I hate this night! //Zantanna//

S: Doomsville - Rotten Root District
T: Nat
V: Koldt
O: Huse
P: En lilla kjole der er ødelagt, forbindinger på håndled, hoved og på anklen

Rafaela humpede hen imod sit hjem. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun havde ondt i hver en del af sin krop. Hendes højre fod sad forkert og var brækket. Det eneste der var til og støtte foden var en forbinding, hendes højre hånd var forstuvet og var også forbundet ind så hun ikke kunne bevæge hånden eller fingrene. Hun havde samtidig en forbinding rundt om hovedet da hun havde slået hovedet voldsomt efter et styrt fra en trappe samme nat. Samme nat som hun var blevet voldtaget af en fyr ved navn Chev. Hun kendte ham overhoved ikke. Det hele var næsten lige sket og Chev havde ladet hende gå. Hun var møg beskidt over det hele da hun var væltet så mange gange og samtidig var hendes muskler stadig i små kramper efter alle de stød hun fik igennem sig. Hun mærkede hvordan folk kiggede på hende hver gang hun væltede. Der var ingen der støttede hende.

For Zantanna var specielt denne nat noget særlig, var denne nat for et par år siden hun formåede stikke af fra hendes såkaldte forældre, hun smilede svagt da en lugt af et væsen hun aldrig havde mødt før ramte hende lige i hovedet, hun skyndte sig at følge færten. Hun var nær væltede over denne pige, hun så ikke ud til at havde det godt, hvad skulle hun gøre, hun kunne ikke vende hende ryggen, siden hun havde mødt Sansa en ikke helt almindelig engel havde hendes hoved blevet virvar af tanker, følelser og forvirrethed. Hun var blevet blød, hun sank svagt klump imens hun fulgte pigen med øjnene. Hun kæmpede virkelig med sig selv lige nu, men de nye følelser fik taget over og begyndte gå hen imod pigen for at støtte hende, hendes sorte kjole afslørede den hvide marmor hud, da hun rørte pigen ville de døde og kolde hud i hvert fald afsløre hende, men hendes øjne bar ikke tegn på had eller foragt som de burde, men lysten til at hjælpe dette væsen vidste sig stærkt i hendes blik.
Man kunne tydelig se at dette her var nyt for hende, hun passede ekstra meget på ved tage hende forsigtigt i armen ” er du okay?” spurgte hun, dog kom hendes stemme til lyde lidt mere ligegyldig og da hun opdagede slog forvirret blikket ned i jorden. Det var ikke fordi hun ville lyde ligegyldig, men det var altså nyt og det bekymre sig var noget som var forbudt for hende den gang hun var lille. Græde var også noget der forbudt for hende, men hun hørte pigens hulken vidste hun at et eller andet slemt var sket, hun mærkede hvordan pigen væltede ved de skridt hun tog og flere gange måtte hun prøvende rive hende en smul op ad.

Var folk bange for, at Chev ville skade dem, hvis de hjalp hende? Hun forstod ikke hvorfor hun ikke fik hjælp. Hun vidste dog en ting og det var, at hun måtte snakke med sin far om det. Hun ville vide, hvorfor folk var sådan at de ikke vllehjælpe folk der blev ydmyget på den måde og var kommet til skade. Hun turde ikke en gang gå hen til Zero for han ville sikkert springe i luften over det der var sket. Hun følte sig ynkelig og svag. Hun fik et chok da hun mærkede noget koldt imod hendes arm. Hun kiggede hurtigt hen på pigen der holdt fast i hendes arm. Man kunne tydeligt se på hende at hun var bange, utryg, forvirret og var i chok samtidig. Følelserne kørte rundt i hendes krop. Hun kiggede på pigen der så lige så forvirret ud som hun selv gjorde. Ville pigen støtte hende? Hun holdt dog stadig fast i hende for, at støtte hende imens hun humpede afsted og hjalp hende op når hun væltede. Hun havde så ondt i foden, at hun kunne sætte sig til, at stortude over det. Hun rystede lidt på hovedet da hun hørte pigen spurgte om hun var ok. Hun virkede nu heller ikke til og være meget interesseret i om hun var ok eller ej, men der var noget i hendes kropssprog som sagde det modsatte.
Hun humpede hen til en bænk ikke så langt fra dem og satte sig ned. Hun kiggede ned i jorden med tårerne løbende ned af sine kinder "Tak for hjælpen..." man kunne høre på hende at hun var ked af det og var utryg ved det hele der skete rundt omkring hende på dette tidspunkt.

Zantanna vidste ikke hvordan hun skulle tackle at pigen græd, hun vidste ikke hvad hun skulle for at trøste, for hun var ikke sikker på at ord ville hjælpe. Hun var stadig forvirret, men hun måtte ligge det til side for ikke at glemme pigen, hun satte sig ned ved siden af hende, hun kiggede ned i jorden for vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun smilede svagt inden vendte sit blik imod pigen igen ” mit navn er Zantanna” svarede hun og vidste ikke helt om det var det rigtige  sige, men det kunne heller ikke sidde i stilhed for evigt, hun måtte jo sige et eller andet og alt andet virkede forkert, men det kunne også bare være hende. Hun gav forsigtigt slip på pigens arm da de nu sad på bænken.
Zantanna ville gerne sprøge om hvad der sket, men hun sikker på at det ikke var godt for pigen huske, desuden huskede hun vel sagtens selv hvad der sket og Zantanna kunne sikkert ikke gøre ret meget. Hun lod sine fingerspidser ramme hinanden i en nervøs bevægelse, hun var nervøs for at hendes adoptiv far måske ville komme det derfor at hun måtte få pigen sikkerhed inden de kunne snakke rigtigt og det gav hende tid til at se om hun kunnne stole på  pigen, men lige nu kunne de godt sidde lidt selvom det gjorde hende nervøs, havde det været imens hun boede ved hendes adoptiv familie var blevet slået til plukfisk, derfor var det så svært for hende, men det hjalp ikke synderlig meget.

Det undrede hende at folk ikke havde villet hjælpe denne pige for hun virkede overhovedet ikke så slem, men der måtte være noget som skræmte dem ved denne pige, heldig for pigen var Zantanna ikke bange, hun prøvet lidt af hvert i sin tid. Hun betragtede folkene som havde travlt med hvad de nu havde travlt med. Hun fik øje på kvinde som stirrede på dem, hun var ikke synderlig pæn faktisk lignede hun boldt så tyk var hun, hendes hår var ikke blevet vasket længe, det var fedte og hang i klisterne ned over hendes ansigt, men det måtte hun vel selv om. Vis hun prøvede på noget skulle Zantanna nok ordne det.

Rafaela Sad stille og kiggede på sit håndled som var forbundet. Hendes fod og hendes hånd dunkede som om nogen hamrede på dem med en hammer. Hun kiggede på kvinden "Jeg hedder Rafaela..." hun ville ikke sige sit efternavn da de fleste kendte til hende og hendes familie. Hvem kendte ikke Rafaela som Sakrefs datter? De fleste kendte hende dog pga hendes efternavn og pga hendes udseende. Hun bed sig i læben og prøvede, at forestille sig hvordan hendes far ville reagere når hun kom hjem. Han ville sikkert give hende stuearrest og straffe hende som han altid gjorde, men det gjorde nu ikke så meget alligevel da hun vidste at hun ville kunne få alt hvad hun ville af ham. Hun kiggede på Zantanna "Hvorfor vil du egentlig hjælpe mig?" man kunne godt høre på hende at hun undrede sig over det, men det var heller ikke normalt at folk turde og hjælpe Sakrefs datter. Hun var nu også den eneste fra familien der gik udenfor slottets mure uden videre.

Zantanna anede ikke hvad hun skulle svare, for hendes hoved gav det ingen mening at sige sandheden, hun endte med trække kort på skulderne. Hun kunne ikke sige sandheden og fortælle Refaela sandheden, for så ville hun vide mere om Zantanna og det kunne gøre hende til mål for hende vampyr familie og det ville hun ikke ønske for nogen, hun kiggede sig over skulderen for at tjekke at der ingen lyttede derefter kiggedeover på kvinden, som åbenbart havde mistet Interessen for dem og var gået. Hun vendte derefter blikket og stirrede stift på Refaela, hun havde ikke gjort noget galt, men de kunne ikke ” vi kan ikke snakke her, det er for farligt” sagde hun og mente ikke at det ville blive for farligt for hende, men for Refaela, hun vidste at han ville gøre hende og hendes nye bekendtskaber til redskab for at fange hende, men hun lige lært at det var venskaber da gjorde en stærker og at had kulde dømte en udelukkede en.

Rafaela var forvirret der var noget ved hende der fik hende til, at stole på denne Zantanna og alligevel var der noget som sagde hende, at det var en person som kunne være farlig, at kende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene overhoved. Hun var så dårlig til, at bedømme folk. Hun havde trådt forkert for ofte fordi hun stollede blindt på folk. Hun lagde dog sit hoved undrende på skrå da Zantanna sagde at det var for farligt at fortælle sandheden. Hun var samtidig blevet nysgerrig "Hvorfor er det farligt og snakke her?" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var blevet nysgerrig. Hun kiggede ned på sin fod der lå helt skævt og det var tydeligt, at se, at det ikke bare var en lille fortuvning som hun havde antaget til, at starte med, men at den rent faktisk var brækket.

Man kunne tydeligt se at det irreterede hende at Rafaela blev nysrrig, det var også en af de følelser hun ikke havde haft lov til at opleve for sine forældre i det hele taget havde hun fået lov til føle ret meget, men så smilede hun overbærnede til den anden pige, hun ville gerne fortælle hende det, men ikke her og ihvertfald heller ikke andres påhør. Zantanna stolede ikke på særlig mange og dette her med at have følelser var nyt for hende. Hendes vampyrfamilie eller hvad man nu skulle kalde dem, ledt efter hende og derfor vigtigt finde et sted hvor de kunne snakke, men lige nu måtte de holde pause snakke om hvor kvæstet pige skulle hen.

Hun kiggede op på pigen og opdagede, at hun var blevet irriteret. Hun var nok ikke så glad for, at nogen var blevet nysgerrig omkring hende og ville videre mere om hende. Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige for nu følte hun, at hun havde dummet sig ufattelig meget. Hun kiggede dog op på pigen igen og smilede lidt da hun så det overbærende smil hun havde på læberne. Hun kiggede rundt i et stykke tid og vidste ikke hvad hun skulle sige til hende overhoved.

Zantanna kiggede op på Rafaela, hun rettede sit blik imod hendes fødder hun havde snert et af frygt i sit blik, hun bange for at bringe hende fare hun anede ikke at pigen havde indfyldelse rige forældre for Zantanna var hun en der skulle have hjælp med at komme der hen hvor hun skulle. Frygten var væk og erstattet med et lidt hårdt udtryk det var ikke fordi hun var sur på Rafaela, men hendes adoptivforældre de ville kunne bringe hende i fare. Hun sank en klump " har du et mere privat sted vi kan snakke" spurgte hun og havde bestemt sig for at snakke, men bare ikke her for hun vidste ikke hvem hun kunne stole på og stedet var for åbent. Zantanna rejste sig klar til at løfte pigen så hun ikke skulle støtte på hendes dårlig fod

Rafaela kiggede rundt og spekulerede på hvordan hun skulle komme hjem uden, at skulle vise alt for meget hvem hun var eller noget. Hun kiggede ned i jorden og prøvede og gennemgå hvordan hun skulle forklare sin far hvad der var sket. Hun var ikke direkte bange for ham, men han havde en meget stor magt og kunne nemt sørge for, at hun ville få svært ved og snige sig ud om natten uden og blive opdaget. Hun kiggede på Zantanna og rystede på hovedet "Nej det har jeg ikke" hendes stemme var lav. Hun ville ikke havde kvinden hele vejen med hjem til slottet for hun havde en ide om, at hendes far ikke ville bryde sig særligt meget om det.

Zantanna smilede svagt kiggede sig over skulderen, hun sank svagt en klump og en smule frygt kunne anes i hendes øjne. Hun sank endnu en klump og frygten forsvandt. Hun tydelig bange og det gjorde hende forvirret og vred, hun havde altid fået at vide at frygt var ting som kun svage mennesker følte og venner også gjorde en svag. Hun rettede sig en smule i ryggen inden kiggede på Rafaela et nervøst smil bredte sig over hendes læber " du skal vide at vis fortæller dig om mig kan du måske komme i fare, derfor vil gerne at finder et sted hvor der ikke er så mange mennesker" sagde hun halv hviskende. Hun kunne slev høre frygten i hendes stemme, men hun regnede med at fordi Rafaela ikke kendte hende så godt at hun ikke kunne høre den. Hun bed svagt læben da hun kom i tanke om pigens fod " jeg skal nok løfte dig, men vi finde et sted der mere tomt" sagde hun og denne her gang mere bestemt.

Rafaela kiggede stille på Zantanna og kunne godt se på hende, at alt ikke var som det skulle være. Hun kiggede rundt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre for og hjælpe denne pige da hun også selv havde problemer som hun skulle tage sig af først og fremmest. Hun kiggede lidt på Zantanna "Jeg er van til, at mit liv er i fare konstant. Hvi du bare vidste hvem min far er så ville du forstå det meget bedre" hun sukkede lidt og spekulerede lidt på, hvad der egentlig var som kunne gøre at denne pige ville få hendes liv i fare. Hun nikkede stille til det med, at hun ville løfte hende og de skulle finde et mere skjult sted "Kender du et sted?" hun prøvede selv og komme i tanke om hvor der kunne være et sted de kunne være mere skjult for alle andre folk.

Zantanna løftede hende forsigtigt op, imens hun holdte hun øje med at hun sad godt i hendes arme, da hun havde ikke lyst til klemme for hårdt. Hun rettede blikket rundt for finde et sted der så mere tomt ud. Et sted hvor hun kunne føle sig tryk ved at fortælle hvem hun var og hvad hun rigtigt hed, hun anede ikke hvad der sket med hendes rigtig familie og hun havde ikke tænkt sig at finde dem faktisk var det dem der havde givet hende væk. Hun havde en svag mistanke om at de stadig levede måske som vampyrer, men hun havde aldrig haft tid til at undersøge det. Hun gik forsigtigt for ikke at tabe Rafaela " hvad er du engentlig?" spurgte hun hendes stemme var lige nyserig som Rafaela stemme havde været det før, hun havde ikke mødt ret mange andre væsner, en engel og 3 dæmoner, mange af dem brød hun sig ikke om, men der nogle få som måske kunne blive hendes venner. Hun sank svagt klump gik ind af tom side vej. Her kunne de snakke. Hun satte hende ned så kunne støtte ryggen op af muren og satte sig derefter ved siden af.

Hun sagde ikke synderlig meget starten fordi hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte og hvor hun skulle slutte, men til sidst begyndte hun alligevel fortælle hende om hendes rigtige foorældre, som havde givet hende væk, hun havde senere fundet ud af at det var en pris for hendes rigtige familie kunne få hjælp med noget, men mere havde han ikke sagt, derefter fortalte hun Rafaela om hendes 6 år i fangekælderen hvor den havde stået på totur vis bare tænke en tanke forkert. Hun stoppede til sidst hun havde ikke fortalt hende om hendes mage og forvandler, han troede ihvertfald at han var hendes mage. Hun vendte blikket bort inden hun sukkede " mit rigtige navn er Anna Bloomwood" svarede hun hendes stemme var blevet en smule hårde end før, men det var ikke rare minder for hende.

Rafaela holdt fat om Zantannas hals da hun blev løftet op. Hun gjorde det kun for, at gøre hende lidt lettere for Zantanna. Hun kiggede rundt da Zantanna begyndte og gå med hende. Hun vidste ikke helt hvor de skulle hen, men hun vidste det ville være et sted hvor Zantanna ville føle sig tryg og ville kunne fortælle hende det hele. Hun kiggede lidt på Zantanna da hun spurgte hvad hun egentlig var. "Jeg er en dragonlycan. Du ved en race der kan forvandle sig fra menneskeform til en stor drage. Det er forresten en meget sjælden race nu om dage" hun kiggede lidt på Zantanna. Hun vidste ikke om Zantanna kendte til den race, men hvis hun ikke havde gjort det inden gjorde hun det ihvertfald nu. "Det er også derfor min hudfarve er så...sjov" hun grinte lidt over det for hun havde 2 forskellige hudfarver. Den lillae og den sandfarvede.
Hun satte sig ned på jorden da hun blev sat på jorden. Hun kiggede på Zantanna og lyttede til det hele hun fortalte. Det var både interessant, men også lidt uhyggeligt. Meget af det som Zantanna fortalte passede også til det Rafaelas liv handlede om. Rafaela kendte dog ikke til det endnu og hun vidste ikke, at hun snart ville finde ud af det. Hun tyggede lidt på Zantannas rigtige navn. Hun kunne bedre lide det navn hun hellere ville kaldes "Må jeg godt kalde dig for Zan?" hun kiggede spørgende på Zantanna. "Hedder forresten rigtigt Rafaela Zain Morladin" hun havde et andet efternavn også, men det kendte Rafaela heller ikke til.

Hun smilede bredt da hun spurgte om hun måtte kalde Zantanna for Zan hun havde aldrig haft kælenavn før og havde sagt det til sine fangevogter at hun ville have et, havde givet hende smæk. Sommetider ville hun ønske at hun havde kunnet forblive et menneske der var mange ting hun aldrig ville få fordi hun praktisk talt var levende død. Hun vendte sit blik imod Rafaela og smilede bredt " jeg vil være beæret vis du ville kalde mig for Zan" sagde hun begyndte lige så stille at åben sig mere op, hun fik store øjne de var næsten ved falde ud af hovedet på hende " en drage? Hvor sejt" mumlede hun og kom til grine hun turde ikke gøre det i sin fars nærvær. Hun vidste ikke helt hvem Rafaelas familie var hun levet i en kælder det meste af sit liv. Hun fortalte hende nu hvor følte at de måske ville kunne blive venner at hun blev udsat for totur den gang hun var mennske for græde, grine og være sød ja selv venner gjorde hende svag efter deres mening. Hun fortalte Rafaela at de havde hendes taget hendes træ dukke Zantanna fra hende fordi hun havde grædt derefter havde fået lussing. Hun først nu begyndt at opleve hvad det var at følelser igen og der var så mange af dem der forvirrede hende " Faktisk så måtte jeg ikke vise følelser og nu hvor jeg har dem forvirre de mig" sagde hun til sidst, hun havde lært at følelser og venner ikke gjorde en svag, men stærke.

Rafaela smilede stille over, Zans reaktion på, at få et kælenavn. Hun var glad for, at pigen kunne lide det. Rafaela lyttede stille til det hele som Zan fortalte. Hun havde ikke troet, at en person kunne opleve så meget og når hun så tænkede længere over det havde Luce oplevet mere end en person skulle kunne nå på et helt liv. Hun kiggede stille på Zan "Det gør mig ondt, at du har det sådan der og har haft en sådan liv. Men du kan altid sige til, hvis det er, at du har brug for min hjælp til noget" hun smilede venligt til Zan og lagde sit hoved let på skrå "Kender følelsen af, at være forvirret over sine følelser" hun sukkede lidt og kiggede roligt på Zan.

//Sorry, at mit svar er kort, men døjer meget med siden for tiden så svare kun hurtigt og kort for, at det virker ^^//

Zantanna følte sig godt tilpas i Rafaelas nærvær, hun anede ikke at det kunne være så rart at have nogen snakke med også selvom at det betød at de kunne være i fare, især nu hvor de vidste at hun gik under navnet Zantanna, hun smilede svagt, hun ville helst ikke blotte sine tænder alt for meget. Hun vidste også at det betød at blotte sine tænder kunne skræmme folk. Hele Zantannas liv havde været en kamp hun huskede kun så lidt om sine rforældre altså de rigtige, de kunne vel ikke være så slemme de havde jo givet hende til familie der havde penge, men problemet var bare at de dumme og onde, men mere nåede hun ikke tænke over det før hun kiggede over på Rafeala " de trænede følelserne ud af mig og gjorde mig til et forfærdeligt monster" sagde hun stille havde stået for at få mennesket ud af hende, men det stået til hende havde hun været menneske, det så betydet at hun ville forlængst ligge graven og kunne ikke snakke med Rafaela. Et svagt suk unslap hende og hendes blik rettede sig på hendes sko. Hun vidste at de ikke var alene, færten af vampyr ramte hendes næsebor, der var genkendeligt dog var det ikke hendes adoptivfar, hun blottede advarende sin tænder og rejste sig med sæt op.
hun gik tættere på Rafaela og stod nu i vejen vis vampyren skulle prøve på noget skulle han ikke slippe afsted med det. hun ville personligt sørge for at den ville fortryde. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige så afventede, hun gispede forrundret over vedkommende der kom, de var hende hun set ved bænken, håret havde samme farve som Zantannas og øjne der mødte hende var lige så mudderbrune som hendes, dog var der ingen genkendlighed at spore i Zantannas øjne, men vampyren blev stående og gjorde ingen tegn til at ville gøre hverken Zantanna eller Rafaela noget.

Lidt efter kom der en mand som stod bag kvinden, Zantanna var stadig i beredskab og meget lav og faretruende knurren undslap hendes smalle læber. Kvinden og manden stod og hviskede til hinanden som de vidste noget hun ikke gjorde, det gernerede hende " hvad vil i?" spurgte hun med stemme som dyb og truende at det næsten ikke lød som stemme der kom fra en pige, men en mand. De kiggede på hinanden kvinden begyndte at tale.
Kvinden fortalte at de var hendes rigtige mor og far som sendt hende væk for at redde kvinden, det var den eneste måde at Zantannas mor kunne overleve. Uden bidet fra en vampyr havde hun været død, de havde lavet en aftale med Daniel som hendes adoptivfar hed at for de begge to kunne blive bidt skulle han have Zantanna i bytte. De havde fortrudt hver eneste dag siden. Zantanna kunne ikke tro sine engen øre, havde de solgt hende for at de kunne overleve. Havde overhovdet tænkt på hvad hun ville gennemgå

Rafaela følte sig godt tilpas i nærheden af Zan. Hun havde det som om,de havde kendt hinanden i flere årtusind. Selvom hun ihvertfald ikke havde levet så længe, men følelsen af at de havde kendt hinanden så længe føltes sjovt da hun næsten ingen venner havde udenfor slottets mure.
Hun kiggede lidt undrende op på Zan da hun rejste sig og var gået tæt på hende. Hun kunne ikke helt regne ud hvad det var selvom lugten af vampyre kørte rundt i området. Hun kiggede hen imod udgangen hvor kvinden og manden stod. Der var noget underligt ved dem, men hun kunne overhoved ikke se hvad det var. Hun lyttede til det de fortalte Zan. Hun kiggede op på Zan og rejste sig besværlig op. Hun støttede på sin,raske fod og lagde en hånd på Zans skuldre og gav den et lille,klem som tegn på at hun ville være der for hende. Hun kiggede skiftevis på Zans forældre og på Zan

Zantanna blottede sine tænder og ville ikke høre fornuft i det de sagde for det de havde gjort var helt forkert, de havde ødelagt hendes liv og lige nu kunne hun ikke se dem i øjnene tænk at de kunne sælge deres eneste datter for at overleve. Hun fnøs kort og inde i hendes hoved dannede ordene sig og bredte sig til sidst til mund hvor de fløj ud " forsvind jeg har ikke brug for jer, i kommer for sent" hendes stemme var kold, men vis man hørte efter kunne man høre at hun var såret lige meget hvor meget hun prøvede på skjule det. Hun sank svagt en klump inden hun vendte sig om for se på Rafaela, det der skete nu var for meget for hende og hun løftede Rafaela op uden at spørge og begyndte at gå længere ned i gyden, hun ville aldrig se dem igen. Hun havde længe søgt en forklaring på hvorfor, men nu hvor hun hørte den gjorde den o hende trist, hvorfor havde de lige slået handel af med den dummest og ondeste mand i verden. Hun satte Rafaela ned og lugtede stadig lugten af forældrene som hun ikke kunne tilgive, hun følte sig håbløs hun ville aldrig få sin familie tilbage og den hun havde ville hun ikke have tilbage, hun sukkede " jeg har længe tænkt over hvorfor" sagde hun hendes stemme var ikke kold mere, men meget trist og for første gang længe følte Zantanna sig skrøbelig og sårbar.
Hun kiggede op på Rafaela som om hun kunne svare hende på hvad hun skulle gøre, Rafaela var det første andet væsen som havde set denne sårbarhed og hun var den første hvor Zantanna ikke gjorde noget for skjule sine følelser, hun bed sig svagt i sine læber. Hun havde ikke andet familie end sig selv og det fik hende til falde yderligere ned i humør skalaen.

Rafaela havde ikke tænkt sig og blande sig i Zans og hendes forældres problem lige nu. Hun ville se og vente på hvad der ville ske. Hun kunne tydeligt se på Zan at det var lettere umuligt, at få en ordentlig snak med hende. Der var for mange følelser der spillede bold inden i hende. Rafalea forstod hende nu også godt. I virkeligheden havde hendes forældre næsten gjort det samme ved hende. Født hende og få uger efter ladt hende alene i en skov, hvor Sakref fandt hende og tog hende til sig og opdragede hende. Dette kendte Rafaela nu intet til, men der ville ikke gå mange måneder endnu før hun vil komme til og kende til sandheden.
Hun gjorde ingen modstand da Zan løftede hende op og gik videre med hende. Hun ville vente til hun kunne se på Zan, at hun havde brug for hende og hvis hendes beregninger var korrekte ville der ikke gå lang tid før Zan ville knække helt.
Hun kiggede roligt på Zan igen da hun havde sat Raf ned. Hun lod Zan stå lidt og tænke tingende igennem før hun ville sige det hun havde på hjertet. Det gjorde næsten helt ondt på hende, at se Zan være så skrøbelig og ked af det. Hun gik hen og omfavnede Zan "Sandheden er ikke altid den man troede eller håbede på Zan" hun kiggede Zan i øjnene med et roligt og følsomt blik. Hun aede kort Zans kind "Dine forældre har haft deres og kæmpe med, men hvis jeg skal sige en ting der er positivt ved, at de lod dig væk til ham som du kalder for far. Så er det, at du er blevet forvandlet og vi 2 kunne mødes" man kunne tydeligt se og høre på Raf at hun mente hvert et ord. Hun krammede Zan tæt ind til sig "Måske føler du ikke, at du kan tilgive dem her og nu, men det skal du heller ikke før du føler dig klar til det. Hvis jeg var dig havde jeg taget den med ro og lade dem vise mig, hvor meget de egentlig holdt af mig og hvor meget de fortrød det de gjorde." hun vidste ikke om Zan ville høre på det hun sagde, men hun kunne da prøve og hjælpe hende.

Zantanna tørede øjnene selvom der ingen tåre kom ud af dem, så hu følte sig aligevel nødsaget til at gøre det så hun kunne komme videre, hun kom langsomt tilbage da hun mærkede Rafeala hånd imod hendes kind, det var ikke den berøring som hun var vant til men hun acepeterede den fordi den kom fra hende og fordi hun var den første sådan rigtige søde person hun havde mødt. Man kunne godt sige at hun faktisk kun havde sig selv og nu måske Rafeala, hun lod svagt sine hænder falde ned på sit bryst der hjertet var, der var selvfølgelig ingen rytme derefter lod forsigtigt sin hånd på Rafealas bryst mærkede hendes hjerteslag, dog holdte hun den ikke særlig længe for så krammede hun Zantanna. Hun blev forrundret normalt ville slagene hagle ned over hende, men her kunne hun være sig selv. Hun ville ikke forklare Rafeala hvorfor hun havde gjort, men noget i hende var misundlig, over at hun havde levende hjerte og hendes bare dødt i kroppen på hende.
Zantanna kiggede på hende efter et stykke tid i sine egne tanker noget fik hende undrede sig over at ingen havde turdet at hjælpe en såret person, men vis ikke hun havde gjort det hvade hun aldrig mødt Rafeala desuden havde hun jo ret det med at hendes hjerte ikke slog havde gjort at hun kunne sidde her med en person som måske kom til betyde noget, det håbede hun for syntes allerede nu at de havde en del til fælles uden hun helt kunne sætte finger på det. Hun måtte vide hvad der var sket, men turdte hun spørge hun kunne ikke forstå at folk ikke ville hjælpe måske var det fordi de var bange for noget " nok om mig, men hvad sket med dig?" spurgte hun kunne ikke skjule at hun var en smule bekymret over hende hun måtte se at få Rafeala hjem, men først skullle hun fortælle hende hvad der var sket.

Rafaela lod roligt Zan lægge en hånd på hendes bryst. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke slog hendes hånd væk, men det var nu også ligemeget for det varede ikke særligt længe hun holdt sin hånd der.
Hun kiggede lidt ned i jorden og trak vejret dybt nogle gange "Tror jeg bare starter fra starten af hvad der skete denne aften. Jeg var henne ved en...ven kan man vel godt kalde ham. Jeg tog afsted fra ham af og faldt ned af en trappe på kroen. Jeg besvimede og slog foden, hånden og hovedet. Allerede der skadet jeg foden. Da jeg vågnede lå jeg på en sofa nøgen og kendte ikke stedet pludselig kom ham her fyren hen..." hun fortalte om hele episoden om Chev der havde givet hende stød, tvunget hende ud på gaden hvor han havde skadet en pige og tvunget en anden mand til og være med til og voldtage hende. Hun fortalte alt hun kunne huske. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun ikke var stolt af det der var sket og hun faktisk var blevet bange for ham.

//Efter dit svar ville det passe meget godt hvis Chev kom ind der ^^//

// jep det tænker jeg også//

Zantanna lyttede det var forfærdligt, hvor ville hun ønske at hun kunne gøre noget hun svagt en hånd på hendes skulder, hun sukkede svagt " det er jeg ked af at høre" sagde hun lød ikke så trist som før dog var hun bekymret over det sket, hun følte sig usikker over hvad hun skulle gøre hun ville ønske hun kunne gøre noget. Hun bed sig svagt læben betragtede " vi må heller få dig hjem" sagde hun vis ikke hun ville sige hvor hun boede ville hun tage hende med hjem. Der ville hun være tryg og hun ville gøre. Zantanna følte sig en smule nervøs hun kunne ikke sætte en fingre på hvad det var, men steming i hende var en smule dyster hvor ville hun ønske at hun kunne gøre noget og var blevet vred og hendes øjne blev røde og det indikiere enten sult eller vrede, hvordan kunne nogen være så ondskabsfulde. Hun knyttede svagt hænderne " hvordan kan finde på at gøre det?" hendes var vred

En svag klappen kom fra den ene ende af den forladte vej. Og en mand kom gående hen imod dem. Til at starte med var det som om det var en drøm. Tåget. Og gjorde at man ikke kunne se hvem han var. Men efterhånden som han gik tættere på dem. Begyndte hans udseende at kunne genkendes. Stemmen der kom ud af hans læber var rug og virkede lidt hæs. Men den var dybt alvorlig alligevel. "Ser man det. Det ser ud som om at du ikke kan følge en direkte normal ordre Rafaela." sagde han roligt og smilede svagt. Langsomt begyndte tågen at ophøre. Og lyset fra månen lyste hans ansigt op. chev's ansigt. Han grinte svagt. Og frembragte et haglgevær som havde siddet på hans ryg. Og sigtede så på dem begge. "Jeg troede du havde lært det." Sagde han roligt og gik tættere. Før han roligt sigtede på vampyren. "Tænk at fortælle det til en vampyr? Jeg troede ikke vampyrer var venlige. Men det er du nok heller ikke om lidt. Når du høre hvem det er du har trodset ved at lytte. Dette er min by. Ja jeg er en varulv." Sagde han og bukkede kort. "Jeg er beæret over at få denne rige mulighed for at skade en ærkerivaliserende race." Sagde han roligt og viftede med geværet som tegn på de begge skulle rejse sig op. "Op og stå ansigtet mod muren. Hænderne bag hovedet." Sagde han roligt og smilede svagt. Så afventende på dem.

//Geværet: http://crazedafrykan.files.wordpress.com/2009/10/shotty.jpg