En gammel mønt - Rowan

af **Alítheia** Man 9 Feb 2015 - 16:08

Tid: Formiddag, i vinterhalvåret

Vejt: Sne der daler let, kulden har sat ind, så folk befinder sig indendørs med en god kop kakao. Rundt omkring børn der leger i sneen.
Omgivelser: Forskellige boder, folkemængde der forhandler, køber og sælger på markedet, beskidt sne. Børn der leger sneboldkamp på markedet

Påklædning: kjolen ser ca. sådan ud: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og
Kappen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Mønt: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Emnestatus: Privat

----- Fortid -----

Mønten lå i hendes hånden, og lod tommelfingeren glide over afbildningen, som næsten var slidt væk. For mange var det bare en gammel værdiløs kobbermønt, men for netop Alítheia havde den en speciel betydning. Den var blevet et symbol på håb for hende, den mindede hende om at tingene kunne ændres til det bedre. Den hjalp hende til at have kontrol over minderne om fortiden, holde de værste minder væk. Mønten havde indgraveringer som forstillede et skib, hvor der under var en fisk og hang i en slidt lædersnører. Et sidste blik blev kastet på mønten, inden hun lod den glide ind under puden, for derefter at gå ud af værelset. Hun måtte ud i byen, for at skaffe de sidste ting, inden hun igen ville forlade byen og sejle ud.
Hun gik ud af værelset og låste døren forsvarligt bag sig, forlod kroen og forsvandt derefter ud i Doomsville gader.
Mørket var ved at falde på, før hun vendte tilbage til kroen. Selve krostuen var på dette tidspunkt fyldt med mænd og kvinder der støjede og skålede, hvor der tidligere havde været roligere. Alítheia fortsatte videre op til værelset, uden at gøre noget ophold i kroen. På vej til værelset passerede hun enkelte personer, på vej ned i kroen, men lagde ikke meget mærke til dem. Hun gik hen til værelset, låste døren op og gik ind. Dagen havde virket uoverskuelig og håbløs, så, som altid, ville hun have fat i mønten for at blive muntret op. Hun gik hen til puden og stak hånden under for at hive mønten frem. Hendes hånd greb ud efter den, skulle til at lukke sig, men der var intet, ingen mønt. Panikken havde ikke spredt sig endnu, den kunne bare være blevet skubbet længere ind, så hun smed puden væk, men der var stadig ingen mønt. Derefter søgte hun i betrækket, så i dynen, sengen, smed madrassen af for at kigge der. Intet spor var at finde af mønten, panikken over at have mistet den spredte sig nu for alvor i kroppen, som det gik op for hende, at mønten var væk…

----- Nutid -----

Alítheia var som så mange gange vendt tilbage til kroen, hvor halskæden var forsvundet, for at overnatte. Det var også det samme værelse hun opholdt sig på, hvis det kunne lade sig gøre, da hun havde et naivt håb om at genfinde smykket. Et håb som var ved at være udbrændt, år var gået og hun havde ikke set det mindste tegn på at den var der.
Udenfor faldt sneen stødt, for til sidst at lægge sig på den kolde jord. Alítheia stod og betragtede snevejret ud af vinduet, hun havde altid fundet sne smukt og magisk, hun så ofte snefnuggene som var det små alfer der dansede og hvirvlede rundt, for til sidst at dække alle omgivelser med en glitrende dyne, som gjorde alt mere tyst.
Mange ville vælge at blive inde i dette vejr, men hun måtte ud fra værelset, inden hun blev alt for rastløs. Derfor valgte hun at gå på markedet, for en gangs skyld uden et formål, men bare for at gå rundt, det kunne være hun fandt noget interessant.
Hun gik væk fra vinduet og trak i en varm uldkjole, som hun fik snøret i ryggen for derefter at tage en grå kappe om skuldrene. Som altid låste hun værelset, før hun forlod kroen, for at begive sig ud i Doomsville.

Hun valgte at lade kappens hætte forblive nede, så sneen kunne lægge sig som små perler i hendes røde hår. Langsomt begav hun sig mod markedet ad de snedækkede gader. Hun passerede kun få folk på vej derhen, og da hun kom til selve markedet var der mere tomt end normalt. Dette betød ikke at der var få folk, men bare at det var mulig at komme frem uden at skulle mase sig igennem menneskemængderne. Hun gik fra den ene bod til den anden og betragtede de forskellige varer. På markedet var der boder, hvor man kunne købe helt fra dyreindvolde, til smykker, til magiske amuletter (Hvor magisk de var, kan selvfølgelig diskuteres). Hun stod ved en bod og betragtede nogle smykker, måske i håb om mønten kunne befinde sig ved en bod, da en sødlig duft nåede til hendes næse, og fik hendes mave til at rumle. Uden videre vendte hun sig væk fra boden, og fulgte automatisk duften, som ledte mod en bod, som solgte kager.
Hun standsede op uden videre, som hun var på vej over mod boden, noget ved manden, som blot havde passeret hende virkede underligt bekendt…

af Gæst Man 9 Feb 2015 - 17:47

FORTID:

"Det er jo bare fordi du ikke tør!"
Barad var en lille knægt af sin alder. Hans ansigt var rundt, og af uforklarelige årsager var hans kinder og hans næse altid røde. Rowan skævede til sin kammerat og trak på skuldrene.
"Selvfølgelig tør jeg. Men jeg ser ingen grund til det." svarede han bittert tilbage. De tre andre drenge betragtede ham vagtsomt. De stod bag en af byens mest velomtalte kroer. Barad lænede sig op ad væggen og lagde armene over kors. Rowan havde egentlig aldrig brudt sig om ham.
"Tøsedreng." lo den korte knægt, og de to andre drenge lo med. Rowan stirrede vredt på dem. "Så gør jeg det bare selv, hvis du er for bange." sagde knægten. Kort efter drejede han om hjørnet, og forsvandt ind ad døren i kroen. De to andre drenge tøvede, men da Rowan gik efter fulgte de trop. De var heldige - kroejeren stod ikke ved disken, så de fire drenge kunne let smutte ubemærket op ad trappen. Barad kommanderede, at de to andre skulle stå udenfor og holde vagt, og at Rowan bare skulle følge med. Sidstnævnte tøvede et øjeblik, men da Barad kort efter havde lirket en dør op til et af værelserne, skyndte Rowan sig ind i rummet.
"Hvis vi bliver fanget-"
"Det bliver vi ikke."
"Men hvis vi gør-"
"Det bliver vi ikke! Hold nu kæft og se dig omkring efter nogle smykker."
Rowan holdt mund og gjorde hvad der blev sagt. Trods Barads korte krop, så havde han brede skuldre og stærke arme - og så var han desuden ældre en Rowan selv, så han ville nødig komme i ballade. Hans hjerte bankede vildt og voldsomt, og han trippede rundt i lokalet for at kigge lidt hér og dér. Han åbnede skuffer, løftede nænsomt diverse ting og sager, for at søge. Intet. Rowan bed sig i læben - måske havde denne gæst intet af værdi?
"Tjek under sengen." sagde Barad fra den anden side af værelset. Rowan satte sig på knæ og lod blikket søge ind under møblet. Intet. Barad kom hen til ham og løftede først dynen og dernæst puden. En lille mønt skinnede lystigt dér på lagnet. Barad så en anelse skuffet ud. "Tag den." sagde han stift.
"Hvad? Jamen den er jo værdiløs." udbrød Rowan chokeret.
"Og hvad så? Tag den."
"Jamen-" Rowan ville protestere, men blev afbrudt af drengene på gangen.
"Der kommer nogen! Skynd jer!"
I panikken greb Rowan straks mønten, der hang i en slidt og ussel lædersnor. Han stak den kejtet i lommen og fór ud ad døren. Barad lukkede og låste hurtigt efter dem. Rowans hjerte hamrede vildt, da de - så roligt og normalt som muligt - gik hen ad gangen. De passerede en ung pige. Rowan så hende nærmest ikke - hele hans verden var påvirket af adrenalinen af faktisk at have stjålet noget. Det havde han aldrig gjort før. Barad, som gik bag ham, klappede ham på skuldrene og hviskede triumferende i hans øre: "Godt klaret, nu er du en af os!" Rowan kastede et blik henover skulderen og sendte ham et smil. Ud af øjenkrogen så han den unge pige låse sig ind på selvsamme værelse.

NUTID:
Det havde været en lang dag. Meget lang. Ligesom alle andre dage, egentlig. Rowan overvejede hvordan alle hans dage kunne føles så forbandet lange, når det jo egentlig var normen for ham nu. Alle dage var lige lange. Hans mave rumlede højlydt - måske skulle han lige smutte forbi markedet på vejen hjem? Maven rumlede i enighed. Varulven trak på smilebåndet, lagde armene bag ryggen og traskede stille og roligt igennem Angerforges gader. Byen summede af liv; folk trodsede elementerne og drog alligevel ud i det kolde vintervejr. Rowan fandt sneen ganske behagelig - han havde trods alt brugt hele dagen inde i smedjen, så det var rart at komme ud i den friske kolde luft. Han sukkede højlydt, og betragtede dampen forlade sine læber. Nok havde det været en lang dag, men det havde ligeledes været en dejlig dag!

Rowan passerede bageren, drejede ned ad en sidevej, til venstre ved kroen og videre ud på markedspladsen. Der var en pæn mængde mennesker, der alle ville købe og sælge deres varer i vinterkulden. Langsomt bevægede Rowan sig frem og tilbage mellem boderne; han betragtede først de handlende og dernæst deres varer. Han nød at se på mennesker - han fik opfyldt sit ønske om menneskelig kontakt, blot ved at være i nærheden af andre. Det var et simpelt, og til tider ensomt liv, men det var ikke noget han klagede over. "Måske er alt det 'ensom ulv' pjat ikke helt så forkert alligevel." tænkte han med et smil. En duft fandt vej til hans næse og trak ham tættere på en bestemt bod. Åh ja, kageboden! Han havde besøgt den alt for ofte. Rowan var fristet til at klare sin sult med et sødt alternativ. Nej, han måtte være stærk! Han vendte sig - nærmest mod sin vilje - væk fra boden. I sin vending fangede hans øjne et ansigt, som vækkede en gnist i hans baghoved. Et genkendeligt ansigt? Nej. Det var som om... Han havde set hende før i en drøm. Rowan betragtede kvinden da hun passerede ham. Han vendte sig dog ikke efter hende, men stod blot og overvejede, hvorfra han kende hendes ansigt. Efter et par sekunders tankespind, blev hans nysgerrighed dog for stærk, og han fulgte derfor straks efter hende, tilbage til kageboden. Åh, hvor duftede den godt...
"Undskyld mig, frøken," sagde han mildt og lagde en blid hånd på hendes arm, for at indikere hvem han talte til. "Jeg... Dette lyder nok absurd for dig, men jeg har på fornemmelsen at jeg har set dig før. Kender vi hinanden?"
Det var først da ordene havde forladt hans læber, at teorierne bredte sig. Måske havde han engang mødt hendes blik på gaden. Eller hun havde været i smedjen. Eller de havde siddet ved det samme bord på en kro. Der var et utal af muligheder - man så ansigter hver dag, og blot fordi man genkendte et, betød det næppe, at der var nogen betydning ved det. Han fortrød straks at have taget kontakt. Hun ville sikkert tro at han var en tosse.

af **Alítheia** Man 9 Feb 2015 - 18:48

Hun var uden videre standset op, efter at have passeret den unge mand. Noget ved ansigtet virkede bekendt, men hvorfra? Og hvorfor virkede det overhovedet vigtigt for hende?
Hun rystede på hovedet, for at få tanken væk igen, for hvis hun ikke vidste hvem personen var, kunne det jo være ligegyldigt. Kort efter hun var standset, gik hun videre mod kageboden, duften blev ved at lokke hende og hun kunne ikke lade være med at købe en. Tydeligvist var hun ikke den eneste, som var blevet lokket af duften, for ved boden stod en større gruppe af mennesker og prøvede at skubbe sig frem, så de kunne komme først frem til kagerne.
Alítheia prøvede at være fokuseret på at få kagerne, og smutte ind foran de andre, men hun kunne ikke. Tanken om manden blev ved at kører i hendes hoved, så det i stedet for kun var halvhjertede forsøg, der måtte efterlade hende bagerst. Irriteret og væk i sine egne tanker, fór hun pludselig sammen, da en hånd lagde sig på hendes arm. Som en refleks, rev hun armen til sig og vendte sig hurtigt om, og så med et hidsigt blik, på personen der havde lagt den der. Selvfølgelig var det ikke en normal ting at blive vred over, nu var der bare det med Alítheia at hun var mere eller mindre berøringsangst. Dette gjorde at hun reagerede mere eller mindre voldsomt, når folk gjorde noget så simpelt, som at lægge en hånd på hendes arm.
Det vrede udtryk, som hun havde haft, da hun vendte sig om, forsvandt dog hurtigt og blev erstattet af ren og skær forbløffelse. Den selv samme mand, hun var så sikker på at have set før, stod nu der og spurgte om det spørgsmål, der havde plaget hende. Det tog hende noget tid, ligesom at komme til sig selv og få svaret ”Helt absurd virker det ikke… du ser mig noget bekendt ud, men hvorfra ved jeg ikke” svarede hun med en undrende stemme og begyndte at kigge nærmere på ham, overveje hvorfor han virkede bekendt. Havde hun mødt ham på gaden? Handlet med ham? Der var også den mulighed, at han var endnu et offer for et af hendes overfald mod et skib. Hvor det kunne være, kunne hun ikke sætte fingeren på, men set ha havde hun.
Tanken om at kunne have mødt ham på en kro, strejfede hende. Det var der, at det slog hende, en kro, det var netop der hun havde set ham, den dag hendes mønt var forsvundet var det en af personerne, som hun havde passeret på vejen op til værelset. ”Du… du var der den dag med mønten” uden at uddybe hvad hun mente med den dag og hvilken mønt hun egentlig omtalte. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende *Han kan have set det, hvis der var en tyv, måske ved han noget? Eller måske var han tyven? * og lignende blev hun ved at tænke, som hun kiggede ham ind i øjnene, bare ventede på et svar fra ham.

af Gæst Man 9 Feb 2015 - 23:53

Rowan betragtede hende indgående - det var tydeligt at tankerne kørte vildt rundt i hovedet på hende, så han ventede blot tålmodigt på hendes konklusion. Imens lod han sine egne tanker gå på vandring. Han kunne ganske enkelt ikke sætte en finger på hendes identitet. Hvem var hun? Han trak en anelse på smilebåndet over denne spøjse og lettere tossede situation.
"Mønten?" gentog han forvirret, efter hendes udbrud. Han kastede et forvirret blik rundt på de mange handlende omkring sig, som hvis en af dem pludselig ville forklare ham hvad hun mente. Det skete naturligvis ikke.

"Jeg... Jeg er ikke sikker på at jeg forstår...?" mumlede han, forvirringen tydelig at spore i hans ansigt. Han forsøgte at erindre noget med en mønt, men der var ikke umiddelbart nogen klokke der ringede. Skyldte han hende penge? "Den dag med mønten... Hvad skal det sige?" tænkte han, og prøvede atter at grave ned i sine minder for at finde noget frem, men uden held. Intet. "Måske var det her en fejl. Måske tager hun fejl. Måske har vi slet ikke set hinanden før." Han rynkede næsen og betragtede hendes ansigt nøje; nej. Han havde set hende før. Han var sikker.

af **Alítheia** Tirs 10 Feb 2015 - 15:25

Let rystede Alítheia på hovedet, da det røde hår, var blæst ind i ansigtet på hende. De små snefnug, som havde sat sig som små perler i håret fløj omkring, i det hun rystede på hovedet. Efter så hun igen manden ind i øjnene, afventende på et svar. Uheldigvis blev det ikke det, som hun ønskede at hører, og forvirringen virkede bare til at blive større.
Tvivlen og usikkerheden kom op i hende, som hun så det undrende udtryk i hans ansigt. Havde hun taget fejl, var det et andet sted hun havde set denne mad? Alítheia så mere tvivlende ud, og prøvede at studere ansigtet nærmere, for at se om hun måske forvekslede ham med en anden.
Nej det var ikke tilfældet, dette var personen hun tænkte på. I hendes hoved blev scenariet, af hende der gik ned af gangen og passerede en ung mand, denne unge mand, ved at spille om og om igen. Som forvirringen ved i hans ansigt blev mere tydelig at se, voksede hendes sikkerhed samtidig. Han havde været der den dag, og vidste muligvis noget. I Alítheias hoved overgjorde hun det lidt, og mente derfor at han måtte vide noget, det var en selvfølgelighed. Det skyldtes højest sandsynligt at det udslukte håb atter blev tændt, og dermed kom en nærmest barnlig naivitet igen.
Efter noget tid kommenterede hun på, hvad hun tidligere havde ment, da hun havde talt om en mønt. ”Mønten…” startede hun og begyndte endelig at uddybe, hvad hun mente med det. ”Jeg så dig, den dag min halskæde forsvandt, det var en gammel bronzemønt, som hang i en lædersnor. Du var der den dag, jeg er sikker! Du må have set noget!?” Blikket hun sendte ham var blevet helt desperat, tanken om endelig at få opklaring på hele mysteriet med mønten, og hvad der var sket for de år siden, ja måske endda kunne få den igen, gjorde hende utålmodig.

//Undskyld svaret… havde ikke vildt meget kreativitet… så det blev lidt kort. Hvis du slet ikke kan bruge det, så sig til og jeg ser om jeg kan finde noget frem fra min hjerne :3//

af Gæst Søn 15 Feb 2015 - 1:24

"Mønten?" gentog han forvirret. Talte hun i tåger? Det gik pludselig op for Rowan, at det kunne være at han var stødt på en mentalt forstyrret kvinde - tanken sendte en sitren igennem hans rygrad og fyldte ham med ubehag. Dog lyttede han fortsat, da hun kom med en videre forklaring på hvad hun mente. En halskæde? En bronzemønt i en snor? Rowan rynkede næsen og rystede på hovedet. "Jeg forstår altså ikke hvad du taler om." sagde han og løftede hænderne op foran sig. "Jeg beklager. Jeg må have taget fejl - Jeg ved ikke noget om en mønt." Rowan slog fast, at kvinden måtte være tosset. Hvad var denne tossesnak om en mønt? Han havde da aldrig haft noget at gøre med en mønt i en sno-- Vent... Vent...
Han stivnede og stirrede pludselig lamslået på hende. Det sitrede ned ad hans rygrad igen - denne gang var ubehagen dog stærkere. Han huskede det pludselig tydeligt. Brozemønten i den slidte snor; hans emblem og trofæ. Han havde gået med den i et års tid, for at bevise at han havde været en del af 'slænget'. Den gruppe unge knægte han havde rendt rundt med året inden... dét. Han tog sig til skulderen, hvor ulvebiddet havde efterladt et dybt ar. Kunne det virkelig være sandt? Han betragtede kvinden med et indgående blik.
"Nej." svarede han så, stift. "Jeg beklager. Jeg kender intet til dét du taler om." Og med de ord drejede han om på hælen og tog nogle hastige skridt væk. Det var en fortid han ikke ville rode op i. Det var glemt. Væk! Han var ikke en tyv... Han var ikke en tyv. Han var ikke en tyv!

af **Alítheia** Søn 15 Feb 2015 - 2:14

Desperationen blev større og spredte en uro i hendes krop, der ikke var til at komme af med. Hun vidste at kun et svar, som gav hende indsigt i, hvad der var sket med mønten, kunne give hende ro. Netop nu var denne mand den eneste, som kunne give hende denne ro. Denne uro og desperation fik hende ganske vidst til at fremstå en anelse tosset, det var dog ikke noget hun tog sig af.
Alítheias øjne var stadig rettet mod ham, for at studerer et hvert ansigtstræk. Dog afslørede det stadig ikke noget, han så ikke ud til at genkende hende eller historien. Derimod så det ud til alt andet, forvirringen var stadig at spore i ansigtet. Hans udsagn understregede at han intet havde at gøre med mønten, og at hun derfor måtte have taget fejl. Alítheia var netop ved at tro dette, at hun havde været for ivrig indtil hans opførsel ændrede sig. Hans ansigtsudtryk ændredes med et, forvirringen var væk og han virkede nærmere bange? Kort efter denne radikale ændring af kropssprog svarede han kort og vendte derefter ryggen til og gik.
Da han vendte ryggen til hende, forvandlede al uroen sig straks til vrede. Hans opførsel havde nærmest bekræftet hende i hendes udsagn, denne mand vidste noget!
Med hastige skridt gik hun efter ham og greb straks efter ud efter armen. Det ville hurtigt kunne mærkes at hendes hænder var blevet unaturligt varme, især nær man tænkte på det sneede. Varmen skyldtes vreden, det var for et halvt års tiden siden det var sket. Hendes evne var forandret, pludseligt skete der ting, når hun følte bestemte ting. Hvordan man kontrollerede evnen vidste hun stadig ikke, og dette gjorde ofte at den var ude af kontrol, især hvis hun følte sorg eller vrede.
”Hvor vover du! Jeg kan se det, du ved noget gør du ikke!” sagde hun med en stemme der var mørk af vrede og alligevel havde en skinger undertone. Hun havde ikke i sinde at give slip på manden, før der kom et svar ud, og hvis det ikke virkede, var der altid andre metoder, som fik folk til at snakke.

af Gæst Søn 15 Feb 2015 - 2:25

Hun greb ham. Han snurrede rundt på hælen igen og stirrede hende ind i ansigtet. Han forsøgte at trække armen til sig. "Jeg ved ikke hvad det handler om." hvislede han bittert og kastede et blik omkring sig. Ingen reagerede på hendes pludselige udbrud. Folk var vant til tyverier og reaktioner derpå. De fleste omkring dem troede sikkert, at han havde forsøgt at svindle hende fra nogle varer. Rowan rynkede på næsen og trak sin arm til sig. "Hør," sagde han lavmelt, "jeg har ikke din mønt. Og smut så, inden jeg bliver vred." advarede han. Han fortrød straks sin tone. Han havde mærket varmen fra hendes greb, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes vrede kun ville gøre hende farligere. Han tog et skridt bagud og kiggede igen på folkemængden omkring sig. Hvad skulle han stille op? Han forsøgte at erindre, om han havde gemt mønten. Havde han den overhovedet stadig.
"Jeg beklager, men jeg kan ikke hjælpe dig!" fastslog han bittert. Måske havde han den... Et sted i lejligheden. Den måtte jo være der et sted. Han havde ikke solgt den eller smidt den ud. Måske skulle han prøve at finde den? Han overvejede det et øjeblik - måske ville han kunne genvinde noget af den selv-respekt han havde mistet på den skæbnesvangre dag.

af **Alítheia** Søn 15 Feb 2015 - 2:57

Vreden pulserede gennem hendes krop, og hun prøvede alligevel af alle kræfter at holder den under kontrol. Det havde før været katastrofalt, hvis hun lod den løbe af med sig. Da han vendte sig om stirrede hun vredt ind i hendes øjne, hvor det var som om små gnister sprang ud. Da han forsøgte at få armen fri fra hendes greb, strammedes det bare yderligere, for at han ikke skulle forsøge er flygte. Kort efter svarede hun med samme hvislende stemme, som han netop havde haft ”Din opførsel siger mig noget andet.” hun spidsede munden til og rynkede let på øjenbrynene.
Da han igen forsøgte at trække armen til sig, reagerede hun langsommere og måtte give slip, hvis hun ikke ville falde med snuden ned på den kolde jord. Da han begyndte at tale, kunne hun mærke vreden tage til, hvor vovede han at tale til hende på denne måde? Ønskede han ligefrem at hun skulle blive vred på ham? Hendes øjne blev nu smallere af vrede og hendes stemme hæs da hun svarede ham. ”Tror du, at du uden videre får dette til at forsvinde. Du tager grueligt fejl, og jeg kan se på dig, at du ved noget.” Anspændtheden i kroppen fik hende til at ryste, som frøs hun. Som han trådte bagud gik hun helt tæt på ham og hvislede ganske stille ”Jeg giver dig en sidste chance for at fortælle mig sandheden frivilligt!”Alítheia vidste udmærket at dette virkede tåbeligt, at hun muligvis holdt fast i noget, som var udelukkende baseret på et glimt af et minde og mandens opførsel. Hun vidste også at vreden var mere ude af kontrol nu, små gnister sprang nærmest omkring hende, omkring hende begyndte sneen at smelte og forvandles til vand.

af Gæst Søn 15 Feb 2015 - 3:25

Rowan stirrede målløst på hende - sneen smeltede, gnister og tydelig varme omkring hende. Måske var hun ikke typen man skulle lægge sig ud med. Han tøvede i et øjeblik, og overvejede om han måske blot skulle sige sandheden. Han rynkede næsen og sukkede. I sidste ende var det jo det rigtige at gøre. Hans samvittighed kunne alligevel ikke holde til dette. Endnu et suk forlod hans læber.
"Hør," begyndte han og kløede sig i nakken. "Jo, det er sandt. Jeg var der den dag." Han rømmede sig og rystede på hovedet. "Men jeg ved virkelig ikke hvor den er. Jeg sværger." Tilføjede han hurtigt. Dette var dog ikke helt sandt - han havde en idé om hvor den kunne være. Men det var jo så længe siden.
"Det var en af mine... En af mine venner der stjal den. Jeg ved ikke hvor han er." forklarede han. Det var nemmere at skyde skylden over på en anden - i sidste ende, så ville hun næppe kunne finde ud af at det ikke var hele sandheden.
"Jeg er ked af at du har mistet dit smykke men... Det er så længe siden nu. Jeg kan ikke hjælpe dig." Så måtte han bare håbe på at hun troede nok på ham. Hans nervøsitet var desværre tydelig. Skulle han virkelig risikere en vildere konfrontation. Der gik et langt øjeblik, hvor han var i tvivl. Skyldfølelsen var stærk og skyllede ind over ham. Han kastede endnu et blik rundt på folkemængden omkring dem.
"Nej..." udbrød han så pludselig. "Nej. Undskyld. Deter ikke sandt hvad jeg siger." Han sukkede igen og kastede blikket ned mod jorden. "Undskyld. Det er sandt. Jeg var der den dag. Jeg tog din mønt. Men du må tro mig når jeg siger, at jeg ikke aner hvor den er. Jeg... Jeg fortrød sådan at jeg havde stjålet den, at jeg har fortrængt alt om den dag og mønten. Jeg ved virkelig ikke hvor den er." Sandheden var ude. Det var overraskende dejligt at få det sagt. Desværre havde han så også givet hende en grund til at hade ham endnu mere nu.

af **Alítheia** Søn 15 Feb 2015 - 22:14

Alítheia kunne ikke længere styre sig selv, vreden havde tændt en flamme i hende. Når hun først var kommet til dette punkt i sin vrede, var der sjældent meget at gøre, for selv kunne hun ikke kontrollerer det. Forsøgte gjorde hun efter bedste evne, da det ville bringe mere dårligt, end godt med sig.
Det virkede som om manden endelig havde opgivet at lyve og flygte, sukkene der forlod hans læber samtlige gange fik hende til at tænke, at han måske havde opgivet. Igen begyndte han at fortælle, at forklarer omkring mønten. Denne gang snakkede han ikke udenom, bekræftelsen kom, han havde været der den dag. Alítheia vidste hun havde fået svar og hvad der virkede som sandheden, men noget fik hende til at tvivle. Alligevel skød hun tvivlen hen, endelig havde hun en idé om hvad der var sket med mønten, og kunne dermed finde den.
Tilfredsheden over endelig at få den oplysning, som hun længe havde ønsket, fik dæmpet vreden for nu. Nu var der en mulighed for at få mønten igen, det eneste hun skulle var at finde denne mands såkaldte tidlige bekendte. Ulempen var midlertidigt at Han ikke selv vidste hvor personen befandt, men det skulle ikke stoppe hende.
Kendte hun hans navn kunne hun måske selv opspore ham, og dermed få mønten igen og måske en lille hævn, da tilgivelse ikke lå til hende.
Da han begyndte at tale igen, efter at have fortalt hende hvad der var hændt mønten, hørte hun ikke efter. Det eneste hun tænkte på, var hvordan hun kunne få mønten igen, hvad der skulle til for at finde personen. Netop som hun ville spørge om navnet, og igen havde vendt sin opmærksomhed mod manden, kom det pludselige udbrud.
Forvirret og en anelse målløs stod hun og stirrede på ham, havde han løjet igen. Dette viste sig at være tilfældet, for kort efter kom forklaringen. Det havde ikke været vennen som tog den, men ham selv, og nu påstod han den var smidt væk.
I et stykke tid kiggede hun bare tomt på ham, uden at reagerer. Pludseligt ændredes det med et, i stedet formørkedes hendes øjne og ansigtet fortrak sig i vrede. Alítheia nærmest eksploderede og begyndte straks at råbe af ham, uden at tage hensyn til det mindre publikum af fol, som havde samlet sig omkring dem.
”Du.. du stod og løj mig op i mit ansigt! Du stjal den mønt!” hendes stemme var knækket over i rent og skær raseri. Vreden var nu kommet ud af kontrol, omkring var temperaturen steget, og uden hun vidste det begyndte flammer at danse omkring hendes fødder. Hun greb igen fat i hans arm for, at han ikke skulle flygte. Hænderne var ildglødende og ville hurtigt kunne brænde ham, men Alítheia lagde ikke mærke til dette. Den eneste tanke hun havde i hovedet, var at denne mand havde taget et af de bedste minder fra hende, og smidt det væk. Endelig fik hun taget sig sammen til igen at tale til ham, hendes stemme var hæs og hviskende af vreden ”Hvis du har noget ønske om at overleve gør du klogt i at huske. Jeg skal have den mønt igen! Tro ikke, at jeg er en tilgivende person, fordi du endelig siger sandheden.” Hun kiggede på ham med øjne formørket af det had og den vrede hun følte mod denne person i dette øjeblik.

//Undskyld hvis der er sætninger, som mangler ord eller ikke er færdige//

af Gæst Fre 20 Feb 2015 - 20:52

Hendes raseri var forståelig. Hun var trods alt blevet bestjålet - men Rowan havde nu alligevel håbet at hun ville have taget sandheden lidt pænere. Han skævede rundt omkring sig, da råbene flød henover kvindens læber. Flere stoppede op for at se hvad der foregik, og der var efterhånden en stor gruppe mennesker omkring dem. De stod blot og studerede og iagttog ulven og dæmonen. "Smut!" råbte Rowan henvendt til de mange tilskuere de havde fået, "Der er ikke noget at se her! Skrid!" Det virkede - folk spjættede ved hans råb og skyndte sig at vende tilbage til deres indkøb.

Med et solidt greb om hans overarm, holdt hun ham endnu en gang fast. Han knurrede lavmælt og stirrede hende vredt ind i ansigtet.
"Jeg ved det var forkert. Jeg forstår godt din vrede. Men det er længe siden - måske burde du overveje at komme videre i stedet for at klamre dig til et værdiløst smykke!" vrissede han frustreret. Det var først straks efter ordene havde forladt ham, at det gik op for ham at hun måske netop ikke slap tanken om smykket, fordi det netop var af værdi for hende. Han ville tage ordene tilbage, men valgte i stedet at holde en benhård facade oppe.
"Jeg aner ikke hvor din mønt er, kvinde! Hvad vil du have mig til!? Skal jeg splitte mit hjem ad, for at hjælpe dig?!"

af **Alítheia** Tirs 14 Apr 2015 - 20:39

Det var sket før at ilden havde fået overtaget Alítheia, så var det som om hendes sind stod i flammer. Dette skete dog sjældent nu, hun havde fået mere kontrol over sin vrede og dermed evnen. Dog kunne man stadig kalde hende noget nær ustabil, eftersom dårlige minder var blevet revet frem, hun blev tvunget igennem dem igen, uden at have haft mulighed for at behandle de indre dæmoner.
Selvfølgelig var det ikke noget man ville opleve i givne situation, men hvis man kunne se ind i hendes sind, ville man vide det. Når hendes vrede kom til dette punkt var der få ting som kunne få hende til at fokuserer, det var kun vreden som eksisterede, flammerne opslugte alle andre tanker. Omkring hende begyndte små bål spontant at starte og gå ud. Fra hendes øjne sprang gnister – bogstaveligt talt.
Det vrede blik han sendte igen ænsede hun stort set ikke, i hendes hoved var han ved at brænde op, og om der var ild omkring ham vidste hun ikke var virkeligt eller bare i hendes sind.

Ordet ”værdiløst” ramte hende som et slag i maven, at det for andre blev set ned på. Alítheia vidste udmærket at der var noget barnligt over at binde sig så stærkt til en genstand, især noget så slidt. Det var dette ord som fik hende tilbage, fik dæmpet den ukontrollerede vrede, fik den vendt til iskoldt had på et øjeblik. At kalde halskæden dette, var noget nært utilgiveligt.
Det var tæt på at hun var ved at komme med endnu et udbrud, ty til værre metoder. I hendes hoved var hun ved at planlægge samtlige torturmetoder, som ville få ham til at gøre som hun ønskede.
Disse tanker blev i midlertidigt afbrudt, da han med sin hårde facade talte, og fik en helt ny plan til at dukke frem i hendes sind. ”Nej selvfølgelig behøves du ikke gøre det, for at finde min halskæde” sagde hun med en rolig og venligere stemme. ”Det vil jeg selv personligt gøre.” Da hun sagde dette kunne man se et koldt smil dukke frem.

//Undskyld ventetiden og kvaliteten [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

af Gæst Lør 18 Apr 2015 - 18:42

Et køligt smil gled henover hendes læber. Havde han hørt rigtigt? Han kunne ikke tage hjem nu! Rowans øjne blev store og han stirrede lettere perplekst på kvinden. Der var ingen tvivl om, at man ikke skulle tvivle på en dæmons trussel, og især ikke en vred kvindelig én af slagsen. Rowan sank en klump og gen-overvejede kort verdenssituationen. Han forsøgte (nærmest desperat) at grave ned i sine ældste minder, for at finde blot det mindste spor på en mønt. Hvad havde han gjort, den skæbnesvangre nat?

"Jeg... Jeg tager bare ikke hjem, så!" sagde han, og blev straks overrasket over sin egen barnlighed. Var det virkelig den eneste løsning hans hjerne kunne finde på? Han kunne true hende. Han kunne beskytte sit hjem. Han kunne endda flygte! Og dog, så vandt barnligheden. Han stirrede hende ind i de blå øjne - de små flammer, der dansede omkring hendes krop, var ikke helt nemme at ignorere, men det lykkedes dog for ham. Han måtte ikke lade kue af flammerne, trods han langt fra havde lyst til at mærke deres varme direkte.

Han ville intet mere, end blot at vende om og gå. Forlade hende hér. Forlade dette sære og usædvanlige møde. Men alligevel gravede han fortsat videre i sine minder. Han huskede aftenen tydeligt - hele forløbet. Han havde fortrudt mange gange i årene efter; men hvad havde han gjort med smykket? De andre drenge havde kaldt det et "bevis på manddommen", men Rowan huskede tydeligt skammen.

"Hør..." sukkede han, efter en lang tavs stirrekonkurrence. "Jeg ved virkelig ikke hvor den er... Den... Den kunne være hvor som helst." sagde han. Han var flyttet flere gange efterfølgende - hvis den skulle være nogle steder, så ville det være i... Han rynkede næsen, og forsøgte at erindre det første hus han var flyttet ind i, da han kom til Doomsville. Han havde boet der med rødderne ganske kort, inden han flyttede ind på kroen. Kunne den stadig være der?

"Den er ikke i mit hjem." tilføjede han tøvende. "Enten er den tabt, eller også er den i et lille hus i udkanten af Rotten Root." informerede han. Hvis han da bare kunne få hende til at slippe hans arm - han kunne sikkert godt løbe fra hende...

af **Alítheia** Lør 18 Apr 2015 - 23:35

Det var svært at holde en latter tilbage, for han var jo tydeligvis ikke en svag person. Den barnlige kommentar han tog til genmæle med, fik Alítheia til at slå en høj latter op. Det var næsten underholdende så lavt folk kunne synke, når de blev, hvad hun så som hjælpeløse. ”Jamen hun så må du vel slå dig ned et nyt sted?” grinte hun koldt. Hun elskede at han var blevet så desperat at han tyede til barnlighed, det betød hun havde overtaget i situationen.

Alvoren vendte hurtigt tilbage, efter den tidligere situation, hun ikke kunne andet end grine af. Hun stirrede stadig koldt på ham, ventede på han ville knække, og hun dermed fik sin vilje igennem. Halskæden var for hende nu det vigtigste, så hvad end der skulle til var hun til dels villig til at gøre det. Denne mand var vel blot et bump på vejen, og de kunne altid vendes til noget brugbart.

Der gik noget tid før han opgav stirrekonkurrencen og endelig virkede han til at opgive. Til hendes skuffelse virkede det igen som udenomssnak, til at formilde hende, få hende til at droppe det hele. Alítheia opgav sjældent efter hun havde sat sig noget i hovedet, med overskriften *LIVSNØDVENDIG* som i denne sag. Derfor kom hun bare med en kort og kold bemærkning, for at lade ham indse, hun var ikke den der opgav. ”Så må du jo finde ud af hvor som helst er. Jeg kan selvfølgelig hjælpe dig med at huske” var det, som blev sagt efterfulgt af et alvorligt blik.

Vreden og flammerne begyndte at dø ud, da han endelig så ud til, rent faktisk, at komme med en mulighed. Det var ikke sådan hun ikke længere var vred, langt fra, det kolde had var der stadig, vreden kom bare mere og mere under kontrol. Kort efter svarede hun ham koldt, hvor man kunne mærke hadet strømme fra hende. ”Skal vi ikke satse på den er i det hus.” Hvorefter hun tilføjede; ”Du må hellere håbe vi finder den” Sagde hun og sendte et uskyldigt smil, som på ingen måde passede til tonelejet. Hun holdt stadig godt fat i hans arm, så han ikke skulle løbe, hvilket blot ville gøre hende mere vred.
Afventende så hun på ham, så han kunne lede vej til huset i Rotten Roots, hun havde ingen intentioner om at slippe ham, før halskæden var fundet. Dette var selv, hvis det kom til at tage år, men kunne jo spærre folk inde.

//Håber den kan bruges - ellers sig til//

af Gæst Søn 19 Apr 2015 - 14:37

Rowan var ikke sikker på, hvordan episoden havde eskaleret så voldsomt på så kort tid. Det hele var gået så stærkt og han havde nærmest ingen erindring om deres møde nu - det hele var blevet overvældet af vreden, frustrationen og panik. De fleste andre varulve ville nok have vredet sig fri, angrebet eller smuttet for længst - hvorfor var han altid så... medgørlig? Han sukkede højlydt og begyndte at gå mod Rotten Root.

Hans ben kendte turen - han havde trods alt både gået, løbet og flygtet denne vej mange gange før. For hvert skridt de tog, kom de dybere ind i Rotten Roots slumkvarterer, og folkene omkring dem blev uslere og uslere, for hver en gade de passerede. Faktum var, at dengang Rowan havde boet i denne lille hytte, da var han kun lige kommet til Doomsville. Han havde kun just lært om sin varulv-side, og havde derfor brug for nogen der kunne hjælpe ham. Han havde fundet et slæng af unge varulve, som havde været så venlige at tage ham under deres vinger. Tanken fik ham til at sukke - tiden i Rotten Root var langt fra noget han var stolt af.

Efter at have gået i hvad der virkede som en tavs evighed, ankom de endelig til dét, der skulle have været en mellemstor faldefærdig hytte. Det var dog et andet syn de mødte. Rowan stod som var han gjort i sten med et chokeret ansigtsudtryk. Hytten var væk. I stedet var der nogle forkullede og sørgelige rester tilbage af dét, der engang havde været hans hjem. Brændt? Hvordan... Hvornår?

"Je-Jeg..." stammede han forvirret, men kom ikke længere. Han havde ikke forventet, at huset ville være brændt ned. Og at dømme efter lugten og ruinens udseende, så var det længe siden. Hvorfor havde han intet hørt. Han vendte sig mod kvinden med et opgivende ansigtsudtryk. "Beklager. Jeg ved ikke hvad der er sket her... Jeg tror ikke vi kan finde din mønt blandt alt dette... kul." Ikke engang hans lugtesans ville kunne hjælpe dem her - det eneste der hang i lugten var sod, og ingen anden lugt kunne trænge igennem.

af **Alítheia** Tirs 21 Apr 2015 - 16:49

Det varede ikke længe før denne mand hav sig, til Alítheias glæde, for så kunne dette blive overstået hurtigere. Glæden var selvfølgeligt også forbundet med uligvis at kunne få halskæden igen. Selvsikkert gik fulgte hun ham, stadig med et fast greb i armen, hvis han skulle tænkes at løbe væk.

Stedet var ikke et fremmed område for hende, hun var opvokset i Rotten Roots. Selvfølgelig havde stedet ændret sig meget siden dengang, byggekvaliteten var blevet bedre, samtidig med at der var kommet flere mennesker inden for det samme område. Stedet vagte alt andet end gode minder for hende, kun få personer havde gjort dette dystre sted lidt lysere. Bardomsveninden Aigemfarrel, hun havde mødt i en grotesk situation havde gjort livet i slummen mindre ulideligt. Men dette blev med tiden også ødelagt. Dette sted holdt for mange dystre minder for hende, så upåvirket kunne hun ikke være, hvis hun skulle gå igennem dette sted.
Som de kom længere og længere ind i området, blev grebet om ham løsere. Det var sværere for hende at komme igennem dette område, end hun først havde troet, men hvorfor? Var hun virkelig stadig så plaget af de minder som lå så langt tilbage. Den kvinde manden havde set på markedet, en truende vred og farlig kvinde, forsvandt langsomt. Denne side af hende, blev langsomt pillet fra hinanden og krakelerede, selv en del af hende stædigt prøvede at holde fast i den.

Da de nåede til det sted, hvor det såkaldte hus skulle være var kun ødelæggelse. I starten nægtede hun at indse at halskæden ikke kunne findes i dette, men faktum var at den nok var smeltet til umiskendelighed. Denne gang var det hende der reagerede barnligt, ved at nægte at indse realiteterne og svarede derfor tvært ”Den kan godt findes! Vi-vi skal bare lede det igennem! Den er her!” hun gik forbi ham og for at begynde at rode de sørgelige rester af kul igennem. Hun satte sig ned, kiggede bare opgivende rundt i resterne, med et tomt blik. Forsvundet var den hadefulde kvinde, nu var blot resterne af en ødelagt person tilbage, der hang sit håb i en halskæde.

af Gæst Tirs 21 Apr 2015 - 17:49

Rowan mærkede godt kvindens greb løsnes, og det ville være løgn at sige, at han ikke overvejede at udnytte situationen og sprinte fra hende. På den anden side, så var han selv ganske nysgerrig efter at se sit barndomshjem. Det var nok derfor han havde ført hende dertil...

Kvinden så lige så chokeret ud, som han selv havde været. Han betragtede hendes ansigt, der nærmest var fyldt med sorg. Varulven var ikke helt sikker på hvad der foregik. Var det et trick? Dæmoner var ikke just kendt for at være ærlige og nemme at læse. Han fulgte hendes med øjnene, da hun gik forbi ham og nærmest kastede sig selv ned i de forbrændte ruiner. Varulven stirrede lamslået på hende i et par sekunder; betragtede hendes sorg og modvilje til at give op. Efter et par minutter, gik han op til hende, knælede ved hendes side og lagde en hånd på hendes skulder.

"Vi skal nok finde den." sagde han, med en mild stemme og et svagt smil. "Det lover jeg dig." Og med disse ord rejste han sig igen og forsøgte at orientere sig om bygningens ruiner.

Han mindedes præcist hvordan der havde set ud; indgangen stod de i, og til venstre havde der været et mindre køkken. Varulven tog nogle skridt fremad, og gik ind i det, der havde været det lille opholdningsrum - her svingede han til højre og ind i den gamle sovesal. Det var ikke just en sal, blot et lidt større rum, hvor der havde stået senge. De havde trods alt boet en håndfuld sammen. Rowan forsøgte at huske, hvor hans egen seng havde været - han havde sandsynligvis gemt smykket under sin seng; under gulvet. De gamle brædder havde været løse og lette at rive af - det ville sandelig ikke være den første ting unge Rowan havde gemt dernede.

"Det var her jeg sov." mumlede han og betragtede rummet. "Min seng stod derovre. Der var et vindue. Jeg kiggede altid op på månen." Tanken bragte et smil på hans læber, og han stod i et øjeblik og lod minderne skylle ind over sig.

"Jeg tror jeg ved hvor dit smykke er..."

af **Alítheia** Tirs 21 Apr 2015 - 21:42

Som forstenet sad hun i de forkullede rester, uden at fortage sig noget. Lydende var blevet svagere, som var der dannet en boble rundt om hende. I et kort øjeblik havde hun glemt manden, som hun havde tvunget herud. Det var først da han lagde hånden på hende det gik op for hende, at han kunne se hende. Det gav et sæt igennem hendes krop da den lagde sig på skulderen, og af ren vane skubbede hun hånden væk. Alítheia brød sig mildest talt ikke kom at folk rørte hende, og havde tendenser til at reagere en smule voldsomt.

Hun havde lyst til at vrisse ad ham, da hun vendte ansigtet for at kigge på ham. Men den milde stemme og smilet fik hende til at ombestemme sig. Han prøvede at være flink, trods hendes tidligere behandling af ham. Hun kiggede en anelse undrende på ham, forstod ikke helt hvorfor han gad at være flink, og ikke bare stak af.
Hun prøvede ved hans ord at ryste sorgen væk, forblive optimistisk, hvorfor skulle den ikke kunne findes? Han havde jo ikke engang været sikker på den var her i første omgang, så håbet var vel ikke ude endnu.
”Er du sikker?” spurgte hun ham mumlende og betragtede ham nærmere. Hun fandt ham besynderlig, først så hun ham som tyven, som var stadig og umedgørlig, men nu virkede han som en høflig og venligsindet person.
Hun fulgte ham med blikket, da han rejste sig og begyndte at gå ind i ruinerne. Måden han bevægede sig rundt, gav hende et indtryk af, at han huskede stedet tydeligt. Der gik noget tid inden hun fik rejst sig fra askeresterne og børstet det værste af. Hun gik med forsigtige skridt, hen til ham, stadig med hængende skuldre og et blik der gav udtryk for håbløsheden hun følte.

Det var der hun lyste op igen, da han sagde han måske vidste hvor smykket kunne findes ”Tror du virkelig, kan den befinde sig her!” sagde hun med fornyet energi, men blev denne gang mere realistisk ”Hvordan kan du vide, at den ikke er smeltet? Der var trods alt en brand” sagde hun sukkende og kiggede på ham. Hun gik tøvende hen mod ham og kiggede i samme retning. Da hun havde fundet ud af hvilket punkt han kiggede imod gik hun derhen, nu med mere sikre skridt og kiggede nærmere på stedet. Det så ud som resten af ruinerne for hende bare sort kul. Med støvlesnuden begyndte hun at rode rundt i askeresterne på jorden, for at se om noget andet kom til syne. ”Er det herhenne af den skulle være?”

//håber det kan bruges//

af Gæst Tors 30 Apr 2015 - 22:15

"Den... Den kunne godt være intakt." mumlede han og forsøgte at erindre det hele. Alle detaljer. Da han var flygtet til Doomsville, havde han bragt nogle få minder med sig. Få egendomme, som havde mindet ham om hans familie. Han havde gemt alle sine minder - visse ting skulle ikke glemmes. Rowan trådte henover det sorte forbrændte gulv. Visse steder var gulvpladerne intakt - måske...?

Rowan nikkede. "Ja. Det er her." Varulven satte sig på hug og lod fingrene glide henover asken. Fingrene gled ned i det bløde kulstøv, og hans fingerspidser mødte en hård overflade. Et smil gled henover varulvens læber, og han begyndte straks at feje kul, støv, sod og aske til siden. Der gik kun et øjeblik, inden begge hans hænder og arme var sorte af skidt, og i takt med at han gravede og fejede, satte snavset sig også i hans tøj, hår og ansigt. Efter en intens "rengøring", var gulvbrættet - eller dét der var tilbage af det - kommet til syne. Det var ganske forkullet, og da Rowan blidt løftede det op, knækkede det i hans hænder. Hvor brættet havde ligget, var der nu kommet et lille hul til syne. I hullet lå en lille metalkasse - ikke meget større end en bog, men stor nok til at indeholde dét de søgte. Rowan vendte sit snavsede ansigt mod dæmonen, og trak på smilebåndet.

"Vil du have æren?"

af **Alítheia** Fre 15 Maj 2015 - 22:52

Hun stod stadig med støvlesnuden begravet i jorden, som hun ventede på et svar. Det der kom fra ham virkede ikke ligefremt lovende. Hun så ham gå rundt, stadig som befandt han sig i et helt hus – hun måtte give ham hukommelsen fejlede ikke noget.
Hun studerede nøje hans bevægelser og kiggede sjovt på ham, som han satte sig til at rode igennem asken.
Imens han gravede gulvbrættet frit, og fik snavs og aske over sig, stod Alítheia helt stille og holdt vejret. Hun stod stille og holdt øje med hver enkelt bevægelse, og først da æsken kom frem åndede hun ud. Der var stadig noget intakt og håbet voksede, og med dette forbedredes hendes humør.
Hun kunne ikke lade være med at grine lidt da hun så hans snavsede ansigt, og havde æsken i hånden.

”Ja… jo” sagde hun åndeløst, og tog sine hænder op til kassen. I lang tid stod hun bare der med dem, men tog sig så endelig sammen til at løfte låget på den lille metalkasse. Da hun havde fået løftet låget så hun som det første så hun, til sin overraskelse et lyserødt bånd. Til at starte med var det den falmede farve på båndet som fangede hendes blik, men snart så hun andre små sære ting i æsken. ”Det er nogle spændende samling du har der” kunne hun ikke lade være med at kommenterer, med et drilsk smil.
Hun rodede lidt rundt i kassen for at se om den kunne være der, og det varede ikke længe før hun fik fat i en gammel lædersnor. Forsigtigt hev hun fat i den og fik den taget op af æsken. For enden af snoren hang intet mindre end en slidt mønt, hvis motiv efterhånden var helt utydeligt. Et stort smil kom frem i hendes ansigt, lykkeligt så hun på halskæden og knugede den derefter ind til brystet. Efter alle de år uden, havde hun endelig fået den tilbage – håbet var vendt tilbage, nu ville alting blive bedre. ”Den var der” sagde hun lykkeligt og sendte et stort smil til ham.

Det var sådan hun tænke til at starte med, nu ville de dårlige minder forsvinde igen, og hun kunne holde styr på tingene. Dette var dog ikke nødvendigvis den effekt det fik på hende, måske blev det en anelse anderledes.

//Håber det er Okay - lidt krea. død//

af Gæst Søn 7 Jun 2015 - 21:15

Rowan rødmede en anelse, da hun åbnede kassen og lod sit blik dømme ikke kun indholdet, men også Rowans små hemmeligheder. Kassen indeholdt gamle minder, ikke kun fra hans familie og hans ungdom, men også fra hans første kærlighed - det var ikke til at sige hvad der ellers var at finde dernede. Rødmen blussede således forståeligt nok i hans kinder, og varulven bad til Gudinden om, at dæmonen ikke pludselig ville trække noget alt for pinligt frem.

Da hun derimod mod al forventning faktisk fandt hvad hun søgte, åndede Rowan højlydt lettet op. Han smilte venligt tilbage til hende, og overvejede, hvor stor muligheden var for at hun ville glemme hele oplevelsen og tilgive ham åbent. Det var aldrig til at sige med kvinder! Varulven skyndte sig at lukke den lille kasse, inden hun nåede at se flere pinligheder. Han rømmede sig og trak kassen ind til sig.

"Dejligt! Se! Så er det hele jo ikke så slemt alligevel!"

af **Alítheia** Man 15 Jun 2015 - 21:24

Det var svært at lade være med at grine af hans opførsel, den måde han blev flov på. Hans rødmen og den måde han hurtigt havde trukket boksen til sig, viste at han havde nogle personlige minder, og ikke var meget for at de skulle opdages. Hun måtte dog også indrømme det lyserøde bånd havde været noget af en overraskelse at finde, ikke lige hvad hun havde forestillet sig.

Det varede ikke længe før hun svarede på hans bemærkning, og hvis hun havde haft ansigtsmotorikken havde det ene øjenbryn været hævet. I stedet kneb hun bare øjnene let sammen, snerpede munden sammen og nedstirrede ham. ”Ikke så slemt?” dog droppede hun kort efter det sammensnerpede ansigt og talte med en lidt for munter stemme ”Du har ret alt er i den skønneste orden. Hvad siger du lad os tage til gilde blive de tætteste venner og så kan det blive en rigtig eventyrslutning” denne bemærkning sluttede hun af med et koldt smil, som tydeligt ikke nåede øjnene.
Det varede et stykke tid før hun fortsatte, nu uden smilet og med en mørk stemme sagde hun ”Der er bare et problem… den er ødelagt” egentlig var den ikke ødelagt i fysisk forstand, men den virkede ikke som hun havde regnet med, som den havde gjort engang. I hendes hoved var de dårlige minder forsvundet, og alt var blevet godt, når hun fik mønten igen. Virkeligheden var dog, som altid ikke helt som man forestillede sig det. Hendes dårlige minder var ikke forsvundet, hun kunne ikke ignorer dem som førhen, og skylden fik denne mand. Det ville være en underdrivelse at sige hun ikke brød sig specielt meget om ham på givne tidspunkt. Det var måske ikke helt retfærdigt, for hun havde trods alt fået halskæden igen. Alítheia var i den grad barnlig lige på dette punkt, men hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det, hvordan hun skulle få mareridtene fra fortiden til at holde op med at hjemsøge sig.

af Gæst Ons 17 Jun 2015 - 22:27

Rowan betragtede hende fortsat med et mildt smil; måske var det hele i sidste ende løst nu? Hun havde fået sin halskæde og så måtte han da få fred? Der var ingen tvivl om, at hele problematikken under alle omstændigheder var løst. Varulven overvejede om det måske var på tide at forlade disse sørgelige rester af hans fortid. I sidste ende så var der næppe noget tilbage for ham nu. Kan skævede ned på kassen i hans hænder og rynkede brynene. Var det virkelig alt han havde tilbage fra sin fortid her?

"Hm?" Rowan stirrede lamslået på hende, da hun pludselig - med en meget negativ tone - begyndte at tale igen. Hans øjne blev store da hun pludselig blev særdeles nedladende og spottende i sit toneleje, og han var fuldstændig mundlam efterfølgende. Hans øjne forsøgte at finde det mindste spor af spøg i hendes blik, men der var intet at finde. Hun mente det?
"Jeg... Det... Ødelagt?"

Tanken om, at en mønt næppe kunne være "ødelagt" medmindre den var blevet omsmeltet, strejfede ham ikke i øjeblikket. Han blev i stedet fyldt med panik og forlegenhed. Hvad skulle han stille op?
"Undskyld, jeg... Jeg vidste ikke at ... Vent... Hvordan ødelagt? Og undskyld mig men... Det er da ikke min skyld!" Endelig ramte situationsfornemmelsen ham - og den slog hårdt. Han blev vred; rasende, faktisk. Hvordan kunne hun fortsat tillade sig at behandle ham sådan, efter alt han nu havde gjort for at hjælpe?

"Hør her... Ødelagt eller ej, så hjalp jeg dig! Den har ligget i dén æske så længe jeg kan huske og jeg stak sgu ikke selv ild til huset her! Hvis den er ødelagt, så kan du ikke lægge skylden på mig!" vrissede han bittert og lagde armene over kors. "Du er da enormt ubehøvlet!"

af **Alítheia** Tors 18 Jun 2015 - 15:01

Vreden fra hende var ikke til at tage fejl af, især ikke hvis man så hende i øjnene. Dog var det ikke den samme som tidligere, hun havde nu mere kontrol over den.
Stadigt surmulende så hun på ham, som han begyndte, tydeligt forlegen at forklare sig. ”Det er da det mindste du kan sige” sagde hun vredt, mens hun fortsatte en anelse tøvende. Dele halskæden betydning med andre var ikke noget hun ligefrem havde lyst til. ”og… den… virker bare ikke okay. ” Noget af vreden dampede af med denne bemærkning, og hendes blik blev mere indelukket. Det varede dog ikke længe før hun igen blev vred og bed af ham. ”Jo det er helt bestemt din skyld” skar hun ham af og krydsede armene, for igen at sende ham onde blikke.
Da han forsatte den yderligere blev hun mere vred og begyndte arrigt at svare igen. ”Enormt ubehøvlet! Det var ikke mig der stjal noget du havde kært, så det ikke længere virkede!” hendes stemme gik yderlige et toneleje op, da hun blev mere vred og hysterisk. ”Du har ødelagt alt, det nytter slet ikke!” man kunne, hvis man lyttede godt efter høre sorgen i hendes stemme, dog mest af alt var hun arrig. At han hidsede sig op, hjalp ikke ligefrem på hendes humør.

Vredt begyndte hun at hamre sine knytnæver ind mod hans bryst, som et lille barn. Samtidig blev hun ved at gentage det, hun allerede havde fortalt, at halskæden var ødelagt og ikke virkede. Den selvkontrol hun normalt beherskede, var forsvundet det øjeblik halskæden var kommet på tale. Faktisk havde hun ikke haft den samme form for selvkontrol siden hun var blevet ramt af forbandelsen, som senere var blevet fjernet. Alítheia var nu et ustabilt vrag, en der ikke skulle prikkes meget til før hun faldt fra hinanden, som nu.

af Sponsoreret inhold

En gammel mønt - Rowan

En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan

Sv: En gammel mønt - Rowan