Friends with the monster - Brandon

---

Spencer havde været til nogle møder med sin kære veninde Serilda, som hun lettere vidste hvor hun havde nogle dage, og slet ikke andre dage. Det var alt for meget til sidst, og den sidste uge, havde hun ikke besøgt Brandon. Tiden måtte vise om han overhovedet kunne genkende hende når han så hende igen. Udenfor var der næsten stormvejr, en grund til, at hun holdte sig indenfor. De sidste dage havde hun boet her på kroen. I det pæneste værelse som der var. Hun havde drukket et par krus med øl, men ikke nok til hun var i beruset tilstand. Nok sjæle havde hun også fået, så lige nu sad hun bare i sine egne tanker. ikke ude på noget - ikke lige nu i hvert fald.
Spencer slog blikket op da en stemme forkom hende bekendt oppe fra baren. Brandons stemme. Kort sank hun en klump og førte glasset op til sine læber. Om hun skulle søge kontakt til ham eller ej, stod hende uklart, så hun valgte at lade tingene ske som de skulle.

Brandon var ikke typen, der rodede sig ud i problemer, men meget ofte søgte problemerne hen til ham. Hvilket de så havde gjort denne gang også. Han var lige blevet færdig med sin sidste aftale og havde besluttet sig for at besøge kroen. Det var ikke noget han gjorde særlig tit, men han havde ikke rigtig andet at lave.
Så, han var gået hen til baren og skulle til at bestille noget at drikke, da en middelaldrende mand skubbede til ham. "Hvad skulle det til for?" Snerrede Brandon imens han vendte sig imod manden.
"Du har været sammen med min kone! Hun er altid ovre ved dig" råbte manden og blev helt rød i hovedet af raseri. Brandon himlede med øjnene over det. "Hun er der for at få massage, ikke for at være dig utro."

Spencer hørte uroligheder ved baren, hvor Brandon stod oppe. Manden var rasende, og heller ikke ligefrem menneske, dæmon bloddæmon. Ikke ligesom hende, men havde en let tilgang til vrede. Spencer var opmærksom, hun havde bloddæmoner omkring sig til hverdag med succubusdæmoner, og der skulle intet til, at slå ilden igang før helved brød løs. Hun rejste sig derefter op og stillede sig ved siden af Brandon. "Hey Brandon." Smilede hun og kiggede på dæmonen, som hun direkte sendte en charmerende aura, for at berolige ham. "Så hvad er problemet herre, måske kan jeg hjælpe?" Spurgte hun og opførte sig rigtig engle venligt og høfligt. En smule skuespil, men hun gjorde egentlig bare det for at hjælpe Brandon, også selvom, at han måske ikke ville have hendes hjælp. "Spencer. En fornøjelse, at støde på dig igen." Sagde han så. Spencer mente ellers ikke hun kendte ham men verden var lille. Men så slog det klik for ham, han havde været her i går aftes også, og brokket sig over en eller anden syg mand som var sammen med hans kone. Spencer lagde hovedet på skrå. "Bare rolig Barron, Brandon har intet at gøre med den mistro du anklager din kone for. Tro mig, han er en rigtig god ven af mig." På de ord stillede hun sig i font mod Brandon og lagde en hånd mod hans brystkasse imens hun kiggede på Barron. "Så der intet her du behover at spilde vores tid på." Tilføjede hun med et lidt truende blik inden Barron så nikkede og forsatte videre igennem rummet. Spencer klappede kort Brandon på brystkassen. "Du roder dig ud i en lille fight med en bloddæmon. Smart valg." Grinede hun kort og smilede så til ham.

Manden blev ved med at råbe eder og forbandelser efter Brandon i håb om at få en reaktion, desværre kunne manden ikke få en. Brandon så bare på ham med sit følsesløse udtryk og reagerede ikke rigtigt på det. Først da Spencer dukkede op virkede han lidt overrasket. Han lagde hovedet lidt på skrå og så på manden. De kendte hinanden? Der kunne man bare se. Han fulgte manden med øjnene, da han gik og så derefter på Spencer igen.
"Jeg bad ikke ligefrem om det. Uheldigvis er jeg ret vant til det." Han vendte sig om imod baren igen. "Hvor kendte du ham fra?" Spurgte han undrende imens han lænede sig over baren og kiggede på hende.

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede Brandon i øjnene. "Det ved jeg, men det var det mindste jeg kunne gøre. Desuden. Bloddæmoner er yderst terriotelle, det kunne være gået galt." Kort trak hun på skulderen til det næste sprøgsmål. "Jeg har været her de seneste dage, han kom ind i går og råbte op omkring alt det denne situation drejde sig om. Jeg kender ham ikke, han er bare en bekendt." Hun kiggede tilbage og så han fandt sin kone, inden hun så kiggede på Brandon igen. "Men, hvorfor van til det, du minder mig ikke om en person som roder sig ud i problemer?" Spurgte hun nysgerrigt og satte sig så op på en stol og kiggede på Brandon.

Brandon var egentlig ligeglad med om det kunne være gået galt. Smerte var ligegyldig for ham medmindre det var fra hans ryg. At blive slået eller andet betød ikke noget. Folk kunne slå ham så meget de ville og han ville ikke reagere på det.
"Okay. Fair nok." Han trak på sin ene skulder. Han fik bestilt et shot whiskey, og han så hen imod hende igen. "Det ved jeg godt, men når jeg har så mange kvindelige gifte kunder hos mig for at få massage, så bliver deres ægtefælle meget nemt jaloux." Han tog glasset, da han fik det leveret og en tår af whiskyen.

Hun lagde hovedet lidt mere på skrå. "Jeg ville kun forstå hvorfor." Smilte hun af det sidste han sagde. Spencer var bare ærlig. Hun bestilte det samme som Brandon og modtog indenlænge de kolde glas. "Jeg har det samme problem. Eller næsten. Kvinderne her, går sommetider og tror jeg stjæler deres mænd, fordi, jeg er den sidste de blev set med inden de forsvandt. Men, ja, det ikke min skyld trods alt." En lille hvid løgn, men ikke noget der kunne ses på hende overhovedet. Dæmonerne gjorde hun intet, heller ej vampyre og varulve - de havde ingen sjæl. Derved ingen mad, så spild af hendes tid. Den eneste hun orkede at give sin tid var Brandon. Normalt plagede hun bare at genere folk, men hun ønskede at snakke med Brandon.

Hun var ikke menneske. Det vidste han helt fra starten af. Hendes fært og udstråling hentydede til en helt anden race, men han vidste ikke hvilken og han ville faktisk gerne vide det. Det overraskede ham heller ikke at kvinderne følte sig truet af hende. Hun var jo rigtig smuk, desværre var han bare ikke interesseret i hende som sådan.. Han kendte hende jo knap nok.
"Jeg forstår godt hvorfor kvinderne føler sig truet af dig." Han drak lidt mere af sin whiskey. "Hvorfor føles det altid som om at du følger efter mig?" Han så spørgende på hende. "Du er ikke ved at forelske dig i mig, er du?" Han smilede lidt drillende.

Det var ikke fordi, at hun var vild med Brandon. MAn kunne ikke bare blive vild med nogle på så kort tid som de havde snakket sammen, men tiltrukket af hans væsen var hun. Den venlighed som han havde givet hende under deres sidste møde, havde hun virkelig sat pris på. Spencer var van til, at man sørgede for sig selv, og hun var opdraget til at kvinder var nogle skvat for mænd, og hvis de ikke kunne klare sig, så skulle de bare lades være i randestenen. Nok havde hun haft 12 brødre, og hendes forældre havde aldrig givet hnede opmærkosmhed, fordi hun var en kvinde, og hendes mor havde aldrig haft noget at sige. DEt milijø havde skabt en utryk og et had omkring Spencer til mænd, som Brandon i over tusinde år, var den første som fik hende til at se forbi. Det var nok derfor at hun fulgte efter ham. Hun rystede kort på hovedet over det første han sagde. Så grinede hun lidt derefter. "Bare rolig." Blinkede hun drillende. "Jeg stalker bare personer som er venlige med mig, fordi jeg er så paranoid så jeg er bange for bagholdsangreb." Smilede hun drillende igen og tog en tår af hendes drink og satte glasset på bordet. Derefter kiggede hun mod ham med hovedet på skrå. "Men det alligevel sjovt, vi mødes tilfældigt hele tiden synes jeg." Tilføjede hun med et skævt smil på læben.

Brandon regnede ikke med at hun var vild med ham, og ville egentlig helst ikke have at hun blev det. Han ønskede ikke et forhold og han ønskede heller ikke at kysse nogen. Han vidste han var til piger, selvom han aldrig havde kysset, eller været sammen med en pige. Han havde bare endnu ikke mødt pigen som han ville være sammen med og han forventede ærlig talt heller ikke at møde hende. Mange ville kalde Brandons liv for trist. Han var engang blevet kontrolleret af smerter, og blev det stadigvæk lidt. Han kunne ikke blive det han ønskede mest og han skulle være utrolig forsigtigt med hvad han lavede.
"Som regel skræmmer det de venlige personer at blive stalket. Måske vil det ende med at du skræmmer mig fra vid og sans, så jeg ikke tør snakke med dig mere." Påpegede han med et lille smil. Han kunne svagt mærke en lille smerte i hans ryg, og han lukkede sine øjne lidt sammen. Han tog en dyb indånding og prøvede at tænke på noget andet end smerten. "Hm? Sidste gang var ikke tilfældigt. Du var bevidst på vej hen til mig." Han så på hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg begynder efterhånden at tro at du følger efter mig, og vil have noget fra mig."

Hun grinede kort af endnu en af hans kommentare. "Og du tror ærlig talt at det ville holde en stalker som mig væk?" Spurgte hun og blinkede drillende med det ene øje imens hun tog sig endnu en sip fra sit glas. Så trak hun kort på mundvigen imens hun løftede skulderne kort. "Min veninde var ikke blevet glad for at se mig i den tilstand, hun ville være gået ekstremt amok, desduen ville jeg ikke være nået derhen inden de ville have slået mig ihjel. Min familie er... a pain in the ass. Hvis jeg skal være helt konkret. Dit sted var det nærmeste, grunden til jeg satte mig i ly, var fordi, jeg kom i tanke om jeg førte faren mod dig." Sagde hun ærligt og lagde hovedet på skrå.

Brandon trak lidt på sin ene skulder som for at sige at han ikke var sikker. Han drak det sidste af sin whiskey og afleverede glasset til bartenderen for at få det opfyldt. "Det gør jeg ikke længere." Var hans kække svar. Han rynkede svagt på panden imens hun snakkede og hans muskler spændtes. Det blev mere og mere svært for ham at koncentrere sig på andet end smerten, der blot blev stærkere og stærkere. Lysten til at skrige, råbe og smide med ting blev stærkere. "Har du stø.. stødt.." Han stoppede i sætningen og lukkede sine øjne. Han knurrede lidt over smerten.
Uanset hvad hun sagde eller gjorde, styrtede han ud af kroen selvom det gjorde ondt på ham. Han blev ved med at løbe og så sig ikke tilbage. Irritationen, vreden, sorgen var som skygger, der ikke ville forlade ham. Han begyndte at skifte form til ulv, og imens han gjorde det råbte han op. Hans råb forvandlede sig til et ulvehyl.

Hun kunne mærke det... se det. Hvordan hans muskler spændte sig i smerte. Nok fra hans ryg som ved deres første møde. Den måde hun næsten kunne fornemme svedperler danne sig i anstrengelsen for at holde den nede. Hjertet der bankede hurtigere og hurtigere i håb om, at det måske kunne løbe udenom.
To sekunder nåede hun at blinke med øjnene før han styrtede udenfor. Spencer drejede sig rundt på hælene da han forsvandt ud af døren der blev efterladt helt åben. Hun satte glasset fra sig og løb ud af døren, og lukkede den imens hun kiggede rundt efter ham. Hun kunne hører hans råben, og løb imod det, men inden længe var der ikke nogle råb - kun hyl som stammede fra en ulv. Det var ingen overraskelse for Spencer at Brandon var shapeshifter, det havde hun vidst fra deres første møde. Men hvilket dyr han havde forbindelse til, havde hun på en måde glædet sig til at finde ud af. Hun stoppede op et stykke fra ulven aka Brandon. "Brandon!" Råbte hun efter ham og satte så i løb igen. Hun ville ikke stoppe med at løbe til efter hun han havde stoppet. Stædig. Det var hun så sandligt.

Brandons muskler bevægede sig mere smidigt i ulveskikkelse, men smerten blev ikke mindre af det, dog var det til at holde ud nu. Hans poter efterlod spor i sneen imens han løb. Hans pels holdte ham varm, så han frøs heldigvis ikke. Resterne af hans tøj fik han revet af sig imens han løb. Brandons ulveskikkelse havde lysebrun og mørkebrun pels blandet med lidt hvidt. Han snublede lidt over en sten, og væltede derfor rundt i sneen. Smerten skar igennem hans krop og han peb lidt over det, men ikke desto mindre skyndte han sig for at løbe videre. Hver gang smerten blev for stor skiftede han skikkelse og begyndte bare at løbe. Måske fordi at han dengang, han var barn og smerten var begyndt havde troet at han kunne løbe væk fra det? Måske var der stadig en del af ham som stadigvæk troede at løbe ville hjælpe ham?
Først da han hørte nogle råbe efter ham stoppede han op. Hans ører rørte lidt på sig imens han vendte sig om imod Spencer. Han fnøs lidt, da en snefnug landte på hans næse. Hans hale lå tungt på jorden imens han kiggede på hende. Der gik lidt tid inden han begyndte at gå lidt rastløs rundt. Han ville løbe væk igen. Han ville bare væk.

Spencer stoppede op og kiggede på ham da han stoppede op. hun smilte skævt. Kort kiggede hun sig tilbage, og trak så på skulderen. "Hvad siger du til at vi bare løber afsted, bare løber." Smilede hun til ham og lagde hovedet let på skrå. Indne hun satte på benene igen og løb. Nok ikke lige så hurtigt som Brandon i ulveform, men hurtig var hun alligevel som dæmon, bare ikke ligeså hurtig som varulve og vampyrer var. Hun løb igennem sneen og ind i skoven da de nåede bygrænsen. Den askegrå skov. Det var rart bare at løbe til at ens ben løb for en. Vinden der greb fast i ens sår og lod det blafre i vinden. Hun løb bare. Følte sig fri. Følte sig i live. Hvilket var en ufattelig dejlig følelse. Til sidst snublede hun dog og væltede ned af en bakke. Rullede rundt i sneen til hun landede på ryggen for foden af bakken. hun slog de brune øjne op og kiggede op på de næsten nøgne trækroner imens hun blot fik et smil på læben - og lod en latter glide fra hende. Det var først der hun kiggede sig omkring efter Brandon.

Brandon logrede ivrigt med halen over det hun foreslog og bjæffede kort, inden han løb rundt om sig selv for at vise at han synes at det var en fantastisk ide! Han begyndte at løbe i samme retning som hende. Når han løb og smerten herskede over ham, så kunne han fornemme hans krop på en måde som aldrig før. Han fornemmede hvordan hans muskler bevægede sig under smertens pres. Hvordan han trak vejret. Hvordan hans poter satte spor i sneen. Alt fornemmede han.
I det de nåede skoven følte han sig hjemme. Han stoppede op i det Spencer rullede sig i sneen. Han bjæffede igen og begyndte selv at rulle i sneen. Han begravede sin snude ned i sneen, dog gjorde det således at han nøs. Igen rullede han rundt og bjæffede atter engang. Han rejste sig op og løb hen til Spencer. Han begyndte at slikke hendes kind samtidig med at hans hale logrede vildt.

Spencer lukkede sine øjne sammen i et grin da Brandon slikkede hendes kind. Hun grinede dog sammentidig med. DEt var rart at være fri. Det fik hende helt til at glemme, hvad hun stod for, og hvem hun egentlig skulle være. Måske var det godt at give slip efter så mange år. Spencer lod sin hånd glide henover pelsen og kløede ham mellem ørene, med et smil på læben. "Spencer?" Kom der en stemme længere nede som gjorde hun rejste sig op hurtigt. "Chloe" Svarede Spencer åndeløst og nikkede så.
Det var en lyshåret skønhed som stod foran dem. Bleg hud - ikke ligbleg som ved en vampyr - smuk bleg. Store brune øjne som lignede chokolade - lige til at spise. Ganske ung. Nok 16. "Rådet har let efter dem." Sagde pigen og Spencer nikkede. "Mackenzie eller Elodie kan tage den for mig. Kontakt dem. Jeg har ikke tid." Dne unge pige kiggede forvirret ned på ulven. Som bloddæmon vidste hun, at det var en shapeshifter og ikke en rigtig rigtig ulv. Hun rystede på hovedet, men gik så fra dem. Spencer lod sig glide ned på knæ i sneen. Det var alt for tæt på. "Shit. Det var tæt på." Mumlede hun for sig selv, i tvivl om Brandon hørte det var hun måske lidt. Men lige nu, så skulle hun bare lige trække vejret lidt.

Brandon logrede med sin hale imens han blev ved med at slikke hendes kind, altså lige indtil de blev afbrudt af en eller anden kvinde. Brandon satte sig ned og lagde sit hoved lidt på skrå. Han så skiftevis imellem Spencer og den nyankommet pige imens de snakkede. Han gabte kort og lagde sin ene pote over hans snude imens han ventede på at de blev færdige med at snakke.
Han lagde sig ned og ligge i sneen, indtil at pigen igen. I det Spencer satte sig ned på knæ luntede Brandon hen til hende og snuste blidt til hende. Han ville ikke skifte form, eftersom at han bare ville ende med at være nøgen.. og han gad ikke være nøgen overfor hende. Han puffede lidt til hende med sin snude som for at spørge hvad det var om.

Hun blev skubbet tilbage til virkeligheden og tilbage i lyset da Brandon puffede til hende. Hun måtte have set så fjern ud i blikket i det øjeblik inden, og det havde hun skam også. Spencer kiggede på Brandon og smilede til ham, imens hun lod sin hånd glide henover den bløde pels. "Det er bare et lille råd jeg er en del af. Jeg har skippet en del møder på det sidste. Det ikke noget særligt." Smilede hun svagt og lagde så hovedet på skrå. Spencer tog lidt sne op og kastede det drillende efter Brandon. Det sjove ved det var, at han ikke kunne kaste igen.. at vælte hende ned i sneen.... det var så det han kunne. Spencer grinede kært.

Brandon slikkede hendes hage kort som for at sige okay. Han trådte væk fra hende og begyndte at løbe rundt om sig selv, lige indtil hun kastede sne på ham. Hans ører vendte helt op af og han så overrasket på hende. Han fnøs imens han rystede sneen af sin pels.
Hurtigt løb han hen imod hende og fik sine poter op på hendes skuldre, så han skubbede hende ned i sneen. Han bjæffede kort inden han hoppede væk fra hende. Han lagde sig ned igen og så på hende med hundeøjne.

//kort svar, sorry!

Hun mærkede hvordan kulden spredte sig fra hendes ryg, og ud i alle nerver af hendes krop da hendes hud berørte sneen helt. Som om hendes ben ikke allerede var kolde nok. Spencer satte sig op så snart han var hoppet fra hendes ryg og ruskede med en hånd sneen ud af hendes hår inden hun kiggede på ham. "Hunde øjne hjælper dig ikke meget. Du ved godt vi lige har erklæret krig ikke?" Smilede hun og tog noget sne i sine hænder og kastede det efter ham. Spencer havde aldrig slået i sne før. Men hun havde set mange gøre det, og det var lige så sjovt og koldt som det havde set ud. Spencer kastede sig imod ham, for at håbe at lande ved ham - så hun kunne vælte ham ned i sneen - dog fejlede hendes mission og hun landede med hovedet ned i sneen. Hun løftede hovedet op og prøvede med lukkede øjne at puste sneen væk fra hendes ansigt. "Der skal ikke grines." Sagde hun med et seriøst blik så snart sneen var fjernet fra hendes ansigt. Dog slog hun kort over i latter og smilede skævt til ham.

Brandon rullede rundt i det at hun kastede sne efter ham igen, så hun ikke ramte. Han hoppede op at stå og bjæffede imens tungen hang ud af hans mund - et sikkert tegn på at han morede sig. Han kunne mærke hans muskler arbejde, og smerterne melde sig, men han ignorerede det. Smerterne skulle ikke ødelægge alt for ham, heller ikke selvom at det var svært for ham at ignorere dem.
Han hoppede til siden, da hun kastede sig udefter ham, og bjæffede i det at hendes hoved landte ned i sneen. Han snuste kort til hendes hår, inden han trak sig lidt væk. Han luntede hen bag et træ og skiftede form. En lettere charmerende latter kunne svagt høres bag træet, men efter lidt tid døde latteren ud. "Eh, du har vel ikke noget tøj? Jeg fryser lidt.." Han var jo nøgen og.. det sneede..

Spencer kiggede lidt efter han da han løb bagved et træ. Hun rystede på hovedet imens hun fugtede sine læber med tungen af hans latter. Hun rejste sig op og tog sin jakke af. Det var ikke fordi.. at det ligefrem var noget meget tøj. Men det var da lidt. hun gik hen til træet og rakte den om til ham. "Det ikke fordi jeg har mit klædeskab med mig ud i skoven, men jeg kender til et hemmelig hytte her i skoven, hvis du vil have varmen?" Spurgte hun og blev omme bagved træet til, at han ville sige noget. Spencer satte dog til sidst af og begyndte at gå afsted igennem sneen. Han var ikke den eneste der frøs. Hendes tøj var driv vådt af sneen, og hendes hår klistrede sig ind mod hendes ansigt. "Uh. Og du kan bare beholde jakken. Den farve klæder dig." Sagde hun drillende.
Efter lidt af en gå tur kom de til en hytte. En tom hytte dog. Det var længe siden hun havde været der, men hun vidste, at der var både lidt tøj og en pejs så de kunne få varmen. Spencer åbnede døren op og gik hen til ildsteder, hvor det første hun gjorde var at tænde op, så stedet kunne blive varmet op. Derefter kastede hun et tæppe hen til Brandon og gik så ind i soveværelset hvor hun åbnede skabet. For 16 år siden havde hendes ene datter Mackenzie boet her med hendes daværende kæreste Simon, til Spencer opdagede det og måtte på grund af regler dræbe ham. Ikke med hendes gode vilje, og hun havde heller ikke ligefrem snakket med sin datter siden der. Spencer tog noget tøj ud som havde tilhørt ham og vendte sig rundt. "De her skulle muligvis passe." Smilede hun og kiggede så efter noget til sig selv. Spencer trådte ud af de våde klæder. Om han stadigvæk var der eller ej. Hun var ikke ligefrem blufærdig. Dog var det stadigvæk nået at hun smed tøjet uden at ville spise Brandon. Måske havde hun det så godt i hans selvskab, at det ikke faldt hende ind? Spencer tog en kjole og trak den overhovedet. Sort stilfuld og passede hende perfekt. Hun puffede lidt op i hendes hår inden hun satte sig ind i den ene sofa som var foran pejsen. Hun kiggede ind i flammerne, og havde gjort plads til, at Brandon kunne sætte sig, hvis det var det han ønskede.

Brandon tog hurtigt imod jakken og var lidt usikker på hvad han skulle gøre med den. Han sukkede svagt og fik den viklet om livet, så den skjulte.. det mellem hans ben, ahem. Han så hen imod hende, men hans krop var stadig skjult af træet. Han kneb øjnene lidt sammen og først da han var sikker på at hun ikke kiggede gik han lidt tøvende væk fra træet for at følge efter hende. Han rødmede lidt over det hun sagde med jakken. "Pfft." Han blev ved med at sørge for at jakken ikke faldte af ham, eller noget. Han var meget blufærdig, så han spændte lidt i musklerne over at skulle stå så nøgen foran en pige.
Han betragtede hytten lidt imens de nærmede sig, og lige da de var nået derind, gik han hen om bag ved en sofa for at skjule det meste. Han beholdte dog for en sikkerheds skyld jakken om sit liv. Han greb hurtigt fat i tøjet. Han skulle til at bukke sig ned bag sofaen for at tage tøjet på, da han så at hun bare tog tøjet af foran ham! Han rødmede endnu mere end før, og skyndte sig at bukke sig ned bag sofaen. Han fik med en del besvær tøjet på. En brun t-shirt, sorte bukser og sorte strømper. Han åndede lettet op over at have fået tøj på igen. Han rejste sig op og så forsigtigt hen imod hende for at sikre sig at hun havde fået tøj på. Det havde hun, gudskelov! Han tøvede lidt, men han endte med at sætte sig ned ved siden af ham, dog sørgede han for at have lidt afstand. "Æh.. tak for tøjet." Han var stadig lidt rød i kinderne.

Spencer bed sig i læben imens han satte sig ned. hun skulle da også være en komplet tåbe, hvis hun ikke skulle indrømme, at hun var noget tiltrukket af Brandon. Dog ville det ikke hjælpe hende meget, så hun prøvede blot at glemme det. Selvom det var nyt område for hende, at sidde og grine og snakke med en dreng. Det var nyt område, men på trods af hun gjorde det frivilligt uden at få mad for det, så var det rart og hun gjorde det ganske godt.
Spencer nikkede til ham. "Det.." Hun slap sin læbe og smilede til ham. "Det var da så lidt." Spencer lagde hovedet let på skrå. Han mindede hende lidt om en af hendes tidligere kærester.. eller gode veninder rettere sagt. Det var bare noget over nogle bestemte træk i ansigtet, som mindede hende en smule om Beth. Det var dejligt med varmen fra pejsen til at varme hendes hud, samt tæppet gjorde det også bare hyggeligt. Spencer kastede lidt af tæppet over til Brandon, så de kunne dele det. Hytten var temmelig kold alligevel, så tæppet var nu rigtig rart efter en aften i sneen. Spencer satte sig godt til rette og lod hovedet ligge tilbage i sofaens ryglæn, imens hun vendte blikket over imod Brandon. "Tak for i dag. Det længe siden, jeg kan huske, at jeg har grint." Smilede hun taknemligt til ham. Det var ærligheden selv.