Little Angel. -Carrie-

P: http://ak2.polyvoreimg.com/cgi/img-thing/size/l/tid/41205521.jpg
S; The forest.
T: Middag.
V: Solen skinner. Små skyer hist og her. Vinden er lun.

Den store hvide ulv kom springende igennem skoven. Benene samarbejdede perfekt sammen, da han sprang over væltet træer, igennem buske og over åen. Dets hvide pels skinnede i solens stråler. Som altid, var Ghost ude at jage og denne gang, havde hans ejer Josh valgte at tage med ham. Ikke at Josh skulle jage, men han havde valgt, at tage med ud i skoven. Bare for, at nyde vejret en smule og komme væk fra det hele. Lige nu, havde han valgt, at slå sig til ro ved den å, Ghost netop lige havde valgt at springe over. Med et smil på læben, lod Josh sin hånd forsvinde ned i det køllige vand, imens hans tanker konstant kørte rundt i hovedet på ham.
Fuglene fløjtede muntert og højlydt. Åen spillede sin melodi med det rislende vand der klaskede imod våde sten. Det lå ikke til, at Ghost kunne finde noget at jage lige nu, så han satte sig modvilligt ned ved siden af Josh og så sig omkring. Ørene var strittet højt i vejret og reagerede på en hver lille lyd buskene gav fra sig. Josh kløede ham bag de vagtsomme øre, hvilket gjorde, at Ghost faldt til ro og lagde sig ned i stedet. Det var en fredelig dag... Dem kunne man vel også trænge til engang imellem.
Ved lyden af noget der raslede i buskene, drejede Josh hurtigt hovedet om og så til sin store overraskelse en lille pige komme frem. Ghost der ellers havde troet, at det kunne have været dagens frokost, mukkede irritabelt og lagde hovedet ned igen. Josh derimod, rejste sig forsigtigt op og sendte pigen et svagt smil. "Hej, hvad laver du herude?" Det var ikke hver dag man så børn som hende rende rundt alene og bestemt ikke i en skov.

Det var en af de lune dage i dag. fuglene sang højt oppe i træerne et sted, og solen varmede også meget godt. Carrie var smuttet ud af hytten som hun boede i sammen med sin mor. Hun havde en gang før fundet en lille å i nærheden af der hvor hun boede. Hun havde besluttet sig for at tage en tur der ud, og der var ingen særlig grund til at hun ville der ud, eller måske kunne hun tag en hurtig dukkert hvis vandet var varmt nok? Hun gik gennem skoven og lyttede til fuglenes sang. Et smil voksede frem på hendes læber. Der var virkelig fredeligt her ude i skoven, og hun var vild med at være her ude.
Da hun næsten var fremme ved åen tænkte hun slet ikke på at der kunne være andre her, den tanke slog hende ikke lige. Hun fik kæmpet sig gennem nogle få buske. De var faktisk ikke så svære igen at komme forbi. Hun stivnede nærmest da hun fik øje på manden og den kæmpe ulv som var her. Ulven var helt klart den af de to som fik det meste af opmærksomheden, men da manden så talte, så Carrie på ham med et let ængstelig udtryk. Hun tog et par skridt bagud klar til at løbe, men han kunne nok godt indhente hende hvis det var, ellers kunne ulven i hvert falde. "Øm, intet" hun barkede længere bagud men holdte øjnene på dem. Hun var klar til at løbe for sit liv hvis det skulle blive nødvendigt.

Ligeså hurtigt som hun var dukket op, skulle hun til at løbe sin vej igen. Hun havde sikkert ikke regnet med at finde andre her. Det var da en ting de var enige om. For at vise hende, at han intet ondt ville hende, satte Josh sig igen ned ved siden af Ghost og aede den smukke ulvs pels. Det lille forsigtige svar hun kom med, fik ham til at klukke svagt for sig selv. Den klassiske undskyldning for når børn var i færd med noget. At de ikke var i gang med noget. Han så hen på pigen med et roligt glimt i sine mandelfarvede øjne.
"Så, du laver intet? Det må da være en smule kedeligt," sagde han med en venlig stemme. Hun måtte aldeles ikke tro, at han kunne finde på at gøre hende ondt. Selvom hun nok ikke var tryg ved fremmede. Det ville han vel heller ikke selv være i den alder. "Er du helt alene herude?" Josh stemme var rolig og varm.

Carrie så på Josh da han satte sig ved siden af den store ulv. hun var stadig meget nervøs over for dem, selvom det så ud til at de ikke ville gøre hende noget. Da han spurgte om det ikke var en smule kedeligt ikke at lave noget, nikkede hun stille. Det var det faktisk måtte hun indrømme. "Øm, nej eller ja, eller" Hun sukker stille "tror mor er her et eller andet sted." sagde hun så, og smilede et barnligt smil til ham, som passede meget godt til hende, nu hun jo var et barn.


//sorry, løb lidt tør for krea xD//

// Det er i orden, svaret jeg kom med var heller ikke det bedste at give et svar på xD om forladelse xD

Ghost kunne ikke holde sig tilbage mere. Den lille bedårende tøs foran ham, var simpelthen for nuttet, til at han ikke måtte gå hen og snuse til hende, samt give hende et lille kys. Med den smukke muskuløse krop, rejste han sig op og gik roligt hen til hende. Barnet ville nok bare ikke have det så godt med det, eftersom Ghost var en STOR ulv, nærmest på størrelse med en hest. Hurtigt var Josh oppe at stå, hvis nu Ghost ville skræmme pigen alt for meget. Dog gav han det en lille chance.. Hvem vidste om hun var bange eller ej?
Ghost gik roligt hen til pigen. Forsigtigt snuste han til hende og slikkede hende derefter på kinden.. Josh var med rolige skridt på vej hen imod dem. Dog var kroppen klar på at sætte i løb, hvis nu den lille pige ikke brød sig om Ghost.
"Ghost, det er altså ikke alle der finder dig nuttet," han hev forsigtigt ulven en smule væk fra pigen.

Carrie så på Ulven. Den meget store ulv som rejste sig op. Hun stivnede, og blev stående helt stille da den kom hen til hende, og da den slikkede hende i ansigtet, vendt hun en smule forskræmt siden til den, men hun løb ikke væk fra den. Hun kunne tydeligt mærke sit hjerte som bankede i brystet, og man kunne måske godt høre hendes vejrtrækning. Hendes øjne var låst fast på ulven, og da den havde slikket hende, rakte hun en smule tøvende hånden frem mod den, men tøvede med at røre ham da hendes hånd var få meter fra ulven af. Hun så op på manden som hun faktisk ikke kendte navnet på. Hun vil gerne spørge ham, men hun var ikke sikker på hvordan man gjorde det, da det var sjældent hun mødte folk. "Øm" sagde hun en smule tøvende, og man kunne høre hun ville spørge om et eller andet. Hun blev ved med at holde øjne på Josh. "Hvem...?" Hun standsede da hun var i tvivl om hvad hun skulle sige. Hun sukkede af sig selv, og så ned i jorden, eller rettere skævede hun til ulven.

Ghost så op på Josh med et strengt glimt i sine gyldne øjne. Ikke alt der fandt ham nuttet? Det kunne ikke være muligt! Enden fandt man ham nuttet eller også fandt man ham smuk. Sådan var det bare, det kunne der ikke laves om på. Den lille nuttede pige valgte at række hånden ud imod, tøvende og sikkert bange for, at han bed, men for at berolige hende, pressede han blot sin halvvåde snude ind imod hendes hånd. De gyldne øjne lå nu på hende og var fyldt med varme. En varme man let kunne forsvinde væk i.
Selvom Josh ikke kendte denne lille pige, så var der bare et eller andet over hende, som sjovt nok gjorde ham urolig og blød i maven på samme tid. Håret, ansigtet, det hele… det mindede ham om Alex. Pigen han havde søgt efter i han ved ikke hvor mange år nu. Om hun overhovedet eksisterede længere eller kunne huske ham, anede han ikke, men han kunne huske hende og havde søgt efter hende. Der havde været tomt uden hende. Alt for stille og alt for mærkeligt. Han savnede hende. Uden tvivl.
Med et svagt smil på læben, satte han sig på hug overfor pigen, så han var på hovedhøjde med Ghost.
”Jeg er Josh og pelsklumpen her er Ghost,” svarede han på hendes u stillede spørgsmål. "Hvad hedder du?" Da hun skævede til Ghost, logrede den store ulv blot med halen og rykkede på sig. Ingen tvivl om han syndes om den lille pige. Josh grinte svagt af det. Typisk Ghost. ”Skal jeg hjælpe dig med at finde din mor?” Josh stemme var blid og rolig. På en måde havde han ikke lyst til at efterlade hende alene herude, man vidste jo aldrig hvilke besynderlige væsner, der kunne liste rundt omkring.
Han rettede sig op igen og strakte sig. ”Medmindre du vil fortsætte dit lille eventyr?” Han blinkede drilsk og kærligt til hende. Da han var lille, havde han selv gået på eventyr hver gang han havde chancen, så han forstod godt hvis hun ville opdage verden omkring hende. Dog… Kunne det ikke skade at holde øje med hende, trods alt var hun jo ikke så gammel igen.

Da den kæmpe ulv pressede sin snude mod Carries hånd kunne hun ikke lade være med at grine barnligt af det. Forsigtig lod hun hånden glide op på ulvens hoved, og forsigtig ae den. Hun fik let store øjne da hun ikke helt havde forventet at ulven ville være så blød som den var. Kunne man ikke bruge den som en krammebase af en art? Det ville nok være rart at sove op af ham med alt hans bløde pels. Hun lod hånden glide ned over hans ryg, og der var han lige så blød som på hovedet. Hun smilede til den store ulv. Gid hun havde en ulv som den her, som hun kunne kramme hele tiden, men så vil ulven nok også til sidst blive træt af det og gå sin vej ikke?

Da manden satte sig på hug over for hende, så hun fra ulven og over på manden som hed Josh. "Hejsa Josh" sagde hun, og smilede kærligt til ham. Smilede kunne nok godt minde en smule om Alex's smil på nogle måder, dog alligevel en smule anderledes end hendes da det jo var en lille pige som det kom fra. Man ville dog nok kunne se at hun havde fået det smil fra sin mor af. "Jeg er Carrie" svarede hun hans spørgsmål. Hun betragtede stille Gost som logrede med halen, og nærmest kom tætter på, men hun så straks op på Josh da han talte igen. Om han skulle hjælpe hende med at finde sin mor? øm. Hun så sig lidt om inden hun igen så på Josh. "Øm, altså, øm" Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svare på det. Hun ville gerne blive ude lidt endnu, og hu kunne sagtens stadig finde tilbage til sin mor selv, så ja.
Da Josh rejste sig op igen, betragtede hun ham stille, men så på Gost igen. Han var virkelig en flot ulv, og så helt hvid også. Hun ville plage sin mor om en ulv som ham her når hun kom hjem. Hun så helt fascineret på ulven. Hun var ikke rigtig bange for den mere, men ville snare ha ham. "Gid jeg ogs havde sådan en ulv" sukkede hun lavt med øjnene på Gost, næsten helt fortabt.

Hendes betagen af Ghost var noget af det mest nuttet Josh havde set. Ghost havde haft ret, alle fandt ham enden nuttet eller smuk. Imens hun strøg sine små hænder over Ghost pels, smilede Josh kærligt og smilet blev ikke mindre af, at hun udtalte hans navn med sin søde barnestemme.
Endda selv nu når han havde haft fortalt hendes navn, fortsatte hun med at være betaget af Ghost. De store brune øjne hun ejede, kunne ikke fjerne sig fra den smukke hvide ulv, der slugte opmærksomheden til sig.
Ikke nok med at hendes smil var noget af det sødeste han havde set, så mindede det ham bare mere om Alex, hvilket gjorde ham en smule tung om hjertet. Han savnede hende. Det måtte han indrømme. Hendes forsvinding havde taget hårdt på ham. Det havde været nogen tunge år at gå igennem.
Det lå ikke til, at hun ønskede at komme hjem, for hun svarede ikke på hans spørgsmål og undgik helst hans blik. Et smil så ømt og kærligt spredte sig på hans læber over det. Selvfølgelig havde et barn ikke lyst til at tage hjem fra sit eventyr. Stod det til hende, så blev hun sikkert herude til solnedgang.
Da hun drejede samtalen over på Ghost, rettede den stolte ulv sig op og så på hende, med øjne som smeltet guld. Tungen hang ud af munden, da han så op på Josh, nærmest som om, at han spurgte om de kunne beholde hende. Den tanke fik Josh til at grine svagt. De kunne ikke bare beholde hende, hun havde garanteret en mor der elskede hende et eller andet sted.
”Hvis han en dag får hvalpe…” Josh så ned på Carrie med et venligt smil. ”Så lover jeg, at du må få en af dem,” Han mente det skam. Kendte han tøsen til den tid og vidste hvor hendes familie boede, så måtte hun hellere end gerne få en af Ghost hvalpe.
Ordet hvalpe fik Ghost til at løfte ørene ret op i luften. Den havde han sikkert ikke lige set komme.

Carrie så kort op på Josh og kunne hun ane en smule tristhed i hans smil eller var det noget hun bildte sig ind? "Er der noget galt?" Spurgte hun med en forsigtigt barnestemme. Hun ville ikke ha han skulle være trist men nu var hun heller ikke sikker på om han var det eller ikke. Hun så på ham og mødte hans blik hvis han ellers så på hende.

Da han havde spurgt om hun ikke vil hjem kiggede hun væk fra ham og ned på Gost igen. Hun smilede bredt af ulvens blik og lo af den. Fuck hvor var den dog sød.
Hun så med et ryg op på Josh da han sagde at hun kunne få en hvalp hvis Gost skulle få hvalpe. "Tak, mange mange tak" sagde hun og rejste sig op og gik over til Josh. Hun slog sine små arme om ham og gav ham et kæmpe kram. "Håber han får hvalpe" sagde un mens hun krammede Josh.


//sorry mange ting at tænke på plus en computer der ikk vil logge mig på så måtte skrive det på mobilen -.-//

Det slog ham ikke, at han måske havde givet udtryk for sit savn til Alex, før Carrie rent faktisk spurgte ind til ham.
- Hvad var der galt? spurgte hun med sin nuttede stemme, der kunne få selv en kattekillings miaven til, at lyde hæsligt og skærende i ørene.
Han løftede sit blik og så ind i hendes øjne, der så spørgende på ham, hvilket bare fik ham til at smile endnu engang. Den lille piges eventyr skulle ikke ødelægges, blot fordi han ikke kunne stoppe med, at tænke på Alex.
For at svare på hendes spørgsmål, rystede han forsigtigt på hovedet og sørgede for, at smile ligeså venligt som han havde gjort før. "Nej, jeg har det fint,"

Det største smil Josh overhovedet kunne præstere, kom frem på hans læber, da hun svang armene om ham og krammede ham, som tak for at han ville give hende en af Ghost hvalpe. Han krammede hende forsigtigt tilbage uden, at skræmme hende selvfølgelig. Det skulle jo nødig forstås som, at han kendte tøsen som sin egen, når han blot lige havde mødt hende. "Det var da så lidt og.. det håber jeg også så,"

//Josh kender godt til Carrie nu, så jeg tænkte på.. om vi kunne lave det om til et emne, hvor de tilbringer lidt far og datter tid?, da Carrie trods alt bor sammen med Alex ^^
undskyld mit forfærdelige svar, det var lidt besværge ligt, at skrive et, da han på en måde godt kender til Carrie nu xD

Hun så bare på ham, mens han så ud til at prøve at finde på noget at svare på det hun havde spurgt om. Da han så ind i hendes øjne, blev hun ved med at kigge på ham, og hun smilede en smule af hans smil. Hun betragtede ham ryste på hovedet. Hvad mon han tænkte på? "Okai" svarede hun, som hendes mor plejede at sige til hende.
Hun smilede da han gengældte hendes kram, og hun vidste ikke hvorfor hun havde det som om at hun kendte denne mand, selvom hun ikk havde mødt ham før. Hun trak sig stille væk fra ham, og så på ham. "Hvornår får han hvalpe? kan han få nogle nu?" spurgte hun med en ivrig stemme. Hun havde ikke lært hvordan dyr og mennesker fik bør, da hun ikke helt var gammel nok, og havde fået det fortalt af nogle. "Vil ha en hvalp." sagde hun med et bredt smil til ham.


//ok så Josh kender til hende, men de har jo ikke mødtes før jo? men øm jo kan godt få far og datter tid eller noget, hvis du stadig er frisk på at emne? xD//