War Of Hearts - Wade

S: Wades værelse
T: Nat
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var ingen hemmelighed længere. At de begge havde problemer med at sove helt ud. At de begge var påvirket af hændelsen. På trods af, at hun nu sov bedre - så havde hun altid det samme mareridt hver eneste nat. Denne nat også. Tatia slog øjnene hurtigt op og hev ind efter vejret. Hun havde fået sat sig op, og havde en hånd på sit bankende hjerte. Det var det samme mareridt hver eneste nat. Så sank hun en klump og tog sig tid til at få vejrtrækning til at blive normal igen. Synet af Wade fik hende til at indse, at det blot var et mareridt.. et frygteligt mareridt. Hendes hænder rystede let.. specielt den hånd hun havde brugt i mareridtet til at fører sværdet igennem hans brystkasse.
"Jeg beklager, hvis jeg vækkede dig." Sagde hun så og kiggede hen på Wade. Hun trak på smilebåndet. Han måtte have vendt sig til hendes mareridt mindst en gang om natten, og altid omkring det samme tidspunkt. Så lagde hun sig ned igen og vendte fonten imod ham.
"Hvor længe tror du der går? Før vi kan sove en hel nat uden at tænke over det hele?" Spurgte hun stille og lod fingerspidserne glide henover hans kraveben. Hun var næsten lige vendt hjem fra The Forest. Fortalt om sin lille hændelse i byen, fra hendes side af skulle der ikke blive løjet om sådan nogle ting mere.  Det var måske lige det hun havde brug for, det var måske de havde brug for - at snakke om tingene mere end de gjorde. Den uge hun havde været væk, hun havde ikke ret meget forståelse for, hvordan det var gået udover Raksha havde sagt at han var lidt ved siden af sig selv. Hvilket trods alt var forståeligt.
"Du ved godt.. at du ikke behøver at lade som om, at du er okay sammen med mig ikke? Du kan tale om, hvad der går dig på." Sagde hun så og placerede sine læber på hans pande.

Hun bed sig let i læben.
"Jeg beklager, at jeg bad Niylah om at jeg skulle tage afsted så hurtigt efter vi kom tilbage." Sagde hun så og tog hans hånd og førte den hen til sine læber. Hun kyssede hans knor og kiggede på ham med de blide blågrønne øjne. Det var altid typisk Tatia at sætte sine egne behov til side, hvis nogle havde brug for hende. Og hun ville altid sætte sine egne behov til side for Wade. Tatia slap ikke hans hånd. Hun lod hans hånd ramme hendes kind. Tatia var halv bekymret for hvad hendes problem med sin evne skulle udspille sig i fremtiden, men det hørte ikke til lige nu. Lige nu var hun her. Sammen med Wade, og de to havde brug for hinanden.  "Jeg har savnet dig virkelig meget på min lille tur dog. Virkelig meget." Sagde hun så og satte sig op og svang sig henover ham så hun sad på ham med sine ben på hver side af ham. Det var rart bare at se ham. At tage et kig på ham og vide, at de var her. I live. Hun havde været så tæt på at miste ham. Alt for tæt på det, og den følelse ville hun aldrig opleve igen. Følelsen af at tro at hun havde mistet sit hjem. Tatia sendte ham et strålende smil. Hun var så lykkelig over de var her sammen.
"Ai hod yu in."

Raksha havde fortalt Tatia om hans handlinger, hvis det betrykkede ham at gøre det, var det vel en nødvendighed. Alle prøvede at komme sig over traumatiske oplevelser på forskelligvis. Men en ting havde de tilfælles ved det, de gemte det inde ved dem selv.
Lyden af hans stemme fik hendes hjerte sat på rette spor igen. Der var intet andet sted i denne verden hun kunne føle sig bedre tilpas end ved hans side.
Han sagde intet til, at hun sagde han kunne sige det til hende. Måske var han bare ikke klar til det endnu? Tatia havde følt sig ynkelig over det den første gang, hun havde følt sig helt modsat af hvad Niylah syntes om de handlinger hun havde haft taget i kraft.
"Jeg er sikker, så længe jeg er ved dig." Pointerede hun ganske stille. Han kunne have mistet hende let ja, ligeså let som hun kunne have mistet ham. Det hjemsøgte hende stadigvæk, da han lå livløs på gulvet og de kom for at tage ham væk. Prøv og tænk, hvis de havde ladet ham ligge - så kunne han have været død. Hun kunne have slået dem ud så de ikke tog ham, og så ville hans død være hendes skyld. Tatia slog tanken væk ganske kort.
"Vel, jeg dig at takke for den styrke." Sagde hun med et varmt smil. Det gjorde ondt på hende, at han så noget så kvæstet ud. Ikke at hun selv så bedre ud, men hendes krop var mere eller mindre blevet van til det.

Tatia måtte indrømme, at hun havde savnet det. Deres hud mod hinanden. Det gjorde hende sikker på, at han var i live og at han var her ved hende. Følelsen af hendes hjerte der bankede ekstra på grund af ham. Hvergang han smilte så blev hendes et smule større.
Hvor havde hun savnet dette. At være så tæt på ham. Det var alligevel længe siden og hun længdes sådan efter ham - mere end han nogensinde ville ane. Hænderne imod hendes hofter, tog hende tilbage til søen, det var stadigvæk den samme elektriske følelse - samme sus i hendes mave. Følelsen af hans hænder om hendes ryg, den måde de bevægede sig mod hendes hud. Tatia gengalte det passioneret kys, med samme følelse af savn hun havde haft til ham. De havde været igennem meget, men de var her stadigvæk.
Endelig sagde han noget om det hun havde spurgt om. Tatia var ligeglad hvornår han sagde det, bare han fik sagt noget omkring det. Det var tydeligt at han ikke var glad for at indrømme det. Han slap hende og derved blev hun mere opmærksom.
"De er ikke dit ansvar. Hvad er du nød til?" Spurgte hun ganske stille. Tatia ville ikke have ham til at gøre noget dumt.
"Du er ikke alene." Sagde hun så og bed let sammen. "Du er ikke den eneste som nogle gange er bange for den anden ikke er her." Tilføjede hun og sank en klump.

"Men hvad der skete der, skal ikke have lov til at kontrollere os." Måtte hun pointere. Ja hun søgte hævn selv, men det handlede ikke om hende - det handlede om Wade. Men han var træt.
"Men først skal du altså sove.." Sagde hun let og lænede sig henover ham for at placere sine læber imod hans. "Godnat." Hviskede hun let imod hans læber, før hun rakte ud efter en kanyle som hun havde under sin pude. Hun stak den i hans hals, og sendte væsken i hans system. Så trak hun den og smed den fra sig. Hun fjernede sig ikke fra ham. Nærmere lagde hun sig henover ham, med hovedet mod hans brystkasse. Let nynnede hun med hovedet imod hans bankende hjerte. Det var nok ikke det mest smarte, men hun havde haft det siden hun kom hjem første gang. Faktisk var det Silja som havde givet hende det, en Niylah havde pusset på Tatia - for at hendes ulv kunne få det bedre. Så en god nattesøvn havde været god for hende og ville gavne ham. De kunne tale om hendes handlinger imorgen tidelig. Tatia fald til sidst i søvn til lyden af hans bankende hjerte.

Tatia vågnede op i den samme stilling som hun var faldet i søvn. Hovedet mod det bankende hjerte, hvilket i sidste ende nok var, hvad der havde sikret hende en god søvn. Selvfølgelig var hun ikke glad for at have tvunget ham i søvn, men han havde haft brug for det. Hun havde ikke rykket sig, og egentlig ville han være den eneste til at få hende væk hvis han var irriteret over hendes handlinger - hvilket hun jo godt kunne forstå. På den anden side havde han også drugged hende for hendes bedste - mon han ikke også kunne tilgive hende for at gøre det samme? Let løftede hun hovedet op for at kigge på hans ansigt. I det øjeblik han virkede til at vågne op holdt hun vejret.
"Undskyld.. jeg ved, hvor svært det er at falde i søvn for tiden.. og du havde mere brug for det end mig." Det var det første hun sagde. "Godmorgen." Niylah havde givet dem lidt længere snor efter de var kommet tilbage, for den mentale tilstand var vigtig for dem - så de havde ikke det helt store opgaver for tiden. Raksha tog sig af det med Caleb - eller Audrey. Tatia satte sig op og svang sig ned ved siden af ham. For hvis han ikke ligefrem satte pris på det, ville hun respektere det. Dog fjernede hun ikke blikket fra ham. For Tatia var Wade hendes et og alt - og uden ham ville hun ikke kunne leve. Derfor var hans velbefindende alt afgørende for hende.
"Hvor længe siden er det, at du har snakket med Caleb?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Nogle gange undgik man dem der var tættest på en fordi, at man ikke turde lade dem indse man var såret. Tatia havde ja søgt Wade som den første, men Niylah havde hun gemt sig for. Wade var den eneste hun turde vise sig svag overfor uden at føle at hun ville blive dømt. Hun elskede ham så højt. Det var helt vildt.

//out, der er simpelthen sket for meget med min karakter til jeg kan sætte mig ind i det ^^