It is in our DNA ~ Hayley

t: omkring kl. 01.00
s: Terrorville
v: vindstille, køligt

Klokken var mange. Dette kunne man ikke blot se på fuldmånen der lyste op på nattehimlen og gav alt et underligt dystert udseende - men også på den grad mænds fuldskab var nået op på. Iført sorte bukser, elegante sorte sko og en mørk skjorte der var åben til midten af brystbenet slentrede Nathan ned af gaderne i Terrorville Distriktet. Han magtede ikke tage hjem og lytte til Diedre's plapren om hvordan han var intet uden hende og alt det fis. Ærligt, så opførte damen sig jo som om hun var forelsket i ham!
Nathan elskede natten. Specielt ved fuldmåner som denne, hvor kvinder og varulve lod sig til at te sig hysterisk og bestialsk. Der var intet bedre end at se mænd toppes over en kvinde - en kvinde som ikke havde øjne for andre end Nathan selv.
Nathan var ikke det man normalt ville finde smukt. Med smalle øjne der sad for langt fra hinanden, rødt hår, masser af fregner, en smal overlæbe og en bred underlæbe - bleg som et nyvasket sengelagen. Ikke desto mindre måtte noget ved hans udseende og væremåde have talt for sig, eftersom han sjældent befandt sig uden en dame på armen og en drink i hånden.
Denne nat var stadig ung, så både drink og dame manglede endnu. Han var sulten - uden tvivl. Nathaniel nægtede at drikke blod, så det var kun nu når Nathan havde kontrollen at han kunne give sin krop den næring som Nathaniel nægtede den.
Duften af friskt blod hang i luften, da han hørte en mand råbe op. Om hvad, det hørte han ikke - men det var tydeligvis en kvinde han råbte af.
**Det er ikke din kamp!** lød Nathaniels stemme i Nathan hoved. Nathan viftede blot sin 'brors' ulidelige kommentarer væk og forsatte ned af gaden i håb om at finde en forslået kvinde eller en mand der trængte til en endefuld. Hvad end der kom først.

Det var ligemeget. Hun kunne skam tage det. Selvom flere og flere slag ramte hende og sendte hende til jorden - så rejste hun sig op hver eneste gang. Hayley gav aldrig op. Hun passerede en næve i mandens mave, hvorefter hun løftede sit knæ op i hovedet af ham. Han væltede kort, og derpå sparkede hun ham. Der var råb fra folk omkring dem. De havde deres favorit, og det var tydeligvis manden de alle satte deres stemmer på. Hvorfor kunne en kvinde ikke få lidt opbakning engang imellem? Mændende var ikke altid de stærkeste?
Manden greb fast i hendes ben og sørgede for at hun blev sendt i jorden. Han hævede sig over hende med hænderne omkring hendes hals. Hayley kiggede ham i øjnene. Ikke tvivl om, at hun ville lade ham slå hende ud. Endnu engang hævede hun sit knæ, og ramte ham et ekstremt ømt sted - så han i et øjeblik blev sendt ud af fokus. Hayley vendte dem rundt derpå, og satte sine tommelfingre ved hans øjne for at hører på ham skrige. Blod viste sig, dog stoppede hun igen og rejste sig op. En stemme i hendes hoved ønskede, at hun skulle afslutte det. Det var ikke Aria. Aria var langtfra sådan. Men fornyelig var der tegn på, at der var en anden end bare de to i hendes hoved - hvilket skræmte Hayley bare en smule.
Se så at komme væk. Jeg gider virkelig ikke at have vi skal føle smerte i flere uger Hayley! Råbte Aria inde i Hayleys hoved. Hayley kørte en hånd igennem sit hår.
Vi klarede den da? Svarede hun blot Aria igen, og kiggede sig lidt til siden. For at se storebroren til fyren hun havde tævet sprang på hende. Han sendte hende mod muren, så man nærmest kunne hører hvordan kroppen klaskede ind mod murstenene. Manden var vred ingen tvivl omkring det. Hayleys engleblod var overalt lige nu. Mure. Jorden. Over alt på hende selv. Hele hendes ansigt var dækket af hendes eget blod.
"Vil du også slås eller?" Spurgte hun kølligt og så ham direkte i øjnene. Nok ikke det han havde forventet at hører.

Nathan var ingen helt. Han var ingen helgen der hjalp de forsvarsløse. En mand lå allerede på jorden, og en anden havde presset en kvinde op af væggen.
Nathaniel skreg nærmest i panik over blodet, men Nathan stirrede blot sultent på det. I en hurtig bevægelse, havde Nathan lokaliseret problemet i ligningen. En kvinde der ikke vidste hvornår hun skulle holde kæften lukket.
Nathan var knap en halv meter fra dem da han rakte armene ud og greb manden om hovedet. Et smæld lød, efterfulgt af en gurglen der døde ud i takt med at mandens blod fyldte hans lunger og mund. I hånden holdt Nathan mandens tunge og strube. Han lod det falde til jorden ved siden af den døde mand.
''Showet er forbi - tilbage til kloakken med jer.'' lød hans mildt ru stemme. Han var tydeligvis en mand af få ord.
Han slikkede blodet af sine fingre og gik hen til Hayley. På få sekunder havde han bevæget hånden over hendes kind, og slikkede rester af hendes blod af sine fingre.
''Jeg beklager den bratte afslutning på jeres lille leg. En englekrop er ikke bygget til udholdenhed. Det er den alt for smuk og elegant til.'' sagde han, men ikke et spor af hverken flirten eller charmering kunne findes i hans stemme. Som om han blot konstaterede det åbenlyse.
''Kom med. Så giver jeg en drink.'' sagde han roligt inden han vendte sig i retning af den nærmeste kro. Han regnede med at hun ville følge med - hvis ikke, var hun måske ikke hans tid værd.
Bagerst i hans sind kunne han hører hvordan Nathaniel skreg over den grusomhed som Nathan lige havde begået. Han smilede lidt af sin 'bror'.

Hun kiggede på personen, som alle nok ville have takket i denne situation. Hayley? Næh, hun kiggede blot på ham. Et fnøs forlod dog hendes læber da han sagde hendes krop ikke var bygget til en slåskamp. Hun hævede let på et bryn. "Hvis jeg ikke var bygget til det, hvorfor står jeg så stadigvæk her? Smid tre mere på mig, og jeg vil stadigvæk stå her." Svarede hun blot. En ting man ikke skulle var at undervuderer hende. Hun valgte dog at følge med ham. Hayley vidste, at hun var ganske nydelig at se på. Det syntes hun selv, også var det fatkisk også ligemeget hvad andre tænkte.
Du burde gå hjem Hayley. Jeg ved du har for vane ikke at gøre som jeg siger... men nu vil være et godt tidspunkt at lytte. Lød det lidt bekymret fra Aria. Dog valgte Hayley at lade som ingenting.
Jeg tager ikke ordre fra dig Aria. Svarede Hayley blot. Hverken Hayley eller Aria havde nogensinde dræbt nogle - det var en af grundende til folk undervurderede hende til tider - den sukkersøde aura der hang over hende - tiggede nærmest om at hun skulle slås ihjel. Dog som hun lige havde vist, var hun langtfra bange for at slå fra sig.
"Fedt nok trick du trak ud af ærmet før dog." Sagde hun og kom endelig op på siden af ham.
Hayley var i ført et par sorte shorts - ganske korte. Samt en mørkerød tank top. Hendes hår var sat op i en hestehale, hvilket fremhævede de mørke øjne en del.

Nathan smilede da hun fulgte med ham. Et smil der afslørede at han ikke var gennemgående ond. Han var en mand af få ord, en mand der ikke viste kærlighed selvom han følte den. Nathan var vampyren, hvor Nathaniel var mennesket. Den ene kunne ikke eksisterer uden den anden - ikke længere.
''Trick? Nårh, du mener fyren? Tja.. Man slår ikke på kvinder - selvom de måske har fortjent det.'' sagde han roligt. Han var dannet, det lyste ud af ham. Han var opdraget til perfektion, og alligevel var han så rebelsk at det var sjældent at hans gode opdragelse skar igennem.
''Sig mig, hvad i alverden havde du tænkt dig? De mænd fra før havde ikke tænkt sig at stoppe blot fordi du slog én eller to ud.'' sagde han bare, inden han vendte sig om og så hende direkte i øjnene. De øjne som kunne udstråle vitalitet og livsglæde var lige nu døsige, kolde og følelsesforladte. Bag den svagt gyldne grønne farve som hans øjne nu engang var, gemte undertonerne af rødbrun sig. Vampyren i ham var en dræber - hvilket øjnene bekræftede.
Han forsatte med at gå, indtil de nåede en kro. Hvilken lagde han ikke mærke til - det kunne også være lige meget, alle kroerne kendte alligevel til ham i den forstand at han enten var bandlyst, skyldte dem penge eller var en velanset stamkunde. Heldigvis for ham, var denne en af de sidstnævnte.
''Nathan!'' lød det lettet fra kroejeren da han trådte ind. Det lod til at han snart måtte finde en ny kro.
''Vores forsyninger er ikke dukket op i dag. Har du set hende?'' spurgte kroejeren håbefuldt. Nathan rystede kort på hovedet.
''jeg har travlt, Barth. Vi er ved det sædvanlige bord. Det sædvanlige, men fire glas.'' sagde Nathan blot, inden han viste Hayley ned til et bord i et hjørne af kroen. Et bord der havde udsigt ud over hele kroen.

Hayleys blik var ikke ligefrem glad eller uskyldigt heller. Hun hævede blot et bryn af hans ord. Hvad hun havde tænkt sig, tydeligvis kendte han ikke hende ret godt. Derfor fnøs hun kort af ham.
"Tro mig sveske. Den regl om man ikke slår på kvinder, den er åndsvag. Bare fordi i spiller på musklerne, betyder det ikke at vi er fysisksvage." Svarede hun blot. "Jeg er ikke en lille fin pyntedukke. Beklager at ødelægge billedet for dig." Tilføjede hun så og satte sig ned mod det bord Nathan viste hende til. Hun havde hørt bartenderen sige hans navn. Hun var ekstremt opmærksom når hun var afsted med fremmede..
Seriøt jeg kunne flå ham levende... Vrissede Hayley let inde i sit hoved.
Rolig Hay... Du har selv valg at gå med? Svarede Aria halv bekymret. Vampyrer var ikke altid til at stole på, for en engel næsten aldrig. Klaus havde ikke været slem, faktisk overhovedet ikke. Nogle ville ikke tro hende når hun sagde, at hun sagde, at hun ikke var falden. Hayley kørte en hånd henover sit hår, og lagde let hovedet på skrå.

Han kunne ikke lade være med at løfte et bryn i forbavselse over hendes antagelser.
''Frøken, jeg hentydede hverken til at du var svag eller en dukke.'' konstaterede han, i en kort og kold tone. Hun skulle ikke irettesætte ham, ikke på det punkt.
''Du er måske én ud af hundredevis af kvinder, der kan forsvare sig. Reglen, som du kalder den, eksisterer kun fordi det ikke er fair at slå en kvinde der ikke kan forsvare sig. Jeg antager at du nu vil sige mig imod, og komme med det argument at du sagtens kan forsvare dig. Godt for dig. Men hvad så, hvis det ikke havde været dig - men din kære søster som det gik udover. Nu er det mig der antager, men jeg gætter at din krop ikke er din egen. Ikke alene i hvert fald. Så hvis du nu tager en dyb rensende indånding og lader være med at tro at jeg er kold narrøv uden at have beviser for det - så skal dette nok blive en hyggelig aften.'' han så hende i øjnene mens han talte. Han var decideret vred over, at hun troede at han mente hun var svag. Han var blot stærkere end hende. Der var ingen grund til at gøre hende noget - g hendes blod måtte hun hjertens gerne beholde for sig selv. Han var kun ude efter hendes selskab.
''Som du nok har regnet ud, så er mit navn Nathan. Efternavn har jeg ikke, og det samme gælder manerer og bullshit-tolerance, som du nok har opdaget nu.'' sagde han roligt, da kroejeren kom ned med en flaske whisky, en flaske blodøl, fire glas og et krus med en mørk rødlig dampende væske. Han stillede tingene på bordet, øllen og kruset foran Nathan og whiskyen samt glassene midt på bordet.
Han så kort på Nathan, derefter en smule medlidende på Hayley inden han gik igen. Nathan så afventende på Hayley mens han tog en tår af sin øl - den efterladte et tydeligt spor af blod på hans underlæbe.

Det var ikke fordi, at Hayley blev fornærmet eller noget. Hun var bare ikke god til samtaler med folk - hvilket han nok havde regnet ud. Og hun lagde altid alle kort og meninger på bordet - hvilket ofte gjorde folk ikke brød sig om hende. "Jeg tror ikke du en narrøv. Hvis du var. Havde du ikke taget mig med herhen til... og tilgiv mig, jeg har bare ikke særlig nemt ved at tale med folk - hvilket du jo næsten må have opdaget." Svarede hun ham. "Hvis det havde været min søster... så havde hun slet ikke befundet sig der... som du nok har regnet ud, er jeg den mere kampsøgende af os... hun fortrækker at være den fornuftige." Svarede hun dog. "Så du kender det huh? Det med at dele din person med en anden? Spændende." Tilføjede hun lidt efter. Så præsenterede han sig selv, og hun nikkede. "Mit navn er Hayley." Svarede hun derefter.

//Sorry min krea er ikke ligeså god nu.. :/

Han smilede indvendigt over hendes tilbagetog. Som om hvad han havde sagt havde ramt et punkt hos hende, en mor der havde skældt sin lille pige ud for at være uhøflig.
''Jeg har skam selv en... Bror. Ikke at han vil kendes ved det.'' sagde Nathan inden han så ned på flasken med whisky.
''Tag bare for dig. Jeg går ud fra at alkohol er noget du er familiært med. Når du har drukket tilpas til at du føler dig nogenlunde tryg ved mig - så vil jeg gerne bede om lov til at tilse dine sår og skader efter episoden før.'' igen var der ikke et spor af noget som helst i hans stemme, udover den monotone ligegyldighed. Som engel, burde hun vide at han ikke ville gøre hende ondt. Ja, naturligvis var de fjender - rent racemæssigt. Men han havde aldrig lagt vægt på hans races problemer. Faktisk, var han totalt ligeglad med det.
Nathan bed sammen, da hans bror skreg i sindet på ham at det var hans tur. At det var ham der skulle snakke med Hayley. Det var udmattende at skulle holde en person fangespærret i sit sind, men at udsætte hende for skiftet lige nu ville ikke være fair over for nogen.

//det går nok

Hun kneb let øjnene. Måske analyserede hun situationen, måske tænkte hun bare over tingene. Det var faktisk ufattelig morsom at møde en, med samme situation som hende eller næsten. Man ville ligge mærke til, hvis hun pludselig skiftede personlighed, fordi det var to vidt forskellige former. Selvfølgelig vidste han ikke det, men en som stod i sitiationen med personligheds spaltning ville kunne kende en anden med det. Sådan var det bare. Lov til at tilse hendes sår. Hayley var ikke typen som ville have hjælp fra andre, men det var heller ikke ofte folk spurgte om lov til det. Hun nikkede let. Hvis man kendte hende var det en stor ting, men nogle ville vel blot se det som en pige i nød ting vel. Desværre.
Hun tog et af glassene og drak det stærke væske. Ikke at hun ikke var van til det - både og. Når hun arbejde underlig nok, var det nok det eneste tidspunkt hvor Aria faktisk drak. Selvom det var forskellige forme, så det at Aria drak gjorde at Hayley også kunne. Men ikke fordi, at hun var den største fan faktisk. "Lad os bare for tilseingen overstået. Har du et værelse her eller noget?" Spurgte hun mere venligt end nogen af hendes andre sætninger havde været. Hayley kunne tælle de folk hun kunne stole på, bare på en hånd - uden at være bange for at skære et par fingre af faktisk.

Han fiskede let en nøgle op af sin lomme i bukserne. Blot det at hun gav ham lov til at hjælpe hende var da fremskridt. Nu måtte de så se, hvor længe hendes tillid til ham holdte - når det gik op for hende hvem Nathaniel egentlig var. Mon hun overhovedet kunne holde ham ud.
''Jeg burde nok advarer dig, Hayley. Det er ikke mig der tilser dig. Det er min bror. Forskellen er der egentlig ikke som sådan, han er blot venligere i tonelejet og i opførslen. Tro mig, han gør dig intet. Tværtimod.'' sagde Nathan inden han rejste sig og tog øllen med kruset med sig da han begyndte at bevæge sig op af trapperne. Han sagde intet på vejen op, og nåede hen til et værelse hvor der på døren var en skilt. PRIVAT var skrevet med tydelige smukke bogstaver. Heldigvis var det Nathaniels værk og ikke Nathans.

Hun nikkede til ham. "Advarsel modtaget. Hvis jeg kan holde Aria ud. Så tror jeg ikke din bror bliver noget problem." Svarede hun lidt drillende, og slap et lille kort grin ud. Så tømte hun sit glas og fulgte med ham op af trapperne. Tydeligt nogle folk troede alt muligt om dem. Når en mand og en kvinde gik op til et værelse sammen? Hayley fulgte med indenfor så snart Nathan låste døren op.
Lettere skeptisk var hun vel i sidste ende. Men, hvis hun kunne finde en bedre måde at heale hendes sår på, end at skære hul på sig selv bare for at drikke sit eget blod... så var det vel det hver. Desuden havde hun en ny afhænighed for at have nogle til at være i hendes nærhver. Hun brugte bare en slåskamp som en anden måde at lade folk rører hende end de utallige andre. Hvorfor var et mysterium - selv for hende.

Nathan lukkede døren bag sig.
Værelset var klassisk indrettet. En stor seng, et skrivebord, en kommode, et badeværelse med diverse fornødenheder... En reol med bøger, Et håndklæde i hjørnet der emmede af sved fra tidligere på dagen hvor Nathan havde valgt at træne.
På et splitsekund havde hans øjne ændret sig. Som et lyn fra en klar himmel, stod den samme mand foran hende - dog med en helt anden attitude. Øjnene var livlige, glade og smilende og det var som om de lige var blevet en tand grønnere og mere farverige.
''Godaften. Nathaniel Johnson, til tjeneste.'' sagde han med et lille varmt smil, inden han stillede kruset og øllen fra sig. Tydeligt væmmes han af øllen.. Alkohol var ikke hans kop te - naturligvis.
''Har du noget du vil fortælle inden jeg går i gang? Noget du under ingen omstændigheder vil være med til jeg gør. Jeg forstår fuldt ud.'' hans stemme var en tand lysere, gladere. Undertoner af varme og latter. Det var mere end almindeligt tydeligt at han var den oprindelige. At han var den originale.