Hunting together ain't an option - Cimberlie

Tid: Tidlig aften
Vejr: En let brise ind imellem, men ellers roligt.
Omgivelser: Ikke så forbandet manget andet end skov
Påklædning: Ulveskikkelse
Emnepartner: @Cimberlie

Træstammer og jorden, under hans tunge poter, gled ud i en smøre af mørke, brune og grønne farver, da han strøg igennem den begyndende nat. Solen sendte sine sidste, desperate solskinsstråler op i den mørke himmel, og truede med at mørklægge hele Underworld i uigennemtrængelig mørke, men det kunne ikke rage Grahem mindre. For ham bød natten op til dans og ikke mindst nogle interessante jagte på føde, som var hans formål med hans natterand. Det betød intet for ham om det var nat eller dag – selvom han havde sine favoritter alt efter mængden af solskin – fordi hans skarpe syn og ualmindelige gode hørelse ville advare og bære ham igennem skoven som en leg. Denne aften var ingen undtagelse, og han havde glædet sig til at komme ud og slagte et dyr eller to. Efterhånden nød han mere af at spise som varulven end som menneske, da smagen af frisk kød og det saftige blod fik hans mundvand til at løbe bare ved tanken. Sådan havde mange varulve det, og dem Grahem hang ud med var ingen undtagelse, selvom de var lige så ”nye” ulve som han selv var. To af de bedste ulvevenner han havde var taget med ham ud i skoven denne dag, med den aftale, at hvis de kom i karambolage med en fjende eller tæt på et større bytte, så ville de kalde på hinanden.
Stedet her var jo ikke til at spøge med. Grahem havde flere gange erfaret at, hvis man kom for dybt ind i skoven ville man få med Elverne at gøre, og de gange han havde oplevet at blive ”sat på porten”.. Ja skal vi ikke bare sige, at han ikke ville gøre det igen. Dyrelivet var rigt nok selvom man ikke kom ind i de ”forbudte” områder, og han skulle jo også leve.
Selvom han havde det med at skulle have løbet noget ud af systemet, inden han ville få sin dræber-mine på, så var det efterhånden på tide at han skulle finde den frem – besluttede han sig for, netop som han fik snerten af noget ikke så langt fra ham. Desuden fornemmede han, at dyret slet ikke var klar over, at han kom efter det, siden det ikke havde flyttet sig, så han skiftede kurs, og ligeså hurtigt som han havde fået snerten af dyret, havde han ændret indstilling og fået lyst til at dræbe og ikke mindst spise. Automatisk, med fornyet adrenalin i blodårene, satte han farten yderligere op. Kort tid efter sprang han frem og kunne stramme sit heftige kæbeparti om struben på en middelstor hjort, der uvidende havde græsset i ro og mag.

Op ad et tykt træ der stod blandt nogle andre træer der enlig bare alle sammen lignede hinanden, på nær nogle få nogle der var tynde. Dog var her ikke mange, men alligevel var det en god aften til noget sjovt, og det var lige det Cimberlie havde lyst til, og hun var bare i humør til det. Hun stod lænet op ad det tykke træ med en random mand foran sig, personligt var hun meget tæt på at sætte tænderne ned hans usle hals, bare for at få noget blod, men hvorfor skynde sig. Hun kiggede på ham mens hun fik manden s blik til at sætte sig fast på hendes øjne, de røde smukke blod rubin ligene øjne der bare skinnede i mørket, borede sig næsten ind i mandens øjne. Manden var ikke så gammel, dog heller ikke så ung, men det var dumt og farligt for ham at være herude, både fordi en vampyr som Cimberlie var i dræber humør, og bare generelt i humør til noget vildt og sjovt. Det var så lang tid siden hun bare havde fået sig en tår blod elle to, så det ville da ikke skade, desuden så var manden næsten helt betaget af hende, så han var fanget i hendes skønhed, og blik. Hun fik et lumsk smil på læben, og betragtede denne mand nøje, og trak ham lidt tættere på sig, mens hun nærmede sig hans hals, og slikkede lidt på den bare for lige at få en fornemmelse af, hvordan hans blod måtte smage. Hun havde for lang tid siden bedt manden om ikke at skrige, og det var hun sikker på han ikke ville, hun gad ikke blive opdaget ligenu, og slet ikke hvis der var andre væsner herude i skoven. Det var ikke til at vide, men dog var hun ikke dum færten af noget hun ikke kunne lide, nærmede sig også, det var efterhånden så stærkt at hun måtte rynke panden, og tage sig til næsen. Det kunne da ikke være sandt at der skulle være varulve herude, det var hun slet ikke i humør til, men på den anden side, dræbe en varulv kunne være sjovt, men så igen hvem kunne vide. Personligt ville Cimberlie kun skade varulve hvis de havde været en stor trusel mod hende, eller skadet hende, men generelt brød hun sig ikke om dem, det lå vel bare til hendes natur, til det at være vampyr. Så lod hun blikket falde på manden igen, og han kiggede på hende uden at ane noget som helst, men hun smilte blot, og nussede hans hals lidt, hvorefter hun slikkede den igen.

Så åbnede hun munden og satte de skarpe tænder ned i halsen på ham, følelsen var dejlig, og hun lukkede slet ikke øjnene, men kiggede blot ligefrem mens mandens blod gled ned i hendes hals. Det var dejligt, så varmt og smagfuldt, og hvilken dejlig fornemmelse det var at få noget blod igen. Det var ikke så tit det skete, men hvis hun manglede kunne hun sagtens skaffe det, så snedig var hun nemlig. Hun sugede blodet til sig lidt mere, og trak så hendes tænder op ad hans hals. Hun slikkede sig nydende rundt om munden, og kiggede på manden. Hvorfor hun bad ham om at gå væk, og ikke ville huske hvad der var sket ham, og manden gik, og Cimberlie kiggede rundt, hun havde fået blod på tanden, havde lyst til mere, havde lyst til at mærke den dejlige smag af blod rende ned i hendes hals. Men var der mon andre herude, der var ikke så mange at se. Og igen tanken om varulve herude, satte sig også fast i hendes tanker, og hun holdte øje ikke tale om hun ville blive dræbt af en varulv eller bidt af en. Hun hoppede hurtigt op i træet hun havde stået ved, og kiggede rundt, hun kunne godt dufte noget, som duften af varulve der hyggede sig.

Dyret i hans mund var velsmagende – det havde tydeligt levet et godt og raskt liv, og hans mæskede det hurtigt i sig. Blodets stærke duft svækkede hans lugtesans tilstrækkeligt til, at han ikke lagde mærke til duftene omkring sig, dog var der hans nakkehår, som var uafhængig af duft og lyde, men derimod opererede alene, og de fortalte ham med det samme, at der var noget i gærde. Det fik ham med det samme til at stoppe med at mæske i sig, af sin fangst. Han fik en ubehagelig følelse af, at en trussel var tæt på ham, en trussel som ikke var en af hans kammerater der ville overfalde ham for sjov, men en trussel der kunne skade ham. Umiddelbart var hans første tanke en Elver, men efter at have fjernet snuden fra kødet, og efter at have sniffet lidt til natteluften, var der ingen tvivl… Han havde med en vampyr at gøre. Dem havde han ikke haft megen nydelse af at have mødt nogle stykker af, men dem der havde kommet tæt nok på, havde han lært hvordan lugtede, og han havde erfaret, at de havde en dunst der var til at dø af. En irriteret brummen lød dybt fra hans hals og han havde ikke længere interesse for hans dyr foran ham. Han kunne sagtens lade dyret ligge, så meget var der heller ikke tilbage, for der var helt sikkert andre dyr i skoven, der vil synes godt om et ådsel. Med langt mere fokus på at komme lydløst frem luskede han væk fra sit bytte, godt skjult i den mørke skovbund grundet hans sortbrogede farver.
Efter lidt tid, hvor han skiftevis havde luntet lidt, stoppet og for at sniffe til luften, og så luntet af sted igen, var han betydeligt tættere på denne vampyr, der havde forvildet sig ud i skoven, og dumt nok på samme tid som ham selv. Han nærede ikke meget for disse væsner. Umiddelbart havde han ikke noget imod nogen væsner, men vampyrer havde det med, at ville provokere med det samme de kom i nærheden af en varulv – ham – og han kunne sjældent styrer sig i deres nærværd.
Han måtte stoppe på et tidspunkt, ved lyden af fodtrin. Hurtigt trykkede han sig ned til jorden, imellem noget krat, som gjorde ham yderligere usynlig. På trods af krattet, sås det tydeligt, at det var et menneskevæsen der kom gående, lidt stiv i det, som var han fuld eller noget i den dur. Hvis en ulv kunne skyde øjenbrynene op i vejret, så var det hvad Grahem gjorde, da han forundret kiggede på denne mand. Til at starte med, var han for optaget af at holde øje med manden og på at holde sig selv skjult, at sammenhængen mellem manden og vampyren slet ikke fald ham ind, men da manden var passeret slog lynet ned i ham, og han viste kort tænder – de blodsugere skal bare… uuuumgh, tænkte han for sig selv, da han kom ud af krattet og luntede af sted mod vampyren. Hvorfor opsøgte han denne vampyr..? Han kunne ikke komme på andre forklaringer end, at han var nysgerrig og arrig over at en vampyr var herude, og så var tanken om, at væsnet havde tappet blod fra et menneske uudholdelig.
Han stoppede op igen, sniffede til luften og idet han stak næsen lidt op for at gøre netop det, lagde han mærke til noget oppe i træerne, noget som var atypisk i en trætop, og han viste med det samme tænder ved synet af hende.

Duften af varulv kunne lugtes tydeligt, og fornemmelsen af dyret fik hende til kigge ned, og til hendes ikke helt så store overraskelse stod varulven jo. Hun fik et legende blik i øjnene, og tørrede en tår blod væk fra hendes mundvig, flyttede ikke hendes blik, lod bare de kønne dybe røde øjne betragte dyret, pelsen, tænderne. Det var lang tid siden hun havde set en varulv, og lang tid siden hun faktisk var stødt ind i en, dog ikke lige det bedste sted at møde en, men det var hun lidt ligeglad med, hun havde fået tilfredsstillet sin tørst ligenu, og behøvede ikke mere blod pt. Så trådte hun lidt frem på grenen hun havde stået ved, og smilte lumsk til ulven, hun kørte neglene igennem en gren ovenover sig, og kærtegnede bladene derpå, denne ulv her havde åbenbart snuset sig frem til hende, og opsnuset hende, men var det så fordi hun var på forkert område eller måske havde ulven set manden, som hun før havde nydt fornøjelsen af at få blod af. De røde øjnene fjernede sig så fra ulven, til at kigge udover nogle træer fra der hvor hun stod, gad vide om der så var flere ulve, hvis der først var en kunne der tit komme flere, og endda ret hurtigt. ”Jamen ser man det...”sagde hun så pludseligt med en morskab i stemmen, hun frygtede ikke helt ulven, men alligevel hoppede hun ikke ned fra træet før hun var sikker på ikke at blive ædt. Så igen Cimberlie ville ikke give op, hvis denne ulv ville prøve på noget, ikke tale om at hun ville tabe til sådan et dyr som det. Hun kunne ikke lide ulve, det lå bare naturligt til hende, hun havde hvist heller aldrig haft nogle varulve bekendtskaber, eller venner. Man kunne måske godt komme godt ud af det som vampyr og varulv, men det kunne også ende helt galt. Hun rev nogle blade af grenen ovenover sig, og lod dem falde ned mod ulven, hvorefter hun undslap et lille grin”Det er lang tid siden jeg har haft fornøjelsen af at støde ind i en varulv, jeg må sige det er ikke hver dag det sker”sagde hun så og holdte sit blik på ulven igen. Ud fra hendes fornemmelse kunne hun godt fornemme at ulven havde haft et bytte den havde mæsket sig i, og hygget sig med, før den selvfølgelig havde snuset sig frem til hende. Det skulle nok blive sjovt, og spændende, ja hvem kunne vide måske ville hun synes meget godt om ulven jo, eller også ville hun synes det helt modsatte, men dog havde ulven da ikke gjort noget endnu, men nu stod Cimberlie jo også oppe i træet, og betragtede omgivelserne lidt, mens hendes øjne også fik ulven med i synet.

Så fik hun et smil på læben, og begyndte at overveje om denne ulv var på jagt alene, eller om dens venner eller makkere var et andet sted herude i skoven, det var slet ikke til at vide. Dog kunne hun godt lugte sig frem til at der var noget andet herude, end blot hende og ulven for enden af træet, men hvad det så var vidste hun ikke helt men det skulle hun nok finde ud af. De røde øjne fulgte så hen imod manden der snart ikke kunne ses mere, hun så nydende på ham, godt blod det havde han da, hun var helt opslugt efter at få mere, men kunne også holde sig fra at få noget i lidt tid, efter at havde fået blod fra manden. Det var heller ikke ligetil når man havde besøg af en ulv under ens fødder, et suk undslap hendes bløde læber, og hun holdte sit blik på ulven igen, så valgte hun at sætte sig ned på grenen, med benene hængene. Hendes hænder kærtegnede hver side af grenen hun sad på, og hun gad slet ikke fjerne blikket fra ulven”Siden du har snuset dig frem til mig, må du have lyst til at få en bid”sagde hun så og drillende kærtegnede hendes hals, og kind”Eller måske fik du snuset dig frem til mig, fordi du måske er interesseret i at se hvordan jeg mon så ud”stemmen var legende, og lusket, men alligevel havde Cimberlie et bredt smil på læben.

Det var på ingen måde en mulighed for ham, at komme op til hende, som hun sad der i træet. For det første kunne han ikke klatre og for det andet, så kunne han altså bare ikke klatre. Han fortsatte derfor bare med, at stirre op på hende, med et blik der kunne nagle et bytte fast, som var hans øjne et par lygter. Ej heller var det hans intention at fjerne hans blottede tænder, men han kunne ikke lade være med at blive en anelse overrasket over, at hun begyndte at snakke til ham. Kortvarigt lagde han sit hoved på sned, og rettede opmærksomt sine ører i hendes retning. Han havde forventet, at han ville få lov til at løbe efter hende, mens hun ville prøve at forsvinde fra ham i trækronerne. Scenariet havde allerede spillet sig for ham;
- Hun ville sætte af sted, med en anelse forspring, fra træ til træ, mens han ville jagte hende fra jorden af, mens han ville holde sit blik rettet på hende, så meget som han kunne. Træerne ville han undgå, og der ville samtidig blive tyndet ud i dem, så hun ville få det betydeligt sværere med at komme fra træ til træ. Hun ville blive tvunget til at komme på jorden på et tidspunkt, og han ville for alvor hale ind på hende, hvorefter han ville få en luns af hende eller noget i den dur. Skambide, ikke slå ihjel
Da det blev mere end tydeligt, at kvinden ville snakke frem for, at skulle jages lidt, snerrede han irriteret, og forvandlede sig til sin menneskelige skikkelse, så han kunne svare hende tilbage, lige idet at hun nævnede, at det var lang tid siden at hun havde set en varulv. Han kunne ikke sige det samme om hendes væsen. Umiddelbart prøvede Grahem at modarbejde lysten til at sætte tænderne i hende, da både chancen for at han ville få det, var lille, men også fordi hun nødvendigvis ikke var som nogen af de vampyrer han havde været i kontakt med.

At forvandle sig frem og tilbage, var efterhånden blevet som en leg for Grahem, og nu da han stod i sin menneskelige skikkelse, følte han sig ikke mere sårbar. Han kiggede stadig på hende, og da hun begyndte at få en legende tone i sin stemme, kom et lille smil over hans læber, som forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Hun var ude på at lege med ham, og han ville spille med på den. Han skulle dog lige huske sig selv på, at han ikke skulle afslører sin umiddelbare hensigt; nemlig at få hende ned til sig, og få hende naglet lidt til stedet, ved at få den luns af hende, som han ønskede - Han ønskede dette mest fordi det var en alvorlig kriminalitet, i hans bog, at få blod fra mennesker. ”Du kunne jo komme herned…” tilbød han lige så lokkende, som hun selv var legende, og gjorde en gestus ud foran sig, som for at vise, at der var rigeligt med plads til dem begge ”… Så kan du finde ud af, hvad der fik mig hen til dig?” afsluttede han.

Efter at hun bare havde siddet på grenen lidt, med sit blik ned på ham rejste hun sig op igen, og betragtede ham, lyttede til hvad han sagde hans ord fik hende til at undre sig lidt om det nu var en god idé at hoppe ned fra træet, og stå i nærheden af ham, normalt var de jo naturlige fjender så mon ikke det hele ville blive et kaos og rent blodbad. Men på den anden side kunne det jo også være hyggeligt nok, og hvem ville vide måske ville han ikke bide hende lige med det samme, men så igen så kunne hun godt finde på at bide ham hvis det skulle ende ud i kampe. Cimberlie tørstede også efter blod lidt mere end hun lige havde fået fra manden før, hun vippede lidt med foden udover grenen, og var tæt på at hoppe ned til ham, så hun da ikke blev hængende heroppe mere, det var også begyndt at blive lidt kedeligt, og det gad hun ikke, der skulle ske noget sjovt og spændende. Hendes øjne hvilede kort på ham som han nu ikke var i ulve skikkelse mere, der så han jo venlig nok ud, og slet ikke farlig, det var som om ulve skikkelsen gjorde det meste. Nogle overvejelser kørte igennem hendes hoved som hun bare stod der og kiggede på ham, men så endte det med at hun hoppede ned til ham, ja der kunne vel ikke ske noget når han var i hans menneskelige skikkelse, så hun tog bare chancen og hoppede ned fra grenen, håret havde flagret lidt, og sikkert givet ham lidt mere duft af hende, men det tænkte hun ikke over, var hun også ligeglad med, han havde som sagt også fundet sig frem til hende, så færten af hende havde han. Hvis hun skulle løbe så var hun sikker på han ville finde frem til hende, og vide hvor hun ville være henne.”Utroligt at den skikkelse der ikke ser så farlig ud som din ulve skikkelse”sagde hun og trådte lidt tilbage så hun ikke stod så tæt på ham.  Cimberlie kunne ikke vide, om han mon ville gøre noget, om han havde planer om at gøre et eller andet derfor måtte hun hellere holde lidt afstand ligenu, bare for også at kunne se hvad hans træk, og hvad han mon tænkte på.”Du ved man hvad siger man har kun det sjov man selv laver”sagde hun efterfulgt af et lumsk smil. Hun stod lidt væk fra ham, dog så hun stadigvæk kunne se ham, og hun stod afslappet nok, og valgte at svinge lidt med armene dog ikke det helt store, det blev til en lille bevægelse. Bare mens hun ventede på at se, hvad han ville sige og gøre, hun kunne også bede ham om at løbe efter hende herude i skoven, så kunne hun lege med ham på den måde, og det ville være meget sjovt en hurtig vampyr som hende, og en hurtig varulv som ham, det ville blive morsomt og spændende. Tanken omkring det kunne hun godt lide, og så kunne hun slet ikke lade vær med at læne sig lidt frem mod ham med et legende blik, og det lumske smil”Hvis du vil lege katten efter musen siger du bare til, skoven er et stort område jo”sagde hun så, og kunne slet ikke lade vær med at holde øjnene på ham. Men hun holdte stadigvæk en hvis afstand bare for hendes egen sikkerhed, men ville han angribe hende, så ville hun blot give igen.

Så holdte hun armene over kors, mens hun fik et alvorligt udtryk i ansigtet, og hun blottede de skarpe tænder en lille smule, mens hun stod og kiggede på ham”Hvad var det så der fik dig hen til mig”hendes stemme var alvorlig med en snert af at være blevet forfulgt, selvom hun fandt det lidt sjovt også. En ulv der ikke kunne lade vær, og som havde snuset sig rundt efter hende, han havde sikkert duftet blodet eller set manden som Cimberlie havde moret sig med, og hun var da så småt begyndt at savne manden, hans blod, hans hals, gad vide om hun ville se ham igen. Hun bad ham om at gå, så han kom sikkert ikke tilbage medmindre hun kunne opsøge ham, eller måske skulle hun bare finde et andet bytte. Skoven måtte da have flere mennesker, som man lige kunne sætte tænderne ned i. Hun stod i en afslappet stilling stadigvæk, og lidt hvilende på det ene ben, og lod hendes blik skimme lidt rundt, før hun holdte det på ham igen. Ja gad vide hvad han havde tænkt sig, og ville, hun var hoppet ned til ham, så hun ventede på at høre hvad hans planer var, og hvad der fik ham hen til hende. Skulle heller ikke undre hende, hvis han ville løbe efter hende, men så var hun også kun frisk på det, lidt morskab og sjov ville da ikke skade.