Face the devil tomorrow - Mika

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var en ganske stille aften. Alt for stille. Hun havde brug for luft. Alt omkring hende havde været for meget og hun havde brug for at slippe lidt fri. Så snart hun kunne få luft bemærkede hun omverdenen igen. Soul River.. det føles som om, at det var umådelig længe siden hun havde ladet sine fødder betræde denne jord. Hun sank kort en klump da hun opfangede en tyg hvid røg der lettede op på den mørke natte himmel. Den hvide røg gjorde, at hun vidste, at ilden var gået ud. Det havde hun lært. Det lysebrune hår hang løst henover hendes skuldre, imens hun begyndte at gå imod røgen. Skridt for skridt gik hun tættere på - imellem træstammer til hun så en lejr - eller det var tilbage af den.
En langtfra fremmed lyd kom frem for hendes øre. Walker. Eller det kaldte hun de levende døde. Zombier kaldte man dem også - walker lød blot bedst på Stellas læber. Hun stillede sig mod træstammen tættest på hende imens hun holdt vejret. Måden barken på træet kradsede hende op af ryggen - gjorde det klart for hende - at hun ikke var langt for at kredse hul. Hun brugte sin evne til at fremmane et samuraisværd og gjorde det klar til at svinge. Så med det samme en walker kom frem for hendes øjne svang hun sværdet og skilte hovedet fra kroppen og kiggede så frem. Hun kneb kort øjnene og så derpå vampyren.
"Måske skal du passe på med at holde ferie herude, specielt når walkerne er løse under fuldmånerne." Hun pegede med den frie hånd op på fuldmånen der hang lige over dem. "Hvis du vil leve en dag til, så slå dem ihjel - men gå efter at ødelægge hjernerne. Alt andet er noget rod." Hun smilede skævt. Nok lidt falsk. Men hun var måske ikke i sit bedste humør - og hun ønskede egentlig bare for sin egen overlevelse. Hun lyttede opmærksom da det gik op for hende - at der var mange flere på vej. Og det skulle skam ikke ende hurtigt.
Flere kom frem. Med ansigter der kunne give børn mareridt på livstid. Den rådne hud gjorde hende dårlig - men hun havde været oppe imod disse væsner før. Bare et andet sted længere væk. Det gjorde ikke det bedre -at hun nu befandt sig i et skov område - de kunne gemme sig. Lige nu havde hun dog mest travlt med at holde øje med hvad vampyren fandt på. Om han var en kujon og løbe dog ende med at få sig selv slået ihjel? Eller om han faktisk ville kæmpe til det lort her var ovre... kun tiden måtte vise - på anden vis var hun klar på walkerens angreb.

Mika havde lige placeret lejren op blandt træerne, hans blik var fokuseret rundt, omkring for at sikre sig. Han gik der efter ud for at placere en pande på bålstedet, hvor efter han havde planen om at tage et bad i søen i nærheden af hans lejre, han tog en kort dukkert, mens tankerne strefede om kvinden han mødte i byen. Nemisis var hendes navn, underlig tøz, men igen der er mange mange mærkelige væsner. Da han kom tilbage mod lejren, iført et håndklæde og skulle til at tage sine støvler på, syntes han at høre en lyd. Hans blik blev focuserede rundt og det varede ikke længe før at en person kom til syne, eller hvad en person ellers lignede. Det bevægede sig imod ham, hvor efter hun begyndte at bide efter ham.

Med et hurtig bevægelse trykkede han ned i hælen, som sprang mekanismen i hans sko og 1 stk. sølv knive dukkede frem i spidsen af hans støvler og han lod sig i position klar til at på sparket denne kvinde væk. ''Hvem er du?'' sagde han med en alvorlig tone. Men kvinden fortsatte og hæssede blot af ham. ''Hold dig fra mig, skrid!'' sagde han hvor det resulterede i at kvinden kom inde for to meters afstand og Mika lagde det første spark ind mod hendes kranium. Der lød et stort knas i det hendes kranium blev ramt af sølv klingen fra hans støvler og nu fløj mod jorden. Lyden af flere sombier som nærmede sig gjorde blot at mika stormede mod sit ildsted og slukkede ilden for ikke at tiltrække flere sombier med bålet. Han tog den brænd varme pande op og slog den første i kraniumet som fik en forbrænding igennem sig.

En af de andre levende døde gik til angreb og prøvede at overfalde ham bagfra hvor han lod sit venstre ben rundt. Nærmest en pioet og lossed den ned i jorden med klingen. Han kiggede rundt og syntes at det burde være de sidste, men det varede ikke længe før han syntes at høre endnu en sombie bag ham, ved træet. Den var stille, og skulle til at få fat i hans arm for at bide ham og smide dens infect og gift i ham, men misted hovedet, skåret rent og en kvinde trådte til syne. Mika så lidt forundret på hende, men smilte lidt.

Til trods for at han kun stod i let løse bukser som næsten ikke var lukket ordenligt, udover den øverste knap og et par militær støvler som havde klare blod på spidsen og små tegn på at se det var sølv. Hans blik blev stadig på kvinden og han skulle næsten til at lange hende en med panden, indtil hun talte. Han sænkte panden og gik over mod sin lejre og startede med at tage sin hvide skjorte på og der efter en læder brun vest, mens håndklædet som blev tabt på jorden, blev samlet op og han fik tørt sit hår. ''Forresten tak. Jeg havde dog aldrig regnet med at de ville passere mine fælder jeg fik lagt. Det er sjældent at de formår at komme så tæt på min lejre, for ikke at nævne at de må også havde set et dusin sombier faldet under vejs. ''

Han tørte sit hår og der efter gik over for at få sin jakke på, hans blik forholdte sig stadig på hende, mens han pakkede sine ting. Panden var indesmurt i blod og han vasked det af ved hjælp at søens vand. Hvor efter han bevægede sig mod sin lejre igen og pakkede panden ind i noget skind for at sikre at det ikke ville påvirke resten af hans grej. Han havde altid et øje fokuseret på hvor hun var, hvor hende hun stod, hvilken position hun havde etableret, og hvilken hånd hendes katana lå. Han ville sikre at han ikke ville blive stukket i ryggen. Specielt ikke når han pakkede sit grej.

''Forresten mit navn er Mika, og de er?''

Hun kiggede lidt på ham, og så en smule undrene på ham imens han snakkede. "Jeg kommer direkte fra Doomsville af. Der er ingen walkere den vej fra. Men der er flere på vej. Jeg troede i vampyre var ligeså god til at stinke det rådne kød som os bloddæmoner." Okay lidt gnaven kunne hun også være - men hvis hun havde været tegn på fjende - så havde hun dræbt ham allerede. Hun kunne tydeligt lugte dem, det var som at åbne et køleskab, hvor alt maden var muggen og lugten bare angreb ens følsomme næse. Hun gik et par stille skridt frem og tilbage - med sin katana parat til selvforsvar hvis det skulle ende i det. Hun drejede hovedet over imod ham da han snakkede igen. "Stella." Præsenterede hun sig simpelt med et lille træk på smilebåndet.
Hendes ansigt blev dog hurtigt forvandlet til sten igen - så snart de grufulde væsner kom frem fra alle sider af skovens træer. Nærmest omkring hende. Hun sank en klump og holdt vejret. Hun svang sin kantana igennem luften og halshuggede nogle stykker. Den var en del af hende. Det var alle hendes våben. Kantanaen var dog den hun fortrak mest.
Der var dog så mange - at de snart var alt for tæt på. Deres klamme hænder imod hendes arme satte næsten panikken igang - men hun måtte holde hovedet koldt. Det var dog ikke altid lige frem det letteste. "En smule hjælp ville ikke skade her." Sagde hun med en lettere hævet stemme, som sluttede i en lystone da en af walkerene næsten lukkede sine hænder omkring hende, hvis hun ikke havde nået at skære hovedet af den, så den væltede oveni hende. Dog med en masse der valgte at smide sig på knæ for at få en bid af bloddæmonen.
Stella valgte at lade sin katana forsvinde ud i den blå luft. DEt gjorde at hun kunne fremmane et hvilket som helst andet våben. Herpå valgte hun to daggerter. Bedre i nærkamp trods alt, specielt når du var slået til jords med blodet fra en walker flydende udover dig. Ikke just den bedste dag. Stella greb godt fast i den daggert hun havde i venstre hånd imens hun hamrede den igennem skalden på den walker der var tættest på hende - derefter den næste. Dog var det ikke ligefrem let, at give et slag igen - når der var en ret så tung en der lagde død ovenpå en. Men hun kæmpede - hvilket var det vigtigste. Hun skreg ikke eller panikkede - hun holdt hovedet koldt.

Mika fik pakket det sidste ned i sin taske og lod blikket rundt og kunne se at hvis han ikke blandet sig ville hun helt sikkert blive bidt, så han stormede over og sparked den første sombie i nærheden af hende. Han lod sine hænder mod jorden og lagde et præcis los mod sombiens hage så den fløj bagover. Ansigtet på mika var ændret. Fra den varme og høflig fyr, til en kold blodtørstig killer. Han havde nu lagt press mod jorden som gav ham et sæt fra jorden og roterede nu i luften mod en af de andre sombier som var på vej for at mæske sig mod Stelle. men mødte istedet spidsen af hans føder jage rundt om halsen på hende og med kroppen svunget sig mod jorden sendte han sombie tøzen et par meter væk, mens han nu lod klingen svinge i en halv cirkle for at fjerne et par af de yderste sceener af sombierne. Men ramte dog kun 2 ud af de 5 som nu stormede imod dem. De to han havde ramt faldt forover, i det deres scene knækkede og scenen nu ikke kunne fungere ordenligt måtte de kravle.

Mika så kort tilbage ''Kom nu, vi har ikke tid til at lege. Du kan havde samtalen med fyren der en anden gang. '' sagde han og grinte. Dog var hans stemme anderledes, den virkede kynisk. Som var det at dræbe tidligere levende folk ikke generet ham. Han lod sig nu stående op, mens han lod hænderne i lommen og gik et par skridt tilbage, afventende på en af de tre stående sombier ville charge imod ham. Ganske rigtigt lod den første storme imod ham, efter fuldt den næste, som resulterede i møde med hans sko's sølv klinger. Den første fik kniven i underkæben så lyden af kæben knække takket være hans højre fod. Han lavede en mindre pioet og gik halvt i knæ så sombiens arme ikke kunne fange hans torso og ligge ham i jorden, mens han nu svang højre fod fra kæben ind igennem dens kind, så det sendte sombien han tidligere sparked en halv meter frem, mens han nu fældet den anden sombie som nu havde sin kurs mod jorden. Hans blik lod kort tilbage på Stella og der efter på sombien. Han jog spidsen af sin højre fod så hurtigt som muligt ind mod sombiens hoved, men blev der efter tackled af den tredje som stormede efter den som han nu havde sin fod i.