Solidarity //Brandon//

Tøj

Den klikkende lyd fra Lailahs sædvanlige fodbeklædning, som hun overraskende nok stadig havde formået at holde hvide, var ikke til at tage fejl af i kvarteret. Hun var elegant klædt, men som sædvanligt i tøj der virkede lettere fortidigt, som var hun lige trådt ned fra et af de mange gamle vægmalerier. Hendes lyse udstråling og gode sind gjorde hende ikke til typen man forbandt med vampyrer og dæmoner, selvom englens omgangskreds primært bestod af disse væsner.
Over en længere periode, havde hun besøgt St. Yeaks frivillige skole for at hjælpe til med børnene. Et par gange om ugen, kom hun gerne forbi i frikvarterende for at holde styr på børnene, så de frivillige lærer kunne få en pause.
Hun var ikke andet end trådt ind på skolens grund inden en kat snoede sig rundt om benene på hende. Denne kat var ikke hvilken som helst kat, men en Santuines.
”Lailah!”
Kattens tvilling i menneske form kom løbende hen imod hende, og sprang op i hendes favn. Lailah grinte, og der gik ikke længe inden børnene på skolens imaginære legeplads havde samlet sig, og var klar på at høre frikvarterets dagsorden, som primært bestod af gamle lege, som Lailah legede dengang hun var barn - engang for godt og vel 300 år siden.

Efter frikvarteret gik Lailah en tur gennem gågaderne på vej hen til bazaaren. Desværre nåede hun ikke længere end gågaderne. Lige siden hun forlod skolen, havde hun kunne fornemme at hun ikke var alene, men da hun vendte sig om, var det for sent. To store mænd greb fat i hendes overarme, mens den tredje holdt en klud foran hendes mund. Kort tid efter blev alt sløret og hun blev slap i hele kroppen.
”Løft hende ind til de andre!”
Hun kunne stadig registrere hvad der blev sagt, men måtte kæmpe for at holde sig vågen. Hendes blik var for sløret til at kunne se hendes overfaldsmænd, men ud fra stemmerne, ville hun gætte på at der var mellem 3 - 5 mænd.
En af mændene grinte sarkastisk, mens han smed Lailah ind i vognen de havde med sig.
”Ha, hvilke andre? Vi har ikke ligefrem haft lykken med os i dag.”
Døren blev smækket i, alt blev mørkt og Lailah faldt i en dyb søvn.

Lyden af døren der blev lukket efterlod Brandon i mørke og ensomhed. Et lettet suk forlod hans læber eftersom at hans sidste kunde lige var smuttet, hvilket betød han havde fri nu. Han trængte til at skifte form og løbe en tur i skoven. Det var nok en måned siden, han havde gjort det. Han savnede det mere end noget andet. Måske skulle han gøre det i dag, nu hvor han havde lidt tidligere fri end normalt? Han begyndte at puste stearinlysene ud og pakke madrassen sammen. Efter nogle minutter lukkede han og låste butikken. Han rettede lidt på sin skjorte, der var efterhånden var blevet lidt slidt, eftersom han ikke rigtig havde råd til at købe tøj, når han hele tiden skulle købe stearinlys og sparede op til en seng, hans kunder kunne ligge på i stedet for en madras. Sneen knasede under hans sko imens han gik. Han havde det koldt siden han ikke havde andet end sin skjorte, bukser og sko på, men han kunne klare det. Han var fristet til at skifte form, så hans pels kunne holde ham varm, men det var nok ikke en god ide at gøre det i al offentlighed. Han rundede et hjørne, og lige præcis da han gjorde det blev han slået ud. Alt blev sort og det sidste han fornemmede var hans krop, der landede på asfalten.
Da han slog sine øjne op kunne han knap nok se noget. Der var helt mørkt. Han gryntede lidt af smerte og kunne svagt høre nogle mænd snakke. Han så rundt og hans syn vænnede sig langsomt til mørket. Lige præcis da han skulle til at sige noget blev dørene åbnet og lyset blændede ham. Han dækkede for solen med sin hånd og så mændene smide en kvinde ind. Han betragtede hende nysgerrigt efter at døren blev smækket i, og han kravlede hen til hende. Hans ryg gjorde ondt på grund af faldet, men han ignorerede det så godt han kunne. At dømme ud fra hendes tøj var hun, hvad han ville kalde det, et lysvæsen. Hendes udstråling pegede hen imod at hun var en engel. Han strøg en finger henover hendes pande for at få nogle af hendes hårlokker væk fra ansigtet. Han lagde derefter sin hånd på hendes skulder. "Hey, er du okay?" Latterligt spørgsmål. Selvfølgelig var hun ikke okay. De var begge to lige blevet kidnappet! Var hun overhovedet vågen? Han rykkede sit ansigt lige lovligt tæt på hendes for at se om han kunne få en eller anden reaktion fra hende. "Vågn op." Han ruskede lidt i hendes skulder, dog forsigtigt, men forhåbentlig nok til at hun ville vågne. Hans stemme var lav, så forhåbentlig kunne deres kidnappere ikke høre ham. Gad vide om de havde låst døren? For ellers kunne han jo åbne den og flygte på den måde. Selvfølgelig med hende. Han forlod hende da ikke, heller ikke selvom han ikke kendte hende.

Vognen gav et ryk i sig, hvorefter den endnu engang kørte rystende hen over jorden uden så meget som at tænke på sine passager. Passagerne bestod af to unge vampyrer, angiveligt tvillinger, en behåret ældre herre som af udseende kunne forveksles med en varulv, men som i virkeligheden var en ganske almindelig dæmon, en ung Shapeshifter og nu også en engel.
Væsken Kloroform som var blevet hældt ud over kluden da hun skulle falde i en dyb søvn virkede som regel i et par timer, så da Shapeshifteren forsøgte at vække hende, kom der ingen reaktion. Hendes puls var faldet betydeligt meget, og hun lignede mest af alt en der havde en fredfyldt drøm om ponyer og regnbuer.
”Drop det knægt, hun vågner ikke foreløbig.”
Dæmonen kradsede sig lidt i sit gråbrune fuldskæg og gryntede utilfreds over situationen. Han havde hørt om disse mennesker, som var ude på at tilfangetage overnaturlige væsner og bruge dem som forsøgskaniner. En af hans bekendte havde været forsvundet i flere år, hvor nogle historier om denne bortførelse førte til disse mennesker. Han vidste ikke hvor de var på vej hen; ingen vidste hvor deres tilholdssted var, men kun at hvad end der ventede dem, ville ikke blive kønt. Ingen var nogensinde kommet levende derfra - og dog, for historierne måtte vel stamme et eller andet sted fra?
Vognen bumlede afsted og efter at have vænnet sig til lyden af vognens sang, var det efterhånden blevet muligt for de fleste at lukke larmen ude. Lailah var den sidste der var blevet smidt ind i vognen, hvilket nu var efterhånden flere timer siden. Dæmonen fløjtede for sig selv, og de to vampyrer, som ikke kunne være mere end 17 år gammel, var faldet i søvn op af hinanden. I et ryk åbnede Lailah øjnene og satte sig næsten mekanisk op. Rolig og med et overblik, kiggede hun rundt i rummet for at orientere sig og få styr på mulighederne i omgivelserne. Hendes veninde Delilah havde lært hende om overlevelse og givet hende styrke, hvilket gjorde at Lailah var i stand til at danne sig et overblik og lade vær med at gå i panik, som hun ellers førhen var så god til. Men selvom hun havde haft den bedste lære man kunne ønske sig, rystede hendes hænder stadig da hun rakte ud efter håndtaget i døren.
Vognen stoppede brat, og Lailah faldt på hovedet ind i døren mens hun udstødte et lille hyl.
”Av for fan….!”
Hun havde ikke blot lært forsvar af Delilah, men en masse ord som hun ellers havde prøvet at undgå at tage til sig i deres venskab, havde fundet vej til Lailahs taleorgan. Hun tog sig til hovedet, og havde først der opdaget blikke hun havde tilegnet sig.
”Nogen der kan svare mig på hvor vi er henne?”
Udenfor kunne man høre mændene traske rundt i den dybe sne som havde lagt sig oven over gruset. Der ville ikke gå lang tid før de ville føre dem ind i en kælder, hvor de blev delt op i forskellige celler. Cellerne bestod af tremmer og var bygget ind i hinanden, så de kunne se hinanden. Tre af cellernes vægge bestod af tremmer, mens den sidste var væggen ud til civilisationen. Lailah kom til at dele celle med de to vampyrer, mens dæmonen og Shapeshifteren skulle dele celle. Deres celler lagde lige ved siden af hinanden. De var ikke de eneste som var blevet taget til fange, for i kælderen var der 12 celler hvor der var op til 3 væsner i 10 af dem

Brandon sukkede svagt over dæmonens, eller også var det en varulv, ord, og satte sig lidt væk fra dem alle sammen. Han kunne mærke smerterne fra sin ryg blive stærkere på grund af alle bumpene og hans ubehagelige siddestilling som han ikke kunne ændre. Han så væk fra de andre, eftersom han ikke gad at snakke med dem. Han koncentrerede sig om at ignorere smerterne, men det var svært. Hans tanker kredsede om mindet, hvor han som barn var faldet ned fra træet og hans smerter var begyndt. Gid han kunne gå tilbage i tiden og ændre det.. Han var dog stolt over at have klaret sig så langt som han havde. Det eneste der skar i hans hjerte var at han aldrig kunne blive det, han ønskede allermest. Han havde intet problem med sit nuværende job, udover de mange kvinder, der ikke fattede at han ikke ønskede noget med dem, især fordi de var gift og slet ikke hans type. Han ville bare gerne være endt som det han ønskede så højt..
Hans tankstrøm blev stoppet af at vognen stoppede og englen vågnede op. Han så hen imod hende og rynkede svagt på panden. "Nej, jeg kan i hvert fald ikke." Svarede Brandon og så derefter væk fra hende igen. Da de blev ført ind i cellerne sørgede Brandon sig for at være så langt væk fra manden som overhovedet muligt. Han ønskede ikke at være i nærheden af ham. Hvis manden var en varulv, så havde de jo deres forhold dyr tilfælles, men det ændrede ikke på at Brandon ikke ville i nærheden af ham. Han ville bare have det hele overstået, eller slippe væk. Han så rundt i cellen, og satte sig ned i et hjørne. Han gryntede svagt af smerte fordi smerterne i hans ryg blev værre. Sikkert fordi han ikke følte sig tryg. "Så, hvad er de fyre egentlig ude på?" Spurgte Brandon. Det kunne godt være han ikke ville være i nærheden af manden, men han ville gerne vide hvad der foregik.

Lailah og hendes celle kamerater blev skubbet ind i cellen, så de nær havde snuplet over deres egne fødder. Hun fnøs utilfreds og kiggede fornærmet på de to mænd, som havde været med til at indfange hende og de andre. De sørgede for at smække døren hurtigt i efter dem, da Lailah allerede var løbet mod døren igen for at komme ud.
"Spar dig tøs,"
Den ene af de to mænd låste døren, og gemte nøglen nede i sin højre bukselomme. Lailah havde aldrig været så glad for Delilah, som hun var i øjeblikket. Hun vidste lige præcis hvad det var hun skulle kigge efter, og hvordan hun havde en mulighed for at komme levende derfra. Desværre var der én regel i Delilahs håndbog om overlevelse, som Lailah ikke havde muligheden for at kunne overholde. Lad de andre i stikken og tænk kun på dig selv, ellers er du den næste. Dette var dog ikke en mulighed for Lailah. Hun ville få så mange ud, som overhovedet muligt!
De to mænd grinte hånligt af Lailahs forsøg på at rive døren op. *Lad dem bare Lailah, de vil fortryde det senere!* Lailah var blevet bedre til at styre sit alter ego, hvor hun nu mange gange kunne holde hende tilbage så kun hun ville høre hendes stemme.
Hun så efter de to mænd som drejede til venstre om et hjørne, hvor faklerne dansede og lavede skygger på murene. Hun lukkede øjnene og lyttede. Prøvede at adskille fodtrinene og de jamrende skrig fra hinanden. Prøvede nogen at komme i kontakt med hende ville hun løfte en finger og tysse på personen.
Efter flere minutter kunne hun høre en dør smække i. Ekkoet var ikke til at tage fejl af, men udfra tiden kunne hun beregne at der var et stykke hen til døren.
Dæmonen gled ned af sten væggen ud mod civilisationen og sukkede til Brandons spørgsmål. Lailah gik hen til tremmerne som forbandt de to celler. Jo mere viden hun kunne få, jo lettere ville det være for dem at slippe ud. De to vampyrer tog notater af hendes eksempel, og satte sig ned ved de selv samme tremmer. De to drenge var så ens som man overhovedet kunne blive. De havde lysegrønne øjne og tykt rødt hår, som gav en lyst til at røre ved det. De var af normal bygning, men så på nuværende tidspunkt ekstremt skrøbelige ud.
Dæmonen så på den lille forsamling med et løftet øjenbryn, og sukkede derefter.
"Meget ved jeg ikke, men det siges at disse mennesker indsamler væsner og bruger os som forsøgsdyr."
De to drenge fik underligt nok lidt mere farve i kinderne og et smil på læben, da han sagde at dette var mennesker. Dæmonen så strengt på de to drenge da han opdagede deres pludselig humør ændring.
"Men tag ikke fejl af deres race! De ved hvad de laver. Det er umuligt at slippe levende ud herfra. Hvis man overhovedet vil have en chance, gælder det om at slå til når de henter dig ud."
Et grin fra cellen ved siden af Brandon og dæmonen fik dem til at vende hovederne. En karseklippet, muskuløs mand i trediverne havde sluttet sig til forsamlingen og stod lænende op af tremmerne der forbandt deres celler.
"Tror i ikke at nogen har prøvet det? Det hele var planlagt til hver eneste detalje, men alligevel nåede de ikke længere end hjørnet derhenne. Lige pludselig faldt de om"
Han nikkede hen mod hjørnet hvor de to mænd var forsvundet.
"Ingen ved helt rigtigt hvad der skete; men jeg har en teori. Alle dem som har prøvet at flygte, har aldrig tilbragt mere en 2 dage i cellerne. Da de bortførte os, er jeg overbevist om at de har sprøjtet os med et stof, der gør at hvis vores puls kommer for højt op, vil vores pulsåre trække sig sammen og ikke føre nok ilt rundt i kroppen, hvilket gør at vi besvimer. Det vil tage mindst 4 dage for kroppen at udskille dette stof."
Lailah kiggede stift på manden mens tandhjulene i hovedet drejede rundt.
"Hvor lang tid har du så været her?"
Han begyndte at tælle med fingrene, men gav op og fortalte at han ikke var sikker, men at det mindst måtte have været et år.
"Og hvorfor har du så ikke forsøgt at flygte endnu?"
Spurgte en af vampyrene og kiggede spørgene op på ham.
"Nok ser jeg stærk ud, men jeg bliver for hurtig træt til at kunne nå hele vejen hjem. Jeg ville dø inden jeg nåede hjørnet."
Han begyndte at le, som var det den sjoveste joke han længe havde hørt. Han tog sig til maven af grin og tørrede en tåre væk fra øjenkrogen, vendte sig om og satte sig ned på jorden, hvor han derefter gik over i gråd. Hvis en mand som ham kunne knækkes, var det kun et spørgsmål om tid inden dette skete for dem selv.
"Hør,"
Hun lagde en beroligende hånd på den ene vampyrs hoved.
"hvis i er villig til at ligge jeres liv i mine hænder, så skal jeg nok sørge for at vi alle kommer ud."
Hun havde sat sig ned på knæ og talte sagte til dæmonen, Brandon og de to vampyrer.

Hvorfor skulle det også lige ske for ham? Hans smerter blev blot værre af det manden sagde. Brandon ville absolut ikke være et forsøgsdyr. "Lyder behageligt." Mumlede Brandon og kørte en hånd ned langs hans højre side af hans ansigt med et suk. Han længtes efter at komme hjem og lægge sig ned i sin dejlige seng, så hans smerter kunne forsvinde. Han kunne nok bedre håndtere alt dette, hvis det ikke var fordi at han havde så ondt. "Fire dage.." Det var alt for meget. Han kunne ikke klare at være i en celle og sove på et hårdt gulv i så lang tid. Han ville ikke kunne holde til at flygte når tiden endelig kom.
Fyren der begyndte at grine helt vildt skræmte ham lidt, hvis han skulle være ærlig. Så Brandon blev bare siddende i sit hjørne og virkede som en, der var klar til bare at give op. Han så op på pigen med det sølvfarvede, eller hvide, hår med sammenknebet øjne. Han fnøs lidt over det hun sagde. "Held og lykke med det." Sagde han og så væk fra dem alle. "Jeg slipper ikke ud herfra, det kan jeg forsikre jer om. Jeg kan dog holde vagterne hen, eller hjælpe jer på en anden måde." Han så på pigen igen, som han nu slet ikke var i tvivl om var en engel.

Slipper ikke ud? Lailahs optimistiske sind var ikke til at omvende. Hun smilede varmt og opmuntrende til ham.
"Om jeg så skal bære dig, så skal jeg nok sørge for at du kommer ud - hvis du altså vil ud?"
Hun ville ikke tvinge ham til at tage med hende, men hun ville gøre alt for at hjælpe ham, hvis han ville ud derfra.
En rømmen fik hende til at flytte blikket over på dæmonen. Hans blik var ulæseligt, men hans stemme afslørede hans tvivl.
"Hvordan skal vi kunne stole på dig?"
Han rejste sig op og nærmest spyttede det sidste ord ud. Hun var godt klar over hvorfor tvivlen havde fundet vejen ind til hans fornuft; hvordan kunne han vide, at hun ikke bare ville lade dem i stikken? Nok var hun en engel, men det var ikke uhørt at den sterotype gode engel gav op på andre i pressede situationer.
Hun rejste sig op, kløede sig i baghovedet og smilte for sig selv.
"Okay, lad mig stille det op på den her måde. I kan enten blive her og selv finde en vej, eller tage med mig, som rent faktisk ved noget om den her slags."
Hun brød sig ikke om at stille tingene op på den måde, som fik hende til at lyde overlegen, men hun vidste, at den her slags situationer var det godt at have en leder. Hun kiggede rundt på dem alle for at høre deres svar. Vampyrene nikkede straks du hun kiggede på dem. Ved dæmonen tog det lidt længere tid at få et svar, men til sidst sukkede han og nikkede kort. Så var det kun shapeshifteren tilbage.
"Jeg lover dig at du kommer ud."
Hun smilede og så afventende på ham.

Brandon betragtede englen lidt efter at hun sagde at hun ville få ham ud om hun så skulle bære ham. Han havde svært ved at tro at hun var i stand til at bære ham. Hun så ret spinkel ud, gjorde hun ikke?
"Åh, jeg vil skam gerne ud, men visse ting afholder mig fra at være i stand til det." Han smilede venligt til hende. "Og, det er ikke for at være uhøflig, eller grov, men jeg tvivler på at du kan løfte mig." Hans venlige smil forblev limet fast. Dette høflige, smilende ansigt.. Det var alt en maske for at narre dem. Få dem til at tro at han var stærk og modig, når han faktisk inderst inde var bange og nervøs.
Dæmonen stilte et godt spørgsmål og han var ret spændt på englens svar. Han himlede lidt med øjnene over hendes svar og var ærlig talt skuffet over det. Hvordan kunne hun være så sikker på at hun var den eneste, der havde styr på den slags? Han valgte at ville sige noget. "Dit svar er en trussel. Du beder os om at stole på en total fremmede, som kan lede os direkte i døden, eller værre. Eller også kan vi blive her. Vi er døde uanset hvad." Brandon var hurtig til at give op eftersom at hans ryg gjorde rigtig ondt.
"Lov så meget du vil - I sidste ende ender du med at bryde et løfte." Var hans vise ord. Hans blik var tomt imens han kiggede på hende.

//Beklager tiden!<3

//Intet problem ^^

Man skulle ikke tage fejl af hendes spinkle figur. Ja vist var hun da spinkel, men under hendes hud gemte der sig nogle muskler, som havde tæsket igennem diverse øvelser for at nå til det punkt som de var i dag. At løfte ham ville være trættene, især hvis de skulle gå så langt som hun troede, men hvis hun fik hjælp fra de andre, ville det kunne lade sig gøre. Hun undlod at svare, og svarede i stedet dæmonen som tvivlede på hende. Hun kunne godt lide at blive undervurderet, og så bagefter overraske. Det fik en følelse af tilfredshed og anerkendelse til at boble inden i hende.
Hun lo svagt og skubbede noget hår væk fra øjnene med den ene hånd.
"Jeg tvinger dig ikke til at tage med. Du kan blive her og bruge de næste mange år på at blive tortureret og til sidst dø, eller du kan forsøge at flygte med os, så du i det mindste har en chance for at overleve. Hvis vi dør under flugten, så dør vi alligevel med værdigheden i behold."

Om han svarede ja eller nej var irrelevant, da de selv uden hans deltagelse ville begynde at planlægge flugten få timer efter, hvor Lailah havde skaffet nok teorier og informationer, til at de tilsammen ville kunne udtænke en plan. De deltagene satte sig alle op af tremmerne med ryggen til hinanden.
"Når vi kommer rundt om hjørnet derhenne,"
Hun nikkede hen mod døren hvor de to mænd tidligere forsvandt.
"Vil vi befinde os på en gang som givetvis er 60-70 meter lang, hvor vi for enden af den gang vil finde døren som vi skal ud af. Jeg tror at denne dør føre os direkte udenfor, men det kan også være at vi vil møde andre døre på vejen som kan føre os et andet sted hen."
"Og hvad ligger til grunde for din teori?" Spurgte dæmonen, som så mere mistroisk end nysgerrig ud.
"Ser du, tidligere lagde jeg mærke til hvordan flammernes skygger dansede på væggen derhenne,"
Hun nikkede endnu engang hen mod hjørnet.
"Så der må vel være gennemtræk, eller en stærk vind udenfor?"
Hvis nogen spurgte hvordan hun så havde tænkt sig at de skulle komme ud fra deres celle, ville hun blot smile og sno en hårtot rundt om sin finger.
"Man er vel en kvinde."