham, eller om hun skulle lade være. Usikkert blev hun stående, men endte med tøvende at gå over til ham, og ligge sine arme om ham. Hun kiggede forsigtigt op på ham, ikke helt sikker på om hun skulle kalde ham Josh eller far. Hun slap ham igen kort efter. Da de endelig fik lov til at smutte, fulgte hun stille med ham.

Da de var ved markedet standsede hun op og så sig rundt inden hun så over på Josh. Hun vidste ikke helt hvad hun ville se ført. "Det hele?" sagde hun og så på ham. "Må jeg få et dyr?" spurgte hun og så på Josh med bedende øjne. Helst vil hun gerne ha en hvid ulv som den Josh havde, men hun kunne nøjes med andet hvis hun ikk kunne få sådan en. Hun håbede virkelig at han ville give hende et dyr, og hun prøvede at smile på den sødeste måde hun kunne så han kunne overtales til at give hende et forhåbentlig.

Selvfølgelig havde Josh ikke glemt, at han lovede Carrie en af Ghost hvalpe første gang de mødtes. Nok vidste han ikke, at det var hans datter der, men det ændrede ikke noget. Hun skulle nok få en af hvalpene, om Alex og Xander kunne lide det eller ej, han havde lovet det. Så da hun spurgte ind til om hun måtte få et dyr, forstod han på en måde godt den lille hentydningen og han havde skam allerede tænkt over det. "Jeg vil meget gerne give dig et dyr men ser du, jeg har allerede en lille hvalp derhjemme som meget gerne vil hilse på dig," sagde han og sendte hende et drillende smil. "Så inden vi smutter hjem til dig igen, smutter vi lige forbi mig og henter den til dig,"
Han rejste sig igen op og så sig omkring. "Indtil da, hvad siger du så til, at vi besøger legetøjs boden? Du kan vælge et hvilket som helst stykke legetøj?"
Han gjorde et nik hen imod boden til alt legetøjet. For at sikre sig hun kom med, tog han hendes hånd og gav ikke slip.

Da Josh sagde at han gerne ville give hende et dyr, men at han allerede havde en hvalp der hjemme, strålede hun op i et glad smil, og så på ham. "Okay" sagde hun med en glad stemme, og inden Josh nåede at rejse sig op, sprang hun om halsen på ham, og lagde sine små arme om den. Hun slap ham igen og lod ham rejse sig op. Hun vil egentlig gerne ha hvalpen nu, men hun måtte vel vente lidt med at få den. Hun vidste ikke hvad mor ville sige til det, men hun ville så gerne ha en og håbede ikke at mor havde noget imod det. Da Josh spurgte om de ikke skulle besøge legetøjs boden nikkede hun stille. "ok" sagde hun blot, stille. Hun fulgte med ham hen til boden, og lod ham holde hende i hånden. Alex plejede for det meste at bære hende rundt, men hun vidste ikke o Josh gad det. Han var jo ikke lige som mor var det, men hun kunne jo prøve at få ham til det senere, se om hun kunne, og om han gad.

På vej hen imod boden slap han aldrig hendes hånd, med alle de væsner i nærheden ville han slet ikke ture, at lade hende ude af syne, da man aldrig kunne vide hvad folk havde i sinde. Han var måske blevet en smule mistroisk omkring folk med sin datter i nærheden. Om det var en normal, at nu var man blevet far ting, fandt han nok aldrig ud af. Hvor var hans tanker lige nu? Hvordan kunne han få en tanke om, at han ikke måtte slippe hendes hånd, til at handle om at han var blevet en smule overbeskyttende? Og hvorfor drev han denne tanke længere ud igen.. Okay, nu var det nok!
Som havde det været en van for ham i flere år, løftede han nu Carrie i sine arme, for at sikre sig at ingen tog hende og selv da de kom til legetøjsbutikken slap han hende ikke. Hans beroligende aura hang om ham som duften af sød parfume.
I boden havde de alle mulige forskellige stykker legetøj og bag disken stod en kvinde med et varm smil på læben, klar til at hjælpe dem med, at vælge hvis det var det der skulle til. Josh smilede blidt til sin datter, et smil han formentlig altid ville sende hende. "Så, hvad kunne du tænke dig??"

Hun fulgte med ham hen mod boden, da han jo ligesom havde fat i hendes hånd, så hun ikke kunne andet end at følge med ham der over. Mens de gik, så hun kort op på ham. Hun vidste ikke helt hvorfor, hun gjorde det bare. Det var ufatteligt at tænke på ham som far, da hun kun havde haft en mor i så mange, så var det bare svært sådan rigtig at forholde sig til det. Ikke fordi hun ikke accepterede ham som hendes far, for det havde hun, hun skulle blot vende sig til det nu forholdte sig sådan.
Hun lod ham løfte sig op, da hun ikke kunne så meget andet. Hun kiggede kort rundt mens han gik over til boden, og så på legetøjet der var i boden. Hun vidste ikke helt hvilken en af tingene hun ville have, og så rundt på det forskellige, inden hun peget på noget. "Det der" sagde hun, og så så op på Josh med et sødt lille pige smil.

Kvinden bag disken, så på dem med et stort og varmt smil på sine læber, før hun så ned i sit magasin igen. De nysgerrige øjne hun havde, kunne dog ikke holde sig fra, at løfte blikket og se på dem engang imellem.
Josh kiggede ned på legetøjet Carrie havde valgt. Det sjove ved det hele var, at hun havde valgt lige nøjagtig det legetøj, som han også ville have valgt, hvis han stadig var et barn. Med det store faderlige smil på læben, tog han legetøjet med den anden hånd, der ikke var i færd med, at holde Carrie oppe. Han rakte Carrie det og gik derefter hen til damen bag disken.
"Hvor meget for dette?" spurgte Josh med et venligt smil. Kvinden lagde magasinet fra sig og kiggede nysgerrigt på hvad Carrie havde valgt.
"Blot en sølvmønt," svarede hun.
Josh tog en op af sin lomme og gav den til Carrie. "Vil du række den venlige dame den?" Hans stemme var varm og rolig, fyldt med kærlighed til sin lille datter, som han var så heldig at få tid sammen med.
Kvinden klukkede kærligt. "Og hvor er den heldige mor så henne?" Hun så fra Carrie til Josh.
Josh smilede svagt ved tanken om Alex. Kærligheden til hende var stor, men de var endnu ikke sammen og det var kun med nød og næppe, at han havde fået lov til at tilbringe tid med Carrie. "Hun er hjemme," Han gjorde et løft med sine arme, så Carrie fik en lille hoppetur. "Ikke?"