Shit happens.. - Rose

Sted og omgivelser: En smal gyde. Ingen andre omkring.
Vejr: Koldt, der ligger sne.
Tid: Eftermiddag, det er blevet mørkt.

Det var eftermiddag. Et mærkværdigt mørke, der var mere eller mindre brunviolet og slet ikke rigtigt mørkt takket være sneen, havde sneget sig ind mellem husene. Det var blevet forfærdelig koldt. Højere oppe i byen var der tændt mange, smukke lys, der kastede kulørt glans over sneen, der lå i et tyndt pudderlag overalt, som hvidt sukker drysset på en konditorkage af fineste oprindelse. Den slags, som Spurv aldrig havde haft råd til, og som hun nu var blevet for fornuftig til. Hun havde været ked af det, da hun opdagede, at hun ikke kunne få sig selv til at bruge sin første løn på sukkerstads eller smykker. Men sådan var det vel. Tingene skiftede.

I nedre by var sneen ikke helt så hvid og glitrende, og der var ingen ordentlige lygter. Her var der mudder og store, grove fodaftryk. Spurv havde som det første, da det begyndte at sne, skyndt sig at sætte så mange spor som muligt, men nu var de næsten alle sammen væk, trampet op af andre. Kun lige her, i denne gyde, hvor hun var standset og nu stod trykket ind mod muren i læ for kold blæst, havde hendes fødder fortrinsret. Hun så ned på dem. Hun havde købt støvler i år. Gode, bløde læderstøvler. De fik hendes fødder til at se helt anderledes ud end træsko. Nu havde hun fine, små damefødder. Hun var glad for at have damefødder. Det var, som om flere lag uldne bukser og den tykke, mørke herretrøje, hun brugte som kjole, så meget anderledes ud når der var damefødder til stede.

I sneen stod kurven og i kurven lå der de indkøb, hun havde gjort for kokken. Men der lå også noget andet. En lille, latterlig pynteklokke. Hun vidste ikke, hvorfor hun havde taget den, hun havde slet ikke tænkt over det. Der havde været en fin dame på markedspladsen. Hun havde været til hest, og haft en mand med, som hun snakkede dæmpet til. Spurv havde ikke kunnet få øjnene fra dem. Glorværdige havde de været, i al deres pomp og pragt, og på hestens seletøj havde der hængt en række små klokker. Hun havde taget en af dem. Sådan bare lige. Okay, det var ikke første gang, men denne gang havde det været så ugennemtænkt, og hvad skulle hun egentlig med en klokke.
Det ville Nathan også gerne vide, da han landede på kurvens hank.
"Jeg ved det ikke," sagde hun højt til ham og holdt ikke længere øje med, hvad der foregik for enden af gyden.

Rose flygtede denne kvinde var efter hende, det havde hun været i et godt stykke tid nu. Rose løb så hurtigt hendes ben kunne bærer hende, var det normalt at flygte fra en kvinde som mente at Rose var hendes slave? Rose kiggede kort tilbage, Bonnie var lige bag hende gudskelov for det. Rose' kunne mærke hendes hjerte sidde i halsen, og hvordan hun var ved at blive godt forpustet. Hun kom op på siden af gyden, og stod tæt ind til den. Men hendes hurtige og bange vejrtrækninger gjorde hende mere svag. Hun ville kunne finde Rose hurtigt hvis hun hørte hende, Rose klemte øjne sammen. Bonnie ville klynke men hun var fornuftig og lod hver. Rose kiggede lidt til siden, og åndede forsigtigt ud.
Sneen afslørrede hendes spor, både hendes øg Bonnies. Men intet kunne gøres, den tykke sne og den blæst.. Rose kiggede op imod himlen, og mærkede snefnukne danse på hendes ansigt. Hun kiggede til siden og opfangede en meget ung pige. Ikke et barn, men en teenager. Hun rettede blikket imod hende, en ugle.. Var pigen en Santuine som hende selv?
Rose nåede ikke at tænke meget før, et fast greb blev placeret på hendes skuldre. Det var kvinden, Rose vendte hurtigt opmærksomheden på hende og sank en klump. Hun ville ikke være slave hun ville være fri! Rose kiggede ned på Bonnie.
*Bonnie hent hjælp!* Sendte Rose en tanke over til Bonnie, Bonnie nikkede og satte i løb igennem sneens tykke driver. Hun så kurven og sprang op og derved overmandede uglen.
*Hør du bliver nød til at hjælpe os.* Sagde Bonnie til uglen, og fjernede sine våde poter. Bonnie kiggede på uglen og pigen, og så overpå Rose som kæmpede for at komme fri fra kvindens greb men uden held. Bonnie kiggede bedende på uglen og pigen.
*Be om vi har brug for jeres hjælp..* Bønfaldte Bonnie.

Freden blev afbrudt af pludselige, hastige skridt og forpustet vejrtrækning. Spurv snurrede rundt og fik øje på en pige. Ikke så gammel, fin af bygning, store øjne og et væld af mørke halvkrøller. Og en... En hvad, helt præcist.
Det var et dyr. Et ret stort dyr, som en stor hund, men dens ansigt var mere katteagtigt, og den bevægede sig absolut som en kat. Elegant og silkeblødt stod den i sneen ved siden af den pustende pige. Dens øjne var skarpe og gulgrønne, og dens pels var gylden okker. Ørerne var sjove, de havde noget, der lignede kvaster på spidserne og vippede opmærksomt.
Alt det så Spurv i et splitsekund, hvor pigen bare stod og åndede tungt og besværet, som om hun havde løbet. Hendes tindinger var en smule blanke, som af koldsved. Så dukkede der en anden kvinde op. Spurv trådte pr automatik længere ind i gyden. Det var en kvinde med et vidunderligt, rødt hår og en rød mund. Øjnene var brune og intense, og huden sund og gylden. Hun ville have været så ubærligt smuk, hvis ikke det var for udtrykket i hendes ansigt. Hun så rasende ud.
//Låner bare beskrivelsen fra din profil. ^^//
Kold og rasende, som om hun var klar til at flå et hjerte ud og fortære det mens det endnu bankede.
Den mørkhårede pige gjorde ingenting da kvinden slog en klo i hendes skulder, hun kiggede bare op og blev synligt mindre. Så, pludselig. Kattedyret satte i et spring og gallopperede i Spurvs retning, og det var, som om hun var alt for længe om at reagere. Hun nåede ikke andet end at blinke forvirret, før dyret kom i et kraftfuldt spring og slog Nathan af kurven. Uglen havde åbenbart også været sløv i optrækket, men nu vågnede den til dåd og skreg forskrækket så det rungede i Spurvs hoved. "Nathan," skreg hun, men kattedyret havde allerede fjernet sine fødder fra Nathans vinger, og han var ikke længe om at reagere.
'Hjælp hende!' tudede han til Spurv før han svang sig op i luften og susede lavt ned over de to kvinder, der nu kæmpede indædt. Han rakte kløerne ud og fik fat i den rødmundede overfalders strålende hårpragt. Et øjeblik rev han, så gav han slip og forsvandt før hun kunne nå at lange ud efter ham.
Spurv skævede til katten, så begyndte hun at løbe.
"Giv slip," gispede hun og sprang ind i kampen så alle tre væltede om i sneen. Hun dukkede sig for et slag og fangede damens arm. Hun var uhyggeligt stærk.

//Out, Rose er ikke Rose mere ^^//