I can show you the way of the physcho - Hayley

Tid: Ved morgengry lagt op mod middag, omkring en 10 stykker.
Omgivelser: Mennesker
Vejr: Varmt, let skyet med morgendis
Påklædning: En t-shirt i en mørk grålig farve fra toppen og bliver mørkere helt ned til sort i bunden. Et par sorte bukser man er smidige i og et par praktiske sko i mørkebrun. Samt en kappe med hætte, hvor hætten er oppe

Man kunne høre folks latter og snak rundt omkring og der var en behagelig stemning. Alle var gået ud for at snakke med deres venner, og folk satte deres boder op så mennesker kunne komme og købe hvad de havde til salg. Andre var bare ude for at nyde varmen og roen der havde bredt sig. Børn legede fanger og riddere og man kunne ikke undgå at smile når man fulgte med i deres leg. Men snart ville roen blive brudt. En hætteklædt person stod på afstand og betragtede alting, en hver bevægelse, en hver latter, uden at komme med nogen reaktion på noget. Personens ansigt var skjult men man kunne mærke et vis mørke over personen. Man kunne mærke at der var sket noget frygteligt som havde gjort personens aura mørk, så mørk at man næsten fik gåsehud af at stå ved siden af personen.

Dahlia stod og stirrede let rundt på folk, ledte efter et offer som skulle lide over den sorg hun følte. Dog var det ikke Dahlia, man kunne se det i hendes øjne. Det var hendes bror. Han havde set en brist i hende og nu havde han taget over. I lommen lå en lommekniv som han skulle bruge på hvem end han følte for det. Nogle mennesker spottede hende men nænnede ikke at nærme sig og dem der gjorde fik et koldt blik som ville sende dem væk. Hun tog hånden i lommen og mærkede på kniven, tog den op og foldede den ud. Hun lod pegefingeren køre ned langs den skarpe side, mærkede hvordan klingen skar hendes pegefinger og så hvordan blodet flød. Et lille smil bredte sig på hendes læber og hun slikkede kort blodet væk. Det smagte frygtelig og gjorde ondt men Dahlia havde ingen kontrol. 
En mand nærmede sig og spurgte om alt var vel, til hans ulykke, svang hun armen og skar hans hals over. En svag gurglen kom fra ham inden han faldt til jorden og latteren blev brudt. Folk blev tavse og gik hen for at se hvad der skete, et skrig fra offerets kone blev hørt mens hun hreb om sin døde mands krave:" hvorfor...?" Mumlede hun svagt inden hun så bare gentog det i et fortvivlet råb. Hendes blik var bearbejdende men Dahlia stirrede tilbage med tomme øjne. 
Hun så derefter rundt, det var på tide at finde næste offer inden vagterne ville ankomme, og der spottede hun en kvinde. Det perfekte offer. Men hende skulle hun ikke slå ihjel. Nej hendes bror havde andre planer, for denne kvindes arura gav væk at hun var en engel. Hun nærmede sig roligt kvinden, mennesker veg til siden i frygt for at blive angrebet og ingen sagde noget. Der ville ikke gå længe før Dahlia nåede kvinden, og gud måtte have nåde om kvinden ville slippe godt fra det.

Hele den solrige dag blev pludselig mørk. Hayley var ude og handle en smule ind, blot for at få noget ud af dagen. Dog blev der hurtigt samlet en masse mennesker omkring et sted. Fornemmelsen af noget forfærdenligt var sket ramte hende. Stille listede hun sig lidt tættere på - hun ville være sikker på, at det ikke var Jackson som var i problemer. Da hun så det ikke var ham der lå i sin egen sø af blod - så trak hun sig tilbage. Hayley fik øje på en person der kom imod hende. Folk veg væk fra personen, men Hayley stoppede blot op. Nok var hun ikke falden engel, men hun havde heller ikke den mest lyse aura af alle. Hun løftede hagen og så personen direkte i øjnene. Hayley hævede på et bryn.
"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Blev der spurgt kølligt fra Hayleys side af. Den dårlige attitude var tydelig. Hun lagde ligegyldigt armene overkors, men var dog stadigvæk forsigtig anlagt. Det var dumt at undervudere nogle. Men Hayley var nu meget god til at gøre det. Stryke eller svaghed? Det var et meget godt spørgsmål.
Hayley, måske skal du smutte derfra. Jeg har en dårlig fornemmelse over det her.. Lød det fra Aria inde i Hayleys hoved.
Rolig. Hvad er det værste der kan ske? Svarede Hayley Aria og tog ikke blikket fra kvinden foran sig.
Vi kunne dø? Aria var alt for bekymret, og med god grund. Hayley var ekstrem stædig anlagt - og bakkede nødig ud.
Ikke idag. Svarede Hayley blot.

Dahlia hævede sit øjenbryn, mest af overraskelse over hendes mod og lod til at trække sin ene mundvig op i et lille smil. Hendes arm lå slapt ned langs hendes krop for at skjule hendes kniv, den ville hun ikke begynde at vifte med, endnu:” Hvad skal vi dog gøre med hende her.. hun virker brugbar..” mumlede hun med en lettere dyster klang i stemmen. Kvinden sad stadig ved sin døde mands lig og græd, og Dahlia kunne ikke undgå at grine, i en unormal og egentlig skræmmende latter:” Han var et menneske. Sådan nogle bliver lavet hele tiden.. I er som kaniner.. Find dig en ny..” sagde hun da hun var færdig med at grine, og hendes ansigtsudtryk var tomt. Kvinden så skræmt op på hende og sank en klump mens hun ledte efter ord:” du…. Umenneskelig… du et monster!” råbte hun så. Dahlia viftede let med hånden og tog sig ikke meget af hvad damen sagde. Nu havde kvinden hendes opmærksomhed igen.

Pludselig greb hendes arm ud efter kvinden og tog et fast greb om kvindens overarm, men at det var utilregneligt var fordi Dahlia ikke rigtig havde et læseligt ansigt, da det jo ikke var hende. At hendes bror havde taget over gjorde at hun blev langt stærkere end hun ville være hvis hun var sig selv. Hun begyndte så at trække kvinden med sig i et hurtigt og raskt tempo, hvis kvinden ville begynde at kæmpe imod, ville han få Dahlia til at aktivere sine evner og kvinden ville få et billede af en skræmmende kvinde i hovedet som skreg højt, dog foregik det kun inden i kvindens hoved. Han ville nemlig ikke acceptere modspil af nogen form, nu havde han kontrollen og sådan skulle det forblive.
Menneskerne stod frosne og vidste ikke om de skulle gribe ind eller lade være. De så bare til mens kvinden blev slæbt afsted. Dahlia gik i noget tid indtil de kom frem til den lidt skumlere del af byen. Hun stoppede op og så om på hende med tomme øjne og et manisk smil, det havde altid irriteret broren at han ikke kunne bringe følelser frem i Dahlias øjne:” Hvad er dit navn?” sagde hun roligt. Hendes stemme virkede også anderledes, da han ikke helt havde styr på hendes stemmebånd.
Hun så dybt ind i kvindens øjne før hun fik et stort smil på læberne:” Du er også to personer… hvor interessant.. Er du den dominerende?” spurgte hun med en svag nysgerrighed i stemmen. I denne bydel var folk ligeglade med andre og passede deres egne ting, så han var ikke spor bange for forstyrrelser her. Han kunne mærke at Dahlia pressede sig på og fik hende så til at trykke på knivens spids med tommelfingeren indtil hun stoppede.