Everything I wanna do... ~ James

P: klik her for påklædning
Klik her for at se frisuren
S: Klik her for at se villaen
O: Klik her for at se lokalet
V: Solen kigger frem, lunt vejr taget årstiden i betragtning
T: Sen eftermiddag

Madeleine havde igennem de sidste to dage gruet for denne stund - hun havde fået ordren af sin far på brev, at hun skulle komme til villaen i Sunfury for at møde den unge mand som hendes far havde udvalgt til værende hendes kommende ægtemand.
Sandheden var, at Madeleine ikke havde i sinde at gifte sig - ikke nu, i hvert fald. Iført en grøn kjole - da hendes far mente at hendes påklædning burde passe hendes status, og jeans og en top ikke var okay - og med håret samlet i små yndige knolde der tilsammen dannede en smuk frisure, stod hun nu foran balsalen - den sal hendes far havde arrangeret mødet mellem Madeleine og hendes kommende mand. Hun havde intet andet fået at vide, end at han hed James og var omkring hendes egen alder. Langt fra et godt grundlag for at gifte sig med ham.
Hun var træt i hovedet allerede, og tankerne fløj stadig - hvem var han? Hvordan var han? Skulle hun frygte ham, eller ville hun falde pladask for ham så snart hun så ham?
Hun tog en dyb indånding inden hun nikkede til tjeneren, og døren til salen gik op.
''Lady Madeleine Winchester..'' Præsenterede tjeneren, inden han lod Madeleine træde ind og døren bag hende lukkede sig. Hun skulle nu ikke gøre andet, end at træde ind i midten af salen, for at se hendes udkårne. Lysten til at stikke af og aldrig se sig tilbage voksede, i takt med at hun gik længere og længere ind i salen, med blikket slået ned på gulvet foran sig. Madeleine stod nu, og afventede blot sin kommende ægtemands ankomst - mens hendes far stod på en balkon ud over balsalen og så ned på hende.

http://img1.wikia.nocookie.net/__cb20091214081104/merlin1/images/b/bb/250px-ArthurMerlinBBC.jpg
plus en kappe.

James var blive opsøgte af et sendebud dagen før, hvor hans far havde bedt ham om at gøre dette for dem. Han havde os valgt en smoking, hvorfor han vælge den var lidt mere kompliceret. Han gjorde kun dette for hans far, hvorfor kunne han ikke bare, have lade hans søn vælge hvem han selv ville. Han elsket jo Beth, men hans far var ligeglad han ville ikke ha det blandet sådan at han kunne risikeret at få en Shapshifter som barnebarn, derudover ville faren ikke ha noget med Dæmoner og gøre. James, havde kun sagt ja da han fik valgte mellem det og at lukke kontakten med Beth helt. Da det var ved at være tid, skulle han til at gå hans far ville møde ham deroppe. James smed smoking i sidste øjeblik, hvorefter han valgte noget lidt mindre fangene. Hans far ville derudover bare gerne, have mere magt hvilket han ville kunne få, hvis dette ville lykkes. James træk i lidt finere tøj end normalt, hvorefter han begynde og bevæge sig ud af kroen. Han blive mødt af en hest som hans far, havde sendt op til ham. James svang sig op på hesten, lige efter begynde han at ride op mod det sted de skulle mødes. Efter der var gået et lille stykke tid, mødte han hans far, som ville ha at han i det mindste skulle ha lidt fint på. James orket ikke at diskutere med ham, så han lyttede og nikkede mens han gik med ham. Det sluttede af med at han, havde fik en kappe og noget fint tøj som passede til ham så han kunne bære sit sværd uden at virke skræmmende.

Da James nået huset med hans far, forlod han ham efter han var blive modtaget James sank en klump, hvorefter han begynde og gå ind gennem dørene til salen, hvor hans kommen brud ville være efter, hvad deres forældre da mente. James gik ind og i det han kom ind, blive hans navn sagt, hvorfor anet han ikke. Han ville vildt gerne selv præsenter sig selv normalt, den eneste grund han sagde jah var for ikke at miste Beth. " Arno James Morrow, er ankommet." James kigget på manden som havde præsenteret ham, mens han gik ind mumlet han noget som var meget svært at høre. "Det er bare Arno, de forbande, ro på jeg skal bare slappe helt af. Da han kigget over mod bruden, hørte han at hans far var kommet ind han nød sikkert og se det her fra afstand. Dog var hans aura vildt rolig og fredfyldt. James kørte kort hans hår til siden, mens han kiggede op og over på hende.

Madeleine så direkte på James, da han trådte ind. Udseendet fejlede intet hos den unge mand - han havde gode muskler uden at virke for stor, og øjne som hun på afstand kunne se virkede rolige og venlige. Alligevel fornemmede hun at han ikke ønskede at være en del af dette lille magtspil heller.
Madeleine gik roligt hen mod ham med elegante skridt, og stoppede to meter fra ham, hvorpå hun nejede og derefter smilede kort til ham - et smil der mest af alt kun kunne siges at være falskt.
''En glæde at møde Dem, Sir.'' sagde hun, en smule anspændt inden hun så op på de to fædre, som stod på balkonen og så ned på de to unge trolovede.
Madeleine bed sammen og så lidt ned i gulvet igen, mens hun ventede på et respons fra James, som ikke ligefrem lod til at være bekendt med opførslen ved hoffet. Hun var heller ikke selv adelig, blot en kvinde med retten til lidt for mange penge.
Hun udstrålede elegance og ynde, til trods for hendes manglende lyst til at være til stede. Hun vidste, at gjorde hun ikke dette for sin far, ville hun miste retten til titlen og arven. Hendes bror ville få alt, og det ville koste hende hele hendes livsgrundlag.
''Jeg formoder at Deres far har sat Dem ind i, hvad dette mødes formål er..?'' hun så kort på James igen, med klare blågrønne øjne. Ingen tvivl om at hun en dag ville arve titel og jord - om så det skulle være fra hendes far eller hendes bror.
James så ikke ud til at være et dårligt parti, ikke udseendelses-mæssigt. Men mente han nu også det samme om hende? Hun kunne nemt finde sig i et arrangeret ægteskab - men hun regnede ikke med at James følte på samme måde. en ung mand som ham, måtte da have en han fandt tiltrækkende, endda elskelig. Madeleine sukkede stille, en smule opgivende. Hvad skulle hun gøre? Hvis James ikke selv gik med på det, ville hans far så tvinge ham? Eller ville hun stå tilbage som det vragede gods hendes far anså hende for at være?

Da James så hende neje og smilede til ham vidste han ikke helt, hvad han først skulle svare han hadet at bære titlen sir. Så da hun kalde ham det, sende han hende et svagt smil. Han bukkede for hende "i lige måde miss," hun så ikke dårlig ud slet ikke, men han vidste ikke om han skulle sige jah til dette. Grunden til det var jo fordi han, havde noget med Beth hun betød alt for ham. James kigget på hende, hun så vildt godt ud det måtte han gi hende. "Yeah og vær sød bare og kald mig ved fornavn, jeg fortrækker at undgå sær behandling." Sagde James, hvad skulle han sige til hende han vidste jo intet om hende, kun hendes navn men det var os det, "vil du være med til og gå en tur så vi kan komme væk fra vores fædre." Sagde James. Han smilede igen til hende, det var næsten umulig at påvirke James så meget, at han ville blive voldsom han var nærmest indbegrebet af godhed. James kiggede på hende og uden at tænke sig helt om, kyssede han hende på panden, mere for at deres fædre ikke ville tro de tog afstand, de skulle bare spille dette spil så længe de var i nærheden af hinanden.  James træk sig kort væk, hvorefter han sende hende et svagt smil, "vil de med Miss Winchester."  Måske ville de godt kunne holde dette ægteskab oppe, men de behøvet jo ikke at elske hinanden, ikke at de nok ikke ville passe sammen. Det var det, der var det meste skræmmene ved alt dette, det var at, hvis de var for meget sammen ville de måske forelske sig, hvilket James godt ville undgå.  Han forstod ikke, hvorfor hans far var så sindsyg, omkring magt og race forskel det provokeret ham grænseløst. James sende hende et svagt smil igen, hvorefter han træk hende med udenfor i den friske luft, gud hvor havde han brug for det, det kunne han sagtens mærke.

Madeleine var vokset op med reglen om at hun ikke måtte være alene med en mand. Så det, at han ønskede at tage hende med udenfor, var måske ikke det smarteste. Men med tjenere og vagter ved hvert hjørne, ville det måske lige gå.
''Kun, hvis du lover mig at du kalder mig Maddie.'' sagde hun med et lille smil. Dog blegnede smilet en anelse, da han kyssede hendes pande. Hun trak sig ikke væk - men forventede dog heller ikke at det skulle udvikle sig. Hvor slemt kunne det være at blive gift med ham? Der var jo intet krav om at de skulle have børn sammen, bo sammen omend elske hinanden. Det var et papir, intet andet. End ikke ringen behøvede hun bære.
Hun fik ikke megen mulighed for at sige ham imod, da han trak hende ud i den friske luft. Hun måtte dog indrømme, at den gjorde godt - taget hendes nervøsitet i betragtning.
''Så, James, har du nogen ide om hvad vi skal gøre? De forventer tydeligvis et bryllup..'' sagde hun opgivende, da hun var sikker på at fædrene ikke var fulgt efter dem.
Hun frygtede lidt, at det han ville sige var, at han under ingen omstændigheder ville giftes med hende. Ikke én som hende, bare hende generelt. Hun var totalt uerfaren i denne verden, da hun havde tilbragt hele hendes teenageliv væk fra Sir, Miss, Lord og Lady. Hun var bare Maddie. Intet andet.
Få meter fra dem, stod to vagter, klar til at standse James, hvis han gjorde som ør og lagde an til at kysse hende på panden. Det var jo helt uanstændigt, når de ikke var involverede.

James så på hende og nikkede, maddie lød os bedre, i hans egen ører. Da hun fulgte med ham ud, kiggede han over på hende da hun nævnte bryllupet. "Ja det gør de sikkert, du må undskylde kyssede, det var mere for at de ville tro vi, havde tænkt os at gøre alvor af dette." Lød et kort fra James af, hvorefter han kiggede ud over villaen.  "Hvorfor vil du dette, jeg kan nemlig mærke at du heller ikke ønske dette rigtigt." Sagde James, hvorefter han kigget over på hende.  Dette liv var mere eller mindre et helvede for ham, hvorfor kunne deres fædre ikke bare lade dem gøre hvad de ville. James kiggede ned af sig selv,  hvad skulle han dog spørge om, der  slog det ham en falden engel ved navn Luke hedde os Winchester mon hun kende ham. "Du Maddie, kender du Luke Winchester Grimm, det er jo ikke lige frem normalt, at hedde Winchester." James vende sit blik væk igen, hvorefter han begynde og tromme med hans fingere. Dette var vildt mærkeligt, deres forudbestemte forhold var ikke normalt. James kiggede ned fra det sted de stod, de skulle giftes eller det var der forventet af dem Derfor måtte de være sikker, "jeg ved ikke hvorfor vi skulle gøre det, hvis vi ikke vil."  James så ned af sig selv dette tøj, var provokerne som om at lige meget, hvad han gjorde. Ville han aldrig  gøre, og især ikke hvis de ikke følte noget for hinanden.  James kiggede over på hende igen, "Maddie, hvorfor gør du dette, det er mere eller mindre, hvad jeg spørg om siden du vil gøre dette." James kiggede over på hende, hvad skulle de dog gøre, hvis de ikke ville giftes skulle de ikke sådan så James det da. "Det er Arno maddie, ikke James, James er mit mellem navn." Sagde Han og sende hende et svagt smil, hvorefter han kigget ned, mens han nød luften. "Men jeg aner det ikke, følg dit hjerte vil jeg sige."

Maddie bed sig lidt i læben mens han talte. Hun vidste ikke selv hvad hun ville. Hun ville ikke miste alt hvad hun havde kæmpet for hele sit liv - det var hun sikker på.
''Navnet Winchester er ikke almindeligt, men Luke Grimm siger mig intet. Det må du tale med min far om..'' svarede hun kort. Han ønskede tydeligvis ikke dette, hverken bekendtskabet eller ægteskabet - så hvilket valg havde hun?
''Min far gør mig arveløs hvis jeg ikke gør det. Han tager alt fra mig, og giver det til min lillebror.'' sagde hun stille inden hun så kort på James.
På et punkt, følte hun sig lidt ramt. Hvis han ikke ønskede at gifte sig med hende, skulle han da heller ikke - men afvisningen i sig selv var da en smule sårende.
''Ønsker du ikke ægteskabet, så vil jeg absolut ikke tvinge dig.'' sagde hun og så lidt på ham igen, denne gang med kølige, distancetagende øjne. Hun havde ingen grund til at være den høflige lady alle mente hun burde være, nu når han havde gjort det klart, at han ikke ønskede hendes hånd i ægteskab.

//lidt kort, undskyld//

James så hen på hende, hvorfor var det dog så svært at få styr på sit liv. Det var ikke fordi, han ikke ville ha noget som helst med hende og gøre og det ville han forklare hende nu. Da hun talte om ægteskabet, hvor hun os fortælte at hun ikke ville tvinge ham til det. James kigget over på hende, "jeg ved det ikke for at være helt ærlig, det alt sammen er sket så hurtigt jeg fik det første og vide for 2 dage siden." James så hen på hende, hvad skulle han dog gøre, de kunne jo forlade hinanden når og fjerne papirene når dette var over. James træk kort på smilebåndet, "jeg vil godt giftes med dig, vi kan altid ændre det på papiret senere, hvad siger du jeg vil godt gå med til det så siden de jo forvente dette af os." James kiggede over på hende, mens han prøvet og få styr på sine tænker. "Jeg ved ikke hvad vi skal gøre for at være helt ærlig, jeg vil bare gerne komme igennem det her uden at få smadret hele dette som vores fædre stod for." James træk sig selv lidt tilbage, hvorefter han stillede sig op af muren. "Så Maddie fortælle lidt om dig selv, hvad arbejde du med er der noget særligt jeg skal ligge mærke til." James bed sig selv svagt i læben, mens han studeret hende hun så nu godt ud, det måtte han gi hende men det betød intet. De skulle jo ikke være sammen, sådan rigtig og han følte noget for en anden. James kiggede over på hende og hævet svagt, det ene øjnebryn. Han kiggede ned af sig selv, hans krop, var mere eller mindre smadret, hvilket var mærkeligt, siden han ikke havde gjorde noget hårdt idag. James så hen på hende og smilede svagt til hende igen, "så du fortæller om dig selv så vil jeg gøre det samme."

//gør ikke noget, her er dit svar håber det kan bruges. :9

Maddie lyttede igen til ham, lod ham tale ud, inden hun valgte at svarer.
''Jeg vil ikke giftes med en, der vil skilles så snart hans far ikke længere ånder ham i nakken Arno.'' sagde hun, inden hun så på ham med øjne der udstrålede autoritet. Hun var ikke en man legede med.
''Men, vi kan gå med til en forlovelse? Ingen siger at brylluppet behøver være i dette sekund.'' sagde hun roligt. Hun lagde selv armene over kors.
''Jeg arbejder som vikar på en frivilligskole, mens jeg studerer på akademiet ved siden af. Og dig?'' hun sukkede indvendigt - hun magtede ikke lege speeddating med ham lige nu, faktisk, ville hun allerhelst bare gå sin vej og bede både sin far, Arno og hans far skride af Morders Veje til.
''Men som sagt, en forlovelse, det skader ingen. De tror vi er seriøse omkring det, og det giver os tid til at finde ud af, hvad vi nu skal gøre.'' sagde hun bare, inden hun så på ham igen.

James kiggede på hende, "jeg arghh det er ikke det jeg sagde, jeg vil godt være sammen med dig, så kan vi se om det går, hvis ikke behøve vi jo ikke og være ved hinanden firetyvesyv vel." Nu var det sagt, James kiggede over på hende, "så lad os gøre det som er forventet af os ikke." James kiggede over på hende, hvor han fik fremtvunget et smil, som var mere eller mindre helt rent.  James smilede til hende, "det lyder som et fantastisk arbejde, jeg selv har valgt at arbejde som smed." Sagde James, hvorefter han gik hen til hende "så lad os gøre det med mindre du tror at være forlovet vil være bedre, og jeg føler mig beæret over at de splittede os sammen, for du er en stjerne, det vil jeg bare sige lige nu, alle der har dig som deres kan ikke være mere heldig." Det var næsten kun sandheden han fortælte lige nu, den eneste ting som ikke var helt sand var at han jo ikke følte noget hundret procent for hende, men som så mange ville opdage, ville det kun være på papir næsten da. James kiggede over på hende, han skulle måske se efter en person som kunne hjælpe dem gennem dette, hvis det var. James bed sig selv i læben, hvad var dette os for noget at smide børn ind i, James ville aldrig gøre det selv mod sine børn lige meget hvad. Lyden af hans far, var ikke til og tag fejl af, han var på vej ud for at se, dem og hvad de lavet.
//blive ikke så langt, som jeg ville ha, men håber det går..//

''Lad være med at lyve for mig, James.'' sagde hun og så direkte ind i hans øjne. Hun havde udemærket godt hørt hans far komme ud, og lod ham blot stå og hører på. Lige nu ulmede vreden under huden på hende.
''Du vil ikke giftes med mig, og så skal vi heller ikke gøre det. Hvis du elsker en anden, men gifter dig med mig, tror du så at hun vil forstå det? Nej, vel? Jeg vil ikke stå i vejen for din såkaldte lykke.'' hun så ham igen direkte i øjnene.
''Og jeg skal ikke giftes med en der kan kalde mig en stjerne uden så meget som ét gram følelse bag ordene!'' hun så hen på has far.
''hvis dette ægteskab er så vigtigt for jer, så gør jeg det med glæde. Du kan have alle de kvinder du vil have, du kan bo hvor du lyster. Du kan for min skyld gøre hvad pokker du vil!'' hun var såret, og det lyste ud af hende. Ikke over det faktum, at han faktisk ikke ønskede at være gift med hende, men over det faktum at han havde stået og sagt søde ting til hende uden at mene det. Hun følte sig i forevejen ikke særlig attraktiv eller ønsket - end ikke begæret, af nogen mand. Så at den person der formodentlig skulle være hendes kommende mand, ikke engang kunne sige noget pænt og mene det oprigtigt, gjorde ondt.
''jeg undskylder min datters opførsel,'' sagde Lord Winchester, der stod ved siden af James' far.
''Jeg tror du er træt min kære. Måske skulle du gå op og ligge dig.'' sagde Lord Winchester, inden han så skarpt på hende. Hun så lidt ned i jorden inden hun nikkede uden at flytte blikket.
''javel, far..'' sagde hun
''Jeg må bede mig undskyld, D'herrer.'' sagde hun inden hun gik forbi James, hans far og hendes far. Hun havde gjort sig selv til grin, tydeligvis. Fantastisk!

James lod hende bare tale ud, da hun var færdig med at få sin vrede ud kiggede James bare på hende, han ville ikke lade hende få den lykke så, der var ingen grund til og gifte sig nu, hans  far havde lyttede til dem, hvilket havde været meningen. James bed sig selv i læben og gik hen til sin far, ha var højre end sin far så da han skulle til og gå kiggede han kort på sin far. "Du er sindsyg og magtsyg, jeg har ikke tænkt mig at være en del af dit sindsyge magt spil." Kom det fra James af, i det han fik det sagt begynde han at bevæge sig ud af villaen. Han hørte dog kort sin far råbe efter ham, "du bestemme ikke selv, din idiotisk snot forkælde møgunge." James vende sig om mod ham, "jeg er færdig med dig du fortælle mig ikke at jeg havde søstre, så jeg er færdig med og lytte til dig, nok er jeg trænet, på grund af dig, men jeg er ligeglad, jeg har klaret mig selv i langtid nu, for min skyld, kan du brænde i helvede." Da de ord forlod hans læber, blive hans far stum, det var ikke noget man brugte som engle men det gjorde James altså, "jeg håber vores arv brænde op, jeg er færdig med at være den gode søn," og med de ord forlod han Villaen.
//sorry for det korte indlæg :9.//

''Arno!'' kaldte Maddie, da hun havde hørt hvad han havde sagt til sin far.
Hun stoppede selv op, inden hun løb ned til ham og greb ham i armen. Hun så kort på ham, undskyldende.
''Arno, hør nu her.. Du ved lige så vel som jeg, at vores fædre er magtsyge. Men, måske... kun måske, er det slet ikke så dumt at vi slår vores slægter sammen? Jeg ved at det ikke er hvad du ønsker, og jeg ved at du elsker en anden. Men... Du mister alt, hvis du ikke gør som din far ber' om.. Du får måske aldrig lov til at se hende igen..'' Maddie kendte ikke Beth, men hun kunne tydeligt fornemme på Arno hvorfor han ikke ville gå med til ægteskabet til at starte med.
''Lad os gøre, som vores fædre beder os om. Lad os forlove os. Ingen tvinger os til at gifte os foreløbigt. Vi kan finde en løsning på det her. Og selv hvis vi blev gift, ville jeg aldrig afholde dig fra et liv med hende du elsker... Jeg er bare nødt til at vide, om det også gælder med dig...?'' Det var tydeligt at dette var noget hun kun gjorde, for ikke at skabe splid. Hun hadede at Arno og hans far ikke kunne sammen. Hun ville ikke være grunden til det.
''Lad os forlove os.. Så lader de os være lidt endnu. Du kan få talt med hende, og jeg kan måske finde ud af hvad det er jeg vil..?'' hun så bedende på ham. Hun elskede ingen. Hun havde små boblende følelser for Caden, men hun havde aldrig turde indrømme det. Ikke engang overfor sig selv. Han havde været et one-night-stand som hun aldrig skulle se igen.

James skulle lige til at forlade gården, da Maddie råbte hans navn, og løb ned og ud, hvor hun greb fat i hans arm. i det samme øjeblik hun gjorde, det vende James sig om mod hende. Han skulle lige til og tale, men det var som om hun stjæl ordene fra ham før han kunne sige noget. Det var da end til, ordene forlovet kom ud af hendes mund. Hun ville ikke ha smadret james og hans fars forhold, men der var  intet og smadre, hans had til hans far var kæmpe stort og der ville ikke ændre sig noget. James kiggede på hende og for første gang, siden de var kommet kom der et rigtigt smil frem på hans læber. "Jeg jeg, jeg gør det sammen med dig, hvis du os er sikker på det Maddie." Lød det svagt fra James af, hvorefter han vende sig om og gik ind med hende. "det gælder os ved mig jeg vil ikke afholde dig fra den du elsker." James kiggede på hende og fulgte med hende, ind i salen igen da de stod der igen vidste han ikke helt, hvad han skulle sige eller gøre, han var dog glad for at hun mente det samme om dette som han selv gjorde.  Men at blive forlovet var dog mærkeligt, Beth ville da forstå det, ville hun ikke det regnet han da med. Deres fædre var begge magtsyge, men nu ville han arve, det fra hans far af og måske mere det var nu ikke så ringe når man nu tænkte over det.  James så på deres fædre, hvorefter han kigget på Maddie det så ud som om at deres fædre forventet noget, der kom James i tænke om den ring hans far, havde givet ham med han skulle fri skulle han ikke for at de ville blive forlovet. James kiggede på hende, nu skulle det ske før deres fædre blive mistænkelige. James vendte sig om mod Maddie og faldt på knæ, "vil du gifte dig med mig  Madeleine Winchester." Nu var det bare og se, hvordan hendes reaktion bliv, siden deres fædre så chokeret ud, hvilket var, hvad han gik efter. Nu håbet han bare, at Madeleine ville tag imod det, for at få deres fædre til at tro de, havde vundet.

Madeleine fulgte blot med ham ind i salen igen, hvor deres fædre ventede på dem.
Hun havde ikke tænkt på, at han ville fri foran deres fædre, og blot det at han gjorde det, fik hende til at smile varmt til ham.
''Det ville være mig en ære og en glæde, Arno Morrow.'' sagde hun mens hun med et lille nervøst bid i sin underlæbe. Han havde sagt at han ikke ville afholde hende fra den hun elskede. Men sandheden var, at hun ikke elskede nogen. Maddie var alene, og det havde hun altid været. Der havde da været kærester, men aldrig nogen hun havde elsket sådan rigtigt. Mest af alt, fordi hun havde forventet denne opførsel fra sin fars side af, og derfor ikke ville ende med at elske en hun alligevel måtte forlade.

//kort svar, jeg undskylder :/
Finder du et billede af ringen, eller skal jeg være kreativ og finde et selv? Tænker, da det er Arnos far der har givet Arno den, er det måske bedst at du finder et billede?

http://www.cardiffjewellery.com/ruby-engagement-rings-uk/#main Ringen. //
James smilede og gav hende ringen på, "her har du ringen." Lød det fra James af, hvorefter han rejste sig op, uden og tænke over det kyssede han hende, nok fordi det var forvente men fordi det føltes som om de forventet dette. James træk sig dog hurtigt væk fra hende igen, selv om han ikke havde haft noget imod det. Der var os et kæmpespørgsmål mellem Beth og James, da de jo var gode venner og flirt engang i mellem. James kiggede på hende kort, hvorefter man kunne se, at deres fædre havde håbet på denne forstilling om det bare var en forstilling anet, James ikke lige nu. Hvad ville der en enlig ske nu, det var faktisk det James ikke anet. Da James kigget på hende igen, svang han hende kort rundt. "Så hvad nu," hvisket James til hende. Men deres fædre var blive optaget af noget andet nu, hvilket var meget mærkeligt, James havde dog ikke set, at de var gået et andet sted hen. Men Madeline var nu sød nok, derudover så hun os vildt godt ud, så det var mærkeligt. James aura begynde lige så stille og blive rolige igen, hvilket var lidt anderledes. James kigget på ringen, hans far, havde virkelig valgt at så mange penge for det her. Men sådan var nogen jo, hvilket var fint nogen skulle være sådan i denne verden, og at det var hans far var en rar ting at tænke på.

//sorry det er så kort er ikke god til disse emner. :9//

Madeleine vidste ikke selv, hvad der foregik, da James lænede sig ind og kyssede hende. I de få sekunder det varede - gengældte hun kysset. Om det var skuespil eller ej, vidste hun end ikke selv.
Da han havde svunget hende rundt - hvilket hun ikke forstod hvorfor han egentlig gjorde - hviskede han det mest logiske spørgsmål længe. Hvad nu...?
''Indtilvidere, så er du fri til at tage tilbage til hende du elsker..'' sagde hun, med et tøvende smil. Det var underligt, at blive forlovet og så sende sin forlovede tilbage til en anden kvinde. Men hun havde lovet ham at hun ikke ville stå i vejen for hans lykke - omend den ikke var med hende.
''Jeg er nødt til at tale med min bror, og derefter er jeg nødt til at tage hjem til Terrorville.'' sagde hun stille.
Hun vidste ikke selv hvordan hun havde det med det hele længere. Ville hun egentlig gerne giftes...? Sikkert... Men, med James...? Det vidste hun ikke. Hun var i tvivl om så meget lige nu.
Hun så lidt ned på ringen, en rubin i midten - omkredset af fire diamanter. Ringen så ny ud - ikke et familiearvestykke. Godt, så fik hun ikke dårlig samvittighed nu når hun brød forlovelsen. For... Hun ville da bryde forlovelsen... Ikke..?

James kiggede over på hende, da hun talte med ham, han ville nu takke hende for dette. "Sikker på jeg ikke skal blive her, lidt længere Maddi." James kiggede på hende med et roligt og venligt smil, hvorfor havde hun gengældt kyssede hvorfor havde han selv kyssede hende. James anet det faktisk ikke, hvad skulle han enlig sige til Beth, det måtte han tag nå det kom længere var den ikke. James kiggede på hende, ville han giftes, mange spørgsmål begynde og dukke op i hans hovedet. James havde os følt et eller andet med hende, han kunne ikke ha følelser for hende, det ville blive alt for mærkeligt . James kiggede hende i øjne, efter og have hjulpet hende svagt op igen. Der var nu et eller andet over hende, som gjorde at han blive i tvivl  om, hvad han skulle gøre af sig selv. Det var jo ikke fordi, han og Beth var et par, de var jo bare gode venner var de ikke.  James smilede svagt til hende, "jeg bliver ind til du tag afsted, så vi ikke ligger for meget opmærksomhed." Var det nu den rigtig grund, eller var han ved og falde for hende. Han tog sig til håret, hvorfor var det så svært og få styr på dette, han anet heller ikke om kyssede var skuespil eller ej nu.

Maddie bed sig let i læben, da det gik op for hende hvad de havde gang i. De planlagde faktisk at blive gift. I hendes verden var gift noget man tog for ikke at blive det - og nu... Nu var hun forlovet. Hun så lidt ned i gulvet inden hun så på ham igen.
''Jeg kan tale med Mike en anden gang.. Lige nu, har jeg brug for.. Jeg har brug for luft..'' sagde hun, mens hun gispede svagt - hun kunne ikke trække vejret. Var hun ved at panikke..?
Hun så undskyldende på ham, inden hun forlod salen igen, og atter stod ude på gårdspladsen. Hun lænede sig lidt op af muren, mens hun prøvede at trække vejret dybt. Hun skulle ikke falde for James, forlovelsen var kun for at få fred for deres forældre! De ville bryde den så snart de havde muligheden... Ville de ikke...? Hvad nu hvis... Ja, hvad nu hvis de blev gift? Ville det være så slemt...? Hun tog sig lidt til hovedet, da hun følte sig svimmel. Måske burde hun gå op og ligge sig lidt?
Det hele sortnede lidt for hende, mens hun gled ned og sidde med ryggen mod muren. Hvad var der galt med hende...? Hun lod bare øjnene glide svagt i, mens hun lagde armene om sig selv. Hun kunne svagt mærke kulden krybe ind under kjolen og ligge sig tungt om hende, sammen med den panik hun følte ved at fornemme ringen på sin finger.
Hun sad der bare, og lukkede lydende ude. Talte nogen til hende, hørte hun det ikke. Hun sad der bare. Dette var bare en forlovelse... De skulle ikke giftes... Skulle de...?

James følte lige så stille frygten, snige sig ind på ham, at blive gift, hvad ville det sige at de var forlovet. Det var som om  at hele hans krop, lige så stille var ved og forandre ham. Eller var det en helt anden ting, da han hørte hende lod han hende gå udenfor hun, havde brug for det. James selv havde os brug for noget, han træk sit sværd , hvor han bagefter begynde og træne inde i villaen, de havde åbenbart lavet et sted man kunne træne. Det var altid befriende for ham at træne, hvorfor følte han at det ikke var så let som det troede til og starte med. James kiggede sig omkring, for at slappe af i hans krop, han satte sig ned og kiggede sig så omkring. De gjorde det kun på grund af deres fædre ikke, hvorfor virket det bare som om at de ikke kunne løbe fra at blive gifte. Forlovelsen var jo et af de første tegn, på at man ville noget sammen det var ikke en god ide James tænker var mere eller mindre ikke til at holde styr på, at gifte sig med hende ville nok ikke være så ringe end da men, det var nu ikke det samme. James kiggede sig omkring, hvorfor var det så svært at adskille ting fra hinanden, men at være sammen med hende ville ikke være så dårligt. James kiggede på sin arm, hvorefter, han træk en kniv og skar sig kort i armen, hvorfor han gjorde det var for han havde brug for det. James kigget sig kort omkring, hvorefter, han gik udenfor for at se til maddie. "Maddie er du okay, hvordan har du det." lød det fra James af, da han lige så stille bevægede sig ud mod hende. Hvorefter han gik hen til hende, hvorfor var det så svært at få styr på de fleste ting.

Maddie sad der bare, med armene om sig selv.
Hun kunne ikke ryste følelsen af at det de gjorde var forkert, og alligevel... Hun var født ind i en rig familie - havde hun virkelig forventet at vælge sin ægtemand selv..?
''Jeg... Jeg har det fint...'' sagde hun stille, inden hun lukkede øjnene kort. Derefter så hun op på ham.
''Hvad med dig, hvordan har du det..?'' spurgte hun, inden hun stille og roligt kom op og stå igen. Han skulle ikke se hendes nervøsitet og svaghed.
''Du har skåret dig..!'' hun stod straks ved siden af ham, og så undersøgende på hans rift i armen - den rift han selv havde lavet med sin kniv.
Noget i hende skreg efter at skulle hjælpe ham - passe på ham. En anden del af hende bad hende være ligeglad - han var jo kun hendes falske forlovede, right?
''Hvordan har du det med det hele..? Forlovelsen og dét..?'' spurgte hun stille, tøvende.

James sende hende et svagt smil, da hun kom op til ham, han var nu glad for at høre at hun havde det fint, selv om han måske kunne ha været ligeglad. James  sende hende et stort varmt smil, "jeg har det os fint, intet der er galt." Da hun begynde og tale om hans rift rystede han bare på hovedet, det var nemlig begynde og hele i forvejen. "Jeg er en engel, så jeg skal nok klare det," lød det svagt fra James af, da hun begynde og stille nogen spørgsmål om lidt andet. "well meget godt tror jeg, du virker flink, og jeg er glad for jeg ikke står i vejen for noget for dig." Det var mere eller mindre, hvad han følte lige nu, han kigget på hende, "du behøver som sagt ikke at tag dig af mig mine sår healer hurtigere end andres." James kiggede over på hende, hvorfor var han ved og falde for hende, det var jo bare for at bringe slægtene sammen var det ikke, hvorfor kunne han ikke få styr på disse ting længere. James træk hende kort tætte på sig, uden og tænke over det, hvis hun ikke ville det. Skulle han nok lade vær, James så kort på hende hvem der end fik hende, hvis han ikke gjorde, hvilket han ikke regnet med ville være en af de mest heldige personer som James ville ha kendt i hele sit liv. James så sig lidt omkring, der var ikke rigtig nogen i nærheden af dem, så de ville kunne snakke om en masse ting sammen, uden de havde deres fædre til at ånde dem i nakken. Hvilket James var vildt glad for, så nu var det bare at vente på det, "hvad med dig hvordan har du det med det hele," lød det fra James af mens han skubbet hendes hår lidt til side.

Den måde han sagde det på - bare, ud af blå... Han var en engel.
''Vent, hvad..!?'' hun så undret på ham, mens hun glibbede lidt med øjnene. Hvorfor trak han hende tættere på sig, hvorfor legede han med hendes hår? Dette havde vel ikke noget at gøre med at han måske også var ved at falde for hende?
''Arno jeg... Du er en hvad!? En engel!?'' hun prøvede stadig at få det ind i hovedet. Engle kunne da ikke gifte sig med mennesker - kunne de? Og hans vinger, hvor var de?..
''Nå.. Så, engel.? Jeg skal giftes, med en engel?'' HOV! Hun gik fra at hun var forlovet, til at hun skulle giftes!? Hun måtte stoppe sig selv, inden det gik for vidt.
''Arno, det er ikke fordi jeg ikke vil tale med dig, men... Jeg burde virkelig gå op og ligge mig lidt - jeg er så træt..'' sagde hun med et undskyldende smil, inden hun trak sig ud af hans greb og begyndte at gå tværs over gårdspladsen, til det anneks der senere hen ville blive der hvor hun skulle bo med sin nye ægtemand - det der var master-soveværelset, var pt hendes soveværelse. Hvilket hun ikke havde noget imod.
Mens hun gik, kunne hun ikke lade være med at tænke på, den måde han havde rørte ved hendes hår på.. Hun bed sig i læben, mens en tjener åbnede døren til annekset for hende, og hun forsvandt derind. Arno kunne gøre hvad han ville, for ved solopgang ville hun atter være på vej tilbage til Terrorville, uden et ord til ham eller sin familie.

//sov godt Og tror hellere jeg må sige 'out' på det her emne