En gammel mønt - Rowan

Da han tog fat i hendes hænder reagerede hun per automatik panisk, hun brød sig ikke om folk rørte ved hende. Hun prøvede at flå sig fri fra hans greb, men det stoppede hende i at slå ham. Alt imens hun prøvede at rykke sig fri ”Slip mig din… din!” mere fik hun aldrig sagt, før hans stemme skar igennem.
Hans ord ramte hende, og for første gang hidsede hun sig ned. Den skarpe stemme fik hende til at lytte efter, i stedet for bare at blive mere vred. Det var sandt, hvad han sagde, dengang var han blot et barn og nu var hun en kvinde som ikke kunne beherske sig. Som hun fik hidset sig ned, indså hun at hans ord var rigtige, til dels. En undskyldning fik han dog ikke, den stolthed havde hun dog – han havde stjålet fra hende, of fortjente derfor ikke en undskyldning. Den logik hun fulgte, var ikke nødvendigvis retfærdig for andre end hende selv.

Da vreden forsvandt gav det plads til at sorgen kunne komme frem, og hun mærkede en voksende klump i sin hals. Hans hjælp var ikke nødvendig, hun kunne klare sig selv, det havde hun altid gjort – stort set da, undtagelser var der vel. Derudover var den hjælp han tilbød ikke brugbar, eftersom mønten ikke var gået i stykker i den forstand.
Alítheia kiggede ned i jorden, inden hun svarede på hans sidste kommentar. ”Du forstår det ikke vel, den er ikke bøjet eller er gået i stykker i den forstand… den kan ikke laves igen…” sagde hun med en grødet stemme, og kiggede nu op på ham med blanke øjne.
Efter længere betænkningstid, gav hun endelig lidt mere info omkring halskædens betydning, det var dog ikke meget. Hun besluttede sig for dette, eftersom hun havde behandlet sig som hun havde, og trods det tilbød han stadig hjælp – normalt havde hun udnyttet den slags typer. ”Den skulle jo have fået dem til at gå væk… men… det skete ikke” prøvede hun at forklare, stadig med klumpen, som gjorde hende stemme grødet.
Hun var ikke i sit bedste hjørne i dag, normalt ville hun ikke tillade at folk så hende på denne måde, så ynkelig. Ligegyldigheden var skyllet ind over hende, kort efter hun havde fået halskæden igen. Den glæde hun havde følt øjeblikket den blev hevet op af æske, troen på de dårlige minder ville forsvinde. Virkeligheden havde ramt hende, halskæden havde ikke samme effekt mere, den tryghed den havde givet hende, var forsvundet. Alítheia var ulykkelig, hun havde inderligt håbet på den falske tryghed mønten gav ville komme tilbage, hvis hun fik den igen. Hendes sorg havde ramt ham, han havde været nærmest og være lettest at kaste frustrationerne og sorgen imod, det var lettere for hende at erkende det var hans skyld, end at halskædens tryghed var et barnligt påfund.

//Jeg ved ikke helt hvor godt svaret blev... men æhm her er det!//

Øjnene var stadig blanke og klumpen var ikke ligefrem forsvundet. Den sad i halsen og at holde den nede gjorde i sidste ende ondt. Mest af alt havde hun lyst til at sætte sig ned og græde ind til mønten igen ville være den samme for hende, men så meget havde hun dog ikke mistet besindelsen.  Stadig undrede hun sig over denne mands tålmodighed og i sidste ende også hans barmhjertighed. Hvorfor han blev ved med at hjælpe eller i det mindste prøve ville Alítheia nok aldrig forstå, mest af alt fordi den slags ikke lå til hendes natur.
Selvfølgelig spurgte denne mand mere ind, nysgerrighed lå til et normalt menneskes natur og hun havde ledt ham nærmere ind på det. Dog forblev hun tavs, havde ikke lyst til at uddybe nærmere eftersom det kom for tæt på.
Det forblev dog ikke på denne måde, hans næste ord ændrede hendes beslutning. Han havde ret, havde ramt plet, hun ville ikke gøre sig selv sårbar. Dette gjaldt egentlig overfor alle, og egentlig ikke kun overfor folk hun respekterede. Alítheia var en kvinde, som ville fremstå stærk, ikke svag og sårbar. I denne situation var det dog ligegyldigt, hun var allerede sårbar, havde mistet besindelsen, så meget var der ikke at tabe der. Alligevel tvivlede hun, havde hun lyst til at afsløre sine mørkeste minder, vise sin mest sårbare side overfor en mand hun tidligere havde truet? Svaret var nej, hun ville ikke lade en person komme så tæt på. Hvordan kunne hun også vide han ikke blot ville udnytte denne situation til sin egen fordel. Alítheia var ikke en tillidsfuld person, tværtimod, hun vidste hvordan hun selv var, og vidste derfor også hvor koldhjertet en person kunne være.
Tvivlen endte dog med at komme ham til gode, for noget ved hans personlighed fik hende til at tro på det bedre. Helt tæt på lod hun ham selvfølgelig ikke komme, men hun valgte at forklare nærmere og fortælle om halskædens betydning. Måske var det smilet, hans tålmodige adfærd, der kunne minde om en hunds, der havde fået hende til at ændre mening.
I sine overvejelser havde hendes blik været sænket mod jorden, hun havde ikke lyst til han skulle se usikkerheden, som var afspejlet i øjnene. Den sidste kommentar fra ham havde dog frembragt et skævt smil.
Hendes stemme var stadig hæs og grødet, blikket var stadig sænket mod jorden. ”Det… det er ikke hvem som sådan” sukkede hun langt om længe, og valgte at uddybe. ”Dem fra min fortid… minderne… de skulle være glemt, ligegyldige” langt om længe forlod blikket den askegrå jord, som langsomt blev dækket af snefnug. Hendes stemme knækkede langt om længe, det var ikke længere muligt at holde klumpen nede. ”Jeg… jeg kan ikke holde dem ud mere, halskæden hjalp førhen, den gemte dem væk og fik de gode frem.” efter de sidste ord havde forladt hendes læber indså hun sin barnlighed. Desperat efter en løsning havde hun søgt trøst i en halskæde, som blot havde hjulpet hende gemme tingene væk, men konfronterer fortiden havde hun altid undgået så vidt muligt.
Alítheia havde blottet sig selv mere eller mindre for denne mand, spørgsmålet var nu bare om det havde været det rigtige valg.

Enkelte tårer havde forladt de altid så kolde og hårde øjne, blikket var forandret. I stedet så man nu den lille forladte pige, barnet der var blevet svigtet. Øjnene blev beskrevet som sjælens spejl, og nu afspejlede det, den del Alíhtiea prøvede at skjule. Det tog mange års træning at få den lille pige til at falde til ro, få hende væk fra sindet.
Denne mand ville nu se det blik, som engang havde tilhørt Alítheia, for så mange år siden – en tid hun ville glemme.

Sneen dalede ned, fjernede det sorte, og så til at starte med grå og trist ud. Som mere dalede ned, endte der med at ligge et fint hvidt lag. Der i den nu snehvide ruin sad de, en ødelagt kvinde og en gavmild mand. Alítheia lod sig selv svælge i sorgen nu, det var for sent at skjule den. Hun havde ikke bemærket tårerne der løb ned af kinderne, efter hun havde fortalt om mønten var hun blevet tavs. Selv vidste hun ikke at sorgen frembragte en lille snebyge der, lagde knap nok mærke til hvordan det som ilden, tog på hendes kræfter.

Det tog noget tid før hans ord trængte ind, før hun overhovedet hørte efter. Der var visdom og sandhed i hans ord, det vidste hun, noget andet var dog at tage dem til sig. Hvordan skulle hun se fremad, se fortiden i øjnene og lære at leve med den? Hver gang hun havde set fortiden i øjnene var det ufrivilligt, hvilket blot fik det til at virke værre. Et stykke tid kiggede hun ned i jorden, lod ordene trænge ind og tavsheden være der. ”En ting er at sige det… noget andet er at gøre det…” mumlede hun for sig selv, løftede hovedet og kiggede på ham ”Hvordan…?” spurgte hun bare, stemmen afslørede, hvad der mere lå bag. Hvordan skulle hun gøre det, komme sig over frygten, sorgen og lidelsen. Den ensomhed og det mørke hun forbandt med ”dengang” var ikke noget hun havde lyst til at leve med.
Sidst hun havde set det i øjnene, var en forbandelse skylden i det, noget der havde gjort hende dødeligt syg. Var det ikke nok at hun huskede fra dengang, burde det så ikke forsvinde som før?

Alítheia havde indset sin barnlighed og det latterlige håb, mønten ville ikke hjælpe. Var alt håb så ude, skulle hun rende rundt og frygte skyggerne fra fortiden eller var der anden hjælp at hente? Den tillid hun havde vist manden virkede ikke forgæves, han havde ikke udnyttet situationen og hendes svaghed. Tværtimod prøvede han stadig at hjælpe, men kunne han?

//sorry var krea-død ._.//

Ordene havde været svære at få frem, hun talte ikke om sine problemer, lod dem bare lægge. Hun følte sig blottet, ynkelig og sårbar, hvilket var en unormal følelse. Hvordan man håndterede den slags situationer vidste hun ikke, siden hun havde været lille, bed man smerten i sig. Græd man var der ingen trøst eller kram, blot hårde ord. Ud over andre ting, gjorde dette at Alítheia ikke var van til berøringer eller glad for dem.
Igen talte han, prøvede at råde hende, men i starten virkede det bare mere forvirrende, sværere. Accepterer den hun var nu, det gjorde hun – selvfølgelig ikke når hun var svag. Det var der problemet lå, Alítheia ville ikke længere være det svage barn. Hun ville ikke længere føle sig hjælpeløs og forladt. Når hun kom nær det nu, bed hun det i sig i stedet for at accepterer, at man havde brug for hjælp, at svagheder var normalt at have.
Lidt sad hun og overvejede om han havde ret, om det kunne hjælpe. Som hun søgte indad indså hun at noget ved ordene var sande, måske kunne det hjælpe. Det var ikke let for Alítheia at indse dette og accepterer det. Tilliden var unormal, men for nu hjalp han mere end mønten, så helt skidt var det ikke.
I starten tøvede hun, vidste ikke hvad hun skulle sige, men så dukkede et gammelt minde op. Sorgen var der stadig, men mindet havde samtidig lagt en mild glød over hendes ansigt. ”Jeg…” hun tøvede lidt, skulle finde på noget, se om hun ønskede at fortælle det ”jeg holder meget af eventyr… dem børn får fortalt” En tydeligt minde var brændt fast i hendes hjerne, første gang en havde læst højt for hende. Mange år var gået siden dengang, en egentlig traumatisk oplevelse havde ført noget godt med sig. Alítheia havde fået sin første ven, en hun stolede på, den lille englepige Alex. Senere begivenheder gjorde dog de ikke havde set hinanden i, hvad der var århundrede. Havde hun lyst til at fortælle ham historien, den ville måske forsvinde, glide ud af hænderne på hende. Frygten for at miste dette lille, men lykkelige minde overmandede hende. Videre talte hun ikke, hvad hvis mindet gik tabt, hvad hvis manden spolerede det?

Netop som hun havde åbnet sig op lukkede hun i, døren var smækket og ville snart være låst. Hun havde allerede åbnet sig mere for ham, end overfor personer hun havde kendt i flere år. Denne mand, hun ikke engang kendte ved navn, vidste hun elskede eventyr. De havde været hendes flugt, ført hende væk fra kulden og sorgen. I eventyrene endte det altid lykkeligt, selvom folk led kom de altid væk i sidste ende. Det var hvad Alítheia elskede ved dem, at trods smerten endte de godt, de fandt lykken og til tider kærligheden. For et lille barn, som levede i noget, man knap kunne kalde et hjem, med en mor der ikke var til stede var eventyr perfekte. Alex havde givet dem til hende, læst dem op i den kolde kælder, da de sammen sad fanget. De var blot små børn, som havde fundet glæde i en fortælling.

Hendes blik var sænket mod jorden, hun lukkede sig inde i sig selv igen. Det var blot et spørgsmål om tid før hun lukkede helt af. Inden dette skete fangede han dog hendes opmærksomhed. Manden begyndte selv at fortælle om sin barndom, eventyr. Forsigtigt løftede hun hovedet, lod øjnene hvile på hans ansigt. Let betragtede hun ham, som han fortalte. Hun så smilet mindet vækkede, kunne se på hans ansigt, så i hans øjne livet. Dette var tydeligt et lykkeligt minde, han havde delt det, videre var ikke sket. Måske var det slet ikke så slemt, som hun havde gjort det til og langsomt åbnede hun op igen. Med tøven valgte hun at besvare hans spørgsmål ”Dem med riddere, som reder prinsesserne” startede hun mumlende ud. Dog fandt fascinationen dog frem, hendes stemme fik en mildhed og inderlighed over sig som hun beskrev. ”Du ved… dem hvor prinsesser er fanget og prinsen kommer og redder hende. Når alt ser mørkets ud, men så bliver de reddet og fremtiden bliver lys. Magien, væsenerne… det hele” Fanget i drømmende om et eventyr, glemte hun at hun ikke ville åbne op, glemte frygten for at virke svag. Stadig havde hun valgt at beholde mindet for sig selv, men langsomt overvejede hun at fortælle om det, måske bare en lille bid? Det ville vel ikke skade, manden kunne vel ikke tage mindet fra hende så, ødelægge det? ”Jeg… min… den første fortælling jeg fik læst højt var Rapunzel” ordene var svære at få frem, hvad ville hun sige, hvad ville hun holde hemmeligt?

Minde varmede i kroppen, fik hende til at føle en boblende fornemmelse i kroppen. Hendes muskler føltes livlige hendes sind vågent. For en tid stoppede sneen med at falde, så pludseligt som den var begyndt. Blikket var blevet mildere, man så en del af Alítheia der sjældent kom frem. Den milde og drømmende pige, som gemte sig bag en hård facade. Jo vist nød hun andres smerte og sorg, hun nød at føle sig magtfuld. Alítheia var ikke en god person, men hun var ikke kun den kolde og kyniske person han havde mødt på markedet.
En let letter forlod hende, efter hans pludselige udbrud og stoltheden han udstrålede. ”Jo, det er den med prinsessen i tårnet” hendes stemme havde fået en anderledes tone over sig. Den passede til den personlighed, denne mand havde fået åbnet op for, den drømmende pige. Dog forsvandt denne side pludseligt, som med et trylleslag. Hans spørgsmål havde ramt et ømt punkt, hun reagerede som slog han hende. Hendes mor havde aldrig læst op for hende, ikke været ordentligt til stede i barndommen. En gang havde kvinden vist bekymring for barnet. På den anden side kunne man sige, at moderen havde beholdt Alítheia i stedet for at forlade hende. Der var vel også lidt at vise medfølelse for barnet, men det kunne godt og vel have været det samme.
Alítheia havde med et lukket i, stirrede bare med ham med et tomt blik. Den varme det minde havde givet hende var væk. Hun følte sig igen kold og tom, fanget i fortidens skygger glemte hun omverdenen. Sneen begyndte at falde voldsommere omkring hende, alt imens energien langsomt forlod kroppen. Alítheia sad ikke længere i ruinen, hun var igen en lille forladt pige. Kulden fra sneen trængte igennem hendes krop, men blev blot en del af mareridtsscenariet. Da hun havde fået åbnet op for et minde, gav det adgang til de andre og hun var nu fanget i et. En lille ulykkelig pige, bange for mørket og forladt af moderen, som var på kroen.

Kulden trængte ind igennem marv og ben, energien forlod hendes krop. Alíhteia lagde ikke mærke til det, hun var fanget i sin egen fortid, ensomheden og mørket havde opslugt hende. Hun så den lille rødhårede pige sidde alene på en madras, ensom og bange for mørket. Desperat efter sin mor, en til at tage sig af hende. Ingen, der var ingen kærlig mor, hun var alene. Når moderen kom, var der ingen kærlighed til barnet blot hårde ord eller ligegyldige miner. Alítheia var nærmest blevet tilskuer til sin egen fortid, hun så det hele igen, mandens ord havde frembragt mindet. Når hun først havde åbnet op for et minde fra barndommen, var der let adgang til de andre.
I starten trængte intet ind, hun havde glemt virkeligheden. Dog som et svagt ekko hørte hun hans ord, i starten tog hun sig ikke af dem. Undskyldningen bed hun ikke mærke i, det var navnet på eventyret. Det ene ord havde fanget hendes opmærksomhed, hun kom mere til sig selv. Rapunzel, et eventyr det var det lille lys i mørket, som fik hende på rette vej. Hendes øjne lukkede sig hårdt i, mens hun knyttede sine næver. Da hun åbnede dem igen, var det ikke længere det ensomme rum hun så, men mandens ansigt. Mørket var der stadig, men var lyst op af flammerne i lygterne. For første gang mærkede hun kulden og udmatteheden, som fik hendes lemmer til at føles som bly. Sneen faldt ikke så tungt, efter hun var kommet til sig selv. Den tog langsomt mere og mere af.
Som hun langsomt var kommet til sig selv, så hun på ham med trætte øjne. Det varede noget tid før hun svarede. Først og fremmest skulle hun beslutte sig for at åbne op endnu engang, selvom hun hurtigt valgte at gøre det. En del af hendes barnlige og mere tillidsfulde jeg var kommet frem. For det andet skulle hun samle energi til det, til at fortælle. ”Som sagt… det var det første rigtige eventyr jeg hørte” hun mumlede det forsigtigt, som var hun den lille pige igen. ”Jeg… den person som læste det for mig… det blev min første ven. Det… er betryggende, altså eventyret. ” et let suk slap hendes læber. ”Jeg kan ikke helt forklare det” mumlede hun til sidst. Hun blev ærlig, så forbandet ærlig og sårbar. Hvorfor gad hun åbne sig op overfor denne person, hvad fik hende til det. Hun overvejede om han brugte magi mod hende, hvordan kunne det ellers være så let? Selv vidste hun godt det ikke var svaret, denne man brugte ikke magi. Det var hans personlighed, den virkede betryggende og rolig. Ved ham virkede det ikke som den evige magtkamp, hun følte sig ikke sårbar og svag på samme måde – her var det i orden.

Alítheia huskede tilbage til det tidspunkt hun åbnede øjnene og så den lille pige, Alex. Et lille smil trak hendes mundvig let opad, smilet var skjult, som hun sad der i minderne.
Mødet med den pige var ikke svært at erindrer, det var ikke et minde som blot forsvandt. Om mindet var dårligt eller godt var svært at sige, det var dobbeltsidigt. Situationen for venskabet skulle opstå var frygteligt, men hun havde fået noget godt ud af det, en ven. ”Jeg husker ikke de andre historier så godt, men jeg tror hun læste andre eventyr også, ja”. Stadig tøvende med at fortælle om mødet med denne ven, sad hun nervøst og vred hænderne. Denne mands tålmodighed blev sat på prøve, Alítheia var ikke hurtig til at svare, som han havde oplevet, og der skulle ikke meget til før, at det gik mere tilbage end frem.
Efter lidt tid, begyndte hun at tale om mødet med veninden. ”Hendes fader… Det var hans skyld vi mødtes.” Som altid kom der de små pauser, der viste den mere usikre side af hende. ”Han holdt os fanget i deres kælder…”Jeg var blevet taget i at stjæle, og jeg tror han anså sin datter for at være ondt, ironisk, dengang var hun det kærligste væsen, jeg havde mødt.” hendes stemme lød ved denne sætning ligeglad, som om det var noget almindeligt at blive udsat for.
Det ironiske var, at denne mand kendte meget til hende, personlige ting, og stadig havde hun ingen anelse om hvem han var eller hvad han hed. Faktisk kendte ingen af de to personer hinandens navn.