You are kinda weird... i like you - Gerag

Tid - Ud på aften, mørket har allerede overtaget.
Sted - Ashen Wood Forest, i en lille enmands camp
Vejr - Koldt, regner og blæser.
Omgivelser - Træer og pæle af træer rundt i en mindre cirkel
Påklædning - Avatars påklædning

Selvom det regnede, selvom det var koldt og blæsende, så ramte det ikke Sky på nogen måde, selvom hun var så let klædt, hun havde ikke megen tøj på overhovedet, dog ramte kulden hende stadig ikke. Det var efter så mange års væren i skoven, uden noget at varme sig med, kun det tøj hun blev efterladt med, og det voksede hun fra efter et stykke tid, så hun måtte lave noget nyt, og det var ikke det helt store man ville lave, så hun måtte nøjes med det hun kunne få.
Hun havde overlevet alle de vintre der var kommet, de første par vintre var hårde, men de blev nemmere og nemmere at klare, hun vidste hvordan hun skulle forberede sig på det hele, mad og hendes camp, alt havde hun forberedt allerede nu.
Hun havde fået en masse kød op og hænge, skindet dem, så hun kunne lave tæpper ud af det, til campen for ikke at fryse alt for meget.
Hun var ligeså stille ved at forberede sig, selvom det var lidt væk, der var ikke komme sne endnu, dog håbede hun heller ikke at sne var lige om hjørnet, for hun kunne ikke fordrage sne, hun hade det, så derfor dækkede hun altid sin lille camp, med nogle skind oven på, som tag, så sneen ikke nåede hende på nogen måde, andet end hvis hun selvfølgelig gik ud af campen, men det gjorde hun aldrig om vinteren, hun var som et dyr, hun holdte vinterhig, det var nu ret så dejligt, samle en masse mad, leve af det, indtil vinteren var ovre, det var altid så... afslappende og så var det kun hende, ingen andre, hun nød allermest sit eget selvskab, hendes selvskab var det bedste hun vidste, mest fordi hun ikke havde nogen kendskaber til andres selvskaber, men det var en helt anden historie.
Hun stod og hang det kød hun indtil videre havde fundet, op på nogle spyd, der stod på ræderrakke, lige ved siden af hendes lille camp. Hun havde sin bue og pil, liggende lige ved siden af hende, hun holde dem aldrig ude af syne, dog havde hun stadig sine knive, næsten så store til at kunne være sværd, på hver side af hendes hofter, bare hvis der skulle komme nogle og tro at de kunne overraske hende, men hun var skam parat, det var hun jo altid.

Gerag af Thun var jæger, men han var også en ork. Det var ikke noget han blev nød til at sige, da det var meget tydeligt. Han var stor på alle måder af ordet på nært fedt indhold, hans hud var grøn med røde slangende tatoveringer over hans krop. Han havde 2 hjem, et stort hus i rotten root som de afdøde mennesker der boede der før ham ikke brugte mere, sandt det var ham der havde hakket dem i stykker med en meget stor økse. Siden han var kommet til fastlandet havde han fundet ud af at hans brutale måder ikke var den bedste måde at få allierede på. Dog var det svært ikke at have slaver så dem gemte han væk i hans kælder. Gerag gik rundt i skoven med sit armbryst, der nok for mindre folk skulle være monteret på et stativ. Et skud vislede gennem luften og plantede sig i nakken på et rådyr. Han slyngede sit armbryst over skulderen og trak skudet ud af nakken og tørrede blodet af den før han satte den fast i sit bælte. Han trak sin kniv som var halvmåne formet med savtakker på ydersiden og begyndte at flå dyret.

Noget fangede Skys følsomme øres opmærksomhed, og hendes gode lugtesans interesse. Hun vende sig lidt væk fra sin camp, hun var ved at sætte i stand.
Hun bukkede sig ned og tog sin bue op og tog sine pile på ryggen.
Sky var en der beskyttede hvad hun havde, lige meget hvad for et slags væsen det var, lige meget hvor gammel det væsen så var, om det var et lille barn, ung voksen, eller en gammel ældre dame, så ville hun slå til uden nåde, for sådan var hun, sådan var hun opdraget, ude i den kolde og kyniske natur, som hun holde så meget af.
Hendes øre begyndte at bevæge sig, rotere i flere veje, for at fange den lyd hun havde opfanget før.
Hun gik med raske og bestemte skridt mod lyden, til sidst hoppede hun op i nogle træer, for ikke at blive set, træerne sad tætte på hinanden, så det var meget nemt at hoppe fra træ til træ, og det var især nemt at gemme sig i dem.
Hendes lugtesans opfangede den samme duft der havde kærtegnet den før, det var blod, den søde duft af blod, jern, mmm hun elskede den duft.
Hun kiggede ned fra sit træ, det var det højeste og tykkeste i miles omkreds.
Hun fik øje på en ret høj mand, og der gik ikke lang tid før at mandens farve fik hende til at hæve et bryn.
Han var helt grøn, ikke at hun skulle tale, hun var helt lilla, men grøn havde hun dog aldrig set før.
Hendes interesse for denne person blev vækket med det samme, let og elegant, hoppede hun ned fra træet, lydløst havde hun bevæget sig ind på ham.
Hun kunne se hvad han lavede nu, han havde gjorde sin mad klar, det hun havde hørt, var helt sikkert at han havde skudt dyret.
Hun hævede sin bue, spændt en pil op og rettede den mod manden.
Hendes røde flammende øjne, brændte sig ind i ham, som hun kiggede meget intenst og truende på ham.
"Ya naa lle"(hvem er du?) spurgte hun med en høj og bestemt stemme, tydeligt rettet mod ham. Hun regnede nu ikke med at han forstod det, men det var altid hendes måde at kommunikere med hendes fjender eller fremmede på.

den våde lyd af kød der blev flået fra knogler kunne stadig høres omkring hvor han sad, han brugte kniven til at vippe ind under huden på den og skære den fri før han trak skindet væk og begyndte at flå kødet fra knoglen da han hørte noget bag ham der meget lød som elver. Perfekt, lige hvad han skulle bruge, en spids øre med attitude over for ham.
Han rejste sig op fra sin knælende position, han så på denne sort elver af alle ting, faktisk de elvere han kunne bedst med. Han stirrede på hende med røde øjne der kunne få en bjørn til at stoppe op og overveje sit liv. Han så lige på den kvinde der holdt en pil mod ham og han blinkede ikke "smid buen spids øre" han var rolig men lavede ikke nogen pludselige bevægelser.

Hun strammede sin bue endnu mere og gjorde nærmest klar til at skyde ham, da han rejste sig og vende sig mod hende, hun kiggede op og ned af manden, som var betydeligt højere end hende, men det gjorde hende skam ingen ting, det var ikke fordi hun følte sig på nogen måde truet af det, jo større udfordring der var, jo bedre.
Hun hævede et bryn og grinte let, da han sagde at hun skulle smide hendes bue.
Hun rystede på hovedet af ham, hun ville skam ikke smide sin bue, var han da sindssyg, troede han virkelig på at hun bare ville smide den, fordi han sagde det til hende, latterligt.
"lle naa eina"(du er sjov) sagde hun og grinte lidt igen, mens hendes øjne bare holde øjenkontakt med ham, uden at på noget tidspunkt søge hen mod et andet sted.
Hun havde stadig sin bue spændt og pil parat til at ramme lige mellem hans øjne, hvis det var det hun besluttede.

hans øjne blev roligere da han så på hende noget mere og slog så over på elversprog "jeg snakker ganske godt elver spidsøre, jeg har intet mod dig, faktisk er din slags den eneste slags elver jeg ikke strangulere på stedet" han smed sin kniv i jorden for at vise han ikke ville angribe og derefter smed sin armbryst over til hende, ikke fordi han havde brug for våben for at slå en elver selv om hun så havde en ballista pegende mod ham. Han stirrede på hende og holdt fokus på pilen, så vidt han kunne se var den pegende lige mod hans ansigt, i en rolig bevægelse satte han sig ned på stubben "hvorfor angribe mig, hvis du ikke vil have folk jager på dit territorium så sæt et opslag op eller et skilt "advarsel, psykopat elver med en bue og pil"" han så på hende med et roligt smil før han tog sin kniv og begyndte at flå dyret igen.

Et let hævet øjenbryn og et fnys kom fra hende, da han begyndte at snakke på elvisk til hende. Hun rystede på hovedet af ham. Hun smilede dog lidt da han sagde at sortelvere som hende, åbenbart var de eneste han ikke lige dræbte på stedet.
Hun sænkede sin bue, lod den løsne sig og lagde pilen om i beholderen igen. Hun lod sin bue hvile lidt ved siden side, hun lod den ikke slippe..
Hun kiggede tavst til da han smed sin kniv fra sig og sit armbryst hen til hende. Hun valgte at han ikke var en trussel imod hende, i hvert fald ikke lige i dette øjeblik.
Hun holde øje med ham, da han satte sig ned og begyndte at tale til hende.
Hun grinede lidt af det han sagde, hun var skam glad for at der var nogen der kom og jagede ved hende sted, det betød bare mere mad for hende, hvis altså det var et væsen som hun gad at spise.
Hun valgte at snakke helt normalt til ham, hun kunne sagtens menneske sprog, hun havde lært det gennem årene hun havde lyttet til det, folk blev altid ret så overraskede når hun talte til dem, som om hun var helt normal.
"Jeg har ikke lyst til at advare dem, de er velkomne her, så længe jeg får lov til at æde dem" sagde hun og smilede til ham. "og desuden angreb jeg dig ikke... jeg ville blot finde ud af hvad du var for en, om du var til at spise, men det er du tydeligvis ikke med den farve, er du rådden?" spurgte hun undrende, for det meste blev mad grønt når det begyndte at gå i forrådendelse, måske var han rådden? Hun vidste det ikke, måske var det bare hans races farve, men hvad for en race var han mon, hun havde ikke set en ligne ham i så længe hun havde levet, og det var ret så lang tid.