Haunted hearts - Kol

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Ingen havde set Beth i noget tid nu. Ikke siden hun havde mistet begge sine børn og var taget afsted. De ville dræbe hende når hun kom tilbage - ingen tvivl om det. Beth derimod mente hun kunne klare sig selv. Okay for at være ærlig, så var grunden til hun var smuttet fordi hun havde drukket sig selv pænt fuld - og derefter var hun gået. Da hun kom til sig selv var hun vågnet op midt i skoven og sad op af et træ. Beth var gået imod den nærmeste by og gået ind til det som mindede hende lidt om et ubeboet hus - langtfra faldfærdigt, bare ubeboet. Det lagde lidt længere væk fra de andre bygninger omkring - men hun var nu en smule ligeglad.
Beth var gået indenfor, og da døren smækkede for hende gav det hende et chok - dog gik hun blot videre ind i det mellemstore hus. Endnu havde Beth ikke lært at styre sine nye evner, men hun var klar over den anden var væk. Magien i hendes blod var væk nu, forsvundet med hendes børn. Beth gik ind på et værelse og skiftede sit tøj (til det i påklædningen). Derefter kiggede hun sig opmærksomt omkring - sidst hun havde været ved sådan et hus - så var de blevet angrebet af walkere. Beth var derfor opmærksom på hver eneste lille bevægelse i huset.
Hurtig vendte hun sig rundt på hælene ved lyden af en kniv der faldt til jorden. Beth sank en klump, derefter gik hun ud til nærmeste badeværelse, hvor hun fandt sig en saks. Hun kiggede stirrende på sig selv inden hun tog sit hår i den ene hånd og saksen i den anden. hun lod de lange lokker falde til jorden i raseri. Og til sidst gik hendes hår hende til skuldrene. Hun holdt hårdt fast om saksen inden hun så åbnede døren igen. Lyden af skridt gjorde hende nervøs. hun listede stille over imod døren ud til. Dog da hun rev i døren ville den ikke åbne. Beth rystede gevaldig på hovedet inden hun så vendte sig rundt og sank en klump. Et skud af frygt kunne ses i hendes øjne da hun så en person komme nærmere hende.

Kol havde stået med en ung kvinde i hænderne. Hun skreg, men det var som musik for hans ører. Han havde blinket, og alt omkring ham blev noget andet. I stedet for at stå i den mørke gyde, stod han i en tom stue. Han havde stadig en kniv i hånden, den havde stadig blod på sig. I forvirring og forskrækkelse, tabte han kniven og det gav en høj klingende lyd fra sig. Han var ikke sikker på hvordan han var endt der, om han havde haft et blackout, eller om der var magi indeblandet, men en ting var sikkert. Han ville bare gerne væk derfra. Han hørte skridt ude i gangen, og det fik ham til at samle kniven op og gå ud i gangen. Han kunne se en skikkelse længere fremme, og et diabolsk smil formede sig på hans læber, i det han nærmede sig. Kol kunne nu bedre se hendes detaljer, hendes lyse hår, hendes former. Hun var en flot pige, ikke at det ville stoppe ham. Han gik helt hen til hende, så han nemt kunne nå hende. Hans fingre var ivrige efter at få fat i hende, mærke livet sive ud af hende. Han så på kniven og tørrede blodet af med hans fingre. Han kendte hans kniv så godt, at han vidste hvor han kunne røre den uden at skære sig. "Jeg havde tænkt mig at bruge kniven på en anden, men du er meget flottere, så jeg vil ændre mine planer, for din skyld" Kol lod knivens spids hvile imod hendes underarm.

Han kom hen imod hende. Lignede djævelen i forklædning som en engel. Han virkede dog også så morderisk anlagt. Og ganske rigtigt da hun opdagede den blodige kniv han stille tørrede af. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte sprang en takt over, og hun forsøgte at holde sig helt rolig. Det var da også en måde at dø på, Katerina ville skrige og Geralt ville vide hun var død. Lige nu var hun ikke sig selv, hun var fyldt med vrede og sorg - men beherskede det nogenlunde godt. Da kniven ramte hendes underarm, gav det et stik i hende. Hun var van til at lade knive ramme hendes hud - sådan fungerede hendes evne trods alt før. Så en kniv mod hendes hud var langtfra noget nyt. Hun så sit snit til at bruge sin egen smerteterskel til at undslippe - hvis hun var så heldig altså. Beth skubbede sig lidt længere frem, så kniven stak hende noget dybere ind i huden, derpå bevægede hun sig til siden imens. Kniven fik skåret hendes hånd et pænt stykke, og selvfølgelig gjorde det ondt. Bare ikke ligeså meget som man ville forstile sig en shapeshifter ville føle. Beth tog benene på nakken og løb ind i det nærmeste rum og prøvede at blokere døren med en regol. Derefter gjorde hun alt for at prøve at åbne vinduerne - dog uden held. Det var som om at stedet var forhekset. Og lige det ord - for Kol ville kunne føle den smerte i hendes arm ligeså klart som hun selv gjorde. De var linket sammen, båndet blev blot stærkere og stærkere inde i dette sted. Selvfølgelig var det ikke ubrydeligt. Beth hamrede på de vinduer. Løftede ting op som hun kastede på ruden - de gik blot i tu - men ruden blev stående hel og uskadelig tilbage. Beth tog sig til håret og kørte en urolig hånd igennem det. "shit." hun drejede hovedet mod døren inden hun så løb igen. Hvad gjorde man når man var tvunget op i en krog, enten flygtede man som en kujon - eller så tog man kampen op. Beth i kampenshede stoppede med at løbe og tog en dyb indånding. Hun måtte kæmpe for sit liv. Blodet siv ud af hendes arm og egentlig så prøvede hun bare at lade som om at den dunken ikke fandt sted. Lige nu galt det om at have tungen lige i munden og passe på. Hun havde med en eller anden sindsyg person at gøre. Kun engang havde hun hørt om en anden sindsyg person som Katerina havde talt om Kol. Selvfølgelig var hun ikke sikker på, at det var ham, det kunne også være en anden. Hvem vidste?

Kol var det tætteste man kunne komme på følelsesløs. Hvis man så bort fra en vampyr, der kunne slukke dem. Men det var snyd. Han blev dog en anelse overrasket, da hun lænede sig frem, så kniven bevægede sig længere ind i hendes arm, indtil hun til sidst kunne komme ud af kniven. Hun troede tydeligvis ikke han havde tænkt sig at stoppe, siden hun forsøgte at lukke ham ude. Uvidende pigebarn. Hun anede ikke hvad hun havde med at gøre. Han trådte et skridt frem, da han mærkede en stikkende smerte i hans underarm. Den præcis samme skade, han netop havde udført på pigebarnet, kom til stede på hans underarm. Han rynkede brynene, denne gang i forundring. ”Hvad fanden,” lød det fra ham, han følte ikke kærlighed, vrede, glæde eller nogen anden følelse, men selv han kunne blive overrasket og undre sig. Kol gik hen til døren hun havde trukket en reol hen foran, og begyndte at skubbe til døren, så den til sidst måtte give efter til hans styrke. Han havde trods alt været en vampyr engang, for mange år siden. Kol fulgte blodet, indtil han stod foran tøsen igen. Hun var modig, men hun havde også styrke. Ellers ville hun ikke skade sig selv for at slippe fri. De fleste ville bare skrige efter hjælp, hvilket sjældent ville hjælpe. Men det var sjovt, når nogen veg fra det han var så vant til. Han så på hende, og overvejede et øjeblik blot at gøre det af med hende. Det var så fristende. Men det ville også påvirke ham, så det var ikke det værd. Han gik hen imod hende, og vendte kniven, så han selv stod med bladet rettet imod ham selv, og skaftet imod hende. ”Jeg har en nyhed til dig. Jeg kan ikke skade dig, uden at skade mig selv. Så her, tag kniven. Jeg kan alligevel ikke bruge den til noget nu.” Hun kunne godt bruge kniven på ham, men han var ikke sikker på, om den forbandelse der lå over ham, også påvirkede hende. Men selv hvis den ikke gjorde, ville hun ikke kunne dræbe ham med kniven. Skade ham ja, men ikke dræbe ham. Den kniv der kunne dræbe ham, havde han ikke givet til hende. Den lå i øjeblikket gravet ned et sted i en skov. Han brugte den dog til tider, men ikke lige denne dag.

Da han skubbede til døren gav det et lettere set i hende, som fik hendes hjerte til at springe en takt over. Da han kom indenfor holdt hun vejret, og så imod ham. Da han stillede sig foran hende bemærkede hun, at han havde det samme sår som hende. Beth sank en klump, inden hun observerede ham igen. Han overrakte hende simpelthen en kniv? Hun tøvede kort, men ikke hurtigere end hendes bevidsthed allerede havde modtaget den inden hun tænkte videre over det. "Jamen mange tak... mystiske fremmede?" Svarede hun og kiggede let på bladet. Tydeligt hun faktisk var facineret af blodet - uden at være totalt sindsyg. Men en vane med at lade et blad køre henover sin hud siden man var barn - bare for at bruge en evne - det gjorde en ret afhængig af det... desværre. Beth slog sine øjne op fra blodet på knivens blad, og lod sine øjne fange i hans. "Hvorfor overrakke mig den, hvad nu hvis jeg ville forsøge at dræbe dig med den, fordi at hvis en sindsyg person gør og to er nød til at gå ned for det... så må det jo være det værd." Hun så på ham, med et blik og et udtryk der ikke kunne gennemskues. Så om hun mente det eller sagde det for sjovt. Det var der ingen der lige der vidste. Det tog hende i hvert fald en smule tid, før hendes ansigt så nærmest flækkede af grin. Hun rystede let på hovedet. "Tal lige om at lyde selvmordsagtig Beth!" Grinede hun let af sig selv inden hun så lagde kniven fra sig. "Så nogle ideer til, hvad vi kan lave. For det ser ud til at vi er fanget her."

Kol så på hende med et smil, der på mange måder virkede morderisk og diabolsk. Men det var efterhånden svært for ham, at smile på andre måder. Hun vidste ikke hvem han var. Han var ikke ukendt blandt alle, han var trods alt eftersøgt for en god sum penge. ”Kol,” han blinkede til hende, før han let lænede sig op af væggen. Han havde ikke noget problem med at fortælle hans navn. Det var alligevel ikke hans fødselsnavn, så ingen kunne finde informationer om på blot et navn. Han lyttede til hendes ord og nikkede så kort. Hun troede han ville give hende et våben der kunne dræbe ham. Så naiv var han ikke. ”Det ville ikke gavne dig, så jeg stoler på, at du ikke vil gøre mig noget.” Han udelod det faktum, at kniven ikke kunne dræbe ham. Hun var morsom, bestemt ikke den værste at være spærret inde med. Han rejste sig op, så han igen stod foran hende. ”Ingen ved hvor længe vi skal være her. Hvad med at vi fortæller om os selv.” Kol havde ikke tænkt sig at fortælle sine dybeste hemmeligheder, men de overfladiske ting kunne han godt fortælle. Selvom han ikke havde noget problem med at fortælle, om sine morderiske tendenser, så han ingen grund til at skræmme pigebarnet endnu mere. Kol havde bemærket hendes blik på blodet, men kunne ikke afgøre, om det var fordi det afstødte hende, eller fordi det havde den modsatte effekt. Han håbede dog på det sidste, så var han ikke den eneste der havde det sådan. Det kunne være rart til en afveksling.