What do you want with me (Caden)

Tid: emmet starter om eftermiddagen og forsætter til solen går ned og hun kan komme ud
Sted: skoven
vejr: skyfri
omgivelser: hende ved en lille bæk i en lysning nær en hytte hun bor i.

Zantanna havde bevæget sig ud i skoven hun havde været på rejse, hun havde trængt til komme væk fra Doommville, hun havde fundet en hytte i skoven hvor hende og hendes søster befandt sig. Emiliy kom ind af døren på den ældre hytten smilede da hun så Zantanna hun havde været ude at lege. Det var det hun hadede ved at være vampyr hun kunne ikke komme med ud om dagen. Hun trukket alle gardiner for. Hun kunne ikke lide at være vampyr, men vis ikke hun var det havde været død for længe siden. Hun smilede svagt inden gav sig til at smøre en mad til Emiliy. Hun havde ikke kunnet forlade den lille pige, hun var en af de eneste der betød noget for hende. Hun afventede svagt at natten ville falde på så hun kunne komme ud. Zantanna betragtede menneskebarnet imens hun legede med en dukke lavet af strå. Han hed mister stråmand havde Emiliy fortalt hende. Hun var så sød når hun legede, det var også en af de glæder hun ikke selv havde haft. Zantanna vidste at solen var på vej ned og at hun kunne komme af sted ud og strække benene, hun vidste at hun nok ikke ville få noget spise hvilket nok var derfor hun spist meget sidst hun var inde i by for købe mad. Hun trak i en hvid kjole som havde sort sløjfe bundet omkring livet. Hun følte nødsaget til at skulle ud. Bedte Emiliy om ikke lukke nogen imens hun var ude.

Zantanna havde valgt ikke at have sko på hun var mere lydløs når hun ingen havde på, månen havde vidst sit blege ansigt så det var svære at gemme sig i mørket vis der skulle komme nogen. Hun gik hen til den lille bæk i en lysning ikke så langt fra hytten. Hun puttede sine fødder i vandet som var så koldt at det ikke var alle og der bare kunne stikke føddeerne der ned i, men hun var heller ikke hvem som helst og man kunne ikke dræbe hende ved koldt vand.

Caden brugte mere og mere tid ude i naturen. Det gjorde han altid, når fuldmånen nærmede sig. Det var som om naturen kaldte på ham, og han så ingen grund til at gå imod følelsen. Det ville bare gøre, han ville føle sig ude af egen krop. Han gik ude i skoven, da en lugt af død ramte ham. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var en vampyr i nærheden. Det var værd at tjekke ud. Han gik hen imod duften, dog forsøgte han ikke at skjule sig selv. Han så ingen grund til det, medmindre han var ude på noget. Da han endelig fandt frem til kilden til lugten, kunne han se det var en kvindelig vampyr, tydeligvis en der blev forvandlet i en tidlig alder. Hun havde en flot krop, og han brugte rigeligt med tid på at tjekke den ud. Han kunne dog kun se den bagfra, men det var også et godt sted at starte. Han gik hen imod hende. ”Der kan være monstre herude. Det er du klar over, ikke?” Han var fuldstændig klar over, at de begge to var nogle af de monstre, man kunne møde i en skov. Hun var dog farlig hele tiden, hvorimod han kun var det ved fuldmåne. Men han havde efterhånden mødt mange vampyrer og varulve, og ikke mange af dem var monstre. Det lod heller ikke til, at denne kvinde var en af dem. Men man skulle aldrig skue hunden på hårene. Det havde han efterhånden lært. Caden gik hen ved siden af hende, så han bedre kunne se hendes ansigt. Bestemt ikke et monster. Tvært imod, hun lignede mere end engel. Uskyldig, ville han mere sige.

Zantanna fór sammen da en mandlig stemme brød tavsheden, hun lugtede igen den lugt af hund som drillede hende næse, men vidste ikke helt om den kom fra den fremmmede mand. Hun  vendte sig ikke om for at se vedkommende, faktisk syntes hun bare at han var irriterende og at han havde ødelagt hendes hid til gode dag. Da han snakkede om et monster fnøs hun kort ja hun var et monster hele hendes race var et monster, men nu var den hage ved det hele at hun ikke selv havde bestemt sin skæbne. Men havde hun ikke været en vampyr havde hun nok ikke været levende den dag idag. Hun kom til grine smule over det med han nævnt et monster " det eneste monster jeg kan se er dig?" sagde hun ikke på vred eller hånlig måde,  faktisk var hendes stemme en smule afvisende. Hun stolede bare ikke på mænd, med med hendes forhistorie så var det vel også forståligt. Hun trak fødderne op af det kolde vand og satte dem op under sig. Hun kendte ikke til de andre racer da hun levet det meste af sit liv i fangeskab. Hun kiggede først op på ham da stod ved hendes side. Han var ikke grim, men hendes følelser fortalte hende at han ikke var til at stole på. De mænd de ville altid have noget og vis ikke de kunne få det så tog de det bare.
Zantanna vidste godt inderst inde at sådan var det ikke med alle mænd der var, men hun var så ødelagt efter den behandling hun havde fået ved sin adotivfamilie og far at hun ikke stolede på dem mere. var lige meget om mænd så var paven selv. Hun stolede ikke på dem. Hun lavede en gestus med hånden som tegn til at han kunne sætte sig ned vis han ville, det var ikke fordi hun ville lade ham sidde der vis det var rigtigt, men hun lovet sig selv at hun skulle til prøve at stole på mænd igen. Hun kunne vel lige så godt starte med denne her fyr end som nogen anden og vis ikke hun fandt ham underholdende nok, kunne det være hun kunne logge ham tæt nok på så hun kunne sætte de spidse tænder i halsen på ham.

Caden fnøs en smule, det eneste monster her? Ham? Han så på hende med antydningen af et smil. ”Det eneste monster? Det var ikke særlig pænt sagt,” han blinkede let til hende, for at gøre det klart han bare var sarkastisk, hvis hun nu ikke kunne høre det på hans toneleje. Hun virkede som en sød pige, men samtidig virkede hun også meget afvisende. Som om hun afviste ham på forhånd. Enten fordi han var en mand, eller en varulv. Der kunne selvfølgelig også være andre ting, men ikke noget hun kunne have fundet ud af allerede. Medmindre hun havde hørt om ham, hvilket virkede usandsynligt. Han satte sig ned, da hun lagde op til det. Ingen grund til, at lade sådan en skønhed gå til spilde. For det var hun. Utrolig køn. ”Må man spørge om skønhedens navn, eller tør du ikke stole på et monster?” Han vidste godt, at folk så på varulve som monstre, og det var noget han havde lært at leve med, men vampyrer blev også set på som monstre. Måske endda mere, fordi de hele tiden havde brug for blod, hvorimod en varulv ikke havde en blodlyst hængende over hovedet hele tiden. Caden burde vel egentlig starte med at præsentere sig selv, hvis det gjorde hende mere tryg. ”Jeg hedder Caden.” Han havde før fået af vide, at det var et specielt navn, hvilket det også var. Han kunne nu meget godt lide det. Det havde noget velkendt over sig, men så var det alligevel anderledes. ”Så er der en grund til, at du er så afvisende på forhånd?” Han vidste ikke helt hvad det var med hende, men hun gav ham lyst til at vide mere. Normalt ville han bare vide det mest nødvendige. Men han ville vide mere om hende. Hvilket var underligt.

Zantanna kiggede igen på ham og smilede en smule angstrengt hun vidste ikke helt hvad hun skulle sig, men da han præsenterede sig sukkede hun havde på sin vis ikke lyst til snakke med ham og da slet udveklse navne. Da han startede kiggede hun over på Caden " mit navn er Zantanna" sagde hun i et mere neutralt tonleje. Hun havde hverken hørt om varulve eller om Caden hun vidste ingen gang han havde omdømme af hvad det så end var hans omdømme var. Hun afvidste ham af den simple grund at han var en mand. Vis han så godt efter kunne han se små blå mærker op af hendes ben og arme. De forsvandt aldrig efter hun var blevet til en vampyr. De mindede hende om hvordan mænd de var. Da han spurgte om der var nogen grund til afvise ham allerede sukkede hun endnu dybere hun havde ikke lyst til uddybe hvorfor hun afvidste ham så hun trak kort på skulderen, det var ikke ham der givet hende alle disse blå mærker og det var ihvertfald ikke ham der forvandlet hende til monster uden hendes tilladelse " tro mig jeg har mine grunde" sagde hun og denne gang var der noget trist i hendes stemme. Hun vendte sit blik ud imod vandet og mumlede en gang til at hun havde sine grunde. Hun følte ubehag ved den samtalen flyttede sig over på hende og arbejde på at få den flyttet over på ham igen, men for kunne gøre det blev nød til finde på noget sige. Hun fumlede svagt med sine finger " hvis du er så bange for monster, hvorfor er du her så og sidder ved min side?" spurgte hun hendes tone var stadig den ligegyldige og mere neutrale. Hun håbede det virkede så de slap for at snakke om hende.

Zantanna. Han havde aldrig nogensinde hørt et navn lignende. Det var et unikt og smukt navn. Det passede på hende. Hun lignede en Zantanna. Da hun svarede ham på, hvorfor han var så afvisende allerede, nikkede han bare let. ”Må jeg bevise, at der ikke er en grund til det? Jeg kan faktisk være en sød fyr. Især over for søde piger.” Han lod blidt hans albue, prikke til hendes side, for at gøre det klart at det var hende han mente. Hun virkede langt mere uskyldig og sød, end de fleste piger han stødte på. Det var bestemt ikke en negativ ting. Tvært imod. Han så på hende, da hun indirekte kaldte hende selv for et monster. Han rystede let på hovedet. Hun var ikke et monster. Ikke mere end han selv var. Caden så på hende, studerede hende. Hun var utrolig smuk. ”Jeg tror ikke på monstre. Jeg tror bare på mennesker, der er blevet ødelagte. Men alt kan repareres igen.” Han var noget anderledes omkring Zantanna. Måske fordi hun ikke var som alle andre, hun virkede langt mere ren, og en del af ham, en lille del, ønskede ikke at ødelægge hende. Han kunne lægge an på hende fra starten, smøre tykt på og charmere hende. Han flirtede stadig med hende, men det lå mere skjult. Det var ikke tydeligt, at han lagde an på hende. Ikke så tydeligt som det kunne være. Caden så på hende med et smil. ”Hør, Zantanna. Jeg ved ikke hvad der er sket, siden du er så afvisende over for mig. Jeg forlanger ikke du fortæller en vidt fremmed det. Men jeg vil bare have en chance.” Caden var ikke vant til, at piger var så afvisende på forhånd. Det gik ham på, fordi han bare ville have en chance.

Zantanna kiggede undrende på ham hvorfor var han så ivrig efter få chance mere, hun kiggede på ham smilede " jeg langt fra den søde pige som du tror jeg er" sagde hun, Zantanna fór en smule sammen da hans albue ramte hende i siden hun gjorde det ikke med vilje, men når nogen hid til havde rørt hende var det med slag. Hun smilede  faktisk rigtigt denne gang og ikke det angstrengte smil som før. Smilet bar en vis varme " jeg blev trænet til at være en dræber" sagde hun uden at uddybe det mere. Hun kiggede igen op på ham " start med fortælle hvilken race du er" sagde hun og lød oprigtigt nyserrig. Hun havde boet det meste af sit liv i en kælder og denne duft af hund drillede hendes næse og hun næsten helt sikker på at den kom fra ham. Ikke at der var noget i vejen med lugte af hund overhovedet ikke, hun kendte ikke til det fjendskab der imellem vampyre og varulve normalt selvfølgelig ikke sagt at det var dem alle sammen som skulle være uvenner. Havde hun vidst det havde nok ikke ladet ham komme så tæt på. Han virkede så anderledes og del af hende havde lyst til at lukke sig op for ham, men frygten for mænd var større. Hun folede sin finger sammen for folde dem ud igen.
Hun kunne ikke rigtigt se hvad det var han ville med hende, men kunne vel lige så godt give ham chance, men for at repare hende måtte hun også selv ønske det. Hun var ikke helt sikker på at hun ønskede at skulle stole på mænd, der nogle før hun stolet på, men de var alle blevet dræbt, eller vidst sig stikke hende i ryggen. Hun vendte blikket væk fra hans da hun sikker på at han var oprigtig. Hun havde brugt 100 år på at hade mænd, det ville blive noget af opgave især pågrund af Zantannas egen usikkerhed.

Caden så på hende, da hun påstod hun ikke var så sød som han troede. Det var ikke umuligt. Selv de piger der så sødest ud, kunne vise sig at være koldblodige mordere. Det havde han oplevet før. Mange gange. ”Du ser ellers sød ud.” Han blinkede til hende, noget han for det meste gjorde, når han komplimenterede kvinder. En ren refleks, nærmest. Da hun sagde hun var trænet til at være en drama, hævede hans skeptisk et øjenbryn. ”Du er ikke bevæbnet, er du?” Han skulle ikke nyde noget af at blive angrebet af en utrolig tiltrækkende snigmorder. Det ville dog ikke være den værste måde at dø på, ved hånden af en smuk kvinde. Han så en smule undrende ud, da hun spurgte ind til hans race. Vampyrer havde en god lugtesans, så hun burde vide det allerede nu. Medmindre hun ikke var vant til at omgås varulve. ”Varulv.” Der var ingen grund til at ligge skjul på det. Han skammede sig ikke over hvem han var. Der var mange der mente, at vampyrer og varulve var ærkefjender. Han var ikke enig. Han havde mødt mange vampyrer, og ingen af dem var fjendtlig over for ham. Tvært imod. ”Og nej, vi er ikke de fødte fjender. Vi har begge været menneskelige engang.” Han havde aldrig helt forstået, hvorfor der var så meget fjendskab imellem varulve og vampyrer. Var det en magtkamp? Prøvede det at finde ud af, hvem der var det største monster? Han sendte Zantanna et venligt smil. Et smil der fortalte, at han ikke var farlig, at han var til at stole på. Hvilket man kunne diskutere, om han var. Han kunne være det, hvis han havde lyst.

Zantanna kiggede på ham imens hun rystede på hovedet af ham derefter pegede hun på sin mund " tro mig jeg er bevæbnet" sagde hun imens hendes blik rettede sig imod hans og hun smilede så bredt hun kunne så hendes spidse tænder blev synlige. Udover det havde hun en evne som også kunne dræbe, men den unlod hun at fortælle om. Det var som tiden stod stille. Han var den første rigtige samtale hun havde haft med en mand. Hun vidste drog ikke om der var en skjult mening med alt dette her, men det ville tiden vise. Hun overvejede rejse sig inden samtalen blev alt for fortrolig. Der stadig en anelse tivil at spore i hendes øjne. Da han fortalte om varulve kunne bedre forstå lugten af hund hun lyste op i et smil, men da hun så at han undrede sig over hvorfor hun ikke vidste det stivende hendes smil en smule. Det tydeligt at der var så meget hun ikke vidste og det gjorde hende flov. Heldigvis rødmede hun ikke det var en fordel ved ikke at være levende. Hun kiggede på ham og for at få ham til at glemme hendes sprøgsmål rejste sig brat op gik ud i bækken. Hun fnisede kort inden spørjtede vand efter ham. Hun grinede kort " kan varulve så lide blive våde?" spurgte hun og håbede at det virkede og at han ville glemme at hun havde spurgt og i stedet indlede en voldsom kamp om liv og død altså for sjov " kom nu din stykke ulv vis mig hvad du dur til" sagde hun drillende og en smule udfordende. Selvfølgelig havde hun en barnlig side, men den var der ikke ret mange der så den, så han var heldig.

Zantanna havde fået hans interesse, hvilket ikke var noget alle kunne. Man kunne nemt få hans opmærksomhed, men ikke interesse. Da hun afslørede hendes tænder, nikkede han lettere imponeret. Det var et flot eksemplar. Han sad bare og betragtede hende, hvordan hendes smil stivnede, og det gik op for ham, at hun var langt mere ødelagt end han først troede. Hun virkede usikker. Noget hun ikke burde være, hun var en flot og charmerende pige. Der var ingen grund til hun var usikker. Da hun trådte ud i vandet, og begyndte at sprøjte på ham, rejste han sig hurtigt op. Hun var drillende, endnu en charmerende egenskab. Han trådte ud i vandet, og begyndte også at sprøjte på hende. Han var ikke typen der normalt gjorde det, men når han blev udfordret, kunne han ikke sige nej. Han så på hende med et glimt i øjet, før han gik hen imod hende. Han så nærmest snedig ud, som hvis han havde en plan, hvilket også var tilfældet. Caden sendte hende et skævt smil, der tilfældigvis også virkede charmerende. Han lagde blidt hans hænder på hendes hofter. ”Forklar mig lige noget,” han holdte en kort pause, mens han så dybt ind i hendes øjne, ”hvorfor er du usikker?” Endnu en pause, før han forklarede yderligere. ”Du er smuk, stærk, charmerende.” Det var tydeligt, at han var oprigtig i hans ord. Han mente hvert ord han sagde.

Zantanna grinede hun havde ikke haft det så sjovt længe, da han nærmede sig hende stoppede hun med at sprøjte hun kiggede på ham og smilede forsigtigt til ham hun gispede kort da han rørte hendes hofter, men flyttede sig ikke hun lod ham blive ved. Hun sukkede kort det var vel det spørgsmål hun helst ville havde undgået, men nu var det der vel ingen vej udenom. Vis han virkelig var til at stole på ville det vise sig nu. Hendes vejrtrækning var blevet en smule hurtigere, hvilket indikerede at hun var nervøs. Hun tog hans hænder løftede dem væk. Da nævnte at hun var smuk charmede og stærk rystede hun på hovedet hun var langt fra stærk, smuk og chamerende. " lov mig at du ikke siger det til nogen lige meget hvad" sagde hun det var sådan hun begyndte, der var en pause da hun tænkte over hvordan hun skulle sig det. Det var svært for hende at stod her så tæt på en mand hun ikke kendte særlig godt og skulle fortælle om sit liv. Hun rømmede sig lidt " det er fordi jeg levet i fangeskab det meste af mit liv" sagde hun vendte sit blik i jorden hun begyndte at fortælle ham om sin dukke Zantanna hende rigtige far lavet den til hende, men da hendes mor blev syg solgte de hende for at kunne overleve. Det betød at hendes rigtige familie var vampyrer, senere hen gemte de hendes dukke. Hun fortalte ham at hendes rigtige navn var Anna Bloomwood og at Zantanna bare var et navn hun brugt for at hendes adoptiv familie da de levede ikke kunne finde hende ved spørge om hendes rigtige navn, Zantanna var drog det navn hun kommet til fortrække så hun hed altså nu Zantanna.

Hun fortalte ham om hendes påtvunget mage Ethan som var den første der døde, om volden og toturen. Hun havde stadig blå mærker på sin krop som ikke var forsvundet efter hun blevet vampyr. Hun hadede dem og så mænd som nogle sviner som skulle ned med nakken. Det sige lige end til hun havde mødt Varulven Caden. " som sagt de ville lave mig til en dræber uden følelser, men selv med slagene de påførte mig lykkedes det dem ikke at slå mennesket helt ihjel" sagde hun trak vejret dybt. Hun havde imens hun fortalt sin historie knyttet sine hænder så hårdt sammen at vis det havde været menneske var knoerne hvide. " han og hans familie er heldigvis døde" sagde hun begyndte sin færd ind til breden. Hun satte sig ned. Hun havde stadig svært ved se hvad det denne varulv ville hende. Hun legede svagt med sit hår. Hun var bange for at han ville gå, hun lagde sig på ryggen så hun kunne se stjerner og månen, de holdte aldrig op med fascinere hende.
Det havde gjort lige siden hun så dem første gang, hun satte da hun stak af den gang for meget længe siden. Hun måtte vel ligesom afinde sig med at gik, men hun var ikke sikker på at han ville for han virkede som en der virkelig brød sig om hende og ville hjælpe hende igemmen hvad skal man kalde det, for ikke fordi bange for mænd, hun hadede dem bare der var det han ville hjælpe hende igemmen hendes had, men hvad ville han få ud af det? Der var noget sagde hende at han ville have noget tilbage, men hvad " mit problem er at ved ikke om jeg vil laves" sagde hun meget stille, men havde man en god hørelse kunne man godt høre hvad det var hun havde sagt.

Caden lyttede bare. Han havde aldrig hørt noget lignende. Men det ændrede også tingene. Han var ikke længere sikker på, om han kunne få sig selv til at udnytte hende. Selvom han godt kunne finde på at gå efter de svage, havde han sine grænser. Han havde trods alt en samvittighed, den var bare dybt begravet. Men lige netop en som Zantanna, nåede ind til den. Han sagde ikke noget. Hvad kunne man sige? Det er jeg ked af? Det ville ikke løse noget, og det lød nærmest påtaget. Det var blevet brugt så mange gange, at det havde mistet sin oprindelige mening. Han gik hen til hende, og stillede sig ved bredden. Nogen ville måske være steget op af det kolde vand, men det generede ikke ham. En af fordelene ved at være en varulv. ”Hvorfor kaldte du dukken Zantanna?” Der fandtes mange udgaver af navnet Zantanna, den han havde hørt mest var Santana, men det blev udtalt på samme måde, så han kunne ikke vide, hvordan hendes navn blev stavet. Nogle ville kalde Caden et omvandrende leksikon, fordi han vidste en masse ting, som ikke var nødvendige for ham. For eksempel kendte han mange navnes betydning, inklusiv Santana. Det kunne være, hun var interesseret i det. Det var faktisk en ganske god forklaring.

Zantanna følte sig tryk i hans selskab hun følte sig rent faktisk tryk, hun smilede kort " jeg kendte en pige ved det navn og det virkede som et meget stærkt navn" sagde hun smilede forsigtigt til han var overhovedet ikke så slem som hun havde troet " så nu ved du noget om mig som ikke mange ved" sagde hun og betragtede ham " så fortæl mig noget om dig selv som ikke alle ved" sagde hun en smule som udfordrende. Hvis han var ikke til at stole på så havde hun også noget på ham som kunne bruges. Hun bed sig svagt i læben. Hun ville prøve noget, men vidste ikke helt om han ville gå med til det, men det skulle ikke være i en lysningen længere væk så Emiliy ikke kunne finde dem. Hun gik ud i vandet og tog hans hånd " kom" sagde hun førte ham igemmen skoven. Hun førte ham hen til hytten, men bedte ham vente udenfor til hun kom tilbage. Hun ville skifte tøj inden de gik længere ind skoven. Hun ville gerne lærer denne varulv bedre at kende, hun kunne lide ham han var sød dog vis spurgte hende pure benægte. Hun kyssede Emiliy godnat, hun sov trygt. Zantanna havde iført sig kjole som sad tættere omkring hendes 0krop, kjolen var af silke. Det var det eneste tøj hun havde kunnet passe, som taget med sig inden hun gik ud satte hun sit hår op i en hestehale. Hun ville vise ham hendes ynglins sted i den gråe skov. Hun åbende forsigtigt døren afslørede den sorte tæt siddende kjole af sort silke. Hun kunne lide at det fik hendes blege ud til at ligne marmor. Hun vidste godt at den nok ikke lignede en kjole, man skulle gå i månenskin tur i skoven med den, men det var den eneste hun havde tilbage som var ren. Hun førte ham igemmen skoven til de kom til lysning længere væk fra hytten hun vidste at Emiliy kunne passe på sig selv. Så det gjorde ikke så meget at hun alene.
Hun hørt spurgte hvorfor hun ikke ville laves havde hun ikke et konkret svar, hun kiggede sig omkring der var ingen hun smilede glad. Hun satte kursen imod den eneste træ i lysningen som ikke var i kanten, men midten af lysningen. Har sad hun når hun skulle tænke og vis det klart vejr var der usigtigt til flot himmel prydet af halvmånen og dens stjerne venner.

Caden nikkede til hendes ord. Han var helt enig, selvom betydningen var noget anderledes. ”Det betyder hellig.” Han var overbevidst om, hun ikke tænkte over det, dengang hun navngav dukken. Hun var trods alt kun et barn. Han så på hende, da hun bad ham fortælle noget personligt om ham selv. Det var svært, hvad skulle han sige. Han havde ikke ligefrem noget, som var så personligt, at han ikke kunne fortælle om det. Normalt fortalte han bare ikke meget om sig selv. Han nåede dog ikke at svare hende, før hun bad ham komme med. Caden gik med uden ballade. Han stod ude foran hytten og så sig omkring, mens han ventede på hende. Han var ikke helt sikker på hvad hun skulle, udover måske at skifte tøj. Hvilket hun også gjorde. Men det var ikke fordi, hun så værre ud i den nye kjole. Han tog sig selv i at se på hendes kvindelige former lige lovligt længe. Han stoppede dog sig selv, og så i stedet ned imod jorden. Han gad godt vide hvor de skulle hen, men han stolede nok på hende, til at vide hun ikke førte ham et farligt sted hen. Han så sig omkring da de kom derhen. Det var et fint sted, et godt sted at tænke, uden tvivl. Han fulgte efter hende hen til træet, og satte sig ned ved siden af hende. ”Da jeg var barn, havde jeg ikke mange venner. Faktisk havde jeg ingen. Så jeg opfandt dem.” Det var ikke noget han var stolt af, men det var heller ikke ligefrem noget han skjulte. Men nu vidste hun noget, som kun hans forældre vidste om ham. ”Hvorfor tog du mig med herhen?” Han havde skam ikke noget imo det, og han håbede ikke det kom til at fremstå sådan.

Zantanna lagde godt mærke til at han kiggede på hende da hun kom ud, men for ikke virke for akavet havde hun ikke sagt noget, selvom hans øjne virkede brændende, virkede det. Hun selvom hun ikke haft andre var der en mening med det. Hun ville bare ikke fortælle ham hvorfor hun havde gjort det. Hun ville gerne hun havde aldrig troet at hun skulle komme til at tænke sådan, da satte sig kiggede op på ham " velkommen i klubben, bortset fra jeg var tvunget til det for der ikke mange venner i fangekælder" sagde hun løftede tøvende sin op imod hans hjerte, hun godt lide at mærke folks hjerter. Det var det eneste som gjorde at hun fik et indblik i at være levende " du ved godt jeg død ik" sagde lige pludseligt, men det jo det hun var. Hun smilede ganske svagt. Det dejligt at have en snakke med det var så langt tid siden hun havde snakket med ordenligt menneske. Hun flyttede akavet sin hånd væk så ikke misforstå noget. Hans hud virkede så varm den var næsten brændende imod hendes kolde hud. Hun vidste godt der var en mullighed for at hun var meget ældre end Caden sikkert gammel nok til at være oldemor eller noget. Hun rystede på hovedet rykkede tættere på så hun kunne nyde hans varme. " hvor gammel er du?" spurgte hun prøvede at få det til lyde henkastet og ikke noget hun siddet tænkt på. Da han spurgte om hvorfor hun taget ham med har lukkede hun i. Hun kunne heller ikke lade være ikke at sige noget, trak kort på skulderne og lænede sig fremover i akavet kulge. Hvorfor hun havde taget ham med her over. Der havde været bagtanke, men hun vidste ikke hvad skulle sige for så kom hun anerkende noget hun bange for på en måde.
Hun kiggede alle andre sted end på ham " øhm jo ser du jeg øhm" sagde hun mumlede da hun ikke kunne finde på en løgn, men hun kunne heller sige sandheden. Det hele virkede så dumt hvorfor fik han hende føle sig så genert hun følte sig som en skole pige som forelskede en eller anden sportfyr. Det føltes så akavet. Hun måtte komme på noget hurtigt " jeg tænkte det er sted var godt starte med rappere mig" sagde hun trak vejret dyb og håbede at han ikke ville misforstå. En del af hende skreg om at hun skulle komme væk den anden del ville gerne lærer varulven kende. Hun flyttede sig så hurtigt kunne så der stort stykke imellem dem. Imens vendt sig sådan hun sad med ryggen til så han ikke skulle se at Han ramte hende med hans ord de søde og det han lige spurgt om ord som ingen havde fortalt hende før, imens lavede grimasse. Hun vidste ingen ting om kærlighed og det andet der fulgte med. Det eneste kendte til det andet var når folk tog det.

Caden så på hende, da hun svarede ham. Han ville aldrig ønske, at nogen gik igennem det samme hun havde været igennem. Ikke engang hans værste fjende. Det var også derfor, han havde lyst til at hjælpe hende. Tage hende under hans vinger, vise hende verden, men vigtigst af alt, beskytte hende. Han så ned på hendes hånd, da hun lagde den på hans bryst. Hvorfor, var han ikke helt klar over, men han tog det heller ikke så tungt. Hun lagde ikke det i det, som han ville have gjort. Som han gjorde nu. Hun var død. Det vidste han, og han havde vidst det lige fra starten. Han så på hende og nikkede. ”Det ved jeg.” Han havde det fint med mange vampyrer. Han kunne ikke huske at han havde mødt en, der ikke havde haft det fint med ham. Men sådan var det nu med de fleste racer. Det var godt i starten, indtil han efterlod dem i sengen og skred. Hun rykkede sig tættere på ham, endnu en ting han altid ville misfortolke, men han prøvede ikke at ligge noget i det, fordi han var sikker på hun ikke gjorde. Da hun spurgte hvor gammel han var, så han på hende igen. Denne gang forsøgte han, at bedømme hendes kropslige alder. Han ville gætte på under tyve, i hvert fald. ”25,” der var ikke meget mere at sige. Han gad godt vide, hvor længe hun havde levet. Hun kunne i princippet være tusinde år gammel, selvom der ikke fandtes mange af dem længere. Ikke nogen han havde mødt, i hvert fald. Hun ville gerne repareres, og tydeligvis også af ham, men så flyttede hun sig. Han respekterede det, men kun fordi det var hende. Han så hende som skrøbelig, og ville derfor ikke overskride hendes grænser. Han blev siddende, selvom han havde det bedst når han kunne selv folk, og se deres reaktioner. ”Først skal jeg kende problemet.” Han kunne godt regne ud, at det havde noget med det hun havde været igennem, hendes fangenskab, men der var ingen grund til, at han forsøgte at gætte sig frem til problemet. Det var lettere, hvis hun kunne gøre det mere konkret for ham.

Hun var vidst smule forvirrende hun forvirrede sig selv ihvertfald. Hun sad med ryggen til ham i et stykke tid inden hun vendte sig om imod ham " jeg kan lide dig du er sød" sagde hun det ikke noget der ligges alt for meget i hun fortalte ham at hanhavde trøet hende lille smule op. Hun kravlede hen til ham og lagde sig så tæt op af ham som hun kunne til uden skubbe " jeg kan lide din varme" lige nu ville hun ikke havde solen til stå op så de skulle skilles, men hun ville ikke have ham med sig hjem hun kiggede tænksomt op. Hvad så vis hun ikke kunne stole på ham der kunne ske så mange ting, men lige nu ville give han chancen fordi hun troede han ville hende det godt og ikke stikke hende i ryggen. Hun kunne ikke dømme mænd bare fordi hun oplevet nogle ting som fik hende til blive bange og hade dem. Hun trak vejret dybt " jeg tror det fordi jeg brugt så meget tid på at hadede jer, at jeg glemt at det var min frygt for skulle leve i fangeskab, tror det nemmere hade noget end indrømme man er bange" hun havde lyst til at lukke sig op for ham. Han kunne måske godt at han kunne fikse hende problem.

Caden så på hende, da hun tilstod hun godt syntes om ham, og lagde sig ind til ham. Han lagde en arm om hende, så det var noget lettere. Han forsøgte dog stadig at undgå at ligge noget i det. Det var svært, men hver gang tankerne opstod, skubbede han dem væk. Han var varm. Det var en af de ting der beskrev hans race. Bortset fra, at han hver fuldmåne blev til et stort behåret monster. Han lyttede til hvad hun sagde, og det gav god mening. Det var altid lettere at fordømme eller hade folk, frem for at indse at man er bange. ”Det er helt normalt. Vi er alle bange. Men hvis man omringer sig med de rigtige, kan man komme sig over det.” Han var faktisk ret intelligent, når han talte om et alvorligt emne, viste han det ofte. ”Men du hader ikke mig, gør du?” Det var mest ment i dril, men det var også rart at vide. Selvom det dog ikke ligefrem virkede til det, tvært imod. Han så på hende, og lod blidt en hånd ae hendes overarm. ”Du er stærk nu Zantanna. Selvom du måske ikke selv tror på det. Men de kan ikke behandle dig sådan længere. Du har dit helt eget våben.” Der kunne være to ting han mente, hendes spidse tænder, eller ham. Han ville gerne beskytte hende. ”Jeg lader ingen tage dig til fange igen. Jeg er et monster, husker du.” Han havde det med altid at give alting en morsom drejning.

Zantanna smilede hun nikkede hun betragtede ham vendte sig akavet om så hun kunne kiggede på ham. Hun vidste nu at han var til at stole på og at det ikke bare var en facade, han satte op, Zantanna satte sig op men stadig så tæt op af ham hun kunne nyde hans varmen. Hun havde gjort alt for prøve at skubbe han væk. Hun anede ikke hvordan han havde båret sig af. Hun kom i tanke om det hun ville prøve, men så han ville misforstå. Hun betragtede hans læber en smule imens tænkte på hvordan det måtte være at kysse nogen man faktisk havde lyst til at kysse. Hun stirrede på dem i stykke tid end til hun blev flov. Hun lukkede øjnene for at mindes dette tidspunkt et veltilfredst suk undslap hendes læber. Hun kunne lide ham han var sød han pressede hende ikke til noget hun ikke havde lyst til.
Zantanna havde taget fejl, men det nemmere bare lade frygten blive til had, hun betragtede ham og lod ham se den rigtig hende nu, den følesomme og kreative menneske hun var, hun ville vide mere om hvordan livet var så hun kiggede spørgende på ham " hvordan er det kysse nogen man lyst til? "spurgte hun prøvede på ikke at lyde for ivrig. Det måtte være vidunderligt at kunne kysse den man havde lyst. Hun måtte også huske fortælle ham om Emiliy hendes søster, det var hvad de var blevet for hinanden. Hun kiggede på hans hånd da han strøg den over hendes overarm det var en rar følelse hans berøring gav hende. Ikke den sitrende fornemmelse når hun blevet slået, men hans varme hånd gav hende fornemmelse som hun ikke kendte. Det som stød gik igemmen hendes krop " mener du det siger og nej hader dig ikke vis gjorde havde spist dig" sagde det sidste var i en drillende tone. Hun var sikkert bare stukket af. Hentet Emiliy taget med ud af skoven og finde et andet sted de kunne være. Hun kunne ikke lade være med grine af sidste bemærkning omkring at han var et monster. Han var det idet mindste kun et fuldmåne Zantanna derimod var det hele tiden.

Caden var ikke sikker på, hvordan han havde det med Zantanna endnu. Hans følelser for hende, var noget andet end alt andet han havde oplevet. Han følte sig beskyttende over for hende. Han troede stadig på hun var stærk, men ingen var stærk nok til at klare verden alene. Man havde altid brug for nogen. Selvom man var overbevidst om man havde det bedst alene. Da hun spurgte, hvordan det var kysse en man havde lyst til at kysse, blev han nød til at overveje svaret. Han kunne ikke fortælle hende, hvordan det føltes at kysse en man var forelsket i, men selv at forklare hvordan det føltes at kysse nogen, var som at forklare hvordan det føltes at blive skudt. Man blev nød til at opleve det, før man med sikkerhed vidste hvordan det føltes. ”Det er svært at forklare.” Det kunne godt lyde som om, hun havde en i tankerne. Men han kunne selvfølgelig ikke være sikker. ”Er der en du gerne vil kysse?” Han følte sig fortrolig med Zantanna. Han kunne godt fortælle hende ting, som han ikke ville fortælle til hvem som helst. Sikkert fordi, hun selv stolede på ham. Hun havde fortalt nogle meget dybe ting om hende selv. Hun havde tillid til ham, og det gik også den anden vej. Han nikkede til hendes spørgsmål. Selvfølgelig mente han det. Han lo kort, da hun sagde hun ville have spist ham. ”Jeg er glad for du lod vær.” Han havde det meget godt lige nu, ingen grund til at ødelægge det, ved at blive spist.

Zantanna grinede kort hvem skulle det være, hun overvejede ganske kort om hun skulle , men vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre hvad nu vis det var dårligt fordi hun ikke kunne finde ud af det " hvem skulle det være?" spurgte hun og lød ikke særlig overbevisende. Faktisk lød hun af blanding af forvirret og skuffet, nå men hun nu havde afsløret sig og hun gerne ville prøve det.Hun Lænet hun sig frem af og hvilede forsigtigt en hånd på hans mave så hun havde noget at støtte sig op af, hun betragtede svagt hans læber og tøvende lod hun sine læber møde hans. Hun gjorde det kort og var hurtigt væk, men hun kunne godt lide hans læber imod hendes. Men hun havde ikke lyst til at give ham ide i hovedet som hun ikke var klar til. Hun anede ikke hvad han sagde til det, men igen vampyr fordele, hun rødmede ikke. Hun blev lidt gernert igen " wauw det var ikke ringe" mumlede hun så lavt at det næsten var svært at høre hvad det var hun sagde. Hun bed sig svagt i læben og turdte ikke se op på ham så hun kiggede bare ned på sine bare fødder. Imens hun nervøst bevægede dem. Hun vidste ikke hvor dette her ville føre hen, men stolede på ham hun ville være parat til sætte hendes liv i hans hænder vis kom så langt. Hun ville lærer mænd at kende før hun blev mistroisk. Det havde hun i alt hemmelighed lovet sig for havde afvist ham havde hun ikke lært ham kende. Hun kiggede stadig på sine fødder " jeg bliver nød fortælle dig om Emiliy" sagde hun satte sig godt til rette, det først nu da hun var 0'sikker på at intet ville gøre dem at turdte nævne Emiliy.
Emiliy var menneske hende og Rafaela havde reddet den dag de skulle redde hende fra sin adoptivfar, det meningen at hende og Ethan skulle opdraget hende på den måde som hun blevet opdraget, men de nåede aldrig så langt så hende og Emiliy havde været sammen siden som søster. Emiliy´s familie var blevet dræbt så hun havde ingen andre end Zantanna. Hun lavet regler for den lille pige og fulgte dem, men hun havde brug for penge, men havde ikke noget job, men det ville hun ikke fortælle ham " Emiliy og mig er søster ikke biologiske set, men hun er det eneste der giver liv og lyst til være den jeg er" sagde hun og mente at være vampyr.

Caden smilede let over hendes latter. Det bekræftede ham næsten i, at hun havde en i tankerne. Han havde en idé om hvem det kunne være, men han ville ikke håbe alt for meget. Ikke fordi det som sådan ville skuffe ham, men det ville da heller ikke gøre ham noget. Han så ned på hendes hånd, hun lagde på hans mave som støtte. Kort efter mærkede han, meget kort, hendes læber mod hans. Han gengældte det blidt. Han vidste godt, det ikke var en god plan at kysse hende, som han ville kysse så mange andre. Især ikke hvis det var hendes første rigtige kys, hvilket det godt kunne lyde til. Han kunne kun give hende ret. Selvom han var vant til nogle mere erfarne kvinder, så var den ømhed og uskyldighed hun bragte på bordet, også rart til en afveksling. ”Du må gerne få et mere.” Han kunne nu begynde at flirte lidt med hende, men han ville stadig holde det på et lavt niveau, i forhold til hvad han plejede. Emily. Hun blev nød til at fortælle ham om Emily. Han sad bare og lyttede. En adopteret søster, det var vel ikke så unormalt. ”Det er godt. Så er du ikke alene.” Caden fortalte det aldrig til nogen, men han følte sig somme tider alene. Han brugte en masse tid på piger, men ingen af dem var nogen der blev. Mest fordi han ikke virkede til at ville have det. Men nogen gange ville han, han kunne bare ikke udtrykke det. Men han kunne heller aldrig været i et forhold. Det følte han ikke han var egnet til. Han så på hende og lod blidt hans læber røre hendes hår. ”Ingen bør være alene.” Caden havde godt nok sine forældre, og det var han også rigtig glad for, men nogle gange, sjældent, men nogle gange, følte han sig alene.

Hun kiggede op på ham og lod blidt hendes læber mødes hans det var en underlig fornemelse, men hun kunne godt lide den, det underligt bare for et par timer siden fandt hun det at han rørte ved hende ubhageligt og slet ikke troet at hun ville kysse ham. Hun lukkede svagt øjnene i for inprinte sig billed af at kysse. Da hun åbende øjnene igen stoppede hun kysset. Hun følte gernert igen vendte blikket imod sine fødder alt det kyssen var nyt for hende, men hun kunne godt lide det og han var ikke dårlig til det, men hun ville ikke sige det højt. Hun rødmede ikke, men kunne tydeligt se at vis hun havde haft blod som var levende og blev sendt rundt i kroppen så havde det hele søgt lige op i hendes hoved. Hun var ny til det hele. Hun fugtede svagt sine læber. Hun havde aldrig troet at hun skulle gøre sådan noget med en mand. Hun flettede sine finger ind i hianden. Det tydeligt hun rødmede selvom ikke gjorde rigtigt, men det med kysse var fantataisk hun havde aldrig troet ville være så rart, han måtte også føle det var rart. Hun fatte stadig ikke hvad han så i hende, men hun mærkede han havde en trang til at beskyttende og det måtte han også gerne. Hun vidste at man ikke kunne klare ting alene verden.

Det var tydeligt, at Zantanna var ny inden for det intime. Han gengældte det blide kys, det generede ham egentlig ikke, at hun stadig var i det rolige stadie. Selvom det måske var stort for hende, var det ingenting for ham. Caden ville dog ikke presse hende. Det førte intet godt med sig. Så overtrådte hun sine egne grænser før hun var klar. Det burde ikke skulle gøre. Han pressede heller aldrig kvinderne i hans hverdag til noget, de valgte frivilligt at gå med ham hjem. Han ville ikke tvinge hende til at forsætte, så i stedet for at være dominant, som han nogensinde kunne være, lod han hende styre tempoet. Det var dog ikke så usædvanligt. Han kunne nu meget godt lide dominante kvinder. Når kvinder vidste hvad de ville have, virkede de bare langt mere selvsikre, hvilket bestemt var et turnon. Han så på hende, mens hun endte blikket mod hendes fødder. Åbenbart et tegn på hun blev genert eller utilpas. Han lod endnu engang hans hånd bevægede sig i rolige bevægelser ned af hendes arm. ”Du skal kun gøre hvad, du selv har lyst til. Jeg presser dig ikke.” Han havde ikke noget problem med at vente. Det var heller ikke fordi han ligefrem var i et forhold med hende, og det håbede han heller ikke hun troede. Måske burde han gøre det klart. Bare så der ikke skete nogle misforståelser, men han vidste ikke hvordan hun skulle fortælle hende det. Så han lod vær, indtil han kunne sige det på en god måde, der ikke ville såre hende.

Zantanna regnede heller ikke med at de var i et forhold, det nok også derfor hun blev en smule gernert, men vidste godt at der ikke var noget forhold. Hun vidste godt og var indforstået med det. De havde også lige lært hianden at kende så det med forhold ville også være alt for tidlig ihvertfald i hendes hoved. Man kunne vel kalde det at de eksperimenterede eller at hun gjorde, hun mærkede hans varme hånd imod hendes skin og et bredt smil bredte sig over hendes læber " det ved jeg" sagde hun følte ikke ubehag ved kysse ham. Det var mere fordi hun følte sig blottet på en anden måde end normalt. Hun vidste ikke hvad det var gjorde hende gernert, måske var det bare det med man så tæt på hianden. Hun kiggede op på ham " jeg kan godt lide det" sagde hun og smilede kort hun vidste ikke hvorfor hun blev gernert. Men hun ville gerne vær tæt på ham så hun kyssede ham igen, imens hun smilede med øjnene. Det som om hele verden gik stå når deres læber ramte hinanden, men hun kunne lide det. Han var rar og pressede hende ikke hun følte sig mere selvsikker omkring det at kysse ham og følte ingen ubehag ved hans berøringer, faktisk følte hun sig godt tilpas i hans nærvær.