Who is there in the dark!? - Zantanna

Zantanna rystede irrerteret på hovedet, Emiliy var ikke en vampyr, vis han ikke troede på hende, kunne han jo bare mærke på hendes arm, et svagt suk undslap hendes læber. Zantanna havde reddet den lille pige fra skæbne som hendes og hans, den dag dag Rafaela redde hende fandt Zantanna Emiliy tog hende med sig, hun havdeikke tænkt sig at nogen skulle gøre hende til vampyr med mindre hun selv ville, dog vidste Emiliy godt hvad hun var, men det vigtigt Zantanna fik blod dagligt for ikke at skade Emiliy og vis hun nogensinde skadede hende, ville omgående finde en pæl. Hun løftede hende om op, men satte hende hurtigt ned igen. Emiliy vidste at skulle være forsigtig når legede og ikke kom til skade. Hun havde overvejet sende hende på et børnehjem, men det syntes hun også var syndt når hun på underlig måde var tryk ved Zantanna. Emiliy kiggede med store øjne på Mika inden gemte hovedet i Zantannas ben. Hun var en smule trykket af det hele, men så tog Emiliy sig sammen " Anna reddede mig fra monster" sagde hun med pivede stemme. Emiliy kendte hende som Anna hvilket også var hendes rigtige navn. Emiliy gik hen til og rakte sine hænder frem så han kunne mærke dem.

Zantanna nikkede til ham som bekræftelse af at han skulle røre hende, på en måde var Zantanna en smule fornærmet over at han kunne forslå sådan noget, det kunne aldrig falde hende hun, efter lidt gennede hun alligevel Emiliy ind hvor de skulle sove lukkede døren en smule hårdt i. det tydeligt hun var vred og fornærmet " vis du tror sådan noget om mig" hvæssede hun, hun fik sætningen færdig inden fik sig taget sammen " hvorfor tror du jeg jagede hverdag?" spurgte hun stedet for og afventede ikke noget svar før hun gik ind Emiliy lukkede døren, for skjule at hun var blevet en smule såret, hvordan kunne han tro sådan noget, men hun ville heller ikke lade Emiliy være alene. Zantanna blevv nød til at have hende med da hun ikke stolede på nogen af de andre.

// kunne se jeg havde glemt at skive det var Zantanna ovenover spurgte hvordan hun kunne jage, men Emiliy er altså menneske Sorry for ikke havde skevet at Zantanna der spurgte om at jage 0_0 //

// det ok xD troede det var Emiliy som trak i hendes bukser og spurgte Zantanna. x3//

Mika lod fingeren røre Emiliy's håndflade og nikkede kort. Han var glad for at hun ikke havde blevet til en vampyr. Specielt når hun havde været taget ved hånden af Nargaraja, som blot ville se hende som en bunke kød. Han gik ud og stille fandt et blok papir og en blyant. Han skrev blot på sedlen. 'Beklager for de misforstod. Hvis havde glemt at Emiliy var tidligere inde for en mund fulds længde af min tidligere skaber. Jeg ville blot sikre at hun ikke var blevet skabt af ham. ' Han gik der efter over til døren og lod sedlen glide ind. Han vendte sig rundt og gik ned imod køkkenet. Han tænkte sig kort om. Anna havde brugt meget energi havde han en tanke op, siden hun virkede så agressiv. Men det kan være hele denne situation.

Han fandt flasken med blodet, som jack ofte donerede. Almindelig engle blod. Ja, Mika formåede at rede en engle fra slaveri. Lige siden har Jack våget over Mika som en høg for at sikre at han havde det godt. Sikkert også for at sikre at han ikke blev som andre vampyrer. Han hældte blodet op i en mindre flaske (12 dl) og gik der efter over til døren og bankede 3 gange ''Aftensmad Anna, før du går i seng.'' Hans stemme lyd som en fader, som blot ventede på sin datter skulle lukke døren op. Han stod et stykke tid afventende på at hun ville åbne døren. Han vidste godt at dette var hans hus, men han mente stadig at deres privat liv forstyrrede man ikke. En hvis afart af 'gentleman' lå lidt over Mika. Han følte lidt at han blev stirrede på, så han vendte sig halvt rundt og spottede Jack stod i køkkenet, kiggede på ham og rysted på hovedet hvor efter han små fnisede.

Mika satte flasken ned og begyndte at slukke samtlige lys rundt omkring i hans bolig. Hans tanker lagde sig halvt om hvordan Jack havde taget situationen, da han sikkert gerne ville havde en forklaring. Mika satte sig i sofaen, inde i stuen. ''Jeg gætter på du gerne vil havde en forklaring jack?'' Hans øjne stille lukkede i og hans ansigt endelig ændret sig fra det normale smilende fjæs, til et bitter og sørgmodigt ansigts træk. Det var ofte kun dem han virkelig stolede på. Der i blandt var jack en del af dem. Jack satte sig på en stol og så på Mika mens et kort nik blev lagt fra hans side. ''Det ville være rart at få en belysning på sagen Mika. '' Som var dette Jacks eneste svar til mike, lod mika nu sine egne øjne op og hans hænder stille dækkede hans ansigt, i både træthed og irritation. ''Jeg så ham'' startede mika ud med at sige, hans stemme lød som et skræmt barn, som næsten lige havde set et spøgelse. Jack's ansigt lagde sig bekymret ''Hvad skete der? fortæl mig det hele, fra start til slut.'' Jacks stemme lød mere bekymret, både af årsagen af at Mika havde været væk fra hjemmet her i 2 dage og at jack, sammen med Michael og Jayson ledte efter ham sidste nat. Mika så stille op i lofted og begyndte stille at forklare Jack, hvordan han mødte 2 rejsende, som havde brug for hjælp med nogle vare og de mente at Mika var en fin nok fyr til at hjælpe dem, men det endte i et baghold hvor han blev slebt hen imod stedet hvor han mødte Zantanna, også kendt og kaldet Anna. Han fortalte næsten alt. Han undlod detaljen om at havde set Anna nøgen, samt at havde været i kamp med Nargaraja, da dette blot ville bekymre jack yderligere. Men største delen om at han havde været oppe og slås med en kvinde, som lyder til at være Zantannas mor eller skaberinde. Mika sukkede og stille lagde sig på langs i sofaen. Hans øjne stille lukkede i, var nær ved at falde i søvn.

Zantanna kunne ikke slappe af det hele virkede så svært og hun havde glædet sig til at være fri og nu skulle hun igen til at gå kigge sig over skulderen, hun bed sig svagt i læben da Emiliys lille stemme nåede ind til hende, hun skyndte sig sætte sig i sengen, når hun kiggede ned på pigen fremtvang hun et smil. Det var en smule svært for hende at være glad. Hun lod svagt sig vugge fra side til side. Hun plejede normalt synge, men ikke i dag. Hun kunne ikke Emiliy faldt hurtigt i søvn. Hun lagde hende på sengen. Da hun gjorde det hørte hun Mika stemme, hun fnissede svagt han lød så faderlig at hvis hun havde haft en rigtig far så lød han sådan. Hun gik hen og tog papiret læste det. Han skulle ikke undskylde, det var hende. Da hun var sikker på at han var gået tog hun flasken og drak den.

Zantanna kiggede ned af gangen, måske hun skulle finde ham og undskylde hendes vredesudbrud før. Hun bed sig svagt i læben imens hun begav sig ned gangen. Hun måtte til at stole på dem, men det var så svært for hende at stole på mænd. En del af hende hadede mænd. Hun stolede ikke på dem. Hun bange for at de ville lige pludselig vende hende ryggen og gøre hende ondt. Hun gik i sine engen tanker og vidste ikke helt hvor hendes ben ville hen, men det var også lige meget. Hun kendte ikke dette sted, men vis hun skulle være her kunne hun lige så godt udforske lidt, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til Mika og hans venner, men hun vidste at hun mest stolede på Mika. Hvorfor vidste hun ikke helt, men han virkede ikke som de andre mænd hun havde mødt i sit liv.

Jack grinte lidt, men en snær af bekymring kunne nemt spores. ''Du bør være lidt mere forsigtig.'' Han lagde et halvt blik ind på gangen, da jack syntes at høre noget puslen, han spottede at flasken var væk, samt at døren så ud til at være lukket. Jack undret sig lidt, men tænkte ikke så meget over det. Hans ansigt var let at læse, så mika spurgte hvad han kiggede efter. Jack svarede med ærlighed, at han syntes at havde hørt noget inde fra gangen hvor Anna og Emiliy sov, men tænkte at det ikke var relevant.

Mika rejste sig op mens hans tanker stille strefede ham. 'Hvorfor er det altid, at de værste situationer dukker op, lige når man slapper af.' Hans bekymring var ikke så meget om Anna vandret rundt, men mere om de havde fået en uvented gæst. Mika åbnede lige så stille døren ind til Emiliy og kiggede ind med det ene øje. Det så ud som om at det blot var Emiliy som sov i sengen. Han lukkede døren lige så stille igen, mens en duft at anna strefede ham i en anden retning. 'hvor skal hun hen?' tænkte Mika kort hvor efter han med lidt raske skridt forduftede imod duften af Anna.

Jack så ind i gangen på side linjen og rystede på hovedet, hvor efter han gik i seng. Det var alt for sent til hans smag. ''Jeg går i seng mika, sov godt.'' Han gik ind i mika's sove værelse og lagde sig på hans seng. Han vidste at mika ikke havde det største imod at dele seng, så han kunne alligevel godt bare bruge lejligheden til at få en på øjet.

Zantanna gik stadig i sine engen tanker og anede ikke hvor hun var på vej hen, hun lod svagt og tænksomt en hånd igemmen sit hår, hun åbende en dør og kunne svagt høre snakken nedenunder det sikkert kroen så hun lukkede døren igen da hun ikke ville gøre nogen bekymret uden grund det var først da hans fært ramte hende, havde fulgt efter hende. Hun satte i gang igen og anede ikke hvor hun skulle hen, hun vidste bare at hun måtte holde sig i gang. Mika kunne jo bare stoppe hende.

Mika luntede stille rundt, mens en mindre tanke lagde sig rundt om hvorfor hun vandret rundt. Måske nysgerrighed? Han prøvede at nærme sig hende lidt hurtigere. Måske kunne hun bruge lidt selskab. Hans stemme brød stilheden da han mente at duften af hende var lidt stærkere. ''Anna. Jeg er på vej i seng, mangler du noget?'' han prøvede lidt at skynde sig rundt, mens hans blik flakkede omkring korridoren. Han var stille på vej imod hans bibleotek. Det var mindre ja, men det indholdte blot et par natlamper og et bord. Samt et mindre skrin fyldt med minder, som også var blandt hans ringe han gav til Thoumas og et billede af dem. Nu hvor han tænkte over det, ville det måske være bedst at gemme de ting. Han prøvede at gå imod hans mindre bibleotek, blot for at sikre at hans ringe og billedet af de to stadig lå der. Hvis han mistede dem, vidste han ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv.

Zantanna smilede svagt, men stoppede da syntes at høre Mikas stemme, men hun så ham ikke da han allerede var væk, hun havde ikke tænkt sig tage hans ting, hun smilede ganske kort da fulgte efter hans så at han ved noget, hun betragtede ham kort, men ellers ligeglad. Hun betragtede tingene han ganske fumlede med. Hun gav sig til kende og rømmede sig " jeg strækker mine ben, men jeg skal nok forholde mig i ro og jeg lover ikke at røre ved noget jeg ikke må" sagde hun kiggede igen på de ting prøvede at gemme for hende, men vis det gjorde ham tryg skulle han bare gemme dem. Hun sukkede kort " du må undskylde at jeg blev så vred" sagde hun undskyldende.

Mika begyndte stille at pakke tingene ned i skrinet efter, at havde mindet sig selv om de gode dage, hvor efter Zantanna's stemme fik hans følelser flået tilbage til virkeligheden. Hans blik faldt på hende kort og der efter tilbage på skrinet. ''Det gør ikke noget. Du har emiliy at holde dit indre monster inde. Jeg har.'' mika stoppede sig selv før han skulle til at nævne Cerberus, men lod hende bedømme situationen, blot for at sikre at han ikke bragte Cerberus for fare. Hans blik faldt over på Zantanna, mens et let smil dannede på hans læber. '' Siden du alligevel vil strække dine ben, hvad siger du til at vi tager en tur til strangen imorgen. Godt nok er det lidt koldt, men det kan være Emiliy har lyst til en strandtur, samt at Jack mentes at de skulle blive åben himmel imorgen.'' Han skulle til at lukke skrinet, i det en mindre ring faldt ud. Den var gammel. Meget gammel i det han så kort på hende og opdaget at det var Thoumas's som var faldet ud. Han bøjede sig ned for at samle den op, men en mindre tåre faldt fra hans kind, uden helt at mika selv havde opdaget det. Sikkert nok på grund af, at han prøvede at holde sig selv i kontrol og ikke flæbe eller knække sammen.

Hun så ringen falde på gulvet og skulle lige til samle den op, men stoppede i sine bevægelser da hun kom tanke om at det måske ikke var den bedste ide nu hvor han skjulte tingene får hende, hun smilede forsigtigt det var okay græde og være ked af det. Hun havde bare svært ved vise det, men når andre gjorde det ikke hende noget, hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder og gav den kort klem. Havde han brug for at tale ville hun gerne være det og hun ville hjælpe så godt hun kunne.
Zantanna havde endda måske fejl bedømt mænd ikke alle var som dem hun havde mødt, måske hun kunne komme til at stole på de andre også " vis du får brug for snakke så er jeg her" sagde hun stille, havde han brug for at være alene skulle nok gå hun ville ikke røre dem hun kunne se at de betød noget. Hun smilede igen da hun slap hans skulder.

Mika placerede ringen i skrinet og smilede lidt. Hans sind havde slet ikke lagt mærke til kroppens reaktion. ''Hvad mener du?'' Han så lidt undrende på Zantanna, hvor efter han mærkede blod dråben som faldt til jorden fra hans kind. Han tørte blodet af kinden og så undrende og lidt forvirret over det. ''Underligt, jeg troede at dette minde var væk. Men til syndeladende har min krop endnu ikke givet slip.'' Mika fandt en klud og tørrede hans kind og hænder af blodet. ''Det sandt, jeg var engang forlovet. Min partner hed Thoumas, men vores skæbne blev ændret da min skaber dukkede op og myrdet thoumas og skabte mig.'' mika sukkede kort hvor efter han fortsatte. ''Jeg forstår hvis du hader mænd, men forstå dette. Jeg hader min skaber mere end jeg elsker blod. Hvis jeg kunne ville jeg fjerne alt blod i verden, hvis det formået af fjerne min egen skaber. Jeg ville end da acceptere døden hvis jeg kunne.'' Hans stemme var ændret og nu var det den sande Mika som talte. Som om at hele hans sind var twisted omkring disse år. Hans blik var halv koldt og dødt, som at se en såret løve ventende på at dø. 

Mika satte sig i stolen og stille så på hende. ''Du nævnte at du er her, hvis jeg får brug for at snakke. Nuvel, jeg kan vel ligeså godt fortælle dig det fra start til slut. Så du forstår mit had.'' Mika begyndte stille at forklare hende, hvordan hans oplevelser med Thoumas havde været. Hvert minde om solen og stranden de ofte besøgte i nærheden af New York. Mika var klar til at stoppe hans fortælling, så snart han kunne se hun ikke ønskede at høre mere. Han forklarede der efter situationen, om at Thoumas lå træt en dag og havde bedt ham om at gå ind i køkkenet for at lave ham noget aftensmad. Det var en vinter månede, hvor at alt virkede godt og varmt. Mika hørte døren åbne, men troede at det var lægen som kom ind for at se til Thoumas. Problemet var blot. Det var ingen læge, men en vampyr. Hans tænder som flåede Mika's elskers kød fra hinanden hvor at thoumas bravt forsøgte at flå vampyren væk med en køkken kniv, men til ingen verdens nytte. Mika den gang var ingen kæmper, hverken soldat eller morder. Han blev slået i gulvet med samtlige knogler brækket og hans blik fast bolted til Thoumas døde lig. Mika så hele showet, hvert et bid, hvert et stykke kød der blev flået og fortæret af hans egen skaber. Mika's krop rystede imens han forklarede situationen og hans ansigt var blej som kridt. Som var det at han tydeligt huskede den dag.

Zantanna satte sig på gulvet lyttede hun havde ikke tænkt sig at gå nogle steder før han var færdig, lyttede og ville vise ham at hun klar til lytte hele natten, det var i hvert fald bedre end sidde og tænke. Hun skulle lige til at sige noget da han nævnte hendes had til mænd, hun så nu ikke som had, men som frygt hun skulle vænne sig af med, men hun ville ikke fortælle ham at hun frygtede dem så derfor klappede hun i lyttede. Et andet spørgsmål banede sig ind i hendes bevidsthed, men heller ikke det spurgte hun. Hun ville vente til han var færdig der var nemlig noget hun havde tænkt over og gerne ville have be eller afkræftet. noget om hans skaber.

Imens hun havde siddet fanget havde hun hørt vagterne snakke om hendes adoptivfar, kunne han havde noget med dette her at gøre, en svagt forvirret rynke fandt sin plads i hendes pande. Hun sank svagt en klump de havde snakket om samarbejde, men vidste ikke om det kunne være rigtigt og at hun på den måde var indblandet i det hele. Han havde måske håbet at hun ville være hans samarbejdes partner. Hun bed sig svagt i læben, sådan en gammel vampyr ville da ikke arbejde sammen med så ung en vampyr som hende? Ville han. Hun vidste ikke om det vagterne havde sagt var rigtigt.

Noget af hende ville tilbage for finde ud af om det var rigtigt, men det kunne hun jo ikke fortælle ham for så ville han forbyde hende det, men hun måtte jo også tænke på Emiliy. Hun blev revet ud sine tanker da hun så hvor ualmindeligt bleg han og da hans krop rystede. Måske det nu hun skulle sige noget " er du okay?" spurgte hun forsigtigt, det tydeligt se at han ikke var komme over det, men det behøvede han jo ikke når man elsker nogen bliver de for altid sammen med en " så længe du har ham her" sagde hun lagde hånden på stedet hvor hendes eget hjerte sad " så dør han ikke, prøv mindes de gode tider så vil ting blive nemmere" sagde hendes stemme var forsigtigt næsten underdanig.

Hun havde ikke tænkt over det med blodet, hun så det mere som en ting der skulle overståes noget der skulle gøres for overlevelse, men dræbt aldrig sine offer mere hun havde bestemt efter hun var sluppet ud af sin adoptivfar klamme hænder at næste gang hun skulle have blod ville hun starte med ikke at dræbe sine offer. Hun havde rejst sig op og var henne ved ham.

Zantanna var på måde misundelig på Mika hun havde aldrig elsket nogen, men havde brugt det meste af sit liv med hadede dem der havde spærret hende inde. Hun havde aldrig prøvet hvad det ville sige at være elsket, men på måde kunne hun godt se hvad det var hendes adoptivfar havde sagt om følelser. De kunne hindre en i meget, men hans had til sin skaber gjorde at han var i stand til kæmpe imod. Han var heldig, der var ingen der kunne lide hende. Et svagt suk uslap hendes læber.

Mika sad stille et godt stykke tid før han svarede hende. Hans sind havde næsten taget over hans krop og påmindet ham om det. Han kiggede op på hende og hans nervøsitet og blejhed var stille ved at smuldre væk. ''Det er langt tid siden jeg har turde åbne mig, som sådan på en nogle lunde civiliseret måde.'' Mika så rundt omkring sig, men da hun nævnte at han stadig havde Thoumas i hans hjerte gys han kort. ''Jeg ville ønske at det var muligt, for hvis det var havde jeg allerede skåret mit eget hjerte ud. Blot for at observere og få Thoumas ud igen. Men han er død. Men han er hverken i helvede eller i himmeriget. Grundet jeg har talt med samtlige dæmoner og torturreret samtlige engle for at finde ud af om han var i deres rige. Begge sider svaret nej. '' Han sukkede kort og så op ''Hvis hans sjæl ikke er der oppe eller dernede så er han et eller andet sted.''

Hun kiggede tænksomt på ham måske havde han slet ikke forladt denne verden måske var han et spøgelse, hun rystede svagt på hovedet det kunne ikke passe, eller det troede hun ikke det kunne. Hun havde heller aldrig åbent så meget op for mand som hun havde med Mika. Hun havde også mistet noget den gang hun blev holdt fanget. Hun ville gerne hjælpe at se ham have så ondt gjorde en smule ondt på hende og det kunne ses " idet mindste elskede du nogen, jeg skulle være et rangeret ægteskab med den ene af de mænd som holdte mig fanget og udsatte mig for totur" sagde hun desuden var han hendes skaber. Hun havde aldrig nævnt det for nogle selvom dengang levede, kunne hun lige så godt have skilt om halsen hvor der stod at hun tilhørte ham. Hun kiggede tænksomt ud i luften, nu hvor hun ville stikke af og prøve at finde hans skaber for at få noget lys på tingene håbede hun at Mika ville passe godt på Emiliy. Hun bed sig svagt i læben imens hun overvejede om hun skulle sige noget, men han ville ødelægge det.

Zantanna kiggede i gulvet i et stykke tid inden hun betragtede ham " måske du skal hvile dig" sagde hun og gav hans skulder et klem. Hun ville gerne tilbage til Emiliy og i alt hemmelighed sige farvel til hende. Vis dette skulle lykkedes måtte hun håbe på at ingen lugtede lunten og ville stoppe hende. Hun var ung, men fandt sig ikke i at blive trådt på. Hun skulle nok finde en måde at slå tilbage.

Zantanna satte kursen imod døren " hvornår regner du med at vi skal på jagt i morgen?" spurgte hun fik så nemt som ingenting til at lyde henkastet og ikke som om hun pønsede på noget. Hun ville gerne blive, men hun måtte gøre noget da hun hele tiden var træt af skulle gemme sig. De kunne godt flygte til en anden by, men på et eller andet tidspunkt ville de finde dem. Det var pølsen uden ende. Hun var ikke del af dette af hvorfor hun var blandet ind det ville hun finde ud uden hjælp fra Mika. Hun ville nødig sætte ham i fare, faktisk ville hun heller sætte sig selv i fare. Hun var til stole på og hun ville heller død end sige ham hvor Mika var.

Mika så undrende på hende i det hun nævnte søvn. ''Det ville måske være bedst. Ikke kun for min egen skyld, men særdeles også deres egen. Bare rolig. Michael og Jayson holder godt vagt om dagen. Det er meget få der formår at komme forbi en varulv.'' mika smilede venligt og varmt, hvor efter han rejste sig op og placerede boksen på hylden. Han kunne nu huske hvorfor han havde lagt boksen her inde. Det var for at ligge alt hans fortid på hylden. Ret så bogstaveligt, mens mika end da gjorde det samme som han havde gjort for mindre end en uge siden. ''Fortiden er fortiden. Alle må vel se frem af, selv mig selv.'' han sukkede kort og en mindre af sorg stille forlod hans læber.

Han vendte sig rundt og kiggede på Zantanna. I det hun nævnte jagt. ''Jeg tænker at når solen er gået ned og vi har mulighed for det, vil jeg vise dig lidt rundt på sikre jagt områder, som ikke invovlere noget diplomatisk bøvl med Nemesis. '' Han smilede venligt, men han syntes at kunne ligge mærke til at der var et eller andet der prægede Zantanna. Måske var det blot ham selv som nok snart burde gå i seng. Han stille kiggede rundt for at checke om der var noget han manglede, hvor efter han gestulerede til Zantanna om at det nok var på høje til at de gik i seng. 

''Tak fordi de ønskede at lytte.'' Hans stemme virkede lidt varm og venlig, men Mika kunne allerede nu mærke at en mindre byrde var løfted af hans skuldre. Det var endligt rart at kunne fortælle folk om disse ting. Måske burde han næsten udgive en bog? Den tanke var næsten ved at få en latter i Mika, men han forholdte sig blot til at forblive varm og smilende, mens han var på vej ud af det mindre bibleotek han ejede, som mest af alt bestod af 2 bog hylder. 2 stole, et rundt bord og et mindre lampe skærme lys til at lyse op der inde.

hun blev mere opsat på finde ud af hvad der forgik, men hun ville ikke blande ham ind i det så derfor ville hun vente med at gøre til selv kunne jage. Hun måtte tilbage til Emiliy. Hun gik ned af gang og kom tanke om at hun bare var gået så vidste ikke helt hvordan man kom tilbage, men det betød også at kunne kiggede lidt mere og lærer huset at kende. Hun vendte sig om smilede " jeg vil altid lytte hvis du får brug for det" sagde hun hun lyttet grundigt til det andet han sagde, men hun vidste at hendes plan om at finde ud af hvad der forgik, nok ikke sætte i værk allerede første gang. Hun vandrede ned gangen hun kommet fra, men hun havde ikke tænkt sig at slappe af hun ville arbejde videre på sin plan og se tiden an. Hun skulle nok finde ud af hvorfor hun indbalndet.

Mika nikkede blot, mens han fortsatte videre ned ad gangen. Han gik ind i køkkenet og stille tog den sidste falske til natten(morgen gry) hvor efter han gik ind mod sit værelse. Hans tanker faldt omkring hvorfor Zantanna ikke havde lagt et angreb på ham. Men måske var hun ikke så dum, de fleste ville blot myrde mika hvis de kunne. Eller blot sælge ham som slave. Han har været ret så modig, eller dum. Siden han lader en fremmede kvinde ind i et sted hvor han ikke ved om hun er en til at stole på. Om hele denne situation har været isceene sat. Han drak bloodet færdigt og lukkede døren ind til sit værelse. Han låste den med 5 forskellige kæder. 'Man kunne aldrig være for forsigtig' tænkte Mika i det han krøb til køjs. Jack lå der allerede, så mika begyndte stille at putte sig ind til ham. Nærmest som om at han var en eller anden stor bamse for mika. Varmen fra Jack mindet mika lidt om at være i live. At mærke noget som stadig levede. Det varede ikke længe før han selv ville falde i søvn. 


//Afslutter vi blot emnet her? eller fortsætter vi til næste morgen?  //

Zantanna nåede endelig værelset Emiliy sov stadig trygt godt det var tid planlægge sin plan, men skulle måske ligge sig ned og slappe lidt af det kunne måske være den sidste aften hun så hende. Hun ville heller død end at lade dem ja sagde dem Mika og hans slæng, Emiliy ja alle dem der kom fare, det derfor at hun havde bestemt sig for ikke at sige noget.

// det er helt op til dig //

//Tænker vi blot kan stoppe emnet her hvis det er iorden?  //

Ok