Haunted - Logan

Det var mørkt. Træerne vippede frem og tilbage i den vilde blæst, som næsten trak deres rødder op. Det regnede voldsomt - slog ind på træerne som sten, for at kæmpe imod vinden. Der kom hun. Læbende indsmurt i den klistrede tykke væske - blod. Det var tydeligt, at hele hendes ansigt var dækket i en dyb frygt. Hun var udmattet, men kiggede sig utallige gange tilbage - tydeligt, at der var noget eller nogen som jagtede hende, der væggede hendes frygt til live. En mand kom nærmere. Skyggerne dækkede for hans ansigt. Bevægelserne var stille og rolige - som om, at han ikke ønskede at såre hende, men ønskede at nå hende. Som om at han var meget fjern væk fra hende, og hun behøvede at vide hvem han var - men problemet var. Det vidste hun ikke. Det var gemt i en kasse langt væk fra alt det hun kendte.
Andrea løb videre, til hun faldt over en af de mange træers rødder. Hun kom hurtigt på benene igen, og satte after i løb.
"Du kan ikke løbe forevigt Andrea." Råbte stemmen efter hende. Den var hævet - men ikke hård eller ond. Den lød mere hjælpende end farlig. Dog var der ikke tid til at være naiv - hun måtte væk. Til sidst blev hun stoppet af en masse kampesten som var placeret nok til at lukke hende inde.
Andrea vendt sig om i det hendes arm gik et stramt greb om sig. Hun kunne ikke holde det tilbage og skreg op - som var hun påsat den værste smerte. Et ansigt viste sig for hende, og det fik hende til at spare på stemmen. Ansigtet så ikke ud som det mest venlige - ej det koldeste. Hun blev kort åndeløs, inden jorden under hende forsvandt...

Andrea slog blikket op da noget vand blev kastet i hovedet af hende. En drøm. Det hele havde blot været en drøm. Hun ville fjerne vandet fra hendes ansigt - da det gik op for hende, at hendes hænder ikke længere var frie - blikket farede rundt. Så fik hun øje på tre måske fire lejemordere - tyve? Hun havde ingen anelse. Andrea sank kort en klump. Hendes fridage i skoven var vidst mindre irriterende lortedage. "Dronningen er vågen nu Joshua." Sagde den ene og prikkede til den som sad med ryggen til hende ved et bål. Hun fnøs af dem. De trådte tæt på hende, en helt op af hendes ansigt. "Gad vide, hvor meget vi får for dig." Sagde han, hvilket gjorde Andrea flyttede sit hoved lidt tilbage af - før hun så hamrede sit hoved ind i hans, for at få ham til at bakke væk fra hende. Det lykkedes nu ret godt - trods alt havde hun super styrke. "Jeg vil forslå jer i sætter mig fri fra de her lænker - inden jeg personligt skal sørge for, at i aldrig var blevet født. Lorte dæmoner." Vrissede hun af dem og rev kort i lænkerne. Hendes øjne blev stille gyldne, og en knurren slap de ikke for at få fra hende. Hendes klæder var heldigvis ikke de pæne kjoler - det her var noget afslappende 'bonde'tøj hun havde bagerst i sit skab. Andrea kunne aldrig vokse fra skoven og vildet - ligemeget hvor fin hun ville blive. En af dem tog en stykke sølv frem og pressede det ind på midten af hendes bryst - hvilket i sidste ende tvang hende til at give et skrig fra sig. Desværre for langt væk hjemme fra til, at Nicolas ville kunne hører det - Lockheart var hjemme ved Nicolas og Elena - hvor han måske skulle have været med hende - det ville have været smartere. Andrea bed tænderne sammen, og sparede på skrigene om hjælp - for ærligtalt. Hun skulle være heldig hvis der hovedet var andre her ude.

Logan havde været væk fra alting. Det var ikke unaturlig ting for ham, når han ikke længere havde noget et sted, flyttede han væk. Han havde været overbevidst om, Andrea ikke længere ønskede.. Hvad det nu end var de havde, så han var kommet videre. Det havde han gjort lige siden han var vågnet op, og det ville forsætte sådan. Nu gik han her ude i skoven, uden rent faktisk at vide, hvorfor han var der. Han følte sig bare draget af den på en eller anden måde. Han stoppede, da han så en kvinde der var spændt fast. Omkring hende stod der nogle mænd. Han kunne ikke se kvinden ordentligt i mørket, men hun virkede bekendt. Han blev stående, og så hvad der skete. En dronning, det kunne sikkert godt betale sig, at redde sådan en sag. Han blev stående et øjeblik, før han lod begge hans hænder vokse ud af huden på ham, og så lod han de knoglede fingre krybe hen af jorden, indtil de kunne få fat i et ben væk. Han trak dem tilbage og mændene var tvunget til at følge med. Han så nu på de to mænd der lå på jorden foran ham, og satte sig ned ved siden af dem. ”Jeg ved godt, at det er sjovt at lege med kvinder, og at man kan få mange penge ud af en dronning, men tror i virkelig, at en dronning forlader sit hjem, uden en vagt?” Det havde hende her tilsyneladende, ikke det smarteste trick. ”Det er ikke mig. Jeg kan bare godt lide at redde dronninger i nød.” Han klappede dem begge på brystkassen, ”hvis i gerne vil leve, bør i stikke af inden jeg river hjertet ud på jer.”

Han rejste sig op og gik hen til de andre. ”Er det her festen er? Jeg var ikke engang inviteret, det sårer mig dybt.” Han gik hen til de to andre og lagde armene om dem. ”Jeg troede ellers vi var så gode venner.” De så begge på ham med et undrende blik. Han vendte nu blikket imod kvinden, og kunne se hvem det var. Andrea, nu som dronning. Så blev det ikke mere fantastisk. Men hun fortjente trods alt, ikke at være lænket fast på den måde, på trods af hun muligvis ikke følte noget for ham længere. Han forsatte, som om han ikke kendte hende. De kunne have deres genforening når hun var fri. ”Gutter, hvorfor ligger i jer ikke til at sove, så skal jeg nok tage den første vagt.” Den ene mand slog ud efter Logan, men han undveg. ”Eller ikke.” Den helt store kamp var nu i gang, og han havde ikke tid, til at bruge sin evne. I stedet måtte han bruge, sine suveræne kampevner. Han slog den ene mand på kæben, så sparkede han den anden i maven. Det krævede tydeligvis mere at få dem til at stikke af, men Andrea måtte også være mange penge værd nu. Han tog fat i den ene mands nakke, og med en smule besvær, fik han knækket den. Han havde trods alt været varulv engang, så hans styrke var på et middel niveau. Den næste mand kom løbende imod ham, uheldigvis, havde han ikke overvejet at der var et bål lige bag ved Logan. Logan trådte blot til side, og manden løb direkte ind i flammerne. Idiot. Logan gik nu hen til Andrea og fandt et barberblad frem. Heldigt han altid havde sådan et på sig. Han begyndte at lirke låsene på kæderne op. ”Dronning hva?” Han fjernede de sidste kæder og rakte en hånd frem til hende, for at hjælpe hende op at stå. ”Er du okay?” Han bekymrede sig stadig om hende, og ville sikkert altid gøre det. Hun var hans episke kærlighed.

Hun kiggede blot. Åndeløst til, mens manden ordnede vagterne. Hun kunne se fra profilen af manden - at det var ham fra hendes drøm. Da han ende løsnede lænkerne fra hende, tog hun imod hans hånd. Uden at kigge ham i øjnene rejste hun sig op. "Undskyld.. Jeg.." Hun slog blikket op i hans øjne, og blev atter åndeløs - men på en helt anden måde. "Logan." blinkede hun overraskende, og mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre afsted. Alt kom tilbage til hende nu. Deres børn. Dem han aldrig havde kendt. Som nu var ved hendes magtliderlige forældre. Hvor egoistisk hun for engang skyld havde været. Alt kom tilbage til hende i den enkle øjenkontakt. Hendes forældre havde taget alle hendes chancer for at finde Logan igen. "Je..jeg.." Hun kunne slet ikke finde sine ord - de var tabt allerede da hun så ham i øjnene. Aria og Jean. Det havde hun kaldt dem - kongen troede trods alt det var hans børn - og de måtte kaldes efter hans ønske dengang. Så døde han. Til hendes held kunne man vel sige. Andrea tog en drejning i akavethederne og kastede sig i armene på ham - som havde de ikke set hinanden i evigheder - hvilket de heller ikke havde. "Jeg. Jeg har savnet dig så meget." Det havde hun. Trods alt så meget, hun havdde ladet hendes minder med ham smutte. Måske savnet ham for meget. Så efter lidt tid trak hun sig ud af favnen på ham og kiggede ham dybt i øjnene. Hvorfor skulle hun have så svært ved at gøre det rigtige her. Et venligt håndtryg var heller ikke rigtigt, men ej forkert. I stedet sprang hun en masse trin over, og sprang direkte frem til og pressede sine læber imod hans i et dybt følelsesfyldt kys - fyldt med begær - frygt - sorg og ikke mindst kærlighed. Efter trak hun sig let væk.
"Undskyld... det.." Hun trådte et skridt væk og vidste slet ikke hvad hun skulle sige nu.

Hun opførte sig underligt. Det kunne han se, lige så snart hun åbnede munden. Men så lige pludselig, ændrede der sig noget i hendes blik. Hvad det var, var han ikke sikker på endnu, men det var tydeligvis til hans fordel. Han nikkede da hun sagde hans navn. Hun var målløs, men hvorfor? ”Andrea..” Han nåede ikke at sige mere, før hun tilstod hendes savn til ham, og kastede sig i armene på ham. Han lagde armene om hende og holdte hende tæt, indtil hun trak sig væk fra krammet. ”Jeg har også savnet dig. Virkelig meget, men vi bør nok snakke om...” Nu blev hans ord afbrudt af et kys, et meget følelsesmæssigt kys. Han stod tilbage og så på hende med et blik der i et øjeblik var forvirret, men i det næste var målrettet. Han vidste hvad han ville have, og han ville ikke lade Andreas undskyldning stå i vejen for det. Han trådte det skridt frem, som hun selv havde trådt tilbage, lagde en hånd om på hendes lænd og skubbede hende tættere på ham. ”Du skal ikke undskylde.” Han forsatte nu kysset, hvor hun havde sluppet det. Han vidste ikke hvad der var sket i deres forhold, men det var tydeligt, at deres følelser for hinanden var gengældt, og han havde ikke lyst til at være væk fra hende. Ikke længere. Han lod hans læber omfavne hendes, og i et sekund, virkede det som om, der ikke længere var en Andrea og en Logan. De var Andrea&Logan. Smeltet sammen, indtil de igen måtte komme op efter luft. Han stoppede kysset, men rykkede sig ikke en millimeter væk fra hende. ”Jeg har også savnet dig.” Han holdte om hende, og havde ikke tænkt at slippe hende lige med det samme. Logan var egentligt ligeglad med hendes titel og det faktum at hun sikkert boede i et kæmpe hus eller måske endda et slot og at hun til hverdag reagerede en by. Det eneste han ikke var ligeglad med, var Andrea. Den person hun var, og den han var blevet så vanvittigt forelsket i. Det var kun hende der betød noget.

Næsten et år. Og sådan her stod de. Smeltet sammen. Kærligheden fandt sin vej. Alting fandt sin vej til sådan det skulle være. Og de havde fundet hinanden igen. Hvilket måtte være et tegn. Det måtte det være det kunne ikke være andet. Andrea gengalt kysset uden at tøve - den kemi imellem dem. Ilden der brandte i hendes bryst over den følelse hun havde omkring ham - de følelser. Hvordan det gav hende små stød indeni - hun havde savnet ham helt ufatteligt. Hun nød at stå tæt på ham. Men havde ret de havde en masse at snakke om. "Der er noget du er nød til at vide, og det er ret vigtigt.. forstår du.." Hun rømmede sig kort. "Et du må ikke tro, at jeg gav op på os. Mine magtliderlige forældre, valgte at sætte mig op med den tidligere konge af Sunfury City, han døde. Så nu jeg alene på tronen." Sagde hun og kiggede ham stadigvæk i øjnene. "To. Du er nød til at hjælpe mig med at finde Aria og Jean. De hos mine forældre - af alle steder i verden. Og før du spørger hvem - så skal du vide, det er dine.. mine.. vores? børn." Det var lidt svært at komme ud med. Men hvis Mason havde fundet ud af sandheden omkring de børn - kunne hendes hoved have været på et spyd lige nu - så hun havde selvfølgelig ikke sagt noget til nogen.Sandheden frem for alt - nu havde hun fået sagt det hun skulle sige - medmindre han havde spørgsmål.

Logan trak sig en smule væk, da hun begyndte at tale, så han kunne se direkte på hende. Det første var ikke så slemt. Det var ikke hendes skyld, og han havde lært at leve med idéen om at være væk fra hende, det ville ikke tage lang tid, at være i hendes liv igen. ”Okay,” han nikkede til hende og lyttede videre. Nu chokerede det ham. Aria og Jean, deres børn, magtliderlige forældre. Det var noget af en mundfuld at sluge, så han stod længe bare og så ud i luften. ”Tvillinger,” var det første han sagde. Han var far og så til tvillinger. Han havde ikke meget at sige til sagen. Det var stadig svært at fatte. ”Jeg ved ikke..” Han tog en dyb indånding og så på Andrea. ”Vi kan ikke lade dem blive hos dine forældre. Jeg tager dem. De har brug for at være ved os.” Han kunne ikke lide tanken om, at de var hos hendes forældre. Især ikke, hvis de var så forfærdelige, som Andrea fik dem til at lyde til. Hvem vidste hvad der kunne ske med dem, hvis de blev der. Han tog en dyb indånding og så sig omkring. ”Jeg henter dem. Lige nu. Hvor bor dine forældre?” Han var meget målbevidst, især når det handlede om familie. Han havde ingen familie tilbage, og han havde ikke lyst til at miste den smule han havde. Andrea var hans familie, det eneste der betød noget for ham. Hende og børnene, men det var bare noget andet, når det var blod. Så selvom han elskede Andrea overalt på jorden, var hans blod lige så vigtigt.

Hun var mere end enig. Hvorfor hun havde placeret dem der for et halvt år siden var heller ikke ligefrem til at få frem i hendes minder - men nu skulle de hentes. Specielt efter det sidste besøg hos hendes forældre. "Hvordan vil du finde vej derhen, hvis du ikke kender vejen. Jeg går med dig. Hvis en fremmed ikke varulv træder ind i landsbyen ved nattid - så er der stor chance for et angreb. To sekunder." Hun lukkede kort øjnene og mumlede svagt Lockheart. Logan måtte dø i spænding for at finde ud af hvorfor - men Andrea kaldte jo bare på den kære drage."Så lad os se at komme afsted." Sagde hun og begyndte at gå.
Det varrede ikke længe - måske en time før de kom til indgangen af en landsby - mørklagt. Så snart de så Andrea - lukkede de uden at spørge hende og Logan ind. Logan kunne have startet krig ved at komme her alene. "Bare hold dig til mig. Og hvad end du gør. Så dræb ikke nogen. Man kan have lyst til det, men gør det ikke." Sagde hun. Det var vigtigt ikke at starte krig. Angela havde gjort det engang - og hendes onkel torturede hende for det - og Logan fortjente ikke samme omgang.
Det store hus - ikke så stort som hendes slot - men stort hus, stod i midten af det hele - som var det centrummet. Andrea hørte dog noget omme bagved. Noget som snart skulle sætte hele hendes liv i et nyt twist. Omme bagved ved brønden, hørte hun et barn græde - og så blev det stille. Uhyggeligt stille. Andrea stoppede hele hendes tanke gang og for der om. Det eneste hun så var den kvinde der trak noget op af brønden. Andrea stoppede i skyggerne og kiggede da hun løftede to børn op af spanden og placerede dem på et tæppe. Hendes instinkter som både varulv og mor trådte ind - og hun spurtede derhen og skubbede kvinden væk. Dog sprang hun tilbage da hun så ned på tæppet. Hun kunne genkende de små ansigter. Det tomme blik i øjnene. Der var intet liv tilbage - alt liv suget ud af deres små kroppe. Andrea kunne ikke få vejret. Hun vendte sig om og kiggede på kvinden - og blev mere forarvet da hun så sin egen mor der havde stået for det her. Andreas øjne blev gyldne - bare sådan uden videre. "Du løj for mig..." Hviskede hun svagt faldt til sine knæ foran tæppet. "Kom tilbage... please.. kom tilbage til mig." Hun bukkede sig ned med hovedet imod tæppet hvor de små lagde. Hun kunne slet ikke få luft - hun græd så lydløst - men det gjorde ikke hendes gråd mindre smerefuld - snart værre. Til hun så skreg op af smerten og knyttede sine hænder. Victoria var også død - og nu dem. Måske skulle hun bare have spurgt Nicolas dengang om han ville passe på dem - så havde de været i sikre hænder - i stedet for hun havde sendt hendes egne børn til døden.
Lockheart var hurtigt fremme - specielt efter skriget. Han landede ved Andrea og lænede sig op af hende. Andrea kiggede op og så over på sin mor. "Lockheart. Den kvinde der. Hun har ikke været speciel 'sød' ved mig. Jeg ønsker ikke at se hende igen." Sagde hun koldt og næsten tom for følelser i sit ansigt. Lockheart brælede af kvinden, Jenna. Næste gang han åbnede gabet kom der flammer ud, som ramte kvindens hud - og sendte hende efter en lang pine ind i en dyb og evig søvn. Andrea selv slukkede flammerne, og vendte så opmærksomheden tilbage mod børnene. "J..jeg er så ked af det Logan.." Hun kunne føle hans smerte nærmest - også dog ikke - men hun forstod godt, hvis han var ked af det lige nu - det var hun trods alt også selv. Så brød tårerne løs igen, og Lockheart lagde sig ned tæt op af Andreas side - og kiggede opmærksomt på - hvis der skulle komme nogen forbi - hvis der kom nogen så skræmte han dem væk med lidt ild for fødderne af dem.

Logan kunne godt se, at det ikke ville være let, at finde hen til landsbyen alene, men han kunne bare ikke holde tanken om hans børn i det hus ud. Han havde kendt til deres eksistens i få minutter, men det var nok, til at give ham en stor trang til at beskytte dem, passe dem, være der for dem. Han fulgte Andrea, og gjorde som hun sagde. Han holdte lav profil, selvom hver en nerve i hans krop, skreg efter at finde børnene med det samme. Han stoppede op ved det samme hus som Andrea gjorde, barnegråden skabte først en lykkefølelse i ham. Så vidste han de var der. Men så blev der stille. Han gik efter Andrea om bag huset, og kastede et enkelt blik på de små, blege babyer. Han havde ikke engang holdt dem endnu. Han havde ikke set dem smile, hørt dem grine, set dem bevæge sig. Nu var de bare væk, og et stort, tomt, mørkt hul åbnede sig inden i ham. Men han var ikke kun i sorg. Han var vred, han oplevede en vrede, det brændte så dybt i ham, at han ikke kunne kontrollere den. En drage kom og gjorde, præcis det han selv havde ønsket. Dræbte hans børns morder. Men det var ikke nok. Han følte sig ikke bedre tilpas. ”Du bliver nød til at gå. Lige nu,” sagde han til Andrea, dog uden at se på hende. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende, hvad han havde planlagt, men det var for farligt for hende at være der. Især med hendes høje status. Han var ligeglad med hvad konsekvenserne kunne være, han ville bare have hævn. Han tog en dyb indånding og gik hen imod huset, og smadrede fordøren. Han vidste, at det om et øjeblik ville vrimle med vrede varulve, men han kunne ikke være mere ligeglad. Han gik ind i huset, fandt køkkenet og fyldte en stor kande med vand. Han kunne blive noget så sadistisk, hvis han for alvor blev vred, og der var ikke noget der kunne gøre ham vredere, end tabet af hans børn. Mordet på hans børn. Han søgte efter Andreas far. Han ville ikke dræbe ham helt, det ville han overlade til Andrea, men han havde bare brug for at afreagere. Logan fandt ham ovenpå, og gik hen til ham med hurtige skridt. ”Du dræbte dem. Du er en morder. Du vidste hun ville gøre det. Dine egne børnebørn!” Logan brugte hans evne og forlængede knoglerne i hans fødder, så de kunne holde hams fast, mens han brugte hans ene hånd, til at holde hans mund åben. ”Vil du vide hvordan det føles at drukne?” Han begyndte at hælde vand ned i mandens gab, og vidste en stor del af det, ville ende i hans lunger. Efter en masse tid, stoppede han med at hælde, og Andreas far begyndte at hoste og hive efter vejret. Logan trak ham nedenunder og udenfor, som tænkt, stod der en masse varulve. ”Kom bare og tag mig, men så dør han.” Logan begyndte at trække ham op bagved, for at tjekke om Andrea stadig var der.

Andreas tåre stoppede så snart Logan bad hende om at gå. Hun rystede let på hovedet - og fløj op på benene da Logan brød ind til hendes hus. Serena var måske derinde - eller Noa. Hvad hvis hans vrede sårede dem? Derforløb hun så hurtigt hun kunne indenfor efter Logan. Hun kiggede omkring til hun hørte hendes far hoste. Hun massede sig igennem den flok varulve tjenestefolk som stod og så på. "Logan.." Mumlede hun svangt inden hun skubbede ham til siden, så hendes far kunne få luft. "Se på mig. Logan. Tag et kig ind i mine øjne lige nu." Hun prøvede trods alt bare at få ham til at slappe af. Det var sjovt - hvor meget hun ikke ønskede at andre end hende skulle dræbe nogen fra sin familie. Fordi - hun havde trods alt brugt år på at lede efter dem. "Din vrede føre dig ingen steder. Jeg forstår din smerte okay? Og jeg er her for dig, men lad mig ordne min familie." Sagde hun stille og roligt, og vendte så sig om. "Gå tilbage til jeres rum. Der er intet at se her." Sagde hun til varulvene som stod med åbne munde. De tøvede lidt. "Gør det." Sagde hun lidt mere bestemt, og folkene vendte sig rundt og gik. Andrea gik over og rev sin far på benene og kiggede ham i øjnene. "Vidste du noget om det?" Spurgte hun inden hun slog ham hårdt på siden af ansigtet. "Vidste du noget om det?!" Vrissede hun. Lockheart kom stille gående indenfor og brummede arrigt. Joshua hostede stadigvæk men rystede på hovedet. "Hun..hun..mente.. at de var..bastader.. jegvidste ikke." Han faldt til jorden hostende. Andrea sukkede let, og vendte sig mod Logan. Så tog hun en masse tæpper og gik udenfor. Hun lagde tæpperne trygt og godt omkring børnene - og så længere fremme en smuk hvid fjer. Andrea kravlede hen til den og tog den stille op - den talte nærmest til hende - så hun gemte den i hendes tøj, inden hun dækkede børnenes ansigter stille til og løftede tæpperne op. "Du kan tage med til Sunfury City. Jeg har en plan om at begrave dem der. Men... jeg forstår godt, hvis du ikke vil se på mig mere." Trods alt var det hende som havde været dum nok til at give hendes forældre lidt af hendes tillid - og hendes mor havde svigtet hende totalt. Hendes far var streng - men han ville aldrig kunne finde på at dræbe så børn. Andrea bed sig kort i læben og ventede på Logan ville sige noget til hende.

Logan blev ved med at prøve at drukne manden, indtil Andrea skubbede ham væk. Han følte ikke kun vrede, men også sorg, fortvivlelse og mest af alt, et stort hul i hans hjerte, kun hans børn kunne fylde. Han blev stående og så tomt ud i luften, men han hørte hvert et ord der blev sagt. Først da Andrea gik ud, bevægede han sig. Logan stillede sig op af muren til huset, mens han trak vejret i så rolige trækninger som muligt. Han lyttede atter til hendes stemme, men hendes ord forargede ham. Han ville aldrig ønske at stoppe med at se hende. Han gik hen til hende og lagde en hånd på hendes hals. ”Jeg har aldrig haft mere lyst til at være tæt på dig.” Logan bebrejdede på ingen måde Andrea, hun forsøgte bare at gøre det bedste. Det eneste der her viste, var blot at hun var et menneske, og at han virkelig elskede hende. Den eneste han havde lyst til at være omkring lige nu, var Andrea. Hans største kærlighed. Logan så hende dybt i øjnene og strøg en vildfaren hårtot om bag hendes øre. ”Jeg bebrejder dig ikke.” Han lod blidt sine læber røre hendes, blot for at understrege hans pointe og så fordi han havde brug for hende tæt på sig. Selvom han følte sig knust, ville han ikke vise det med det samme. Ikke før han var alene med Andrea, men selv på det tidspunkt, ville han måske begrave sine følelser. Det var det han var bedst til. Men det var også utrolig usundt for hans psykiske velbefindende, og han var udmærket klar over det. Men det virkede bare lettere at gemme det væk. Han var dog ikke sikker på, om det var muligt at gøre med dette. Smerten var for stor. Logan så ned på tæppet hun havde i armene. ”Må jeg?” Han lagde en hånd på tæppet. Han havde bare brug for at holde dem, bare en gang.