You can't take me down - Caden - Jo - Kol

Lysten til at skrige var ufattelig. Men hun var langt mere stædig end sine søstre, hvilket med tiden måtte vise sig om det var godt eller skidt. Audrey havde slået fra sig på den ene eller anden måde flere gange. Pandede ham en, bidt ud efter ham som et andet rovdyr. Intet andet end nedtur kom hendes retning. Hendes krop dunkede efterhånden voldsomt. Det var en person, som var mester i sit fag ingen tvivl om det. Han vidste, hvor han skulle slå til for at holde hende i live. Specielt en stædig en som Audrey. Indtil videre havde hun ikke givet skrig fra sig endnu. Men nærmest bidt sin egen tunge af, for at holde det inde.
"Er det hvad du har at byde på? Ha. Jeg er flov på dine vegne." Lo hun nærmest. Dumt yeah, det må man nok sige. Men hun havde kun latter til overs for sådanne personer her.
Og lige da hun skulle mødes med Caden... fantastisk planlagt. Hvorfor skulle hun også lige tjekke en handel ud i Shadowflame? Hun vidste intet godt skete der. Mere smerte bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun bar nogle lidt slidte jeans og en sort top - med en jakke som var langt væk lige nu.. og hun havde faktisk glemt hvor den var. Og den var ellers ny?! Audrey ømmede sig en del, men ikke nok til at lokke et skrig ud af hende, endnu. Pokkers tag stædighed... og pokkers dag denne mand her nok godt vidste - at han nok skulle få et skrig ud af hende på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet var blot, hvad der skulle til.

//Rækkefølge: Audrey, @Caden, Jo, Kol

Caden så frem til at mødes med Audrey. Efter middagen ved hans forældre, var de blevet tættere. Han var ikke klar over i hvilket omfang, men han var helt sikkert, blevet bevidst om styrken i hans følelser for hende. Når han var klar, ville han se dem i øjnene. Men så langt var han ikke endnu. Han stod og ventede på hende, men blev bekymret, da tiden gik og hun ikke kom. Det lignede hende ikke, at komme for sent. Slet ikke så meget. Det var muligt hun havde glemt det, eller at noget andet holdt hende optaget. Ved brug af hans evne, fik han lånt en hest, og satte kurs imod Audreys hjem. Hun boede sammen med sine søstre, så vidt han vidste. Måske vidste de hvor hun var. Caden var ikke den bedste på hest, men han kom frem, og det var det vigtigste. Turen havde taget godt og vel en time. Han kastede sig næsten af hesten og gik hen imod det store hus, hvor han vidste Audrey boede. Han tøvede med at banke på. Var han naiv? Eller kunne der virkelig være sket noget? Han tog en dyb indånding, og bankede på den store trædør, med en solid banken. Da døren blev åbnet, sendte han den blonde kvinde et smil. ”Er Audrey her? Jeg skulle have mødt hende for næsten to timer siden, men hun dukkede aldrig op.” Det lignede hende ikke, og det havde fået hans alarmklokker til at ringe. Der måtte være sket noget, siden hun ikke var kommet.

Josette var for engangs skyld hjemme, og Audrey var der. Typisk. Caroline havde travlt med at se efter Jacob - Rowans søn. Hun måtte til at få styr på hendes søstre på et tidspunkt. Jo havde sat håret op i en hestehale, klædt sig i et par sorte jeans og en tætsiddende mørkerød top med en læderjakke over. En banken på døren fangede hendes opmærksomhed, men hun gik hen og åbnede den. Hun hævede interesseret på det ene bryn, det var ikke hver dag en køn ung mand stod ved døren. Han spurgte efter Audrey, først kunne hun ikke finde ud af om det var en af de mange hun havde knust hjerterne på - eller om det var Caden. Udfra Audreys mange beskrivelser af ham, fik hun til sidst lagt brikkerne sammen. Hun kneb øjnene sammen.
"Hun skulle gerne være i Sunfury. Jeg har ikke set hende i flere dage, fordi hun er sammen med dig." Jo trådte ud og lukkede døren - ingen grund til at bekymre Caroline. "Hun ville aldrig komme forsent til en af jeres aftaler." Kommenterede hun og blev faktisk bekymret.
"Hvad venter vi på.. vi bliver nød til at tage tilbage." Sagde hun straks, og ville i et øjeblik ønske at hun kunne flyve.. men hun havde en bedre ide.
"Frisk på en flyvetur? Th, som om du har et valg." Hun lod let af sig selv, og pustede lidt luft ud. Og stille løftede deres fødder sig fra jorden. Jo havde evner inden for luften, hvis man ikke vidste det før - gjorde man nu. Af en engel uden vinger - var dette stort faktisk. Josette kontrollerede dem hurtigt igennem luftens lufthuler, og sørgede for de havde medvind hele vejen - hvilket jo var en fordel. Snart var de på jorden igen ved Sunfury. Jo ville forstå hvis Caden var en smule rundtosset, hvis ikke meget. Men det var hurtigere end at skulle gå- eller være på hesteryg.
"Kan du ikke få fært af hende eller noget?" Spurgte hun, det var vel en mulighed.

Det var ikke noget nyt for Kol. Han var ligefrem eftersøgt for det. Han havde en klan der specialiserede sig i det. Hele hans liv handlede om lige netop dette. At torturere folk. Ofte gjorde han det, for at få noget ud af folk. Informationer, penge eller hvad han nu ellers havde brug for. Men ind imellem, gjorde han det bare af ren og skær morskab. For at få afløb for sine sadistiske sider. Da han havde spottet den blonde teenagepige, havde han uden besvær, ført ind i et tomt hus. Nu sad hun fastspændt til en stol i den køllige kælder. Han var i gang med at tørre blod af hans arm. For en gangs skyld, var det hans eget blod han skaffede af vejen. Hun var modig. Men det ville ikke gøre hende noget godt. Ikke dernede, ved ham. Han nikkede blot ved hendes ord. Hun troede vel ikke, han for alvor var gået i gang? Hun var mere naiv, end han først havde regnet med. ”Jo. Det er alt jeg har at byde på. Jeg har ikke brugt knap 800 år, på at lære hvordan man rigtig torturere folk. Jeg gør det slet ikke til dagligt. Jeg aner faktisk ikke hvad jeg har gang i.” Sarkasmen strålede ud af ham, da han gik hen til hende, han stillede sig bukket for over, så hans ansigt var i højde med hende. ”Du er ikke så slem. Så jeg skal nok være sød ved det.” Han trak en kniv op fra sit bælte. En kniv der kunne dræbe ham, om nødvendigt. Men han stolede ikke nok på nogen til, at de skulle passe på den for ham. Den eneste han kunne stole på, var ham selv. Han tog fat i hendes ene hånd, og begyndte langsomt at skære i hendes fingre. Snart ville han nå til armene, så halsen, ansigtet. Ja, han havde skam tænkt sig, at efterlade hende et minde om ham. Lidt sød kunne han da godt være, og den søde menneskepige, fortjente da at huske ham.

Hun rystede let på hovedet af ham over hans sarkasme. Hele hendes familie talte det sprog, så hun var skam van til den.
"Jeg burde næsten have ondt af dig. En mand som ikke kunne få det han ønskede, så han bildte sig selv ind... at magt var alt han havde brug for for at distrahere sig selv for at opdage hvor ensom han er." Hviskede hun med en truende langtfra bange stemme. Hun smilede sarkastisk til ham.
"Jeg er da helt beæret." Svarede hun ham blot og himlede kort med øjnene. Audrey havde stadigvæk en smule hånd i håndledet efter Caden havde haft fast i den, og der lagde små sårskorper som minde. Audrey skar en grimasse da hendes nerver spændte sig. Der var altid to muligheder at græde eller at grine - og hun valgte at grine, inden hun fnøs igen. Så spyttede ham derefter lige i ansigtet.
"Giv den gas. Jeg har intet at tabe." Sagde hun så spydigt.

Caden vidste godt, han havde brugt meget tid sammen med Audrey på det seneste. Så det var kun naturligt, hendes søstre ikke overvejede, hun kunne være væk. ”Det ved jeg. Det er derfor jeg er bekymret.” Han gik længere ud sammen med kvinden - som han ikke var helt sikker på hvem var. Audrey havde nævnt flere søstre. Han nikkede blot, da hun nævnte de skulle tage tilbage. Han tog et skridt hen imod hesten, men drejede sig imod hende, da hun sagde noget med en flyvetur. Hvad skulle det betyde? Før han nåede at tænke mere, lettede han fra jorden. Det var en utrolig underlig fornemmelse. Varulve var ikke ligefrem bygget til at flyve. Han var også usikker på, om han ville falde til jorden flere gange. Men der skete intet, før de var i Sunfury. Han lukkede øjnene i, og prøvede at finde balancen igen. Han følte sig bestemt ikke tilpas. Nærmere rundtosset og en anelse kvalmende også. Da han havde fået kontrol på sin balance igen, åbnede han øjnene og så sig rundt. Han tog en indånding igennem næsen, og forsøgte at adskille dufte fra hinanden, før den ramte ham. Blod. Audreys blod. ”Hun bløder.” Han så sig omkring, for at finde den hurtigste vej. Få gange, havde han været så bekymret for nogen. ”Den her vej.” Han begyndte at gå, og forventede hun fulgte ham.

Hun ventede på han fik balancen, og gjorde hvad hun bad om. Jo spærrede øjnene op. Audrey kunne enten være end ud i en god kamp eller en dårlig.
"Fuck." Udbrød hun og gik med Caden. De kom ind til Shadowflame, mørke væsner levede her. Mange faldne engle. Josette gik med hagen løftet, og et skarpt blik. Hun gjorde vinden imod dem, så Cadens chancer ville få et skarpere glimt af, hvor mod Audrey kunne være. "Jo, foresten." Præsenterede hun sig selv kort inden hun fik øje på en af sine engle. Hun gik op til ham, og greb godt fast i hans trøje før hun løftede ham let op fra jorden. "Har du set min søster. Du gør klogt i at give svar fra dig." Vrissede hun vredt, og da manden pegede over imod området med de forladte huse - satte hun ham fra sig. "Hun var med et skyggevæsen." Tilføjede manden. Josette knurrede vredt. "Assorian burde styre sine fandens skyggevæsner." Mumlede hun vredt. Det begyndte pludselig at blæse op, hvilket var et normalt tegn på Jo var pissed. "Lad os finde hende." Sagde hun pænt vredt. Ikke nu man skulle tirre hende. Det ville ikke ende kønt i hvert fald.

I et hurtigt tempo bevægede hun sig imod de forladte huse. Der var nogle stykker, og det var med at finde det rigtige. Jo stod stille og prøvede at få lydbølgerne i luften til at arbejde sammen med hende. Og med et slog hun blikket op da hun hørte Kols stemme.
"Shit!" Udbrød hun. "Hun er fanget af en psykopat som har over 800 års erfaring i at torturer folk." Informerede hun Caden. For at se om han var oppe for en kamp? For at se, hvad han ville gøre for hendes søster? Nu skulle de blot finde det rigtige hus.

Kol fandt denne kvinde meget interessant. Ikke interessant nok til, at han ville lade hende leve, men nok til at, han ville gøre det hurtigt. Hun gav ham modstand, hvilket han synes var meget sjovere, end hvis hun bare sad og skreg. ”Er du psykolog? Du virker til at have regnet mig ud. Du ved ingenting om mig.” Noget af det hun sagde, var rigtigt men det ville han ikke ligefrem indrømme. Han lagde hovedet let på skrå, da hun følte sig beæret. På trods af sarkasmen var tydelig, tillod han sig, at ignorere det. ”Det burde du også være.” Kol kunne godt lide, hvor stærk denne kvinde foregav at være. Det gjorde bare det hele langt mere spændende og underholdende. Da hun spyttede ham direkte i ansigtet, trådte han sig tilbage og tørrede det af ham. ”Du har nerver. Jeg kan lide det.” Han gik hen til hende igen, og lagde en hånd om hendes hals. ”Men der er nogle grænser, man bare ikke skal overtræde. Dem har du overtrådt.” Kol havde efter så længe lært, at alle havde noget at tabe. Alle på nær ham, måske. Så han skulle nok finde hendes svaghed, og gå efter det.

Audrey kiggede ham i øjnene da han holdt omkring hendes hals. Hun rullede med øjnene. Inden i bankede tankerne rundt i hendes hoved, for hun følte sig ydmyget. Men at vise det, ville hun ikke give ham fornøjelsen af. Aldrig. Audrey kunne fornemme hendes luftveje blive klemt sammen, efter alt så var hun blot et menneske. Et sølle svagt lille meneske. At livet blev taget ud af hende gjorde hende mere bange - hendes hjerte rasede afsted med lynets hast - men som om det ville hjælpe hende. Det begyndte stille at svimle for hende.. alle de kniv stik, blodmangel, mangel på ilt. Så lo hun let.
"Den der ler sidst ler bedst." Hun kæmpede for at holde sig vågen specielt til sin næste sætning. "At dræbe mig bliver det sidste du gør... hellere nyd det." Hviskede hun med en svag stemme, men stadigvæk bestemt. Lyden af hendes krop der dunkede overskyggede alt. Følelsen af hendes hoved og nerver som skreg i panik. Øjnene der flimrede og snart lukkede sig i.

Caden så på hende, da hun først udbrød et bandeord. Han kunne godt regne ud hvorfor. Det var ikke ligefrem, et godt kvarter hun var endt i. Hvad havde hun lavet der? Han kommenterede ikke på ordet, men forsatte bare videre efter duften. ”Caden.” Ud fra måden, hun tidligere havde talt til ham, lød det til, hun allerede vidste hvem han var. ”Men det vidste du vist allerede.” Han forsatte med at gå, men drejede sig rundt, da hun lige pludselig, ikke var ved hans side længere. Han gik tilbage til hende, og så bare til, da hun tvang en engel til, at fortælle hvor hun var. Et skyggevæsen. Det kunne ikke være godt. Caden så sig rundt, da det begyndte at blæse. Ud fra hendes vrede ansigtsudtryk, gik han ud fra, det havde noget med hende at gøre. ”Den vej.” Han nikkede i en retning, men Jo var allerede på vej derhen. Han stoppede, da hun endnu en gang udbrød et bandeord. Han lyttede til hvad hun fortalte, og spændte kæberne. ”Han får ikke mere, end 800 år.” Caden så på Jo, og havde for første gang en længere øjenkontakt med hende. Mest fordi, hans ord var vigtige. ”Stop mig, hvis det går for vidt.” Uden videre gik han ind i huset, men før han nåede helt hen til dem, fremtvang hans forvandling. Det var hans bedste våben, men det var også muligt, at det kunne skade dem, som han ikke ønskede at skade. Først nåede han at få smidt det meste af hans tøj, så han havde noget at tage på bagefter. Da han var fuldt forvandlet, og stod behåret og varulve-agtig, udbrød han et brøl. Man skadede ikke nogen han holdt af, og slap godt fra det. Caden farede ned til skyggevæsnet og Audrey. Han smed sig over skyggevæsnet og væltede ham mod jorden, så Caden stod hen over ham, med blottede tænder og en svag knurren.

Jo nikkede til ham. Det var tid nu. Da varulven skiftede til sit sande jeg - kaldte hun det. Så satte hun i løb efter ham. Hun stoppede op da Caden overfaldt Kol, derpå løb hun hen til Audrey.
"Audrey..." Hun prøvede let at klappe sin søster på kinden for at få gang i hende, men vejrtrækningen var så svag. Jo pustede let for at stabilisere Audreys vejrtrækning, sørgede for den blev dyb. Derefter kiggede hun efter en kniv. Hun så Kols, og brugte sin evne til at blæse den i hånden af sig. Så skar hun hul på sin hud, for at føre det imod Audreys læber. Det skulle hjælpe på at heale. Så løsnede hun Audreys lænker. Og rejste sig op. Vendte sig om.
"Caden... få Audrey væk herfra." Sagde hun så, og brugte sin evne til at skubbe ham fra Kol. Med de skader han eventuelt havde lavet. Josette var pissed.
"Jeg tager mig af resten." Vrissede hun og løftede Kol op med sin evne. Hun kastede ham med et ordenligt vindstød ind i væggen. Derpå gik hun hen til ham, og pressede hans egen kniv for hans strube. "At gå efter min søster, der krydsede du grænsen. Jeg dræber dig ikke... for jeg kunne faktisk godt lide dig Kol. Det kunne jeg. Nu.. ikke så meget." Derpå flyttede hun kniven fra hans strube, og hamrede sin næve ind på hans kind. Så rystede hun lidt på hovedet.
"Hvis jeg ser dig i nærheden af nogen af dem jeg holder af... Og du gør dem det mindste... så bliver jeg dit værste mareridt. Er det forstået Kol... jeg vil tilintetgøre dig.. bid for bid.. til der intet er tilbage overhovedet. Har du fattet det?" Spurgte hun truende. Kol og Jo var gjort af samme stof, og hende vidste han da, at han ikke skulle spøje med. Jo trådte væk fra ham, stadigvæk med hans dyrbare kniv i hånden. Hun gjorde an til at gå, men vendte sig så om. Hun kastede kniven imod ham med vinden i mod ham - så den ramte hans mave. Hun hævede et bryn. Så gik hun tilbage til ham, og kredsede dybere hul i det sår hun havde lavet så Audrey kunne heale. Hun lod et par dråber ramme hans hud. Nok til at heale en smule blot en smule. Så gik hun. Afsted for at finde Caden og Audrey.

Kol skulle til at svare mennesket, da han blev kastet mod jorden af en varulv. Han frygtede ikke en sølle varulv, men den havde meget styrke, dog ikke nær så meget som ham. Som tidligere vampyr, havde han bare en smule mere. Han lod dog varulven få sit sjov. Han kunne ikke skade Kol, men hvis varulven troede den kunne, ville han have en fordel. Han hørte en velkendt stemme, og trak en anelse på smilebåndet. Jo. Han tvivlede på, hun var der af samme grund som Kol, så tøsen måtte være en han kendte. Varulven blev fjernet fra ham, og det gjorde det noget lettere at trække vejret. Han skulle til at rejse sig, men blev i stedet løftet og smidt ind i væggen, som var han ikke andet end en dukke. Han kom op at sidde, luften var blevet tvunget ud af ham, og han havde derfor problemer med, at trække vejret normalt igen. At der pludselig var en kniv for hans strube, gjorde det ikke lettere. ”Jeg vidste ikke hun var din søster. Havde jeg vidst det, havde jeg sikkert gjort det alligevel. Vi havde det sjovt, men vi er for ens til, at vi kan være i hinandens liv. Se det som en tjeneste..” Han blev slået, og vendte hovedet i forbindelse med slaget, men hans blik lå hurtigt på hende igen. ”Sæt pris på jeg gjorde sådan noget som dette nu, før vi fik en plads i hinandens liv. Så ville det bare gøre mere ondt.” Kol lo bare af hendes trussel. ”Jeg reagerer ikke pænt på trusler. Nu skal jeg nok komme efter din familie. Og når der kun er dig og mig tilbage, når jeg har dræbt alle du holder af, vil jeg stikke en kniv i brystet på dig.” Kol så på hende, da hun vendte sig for at gå. Var det alt hun havde? Et slag og en trussel? Han havde talt for tidligt, kort efter sad der en kniv i hans mave. Han hostede, da det jo ikke ligefrem var rart. Men det kunne heller ikke dræbe ham, og det vidste Jo udmærket. Hun healede ham en smule, resten måtte han selv klare. Han trak kniven ud, og forsvandt i en anden retning end Jo.

Pludselig brød noget igennem. Men hun havde slet ikke evne til at se hvad. Dog skar en stemme igennem hendes hoved. Jo var her. Let kunne hun mærke, hvordan hun fik luften tilbage. Smagen af jern ramte hendes tunge, og hun vidste straks hvad Jo havde gang i. Men da Jo nævnte den anden person som også var her.. ville hun sværge på, at hendes hjerte slog stærkere helt af sig selv. Caden var her. Hvad lavede han her? Ikke at hun ikke var glad for det, for tvært imod var hun ekstremt taknemlig. Han måtte have hentet Jo, om det var godt eller skidt var så lige det. Jo havde en vrede som altid blev brugt på vold eller drab. Det var ofte de to ting, medmindre nogle forstod at forhindre hendes vrede i det. Måske Logan kunne hjælpe.. det kunne blive nødvendigt, men det var jo ikke ligefrem fordi at han var i nabolaget. Audrey brød læberne fra hiannden for at sige noget. "Du fandt mig..." Hviskede hun let til Caden, hun var ved at komme sig - Jo havde fået sårerne til at få i sig selv. Men hun var stadigvæk smurt ind i blod.

Da Caden blev skubbet væk, tog det ham et øjeblik, før han var i stand til at forvandle sig tilbage. Med lynets hast - næsten - fik han tøj på, og var henne ved Audrey. Ingen havde nogensinde, fået ham til at forvandle sig, så han kunne være der for nogen. Han hadede at forvandle sig, og ville for alt i verden undgå det, men han havde gjort det for Audrey. Det betød bare, hans følelser for hende, var stærkere end først antaget. Han lagde en arm om hende, og lod hende støtte sig til ham, mens han fik hende ud af huset. ”Selvfølgelig.” For ham, var det en selvfølge at han havde ledt efter hende. Han ville ikke være en særlig god.. Hvad end de var, hvis han bare havde ignoreret det faktum, at hun ikke var dukket op. Han fik hende udenfor, og stod op af en mur sammen med hende. ”Audrey.. Det er måske ikke det rigtige tidspunkt. Men jeg har brug for at sige det, mens jeg stadig har modet.” Han tog en dyb indånding, og så ind i hendes smukke blå øjne. ”Jeg kan ikke være forlovet med dig.” Han holdt en pause, og tog hendes ene hånd i sine. ”Hvis vi nogensinde skal forloves, skal det være rigtigt. Efter i dag, er jeg mere sikker på hvad jeg føler for dig. Og jeg vil ikke ødelægge det, ved at lade som om jeg er forlovet med dig. Det vi har, skal være ægte. Ikke falskt.” Han var faldet for Audrey, det var han klar over nu, men det krævede meget for ham, at indrømme. Han var ikke klar endnu.

"Hvor sødt du tror faktisk du kan gør det." Nåede hun at svare ham inden de forsvandt fra hinandens oversyn. Jo var pissed, og alt vreden inden i hende gjorde det blot værre. Hun lod Caden og Audrey have et moment, og holdt sig derved i baggrunden. Så snart hun så nogle folk tog hun pusten fra dem - så de alt i alt faldt døde om på stedet. Hun kunne mærke, hvordan vreden pumpede afsted i hende. Hun skulle lige til at gøre det igen, til hun så hvem der stod der. Logan... hvad.. hvad lavede han her. Jo sank en klump og tog en indånding. Kol var ikke dum og det var hun heller ikke - hun vidste hvad han var i stand til. Og hun vidste at han ikke endnu havde en funden svaghed, andet end hun kunne finde en måde at få ham til at miste alt den magt han havde. Men lige nu kunne hun slet ikke holde fokus. Hun løb hen til Logan og svang armene omkring ham - i ren reaktion uden hun tænkte over det... hvilket var underligt for hende. Måske var det fordi, at hun lige havde været tæt på at kunne have mistet sin søster? Lige emget hvad, så skulle Assorian høre for hans skyggevæsner ikke alle opførte sig lige godt, og hvis Kol havde lavet hende gå uden sin med trussel - så ville hun ikke have givet et navn. Det virkede måske sølle, men Jo tog angreb mod sin familie meget seriøst.

Logan havde blot gået sig en tur. Han havde ikke andet at tage sig til. Han lagde ikke mærke til parret, der stod op af muren. Faktisk lagde han ikke mærke til meget, før han havde Jo hængene om halsen. Ikke noget lige havde forventet, men bestemt heller ikke noget negativt. Bare uventet. ”Hey, er du okay?” Det lignende hende ikke ligefrem, at kramme folk uden grund. Så noget måtte der være sket. Han lagde armene om hende og holdt hende tæt, dog ikke sådan, at hun ikke kunne stoppe krammet, når hun ønskede det. Logan flyttede sådan på sig, så han stod ansigt til ansigt med hende. ”Hvad er der sket?” Parret ved muren havde set hen imod dem, og han fandt frem til den konklusion, at Jo kendte dem. De havde måske været med i det der var sket. Den blonde kvinde var også lidt blodig, så det havde måske noget med dem at gøre. Han sendte dem et undrende blik, før han igen så ind i Jos øjne. Logan ville helst ikke indrømme det - mest fordi han var usikker på, om hun havde det på samme måde - men han havde haft lyst til at være tæt på hende på det sidste. Tættere end han burde, som hendes ven. For det var alt de var. Venner. Og han satte også pris på deres venskab, han ønskede ikke at smide det overbords.

Hun brugte muren til at støtte sig op af. I det mindste kunne hun bevæge sig. men stanken af blod og smagen af jern - gjorde at hun mere eller mindre følte sig pænt svækket. Audrey følte sig dog mere svækket da Cadens samtale lød mere seriøs. Jeg kan ikke være forlovet med dig mere De ord ramte hende hårdt, hun havde ikke engang hørt ham tale færdig før hun følte hun faldt til jorden - men det gjorde hun ikke. Men hun lyttede videre. For første gang vidste hun ikke om hun skulle gå i forsvar eller om hun skulle gå ud i det. Hun stod nærmest forstenet. Kort sank hun en klump.
"Hvad skal vi så gøre, hvad er vi så?" Spurgte hun og følte sig ret dum. Måske var han bange for at gøre noget ved tingene her. Måske var han bange for sine egne følelser, det var hun også. Hun kørte en blodig lok hår om bagved sit øre. Hendes øje fangede Jo sammen med en fyr. Det fik hende til at trække på smilebåndet blot en anelse, det var altid noget - at Jo ikke havde givet op på kærlighed - efterhånden havde Audrey stået for at smadre to af hendes forhold. Noget hun følte sig ekstremt skyldig for.

Caden burde ikke sige det til hende nu. Ikke under de omstændigheder. Men han vidste, at det var nu eller aldrig. Han ville næppe, få modet til at sige det på et senere tidspunkt. Da hun spurgte hvad de var, tøvede han. Hvad skulle han sige? Han anede jo ikke engang hvad han selv ville. ”Det ved jeg ikke.” Han så ned, og tog en dyb indånding. ”Jeg vil bare have det er ægte.” Hvad end deres forhold ville udvikle sig til, så skulle det være noget rigtigt. Det skulle ikke være noget produceret. Det skulle bare handle om dem. ”Vi kan tale om det senere.” Han ville ikke have, hun behøvede at tænke for meget på det nu. Ikke når hun selv havde det bedre. Caden fulgte Audreys blik, hen til Jo og en fyr. En han ikke kendte. Men det var jo også umuligt han kendte alle. Han var ikke ligefrem en del af Audreys vennekreds, så han kendte ikke alle hun gjorde. Det så dog ud til, at Jo var meget glad for ham. Hvilket sikkert var godt nok. Hun virkede til, at kunne have brug for en der kunne stoppe hende. Så hun ikke gjorde ting hun fortrød.

Hun trak sig ud af krammet igen. Hun havde glemt at slå barrieren op, det måtte forklare, hvorfor, at han så lige igennem hende. Dog nikkede hun blot.
"Yeah. Helt normal dag." Svarede hun og kløede sig kort i nakken. "Endnu en dag, hvor man skal redde en søster, og få en trussel på resten af familien..." Tilføjede hun og kiggede ham i øjnene. Han var virkelig den eneste hun ville lade se bekymringen i hendes øjne. For hun vidste, at Kol ville gøre hvad han sagde. De fleste skyggevæsner var ligeglad med hvad de havde at miste. De levede på had, det havde Assorian da lært hende. Josette kørte sin blodige hånd henover sit hår - hun kunne da vaske det senere.
"Og nu.. har jeg bare lyst til at slå folk ihjel... og bare slå på noget." Hun knyttede sine næver lidt sammen. Hun var så frusteret. Typisk tegn var hendes vrede. Den gav hende lyst til at kværke nogen eller bare sparke og slå til noget. Dog prøvede hun at beherske sig, og Logans tilstedeværrelse hjalp en helt del på det. Men han ville kunne se hendes følelser lige nu, hun lod sig selv falde ned og vise ham, hvem hun var. Og han måtte acceptere det eller lade det være.
"Men jeg er da glad for du er her.." Smilede hun svagt oprigtigt.

Logan kendte alt til barrierer og facader. Han havde selv en masse, som sjældent var nede for længe. Jo var en af de få, der kunne nedbryde dem. Logan rynkede brynene en anelse. Hun var stærk. Det vidste alle der kendte hende, men det lød til, at hun havde været igennem en traumatisk oplevelse, og det kunne ryste selv den stærkeste. ”Hvem truede jer?” Måske var det en han kendte. I så fald, ville personen få en opsang fra ham. Og ikke en særlig pæn en. Skyggevæsner havde ofte den stereotyp, at de var had. At de nærmest var bygget af det. Og et sted var det også rigtigt. Skyggevæsner var utrolig hadefulde personer, men de var ikke alle sammen onde. Logan så ikke sig selv som on. Bare vred meget af tiden. Jo kunne dog altid gøre ham glad. ”Gem det. Når du møder denne person, kan du bruge den vrede.” Logan vidste ikke helt, hvor han stod med Jo. Det var også af den grund, han faktisk elskede at tilbringe tid med hende. Det hele var et mysterium, og han skulle konstant være på mærkerne, så han ikke gik glip af et spor. Det var spændende og interessant. Men lidt flere tegn, ville ikke gøre noget. ”Det var tilfældigt jeg bare kom forbi.” Han gengældte det svage smil. ”Men jeg er glad for jeg er her også.”

Hun rømmede sig kort.
"Det er da derfor jeg står ved din side.. fordi jeg synes det er ligeså ægte som du gør..." Svarede hun ham med et skævt smil, men lige kunne ane under alt blodet. Hun havde ikke set sig selv - ellers var hun nok heller ikke blevet stående det samme sted. Hun ville have syntes hun så hæslig ud.
Nogle varulve kvinder kom gående længere nede. I deres lårkortekjoler, perfekte opsatte hår. De fik øje på dem, og en af dem kunne næsten ikke holde masken ved synet af den blodige Audrey. Den ene sneg sig op bagved Caden lag lænede sine fyldige læber imod Cadens øre.
"Hey hottie. Vil du ikke hellere med os.. vi i Shadowflame.. ingen grund til at prøve at gøre livet bedre for rotterne." Audrey holdt mund. Lige nu lignede hun en fattigrotte og Caden prinsen på den hvide hest. I stedet kiggede hun på Caden.
"Smut og hav det sjovt hvis du vil. Jeg klare den." Ikke at hun havde lyst til at lade ham gå, men på den anden side, hvis han tog med dem - og ikke havde det sjovt... ville han opdage han ikke kunne undvære hende... hvem vidste om han overhovedet var klar til at give dem en chance. Ikke at hun ville bebrejde ham, hun kunne ikke konkurre imod de to bikinimodeller der. Let sank hun en klump og trådte lidt til side som hun ville gå og lade ham have det sjovt. Siden hvornår var hun blevet så usikker. Dog var det små skridt og kun et - inden hun kiggede tilbage for at få øjenkontakt med ham, hvis hun kunne. Hun ønskede ikke at lade ham gå... men hun kunne heller ikke sige han skulle blive ved hende hvis han ikke ville.

Caden satte pris på Audrey. Bare det at hun var i hans liv, var noget han værdsatte. Og han håbede også hun vidste det. Men af den grund, ønskede han heller ikke at ødelægge deres forhold. Hvad ville der sker, hvis de begyndte at sætte mærkater på det de havde. De var utrolig svære at få af igen. ”Okay.. Det sætter jeg pris..” Han blev afbrudt, da en flirtende stemme hviskede i hans øre. Han var parat til at sige nej. Det ville være almindeligt for ham at sige ja, men han ville gerne være der for Audrey. Da hun dog mente, hun ville klare den uden ham, nikkede han. Mest rettet imod hende. Måske spillede hun et spil, testede ham. Det var ikke ualmindeligt at kvinder gjorde det til tider. Eller nogle mænd. Men han så ikke sådan på Audrey. Hun var højere hævet end den slags. Ville han tro. Han så på Audrey og rettede en smule på sit tøj, så det ikke var nær så rodet som det før havde været. Han førte også en hånd igennem sit hår. ”Vi ses senere.” Han gik med de to flotte kvinder, og endte på en bar i nærheden. Han satte sig med en kvinde på hver sin side, og forsøgte at flirte som almindeligt, men hans tanker var mest rettet imod Audrey. Hun havde gjort det tydeligt, hun ikke ønskede han skulle blive, så hvorfor bruge sin tid på hende, når han var i selskab af to flotte kvinder. ”En drink?” Han kaldte en tjener til sig, og lod kvinderne bestille en drink, mens han selv bestilte et glas whiskey.

Hun vidste ikke om hun burde sige navnet på Kol. Lige meget hvad, ville hun bede Assorian om at sætte sit skyggevæsen på plads. Det burde ikke være så svært, kun meget svært.
"Kol." Svarede hun kort og smilte til ham. Holde hendes vrede inde ville aldrig ende godt, for den eksploderede på et tidspunkt - men måske kunne hun gemme den til næste gang hun så Kol - gemte den eller ej. Så skulle hun vise ham, hvem der bestemte. Jo havde givet ham en chance, og hvis han gjorde nogen noget - så blev det ikke kønt næste gang.
Hendes blik var fanget af Logan. Dog kunne hun mærke hendes søsters følelser, trods alt var de jo på en måde forbundet. Det gjorde hun flyttede blikket over på Audrey, for at se hendes søster glide ned af muren og Caden var gået. Josette modsat alle vidste, hvorfor Audrey gjorde som gjorde. Hun greb Logans hånd - uden måske at tænke over det flettede hun sine fingre ind i hans. Derpå gik hun så over til Audrey og satsede på Logan ikke strittede imod. Så snart hun var henne foran Audrey, slap hun Logans hånd og satte sig foran sin søster.
"Audrey... du ved du ikke behøver at lade folk gå længere. Vi kan klare os nu, vores pagt er ikke i tagt mere. Det tid til vi begynder at leve livet. Jeg ved du bange for at lukke folk helt ind, det er vi alle. Alle er bange for at give for meget af sig selv, men kom så får vi dig fikset op. Vasket og så finder du ham.. og sparker benene væk under ham." Det var en mere opmuntrende side af Jo som man fik at se der. Josette kiggede tilbage på Logan, "vil du med imens vi får hende gjort i stand... også kan vi eventuelt gå en tur bagefter?" Spurgte Josette Logan let.

Lige meget hvad smuttede hun ind i et hus længere væk. Jo havde naturligvis kontakter i hele området. I alle byer havde hun nogle faldne. Jo tog Audrey og Logan med sig.
Hun sendte Audrey ind i bad, og fandt køkken vasken, hvor hun vaskede sit håndled af. Hun havde ikke healet sit sår - det var rart at vide, at man kunne få skrammer. Hun havde fundet en kjole frem, som Audrey skulle have på. Men hun havde blod på tøjet og besluttede sig for at skifte. Hun holdt en sort kjole frem. Tydeligvis en som ville fremhæve hendes figur, men heller ikke var alt for kort.
"Kan du lide den?" Spurgte hun Logan, og ventede på hans svar. Derefter kastede hun den hen til ham, og trak sin trøje over hovedet, og smed den hen i sofaen.
"Blod på tøjet er måske ikke det bedste." Lo hun kort. Josette havde aldrig været flov måske da hun var normal lys engel - hendes selvtillid var blomstret siden da. Derefter trak hun sine shorts af og gik over til Logan. Hun tog kjolen, imens hun kiggede på ham med et skævt smil. Måske fordi, at det hun havde sagt til Audrey også galte hende, hun skulle ikke være bange for at være nød til at kaste sine forhold i graven længere - på grund af den pagt. Pagten var ødelagt. Josette trak blidt kjolen over hovedet og løsnede sine mørke lokker fra fletningen - så de faldt nedover hendes skuldre i bløde bevægelser - nærmest fortryllende. Da Audrey kom ud slog hun først blikket fra Logan, og gik hen til Audrey.
"Du har formerne. Du har smilet. Øjnene. Du har det hele, så smut ud og fang ham inden han bliver indfanget." Smilede hun skævt til Audrey, og lufttørrede hurrigt hendes hår. Josette sørgede for det sad godt, måske skulle hun blive frisør?

Logan virkede rolig, lige ind til hun sagde Kols navn. Så blev han stiv som et bræt. Han havde kun hørt om Kol, men aldrig mødt ham. Han kendte heller ikke til hans tendens til, at torturerer andre uden grund. Han burde nok snakke med ham, men han tvivlede på, det ville være særlig effektivt. Logan var måske Kols far, men han havde aldrig været der for ham, så hvorfor skulle Kol lytte til ham. Han prøvede at fokusere på Jo, men hans tanker var et helt andet sted, og det var tydeligt, da han ikke reagerede på hverken Jos øjenkontakt med ham, eller da hun flettede sine fingre ind i hans. Han fulgte bare med, og forsøgte at tænke på noget andet, fokusere på samtalen foran ham, men han var tydeligt langt væk. Logan så på Jo og nikkede. ”Ja.. Jo. Det kan vi godt.” Han tog en dyb indånding og fulgte dem ind i huset. Han så bare ud i luften. Han havde en søn, der nød at gøre skade på andre. Hvordan var han blevet sådan? Logan så kort på kjolen, og nikkede blot. ”Den er flot.” Det var måske ikke normalt, at mænd var voldsomt engageret i kjoler, men Logan plejede at være mere interesseret end det. ”Undskyld jeg er langt væk. Det er bare fordi..” Audrey kom ind i rummet, og han stoppede hans sætning. Det var ikke noget, han ønskede at tale højt om, og slet ikke noget, Audrey skulle bekymre sig om. ”Hvis han ikke vil have dig, er han en idiot.” Han smilede opmuntrende til hende. Hvem det end var, der ikke ville have hende, burde få sin prioriteter på plads. Logan kendte måske ikke Audrey, men hvis hun mindede bare en smule om Caroline og Jo, burde alle mænd rende efter hende.

Selvfølgelig ønskede hun ikke at han skulle gå fra hende. Hun ville have ønsket, at hun havde sagt han skulle blive, men hendes hjerne fulgte ordene ud af hendes mund.
"Vi ses." Svarede hun og kiggede på ham da han gik. Let sank hun en klump. Pludselig samlede der sig en ukendt smerte i hendes brystkasse, og hun tog sig derop nærmest som om at hun var blevet skudt. Audrey lod sin ryg ramme væggen. Man vidste man elskede dem når man lod dem gå sagde man, og hun stod nu og var fuldt klar over hendes følelser. Let lod hun sine tårer strømme ud imens hun gled ned af væggen. Hvorfor gjorde det så ondt? Hun hadede følelsen, og prøvede at suge det ind til sig. Så snart nogle var på vej imod hende slog hun øjnene op. Blodet gjorde, at man alligevel ikke kunne se at hun havde grædt.

Audrey fulgte med Jo og Logan. Audrey fik skyllet blodet af huden, og lagt noget make up - modsat hun normalt ikke gjorde meget ud af sit udseende. Jo havde smidt en kjole ind til hende som hun trak i. Den sad godt - næsten for godt. Let kiggede hun sig selv i spejlet.
"Hvordan i alverden skal jeg kunne slå det?" Spurgte hun sig selv med en svag stemme, og rystede så på hovedet. "Tag dig sammen, du ikke en luder eller en eller anden dulle. Du perfekt som du er." Tilføjede hun til sig selv imens hun kiggede sig selv alvorligt i øjnene.

Jo ordnede hendes hår hurtigt, og Audrey smilede til Logan.
"Tak." Hun skulle lige til at gå ud af døren, da hun kiggede på Logan igen. "Pas godt på hende der." Hun blinkede drillende til dem, og gik så ud af døren. Folk på gaderne virkede interesseret i hende. Huden var healet og der var ikke noget blod i syne. Audrey fandt frem til baren, og trådte ind. Hendes blå øjne lyste nærmest rummet op. Måske fordi, at hun havde selvtillid. Det eneste der havde givet et bump ned af var, de følelser hun måske ikke havde regnet med var så store som de var.

Audrey bemærkede en hånd greb om hendes håndled og drak hende ud på danse gulvet. Let trak hun på skulderen og dansede med fyren. Den blege hud afslørede hurtigt fyren var vampyr. Men Audrey havde ikke tænkt sig at lade forføre af en blodsuger. Så da han trak hende med over imod et hjørne fulgte hun med. Som altid havde hun en dolk med sig. Hun stak den diskret på vampyren da han ville sætte tænderne i hende, og forlod ham. Audrey gik øje på Caden og de to kvinder. Nu skulle han se løjer. Hun vinkede en af kvinderne hen til sig, og sørgede for ikke at være tydelig for Caden. Kvinden virkede interesseret i den person hun havde kaldt rotte for et par timer siden.
"Tilbyder du mig ikke en drink?" Spurgte hun, og kvinden tog hendes hånd, hvorpå hun førte Audrey op til baren. Hun satte sig lige bagved Caden, nok afstand til, at han ikke havde opdaget hende endnu. Kvinden bestilte hende en drink, og Audrey tog imod den.
"Har du altid været så smuk?" Spurgte hun Audrey.
"Jeg høre det af og til, men har du altid været en rotte?" Spurgte Audrey kvinden, som blev fornærmet. Hun kastede vredt håret tilbage, og gik. Audrey rejste sig op og gik tilbage på danse gulvet. Lod hun virkelig som om, at Caden ikke var der for at få hans opmærksomhed. Hun dansede lidt tæt med både nogle kvinder, men også nogle mænd. Sådan var det når man fortrak begge dele, men hun lod ikke nogen tro de kunne forføre hende. Til sidst lod hun sine øjne falde på Cadens, med et drillende lille smil på, hvorpå hun vinkede ham ud på gulvet.