A beast unleased.[Garret]

Solens stråler bevægede sig igennem træernes kroner, og afslørede at det var omkring middag. Den svage vind fik Talias lange, blonde og krøllede hår til at løfte sig. Omkring hendes krop, hang en brunlig lang trøje, der dog også havde rødlige plamager rundt omkring, den sad løst på hende, og afslørede ikke hendes lettere magre krop og de forskellige sår og ar hun havde på den. Hendes hud var beskidt, og under øjnene havde hun dybe, mørke rander. Hun havde det lige så dårligt, som hun så ud. Hun havde løbet igennem omkring midten af skoven til udkanten, indtil hun var begyndt at gå. Hun havde været skrækslagen for, at varulvene havde fulgt efter hende. Men hun var så langt væk nu, at hun ikke længere var helt så bange, nu havde hun det bare elendigt. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Det var første gang i 15 år, hun havde følt sig fri. Men hun kunne ikke slippe alle de ting der var sket i løbet af alle de år. Hun nåede hen til lysningen, men kunne ikke komme længere. Hun havde tabt taget på at være social. De eneste hun havde socialiseret sig med var varulvene, og ingen af dem var særlig socialiserede. At blive en del af verdenen igen, var ikke let. Hun lænede sig op af træet, og gned ned af det, indtil hun sad på jorden. Hun trak hendes knæ op til hendes hage, og satte sig godt til rette. Hun kunne ikke vide, hvornår hun ville komme derfra igen. Måske skulle hun finde noget at spise inden.

Garret havde været oppe allerede da solens stråler malede de første flammende streger hen over himmelen, han havde haft brug for at komme ud af byen i dag, normalt løb han den sædvanlige runde i byen men i dag var der et eller andet der havde trukket ham ud til skoven. Det havde været en god beslutning at løbe en tur gennem skoven, det var længe siden han havde følt sig så tilpas, det havde dog været et par timer siden han havde brudt gennem skovkanten og søgt ind mod midten hvor han vidste der var et tilpas besværligt terræn sådan så han rent faktisk fik noget ud af hans træning.
Grenene, bladende og ja skovens bund knasede under hans sko, han var en sort wife beater der klyngede til hans muskuløse overkrop, både fordi den var stram men også fordi han svedte, han bar et par simple hvide shorts der hang løst for at give ham luft så han ikke svedte helt lige så meget. Da han atter engang nærmede sig skovbrynet stoppede han brat, der sad nogen lænet op af et træ, hun virkede til at ville skjule sig godt men han havde dog alligevel fået øje på hende. Med lette skridt bevægede han sig hen mod hende, det var sjældent at se nogen herude så tidligt og så især en kvinde, der var mange farer i disse skove, ikke fordi hun nødvendigvis var hjælpeløse. Som han kom tættere på kunne han se hvor mat og bleg hun så ud, kunne se de mange skræmmer hun havde rundt omkring på kroppen. Garret stoppede da han var et par meter fra hende, han virkede rolig og sørgede for at gøre sit kropssprog så roligt og ikke mindst ufarligt som han stod der. "Hej.... Du ser ikke alt for godt ud, har du brug for hjælp?", den første del var måske sagt med knap så gode manere men han var jo en gentleman så selvfølgelig ville han høre om hun havde brug for hjælp.

Talia sad i hendes egne tanker. Hun var endelig fri, og forhåbentligt kunne det blive ved sådan. Hun ville gøre alt for at forblive fri, men lige nu var hun ikke i stand til at gøre modstand, så hun kunne kun håbe på, at de ikke fandt hende før hun havde fået kræfterne tilbage. Hvis de overhovedet fandt hende. Det var ikke sikkert de var interesseret i hende længere. Det håbede hun inderligt. Da der lød en stemme ikke langt fra hende, gav det et sæt i hende. Talia drejede blikket og mødte hans øjne med hendes egne blå. I et kort øjeblik, kunne man se hjælpeløsheden i hendes blik. Hun havde ikke længere tillid til nogen, men hun var også klar over, at hun havde brug for hjælpen. Hun kom op at stå, og støttede sig træet. ”Hvilken hjælp kan du tilbyde?” Hendes stemme var en anelse hæs, og det gjorde næsten ondt at tale. Hun tog sig til sin hals og rømmede sig. Talia havde muligvis været fanget i mange år, men hun var stadig en kvinde og hun kunne derfor ikke undgå at ligge mærke til hans veltrimmede brystkasse og hans mystiske væsen. Det var alt sammen meget tiltrækkende. Hun bevægede sig rundt om træet, så hun stod over for ham. Hun lænede sig op af træet, og så på ham. Hun prøvede at fremstå venlig, men hun havde også hendes forholdsregler. Især mandlige varulve var hun skeptiske over for, men hun vidste også, at han ikke var en varulv. Hun var så vant til den lugt efterhånden, at hun kunne kende en anden varulv udelukkende på deres duft. Men hun kunne ikke kende andre væsner fra hinanden, og kunne derfor ikke vide om ham der stod foran hende, var et menneske, en engel eller noget helt tredje. Hun kunne kun udelukke vampyr og varulv.

Garret lod blikket glide over hende da han var kommet tættere på hende, hun var mere forslået end han først lige havde set men der så stadig ikke ud til at være nogle sår som krævede akut medicinsk behandling hvilket han var glad for, han anede intet om læge kundskaben og der var alligevel et stykke vej tilbage til byen. Da han fangede hendes blå øjne med sine egne grøn/brune øjne trådte han nærmere på hende, hans bevægelser var stadig rolige og han prøvede på ikke at skræmme hende væk selvom hans intense øjne og standard ansigtsudtryk var meget intenst så prøvede han virkelig på at se mindre skræmmende ud end normalt. "Lægehjælp, et tag over hovedet, et måltid mad og et bad skulle du ønske det... Det kræver dog arvs tager med mig tilbage til byen da jeg ikke kan skaffe det herude". Garret lagde godt mærke til hvordan hendes øjne betragtede hans overkrop men han kaldte hende ikke ud for det, han vidste at han var attraktiv i mange kvinders øjne men der var altid et eller andet rat ved at folk fandt ham attraktiv hvad angik hans udseende eller hans personlighed så det bragte et let smil frem på hans læber men der var stadig den kolde glød over ham som der hele tiden havde været. "Hvis du ike kan gå kan jeg godt bære dig", han havde opfanget hvordan hun var meget ustabil på hendes ben. Selvfølgelig var han nysgerrig angående hvad der var sket med hende men det var ikke noget han ville spørge om, det skulle være noget hun selv sagde til ham da oplevelsen tydeligvis havde været traumatisk for hende.

Talia så på ham da han kom nærmere. Fordi han bevægede sig så roligt, så hun det ikke som skræmmende. Han gjorde tydeligvis meget, for ikke at skræmme hende. Måske næsten mere end nødvendigt var, men hun satte vel et eller andet sted pris på det. Han virkede meget rolig omkring det hele, hvilket var en overraskelse for hende. Hun havde forventet, at de fleste enten ville ignorere hende, eller nærmest gå i panik, fordi hun så ud som hun gjorde. Men at han var så rolig, gjorde også hun følte sig mere tryg ved ham. Da han forklarede hvilken hjælp han kunne byde hende, lød det hele meget tiltrækkende. Hun havde brug for det hele, selvom hun helst ville undgå lægehjælp, hun havde et forfærdeligt forhold til nåle, men hun var også klar over, hun blev nød til. ”Det vil jeg gerne takke ja til,” et lille smil fandt sted på hendes læber, blot for at vise hendes taknemmelighed. Det så ud til, at han havde opdaget hendes bliks tur ned til hans brystkasse, og det fik hende til at slå blikket i jorden. Hun kunne ikke prale med at være ekspert i kærlighed og tiltrækning, nærmere det modsatte. Hun havde aldrig været forelsket, eller følt tiltrækning mod en anden person. Indtil nu. Det var derfor også underligt for hende. Da han sagde, han godt kunne bære hende så hun på ham og rystede på hovedet. ”Jeg har bare brug for støtte.” Hun ville helst undgå alt for meget berøring, da hun ikke ligefrem havde gode oplevelser med det. Talia gik væk fra træet, og kunne nu for alvor mærke hvor svækket hun var. Hendes ben skævlede under hende, og hun frygtede de hvert et øjeblik ville give efter for hendes vægt.

Han trådte helt hen til hende da han kunne se hvordan hun tænkte over tingene og allerede før hun havde sagt noget kunne han se i hendes øjne a det var det hun gerne ville. Det var nok fordi hun var så svækket både fysisk og mentalt at hun var som en åben bog for ham men nu havde han altid haft et godt øje overfor kropssprog g at læse folk, det var kommet efter hans forældres død da han havde været skeptisk overfor alle bortset fra hans familie, han var stadig skeptisk overfor alle men det var ikke i så ekstrem grad som det engang havde været, med årene var han faldet mere tilbage i den mytiske, lukkede og kolde skal. Det kunne godt være han havde tilbudt hende hjælp men han havde tænkt sig at tage hende med til lejligheden han havde og ville nok ikke fortælle meget om sig selv, det kendte han hende slet ikke nok til men samtidig var hun i nød og han var blevet opdraget som en gentleman og derfor kunne han instr ignorere hende. "Jamen så syntes jeg vi skal komme afsted, turen kommer nok til at tage noget tid". Han trådte let hen foran hende og som hun sagde hun kun havde brug for støtte nikkede han blot. Hendes reaktion over at være blevet taget i at betragte ham og det at hun fandt ham attraktiv var anderledes og det kunne han godt lide, hun kastede sig ikke bare over ham eller tog det som en invitation til at flirte med ham fordi han ikke havde virket sur eller uintresseret indhentes reaktion. Da hun begyndte at gå kunne man blot se hvor usikker på benene hun var så han lagde forsigtigt en arm om livet på hende så hun kunne læne sig op mod hans krop for at støtte sig så hun selv kunne gå. Da han var sikker på hun ikke ville snuble eller second satte han kursen mod Doomsville.

Talia vidste ikke hvor meget hun ville fortælle ham, normalt ville hun holde sine kort tæt på kroppen, men hun var ikke sikker på, hvor meget hun ville fortælle ham, men hendes kort ville måske være lidt tydeligere at se end normalt. Hun så frem til at komme væk og finde tilbage til verdenen. Det var underligt at tænke på, at hun aldrig havde sat fod i et andet sted en skoven her og Humvita. Hun havde hørt en masse om de andre byer og steder i Underworld, men hun havde aldrig været der. Hun havde tænkt meget på hendes bror i den tid hun var væk. Hun anede ikke hvor han var, eller om han overhovedet stadig var i live. Måske var varulvene kommet tilbage efter ham. Hun havde overvejet alle tænkelige scenarier, og det havde skræmt hende for vid og sans. Selvom hun ikke havde set ham i 15 år, og måske ikke engang ville kunne kende ham, hun var klar over han ville støtte hende på den ene eller anden måde, men alligevel gav det endnu et sæt i hende, da han lagde en arm rundt om hende. Men hun sendte ham et smil, for at gøre det klart, hun havde det fint. Talia skulle bare lige vænne sig til at andre rørte ved hende, nogle der ikke gjorde det i en ond mening. ”Ja, lad os komme af sted.” Hun begyndte at gå med ham, og nød alle lydene, duftene. Det hele var som på ny, og man kunne sagtens forveksle hende med et barn i en slikbutik. Hun kunne slet ikke finde ud af hvor hun skulle se hen. Hun endte med at se på ham, med endnu et smil. ”Tak.” Hvis det ikke før var tydeligt hun satte pris på det, var det nu formuleret i et enkelt ord. Fantastisk hvor meget ét ord kunne udtrykke.

Han kiggede på hende da hun gav et spjæt men både hendes ansigt og krop sagde at det måske nærmere var en refleks i forhold til at blive rørt og ikke et spørgsmål om hun ville hjælpen til at gå eller ej. Garret lod øjnene glæde gennem skoven for ar sørge for at de ikke faldt over en rod eller noget i den stil men også for st sørge for at de ikke blev overfaldet af nogen, der var nok en grund til at hun var så forslået og så forsigtig og det var næppe noget hun selv havde været skyld i. Hans arm strammede sig en anelse omkring hendes talje for at han kunne holde ordentlig fat i hende mens de gik. "Der er ingen grund til at takke, jeg gør bare hvad en hver person burde gøre i sådan en situation her", han sendte hende et let smil hvorefter han kiggede frem for sig igen.

//Springer lige frem til når de når byen (:

Der var gået et par timer siden de havde forladt skovbrynet og stod nu lige inden for porten af Doomsville, byen var vågnet så der var mange folk på gaderne og over det hele mennGarre kendte byen godt og kendte derfor også de små mindre befærdede og det var den vej han valgte at fører hende og der var ikke gået særlig længe inden de stod foran er lejligheds kompleks hvor han førte hende indenfor til de stod foran en masse trapper de skulle op af for at kommentar hans lejlighed som han ellers så sjældent brugte men han nægtede at tage fremmede medhjem i villaen det ville være for grænseoverskridende for ham og for hans søskende. "Kan du selv komme op af trapperne med min hjælp eller?". Han kiggede ned på hende og virkede ikke let så forsigtig med hende som da han havde fundet hende ude i skoven men han var stadig en anelse forsigtig måtte han indrømme.

Turen gik godt, selvom hun følte hun ofte var ved at knække sammen, kæmpede hun for at blive på benene. Hun så bare frem til, at hun kunne komme ned at sidde, eller bedre endnu ligge. Det var tydeligt at han kendte byen, han førte hende ned af en lille vej, indtil de stod foran et lejlighedskompleks. Hun var ikke ligefrem vant til, at nogen havde flere steder at bo, hun havde skam hørt om det, men når hun forstillede sig en sådan person, var han klædt i store frakker af dyrepels, en masse smykker, og han ville bestemt ikke befinde sig ude i en skov. Mere eller mindre en modsætning end det indtryk hun havde af ham. Da de stod foran trapperne, så hun sig omkring. Det var noget anderledes end hendes barndomshjem, og meget anderledes end varulvenes hytte. Talia drejede sig rundt og så på ham. ”Hvor højt skal vi op?” Hun mente godt hun kunne klare en etage eller to, men hun ville også kæmpe for det. Det var ikke fordi tanken om at ligge i hans arme, ikke var tiltrækkende, men den var også ukomfortabel på sin vis. Hun havde vænnet sig til at klare sig selv, og hvis nogen først begyndte at løfte på hende, havde de alt for meget kontrol over hende, og det ville hun for alt i verden undgå. Hun lod hendes blik hvile i hans, hun var glad for han var den første hun havde mødt, så hun ikke var blevet udsat for at møde en, der ikke ville hende det godt. Talia havde aldrig i sit liv, glædet sig så meget til at komme ned og sidde. Hun trak sig væk fra hans greb, og stødte sig i stedet til rækværket, men hendes blik var stadig rettet imod ham. ”Vi fik aldrig præsenteret os selv,” hun rakte en frem imod ham. ”Talia.”

Han kiggede op af trapperne, bygningen havde ligget i Terrorville, den rigeste del af byen så hun havde skam set massere af mennesker klædt i deres store pelsfrakker og deres stiveste pus og de havde skam også kigget noget da de kom gående men det virkede nærmere som om at de havde stirret på Garret i stedet for hende. Bygningen var høj, omkring en 4 etager og han havde selvfølgelig valgt lejligheden aller øverst oppe da han virkelig satte pris på en god udsigt. Let kiggede han tilbage på hende da hun stillede spørgsmålet, "Aller øverst oppe, det vil sige 4. etage men hvis du ikke vil have jeg bærer dig kan vi bare holde pauser hvis du får brug for det", han kunne godt sætte sig ind i det hvis hun føltes sig magtesløs og nærmest som en skønjomfru i nød hvis han begyndte at bærer rundt på hende men op skulle de altså, hvis hun altså ønskede at komme ned at ligge, få et bad og noget mad. Garret slap hende da hun begyndte at trække sig væk fra ham for så at læne sig op af gelænderet, let lod han blikket glide over hende inden han kiggede hende i øjnene atter engang. Toppen han bar klyngede sig nok endnu mere til hans krop da det alligevel havde været en anelse anstrengende at støtte en der var så meget mindre end en selv så han havde spændt en del i kroppen undervejs, det havde været noget andet hvis han bar hende, så havde han nok bare været en anelse øm i armene men havde nok ikke svedt så meget. Han tog hendes hånd og gav den et klem inden han slap den igen, hans hud var varm og var en anelse rug men samtidig også blød at røre ved. "Garret", svarede han med et let smil på læben.

Talia regnede godt med hun kunne klare sig op af trapperne, det ville måske bare ikke gå så hurtigt. Men længslen til at slappe af, var så voldsom at enhver forhindring virkede overkommelig. Hun smilede til ham og nikkede. ”Det går nok bare lidt langsomt.” Talia havde ikke sin sædvanlige sarkastiske skal, der normalt lå omkring hende. Bag ved den sarkastiske skal lå den humoristiske. Hvis man formåede at komme ind forbi hendes sarkastiske skal, ville hun gøre grin med alting folk sagde. Det var alt i alt en lang og svær proces, hvis man ville helt ind til hendes kerne. Hun tog sin hånd til sig, da han havde præsenteret sig selv. Garret var allerede godt på vej til at lære hende at kende. Hun havde allerede udviklet en smule tillid til ham, og hvis han ikke gav hende grund til andet, ville tilliden vokse. Talia begyndte at bevæge sig op af trappen, men det føltes som om der gik lang tid mellem hver enkelt skridt. Måske skulle hun alligevel tage imod hans tilbud, så kunne det umuligt være værre, at ligge i hans farm. Hun drejede sig rundt imod ham. ”Siden jeg helst vil nå op inden solen går ned, bør jeg måske tage imod dit tilbud. Hvis det stadig gælder.” Hun regnede med, at han godt kunne regne ud hvad hun mente. Ellers skulle hun nok uddybe det, men han virkede bestemt ikke uintelligent, så mon ikke han kunne regne ud. Talia skulle måske ud over en grænse, for at være så tæt på ham, men det var også en grænse at læne sig op ad ham på en flere timer lang tur, dette var blot endnu en grænse. Det skulle også ske før eller siden, at hun blev vant til at andre berørte hende.

Han nikkede til det hun sagde, hun kunne bruge alt den tid hun skulle bruge medmindre hun ville bruge hele dagen på det for så ville han nok begynde at blive en anelse utålmodig måtte han nok erkende. "Du tager bare den tid du skal bruge", sagde han roligt til hende mens han kiggede hende i øjnene. Da hun slap hans hånd lod han sin arm falde ned langs hans side og lænede sig så blidt op af væggen han stod ved så hans krop kunne få en anelse hvile, hun var nu ikke den eneste der glædede sig til at komme op og slappe af.  Han blev stående et stykke tid for at sørge for hun ikke bare tumlede direkte ned af trapperne men efter et par trin trådte han selv op og begav sig på vej mod toppen for at komme ind i hans lejlighed. Garret stoppede da hun selv stoppede da de var kommet op af den første del af trappen så de nu befandt sig på første sal. Et let smil gled over hans læber, "Selvfølgelig gælder det stadig, bare hold godt fast så jeg ikke får tabt dig", han lagde en arm under hendes knæhaser og en om ryggen på hende og løftede hende så op i sine arme sådan som man løftede en brud. "Hvis du vil ned siger du bare til", han kiggede på hende som hun lå i hans arme og kiggede så frem for sig og gik så op af trappen. Da han var sikker på at hun havde ordentlig fat i ham slap han hånden om hendes ryg så hun selv måtte holde sig oppe mens han fandt nøglen frem og låste dem ind i lejligheden. Lejligheden var smuk og uden tvivl virkelig virkelig dyr. I stedet for at sætte hende ned bar han hende direkte ud på badeværelset hvor han så satte hende ned, "Jeg kan finde dig noget af mit tøj du kan tage på hvis det er?". Han trak sig lidt tilbage så han nu stod i dørkarmen og kiggede på hende.

//Dette er badeværelset: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Bare uden lampere i loftet så er det lyst op ved en form for magiske krystaller)

Talia så på ham, da de sammen var kommet op på første sal. Det havde taget alt for lang tid, og havde gjort alt for ondt. Hun kendte hendes begrænsninger, og hun vidste hun ikke ville klare sig meget længere. Så hun var glad for, hun stadig kunne få et lift. Da han løftede hende op, bed hun tænderne sammen, så hun ikke viste det gjorde ondt, selvom det ikke var bestemt behageligt. Hun havde i lang tid tænkt, at hvis man første viste svagheder, ville folk se hende som svag. Men det nærmere det modsatte. At indse sine svagheder, var den største styrke af alle. Hun lagde hendes hænder om hans hals, og låste dem fast. Det var utrolig intimt og intenst for hende at ligge i en fremmedes arme, men hun følte sig ikke synderligt utilpas. Hun havde opfanget en hel del om hans krop på den lange tur, hun havde lært nok til at være tryg ved ham og hans krop. Det var måske ikke stort for alle, men det var stort for hende. Da han slap hendes ryg for at låse døren op, overvejede hun et kort øjeblik at springe ned, så han bedre kunne komme til, men hun nåede det ikke, før han allerede var inde i lejligheden. Hendes blik bevægede sig rundt i lejligheden, og hun var tæt på at tabe kæben. Det var helt utroligt. Talia følte et stik af misundelse, men forsøgte at skubbe det væk. Hun havde ikke lyst til at føle den slags. Hun stillede sig op, med en hånd placeret på badeværelsesvæggen og så på ham. ”Det ville være rart.” Hun havde ikke ligefrem sit eget store udvalg af tøj. Varulvene havde engang imellem givet hende nyt tøj, når hun ikke længere kunne passe det, men efter hun var stoppet med at vokse, havde hun haft det samme sæt tøj konstant. Det var flere år siden nu. Talia stillede sig op af væggen, og ventede på han vendte tilbage med tøjet, så hun kunne komme i et bad. Det var tiltrængt, og det måtte Garret også havde opdaget.

Han lagde godt mærke til det lille tik der opstod omkring hendes mund da hun bed tænderne sammen, uden tvivl fordi det gjorde ondt men han kunne ikke rigtig holde hende på en måde så det ikke gjorde ondt grundet hun var så forslået over det hele og desuden så regnede han med at hun nok skulle sige fra hvis det gjorde for ondt på hende. Garret var opmærksom på hvordan hun havde det med at han holdt hende men atter engang regnede han med at hun ville sige til hvis det blev for meget dog var han et eller andet sted overrasket over at hun allerede stolede så meget på ham som hun gjorde, hvis han havde været i hendes sted havde han nok været meget mere skeptisk men det var kun rart at hun allerede stolede en smule på ham, om end det kun var en ganske lille smule.
Efter han havde sat hende ned tændte han for vandet så karret begyndte at blive fyldt med varmt vand, "Der er sæbe her som du er velkommen til at bruge", han pegede på et lille skab der indholdt sæbe og diverse andre hygiejne ting, han kiggede på hende og smilede let, "Jeg har nok ikke noget du kan passe men jeg skal se hvad jeg kan finde". Efter han havde sagt det gik han ud af badeværelset for at finde hende noget tøj, da han kom tilbage havde han en af hans t-shirts med og et par shorts der indholdt en elastik snører så hun kunne få dem til at passe. "Jeg vil nok lave noget mad mens du er i bad men du kan bare tage dig den tid du skal bruge". Da han havde sagt det trådte han ud af badeværelset atter engang og lukkede døren efter sig så hun havde noget privat liv. Mens hun var i bad befandt han sig i køkkenet.

Talia tillod sig at kigge i det skabe, hvor han havde fortalt der var sæbe. Hun duftede til flere, før hun endelig fandt en hun synes var perfekt. Det mindede hende om dengang hun boede hjemme, dengang livet kørte på skinner. Gad vide om hendes liv nogensinde kunne blive sådan igen. Hun så sig selv i spejlet, og var forfærdet over hvordan hun så ud. Hun kunne knap nok kende sig selv. Kort efter gik døren op, og hun blev tvunget til at fjerne blikket, hvilket egentlig ikke var så slemt. Hun havde ikke lyst til at se på sig selv et øjeblik længere. Hun tog imod tøjet med et smil, og bed sig selv i tungen for ikke at takke endnu en gang. Selvom hun meget gerne ville, men hun frygtede det blev trættende i længden, så hun forsøgte at begrænse sig selv. Talia mumlede alligevel ordet ’tak’ da han havde lukket døren og var gået ud i køkkenet. Hun klædte sig af, og kravlede ned i det varme vand. Det var helt fantastisk, noget hun havde manglet længe. Vandet virkede næsten til at lindre nogle af hendes smerter.

En del af hende ønskede ikke at rejse sig igen, men da hun havde fået vasket sig grundigt og nydt det til fulde, rejste hun sig og tømte karret for vand. Hun tørrede forsigtigt hendes krop og klædte sig på i tøjet, der ganske rigtigt var for stort. Hun spændte shortsene ind, så de passede hende lidt bedre og ikke faldt hende om anklerne, så snart hun tog et skridt. Talia følte sig allerede mere frisk, og hun så også en smule bedre ud. Hun var stadig bleg og havde stadig render under øjnene, men det var merkant bedre. Hun søgte straks mod køkkenet hvor Garret var. Hun havde ikke ligefrem travlt med at være alene, i frygt for hendes tanker. Men det var heller ikke høfligt at vandre omkring i andres hjem, medmindre man havde fået lov til det. Hun satte sig ned og lod hendes blik falde ned imod hendes hænder, der nervøst gned sig imellem hinanden. Det var noget hun altid havde gjort når hun var nervøs, det underlige var bare, at hun ikke var nervøs. Eller var hun?

//Undskyld jeg først svarer nu.

Garret stod med ryggen til døren ind til køkkenet, duften af maden havde spredt sig i hele lejligheden, nok var den luksuriøst indrettet men den var ikke synderlig stor, to værelser, et til ham selv og til en overnattende gæst, et badeværelse, køkken og stue og det var egentlig det. Da han hørte hendes lette fodtrin lagde han grydeskeen ned og vendte sig mod hende, hun havde stillet sig i døråbningen og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv og det var vel egentlig også forståeligt nok, "Er du sulten? Maden er næsten færdig hvis det er og hvis du gerne bare vil sove så kan jeg redde op i gæsteværelset til dig?". Let lod han øjnene glide over hende, hun så bedre ud nu, stadig underernæret og træt samt selvfølgelig forslået men ikke noget som hvile og mad ikke ville kunne klare.
Let lod han sine øjne fange hende, et intenst blik i hans grønne øjne der nærmest virkede hypnotiserende. Roligt vendte han sig om atter engang for at løfte gryden af varmen og sætte den på bordet, han gav sig så til finde to skåle samt to skeer. Han havde lavet en suppe fyldt med kød og grøntsager så hun kunne få nogle vitaminer og noget fedt på kroppen igen. Da han havde fundet det fandt han to glas og stillede dem på bordet for så at åbne en boks der stod i hjørnet af køkkenet, hun ville kunne mærke og kulde krybe hen over gulvet og smyge sig omkring hendes fødder. Garret tog en flaske op af boksen og lukkede den så.