Im just a werewolf (Remíe)

den helt nye varulv vandrede rundt mellem træernes visken og dyrenes liv. Her kom hun hver dag og slappede af. Det var på dette sted hun blev overfaldet første gang, det var her, hendes liv begyndte rigtigt.
Kimmi var ikke andet end 16 år gammel, og alligevel var hun først vågnet nu. Hendes dyriske indstinkter lod sig berolige af velkendte omgivelser. De gå stammer var hendes faste klipper, de mindede hende om dagen hun vågnede.

"Her høre jeg til." Hviskede hun og løb grinene rundt. det var her i skoven hun hørte til. selv havde hun jo bedt Titanen om at blive et med skoven, og lade sig forsvinde.
Kimmis øre fangede en lyd et stykke væk, og straks blev hun klar over der var noget på færde, om det var et dyr, eller et andet menneske, eller væsen kunne hun ikke bedømme. 'Hvem og hvad er det?!' tænkte hun og lod sig træde varsomt hen over jorden.

en mand var skyld i lyden, han havde valgt at tage en tur i skoven, han var klædt i en lang frakke af sort uld, han havde en tophat der var dækket med fløjl og en silke skjorte under, han var skabt til et meget mere civiliseret område. han var en mand ved navn Remíe bordaux, han smilede til sig selv og tog en cigaret ud fra en lille lomme i hans jakke og tændte den med en sølv lighter. han smilede lidt og gik lidt længere mens han fløjtede.

Kimmi var nu blevet helt optaget, glemte alt omkring sig og så kun manden. Nøgagtig som når hun jagede vildt til hende og den gamle kone. 'Sig dig langs jorden og lad intet opdage dig. Hviskede alt i hende. Kimmi havde ikke lært at styre ulven endnu, da hun jo ikke var mere end 6 uger gammel. så når fuldmånen stod op, fik hun fis i kasketen og opførte sig som en gal hund.
Nu var Kimmi tæt nok på til at kunne se manden, hans mørke tøj og fine hat. Hvem var han? han måtte være en fornem og fin herre, måske var han adelig? Kimmi anede det ikke og havde bestemt ikke tænkt sig at spørge ham.
ikke mere end et par meter fra hende var han nu, men da fik Kimmi kolde tær. manden lugtede farligt og Kimmi lagde sig fladt ned mod jorden, i ly af en busk.

fra en lille sæk trak Remíe et stykke kød frem og smed det væk fra sig før han gik vidre, han håbede nogen var dumme nok til at hoppe efter den, han manglede noget at lave og at prikke til et dyr var det han lige kunne finde på lige nu. han havde entlig ikke ment for at tage ud i skoven men han havde haft brug for at slippe for at være i Doomsville bare for en tid. han så på kødet og gik lidt væk før han stillede sig om bag et træ med et smil.

ung og dum, som en ny varulv nu kunne være, lå hun stille til manden var væk og sprang frem fra sit skul. ´Den unge smukke 16-årige pige knælede ned foran kødet og snusede svagt. Kødet var friskt, dog var det hele mistænkeligt. Hvorfor kom en mand og smed kød ud i skoven? Var han en jæger? eller var han bare gavmild?
hun satte sig ned i skrædderstilling ved siden af kødet. Hvordan kunne hun egentlig prøve at over liste denne jæger? og hvad var der med den lugt?! både råddent og alligevel sødt... som gammelt slik..
Kimmi sukkede og rejste sig uden at røre kødet.
Luften omkring hende var i spænd, og dyrene var begyndt at tie. "Hvem er du og hvorfor smider du kød her ude." hvæsede hun og knurrede svagt.

han trådte frem frem med et smil "jeg kede mig lidt og syntes at jeg havde brug for en lille smule opmundring" han smilede og gik hen til pigen. han lagde en hånd på hendes skulder "hvad laver en sød pige som dig helt her ude" han smilede til hende og strøg hendes kind "hvad med at du kommer med og jeg giver et dejligt frisk måltid" han tog et lomme ur frem og smilede til hende venligt. han havde mange bagtanker om hvad han ville gøre men han lod dem være på hvile for nu.

En dyb knurren tordnede i hendes bryst, men hun svarede ikke på hans spørgsmål, om hvad hun egentlig lavede her ude.
”Har du aldrig fået af vide man ikke må gå med fremmede? Og slet ikke med folk fra en skov.” Den lille pige havde ændret sig fuldstændig. Før havde hun lignet et dyr, med hendes knurren og måde hun talte på, nu var det som om man var stødt på en lille pige. ”Men altså, jeg må ikke gå med fremmede.” hun skubbede hans hånd væk og smilede stort.
Igen begyndte fuglene at synge og dyrene begyndte at titte frem forskellige steder i skoven. ”Men det var ellers pænt af dem.” hun grinede og vinkede til ham. Nogle fugle fløj ned på hendes skuldre og ned på jorden foran hende. en munter fløjten kom fra hendes mund, fulgene stemte i og hun vare bare glad. Intet kunne ødelægge det…