So we see each other again "my love" [Solon]

Nu var der gået godt vel præcis to uger. To uger siden de sidst så hinanden, to uger siden han sidst havde holdt ham i sine arme. Men nu var det endelig nu, nu var det endelig tiden til de skulle se hinanden igen. Som lovet havde ham og Cain, fundet deres gamle venner også snakket med dem. På trods af de ikke kunne få fat i to, så havde de da heldigvis fundet de to andre...så helt alene var de da heller ikke. I dette øjeblik sad de på en kro, og ventede spændt på at ham ville komme "hvornår kommer han?" lød det fra en utrolig utålmodig Christian. Selv som vampyr, havde han været kendt for sin stærke utålmodighed...den var dog heller ikke blevet bedre, af at han så også døde. Man skulle tro, at manden fik bare en smule tålmodighed af ikke at have noget at lave. Dog vidste det sig modsat, da han blandt de 6 venner, var kendt som den mest utålmodige. Dog om ikke andet, var Christian stadig også utrolig smuk. Godt nok var han blevet langt mere bleg af at være død, også genopstået som et spøgelse. Dog klædte døden ham utrolig godt. De høje kindben, de brune øjne. Man skulle næsten tro at døden havde passet sig ind til lige netop hans udseende. Dog var der så også den bieffekt, at han virkelig slog kraftigt ihjel. Hvis man troede Cain var slem i sine drab...så var han værre. Netop fordi han levede af folks livsenergi, og han havde stærkt brug for det...blot for overhoved at være synlig, også også leve. Han optrådte ofte også relativt tynd, og hvis han virkelig var svag...så ville han se helt syg ud. Dog havde manden taget godt til sig, og han virkede på må og få sund...af et spøgelse af være.
Serilda derimod, hun var skisme en helt anden historie. Hun bar den overmenneskelige skønhed af en succubus. Hun var smuk, karismatisk og utrolig loyal...altså imod alle der ikke havde en penis. For når det kom til hendes had til den mandelige race, så kendte ingen til størrelsen af den. Den eneste grund til hun overhoved sagde ja, var fordi hun skyldte Darius det, hun holde af ham også fordi historien om hvad de havde gjort ved denne uskyldige dreng...ja den havde ramt hende. Så når hun først fik fingrene i de jagere...så ville de hurtigt være døde. ved siden af hende sad Cain, han havde som altid et koldt og direkte tomt blik i de røde øjne. Det virkede mere som om han kun var her for Darius skyld...for han havde endnu ikke helt kunne beslutte sig for hvad han mente omkring denne dreng...indtil nu var det stadigvæk ikke helt besluttet.
Som svar på Christians spørgsmål, hamrede Serilda sin hånd imod hans baghoved og knurrede af ham "så tag dig dog sammen...du er hvad flere hundrede år gammel og du agere som var du 50 år" brummede hun og satte sig tilbage i stolen. Som for at bevise sin barnlighed, gjorde Chris hende efter. Darius sukkede og rystede på hovedet. Godt nok var de mærkelige og mange af dem ødelagte, men de var familie og familie stod sammen. De turkise øjne søgte hele tiden imod døren, alt i mens han ventede på at Solon skulle dukke op.

P;[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (den med tørklædet)

Solon havde igennem flere dage frygtet at tage tilbage til Darius.
Ikke nok med at han havde fortalt sin livshistorie, men ha havde også accepteret at møde Darius' venner og lade dem hjælpe med deres lille jægerproblem. Det var frygteligt! Han havde aldrig planlagt at skulle knytte sig til nogen - slet ikke til en incubus der skulle leve af sex med forskellige.
Stille trak han kraven tættere om sig mens Hekami havde travlt med at komme hen til kroen. Solon vidste ikke længere hvad han skulle gøre - han kunne ikke klarer tætheden, nærheden... Han var ikke skabt til det. Ikke til at blive et elsket menneske.
''Hekami, kan vi ikke bare...?'' Hekami afbrød det med et dybt knurrende bjæf. Ikke tale om at han skulle få kolde fødder nu. Om så han skulle gifte sig med Darius - de skulle af med jægerne!

Rystende - delvis af kulde og delvis af nervøsitet - åbnede Solon døren til kroen, og så med vilje ikke rundt efter Darius, men gik direkte op og bestilte en øl. Da han endelig fik den, gik han ned til bordet hvor Darius og de andre sad. Han tog en stol fra et andet bord, og satte sig mens han blot så på Darius.
''to uger - nu har du vel ikke sultet?'' sagde han med et drilsk smil, mens Hekami skyndte sig hen til Cain, hvor hun satte sig ved hans fødder under bordet, go lagde hovedet på hans skød. Hekami kunne skam godt lide Cain, men fandt Darius så krævende og klistrende.
Solon så rundt på de andre ved bordet, og inden de nåede at sige noget til ham, sagde han roligt; ''Davs!''

//lidt kort, undskyld! XD//

Cain stirrede blot tomt frem for sig, han havde egentlig ikke lyst til at være der, men siden episoden for to uger siden...så havde Darius ikke ladt sin bror ude af syne, blot af frygt for hvad der kunne ske. De røde øjne, var fastlåst på et enkelt punkt og de forblev skam der hele tiden, selv da døren gik op og folk kom ind flyttede han ikke blikket. Det var dog, da han følte et velkendt hoved ligge sig på hans skød, at han flyttede blikket. han så direkte ned i et par skønne hundeøjne og man kunne se en antydning af et smil på hans læber. Dog skulle man kende ham for at se det, for alle andre ville ansigtet blot være helt følelseskoldt. Han sagde intet, men lagde blidt sin hånd i det bløde pels, hvorpå han strøg hende ned igennem manken.
Darius klukkede, men rystede på hovedet. Han gav den unge mand et kys på kinden "slet ikke!" det eneste han havde gjort, var at suge sjælen ud. Alt hvad der foregik under bæltestedet, havde han holdt sig fra. Alt i mens Cain var optaget af Hekami, Darius omkring Solo. Betragtede Christian nysgerigt den unge mand. De brune øjne kørte ned over hans ansigt. Alt i mens han betragtede ham, brugte han sine spøgelsesevner, hvilket vil sige at han med et forsvandt også dukkede op på en stol ved siden af Solon "jamen goddag" han hævede øjenbrynet og så ned over knægten "jeg hedder Christian" han rakte sin hånd frem imod ham. Når Solons hånd ville ramme imod Christians...så ville han kun føle ren kulde. Da Chris jo var et spøgelse, følte han ingenting. Han kunne ikke føle smerte, kulde, varme eller noget andet. Så en simpel berøring ville han ikke kunne føle.
Serilda derimod, hun gav ham blot et nik og vendte derpå blikket hen imod en ung mand, der gik og fejede. Man kunne se hvordan hun nærmest gjorde sig klar til at jage. Hendes form blev mere sensuel og luften omkring hende kraftigere...tydeligvis fordi hunskulle til at gøre sig tiltrækkende for sit offer.

//helt okay

Hekami sad blot og lod Cain aede hende - én ting var hun sikker på, Cain var helt klart hendes yndlingstvilling.
Solon derimod, havde snart ikke én yndlingstvilling længere. Han var ved at knuse Darius' hjerte, og det ville ikke blive kønt.
Da Christian satte sig ved siden af Solon og præsenterede sig selv, smilede Solon roligt og gav Christian hånden. ''Glæder mig at møde jer alle sammen.'' han så kort hen på Cain, med en smule opgivelse i blikket. Cain var en lost cause.
''Eerm.. Darius, kan jeg tale med dig under fire øjne..?'' spurgte Solon så, og rejste sig igen. Jo hurtigere han fik gjort det jo bedre. Han hadede at udnytte en fyr på den måde som han havde udnyttet Darius. Og han var parat til at få en omgang tæsk af vennerne -- ingen tvivl om det.
Han så afventende på Darius, inden han begyndte at gå hen til en af de mere private båse der var i kroen.

//kort, undskyld, men har hold i ryggen som gør at jeg ikke kan sidde ned særlig længe ad gangen :/

Darius så forvirret på Solon, han forstod ikke hvor dette kom fra, men om ikke andet så nikkede han og rejste sig op med ham. De andre fulgte dem blot med øjnene, hvor af Cain nok var den eneste som virkelig bare så dødt frem af. Han var den eneste af dem som ikke virkede som om han bekymrede sig for noget som helst eller for den sags skyld nogen. Det var nok kun Hekami der var kommet tæt nok på, han havde intet til overs for de andre. De betød ikke noget for ham, så det var kun hende også hans tvilling der virkelig betød noget for ham. Han var en kompliceret mand og alligevel var han da utrolig simpel...der var få det betød noget for ham, og de som virkelig kom så tæt...ja man kunne kalde dem heldige.
Darius gik med Solon hen til en af de private båse, hvorpå han vendte sig imod ham. Han havde armene over kors og hovedet på skrå "så hvad sker der?" spurgte han og så nysgerrigt på ham

//sorry for den korte længde, jeg skal lige ind i det igen

Solon vidste, at om lidt ville han nok enten møde en meget forstående Darius, eller løbe som bare fanden for at komme væk fra hans venner.
''Darius, jeg... Jeg er så glad for, at du og dine venner vil hjælpe. Det er jeg virkelig! Men... Det virker som om du.. Ja, som om du ser os to som mere end bare venner der har det sjovt sammen..? Ikke at det ikke er en mulighed, men.. Jeg har aldrig været nogens fyr. Jeg har ikke..'' han tog en dyb indånding inden han så undskyldende på Darius.
''Jeg har ikke i sinde at tage imod jeres tilbud om hjælp. Hvad end min far finder på, er det ikke kun mig han kommer efter. Heller ikke kun Hekami. Han kommer efter alle der prøver at hjælpe os.'' Solon så pludselig lidt mere bestemt ud, en smule mere voksen. Dette var et valg han var nødt til at træffe. Et forhold til Darius, som resulterede i at de begge to var i farer, eller at knuse Darius' hjerte og lade ham leve uden farene ved at se Solon.
''Vi rejser igen ved solopgang..'' sagde han stille, inden han med lidt tunge skridt gik hen til kroejeren og betalte for et værelse for natten. Han havde verdens grimmeste smag i munden, men vidste at dette var hvad Hekami fandt bedst.