Just listen ~ Luke.

Sted: Firewood village.
Omgivelser: Der er ikke mange ude, så Elodie har næsten gaden for sig selv.
Tid: Tidligt om morgenen, omkring klokken fem.
Vejr: Det er en lun morgen.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Elodie sad fastspændt til en stol. Hendes hænder og ben var bundet fast med solidt læder, hvilket gjorde det umuligt for hende, at komme fri. Hendes hår var uglet og beskidt, hendes hud var mørkere end normalt, fordi hun ikke havde haft mulighed for at gå i bad i lang tid, rundt omkring på hendes krop havde hun dybe rifter, blå mærker eller andre former for skader. Hendes hoved var foroverbøjet, da døren gik op og skridtene kom tættere på hende. En usynlig kraft løftede hendes hoved og hun så direkte ind i øjnene på ham. De grønne øjne, omringet af et sæt mørke øjenvipper. Hans lange hår hang ned i hans øjne, og hans mørke skæg fyldte det meste af hans ansigt. Han anede ikke hvad hun var i stand til, og havde aldrig været det. Han havde været overbevidst om, hun bare var en tilfældig svag pige, der i sidste ende ville udvikle et stockholmsyndrom og falde for ham. Men det var ikke sagen. Elodie havde narret ham så længe, så et øjeblik længere ville ikke skade nogen. ”Hvordan har min pige det i dag?” Hendes mundviger tvang hendes læber op i et smil, der trods alt virkede overbevisende. ”Kom her,” lød det kort fra hende, hvor han nærmere sig hende. Han lagde begge hans hænder på hendes lår og tvang hende ind i et dybt kys, hun gengældte det, indtil hun så sit snit til at angribe. Hun bed fast i hans læbe, og en flæns af hans læbe hang fra hendes tænder. Elodie slog sit hoved imod hans, så han væltede bagover. Hun spyttede hans læbe ud og så på ham med endnu et smil, der denne gang var hånende. ”Du troede virkelig på det, gjorde du ikke?” Elodie trak sin hånd hårdt til sig, da læderet over tiden havde løsnet sig, og det derfor ikke længere var et problem for hende at komme fri. Hun løsnede sin anden arm og sine ben, og gik hen til hendes fangevogter med usikre skridt, men der var ingen tvivl om, hun ikke havde godt i sinde. Elodie sparkede hårdt til hans hoved, så han væltede om på ryggen. Hun satte sig ned på hug ved siden af ham, og så ham dybt i de grønne øjne, men der var ikke længere noget kærligt at se. Kun had. Hun trådte på hans brystkasse, så han blev holdt nede, og med hendes hænder, greb hun fat om hans hoved og knækkede det. Han var vampyr, og det ville derfor ikke dræbe ham. Hun ødelagde stolen, og brugte en af splinterne til at dræbe ham med. Elodie gik derfra, velvidende hun blev nød til at finde noget mad, så hun kunne få sine kræfter tilbage.

Elodie fandt ly på den nærmeste kro, hvor hun kun var minutter fra at bryde sammen. Hun havde brug for mad. Nu. Hun gik hen til den nærmeste mand, og efter blot to sætninger, var de på vej op til hans værelse. Heldigvis for hende, kunne hun forgive, at ligne det der tiltrak ham mest. Hun trak ham med i seng lige så snart de kom ind af døren, og efter et stykke tid, var der ikke mere sjæl tilbage i ham, og han lå livløs i sengen. Elodie derimod, havde det meget bedre. Hun bevægede sig ud på badeværelset og tog et langt, varmt bad, så hun kunne få alt skidtet af sig. Efter badet, skulle hun bare finde noget tøj. Hun måtte nøjes med noget af hans tøj, før hun kunne få fat i sit eget. Hun klædte sig på i et par bukser og en skjorte, der ikke ligefrem fremhævede hvad gud havde givet hende. Elodie gik ud af kroen og satte straks hen imod den nærmeste butik, der solgte tøj til kvinder. Hun havde ingen penge, og måtte derfor charmere sig til det. Det var overraskende let, når ekspedienten ikke var mere end 15. Hormonerne gjorde hende utrolig let ar charmere sig ind på. Hun gik derfra med tre nye sæt tøj, og en date med en 15-årig tøs. Ikke at Elodie ville dukke op. Hun havde nu en læderdragt på, der i den grad fremhævede hendes kvindelige former. Nu skulle hun bare videre med hendes liv, hvilket måske ikke ville blive let for hende. Alt der var sket de sidste år, havde sat dybe spor i hende. Hun gik videre ned igennem gaden, selvom hun ikke vidste hvor hun skulle gå hen. Den sorte dragt, gjorde det meget lettere, for hende at bevæge sig rundt, og i den grad også lettere når hun begyndte på hendes nye mission i livet.

Blodet faldt lige så stille ned af dæmonen, det var omkring den tiende i denne uge. Men lige meget, hvad kunne Luke ikke få nok eller en del af ham kunne ikke. Luke kigget på dæmonen som hang og var begynde og be om nåde, Luke kigget kort på ham dæmonen her, hvorefter han ventet på hvad dæmonen ville sige til hans spørgsmål nok en gang. "Jeg ber dig stop, jeg har fortalte alt jeg ved om den gruppe du leder efter, jeg har en famille vil du ikke nok lade mig gå." Luke sende et kort smil til ham, "jo da ved du, hvad vi gir dig os en lille ekstra gave." Luke tog et kort pause da manden så ud til at tro at han ville overleve, "men jeg kan ikke lade dig gå ser du for det første er du en af dem, derud over har jeg lidt lovet at jeg ville udrydde jeres grupper så du kan godt se jeg ikke kan lade dig gå ikke." Luke træk kort efter den sidste sætning, satte Luke sin dolk igennem ham. Da han var død træk Luke den ud igen, hvorefter  han kigget på de andre lig som lå omkring ham. En del af ham forstod ikke at han kunne være så voldsom, hvad gik der dog af ham. Men en anden del af ham, nød faktisk dette. Luke så kort hen på kvinden han havde dræbt nu, hvad var det siden han havde været i nærheden af Eria det var vel lidt lige meget hun klaret sig. Lige som Luke klaret sig her, selv om den del Eria kende var ved og falde sammen, Luke havde aldrig været så blodtørstig, som han var nu, han kigget kort hen på manden inden han Lukket døren til en kælder,  han havde købt til tortur eller forhørs sted som han selv ville kalde det.
En Uge efter.
Luke sad inde på en bar, hvor han lige så stille var blive træt af stedet men, hvad der faktisk betød noget her  var mere om det var et sted han kunne for information. Luke træk kort på smilebåndet, da en ung kvinde på cirka femten stod åbenlyst og flirter med ham eller prøvet på det. Luke gad dog ikke efter et stykke tid, hvorefter han havde rejste sig op og var gået over mod udgangen, Luke var lige kommet ud og begynde og kigge sig lidt omkring, da han, havde fået styr over det.  Gik han ud i det dejlige vejr denne dag, uden rigtig og tænke over det. Begynde han bare med og gå med hans whisky flaske i den ene hånd, og en smøg i den anden mens han gik ned gennem gaden.

Elodie havde stadig en hel del skrammer. Især dem i hendes ansigt var tydelige, da de andre var dækket af tøj. Hendes hår og hud var dog blevet ren at se på, hvilket gjorde det noget lettere at omgås. Især som succubus. Hun gik ned af gaden, med to poser i hænderne. Længere nede, fik hun øje på et velkendt ansigt. Et ansigt, der i den grad bragte minder frem, men også en vis skyldfølelse. Hun var bare lige pludselig forsvundet, og han anede ikke hvorfor. Selvom det ikke var hendes skyld, var hun bare væk fra den ene dag til den anden. Hun overvejede et øjeblik at vende om og stikke af. Men det var bedre at tage tyren ved hornene, og få det ud af verdenen. Hun kunne kun forstille sig, at han enten var såret eller vred, hvoraf sidste nævnte var mest sandsynlig. Elodie stod stille et øjeblik, og blinkede et par gange med øjnene, før hun gik hen til ham. ”Luke. Hej.” Hun anede ikke hvad hun skulle sige, så en hilsen måtte være det bedste valg. Hun gav ham et kort elevatorblik. Han var ikke blevet værre at se på med årene. Tværtimod. Elodie gik et skridt tættere på ham, selvom hun godt vidste han havde et temperament, men hun frygtede ham ikke. Selvom han godt kunne finde på at såre hende, ville han ikke dræbe hende. Han var trods alt stadig en engel, og det ville ikke gøre så stor en forskel, at han var falden. Det gjorde ham bare til engel med volds-og vrede problemer. Hun lagde armene over kors, men virkede ikke defensiv på trods af det. Hun beskyttede sig selv, og det viste hendes kropsprog tydeligt. ”Går det godt?” Det var på ingen måde den bedste indgangsvinkel, men det var meget lettere, end at tale om det store problem.

Luke tog et kort hiv af smøgen, hvorefter han tog en slurk af hans whisky, smagen af væsken var stærk nok, til og holde hans blodtørstig væsen nede. Luke træk kort på hans mund da han hørte en stemme, som kom fra en velkendt person som hilste på ham. Luke kigget hen på personen som nu stod tæt på ham igen, hvad der var starte som en vildt god dag var nu blive smadret. Efter hvad næsten alt af Luke mente, "Hey Elodie lang tid siden." orden blive sagt meget roligt, hvad der ikke var hvad Luke rigtig ville ha gjorde, men han var blive ældre og havde lært og gemme de følelser væk. Luke så kort hen på hende da hun talte igen, hvordan han havde haft det. Hun prøvet med vilje og undgå emnet, hvilket han ikke ville rode i, hans tænker var bare stadig på hvorfor hun havde forladt ham. Luke træk kort på hans mund så der kom, et smil op eller det var nu mere en grimasse. Luke mærket kort at hans krop faktisk ville slå hende, mens den anden ville kramme hende og holde om hende, hvad var der dog galt med ham han elsket Eria, det her var bare et trick som skulle for ham til og gi dem en chance igen. Sandheden var dog en helt anden, da han var blive falden , havde han ikke tror at hans hjerte og sjæle ville være splitte men det var den nu. Luke kigget kort på hende, for lige og se hende som person igen hun havde ændretsig, men kun til det bedre. Luke bed sig selv kort i læben, hvorefter han svaret hende. "Jeg har det fint, hvad med dig og hvor har du værre om man må spørge." lød det igen utroligt roligt fra Luke af. Mange ville sige at han ikke havde godt af at gemme sin vrede på denne måde, men Luke følte nu at det gik meget godt så han behøvet ikke og vise at han var vred. Luke så på hende, nogen gange var det som om han havde to personligheder hvilket provokeret ham, hvad der dog var det værste var, at den ene personlighed stadige følte noget for Elodie, mens han rigtig personlighed, efter hvad Luke selv mente, elsket Eria, efter alt de havde været igennem men kunne de være, at det var hvad der var skete med ham eller, hvad var det. På en måde var det nu os lige meget Luke kigget på Elodie og tog en enkel tår af sin whisky og et nyt hiv af smøgen.

Elodie vidste godt, hun ikke kunne undgå spørgsmålet. Hvor har du været? Spørgsmålet ville komme, om hun ønskede det eller ej. Spørgsmålet var så bare, om hun skulle være ærlig, eller stikke ham en løgn. Hun havde ikke lyst til at han skulle få ondt af hende. Det var ikke hendes mål. Så selvom hun ikke havde lyst til at lyve for ham, så hun det som det bedste for dem begge. Da spørgsmålet endelig flød over hans læber, tog hun endnu et skridt hen imod ham, og forsøgte så vidt muligt at skjule hendes følelser. Hun lod en hånd glide igennem hendes hår og så ham direkte i øjnene. ”Du ved hvad man siger om en succubus. Hun kan ikke nøjes med en fyr. Det var bare lettere at smutte, før det blev for seriøst.” Det var på ingen måde sådan hun havde det, fordi Luke faktisk var en af de første hun holdte af, på trods af hendes opvækst. Hun havde lært at hade mænd, men de kunne også være ufatteligt charmerende, når de ønskede at være det. Hun sank en klump, hvilket var et tydeligt tegn på, hun ikke var tilpas i situationen. Men alle andre tegn på, at hun løj for ham, var nærmest ikke eksisterende. Hun lod hendes arme falde ned langs hendes side, klar til at tage imod en hver aggression han havde brug for at komme af med hende. Hun var stærk, kunne tog imod det med åbne arme. Elodie havde det bestemt ikke godt med at afvise ham. Men hun var bare ikke typen til at være i et forhold, og hun anede ikke hvad det kunne føre til, hvis deres forhold blev godt igen. Hun ville ikke kunne holde sig til en mand, og ville i sidste ende såre ham. Det var en af de store ulemper ved, at være en succubus. Man kunne ikke være i et fast forhold. ”Det forstår du godt, ikke?” Hun var meget provokerende, men det var udelukkende, for at få ham til at afreagere, så han kunne komme videre. Det fortjente han.

Luke lyttet dog til hende, han vidste at der var en anden historie bag det, der var sket men han ville ikke lade hende se at han stadig, følte noget for hende. Han træk kort på skulderne, da hun var færdig med og gi sin undskyldning, "ja det ville ikke være gået nu når du siger det." Hadet boblet lige så stille inde i ham, men han ville ikke gi hende fornøjelsen af at se , hvordan han havde det. Derfor nikket han bare og svaret hende, "jah men så er der hvis ikke mere er der, han forstod ikke hvorfor han stod og talte med hende, hans had til hende var jo stort nu. Om de overhovedet ville kunne være venner efter dette, anet Luke ikke. Hvilket han på sin vis var ligeglad med, hvad han følte nu var at han var faktisk ligeglad med, han ville faktisk være glad hvis han ikke så hende igen. Luke lukket kort øjne, hvorefter han træk sin pistol og skudt bagud, en lejemorder havde nemlig prøvet og sige sig tæt på ham, mens han talte med Elodie. Luke kigget på manden som faldt ned på jorden da skude ramte og ikke nok med det, det var en dæmon som, havde prøvet og dræbe ham mens han talte med en. Luke gik hen til manden, hvorefter han sætte sig ned i højde med mandens ansigt som lå ned, "jeg håber du nyder og sidde der for det blive det sidste sted, du kommer til og sidde." Lød det kort fra Luke af, hvorefter han træk hans pistol igen, og skød ham lige i panden så hjernemasse flød ud sammen med blodet, hvorefter dæmonen faldt sammen på jorden. Luke vende sig med et om mod Elodie igen, "hvad laver du så i denne by jeg ville da tro du var det sted hvor der var meget fest, det var du da den gang, vi mødtes første gang." Igen var det meget rolig svar der kom fra ham, alt hans had kogte inde i ham. Hvorfor han ikke faldt i med og slå hende, var fordi han følte ikke at han behøvet det, så hans had var bare ved og koge inden i ham. Luke kigget sig omkring, kort efter han, havde talte til hende hvorefter han tog en kæmpe tår af hans flaske Whisky. Han smed kort smøgen var sig, hvorefter hans øjne stadig var plante på Elodie, han ville ikke slå hende selv om han havde lyst.

Elodie regnede med, at han på et tidspunkt ville koge over. Om det så gik udover hende eller anden, vidste hun ikke, hvilket på sin vis generede hende. I det Luke skød en mand bag ham, vendte det hele tilbage til hende. Hvad det var der trickede det, var hun ikke sikker på. Måske var det hvad Luke sagde. Vampyren der havde holdt hende fanget, havde sagt noget lignende til hende mange gange. Da hun i starten havde gjort modstand, havde han fortalt hende, hun aldrig ville forlade stedet, at hun ville gå til grunde i den kælder. Elodie så ud i luften med et blankt blik. Scenerne med vampyren kom tilbage til hende. De gange han havde tortureret hende, misbrugt hende. Hun havde ikke haft en chance for at gøre noget. Hendes vejrtrækning blev tungere, og i takt med det, steg hendes brystkasse op og ned i hurtige bevægelser. Hun fik det utrolig dårligt. Et angstanfald, så at sige. Det var umuligt for Luke, ikke at regne ud, at hun havde løjet omkring hvad der var sket med hende. Elodie klemte hendes hænder sammen så hårdt, at der begyndte at dryppe blod ned fra hendes knyttet næver. Det gik op for hende hvad der skete med hendes hænder, så hun så ned og lod hendes hænder flade ud igen. Elodie så på Luke og rømmede sig, i et desperat forsøg på, at bevare hendes værdighed. ”Jeg bliver nød til at gå.” Hun drejede om og gik væk fra ham. Hun havde ikke lyst til, at nogen skulle se hendes svage sider. Slet ikke Luke, fordi han på trods af alting, stadig betød meget for hende. Han var den første i lang tid, hun holdte af. Der var naturligvis hendes familie, men det var noget andet med Luke. Han havde fået hende igennem de sidste to år, uden overhovedet at være klar over det. Men nu var det bare bedst, hvis de ikke så hinanden længere. Ingen skulle nøjes med et følelsesmæssigt vrag som hende. Slet ikke Luke.

Luke kigget på hendes hænder, da hun klemte hårdt på dem. Luke vidste ikke hvad han skulle sige, men det bedste var nok og forlade hende, Luke kigget på hende kort, "hvis det er det du vil skal jeg ikke stoppe dig." Lød det kort fra Luke af, han ville ikke forlade hende sådan her men, hvis hun havde brug for at være alene forstod han hende godt. "Vi må tales ved en anden gang, så du kan forklare mig alt der er sket, da du var væk for den undskyldning du kom med var bare lam." Sagde Luke hvor efter han forsætte ned gennem gaden, han skulle nok opsøge hende igen, hvis der var noget ellers ville hun sikkert opsøge ham.
//kort men håber det kan bruges.//

Elodie havde let ved at lyve overbevisende, men når det kom til nogle ting, der havde haft stor indflydelse på hende, var det ikke længere let. Hun forsatte væk fra ham, men stoppede op, da han erklærede, han havde gennemskuet hende. Hun drejede sig rundt, og så på ham mens han gik væk fra hende. ”Vent,” sagde hun i et roligt stemmeleje, før hun gik tilbage imod ham. Hun stoppede op foran ham, og lagde armene over kors, så hun skjulte hendes hænder, og beskyttede sig selv. ”Jeg kan ikke tale om det der skete. Det er overstået, og jeg skal videre med mit liv. Men jeg efterlod dig aldrig, Luke.” Hun holdte en kort pause, før hun så ham i øjnene. ”Jeg ville være hos dig. Det er sandheden. Du må vælge om du tror på det, eller ej.” Hun lod hendes arme folde ud, fordi hun nu ikke længere, fortalte om hendes inderste følelser. Hun holdte øjenkontakten med ham, fordi hun ville se hvad hans reaktion var. Han var sikkert kommet videre, og det ville hun godt kunne forstå, men det betød ikke, at det gjorde mindre ondt.

lyden af Elodies stemme kom bag på Luke, hvorefter han stoppet op. Luke kigget hende i øjne, efter det lyttet han  til hende. Da hun nævnte at hun stadig, havde føleser  for ham kigget han væk. Hvorfor skulle dette være så svært, han elsket Eria, men på samme tid kunne han ikke benægte de følelser han, havde fået for Elodie han, havde prøvet og undgå dette.  Luke kigget op på hende, hvis han sagde han ikke følte noget for hende, ville han lyve da han gjorde det. Luke kigget sig omkring, kan vi gå ind på en kro og snakke, jeg har lidt sværte ved og tag alt dette ind." Den mest lamste undskyldning i mands minde, hvad skulle han gøre hvis bare han kunne dele hans krop op til to, med den personlighed som elsket Elodie kunne være sammen med hende, hvor til den anden kunne være sammen med Eria. Luke kigget på hende, hvorfor skulle det at vente tag så lang tid han ville ikke prøve og være en anden end han var. Luke kigget på Eria, "jeg jeg føler os stadig noget for dig." Kom det ud af munden af Luke, hvorefter han begynde at gå over mod en kro som var lige ved siden af dem. "Kommer du, lad os smutte ind på kroen bare for at være et lidt mere diskret sted." Lød det kækt, og roligt fra Luke af.

Elodie havde ikke hilst på Luke, fordi hun ville have ham tilbage. Hun ville bare ikke have, at han hadede hende. Det var tydeligt, at han havde svært ved at håndtere det, så hun var lige på vej til at gå, da han foreslog, de gik ind på en kro. Hun nikkede, men blev stående. Da han sagde, han stadig følte noget for hende, forsøgte hun ikke at vise for meget begejstring. Hun ville ikke give ham det forkerte indtryk, selvom hun stadig havde følelser for ham, havde hun ikke store planer om, at de skulle finde sammen. Ikke medmindre, det var noget han ønskede. Hun gik hen imod kroen, og bevægede sig indenfor. Hun havde aldrig brudt sig om kroer. Den eneste fordel, var at det ikke var svært at charmere sig ind på folk og måske også få lidt godt at spise. Hun satte sig ved et bord, mens hun længe overvejede hendes ord nøje. Hvordan gjorde hun det klart, hvordan hun havde det med deres situation. Hun så på ham, da han satte sig ned. ”Jeg har været væk længe. Du er sikkert kommet videre.” Elodie holdte en pause, fordi det gik op for hende, det ikke var den bedste start. ”Du skal ikke lade det vi engang havde, komme i vejen for dit liv. Jeg er her ikke, fordi jeg vil have dig tilbage. Jeg vil bare ikke have, at du hader mig.” Luke var en af dem der betød mest for hende, derfor var han også den, der kunne påvirke hendes følelser mest. Gøre hende utilpas, nervøs, trist men også få hende til at føle sig elsket.

Luke vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han ville på en måde ha hende da han jo stadig elsket hende. Han var nød til og tag ud på en rejse for at finde ud af hvad han skulle gøre, af sig selv Eria ville sikkert forstå ham. At få tid til sig selv, hvorefter han ville vende tilbage igen. Luke kigget på hende og lyttet, "jeg forstår godt, hvad du siger til mig Elodie, men jeg har tid til og bearbejde dette." Sagde Luke, hvorefter han tømte sin flaske whisky. Hvordan kunne hans liv være blive så rodet, Luke kigget over på hende. Hvad skulle han sige, hvad skulle han gøre han vidste ikke hvad han skulle gøre. Luke kigget ned i bordet, hvad skulle han gøre lige meget, hvad kunne Luke ikke få styr på sit liv, men nu måtte han prøve på det. Luke smile svagt til Elodie, "så jeg håber du forstår hvorfor jeg skal gøre dette Elodie." Lød det kort fra Luke af, hvorefter han rejste sig op "jeg må heller gå jeg skal som sagt, ha styr på en masse jeg håber jeg ser dig engang igen." Kom det kort fra Luke af, hvorefter han kysset hende på kinden kort, og gik ud gennem byen han måtte ha styr på sit liv, hvad han ville med det og hvem han ville være sammen med. Nogen gange, ville han ønske at han bare ikke,  havde et hjerte men nu ville han bare ha styr på det, hvilket var det bedste han kunne gøre. Luke gik ud gennem kroen og afsted ned gennem gaden, nu skulle  ville han på en rejse og ikke kigge sig tilbage før, han havde fået sit liv på plads igen og hans følelser.
//out (;//