The only family member I like ~ Ira.

Sted: Cadens lejlighed.
Omgivelser: En flot lejlighed med flotte møbler. Det er tydeligt der bor mere end en, da der også er kommet et feminint touch på lejligheden.
Vejr: Det er aften, men en lun en af slagens.
Tid: 21.24.

Caden sad i sin lejlighed, og nød hans friaften. Selicity var ude, og han var derfor alene. Det gjrode nu heller ikke noget, før Selicity flyttede ind, boede han alene i mange år. Han så derfor ikke noget problem i at være alene. Det var dog meget stille, noget han havde vænnet sig til der ikke var. Caden sad med en drink i hånden. Han havde vænnet sig af med at drikke alt for meget, eftersom han nu også var far. Hans liv havde ændret sig voldsomt meget det seneste år. Han var blevet forlovet, blevet far og flyttet sammen med hans forlovede. Hele hans liv var vendt på hovedet, og han var ikke længere den samme festende, player han var en gang. Noget han savnede, især når han var alene. En del af ham, havde bare lyst til at gå i byen, finde en flot pige og få hende med i seng. Det var svært at ligge sin livsstil om, når man havde levet på samme måde i fem år, for så at ændre det hele på otte måneder. Men han blev nød til det.

//Undskyld det blev lidt kort.

Ira havde havde forladt sin familie, til fordele for en dreng. Samtidigt med hun var blevet vampyr. Hun havde ofte tænkt på, hvordan det kunne være hun havde taget det valg.
At forlade hendes familie. En familie der havde taget sig af hende, igennem tykt og tyndt. Hun rystede på hovedet. Familien havde altid været en meget stolt familie, der havde forventet rigtigt meget af en anden person. Hun havde været en vareulv, før hun blev vampyr. Et væsen der havde ændret meget i hende. Familien havde altid været stolt, af at være vareulv. Hun havde fået en anelse af sin biologiske familie at vide samtidigt. Magen til, så, så meget var hun aldrig gået glip af. Ud over hun havde retten til at være dronning, dog havde hun hørt hendes biologiske søster Andrea havde overtaget den plads. Ikke at det irriterede hende.
Hun rystede på hovedet, for at få tankerne væk.
Et enkelt kys, plantet hun på Dominic's pande, og forlod ham derefter. Døren blev lukkede stille i. Hun elskede den dreng for meget, men var for bange for at vise sin kærlighed til ham.

Hun havde fået et par ting at vide, omkring hendes broder. Han opholdte sig i nærheden af hende. En del af hendes familie hun elskede, og havde fortrudt hun havde forladt. Hun havde fået adressen at vide, til det sted hvor han opholdte sig, og arbejde. Det var en af de ting hun interesserede sig for lige for tiden. At finde sin familie. Hun smilede en anelse.
Langsomt bevægede hun sig imod han lejlighed. Eller imod den adresse hun havde fået.
Da hun var noget der op, bankede hun langsomt på døren. Hendes hjerte hamrede i nervøsitet. Det eneste hun ønskede, var at se Caden igen. Hendes elskede bror.

Caden havde brugt meget tid på at tænke. Rigtig meget. Hver gang han var alene, flød hans tanker afsted. Hvordan ville hans liv ændre sig, når han blev far, hvordan ville det være mellem ham og Selicity, hvordan ville han klare hans livsstilsomlægning? Han havde klaret det fint indtil videre, men det var kun et spørgsmål om tid, før han ville falde i igen. Han sad med et glas whiskey i hånden, og lod det sidste flyde igennem hans hals, da det bankede på døren. Han satte glasset for sig, og rejste sig. Han kunne kun komme på, at det var Maddie der kom, hende eller hans familie. Men Maddie og Selicity var de eneste i hans liv, der rent faktisk ville komme og besøge ham. Alle andre var bare indhold, indhold der kort efter var fortid. Han lod hans hånd hvile mod håndtaget et øjeblik, før han åbnede døren og afslørede Ira. Han stod et øjeblik, og så på hende med hans intense blå øjne. Han blev nød til at være sikker på det faktisk var hende, og ikke noget han forstillede sig. Han blinkede, og vendte blikket ned af et øjeblik, før han mødte hendes igen. ”Ira. Kom ind.” Han trådte til siden, så hun kunne komme ind. Han var glad for at se hende, men det overraskede ham også. Det var grunden til, at han ikke anede hvad han skulle sige. Caden havde brug for en han kunne tale ud med, han håbede på Ira ville blive i hans liv, så hun måske kunne få den rolle. Hvis hun overhovedet ønskede den.

//Beklager længden.

Ira trippede lidt foran døren. Hun var nervøs. Både for hvordan han ville se for hende nu, i forhold til hvordan hun havde været dengang. Men også hvordan det var at se en person, der var forsvundet ud af livet på ham. Hun havde trods alt forladt familien, til fordel for en dreng.
Da hans stemme omfavnede hendes navn, smilede hun blot. Hun havde savnet sin elskede bror, og ikke mindst den del af familien hun faktisk kunne lide.
Hun begyndte langsomt selv at tale, men der var en nervøsitet over hendes stemme. '' Hey, Caden. Jeg har savnet dig. '' Ira bevægede sig ind i lejligheden. Det virkede i hvert til fald, som om at han gerne ville have hende med ind.
Hun bevægede sig over imod den nærmest sofa. Hun skubbede sin hvide, kjole tilbage, sådan at hun sad på den, uden det så mærkeligt ud.
Hun så efter ham. Hver en bevægelse han lavede, smilede hun over. Hun elskede den dreng, over hele hjertet.
'' Jeg er ked af, jeg forlod dig. '' Hendes blik kørte ned imod gulvet. Hun skammede sig, mest over sig selv, men også over Dominic. Han havde været den største grund.

Caden så på hende, nærmest målløs. Han vidste godt hvorfor hun var smuttet, og egentlig bebrejdede han hende det ikke. Det var ikke svært at finde en grund til, at stikke af fra deres forældre. Han trak på smilebåndet, da han nævnte hun havde savnet ham. ”Jeg har også savnet dig.” Caden havde manglet en som Ira i hans liv. En der var hele tiden, som han kunne komme til, når han havde brug for at snakke. Men han ønskede hende ikke kun i hans liv af egoistiske grunde. Han ønskede hende der, fordi hun var hans søster. Hun hørte til i hans liv. Han fulgte hende ind i stuen, og satte sig i den samme sofa som hende. ”En af os skulle gøre det før eller siden. Du fik en grund til det før.” Han tog blidt fat om hendes hånd, og gav den et hurtigt klem. ”Jeg bebrejder dig det ikke Ira. Jeg er bare glad for, du valgte at komme tilbage.” Caden var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til hende, hun havde været væk i noget tid efterhånden, og der var sket meget i hans liv siden. ”Hvordan går det med dig?” Caden havde lagt mærke til den døde duft over hende, og han havde lagt to og to sammen. Hun var vampyr nu. Det generede ikke ham, men deres forældre ville ikke tage så let på det.

//Beklager længden.

Ira rettede blikket direkte op, på Caden igen. Hendes blå øjne, var magen til hans. Det var en ting hun elskede. Selvom de ikke var biologiske søskende, havde de stadig noget der minde om hinanden.
Da hans ord, omfavnede det, at han også havde savnet hende, kunne hun ikke holde glæden inde. Hun elskede ham, at hele sit hjerte. Han var en broder, man aldrig ville kunne fjerne fra hendes hjerte. Hun havde savnet ham. Han havde været den eneste hun havde tænkt på, i alt den tid hun havde været væk.
Manglen af ham, havde været stor. Hun havde savnet en bror hun kunne tale med alt om. En bror der beskyttede hende imod det hun aldrig måtte blive udsat for. En bror der ville guide hende igennem livet. Det havde hun mistet, dengang hun var skredet fra familien, for at være sammen med en dreng.
Men dog, Dominic, havde været en stor del af hendes liv, inden hun havde planlagt at ville flytte sammen med ham. Der var gået lang tid, før hun havde forelsket sig i drengen.
Hun lyttede blot til ordene, der kom ud hans blide, mund. Hans stemme var smuk, og ikke mindst romantisk. Hun ville undre sig lidt, hvis han ikke havde fundet en elsker i hans liv.
'' Jeg.. '' Hun så direkte ned i jorden. Hun skammede sig over det hun var blevet til, selvom hun samtid nød det. Det at være vareulv, der en anderledes ting, i forhold til at være vampyr.
'' Jeg er en vampyr nu. '' Hun så ham direkte i øjne. Hun forventede at se skuffelse, og sorg af det. Hun havde forladt den familie hun elskede. Den hun holdte af.
'' Men, hvad med dig? '' Hun forsøgte straks at skifte emne. Hun ville ikke tale for meget om sig selv. Hun mente det var selvisk, og ikke mindre end ubehøvlet.

Caden så på hende mens hun tænkte. Han gad godt vide hvad der skete inde i hovedet på hende, men vidste også han ikke kunne finde ud af det, medmindre han spurgte. Da hun startede med at sige noget, havde han en anelse om hvad hun ville fortælle. Da hun endelig fik det sagt, nikkede han en enkelt gang med et smil. ”Det ved jeg godt.” Han lod en hånd køre igennem sit hår, før han et øjeblik slog blikket ned. Først da hun spurgte ind til ham, så han på hende igen. Hvad skulle han sig? Hvor startede han? Han havde en masse at fortælle hende. ”Der er sket en masse. Skal jeg bare starte fra en ende af?” Han havde ændret sig en hel del siden de sidst så hinanden Engang var han en ansvarsbevidst ung mand, der forsøgte at gøre sine forældre tilfredse, på trods af han ikke gad at være læge. ”For det første.. Jeg skal være far.” Han anede ikke hvordan han skulle forklare hele situationen med ham, Maddie og Selicity. Det var ikke svært at forklare, men svært at få sagt. Han tog en dyb indånding, mens han ventede på hendes reaktion. Hvad ville hun tænke? Hun skulle i princippet være faster, det måtte også betyde noget for hende. Han havde i hvert fald, haft svært ved at vænne sig til tanken. Men det var til sidst lykkedes ham. Men inden længe, ville han være far. Han var dog stadig ikke sikker på, hvor meget han fik lov til at se barnet. Noget der ikke ligefrem gjorde ham lykkelig, men han forstod også godt Maddie.

Ira så direkte på ham. Lyttede til hvert et ord, der kom ud af munden på ham. Hun bekymrede sig ikke ret meget for, hvad han havde lavet. Så længe han havde haft det godt i alt den tid, hun ikke havde været der. Hun følte sig mere eller mindre som den beskyttende storesøster i forhold til ham. Det var vel mere hende, der passede på ham. Hun smilede kort for sig selv, da han fortalte at hun skulle være far. Hun kunne ikke glæde sig mere end han anede, til at se den guldklump der ville komme ud af at havde været sammen med ham. Den ville blive smuk. Vidunderlig.
Hun kunne slet ikke slippe smilet. Hun var egentlig ligeglad med hvem moderen var, så længe han elskede kvinden.
'' Fortæl videre! '' Hun tog fat i hans hånd, og aede den stille. Forhåbentlig ville han føle sig mere rolig af det. Og vil derfor kunne fortælle tingene bedre, end ved at føle sig nervøs.

(( Jeg beklager det er kort. ))

Caden opfangede hurtigt hendes reaktion på det faktum, at der snart ville rende et barn rundt med hans gener. Hun var glad, noget Caden bestemt ikke havde været i starten. Ikke på den måde det var sket. Han så kort på deres hænder, da hun tog fat i hans og bad ham fortælle mere. ”Det var ikke planlagt. Jeg mødte Maddie ved et tilfælde, uden at vide hvordan vores forhold ville udvikle sig. Men så bad far mig om at komme hjem. Han ville have jeg skulle giftes. Men ikke med Maddie. Med Selicity. Hun bor her med mig nu. Det hele er meget kompliceret. Maddie er gravid med mit barn, men selv forlovet, lovet bort til en anden. Jeg er nu forlovet med Selicity. Jeg holder rigtig meget af Selicity, og jeg er begyndt at udvikle følelser for hende, men jeg føler også noget for Maddie.” Han tog en dyb indånding og slog blikket væk et øjeblik. ”Som sagt, det er kompliceret. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.” Han var også i tvivl i forhold til James. Ville Maddie overhovedet overveje, at forlade James til fordel for Caden. Det krævede en masse overvejelse, og lige meget hvad han kom frem til, var der en kæmpe ulempe han helst ville uden om.

//Lige over.

Ira så blot på Caden, da han fortalte hvad der var sket i hans liv. Hun var egentlig glad for, han havde oplevet noget i hans liv, uden hun var til stede. Hun smilede blot over hans fortælling. Han havde forelsket sig, og ikke mindst fået sig en forlovede. At det ikke var en han elskede, betød ikke ret meget for hende. Så længe han var glad, var hun glad.
'' Ja, der er sket meget for dig. Det eneste der er spændene ved mit liv, er Dominic. '' Hun så ned i jorden. Egentlig var han ikke nær så spændene, som hendes broder.
'' Det var ham der gjorde mig til vampyr. Jeg forelskede mig i ham, længe før jeg forlod familien. Jeg kan aldrig se moder, eller fader igen. De vil hade mig for det jeg er blevet til. I starten var jeg egentlig meget imod det. Jeg har altid været stolt over at være vareulv. Men tanken om at kunne leve evigt, og ikke blive ældre fangede mig mere. Jeg var bange, og naiv. Jeg var mest bange for at miste de folk jeg holdte af, men nu kan jeg i stedet se dem, dø væk fra mig. '' Hendes blik faldte hurtigt ned på jorden. Hun skammede sig faktisk over sig selv, lige på stedet.
Hun var flygtet fra det hun var, hun var bange for døden, bange for at miste folk hun holdte af, men det ville hun gøre udanset hvad. Nu ville hun bare leve med det, i evighed.