whaat are doing ( Remíe)

Tid: 23:14
sted: parken
vejr: en af de frostklare natter stjernerne blinker på himmlen
omgivelser: ingen udover hende selv
Påklædning: løst siddende skjorte og nogle bukser der lidt for stor til hende. fødder har hun intet på

Zantanna gik hvileløst, hendes læber var røde og eyelineren indramme hendes brune øjne, Zantanna havde haft meget tænke på her på sidste at hun trængt til luft endnu gang skulle være på flugt hvor når holdte det op. Hun sukkede svagt hun sad blikket rettet imod sine fødder. Hvordan skulle dette her ikke ende hun kom aldrig til være fri måske hun skulle give Emiliy til nogen så hun ikke konstant var i fare, men hun kunne ikke skille sig af med den lille pige det hende der fik Zantanna til at acceptere at hun var et monster. Havde man Emiliy kunne man få Zantanna til at gøre alt hvad man bad. Heldigvis var hun på kroen sammen med Mikas slæng og så længe Emiliy var der kunne der intet ske.

rytmiske skridt. en nærmest hypnotisk rytme kunne høres gennem gaderne. en mand i klædt en lang sort frakke og hvad lignede en hvid skjorte under hans frakke kunne lige ses, han bar en sort tophat og i sin ene hånd var en lang sort vandre stok med et kranium siddende på toppen med en enkelt rød rubin i øjet på det. i hans bælte under hans jakke hang en lang kniv. han var gået en lang tur fra hans hjem hos sin frue til rotten root for at torturere, dræbe og fortærer kvinder. han satte sig i skyggerne af parken og så sig omkring, han trak en lille bog frem fra sin lomme samt en fylde pen hvorefter han skrev tre navne ned. han så en pige komme gående ind parken og lukkede sin bog med et lille smæld og smilede "har man travlt i aften mon cher" han rejste sig ikke så hans ansigt var stadig skjult af skyggerne.

Zantanna havde ikke set nogen komme, men måske var det hendes enge tanker at hun var helt væk da han snakkede til fór hun forskrækket sammen, hun kunne ikke tro da han spurgte om hun havde travlt nikkede " ja jeg skal videre" sagde hun prøvede på ikke at lyde bange så derfor lyd hendes stemme mere vred end meningen var. Hun satte farten op hun ville blive hængende. Desuden skulle tilbage til kroen.

Zantanna var bange, men hun ville da ikke vise ham det, men hun havde en mistanke om at han ikke god for hende så hun ville heller væk inden der skete noget som hun ville komme til at fortryde. Hun satte farten ned da hun mente at langt nok væk, men desværre blev nød til at tage omvej for ikke at skulle forbi ham igen. Hun ville kæmpe vis det kom til det, men kunne hun undgå det var det var det hun ville.
Hun troede at han arbejde for Mikas skaber og hun havde tænkt sig finde ham, men det ham ikke en af hans taber undersåtter. Hun svag en glide igemmen håret hun presset og af frygt for at han ville følge hende forsatte hun i en anden retning end af kroen så var de ihverfald i sikkkerhed.

der var et lille smil på hans læber, han nød frygten han kunne mærke i hende. han så hende begynde at gå og han rejste sig op. han så på hende og fulgte efter hende, en hypnotisk lyd af hans skridt og hans stok der klangede når han den ramte brostenene. han kunne ikke lade være med at smile over hendes frygt.

han tog sin stok under sin arm og tog sin bog frem og satte et tidspunkt i den med blæk "hvorfor løbe mon cher, jeg vil bare have lidt sjovt" han smilede til hende og satte farten op men blev stadig lidt væk fra hende, han havde sin kniv og længere henne i sin bog sad der hans besværgelser fra book of fire. han så på hendes ryg.

" ja har travlt og skal hjem okay" sagde hun hendes var blevet sur i det end før, hun ville ikke lege med ham og da slet ikke havde det sjovt, hun stod stadig med ryggen til hendes hænder var knyttet " jeg din form for sjov og det vil jeg ikke være med til, du undertrykker kvinder for sjov og tænker ikke på deres følelser" sagde hun halv råbede, hun ville ikke leg hans leg og vis snart han lod hende være ville han få en pisse sur hunvampyr på nakken " så vis du bare vil være sød og lade mig komme hjem ville det være fint" sagde hun det nok fordi hun var ung at ikke altid tænkte hun ville ikke have provokeret ham, men hun kunne ikke lade være når hun blev vred.

han smilede og gik hurtigere så han stod foran hende "jeg er træt af at lege den her leg" han smilede til hende med et ondt blik i øjet. hans hånd greb om hendes arm "vous putain salope" han smilede til hende med foragt i hans stemme "jeg kan lugte en forbistret vampyr" han så på hendeog skubbede hende fra sig "jeg vil nyde alt hvad jeg gør mod dig din lille lusker i mørket" han så på hende med onde øjne og et slesk smil "jeg skal først piske dig med en sølv pisk, så bade dine arme og ben i helligt vand indtil du tryler mig om at tage din sjæl" han slikkede sig om munden med et slesk smil.

Zantanna kiggede på ham med stift blik da han tog hendes arme, jeg vidste blik belv det hurtigt til " desværre jeg aftale så sød at smutte ned i det hul kommet ud af lad mig være, desuden har været i bad vigevand og sølv ja det vil ikke have mig startet på" hendes kold og truende og da han greb fat i hende begyndte hendes at blive sorte, de lignede sorte huller til sidst så vis ikke han havde evne der beskytte ham mod physiske angreb vil kunne mærke en fornemelse som langsomt blev til smerte. Hun kunne ikke se noget, men havde sit blik rettet der hvor før havde haft det så sikker på hun kiggede på ham og kunne bruge det til sin fordel " advarede dig vil skrue den højere op vis ikke du slipper" hendes stemme var nu så lav at det kun var en hvisken. Hun lage hænder omkring hans hænder så vis skulle give slip kunne han ikke

da hendes øjne blev sorte og han begyndte at mærke smerten smilede han lidt "så den lille vampyr kan kæmpe" han mod stod hendes smerte og så på sin hånd " Juni Oso Mun" en kugle af ild formede sig i hans hånd og han skød den mod hendes tær "du kan ikke se noget kan du" han smilede til hende og knyttede sin næve med den ene hånd før han gav slip, med en lille bevægelse før han hurtigt efter landede et slag på hendes kæbe "du slipper ikke væk nu" han tog fat i sine handsker fra sin lomme og tog dem på "ikke løbe nu, jeg hader at jage nogen" han smilede til hende og gik hen til hende med et smil "jeg er ikke færdig med dig endnu"

Zantanna bed tænderne hårdt sammen da hun mærkede varmen lugten af brændt hud, det gjorde, men kunne ikke skrige. Hun måtte til slippe sin kræfter så kunne se hvad der forgik, men forsent hun nåede kun lige se en knyttet hånd med kurs imod hendes kæbe. Idet næven ramte hende fik hun et flash back. Hun gispede idet ryggen landede på jorden, smagen af jern da hens tænder trængte igemmen huden og fik det til blød. Hun kiggede op på ham. Hendes blik var blevet hårdt " jeg vil aldrig fortælle dig hvor Mika er du dræbe mig først" sagde hun var sikker på at han arbejde for dem der ville have fat på ham og fanget hende.

Zantanna vendte sig på alle fire rejse sig løbe, men nåede ikke at komme op før det forsent at stod hen over hende. Hun fór sammen. Hun havde afsløret at hun vidste hvor Mika var det dumt, nu ville han forsætte end til hun fortalte ham. vis rørte hende igen ville tøve med at bruge evnen på så højt niveau som hendes krop tillod det. Hun skulle nok sørge for han ikke rørte hende, ligesom med hendes adoptivfar, ville give ham det han ville. Hun bestemt sig for at hun ikke ville være bange for og da slet ikke bed om nåde.

han smilede bedrevidende og tog fat kom hendes hals med begge hænder. han så på hende "hvis du følger med lige så lydigt vil jeg ikke gå efter Mika for nu" han smilede nærmest venligt til hende men med hans øjne der nærmest skød lyn. han havde virkelig ingen ide om hvem denne Mika var, men han ville ikke skippe en mulighed for at have det lidt sjovt " så vær en god lille vampyr og tag den her sæk over hovedet" han gav hende en sort fløjls sæk "vi kan ikke have du ved hvor jeg bor jo" han smilede til hende og satte sin fod på hendes arm "vi ved jo ikke om du er en lille sladre hank" han fjernede sin sko med et smil men stod stadig over hende og ventede på hun tog den ned over hendes hoved.

Zantanna vidste at han ikke vidste hvor hun var så nægtede at tage hans sæk over hovedet, hun grinede vis han troede at han kunne slippe afsted med skræmme hende var dum. Hun vidste at ikke vidste hvor han var derfor kunne han ikke gøre noget imod ham " dine forsøg på at gøre mig bange virker ikke" sagde hun og det meste af det var sandt, men ikke det hele. Det eneste der rent faktisk trøstede hende var at han ikke vidste hvor Mika var. Igen blev hendes øjne sort og denne gang skruede den op hun ligeglad. Han skulle ikke slippe afsted med at gør dette gang, hun var så vred at hun ikke mærkede da kroppen satte sin grænse og hun mistede bevidstheden. Dog håbede hun følte at rendt over af flok elefanter for der efter var tilbage for at sikker at død ved træde over om en gang mere. Hun var slet ikke så stærk og det kunne se nu, hun for ung til at kæmpe.

som om nogen havde gevet ham stød faldt Remíe tilbage "fils de pute britannique, det gjorde ondt" han spyttede på gaden og slikkede sig om munden da han så hun var bevidstløs. han gav hende hætten på og tog hende over skulderen og da en karret kom forbi smilede han og fik ham til at stoppe "min herre de for riglige penge for at fragte mig og denne pige til hvor jeg ønsker" han smilede til kusken og kusken smilede tilbage før han satte sig ind.

Remíe ankom til en af hans huse som han havde sat op i doomsville, det var 3 etager og han var på vej ned i kælderen, han fik hurtigt sat hende fast i en jern stol. han fløjtede muntert mens han fandt sine ting frem. han så på hende der var ved at komme til sig selv "så står vi op, jeg skal nyde dette meget" han smilede til hende med et begær i hans øjne.

Zantanna ærgede sig over at hun besvimet for nu var hun havnet i kælder det sted mindst kunne lide at være i hun hadede kælder, nok fordi llevet i en det meste af sit liv hendes øjne lukkede sig igen ganske kort hun heldigvis sit tøj på nu, men måtte mande sig op " sikke en find kælder, men nu må du godt slippe mig fri så vi kan komme hjem, for det tigge og bede er ikke mig, det kan godt være at du vant til det. Dog skulle du nok fundet en anden" sagde hun rettede sine øjne på væggen da hun så hvor begærlig hans blik. Tre to en talte hun inde i sig selv og vidste at det snart ville starte. Hun havde prøvet det i mange han ville blive skuffet.

han smilede bare lidt "oh tsk tsk tsk" han smilede til hende igen før han gik en gang om hende, han havde en pisk i den ene hånd og hans kniv hang fra hans bælte. han gik om bag hende "jeg vil ikke lade dig gå, jeg vil have det sjovt med at piske dig, waterboarde dig, brændemærke dig, og sidst men ikke mindst, voldtage dig" han lod kniven glide hen over hendes tøj og det blev skåret væk "og hvis du bare prøver at gøre modstand, vil jeg finde mika slagte ham og lægge hans skind foran min kamin er du med" han så på hende med onde øjne og han flåede det sidste tøj væk. han så på hende med et smil før han stillede sig foran hende igen "er det forstået"

Zantanna kiggede trodsigt på hun vidste at hans slæng ikke lade ham komme i nærheden af Mika, bed ikke mærke i at hun nøgen, hun vred og rev i dem vidste nu hun havde lavet en fatal fejl ved nævne ham for før vidste han ikke hvem Mika var nu, men det også lige meget han ville ikke kunne komme tæt nok på. Zantanna vidste at hun ville vinde og derfor spyttede hun efter ham " når kommer ud her fra skal nok sørge for at fortælle alle om stort et svin du er" sagde hun rev stadig i lænkerne " jeg aldrig bede om nåde" sagde hun og grinede provokerende til ham.

han så på hende med et smil da hun spyttede efter ham. med et smæld af pisken kom en flænge i hendes skulder "du siger at jeg ikke slipper væk med dette. jeg skal sørge for at du bliver en lydig vampyr" han tog pisken igen og slog hende hen over maven "sådan kommer det til at forgå" han tog fat i hende om hendes hals og kvalte hende "du gør alt hvad jeg siger, eller også vil alle du elsker dør, tror du ikke på mig, jeg har mange forbindelser" han så på hende med et ondt blik der viste han talte sandt "har vi en aftale" han gav slip og strakte pisken ud.

Emiliy var den første tanke der ramte, men han kunne ikke gør dem fortræd kunnne han? Hun kunne nævne Emiliy hun stadig i hendes hænder hun gispede der prøvede kvæle hende, men det gjorde ikke noget han kunne bare gøre det hun havde brug for luften hun var allrede død. Da pisken ramte hendes skulder måtte kæmpe for ikke at holde sit skrig tilbage og det lykkedes for sådan noglelunde istedet kom der et gisp. Hun mærkede hvordan blodet klisterede sig til hendes hår " jeg vil aldrig blive lydig jeg er ingen gang bange for dig" sagede hun dette her gjorde hende vred og tænkte ikke ret længe på skulderen " du lige som ham du er bange for kvinder skal blive magtfulde" mumlede hun så det var næsten ikke til høre, med ham havde ment sin adoptivfar. Hun ville ikke kunne give sig, men på den lure frygten lige om hjørnet og det betød at hun kunne ikke være sikker på at han ikke talte sandt. Hun gøs en smule, men gemte hurtigt frygten væk kiggede på ham idet han piskede hendes. Hun valgte det sidste hun valgte gøre hvad han sagde, men ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun ikke kunne lade ham dræbe Emiliy, Mika og Mikas slæng. Zantanna nikkede modvilligt hun skulle nok gøre hvad han sagde så længe han holdte sig væk fra de andre. " tro mig jeg er ikke bange for dig, det er for at beskytte mine venner at gør det, men tro ikke at du har vundet" sagde hun hendes stemme var kold og hård. Han havde langt fra vundet.

han kunne ikke lade være med at grine "meget vel så. men lad os se hvor lydig du er. tre regler, nummer 1: du må ikke flygte, nummer 2: du skal gøre alt hvad jeg siger når jeg siger det. nummer 3 du må ikke bruge din evne" han tog fat i hendes hår og slikkede hendes hals før han gik hen og slikkede blodet fra flængen i hendes skulder "er det forsået lille vampyr" han så på hende med et smil der varslede at det var kun en begyndelse. han gik lidt væk fra hende og så på hende "for at få noget på det rene respektere jeg kvinder der kan stå selv. de er så sjove at slå selvtilliden ud af" han så på hende med et ondt blik "du må slippe for lænkerne så snart du siger at du går med til reglerne" han gik rundt om hende og tog et halsbånd med en lås på og gav hende det på og låste det fast.

Zantanna hadede ham det lyste ud af hendes øjne, havde hun da for pokker ikke nævnt noget kunne hun havde givet ham lærstreg nu havnede hun har og for beskytte dem holdte af skulle have hun turdte ikke nævne det for sig selv det gjorde hende syg. Hun nikkede igen modvilligt da slikkede blodet væk fra sår blottede svagt tænder uden at gøre noget, men det betød ikke hun ikke kunne hadede ham. Hun kunne ikke vente til dette her var overstået. hun vidste ikke hvordan skulle forklare det til dem der hjemme, men skulle nok komme på noget, men han ville aldrig få hende til at skrig af frygt. Hun hadede ham ligesom hun hadede dem der skabte hende. Alt det skete mindede meget om det der var en gang.

han tog nøglen og dinglede den foran hende da han stod ved siden af hende "du vil ud af den stol vil du ikke" han smilede "hm hvad skal du gøre for det" han hang nøglen om sin hals og tog på hende med et smil "hvad med at du viser hvor god du er" han gik om foran hende med et smil "ingen biden og ingen evner husk det, eller skal jeg piske dig lidt mere" han så på hende med et slesk smil, han var sikker på hun vidste hvad han snakkede om og gik hen til hende igen og så på hende "hvad er svaret så min kønne lille vampyr" hans øjne var hånende og hans smil var alt andet end venligt da han trak sine bukser ned lige så hans hårde lem sprang frem lidt fra hendes ansigt "begynd at sut hvis du vil up på det næste nivau og ud af kælderen.

Hendes blik var rettet imod koldt og hårdt , men hun var vant til mænd bare tog det de ville når de ville, han var ikke anderledes hun fnøs kort inden hun åbende munden og kørte frem tilbage det tydeligt se at hun hadede ham. Han skulle den nydelse af se skrige det var langt under hendes værdighed. Hun undgik at kigge på ham og lukkede øjnene imens koncentrerede om at køre frem og tilbage, men hun gjorde med vilje ikke overbevisende hvorfor skulle hun. Hun havde kun lovet ham gøre det han sagde. Han havde ikke sagt godt det skulle være ikke endnu.

han så på hende med et smil før han smilede lidt "dit had er som en fin hof ret, det er dejligt at mærke dit had mens du sutter mig" han smilede før han smilende tog fat om hendes hoved og begyndte at presse hende helt ned til roden hvor han kom i hendes mund. han smilede og trak sine bukser op igen. "meget vel, jeg holder mit løfte" han vidste det bare var et spørgsmål om tid før hun ville blive afhængig, det var en gave at være en incubbuc, han låste kæderne op og stillede hende op mod vægen "bøj forover det er tid til din inspektion af dine bedre dele" han fik hende til at bøje forover og lod en finger glide op i hendes under liv "meget vel, vend om og på knæ,denne gang skal du give den alt hvad du har" han lod sit lem stritte frem igen "og ikke bide" hans ord var faste.

Hun vidste at den orde ville komme nu var hun tvunget til at gøre det bedre, hun syntes sæd smagte forfærdelig hun stod foroverbøjet så han kunne se op i hende og jo mere dette fremskred mere ulækker syntes hun blev. da fingeren røg ind i hende gispede hun svagt og forskrækket fordi nu skete det sikker på da han vendte hende om måtte hun lig tælle til ti inde sit også gjorde det igen kørte igen frem og tilbage og sørgede som tage den så langt ned hun kunne komme uden hun fik lyst til brække sig. Noget skulle have fortalt ham at hun ikke var til mænd, men noget i hendes føltes forkert, men i verden det godt en varme bredte sig i hendes krop vidste ikke hvorfor og hun måtte kæmpe imod denne følelse. Hun kunne ikke tillade nyde dette her for så ville han vinde og det havde han ikke fortjent.

han lod hende blive ved med at køre frem og tilbage, det var bare et spørgsmål om tid, uanset hvor meget hun strittede i mod ville hun til sidst være intet andet end en hund der ville tigge for hans fødder. han smilede til hende og mærkede hendes had og foragt, det var følelser der var som sødt slik for ham, han lod hende fortsætte lang mere effektivt end han havde troet og før han vidste af det havde han bare gevet slip og hun suttede sultent afsted på ham. til sidst nåede han sin grænse og kom i hendes mund igen "vær sikker på at sluge det alt sammen ikke, vi kan ikke have du skipper et måltid han smilede til hende og han lod hende komme op at stå før han stod bag hende "en skam du er en vampyr" han smilede og lod sine silkebløde hænder glide ned over hendes mave og ind mellem hendes ben mens han kyssede hendes hals "du har meget gode bærende hofter" han smilede lidt "buk dig for over igen, det er på tide jeg smager hoved retten" han smilede og fik hende til at stå for overbøjet hen over den stol hun havde siddet i for 10 minutter siden hvor han lod sit lem let glide mod hendes åbning før han pressede den ind i hende.

Zantanna hadede det, men gjorde som sagde slugte det, det tyde se at det ikke var hendes kop te for hun skar en grimasse hun vidste hvorfor, men hun lænede sig forover åbende hun munden så han kunne se slugt. Hun gøs var gang hans læber rørte hendes hud, men hun kunne ikke stoppe den varme følelse som forsatte med brede sig som ildebrand. Hun kunne dog stadig styrer den ved tænke på sin fortid det var det gjorde hende bitter nævnende hendes hofter var glad for at hun var vampyr det betød at hun kunne slippe for at have barn, det var i hvert fald det hun troede at det var derfor snakkede om dem.