War of hearts - Logan

Endelig tilbage i byen. Sikke en rejse. Sikke en kamp hun havde været igennem. Det dryppede ned på jorden med hendes blod imens hun stønnede kort af smerte, hun havde vundet... Men hun lignede en som havde kæmpet årets kamp, og det havde hun. Blodørerne levede endnu engang op til deres navn. Josette gik et skridt længere frem og skar ansigt af smerten, et kniv sår ved hendes side og andre sår ned af arme og ben som stod åbne. Hvis nogle tog en udfordring op imod hende lige nu ville hun nok dø i slt forsøg men aldrig ville hun lade andre vinde over hende.

Og ganske rigtigt. En flok vampyrer duftede hendes blod og besluttede sig for en rask lille jagt denne aften. En af dem fik smidt hende op af en mur og et lille skrig måtte jun give fra sig, men hun brugte sin vind til at lave modvind når de kom for tæt på. Men hun blev blod siddende med ryggen op af muren - imens hendes vejrtrækning blev mere og mere anstrengende... Mere tung.
"Du kan sagtens Jo.." Hviskede hun til dig selv. Vampyrerne lo.
" den berømte Josette Thunder, jeg må le. Du ser noget så ynkelig ud? Jeg har overvuderet dig." Let fnøs vampyren han var ligeglad med hvem hun var, han havde al tid og han kunne se hun ikke havde.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke en hemmelighed, at Logan havde savnet Jo. Nu hvor hun var væk fra ham, mærkede han, hvor meget hun betød for ham. Der var gået lang tid, og han var ved at blive utryg. Så han var begyndt, at gå ture i nærheden, i håb om han kunne finde hende. Det var endnu ikke lykkedes. Logan hørte stemmer et stykke fra ham, først reagerede han ikke på det, men da de sagde Josette Thunder, tog det ikke mange minutter, før han stod et par meter fra vampyrerne, der havde klemt hende op imod en mur. De troede tydeligvis, at de kunne gøre det af med Jo. Det kunne de måske også, hun så ikke ud til at have det for godt, men de havde ikke taget ham med i deres beregninger. Heldigt for ham. Han kunne overraske.

Logan bed tænderne sammen, da en knogle voksede ud af hans pegefinger og snoede sig igennem luften, for at prikke den ene vampyr på skulderen. Han så sig mistænkeligt omkring, da knoglen fjernede sig fra sin skulder og voksede tilbage i Logans arm. Nu havde han deres opmærksomhed, så ville de måske lade Jo være. Han gik hen til dem, så lydløst som muligt og stillede sig bag dem. ”Pas på, du ikke gør de forkerte personer vrede. Jeg er en af de personer. Josette Thunder er en anden.” Lige så snart vampyrerne vendte sig imod ham, gik kampen i gang. Han tvang hans hånd i en brystkasse, der krævede en voldsom styrke, men han formod at gribe fast om hjertet, og sparke vampyren væk, så han stod med et hjerte i hånden. Det bankede stadig svagt, hvilket bestemt ikke var en behagelig følelse. De andre vampyrer virkede forbløffede, og stak af før han nåede at gøre mere. Kujoner. Logan smed hjertet, tørrede sin blodige hånd af i sine bukser og gik hen til Jo. ”Er du okay?” Hun var tydeligvis ikke på toppen, men han var sikker på, hun nok skulle klare det.

Hun spærrede øjnene op da Logan dukkede op. Forbløffelse. Glæde. Savn ramte hende på engang. Josette så til imens han ordnede vampyrerne, og stoppede sin evne. Kort lukkede hun øjnene og kom på benene igen. Hun nikkede til ham.
"Jeg klare den, det gør jeg altid." Svarede hun og løftede blikket op så hun så ham i øjnene. Et smil bredte sig automatisk, hun havde virkelig savnet ham. Hun ville svinge armene om ham, men bare hun bevægede sig for meget ville det give et hiv i siden som gjorde ondt. Dog måtte en hånd på hans kind gøre det op for alt. " jeg har virkelig savnet dig, tak." De få gange hun sagde tak var sjælden og det vidste Logan.

"Lad os finde et sted at slappe af, jeg skal lige have ordnet et par sår." Let skar hun en grimasse imens en hånd kørte henover hendes hår. Så gik hun et skridt til siden, hvilket gjorde hele hendes ansigt skreg af smerte. Ingen grund til at skjule sin smerte for Logan, eller sin taknemlighed for at se ham igen. Nu når hun vendte sig til siden kunne han se hendes blodige tøj. Jo bed sig kort i læben og gik et skridt frem, med samme udtryk i sit ansigt.

Logan vidste med det samme, at det var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig var hun okay. Det var hun altid. Det havde han også lært efterhånden, men det var blot en ren refleks. Han trak på smilebåndet, da hun også smilte. Det fik ham bare altid til at smile. Han ville helst ikke indrømme det, men Jo havde ham i hendes hule hånd. Der var få ting, han ikke ville gøre for hende. ”Jeg har også savnet dig.” Logan nød hendes hånd mod hans kind. Selvom det var en enkel ting at gøre, var det intimt.

”Ja, det må vi hellere.” Han var klar til, at tage om hende, hvis hun havde brug for det. Da hun forvrængede sit ansigt i smerte, havde han hurtigt en arm om hendes side. Hans arm lå der kun lige, så det ikke gjorde ondt på hende, men stadig støttede hende. ”Jeg kender et sted et stykke her fra.” Han nikkede mod en bygning lidt længere nede. Han vidste det var ubeboet, så der kunne de være i fred, mens Jo kom sig. ”Hvad skete der derude?” På trods han forsøgte at forholde sit ansigt neutralt, kunne man ane den bekymring for hende, der lå under overfladen.

Hun lod ham hjælpe hende. Ikke mange fik lov til at hjælpe hende. Jo fortrak at hjælpe sig selv, og det var ikke engang grænseoverskridende for hende som man ville tro. Bag alle onde masker var der et menneske gemt som ønskede at blive elsket - men havde fået en dør smidt i hovedet så længe siden, at de ikke længere kunne reddes. Jo lod Logan hjælpe hende indenfor huset, og  fik sat sig ned - med lidt anstrengelse.
"Min rådgiver gav mig informationer om et slagsmål mellem nogle faldne og nogle skyggevæsner - på trods af min alliance med Assorian. Så jeg tog situationen i egen hånd." Forklarede hun og tog en dyb indånding. "Jeg fik ordnet det. Men så dukkede nogle orkere angreb. Jeg mistede en del, og jeg må rapportere til Assorian om hans tabte krigere. Men jeg gjorde hvad jeg kunne. Det er vel det vigtigste." Svarede hun. Jo var ikke noget ondt menneske. Hun kæmpede for hvad hun troede på. For sit folk. Nok torturerede hun også en del, men kun når hun kedede sig - og for tiden var der ikke rigtig tid til det.

Josette kiggede kort rundt og fik øje på en flintesten på gulvet, og brugte sin evne til at få stenen til at flyve op i hendes hånd. Så skar hun henover sin håndflade og førte hånden op til sine læber. Hun nød følelsen af hendes krop der healede efter slaget på blodørerne. Jo tog en dyb indånding.
"Det tog længere tid end jeg havde regnet med. Men jeg kunne ikke bare forlade mit folk." Sagde hun så lidt efter, og vendte sig stille om imod Logan. Hendes sår healede langsomt, fordi hendes blod ikke var så god som en normal engels. Men hun vidste det ikke var umuligt - tålmodighed frem for alt.
"Hvad har du så fået dagene til at gå med?" Spurgte hun og gav ham et smittende smil. Bag lukkede døre var hun ikke bange for at vise, at hun faktisk kunne lide ham. Jo kunne skam være ligeså varm som sine søstre. Det blev blot vist på forskellige tidspunkter. Hun lagde sin hånd ovenpå hans, og lod sin tommelfinger kærtegne hans håndryg blidt - dog uden at tage sine store blå øjne væk fra ham.

Logan satte sig ved hendes side, og lyttede til hende fortælle. Han forstod hende godt. Han var ikke selv raceleder eller leder over en gruppe af mennesker, men han forstod. Det var et ansvar, som man ikke kunne ignorere. Og han respekterede hende for, at hun havde hjulpet de faldne engle der havde haft brug for hende. ”Jeg er sikker på, at du ikke kunne have forhindret hvad der skete. At du var der, reddede måske endda nogen.” Logan prøvede ikke at skjule, hvor meget respekt han havde for Jo. Han vidste hun kunne virke ondskabsfuld, men han vidste bedre. Han kendte hende bedre end det. Logan ville også gerne støtte hende, og vise skyggevæsner og faldne engle sagtens kunne sammen. Men når det kom til Jo og Logan, var der ingen tvivl om det.

Han lod hende heale sig selv med hendes blod, men hans blik veg ikke fra hende. Nu hun var tilbage, ville han udnytte hvert et øjeblik han havde, til at se på hende. ”Selvfølgelig ikke. Jeg forstår godt hvorfor du tog af sted. Jeg har bare savnet dig.” Selvfølgelig skulle Jo hjælpe hendes folk når de havde brug for det. Så måtte han bare undvære hende ind imellem. Han var ikke glad for det, men han vidste det var vigtigt for hende. Logan havde ikke foretaget sig meget spændende i den tid hun havde været væk. Faktisk havde tingene været så kedelige, at han opsøgte fare for at få et kick ud af det. ”Masser af ting. Dagene er gået utroligt hurtigt.” Han smørrede tykt på, og enhver kunne fornemme, at han ikke talte sandt. Han havde kedet sig til det utrolige. Han smilede, da hun omfavnede hans hånd. Det mindede ham om, hvorfor han havde savnet hende.

Den tro han havde til hende, var faktisk noget af det som holdt hende igen. Hele hendes opvækst, havde hun fået smidt i hovedet, at hun ikke var god nok. Det kunne have knust mange, og det havde knust hende også - men hun havde kunne samle stykkerne sammen og lime sig selv. Jo havde virkelig også savnet ham, mere end hun faktisk nogensinde skulle have troet hun kunne savne nogle. Hendes andre forelskelser havde været imens hun havde været distraheret for at føle helt på, hvad hendes hjerte sagde. Ikke at hun ikke havde elsket de to tidligere kærester - men Logan følte hun bare mere for. Fordi hun lige præcis vidste, at hun faktisk var forelsket i ham. En følelse hun aldrig havde troet, at hun skulle opleve igen.
"Tiden var ikke helt med mig. Jeg har det som om, at jeg har været væk i flere år." Hun fnøs kort ganske kært. Hendes kære søstre måtte være noget så bekymrede for hende.

Selvfølgelig kunne hun se, at han løj for hende. Men hun ville ikke anklage ham for det, for hun vidste, hvad han mente med det. Josette smilede skævt.
"Lyder sjovt. Så har du jo ikke haft brug for mig til at give lidt action til din hverdag." Tydeligt ironisk - hendes drillende blik afslørede hende ufattelig hurtigt. Hendes hjerte bankede voldsomt, hvilket irriterede hende. Sommerfuglene der ikke kunne undslippe deres tremmer, og hamrede imod dem for i det mindste at prøve at slippe væk. Jo slog blikket væk. Hvad nu hvis, at han slet ikke kunne lide hende på denne måde? Hvad hvis en masse ting. for hvad nu hvis han gjorde? "Fuck det." Udbrød hun så, og vendte blikket over imod ham igen.
Derpå lod hun hendes læber plante sig ind på hans, imens hendes hånd let kærtegnede hans kind, og den anden stadigvæk var ovenpå hans hånd.

Logan havde haft sin del af forelskelser, og ja mange havde været kraftfulde, men det var noget andet med Jo. De gjorde hinanden bedre. Han havde brug for hende, så han ikke gik amok og gik på en mordertogt. Det kunne ske, men ikke når Jo var der. Hans forelskelse i Jo var noget helt særligt. Logan tog sig selv i at se nærmere på hende, på hendes blå øjne, der var omfavnet af små fine øjenvipper, hendes fyldige læber. Han havde aldrig før tænkt over, hvor smuk hun var. Tiltrækkende ja, men nu kunne han se skønheden i hende. Måske fordi han ikke havde set hende så længe. Hendes kære fnys trak i hans mundviger, tikkede nærmest om et smil. ”Ja, det føltes sådan.” Logan havde ikke kun savnet Jo, han havde brug for hende ved ham. Selvom han aldrig ville lægge det pres på hende. Han var klar over, andre også havde brug for hende. Han kunne ikke være egoistisk når det kom til hende.

Logan havde ikke ligefrem lagt skjul på hans løgn, så det ville ikke undre ham, hvis hun havde gennemskuet ham. ”Åh jo. Det har været så kedeligt.” Han smilede ved hendes drillende blik, men da hun slog blikket væk stivnede det en anelse. Han så selv væk fra hende. Tingene var blevet intime, og ingen af dem var gode til at håndtere det. Han nåede kun lige at se på hende, før hendes læber lå imod hans. Først var han forbavset, så i de første sekunder gengældte han ikke kysset. Men så kom det også med en stor passion. Han havde ventet på det længe, og nu hvor det var her, kom alle følelserne ud på en gang. Han lagde en hånd på hendes side.

De første få sekunder overvejede hun at vige tilbage, men hun gjorde ikke - grunden til hun overvejede det kort var hans ganske korte tøven. Dog var hun glad for hun ikke gjorde. Det føltes så rigtigt med ham. Siden hun blev raceleder og bare siden hun fandt sine søstre, så havde hun ikke kunne finde nogen som fik hende til at føle på denne måde. Passionen, kærligheden, kemien det hele var der bare. Hånden på hendes side, satte gnister i hendes krop - og det føltes som om, at hans hånd smeltede sig fast til hende, og det var ikke fordi, at hun havde noget imod det. Josette førte sig tættere på ham, så der ikke gik længe før hendes overkrop nærmest gled op af hans. De var to mørke væsner. Mørkets væsner var kendt for at være lidt mere vilde i deres bevægelser, og det kunne Jo også være til tider. Men faktisk var hun langtmere intim og romantisk anlagt end man måske lige havde regnet med at hun var.

Josette stoppede dem ganske kort og slog de store blå øjne op. De lignede krystaller, som borrede sig ind i ens sjæl. Et smil sneg sig helt uskyldigt op på hendes læber. Et lille kært grin kom efterfølgende. Dog flyttede hun sig ikke. Det var øjeblikke som dette, at hun blev trukket lidt væk fra sin morderiske side og ondeskabsfulde personlighed - som folk kaldte den. Der var ganske få der kunne vende hende sådan her. Det var dog første gang det var lykkes nogen romantiskset. Så rømmede hun sig kort. "I like you." Hendes stemme var ikke ret høj, men det behøvede den heller ikke at være, for hun vidste han kunne høre det. "I like you alot." Tilføjede hun med samme stemme, og vippede hovedet let på skrå. Jo sank en klump. Så var kortene smidt på bordet. Jo havde vidst, at hun havde følelser for Logan længe. Det blev dog forstærket imens hun var blevet tvunget til ikke at kunne besøge ham i al for langtid. Så hvorfor ikke starte ligepå og hårdt i stedet for at spille spil. Normalt var det hvad hun gjorde, normalt elskede hun at folk i vidste hvor de havde hende. Men hun ville have Logan vidste, hvor han havde hende. Om så han ville blive hendes undergang.

Logan havde været i tvivl hvor han stod med Jo. Det var måske også en grund til, at han havde tøvet. Men ikke særlig længe. Han fortrød dog intet, da kysset udviklede sig. Det føltes rigtigt. Det var utroligt, at en person kunne få ham til at føle sådan. Da hendes overkrop lå imod hans, blev gnisterne endnu mere voldsomme. Fyrværkeri, nærmest. Han var klar over, disse ting ofte var intense for mørke væsner, men det virkede ikke nær så voldsomt som mange ville regne med. Hun var rolig og romantisk. Endnu en grund til, han nød at være omkring hende. Hun skjulte på så mange sider, som folk ikke kendte til. Han forsatte kysset, lige ind til hun stoppede det. Selvom han gerne ville forsætte. Men der var nok en grund til det.

Hendes blå øjne var intense. De kunne se meget mere i ham, end hvad andre kunne. Han åbnede sig mere op for hende, gav hende en chance for, at se de dybeste hemmeligheder. Logan kunne ikke lade vær med, at smile over hendes kære grin. Der skulle ikke så meget til, når han var omkring Jo. Han stoppede sjældent med at smile. Hendes ord var svage, men han kunne nemt udgøre dem. Og det fik hans hjerte til at banke hurtigere. ”Jeg har det på samme måde.” Han havde haft det sådan længe. Men han havde aldrig været heldig med kærlighed, så han var vel bange for at blive skoldet. Så hellere gemme det væk. Men nu var det sagt højt, og de behøvede ikke gemme det længere. Det var en lettelse. Logan lagde blidt sin hånd imod hendes kind. Han så ind i hendes øjne. Selvom han ikke sagde noget, sagde han en masse. Han blottede sin sjæl for hende. Hun kunne se alting i hans øjne, hvis hun ledte nok.