HELP ME //Rowan//

Det var ikke fuldmåne, men der kunne ikke være mange nætter til den store perle ville stå ved sin fulde pragt og skinne ud over landet igen. Det var med blandede følelser, at Rowan afventede denne aften. Månen havde trods alt en vis magt over ham, og følelsen af, at lade sig styre - på et så dyrisk plan som det jo var - var ikke noget der fyldte ham med særlig glæde. Dog var den selvsamme dyriske afmagt det, der fik ham til at se frem til den måneklare nat. Nok ville de fleste i hans situation bruge en sådan aften indendøre, væk fra alt og alle, for ikke at lade temperamentet løbe løbsk, men Rowan tog altid fuldmåne-nætterne som en mulighed for at slippe alle tøjler. Og det gjorde han i den grad. Men her til aften, var månen ikke fuld, og Rowan havde derfor i stedet besluttet sig for at gå en tur i de kølige nattetimer.

Varulven afspadserede området, for at lægge en plan for hvordan han nemmest kunne komme ud af byen og ud i skoven, når nu den skæbnesvangre nat kom. Han agtede at løbe igennem gaderne i fuld ulve-flor, hvilket naturligvis betød at han nøje måtte planlægge hvorledes og hvordan han kom til skoven. Hvorom alting var, ønskede han ikke at støde ind i tilfælde forbipasserende - det var ikke til at sige, hvad hans indre ulv kunne finde på, og ved fuldmåne havde hans menneskelige side ikke meget at skulle have sagt.

Planlægningen foregik dog i menneskeskikkelse, og Rowan traskede afsted med hænderne gemt væk i de dybe lommer på den åbne frakke. Trods det var "koldt", så havde den lange sommerdag sat sig præg på luften, og han havde egentlig ikke behøvet tage overtøj på. Han tog nogle dybe indåndinger, dels for at få luft i lungerne, og dels for at få en ide om hvor han var ud fra sine hæmmede sanser. Han plejede at kunne finde vej kun ved hjælp af lugten fra gader, butikker, købmænd og værksteder. Men pludselig fik hans lugtesans færden af noget, der ikke plejede at være i dette område. Blod? Han tog endnu en dyb indånding igennem næsen og kunne straks efter bekræfte, at der var en svag duft af blod i luften. Han sank en klump, og overvejede straks om han blot skulle gå hjem. Det var bedst ikke at blive indblandet i noget - det blev han så ofte. Måske ville det være mere usædvanligt for ham, blot at have en stille og rolig aften for en gangs skyld. Han sukkede og lod - en anelse modvilligt - sine fødder føre sig imod lugten.

Da han passerede de sidste huse, som definerede udkanten af byen, blev lugten en anelse stærkere. Det var ikke længe siden, at personen var passeret forbi her. Blodet bragte ham dybt ind i Forest, og des længere ind han kom i vildnisset, des mere sulten indså Rowan at han var. Så tæt på fuldmåne, kunne et blødende offer godt blive et problem. I sidste ende... så var han jo en ulv. Der gik endnu et øjeblik, og Rowan estimerede at han nok havde været på farten i et kvarters tid nu, hvis ikke mere. Duftsporet var dog stadig tydeligt, da hverken vind eller regn var tilstede til at udviske det. Han luskede igennem skoven, forsigtig med sine fodtrin, for ikke at vække opsigt. Man vidste aldrig hvad der gemte sig mellem træerne, og det var (desværre) oftest de skumle typer der lå på lur. Men denne gang var det ham selv der lå på lur. Tanken fik et lille smil til at brede sig over hans læber. Det var en jagt, og han var jægeren.

Efter endnu et par minutter, fandt han endelig frem til duftens kilde. Den havde i mellemtiden blandet sig med duften fra flere mennesker, som Rowan først nu havde bemærket. Han havde fundet vej til en mindre lejr, hvor en håndfuld telte husede et halvt dusin mænd. Ude foran et af teltene, lå en skikkelse bundet. Ved første øjekast bemærkede Rowan ikke hvem det var, men var stadig en anelse betaget af duften af blod. Han kæmpede en kamp for at holde hovedet koldt og klart.
"Sikke en lækkerbisken I har fundet til os!" sagde en af mændene og traskede hen mod skikkelsen, som Rowan nu antog var en kvinde. "Hende skal vi rigtig hygge os med!" Fra sit skjul havde varulven udsigt til hele lejren, kvinden, mændene og diverse telte, våben og andre genstande der var at finde. Han valgte dog ikke at gøre noget endnu - han måtte først se hele scenariet an, før han turde bryde ind. Han måtte først være sikker på, at kvinden stadig var i live...

Rowan stirrede lamslået på alt dét der udspillede sig for øjnene af ham. Det gøs koldt ned ad ryggen på ham, og han kunne mærke ubehagen vende sig i maven. Han havde langt fra lyst til at blive og se på dette vanvid, men dog kunne han ikke få sig selv til at vende om og tage hjem. Han måtte hjælpe hende - uanset hvor tosset det måtte være. Måske kunne han redde denne kvinde. Varulven missede med øjnene og forsøgte at få et godt kig på kvinden, men han kunne ikke se hendes ansigt.
Vanvid, tænkte han bittert og rystede på hovedet. Dette er vanvid! Og med denne tanke ekkoende i baghovedet, sprang Rowan ud fra sit skjul. Han greb en afknækket gren på vejen; et våben ville han jo nok få brug for. Mændene han havde i sinde at angribe, tog dog ingen notits af ham. De havde alle travlt med at cirkulere om kvinden og deres leder. Det gav naturligvis Rowan en fordel. En for en hev han de første 3 fjolser væk fra gruppen og uskadeliggjorde dem. Det var næsten for nemt. Han fik hurtigt blod på tanden, men denne gang gik han ikke så systematisk (eller stikke) til værks. I stedet sprang han på en af de bevæbnede fyre, og greb fat i den kniv manden havde i bæltet. Vildt og voldsomt, flåede Rowan kniven fri og lød den passere offerets hals, inden han skubbede den chokerede (og nu døende) mand fra sig og lod ham falde til jorden. Straks fik Rowan opmærksomheden fra de resterende mænd - han indså hurtigt, at hans første antagelse at der var et dusin, havde været forkert. Der var kun fire andre, eksklusiv lederen. Fem fjender.

Lederen smid kvinden fra sig. Rowan så ikke på hende en eneste gang. Han var ikke helt sig selv. Ruset, adrenalinen og lugten af blod havde steget ham lidt til hovedet og sendt ham i en lettere voldelig ekstase. Kumpanerne kastede sig snart over ham, men med det ene slag og huk efter det andet, fik han sendt dem alle til jorden, enten blødende eller bevidstløse. Varulven indså hurtigt, at det var alle hans aggressioner og frustrationer (især imod dæmoner) der fik ham til at gå en anelse amok. Ikke at det var et problem. Han trak let på smilebåndet og stirrede på lederen, der nu stod ene og alene tilbage.

( Jeg kunne ikke lige finde på noget at skrive... Jeg håber dette går an. )

Det tordnede for hans ører - hans hjerte pumpede blodet vildt og voldsomt igennem årerne, hvilket resulterede i en højlydt banken som kun han kunne høre. Det var som krigstrommer, der stædigt hamrede i takt med de døende mænds jamren. Det var adrenalinen der havde sendt ham ind i denne syglige ekstase, men trods hans handlinger var dødelige, så fangede hans øjne stadig deres blikke; lugten af deres varme blod nåede stadig hans næse; lyden af deres skrig nåede hans ører. Og trommerne fortsatte unægteligt. Rowan anså ikke sig selv som en koldblodig morder, og selvom hverken fortrydelse eller følelser var til stede i hans krop i dette sekund, så vidste han, at han ikke ville glemme denne lyd, denne lugt og disse blikke.

Lederen havde i et kortvarigt øjeblik betragtet sin modstander. Hvis han frygtede varulven, så viste han det ikke. Hans ansigt var som hugget i sten, og trods hans håndlangere lå døende omkring ham, formåede han endnu et bringe et mindre smil på egne læber. Rowans eget smil var for længst forsvundet.
Lederen satte af fra jorden og trak i løbet et slank daggert frem af sit bælte. Rowan, der havde glemt alt om sin egen kniv, trak hurtigt sine arme op foran ansigtet for at beskytte sig. Han skubbede sig ydermere baglæns, og undveg kun med nød og næppe dæmonens kniv, der straks efter blev slynget mod ham igen. Igen og igen.

Det var nogle endeløse minutter der gik med, at de to mænd parrerede og undveg hinandens angreb. Dæmonen var stærkere end Rowan, men til gengæld var han hurtigere. Efter endnu et minut eller to, hvor varulven var uhyggeligt tæt på at miste fodfæstet, besluttede han, at det måtte være tid til at tage en chance. Han sprang frem mod sin modstander, men i stedet for at lande foran ham eller støde imod ham, valgte ulven at lade sig falde ned for fjendens fødder. Han vendte straks benene mod dæmonen og strakte dem med en sådan kraft, at da hans fødder ramte modstanderens mave, blev denne kastet en meters penge op i luften, hvorefter han landede med et bump på ryggen. Rowan var straks på benene igen og kastede sig over dæmonen for at færdiggøre arbejdet.

Trommerne var ved at stilne af. Det var først nu at han indså, hvor stakåndet han var blevet. Han gispede efter vejret; fra hans læber stod små dampskyer. Hans arme var sølet i blod fra fingerspidserne og op over albuerne. Hans hoved dunkede - og denne gang ikke fra adrenalin-trommerne, men i stedet fra et af de mange slag, han havde fået. Hans blik sejlede og ligeledes gjorde hans balance. Efter at have brugt et øjeblik på at få vejret, fik han atter færden af dén, der i første omgang havde fanget hans opmærksomhed. Hende.
Han drejede om på hælen og betragtede hende. Hun havde krøllet sig sammen og ligget på jorden i de sidste par minutter. Hvor længe var der gået? Rowan havde mistet fornemmelsen. Han tog nogle tunge skridt hen imod hende.
"Er alt vel?" spurgte han og overvejede, om han skulle tilbyde sin blodige trøje, så hun kunne dække sin krop. Han kunne ikke se hendes ansigt, men hun virkede... velkendt.