Måneskin og Skygger - Kali

Tid: 23:55
Sted: Dybt i The Forest
Omgivelse: Enorme egetræer på alle side, og nede i krattet gemmer sig mystiske buske og planter med helende evner.
Vejr: Skyfri nattehimmel - Fuldmåne

Elli havde planlagt turen ind i The Forest længe. Alle tegnene var der for, at det ville blive en perfekt aften til plukning af Måneblomsten. Det var en plante hun første gang var støt på i lærer hos en af Forestinas bedste healere og først nu havde hun lært at perfektere høstningen af denne.
Hun gik igennem den stille skov, hvor den eneste lyd var vindens hviskende stemme i bladene. Eli havde sit hår løst-hængende ned over sine skuldre, til en forandring fra den sædvanelige opsatte knold. Man kan ikke have håret løst når man tilser patienter.
Hun havde fundet stiklingen til Måneblomsten for tre uger siden og var nærmest estatisk over endelig at kunne se den folde sig ud, forefter at plukke den. Måneblomsten havde mange kvaliteter, men dens specialitet var heling af indre sår. Elli havde undersøgt muligheder for alternativ behandling og havde da også opdaget, at man kunne operere på visse sår. Men når det skulle gå hurtigt var Måneblomsten bedst.
Hun var nu afviget fra den lille skovsti og nærmede sig lysningen hvori blomsten befandt sig. Hendes skridt blev hurtigere da hun opdagede månens placering. Hun skulle plukke blomsten præcis ved midnat, ellers mistede den nogle af dens kræfter.
Elli stoppede brat op. Hun stod i udkanten af lysningen og kunne se blomsten gro på en gammel sten. Men hun var ikke alene.
Hendes sanser opfangede en fremmed lugt, der umuligt kunne stamme fra et dyr. Vindens hviskende stemme blev erstattet af et hæst, tungt åndedræt. Elli fór afsted mod blomsten af frygt for, at der var en anden healer, der havde opdaget den lille sjældenhed.

Kali lå bevistløs i skyggen af et stort egetræ, hun blødte fra de mange sår over alt på hendes krop, hun havde to pile gennem venstre skulder, en lang rift på hendes højre arm, som havde skadet pulsåren, et par knivstik i maven (ingen indre organer blev skadet) og sidst men ikke mindst havde hun et sværdhuk i hendes venstre lår, som skar ind til hendes lårknogle, hun var bevistløs fordi hun havde mistet store mængder af blod.
tre timer tidligere
hun havde fået skaderne da hun flygtede sortelverne, først havde hun fået såret på armen da hun påkaldte ulveånden, så havde hun fået sværdhukket, da hun havde prøvet at overmande en sortelver vagt, mens hendes ulveånd tog sig af en anden vagt,.
Som den tredje skade havde hun fået knivstikende da en sortelver andgreb hende ovenfra, men hun fik kæmpet sig fri og løb mod skoven, sortelveren gad ikke løbe efter hende så han løftede sin bue og skød hurtig to pile i ryggen af hende.
Han troede hun var død så han gad ikke tække om hun var i live eller ej, og han tog videre sammen med de andre sortelver slavejægere (de jager undslupene slaver)

Elli stod over blomsten, netop som midnat kom, og hurtigt ud fra hendes taske hev hun en saks. I det sekund blomsten sprang ud var hun over den. Hun holdte den i hendes hænder som var den glas. Den skinnede i en klar hvid farve, næsten ligesom stjernerne på himlen. Hvis det ikke havde været for en bevægelse i hendes øjenkrog kunne hun have stirret på den længe. Ude under et af de største egetræer var der noget som bevægede sig ved dets rødder. Hun gispede da hun indså at skikkelsen var en såret. "Ed' i'ear ar' elenea!" (Oversæt: Ved havet og stjernerne, elvisk udråb)
Hun lagde forsigtigt den dyrebare blomst ned i en beholder hun havde bragt med sig, før hun skyndte sig over til skikkelsen.
Elli havde set meget gennem sine rejser, men alligevel blev hun chokeret over den enorme mængde blod, der dækkede, hvad der viste sig at være en ung kvinde. Hun viste at hun måtte handle hurtigt hvis kvinden skulle have en chance. Umildbart kunne Elli tælle syv sår, og der var ingen måde for hende at vide om der var indre beskadigelse.
I det hun bøjede sig ind over kvinden - nej, hun lignede blot et pigebarn som hun lå der - bandt Elli en snor fra hendes håndled om hendes hår.
Forsigtigt lagde hun en hånd på pigen skulder.
"Fortæl mig, pige, hvad er der dog sket?" Hun håbede, at pigen stadig var ved bevidsthed. Det virkede ikke sådan.
Straks gik hun igang med sin behandlig. Hun forbandede sig selv langt væk over ikke at have taget sin hest med sig, for at kunne transportere pigen tilbage til Forestina. Samtidig frygtede Elli dog, at hvis hun forsøgte at flytte på pigen ville hun dø.
Hun hev alle de helende urter hun kendte frem fra sin taske og gik i gang. Hun takkede guderne for at have valgt vandmagibogen og hviskede "Ilit nag Hydratan". Vand begynte at løbe fra hendes ene hånd og hun rensede de åbne sår. Derefter begyndte hun at blande en grødmasse, der kunne bruges som forbinding. Det tærede hårdt på hendes energi at skulle rense så mange sår på så kort tid.
Hun følte det som om hun arbejede i flere timer, men pigen ville stadig ikke vende tilbage til bevidsthed.
Ud af sin øjenkrog skævede hun til beholderen med Måneblomsten.

Kali vågnede da et eller andet koldt kom i hendes sår, hun vågnede med et sæt og så en elver kvinde side i nærheden, dette fik hende til at gå i panik (hun har aldrig mødt andre elvere end sortelvere og de har lige prøvet at dræbe hende) hendes panik fik hendes hjerte til at påmpe hurtigere så hendes så blødte stærkere (pilesårende bløder ikke så kræfrig da der er pile i den som forhindre blodet i at strømme)
Kali prøvede at trække sin kniv for at forsvare sig, men hendes hænder havde ikke styrken til at holde fast i den og den faldt fra hendes hånd, hun prøvede også at sige noget, men alt der kom ud af hendes mun var nogle smærtefulde støn
hvad mon kvinden vil gøre ved mig tænkte Kali hun vidste at selv hvis hun fik fat i kniven igen, hvade hun værken styrken til at slåds eller påkalde ulveånden til at slåds for sig.
Der var først da at Kila opdagede at henes sår var blevet forbundet (jeg gætter på at du prøvede at stoppe blødninen med forbindinger) dette forvirede Kali, hvorfor ville en elverkvinde helbrede en halvelver slave, som lige var undsluppet det gav jo overhovedt ingen mening, måske ville hun sørge for at Kali overlevede så hun kunne sælges igen eller holdes i live så hun kunne blive tortureret

Elli stivnede ved det første tegn på liv i pigen. Hun var midt i at fjerne pilene fra pigens ryg for at sætte i stedet dække sårene med forbindingsgrødmassen. Pigen var tydeligvis i smerte, og det i det korte glimt Elli fik af pigens øjne var fyldt med panik og forvirring. Elli besluttede sig for at blive færdig med forbindingerne før hun ville forsøge at snakke med pigen.
Der var lidt modstand i den sårede så det krævede ekstra af Elli at holde hende nede mens hun forbandt de sidste sår.
Et suk undslap Ellis læbe da den sidste forbinding tørrede ind på pigens krop. Det burde holde. Hun tørrede lidt sved af sin pande, og satte sig om foran pigen.
"Mellon. Hvad er der sket?" Spurgte hun stille. "Jeg er Eliea af The Forest. Jeg er en healer. Jeg vil ikke gøre dig fortræd."

Kali viste ikke hvordan hun skulle reagere, men da hun vidste at hun var i denne kvindes magt ville hun prøve at være høflig ''Saesa omentien lle'' (en glæde at møde dig på elvisk), hendes elvisk er flydene, det er tydelig at det er hendes modersmål, men hendes kropssprog viste tydelig at hun var bange ''amessë Kali'' (mit navn er Kali)
hun prøvede at finde ud af, hvorfor elveren var rar mod hende (sortelvere behandler ikke halvelvere særlig pænt), hun prøvede at sætte sig op, men hun havde ikke krafterne til at komme op.
''Mankoi lle uma tanya'' (hvorfor gjorde du det, hun referere til at du hælbræder hende) sagde hun forviret

Elli blev chokeret over at den sårede pige overhovedet havde kræfter til at komme med høflighedsfraser. Specielt fordi hendes øjne lignede de af et skræmt dådyr.
Elli smilede da pigen sagde hendes navn. Indeni var hun lettet over at hun ikke havde mistet sin hukommelse over sådan en oplevelse som hun må have haft. Og da Kali forsøgte at sætte sig op var Elli klar til at skubbe hende ned igen. Hun skulle hvile sig.
Spørgsmålet kom ikke bag på Elli. Kali lignede ikke én der havde mærket meget næstekærlighed i sit liv. Forsigtigt lagde Elli sin hånd på hendes skulder. Med et smil i stemmen sagde hun, også på elvisk: "Jeg sagde det jo, jeg er healer. Andres helbred er vigtigt for mig. Og du havde jo brug for hjælp. Jeg ved ikke hvad der er sket med dig, men jeg lover dig at jeg nok skal få dig i sikkerhed. Jeg skal dog vide hvem der har gjort det her imod dig. Og hvem er du?"

(Kali har sagt sit navn, i slutningen af linje 4)
(du ville finde at hendes ryg er fyldt med ar efter at hun er blive pisket og hendes underarme har en masse ar som linder at hun har cuttet)
Kali kunne slet ikke forsestille sig en elver, som ønskede at hjælpe andre, og slet ikke en halvelver, hun turde heller ikke sige at hun er en undsluppet slave, og at dem der skade hende, var hendes ejers mænd.
Kali prøvede at komme med en historie der ikke ville få kvinden til at hente Kalis ejer ''jeg så ikke hvem det var, men de sagde at de jagede mig fordi jeg er halvelver'' hun håbede at kvinden ville tro på hende.