Shit, where did you come from//Cassey//

S Ashen wood Forest.
O nogen dæmoner og vampyrer.
T omkring midnat.
V Det regner svagt, men ellers er det normalt.
P en sort tank top, hans to sværd på ryggen, den ene til og dræbe dæmoner med den anden vampyrer, et bælte med en masse ting i og ellers et par normale sko.
Michael løb gennem skoven, mens han forsætte hen mod mødestedet, hvad han ende havde troet der var sket ville ændre alt for ham. Michael kende deres normale sted, hvor de skulle mødes, men det syn han ville få at se, når han kom der hen ville ændre alt omkring ham. Michael stoppet op, kort efter da han nået til selve det sted de skulle mødes, han begynde og kigge sig omkring, men det eneste han kunne se var blod og lig. Han begynde desparat at tjekke, deres puls, men de havde været død i lang tid. Hvem, kunne ha sladret, ingen vidste at de skulle mødes her udover dem selv. Michael forsætte med at kæmpe sig gennem grupperne, af lig han begynde lige så stille og få tale på dem. Han sank kort efter en klump, hvor han kigget på dem igen. Fem, fem af dem var døde, men ikke nok med det den sidste person var ikke død. Michael kastet sig derfor hen til ham, "hvem, har gjorde dette her," fik han spurgte en af hans brødre om. De var jo som den familie han aldrig, havde fået "dem," lød det kort efter fra manden, som næsten var død. Da michael kigget om kunne han se, at der var en gruppe dæmoner og vampyrer på vej mod dem. Michael kigget på manden, som han var opvokset med, man kunne se på ham at han nærmest tigget om at det dø. Michael anet ikke, hvad han skulle gøre, men i det samme man kunne høre de væsner nærme sig, tvang han sig selv til og gøre en ende på hans vens lidelse, eftersom han havde sagt at det var hans sidste ønske, Michael stormet derfor væk, gennem skoven, hvor han ville finde sig et bedre sted, så når han kæmpet , havde han fordelen. Hvilket der gjorde at han gemte sig for dem i et godt stykke, tid, men han ville før eller siden blive opdaget. I det samme han troede at han ville blive opdaget, mærket han en hånd for hans mund, hvor den person langsom træk ham med sig til et lidt mere sikkert sted.
//håber, det er iorden, det er Cassey, som redder ham :9//

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det føltes som om, at hun havde været her i årvis, men faktisk så var det hvad kun et par måneder siden hun slap fri. Hun havde fundet sig en jordhule gemt væk bag mos og træer, hvor hun sov om natten så hun en eller anden dag kunne få bevæget sig til Firewood Village til hendes forældres palæ, for at sige surprise bitch. Det var nok også det som holdt hende igang. At selvom hun vidste, at hun ikke skulle have for høje forventninger omkring det hele - så ville hun bare gerne se deres ansigter igen. Cassey var ude og jage til aftensmaden da hun så en dæmon på afveje. Som var det monsteret under et lille barns seng dræbte hun den uden at tøve. Hun besluttede sig for at tage tilbage mod sin hule, da hun hørte et slagsmål. På listetå kom hun ind tæt ved hvor slaget var. Dækket til med jord og mudder, var hendes fært ikke spor tydelig. Hun så, hvordan dæmonerne angreb den lille gruppe - slagtede dem uden spor af menneskelighed at se. Cassey holdt sin hånd op for sin egen mund og bemærkede de gemte sig.
Hun blev stående lidt da hun så en person kom til stedet. Menneske. Det var næsten tydeligt for hende at se forskel. Da han gemte sig bagved et træ kunne hun ikke andet end at hjælpe ham. Hun listede sig derhen og smækkede en hånd for hans mund, imens hun tyssede lydløst på ham. Så kiggede hun sig kort til siden inden hun så tog hans hånd og trak ham med sig.
De kom til en masse træer og mose. Da hun listede sig igennem en hemmelig engang, hvor der var en stor jordhule. Hun satte sig stille ned. Der var sumpet og muderet her. Hvilket også var bedst sådan. "Smør dig ind i det. Det hjælper på at holde dem væk fra skjulestedet." Åndede hun let ud. Cassey satte sig til rette i hulen med benene trukket op under hagen, imens øjnene hvillede over imod personen hun havde reddet.

Michael hørte kvinden tysse på ham, hvorefter han holdet sin mund lukket. Han anet ikke hvem, denne kvinde var hvilken race, hun var eller noget andet. Det eneste han vidste var, at hun helt sikker ikke var en dæmon eller vampyr. Michael lod hende trække ham med sig, eftersom han gerne ville leve. Han ende i noget sumpet vand, hvorefter han lyttet til hende. Hun ville ha ham til, hvad han var ikke lige frem en helt pretty boy. Men han, havde aldrig gjorde dette før, da hun havde sagt det til ham.  Så han hvordan hun næremest kigget afventene på ham, Michal sank en stor klump og bed den klamme lugt i sig. Han begynde derfor, med at smøre sig selv helt ind i det, hvorefter han bagefter begynde og falde ned i det. Det ville sikkert være letter og hurtigere, hvis han begynde og rulle rundt i det som en lille gade dreng. Men Michael, havde sine grænser og under ingen omstændigheder ville han, gøre det på denne måde. Da Michael endelig blive færdig, med det kigget han over på kvinden som, havde redet hans liv. "Øh jeg, havde alt under kontrol bare så du ved det." Michael bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han satte sig ned og kigget over på hende.   Michael ville ikke anerkende at hende her, havde redet hans liv.  At tale om stoltehed, han var for stolte til at sige at han, havde brug for hendes hjælp. Men hun, havde stadig redet hans røv, hvorfor kunne han bare ikke klare sig selv, hundret procent. Michael kigget over på hende, " så navnet, er Michal og dig." Michal bed sig selv svagt i læben, da han sagde det, hvorefter han mærket hans hår, "jeg kommer ikke til og lugte særlig godt i lang tid." lød det gnavent, fra Michael af, hvorefter han holde sin mund, da nogen få dæmoner kom gående lige over dem, "hvor fanden, blive han af, jeg så ham jeg er sikker på det." Michael holde vejret da de, bevægede sig ovenover dem. Normalt, ville Michael bare være spænde afsted, men han var træt af at flygte, hvilket var et tegn på, hvordan han havde det. De ville nok blive opdaget, hvis ikke nogen andre to deres opmærksomhed, der kommer fem, mere nu, det er sikkert fra dem af." Michael hørte, hvordan de begynde og løbe hen mod mødestedet igen, han kunne ikke bare blive her, de ville dræbe hans kammerater,Michael rejste sig derfor op, uden han selv, havde lagt mærke til det. Havde han rejste, sig op og var ved og bevægede sig hen mod stedet.