what do U want from me? ~ Logan

S: Shadowflame District
T: Middag
V: køligt, skyfrit
O: Mennesker, eller væsner som går rundt

Det var omkring middagstid, og Kyla og hendes mor var taget over til en by, bare for et par enkelte dage, hvor de bare skulle slappe lidt af. Kyla så på sin mor som lå på sengen i det værelse de havde lejet. ”Mor, er det okay at jeg går en lille tur selv?” spurgte Kyla. Moren så op på hende. ”Hmm, det ved jeg ikke helt, tænk hvis der skete dig noget. Du kende jo ikke stedet her, du kunne fare vild.” sagde hun. Kyla sukkede. Hun farede forhåbentlig ikke vild, eller kom i problemer, eller det regnede hun ikke lige med. ”Det lover jeg at jeg ikke gør.” sagde hun, og så bedende på sin mor. Hun havde brug for at gå en lille tur selv lige nu. Moren sukkede opgivende. ”okay da, men pas nu på dig selv, og kom hjem inden det bliver mørkt, ikke” sagde hun, og betragtede Kyla nøje. Kyla nikkede, og tog hurtigt noget overtøj på, og gik så udenfor. Hun så sig rundt, og begyndte så bare at gå, ligeglad med hvor hun gik hen af. Hun smilede til sig selv. Hun havde haft brug for det her kunne hun mærke. Hun lagde ikke som sådan mærke til hvor hun gik hen af, men lod bare sine føder styre hendes retning lige nu i hvert fald.

Logan havde ikke glemt Kyla. Han havde husket hende lige fra den dag han så hende første gang. Ligesom han gjorde med alle hans ofre. Han følte dog ingenting i forhold til det, faktisk syntes han at hun slap let. Han havde fundet ud af en masse om hende. Bare for sjov, han vidste også at hun ikke vidste at hun var en shapeshifter, hvilket han fandt ret morsomt. Nu havde han kun en ting som formål, at få hende til at forvandle sig. Ikke af en bestemt grund, bare for sjov. Han stod stille i skyggerne så han var næsten umulig at se, da hun var kommet få meter foran ham begyndte han at følge efter hende. Han stoppede op lidt fra hende og knyttede sin ene næve og satte sig ned på knæ. Han vidste hvor ondt det ville komme til at gøre, men nogen gange var det bare det værd. Om det var det lige nu, kunne han ikke svare på endnu. Han lukkede øjnene og hans knoer blev langsomt mere røde og man kunne se at hans knogler pressede på huden. Langsomt blev hans knoer flænset op og lange knogler kom ud af dem. Han forsøgte ikke at skrige af smerte fordi det gjorde så vanvittigt ondt, men der kom alligevel et mindre brøl da de brød igennem hans hud. Da knoglerne rækkede omkring en meter foran sig rejste han sig op og bøjede hans håndled så knoglerne var vendt bagud og derfor ikke var til at spotte lige med det samme. Han begyndte at gå efter Kyla igen. Da han ikke var mere end en meter fra hende trak han sine hænder frem og en spids knogle prikkede blidt på hendes skulder, lige efter bevægede otte knogler sig ned over hendes skuldre. Han forsøgte ikke at holde sig skjult.

Kyla gik stille, og havde ingen ide om hvad hun snart ville komme ud for. Hun mærkede lidt efter en eller noget, prikke sig på skulderen. Hun standsede op, og vendte sig om og så hvad det var. Det var knogler? Hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle reagere på det. En masse følelser røg lige igennem hende. Frygt, forvirring, en trang til at skrige, men så alligevel ikke. Der var også en følelse af nysgerrighed, og forundrer, over hvordan han kunne gøre det der. Hun stod bare helt paf, og kiggede på det, og bed sig selv i læben. De fleste ville nok være løbet skrigende væk der fra, men hun vidste overhovedet ikke hvordan hun skulle forholde sig nu her.


//sorry, dårligt svar xD//