I most talk with you //Sakref og Zantanna//

S: Doomsville - på Sakrefs slot
T: Middagstid
V: Solen skinder og det er varmt udenfor
O: Stole, borde mm

Rafaela havde været på en opgave for sin far. Han var begyndt på og sætte hende på forskellige opgaver for ham i byen. Hun ville alligevel altid blivet holdt øje med, men denne dag var ikke ligesom alle de andre for idag havde hun besluttet sig for, at hun ville snakke med sin far eller herre som hun havde kaldt ham de sidste mange måneder. Fordi han havde holdt hende i meget kort snor og behandlede hende som slave. Han havde proppet hende med krystaller for, at holde hendes negative tanker nede, men den sidste krystal var allerede opbrugt så de negative tanker var dukket op igen. Hun ville snakke med sin far om hvordan hun havde det inderst inde og hun vidste, at han ikke ville straffe hende imens en anden som kom ude fra byen. Hun havde derfor snakket med Zantanna en pige hun havde reddet hende og en anden lille pige Emily fra Zantannas adoptivfar. Zantannas adoptivfar havde kidnappet dem begge på et tidspunkt, hvor Rafaela var nød til og dræbe familien for og kunne komme fri, men også for og redde Zantanna og Emily. Hun vidste ikke om hendes far kendte til det der var begyndt og ske imellem hende og Zantanna, men det rørte hende ikke så meget.
Hun vidste, at hun skulle møde med sin far på hans kontor efter opgaven, men hun havde Zantanna med sig som fulgte roligt efter hende. Der havde ikke været nogle problemmer med og få Zantanna med ind på slottet da folkene på slottet vidste hvor ustabil Rafaela var psykisk og kunne gå amok uden og tøve. Hun havde forklaret Zan, at hun bare skulle følge efter hende og tage det roligt. Hun vidste godt, at Zan ikke brød sig særligt meget om Sakref, men hun ville have hende med når hun ville snakke med sin far.
Da de var nået hen til døren der førte ind til Sakrefs kontor stoppede hun op og smilede beroligende til Zan. Hun bankede stille på døren og ventede på et svar fra hendes far. Hun gik ind på kontoret med Zan i hælende.

//Rækkefølge: Rafaela, Sakref og så Zantanna//

Sakref tænkte at det nok var Rafaela der bankede på. hun var stadig meget tidlig færdig med opgaven så han undrede sig lidt over at hun allerede var tilbage.
"kom ind. døren er ikke låst" råbte han imens han foresatte med at skrive under på vigtige dokumenter og traktater som altid.
han var dybt fokuseret på sit arbejde at han ikke lagde mærke til at Rafaela havde gæst med før de begge to var inde på kontoret.
Sakref havde nemlig hørt dem begge gå ind og kunne tydelig høre forskellen mellem et par fodtrin og to par fodtrin.
Sakref vendte sig om og kiggede på både Rafaela og Zantanna. han kendte godt til Zantanna og vidste godt hvad der var sket for dem begge.
"Rafaela hvorfor har du taget en gæst med uden min information?" spurgte han både undrende og lettere negativ. han fik nemlig den tanke om at hvis hun havde så nemt taget en gæst med ind om hun så har før listet folk ind uden hans viden.

Zantanna havde været nervøs for komme, alt hendes tøj var mere eller mindre slidt eller så var der blod på, men hun havde lovet Rafaela og fundet den sorte kjole frem, som ikke havde haft på siden hun kun havde haft to stykker tøj. Hun betragtede den kort inden to den på. Hun glædede sig ikke til dette her, men hun skulle nok være ordentlig. Hun havde ladet Emiliy blivet passet af et gammel par som boede ikke så langt fra det forladte hus hun havde boede i gik så hurtigt hun kunne. Zantanna syntes at slottet var enormt og alle de mensker kongen havde til arbejde for sig. Hun blev taget imod af Rafaela hun fulgte efter og havde engentlig lyst til at tage hende i hånden og fortælle hende at det hele nok skulle gå. Allerede inden hun var kommet ind havde de problemer, men det lykkedes dem komme videre. Zantanna var nervøs det kunne man se på måden hun bed sig i læben.
Zantanna brød sig ikke om Rafaelas far hun syntes de havde behandlet Rafaela og hendes søn forkert, men håbede at hendes nærvær kunne hjælpe, men modet sank en smule da de trådte ind på hans kontor følte hun med det samme at hun ikke var velkommen, men hun blev hun havde jo lovet det. Hun havde mest næsten løst til at løbe skrigende væk der fra. Der var noget ved ham som gjorde hende bange og det ikke kun fordi han var konge og havde en hær af soldater, men noget hun ikke kunne sætte en finger på.

Hun håbede virkelig at dette her ville gå ellers vidste ikke hvad skulle ske, eller jo det gjorde hun blev smidt ud og Rafaela blev staffet for at havde taget hende med uden hans tillades hun sank svagt klump og vidste ikke rigtigt om sige noget og hvordan tiltalte en konge så sagde ikke, men rettede blikket ned jorden i for prøve virke som om hun respkterede ham. Selvom det faktisk var en løgn. Hun var vred på ham for at ikke kunne se hvor dejlig en datter han havde. Efter hendes mening var en far ikke en som gjorde en til en slave, efter man dræbt sit barnebarn. Zantanna ville stadig ønske at hun kunnne bytte plads med Rafaela. Hun havde ikke fortjent al dette her.

Rafaela gik hen til hans skrivebord og stod overfor ham på den modsatte side som hun altid gjorde. Hun smed posen med de ting han havde bedt hende om og hente. Hun havde ikke fortalt ham, at hun ville snakke med ham for så ville han være forberedt og det skulle han ikke være. "Her er tingende du havde bedt mig om og hente Herre" sagde hun stille. Hun ville ikke lægge skjul på, at hun var hans slave. Zantanna vidste det jo godt så hvorfor virke formel? Tingende kunne jo lige så godt køre som de altid gjorde. "Fordi jeg vil snakke med dem Herre og jeg havde behov for og have en med som ikke havde noget med familien eller slottet direkte, at gøre så tog Zantanna med. Hun kan vel selv forklare hvordan jeg har lærte hende kende medmindre du allerede ved det?" sagde hun formelt. Hun kunne godt mærke på Zantanna, at hun ikke brød sig om og være der, men hun var alligevel glad for, at Zantanna blev der hos hende "Det er første og sidste gang jeg tager en med ind på slottet uden din viden Herre det lover jeg dig" sagde hun stille. Hun ville snakke med ham som var han hendes far, men hun kunne ikke rigtigt få ordet far frem da hun havde kaldt ham herre lige så længe tilbage som hun kunne huske. I flere måneder efterhånden.

han tog posen og tjekkede om alle tingene var der. da han var tilfreds med hvad han så, så nikkede han for sig selv og vendte blikket hen imod dem.
"godt min pige. du har gjort en god opgave denne gang." sagde han og lænede sig frem i sin store behagelig lænestol, med flettede fingre foran sit ansigt, som fik det til at se ud som en med en skummel plan.
han var iklædt sit normale formelle tøj som altid samt sin long coat.
"jeg kender skam allerede til Zantanna og jeres "forhold" til hinanden. men vi kan sagtens snakke hvis i ønsker. sæt jer venligst så vi kan snakke." sagde han og gjorde tegn med sin hånd til at de kunne sætte sig på de to stole foran skrivebordet. det var fine læderstole af sort læder men de var ikke i nærheden af at være lige så gode at sidde på som hans kontorstol.
"det lyder godt min pige. men hvad er det du ønsker at snakke om?" spurgte han efter Rafaela havde sagt at det var sidste gang hun tog nogen med hen på slottet uden hans tilladelse.

hans formelle tøj:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

hans long coat:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Zantanna havde håbet at hun kunne holde sig en smule i bagrunden, men da han bedte dem sætte sig trådte hun frem satte sig på en af stolene. Hun kunne ikke lide at han så så skummel ud. Det fangede hun ret hurtigt. Hun ville ikke tænke på hvad der skete vis han havde en plan faktisk ville hun ikke tænke. Hun skulle lige til at præsentere sig endnu en gang, men klappede i da han vidste hvem hun var og vent vidste han også at de kunne lide hinanden? Et svagt spørgende udtryk ramte hendes ansigt, men det forsvandt hurtigt igen inden hun gav sig til at kigge på sine finger. Hun var engentlig bare ned for at støtte sin ven, eller de var måske mere end venner, men det lagde hun ikke så meget i lige nu. Hun betragtede Rafaela og lyst til sige at hun godt kunne klare det holde hendes hånd, men vidste ikke hvordan skulle tiltale en prinsesse og hendes far, hun anede ingen gang om Rafaela stadig var prinsesse. Hun følte sig så forkert på dette sted. Stedet, hendes brændende fornemelse af at noget snart ville gå meget galt og at hun ikke brød sig om Rafaelas far. Hun nikkede svagt til Rafaela for at sige at det var okay at hun skulle klare det og vis kom satte sig ville give hendes et forsikrende klem.

Rafaela havde stadig det tøj på Sakref havde fundet frem til hende tidligere på dagen. Hun smilede stille til hans ros. Sådanset havde hun ikke lavet nogen fejl endnu på nogle af de opgaver han havde sendt hende på. Han udseende skræmte ikke hende da hun jo vidste hvordan han var. Hun satte sig på stolen da han havde bedt dem om. Hun syntes nu man sad godt på dem, men det var nok fordi hun var van til og skulle sidde på gulvet eller andre ting der var mere ubehagelige, at sidde på. Det kom ikke bag på hende, at han vidste hvilken relation hun havde til Zantanna. Hun blev jo overvåget konstant.
Hun kiggede hen på Zantanna da Sakref havde spurgt hende om, hvad det var hun ville snakke om. Det var nu også underligt, at høre, at han kaldte hende for min pige og ikke min lille slave, men hun havde en ide om, at det kun var fordi Zantanna var der, at han kaldte hende det. Hun var ved og få kolde fødder og overvejede bare og sige, at hun havde glemt det, men da hun så Zantannas blik trak hun vejret dybt og kiggede kort op på Sakref, hvor hun derefter kiggede ned i bordet igen "Jeg ved godt du straffer mig på den her måde pga det med mine tanker og det jeg har gjort" hun rystede lidt da hun havde nævnt sine tanker da hun hentydet til det med og ville skade resten af familien. "Men jeg føler ikke rigtigt, at jeg tilhøre familien længere som familie. Jeg føler, at..." stoppede hun brat og begyndte og bide sig selv i underlæben "At jeg kun er født til og være en ussel ligegyldig slave som du har kaldt mig de sidste mange måneder og føler ærligtalt, at det er det eneste du ser mig som og ikke som din datter" sagde hun med gråd i sin stemme. Hun knyttede sine næver og kæmpede med og holde gråden tilbage.

Rafaelas påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

han sad lidt efter hun havde sagt det hun ville. hvorefter han rejste sig og gik forbi dem hen imod et skab. der tog han et glas og noget scotch og hældte op til sig selv.
han gik derefter hen til vinduet og stod der imens han tog et sip af sin scotch.
der gik lidt tid hvor der var en slags intens stemning i luften før der blev overhovedet sagt noget.
Sakref var den der brød stilheden og den trykkede stemning.
"har jeg nogensinde fortalt dig om historien om hvordan jeg fandt dig?" spurgte han stille og roligt imens han foresat kiggede ud af vinduet, som om han kiggede udenfor fordi det var der han så mindet.
"det mener jeg ikke jeg har fortalt dig. men jeg gætter lidt på at du nok har fået historien af vide af din mor men nu vil jeg fortælle dig min synsvinkel." sagde han og tog en tår af sin scotch.
"den dag din mor kom med dig var vejret så forfærdeligt. og jeg kan huske det da i var gennemblødte da i kom ind på slottet. jeg sad på min trone og hvilede mig da dig og din mor kom ind. du var ikke andet end en lille baby. dårligt nok en uge gammel. mig og din mor har haft så at sige et specielt forhold. hun er den første slave jeg rent faktisk har haft sympati med. gik faktisk så langt at jeg fik hende befriet på bekostning af mit eget velvære. men her stod hun. efter et godt stykke tid hvor jeg ikke havde hørt fra hende. med en baby som hun ville have jeg skulle tage imod og passe på." sagde han og tog endnu en tår.
"selvfølgelig havde jeg alt ret til at afvise hende. have sendt hende på sin vej igen og sagt at jeg har gjort rigeligt for hende... men der var noget ved dig som jeg så da jeg kiggede på dig... et slags potentiale for storhed... så jeg valgte at tage dig til mig og lære dig op og opfostrede dig som var du min egen... men som du blev ældre blev du mere og mere vild, og jeg havde lovede din mor at jeg ville beskytte dig fra verdens ondskab. så jeg prøvede hvad jeg kunne og havde magt til for at holde dig inde på slottet. langt væk fra verdens kaos. men det stoppede dig ikke og du har brudt ud flere gange end jeg kunne tælle og kommet ud i så mange problemer at jeg nu har svært ved at holde freden i min egen by. for hvis jeg ikke engang kan holde styr på min egen datter. hvordan vil jeg så kunne holde styr på en hel by eller et helt område?" sagde han og spurgte.
han bundede det sidste at sin scotch ned og stillede glasset i vindueskarmen.
han gik hen og satte sig igen.
"ja jeg har gjort dig til slave nu, og straffede dig som jeg ønskede. men jeg gjorde det fordi jeg holder af dig. for hvis jeg ikke havde gjort det, ville jeg aldrig have taget dig ind i mit hus til at starte med." sagde han og sluttede af ved at læne sig tilbage i sin stol.

Zantanna sad og lyttede for første gang følte hun sympati med Rafaelas far, eller hvad man nu skulle kalde ham. Zantanna kunne ikke sætte sig ind det med at han gjorde det af kærlighed, hun havde aldrig haft et kærligt hjem, eller nogen som havde gjort noget af kærlighed for hende. Hendes rigtige forældre havde givet hende væk til magtsyg vampyr. Zantanna brugt det meste af sit liv i en kælder, for hende betød det at nogen ville opgive sit eget for en baby noget. Hun ville ønske at der var nogen som havde taget hendes med væk derfra den gang hun var lille, men i stedet prøvede hun selv komme væk og endte det samme sted. Hun fandt det med at han havde gjort Rafaela til slave forkert. Hun vidste at børn voksede og med børn kom der et ansvar, men holde en fanget fordi en by mente at man ikke kunne klare det med at holde sammen på den syntes hun var endnu mere forkert. Zantanna skulle ikke kloge i politik hun forstod det ikke og kom heller til det. Zantanna vidste ikke hvordan en konge skulle regere et land, men for hende ville det nok være ay kongen skulle være et forbillede af en anden slags, men ikke frygtindgyndende, men som sagt vidste ikke noget. Hun rakte ud efter Rafaelas hånd for give den et svagt klem. Zantanna var stolt Rafaela havde snakkede med sin far, men om hun havde fået det svar hun ledte efter anede hun ikke helt. Hun havde lært mere om Rafaela ved kommet her end hun nogensinde selv havde kunnet finde af ud af troede hun.
Zantanna havde bestemt at så længe det gik og de snakkede pænt til hinanden ville hun ikke bryde ind, kun med opmunterne klem af Rafaelas hånd og blikke. Hun havde på fornemelsen at det ville gå, men hun havde var stadig forvirret, det var hun også sidst hun snakket med Rafaela, men familer i hendes hoved var der støttede og hjalp hinanden. Ikke dræbte nogens børn eller hinanden.

Hun kiggede efter ham da han havde rejst sg op og gik om bag for og tage et glad, hvor han hældte noget væske i. Hun blev ved med og kigge efter ham indtil han stod ved vinduet. "Nej det har du ikke" svarede hun stille på hans spørgsmål. Hun havde kun hørt hvad hendes mor havde fortalt hende. "Ja min mor har fortalt mig det, men fint så kom med din histore herre" svarede hun stille og lyttede til det han fortalte. Hun fik ikke historien til og hænge sammen med det hendes mor havde fortalt hende. Der var hun blevet lagt ude i en skov, hvor Sakref havde fundet hende. Det undrede hende lidt, at historierne ikke stemmede overens med hinanden. Hvad var det de 2 prøvede og skjule for hende? Hun tog fat i Zantannas hånd og holdt fast i den indtil Sakref var færdig med og fortælle alt det han havde, at sige. Hun slap Zantannas hånd og rejste sig op. Nu var det hendes tur til og stå henne ved vinduet efter Sakref var gået hen til sin stol igen. Hun stirrede ud af vinduet indtil hun pludselig vendte sig om og kiggede på Sakref med tårerne løbende ned af hendes kinder og hendes øjne viste vrede "Mor har fortalt mig en helt anden historie!" råbte hun efter ham. Hun vidste det var forkert, men følelserne kørte rundt i hendes krop og hun havde behov for og komme ud med de følelser der løb rundt i hende. Det var ikke sådan hun ville have haft samtalen skulle ende, men det var den endt ud i "Du siger at hvis du ikke kan styre din egen datter kan du ikke styre hele byen eller det område. Det må være Zaela og Surzi du mener for jeg er ikke din datter! Jeg er din slave! Det er det eneste du har kaldt mig de sidste mange måneder! Hvis jeg var din datter havde du ikke behandlet mig sådan som du har gjort!" råbte hun af ham med gråd i stemmen. Tårerne løb ned af hendes kinder og hun rystede over hele kroppen. "Jeg tror ikke på, at du havde set storhed i mig dengang! Tror du så snittet til og få din helt egen slavetøs du kunne gøre alt ved ligesom alle de andre magtsyge stoddere i denne verden!" hun vidste inderst inde, at han elskede hende, men hun troede ikke selv på det længere. Hun vidste også, at det ikke var i orden alt det hun sagde til ham, men det var det hun følte. Hun gled ned af væggen så hun sad på gulvet under vinduet. Hun holdt om sin hale og sine ben ind til sig. "Hvorfor kan du ikke bare indrømme, at jeg ikke er andet end en ussel slave? Det jo det eneste jeg åbenbart duer til i denne verden. Det er det eneste folk ser mig som! Det er åbenbart det jeg er født til og være!" råbte hun. Hendes selvtillid og selvværd var knust til melstøv og det var blevet tydeligt under alt det hun havde råbt af Sakref. Hun ventede sådanset på, at Sakref kom hen og straffede hende. Hun vidste, at det brændte indeni ham, at straffe hende for det hun havde sagt. Hun græd og rystede over hele kroppen.

han rejste sig op meget hurtigt da han beskyldte hende for at have kun taget hende ind til sig for at hun kunne blive hans egen slave. han var rasende.
dette var første gang Rafaela nogensinde har set hans øjne faktisk skiftede farve. ikke engang da hun angreb ham på hospitalværelset. dette var første gang hun så hans øjne skiftede fra at være smaragd grønne til at være flamme røde.
"hvor våger du at smide sådan nogle beskyldninger imod mig! jeg har givet dig alt. jeg har givet dig mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet og det her er den måde du betaler mig tilbage på?! ved at ødelægge denne familiens ry og smide sådan nogle beskyldninger imod mig?! i dag mindste kan dine søstre finde ud af at gemme deres kaos?! imens du gøre det så offentligt som overhovedet muligt! jeg har kunne have valgt når som helst at have smidt dig ud. taget alt fra dig og sagt at du ikke er værdig at være en del af familien! men det har jeg ikke gjort men få mig ikke til at skifte mening!" råbte han næsten. hans stemme var blevet utrolig dyb som var det brummen fra et uhyre fra det dybeste helvede. hele rummet blev opslugt i et mørke og man kunne se på hvordan sterinlysene rundt i rummet næsten kæmpede for at holde sig igang.
selv lyset fra vinduet blev pludselig meget svagt. som om en tåge havde fyldt lokalet. selv Sakrefs skygge lignede nu det af en dæmons. hans skygge havde nu horn og hale og vinger. noget man ikke kunne se på hans rigtige udseende.

Zantanna havde ikke sagt ret meget, men nu var stemningen var blevet en anden rejste hun sig op, hun måtte finde på noget sige inden dette her endte i en slåskamp. Hun stilte sig i midten hun ville vise at hun støttede Rafaela, men noget ved hendes far fik hende til stille sig i midten ” jeg ved ikke med jer, men burde en familie ikke støtte hinanden og lytte” sagde hun lavt, men velvidende at de begge kunne høre hende. Zantanna havde som sagt ikke haft et kærlig hjem og havde boet det meste af sit liv i en kælder så hun kunne ikke snakke af erfaring med familie, men dette virkede som at være forkert. Zantanna vidste ikke hvem der skulle have skylden mere det som jo mere hun blev indblandet i dette familie skænderi jo mere forvirret blev hun. Zantanna tænkte over hvad skulle sige nu hvor hun havde blandet sig selv ind i dette her, men hun kunne ikke komme på mere så satte sig over for at give Rafaela hendes  støtte, men hun bed sig svagt i læben. Kunne det Rafaelas mor der havde sagt noget forkert. Hendes hoved var et vivar af tanker som væltede ind over hende jo mere hun tænkte over dem ” vis du staffer Rafaela kan jeg ikke tilgive dem” sagde hun, hendes stemme var kold, men det var ikke ment som en trussel. Hun prøvede på at flytte hans opmærksomhed imod hende og ikke Rafaela. Faktisk var hun klar til at tage staffen. Hun ville til hver en tid beskytte Rafaela også vis det betød at skulle ofre sit eget liv. Hun var engtlig ligeglad med at han var konge, hendes afsky for ham var kommet tilbage. Hun følte sig  ikke malplaceret mere nu var hun bare vred over at de ikke lyttede til hinanden og støttede hinanden. Hun vidste på sin vis godt at hun kunne tillade blande sig i hvordan en far passede sit barn, det vel op til ham
Zantanna havde aldrig troet hun skulle blive levende igen, men den gang hun mødte Rafaela  var det som det faktum at  hun var vampyr ikke var så slemt og uden hende kunne hun ville blive til et monster igen. Hun havde dog Emiliy som også havde den effekt på hende. Hun trak vejret tungt inden hun igen kiggede på ham ” hvad nu vis jeg tager Rafaela med mig i  et stykke tid som slags ferie, du kan altid sætte hende på de missioner du måtte have, jeg forstår Rafaela og det med  blive mindet om det man har mistet kan gøre en skør” sagde hun trak vejret tungt hun måtte prøve på noget, om ikke andet få vreden vendt ” jeg lover dig at jeg vil passe på din datter med mit liv, jeg elsker hende og vil hende kun det bedste, jeg  ved at hun ikke mener noget med det hun siger hun bare såret og brug for tid til at hele” sagde hun vendte tilsidst sit  blik ned i jorden for at vise sin respekt. Derefter gav hun Rafaela et kram inden hun gav  ventede bare. Hun vidste godt at hun  ikke burde blande sig, men når blev såret gjorde man dumme og selvom man var prinsesse eller slave kunne have brug for en pause.

Rafaela sad bare stille og græd. Hun vidste godt, at hendes far nok ikke ville tage det pænt det hun havde sagt. Hun havde inderst inde bare lyst til og trække alt det hun havde sagt tilbage, men det kunne man jo ikke. Hun holdt om sine ben og græd, men hun stivnede dog pludselig op og kiggede skræmt og chokkeret op på Sakref da han råbte af hende med en dybere stemme end før. Hun havde aldrig set ham så skræmmende før. Hun kiggede ned i jorden imens han skældte hende ud. Han havde jo ret i alt det han sagde. Sådanset kunne han haft smidt hende ud fra dag et af, hvis han ville. Han virkede til og var tæt på og fortryde, at han ikke havde gjort det. Tårerne trillede endnu en gang ned af hendes kinder. Hun lyttede blot stille til det Zantanna sagde. Hun fortrød, at hun havde blandet Zantanna ind i dette familie problem. Hun rejste sig stille op og lagde en hånd på Zantannas skulder og så ned på hende "Tak for, at du forsvare mig, men han har ret i det han siger..." sagde hun lavt med gråd i stemmen "Selv hvis han går med til den aftale ville jeg ikke komme..." hun gav Zantannas skulder et blidt klem før hun slap Zantannas skulder. Tårerne blev ved med og løbe ned af hendes kinder. Hun gik hen imod Sakref. Hun var ligeglad med om han slog hende eller noget når hun var nået derhen for hun vidste, at hun fortjente det. Imens hun gik hen imod ham tænkte hun tilbage til de gange han havde rost hende og sagt, at hun ville få et ønske opfyldt og han havde spurgt hvad hun ønskede sig. Hun havde aldrig helt vidst hvad hun ønskede sig og havde kun snakket efter hans mund eller vælge det der ville glæde ham. Men nu vidste hun hvad hun ønskede sig. At blive en bedre datter, at kunne skjule sine fejl og kaos overfor andre så hun ikke ødelagde mere for familien. Hun ville have hans hjælp. Så måtte det koste hendes frihed.
Hun kiggede op på ham da der kun var nogle få skridt imellem dem. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun vidste, at hendes far var derinde et sted og hun ville have ham. Hun ville have hjælp og støtte. Starte samtalen på ny så der blev åbnet op for de følelser som hun ikke kunne åbne op fra før. Hun løb hen til ham og krammede ham. Hun knurrede sig tæt ind til ham og begyndte og græde igen. Hun borrede sit hoved ind imod hans brystkasse "Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld" græd hun imod hans brystkasse. "Ved jeg er en uduelig slave og en endnu værre datter. Ved du sikkert er tæt på og ville smide mig ud af familien, men jeg elsker dig far. Jeg vil have du lære mig og være som jer andre. Opdrage mig på ny. Lad mig få min far og familie tilbage be om" sagde hun imens hun græd og knurrede sig ind til ham. Hun vidste, at det ville blive svært og komme over det med barnet, men det måtte ske på en eller anden måde. Hun vil være accepteret og anerkendt af sin familie igen. En de alle ville holde af og elske og tænke på hele tiden. Turde snakke med hende uden, at det gik galt for dem eller for hende selv.

Sakref havde det svært ved at kontrollere sig lige nu. men det skyldes mest en ting som ingen af dem vidste noget om. kun nogle få vidste om dette. Sakref lider af personlighedsspaltning. dvs. at han har flere personligheder. når hans personlighed skifter så skifter hans øjenfarve også. men han havde normalt kunne holde sig til sit normale jeg ved hjælp af medicin og urter. men lige i denne situation havde han svært ved at styre sin morderiske personlighed. den røde øjenfarve indikeret hans morderiske personlighed.

da Rafaela gik hen og holdte om ham så skubbede han hende hurtigt væk igen. mest for at beskytte hende så han kunne få kontrol over sine personligheder igen. han tog sig til hovedet og man kunne se at han lignede en der kæmpede mod sig selv.
efter et minut eller to blev hans øjenfarve langsomt grøn igen.
han var udmattet og nærmest faldt ned i sin stol igen.
han rømmede sig før han begyndte at snakke igen.
"jeg tror det vil være en god ide hvis du Zantanna kan tage Rafaela med dig i en uges tid eller to. både fordi hun skal have tiden til at få samlet sine tanker og at jeg kan få styr på mine personligheder igen." sagde han og nærmest svedte på grund af den store indre kamp han har haft.
han lød bekymret og ærlig da han sagde til Zantanna om hvad han syntes om hendes ide. man kunne se han ikke mente noget ondt lige nu imod Rafaela og ønskede kun det bedste for hende lige nu. om det så var noget hun var enig med eller ej.
"og Rafaela. jeg tilgiver dig. men jeg synes du skal tage med Zantanna og komme lidt ud. jeg skal have også tid til at finde ud af hvad vi skal gøre til fremtiden." sagde han og prøvede at kæmpe et smil frem fra sit udmattede sind.

Zantanna blev stående da hun mærkede Rafaelas hånd på hendes skulder, hun havde slet ikke regnet med at hendes far ville give hende ret, men hun nikkede kort der han gav hende ret ” jeg lover at passe på hende med mit liv deres kongelige højhed” sagde hun hendes stemme bar præg af at hun var overrasket over at hun havde fået lov til at tage Rafaela med. Hun havde faktisk ikke troet at han ville lade Rafaela tage med hende når hun gik. Zantanna kiggede over på Rafaela for se hvad hun havde sige til hendes ide. Hun havde hele tiden tænkt på Rafaela da hun sagde idéen, men hun sikker på at der lagde noget andet ind over at hun fået lov, men lige nu var hun bare glad for at hun kunne tage hende med. Hun betragtede svagt Rafaelas far han så ikke ud til at havde det godt måske de skulle tage af sted. Hun kunne alligevel ikke tage af sted før solen forsvandt og blev erstattede af natten, men hun var sikker på at han brug for hvile. Hun ville drog ikke gå før han havde sagt at det var okay. Da hun kom havde hun haft et forkert syn af denne mand, han var slet ikke som Daniel han elskede sin datter og kunne tilgive hende, det noget hun aldrig havde haft, men hun var glad for at han alligevel ville tilgive for det betød at man elskede Rafaela. Havde han ikke elsket hende kunne han ikke tilgive hende. Hun havde fået en helt ny respekt for ham. Hun gik hen til Rafaela og tog hendes hånd og gav den et kærligt klem.
Hun kunne ikke vente med at komme ud her fra store slot, slotte fik hende til at føle sig indelukket. Hun fortrak sit lille faldefærdige hus som hende og Emiliy havde boet i hidtil, men nu hvor Rafaela kom på besøg måtte hun heller rydde op og gøre rent. Hun ville gøre alt hun skulle nok finde et arbejde så kunne tjene penge til det Rafaela og Emilily så hun kunne forsørge dem så længe Rafaela skulle være der.

Hun bakkede forskrækket væk fra Sakref da han skubbede hende væk. Det kom helt bag på hende, at han ikke ville have hende i nærheden. Han lignede heller ikke helt sig selv. Hun kiggede ned i jorden i lidt tid før hun igen kiggede op på Sakref. Hvorfor lignede han en der kæmpede imod sig selv ligesom når hun fik trang til og skade familien og kæmpede mod sig selv for og lade være med og gøre tanke til handling.
Hun kiggede på ham da han satte sig på sim stol igen. Tårerne trillede dog stadig ned af hendes kinder. Hun lyttede stille til det han sagde til Zantanna. Ville han virkelig lade hende komme ud fra slottets mure og hjem til Zantanna? Det kom helt bag på hende. Hun rystede på hovedet efter han havde snakket til hende "Nej. Jeg vil ikke afsted far!" protesterede hun. Hun kiggede undskyldene på Zantanna og løb hen til Sakref og satte sig på hans skød og puttede sig ind til ham som hun tit havde gjort før i tiden når hun var ked af det og havde brug for og blive trøstet. Hun kiggede stille på ham "Far jeg vil gerne have det lært nu så du kan blive stolt af mig igen. Være stolt af og kalde mig for din datter igen. Det ved jeg du ikke er. Det sagde du lige. Vil gerne vide hvordan du vil have jeg skal være så bliver jeg sådan. Du skal være stolt af mig igen. Jeg har brug for, at du fortæller mig hvordan jeg skal være. Brug for, at vide, hvad jeg skal gøre" sagde hun stille til ham med nogle enkelte tårer løbende ned af hendes kinder.

han sukkede.
"hvis du ønsker at lære det så må du lære det fra nogle som har forstået det og kan vise dig det. så derfor sender jeg dig hen til Zantanna men at Zaela og Surzi skal med jer. de skal lære dig hvordan du gør hvad du har lyst til uden at vække opmærksomhed samt hvordan man opføre sig. når der er gået nogle ugers tid så vil jeg sende et brev til dig hvor der står hvad du skal gøre og det vil så bevise om du har lært det du skulle som du selv siger du vil lære. jeg skal også nok sørge for at dig, Zantanna, Zaela og Surzi har mad og penge til at kunne overleve. samt også de stoffer du skal bruge i tilfældet at du ikke får bearbejdet dit problem eller at du får et anfald." sagde han og smilte af hvad end energi han havde tilbage.

Zantanna gav slip da Rafaela gik hen til sin far, hans far nævnte hans andre døtre bed hun sig svagt i læben hendes hus var ikke ret stor og hun vidste ikke om skulle nævne det ” måske vi skal finde et andet sted og være mit hus er ikke så stort desuden har jeg Emiliy” sagde hun sagde med yderst forsigtighed hun ville gerne hjælpe og ligge hus til, men hendes hus var altså for lille til dem alle 5. Hun ville ikke vige fra Rafaelas side og ville være der og observere dem når de trænede. Hun vidste godt at hun ikke måtte blande sig, men alligevel syntes hun at det var forkert at give Rafaela hun anede ikke helt hvad det var han havde hende givet hende, men hun havde fået fortalt det men kunne ikke huske det. Hun sagde ikke noget. Hun vidste godt hvorfor Rafaela valgte sin far og var ikke skuffet hun havde engtlig bare lovet at være der, men da stemningen var blevet en anden regerede hun. Hun kunne ikke lide se Rafaela lide, men hun skulle nok klare dette her også vis det blev hendes faldefærdige hus. Hun brød sig ikke om Emiliy skulle møde dem så måske skulle spørge det ældre ægtepar om de kunne tage hende i stykke tid, men hun ville ikke have Emiliy for langt væk.
Hun kendte ikke til Rafaelas søskende og den eneste hun havde hørt om var faren til barnet som havde måttet lade livet for en konge som i hendes øjne måske ikke var så gal endda. Hun smilede forsigtigt valgte at hun nok inden hun valgte en side skulle huske at der altid flere sider af en historie . Hun tog ellers aldrig fejl af folk, men hun havde taget fejl af ham. Hun lyttede til hvad han ellers sagde og det lød rimligt for hun havde jo ingen penge.

Hun lyttede stille til det han sagde. Hun ville ikke kunne få lov til og blive på slottet. Hun havde i månedsvis kæmpet for og få mere frihed og komme ud af slottet og nu, hvor hun nærmest fik det ville hun ikke. Hun havde vel dannet sig nogle trygge rammer ved og være inde på slottet så længe og nu, hvor hun skulle ud fra slottets mure i flere uger gjorde hende på en måde utryg. Hun havde jo kun nogle få timers tid udenfor slottet om dagen når hun var på de opgaver hun blev sendt ud til. Hun kiggede lidt på ham. Sidst han og Melvin havde sagt hun skulle lære noget af dem havde hun stejlet som en hest og nægtet det, men denne gang kunne hun ikke tillade sig det samt hun havde ikke snakket med sine søstre i flere måneder. Sidst hun havde snakket med dem var kort tid efter hendes barns fødsel. Det havde været hyggeligt kan hun huske selvom hun var lidt udmattet, men det var vel normalt efter en fødsel?
Hun nikkede stille til sidst "Fint jeg tager med, men jeg er ikke glad for det" sagde hun lettere utrygt. Hun følte sig langt fra klar til og være udenfor de tryggerammer på slottet i mere end nogle timer om dagen og det var tydeligt, at se på hende. Hun bed sig usikkert i underlæben og kiggede ned på gulvet.

han sukkede.
"det er heller ikke fordi du skal være glad for det. jeg ved skam selv godt at du ikke ønsker at forlade min side, nu hvor du føler dig tryg. men du kan ikke lære noget fra mig om at være kvinde. det må du lære fra andre kvinder og siden du har så stort problem imod din mor så vil dine søstre være det næstbedste valg." sagde han og lænede sig endnu mere tilbage.
han vendte stolen så han kunne både se Rafaela og Zantanna.
"jeg regner med min pige at du gør hvad dine søstre fortæller dig som var det en ordre fra mig af. og jeg forventer at kun at høre godt fra dine søstre af. og dig Zantanna. jeg forventer at du hjælper hende med at komme både videre og sørger for at hun følger de betingelser hendes søstre sætter sig for hende." sagde han. han virkede ikke til at være aggressiv eller noget men man kunne se at han var en konge der var vant til at folk gjorde hvad han sagde.

Da Zantannas navn blev nævnt rettede hun sig en smule så hun blev en smule højere, det var noget hun havde været vant til at gøre når hendes navn blev nævnt hun havde den gang gjort det for at være farlig, men så var det blevet en vane. Det var ikke fordi hun ville virke farlig som sådan, men denne gang nok fordi følte sig vigtig i denne mission hun havde fået af selveste kongen af Doomsville ” jeg lover at gøre mit bedste sir” sagde hun stille og var lige ved gøre honør, men tænkte at det var bedst at hun lod være det var ikke sikkert at kongen ville synes det var sjovt. Hun kiggede på Rafaela tog nogle få skridt imod hende ” lad os klare dette her sammen, du hjalp mig engang og jeg vil gerne hjælpe dig” sagde hun for at forsikre hende om at der intet farligt ville ske. Hun rakte hende hånden i håb om at hun tage den. Zantanna vidste godt hvor svært dette her måtte være for Rafaela. Det havde også taget hende tid fra at hun blevet fri til at vænne sig til friheden. Zantanna havde haft Emiliy og nu tillbyd Zantanna at være der for Rafaela. Som sagt ville Zantanna ofre sit liv for Rafaela. Hun lyttede til det andet der blev sagt, med et blik hvilede varmt på Rafaela og smil som bar alt den varme Zantanna kunne præstere. Hun var sikker på at de nok skulle klare dette her sammen.

Hun sad stadig på hans skød og kiggede på ham imens han snakkede. Hun sukkede lidt og nikkede til det han sagde om det han forventede af hende "Jeg skal nok prøve far det lover jeg dig. Jeg skal nok gøre mit bedste" sagde hun lettere opgivende. Hun følte sig virkelig utryg ved hele situationen, men hendes søstre ville være der så måske ville de være søde ved hende. Ville de ikke? De vidste hvad hun gennem gik. De var der jo selv den dag. De så hvordan han var kommet ind en time efter fødslen. Hun havde vel lov til, at håbe. Hun kiggede på Zantanna og nikkede til det hun sagde. Hun kiggede dog op på hendes far da Zantanna rakte sin hånd frem. Hun vidste der ikke var plads nok til dem alle hjemme ved Zantanna og hun ville vide hvordan det skulle foregå og hvor det skulle være henne "Men far. Zantanna sagde lige før, at der ikke var plads til os alle sammen hjemme hos henne så hvad gør vi?" kiggede hun spørgende og lettere nervøst.

Sakref rømmede sig.
"der er en tom bolig i Angerforge distriktet som jeg ejer. det bliver brugt som et flugtsted for dem jeg kender og den er stor nok til at alle kan bo der. selv Emily. der er møbler der henne også men det hele trænger nok til at få en klud og noget sæbe. det regner jeg med at i selv kan klare. ellers så står boligen til rådighed for jer, det er nummer 66 og nøglen er gemt under potteplanten foran huset." sagde Sakref og kiggede på dem. det var lidt som om hans blik var meget neutralt lige nu. hverken kommanderende eller magtfuld lige nu. men heller ikke svag.
"dine søstre er på deres etage. du ved hvor det er. sig til pigerne at jeg har givet ordre på at de skal lære dig op i kvindernes snedighed og list. samt det normale fysiske træning en kvinde normalt laver." sagde han og tvang et lille smil frem.
han drejede rundt på stolen hen imod en kommode og åbnede en skuffe. der trak han en pose frem og smed hen til Zantanna og forventede at hun greb den.
"her er 200 guldstykker. det burde være nok til at både mad, drikke og hvad end der ellers kunne være behov for. hvis pengene bliver brugt op så kontakt mig." sagde han og havde vendt stolen tilbage til sin normale vinkel.
"en sidste ting Zantanna. hvis du klare denne opgave godt og Rafaela får lært de ting hun skal lære, så kan du se frem til at boligen er din, samt en pose med guld double så stor som den du lige har fået. husleje skal du ikke tænke på med boligen fordi det er min ejendom." sagde han og smilte til hende, det var som om han var så småt var begyndt at få energi igen imens han snakkede med dem.

Rafaela havde ret hun havde ikke meget plads, men de fundet ud af det alligevel, hun havde stadig hånden fremme så hun kunne tage den når hun klar, Zantanna greb posen med lethed med den anden hånd, da han kastede den hun nikkede taknemligt til ham. Det var urtroligt at han turdte betro sin døtre til hende, eller det sige de tre af dem havde ikke noget valg. Hun vidste at de nok skulle klare det. Hun trak vejret kort inden hun lagde pegnene i lommen. Hun rettede sit blik imod ham da han igen henvendte sig til hende hun ville gøre alt for at få Rafaela på fode igen. Hun kendte ikke til Rafaelas søskende, men det ville hun snart, hun håbede at de ikke var så slemme.
Hun smilede taknemligt, men indenvendig var hun ved at springes. Vis hun klarede dette her ville ikke skulle bo i det lille faldefærdige hus. Hun færdig med tage penge fra hendes ofre ” Det næsten alt for meget” sagde hun vis ikke det var fordi Rafaela sad på hans skød havde hun givet ham et kæmpe kram. Vis de klarede dette her så ville hun ikke skulle være bange for Emiliy blev syg fordi huset var for ubolig. Hun kiggede på Rafaela hendes hånd stadig rakt frem ” kom så finder vi dine søskende” hun var så taknemlig, tænkt at hun hadet Rafaelas far.
Han var en rar konge som brød sig om sit folk og sine børn, noget hun aldrig havde haft, Rafaela var heldig at have en familie som ville tilgive hende. Hvor vidt hendes indblanden havde haft noget med hans ændring af hans holdning vidste hun ikke, men hun vidste at de begge ville Rafaela det bedste. Han var udover det også den første konge hun mødt og sikkert også den sidste.

// i må undskylde at det tog lang tid, men været syg//

Hun lyttede stille til det Sakref sagde til dem. Hun var van til og gøre rent. Huset kunne vel ikke være værre end og gøre rent nede i laboratoriet efter forskellige forsøg og de dyr der var dernede i deres bure. Hun nikkede stille til det han sagde "Det kan vi sagtens. Er blevet god til og svinge med en klud efterhånden" grinte hun let for sig selv. Hun havde brug for og få noget positivt ud af alt det som faktisk skræmte hende. Hun var utryg ved og skulle blive sendt ud af slottet uden hendes far var der til og kommandere med hende. Hun lyttede stille til ordren og nikkede "Javel" hun rejste sig og gik ud af kontoret og lod Zantanna være alene med Sakref. Hun stollede på, at hun ville klare det. Det ville sikkert ikke vare særligt længe før hun var tilbage. Hun var overhoved ikke til stede da Sakref var begyndt og snakke med Zantanna.
Rafaela gik op på søstrenes etage og ledte efter dem. Hun havde ikke snakket med dem længe og var blevet meget nervøs. Hun vidste ikke hvilket syn de havde på hende siden hun mistede barnet. Hun bed sig usikkert i læben og bankede på ind til deres værelse. Hun gik ind efter lidt tid og fandt dem "Jeg skulle sige fra far, at i skal med mig og en anden til et af hans huse, hvor i skal lære mig op i kvindens snedighed og list. Samt normal fysisk træning en kvinde nu en gang laver" sagde hun stille til dem. Man kunne tydeligt høre hun bare havde talt ud efter Sakrefs mund og hun var usikker på, hvad hun skulle sige.