I can't really control my self right now - Garret -

Tid Over 23:30
Sted En gyde i Doomsville Rotten Root District
Omgivelser Der er ikke meget, gyden er ret så tom
Vejr Det er virkelig koldt denne nat, det regner og blæser
Påklædning Et par trusser

Det her var ikke ment til at ske, det skulle ikke havde sket! Det skulle bare havde været en hyggelig dag, en hyggelig tur i byen og en lang tur hjem. Dog havde alt bare ikke lige gået efter hendes hoved. Hun havde bare været på vej hjem, hun havde været alene, gået alene eller det troede hun i hvert fald. For da hun med et blev trukket ind i en gyde, havde hun måtte sande hun ikke var alene. Hun var blevet hamret ind i en mur, hvilket resulterede i at hun samtidig også gik direkte i jorden. Hendes hoved og krop gjorde ondt. Som han kom nærmere, forsøgte hun at trække sig væk, hun forsøgte virkelige at komme væk fra ham, dog var hun både omtåget og i smerter. Med et følte hun en hånd omkring sin hals, og derpå blev hun løftet op fra sin liggende stilling. Hun gispede, lagde sine hænder omkring hans hånd, forsøgte at bryde ud af hans jerngreb, dog kom hun ikke fri. I takt med han strammede om grebet, kunne hun mærke hvordan hendes frygt kom ind og når dette skete ville monsteret komme ud. Meget imod hvad denne fremmede mand forventede, så besvimede hun med et og grundet overraskelsen til hvad der skete gav han slip på hende. Hun faldt ned på jorden, hvor hun landede på maven.
Hun lå der, helt stille og efter lidt tid kom der en lyd af hud der blev revet fra hinanden, netop som dette skete blev hendes kjole revet op og en godt over to meter lang hale kom frem. Efter fremtrædelsen af hendes hale, helede hendes hud op igen. Hendes ballerinaer blev ødelagte, i takt med hendes tær fik lange klør, hendes fingre fik præcis samme lange klør. Hendes hud fik en reptil ligene kulør og lignede det faktisk fuldkommen reptil hud. I takt med dette skete, stod manden blot paralyseret og kiggede på. han vidste ikke hvad der skete hvad han skulle gøre eller hvad pokker hun var for en ting. Han havde dog ikke forudset hvad der derefter skete, for med et hoppede hun op og stod på to ben. Hendes ansigt var forvrænget i en dyrisk grimasse, hendes øjne var gule, hendes mund var fulde af hugtænder. Hun knurrede og derpå var hun over ham. Der var ingen advarsel, ingen form for tegn på det. Hun gik blot fra den truende skikkelse til at være over ham. Nu var rollerne skiftet, nu var han den svage og hun var den stærke. Hun hamrede sine syle skarpe tænder direkte ind i hans hals, hvor hun flåede hans strube op. Modsat vampyrerne, så var dette ikke just rent. Dette var dyrisk og kunne sagtens ligne et angreb fra en varulv. Da livet forlod manden, gav hun endelig slip. Kun iført et par trusser, rettede hun sig op. Blodet fra hendes mund, hage og ansigt strømmede ned af hende. Hun hvæsede og knurrede, i denne tilstand var hun ikke meget af en person, mere et dyr

På trods af faren var fjernet, så arbejde hendes hjerne på højtryk for at finde frem til hvad der foregik. Hendes rationelle tanker var beskyet af frygten, men også vreden der strømmede igennem hendes åre. Havde hun være sig selv, så havde hun højst tænkelig allerede nu forsøgt at berolige sig selv...men Kanimaen fungerede ikke på samme måde som normale mennesker, den slog ihjel og dræbte alt der bare det mindste smule mindede om en trussel. Så da en mandelige stemme fik vækket hende ud af sin trance, vende hun sig knurrende om. Hun var bøjet i en angrebstilling, klar til at angribe hvis dette var nødvendigt. Hun hvæsede og viste tænder af ham og som som en overraskelse, gik der ikke mere end et par sekunder før hun angreb. Hun var over ham, hvor hendes hænder strammede om hans biceps, hendes fødder lå fint på hans overlår, hvor de skarpe klør truede med at punktere hud og pulsåre, hendes hale lå som en advarsel over hans ansigt, næsten som en reminder om, hvis han rykkede på sig, så ville det komme til at gøre meget ondt.
Hendes ansigt gled ned imod hans hals, hvor hun lod sin næse glide op langs huden, hun fandt hans fært, og den vej igennem kunne hun dømme om han var til farer eller. Da han var dæmonisk ligesom hende selv, og per størrelse så ganske stor ud, så kunne han være en farer denne vej igennem. Hun snussede til hans ansigt, ned af hans hals og efter lidt tid lod hun sine gule øjne glide hen imod hans ansigt "Du farer, jeg dræbe, du ikke farer, jeg ikke dræbe" som regel snakkede hendes Kanima aldrig, og gjorde den endelig ville det være en ufattelig primitiv snak, ligesom den der var vist der. hendes stemme ville være hæs, hvilket nok gik fra at hun aldrig ytrede et ord i denne form og derfor ikke ville være vant til det. Hurtigt som lynet, sprang hun af ham og landede lydløst på fødderne. Hendes adfærd sagde stadigvæk noget hen af hun var på vagt overfor dette brød af en mand