Rivers of tears - Brandon

Brandon kunne umuligt være mere ligeglad med om det kom nemt til hende at have medlidenhed. Han ville ikke have hendes medlidenhed. Han ønskede ikke hendes medlidenhed. Han fulgte hende kort med øjnene, inden han trak stolen tættere på skrivebordet og satte sig ned. Han åbnede sin bog og begyndte at bladre igennem den for at komme hen til den næste dages aftaler. Han sukkede svagt over at se, hvor mange aftaler han havde. Han kørte træt en hånd igennem sit hår. Det var tydeligt at han virkelig kunne bruge et par fridage, hvor han ikke skulle hjælpe nogen. I dag skulle have været en fridag, men det var jo lidt blevet ødelagt nu.
Han fornemmede Spencers blik og så derfor hen imod hende. "Hvad er der? Er bandagen ved at gå op?" Spurgte han undrende imens han løftede sit ene øjnebryn.

Hun rystede så godt hun kunne på hovedet da han kiggede undrende på hende. "Nej alt er fint." Svarede hun ærligt. "Jeg kigger bare, medmindre det er ulovligt nu." Ironien længe leve. Dog stadigvæk med et skævt smil på læben. Dog trak hun blikket til sig og lukkede så øjnene svagt for at slappe af. Dog sov hun ikke. Sulten var der, og ville nok også være det eneste som kunne formindske hendes smerter, men hun ville ikke tage Brandons sjæl. Så hun måtte finde en måde at komme ud på, senere i natten måske. Imens han sov, ellers kunne hun ske at gå hen og blive farlig. Og det var ikke noget Brandon skulle nyde synet af, og måske ville han ikke overleve at se det. Hun slappede af i sine muskler og faldt derefter hen.

Senere på natten vågnede hun op med en knude i maven, hun trængte til mad. Lydløst listede hun sig op på benene og hen til døren som hun forsigtigt låste op, og listede sig så udenfor. Heldigvis var der nogle fyre længere nede af gyderne, som hun tiltrak uden besvær, og da hun ikke rigtig bar blufærdighed overfor sin mad, så blev det der skulle gøres gjort der. Tre sjæle gjorde hun kunne støtte på foden ordenligt igen, og også at hun ikke kunne mærke smerterne mere, om det var sundt, var en anden side af sagen. Spencer vendte tilbage til Brandons sted og låste døren efter sig. Hun listede igen lydløst hen til madressen og lukkede øjnene igen.. til det atter blev morgen.

Spencer slog blikket op. Hun følte sig frisk og fuld af energi igen. Hun satte sig op imens hun kort strakte sig, så vendte hun hovedet om mod Brandon. "Godmorgen sovetryne." Smilede hun drillende til ham og rejste sig så op på benene og lagde armene overkors.

Brandon sukkede svagt over hendes ironiske kommentarer og så væk fra hende. Hun irriterede ham. Han håbede at hun snart fik det bedre og gik, så han kunne komme videre med sit liv. Han lukkede bogen og satte den på plads ved skrivebordet, inden han lukkede sine øjne og satte sig bedre til rette. Han havde været træt i mange måneder, så han faldt let i søvn.
Han vågnede dog af at døren blev åbnet og han nåede lige at se Spencer gå udenfor. Måske havde hun fået bedre og valgte at lade ham være i fred nu? Han håbede at det var tilfældet. Han lukkede sine øjne igen og faldt i søvn.
Næste morgen var han allerede vågnet før hende og havde konstateret at hun ikke havde valgt at smutte i løbet af natten, men hvorfor gik hun så? Nysgerrigheden blev ved med at prikke til ham for at få ham til at spørge, da hun vågnede. "Hm." Mumlede han bare og begyndte at finde stearinlys frem. "Du forsvandt i løbet af natten. Hvorfor?" Han så spørgende på hende.

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede da han fandt lys frem. Brandon havde hørt hende, men hun ønskede ikke at nævne det med at hun var succubus, det kunne gå hen og ødelægge alt. Normalt var hun van til, at folk vidste hendes race, men det var også dejligt når de ikke gjorde, så skulle de ikke flygte for deres liv i hendes nærver. Hun kløede sig kort i nakken, imens hun gik hen til sin blodige trøje og kiggede kort på den inden hun svang den over armen. "Jeg var sulten. Og jeg ønskede ikke at vække dig, så jeg anså det hurtigste ville være, at smutte udenfor og finde noget, i stedet for at gennemrode dit sted. Mange ting er jeg... uhøflig. Det er jeg ikke." Smilede hun til ham i det hun drejede rundt på hælene for at se hans kropssprog. "Men... jeg vil smutte nu så. Jeg vil ikke være til besvær mere." Smilede hun og gik hen til ham. Hurtigt gav hun ham et kys på kinden inden hun så gik imod døren. "Savn mig nu ikke al for meget." Blinkede hun kort inden hun forlod stedet. Han skulle ikke trækkes på af hende, men måske ville hun vende tilbage... måske ikke?

//Så fortsætter vi bare tråden over her. Eller laver vi en ny?

Brandon tændte stearinlysene imens hun snakkede. Da han var færdig vendte han sig hen imod med et fuldkommen følsesløst udtryk. Han rynkede svagt på panden, da hun kyssede ham på kinden. Det overraskede ham lidt, hvis han skulle være ærlig.
"Hm.. Jeg skal prøve." Hans stemme havde haft en lille svag drillende tone i sig, da han sagde det. Han lagde hovedet lidt på skrå efter hun var smuttet. En middelaldrende ville være gået efter Spencer var smuttet. Kvinden så mistænksomt på Brandon. "Hvem var det?" Spurgte kvinden skarpt. Brandon trak på sin ene skulder. "Bare en ven som havde brug for hjælp." Hvis man kendte brandon virkelig godt ville man vide at han ingen venner havde og normalt ikke kaldte folk for hans ven.

//Ny tråd. Du laver!

I will do that then! //