Tidliig morgentur _ Dahlia

Tiid: daggry
sted parken
vejr: solen er på vej op
Omgivelser: ingen


Thea sad i sine engne tanker, hun vidste at det var tidlig om morgen, men hun var ligeglad, det betød at hun kunne snige sig ud og flyve til Doomville, hun skulle øve sig hvilket hun også havde gjort siden hun fandt ud af at hun var en engel, men hun havde ikke fortalt hendes mor eller far at hun var en engel da hun var bange for såre dem, hun rejste sig gik hen imod døren åbende den. Hun havde taget en skjorte på og et slidte lærreds bukser på. Hun smilede kort da lukkede døren ind til sit værelse. Thea havde længe vidst at hun ikke kunne være familie med dem da de var mennesker, men følelse af mangle noget havde vokset i hende, men hun valgte at holde det hemligt da hendes familie ikke skulle føle sig mindere værdig for det de havde gjort for hende var stort og noget ikke mange andre ville og hun var taknemlig.
Thea var nede af trappen uden at vække nogen så langt så godt, hun vidste at vis hun vækkede nogen var chance spilt og hun skulle forklare hvorfor hun var oppe så tidligt. Thea samlede sin sin blok og en blyant og puttede den i tasken hun havde taget fra værelse inden hun gået ned.
Hun åbende døren det stadig så tidligt at mange folk lå i deres senge og sov, Thea gabte en smule inden hun gik ind i en gyden ved siden af deres lille hus. Hun ville ikke afsløre sig selv vis der kom nogen, men på anden side kunne der komme nogle ind i gyden. Thea lod vingerne komme frem hun havde lavet huller på den skjorte så vingerne kunne komme igemmen uden at ødelægge skjorten, men det så sjovt ud når vingerne ikke var ude. Hun havde endelig lært at styre sin vinger så når de trukket ud kunne trække dem ind igen. Vingerne havde været svære for hende,  men for hvem ville det ikke være vis man hele sit liv havde troet at man var et menneske. Thea lettede solen var ikke stået op, men var så småt begyndt titte frem fra bunden af horisonten.

Thea landede i Doomville, hun vidste ikke hvad klokken, men landte i gyde og trak vingerne ind et svagt gisp unslap hendes læber, Thea var stadig ikke vant til smerten ved trække dem ind igen. Hun ville i dag finde mere roligt sted at slå sig ned.  Hun begyndte at gå. Hun vidste ikke hvor skulle hen, men det gjorde ikke noget det skulle nok finde ud af. Hun elskede doomville vis lige man så bort fra gyderne om aften så var det helt klart en god by. Hendes fødder havde bragt hende langt for hun endte i parken, men det var også sundt få noget luft. Hun havde inden hun gik ud af gyden skiftet til den anden skjorte som var sort og hun taget nogle sorte flade sko på matchede til skjorten.
Parken var stille på denne tid af dagen, normalt når hun var her legede børnene og de voksende havde samtaler om alt muligt. Hun bed sig svagt i læben inden hun lagde hovedet på skrå. Solen var snart på vej op. Hun glædede sig til at der kom nogen hun kunne tegne. Thea satte sig på en fugtig bænk.  Duggen havde ikke løftet sig fra jorden og alle overfalder den ellers var landet på.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det havde været en stille og rolig morgen for Dahlia. Hun havde købt brød som hun havde givet til Mariah inden hun afleverede hende hos en barnepige. Det var dyrt men hun syntes det var det værd. Hun gik igennem parken og nød at se på solen som var på vej op. Hun lagde mærke til en kvinde som satte sig på en bænk men lod ikke rigtig til at kigge nærmere på hende. Hendes saks hang i hendes bælte og skinnede smukt i de få stråler sol der nu var kastet over parken:" Lad os myrde nogen Dahlia.. Jeg får abstinenser af ikke at få lov til at mærke nogens liv blive klemt ud mellem mine fingre" sagde stemmen og Dahlia rystede kort på hovedet som svar. Hun gik roligt over til et træ og hev en ret så smuk hvid blomst ned som hun kiggede på inden hun satte den i håret. Hun sukkede let da hun nu ikke kunne se om den klædte hende eller ej, selvom den var placeret ret godt.
Hendes bror accepterede ikke at hun sagde nej og begyndte så bare at sige spydige ting i hendes hoved:" Kan du huske spændetrøjen... og det hvide tomme rum? Det kan jeg.. Kan du huske da de sultede dig, slog dig, tævede dig, kun fordi du er en særling. Selv hende på bænken syntes du en særling..". Dahlia tog sine hænder instinktivt op til sine ører, ude af stand til at blokere hendes brors stemme og med det samme fløj minderne frem, de kørte gennem hendes hjerne som var det en ustandselig spillefilm. Hun tog saksen op og satte den truende mod sin mave:" Stop! Eller jeg slår os begge ihjel!" råbte hun vredt og pressede saksen let mod sin mave, det tog ikke længe for den at skære gennem trøjen og prikke hul i hendes mave. Tårene skød frem i hendes øjne og roligt blev hendes hænder våde af blod, samt dukkede der stille en stor fugtig plet frem på hendes sorte undertrøje, man kunne se hvordan blodet glimtede let i solens stråler.
Hun trak saksen ud og vred sig let i smerte, dog så kastede hun blikket bagud og fik øjne på en lille men sød familie. Hendes bror så en chance for at tage over og tog den. Instinktivt gik Dahlia bagud mens hendes hoved pegede samme retning, i en unaturlig drejning. Man ville kunne spotte hvordan hendes aura blev mørk og hendes greb om saksen blev stramt. Man var ikke i tvivl om at hendes hensigter med den familie ikke ligefrem var venligsindet:" De er perfekte.. næsten delikate" mumlede han gennem hendes mund og kom med et lykkeligt smil.
Familien havde ikke bemærket noget, de var på vej over så deres barn kunne lege og de kunne nyde deres medbragte mad og snakke om alt mellem himmel og jord. Dahlia vendte sig og så ligepludselig ud som et såret dyr, i et split sekund. Faren bemærkede hende og rakte roligt ud efter hende for at give en hjælpende hånd, hun var jo såret, stakkels pigebarn. Dahlias ansigt blev ændret til et lettere morbidt smil og pludselig stak hun saksen ud efter ham. Hvis manden ikke kunne flytte sig i tide, hvilket han nok ikke kunne selv ville saksen gå lige igennem hans bryst som var det ingenting, så hurtig og stærk var Dahlia når hendes bror styrede.

Thea havde siddet på bænken et godt stykke tid for ig selv da hun fik øje på en pige, men hvad pigen lavede anede Thea ikke helt det var som om hun havde en diskussion om noget med sig selv. Da hun så saksen rejste hun sig instinktiv op og gik hen imod pigen. Det næste der skete kunne Thea ikke sætte en finger på da pigen rejste sig op gik hen imod en familie. Det var som noget havde ændret sig ved pigen. Da faren til barnet prøvede hjælpe blev det nok for Thea hun løb skubbede faren væk så han ikke ville blive ramt af saksen . Hun vidste at det måske kunne blive dumt for hende, men hun kunne bare ikke se til imens et barn mistede sin far eller mor. Hun anede ikke om kniven ramt hende fordi evnen var begyndt.. Hendes evne hun vidste ikke helt hvad det var og hun havde slet ikke styr på den og kunne kun bruge den når hun blev presset som nu eller vred. Thea forstod ikke denne pige, men hun klar til kamp. Thea anede ikke at hun var en skytsengel drog vidste hun at hun var en engel. Thea arbejdede på en plan ” lad dem være de ikke har gjort dig noget” sagde hun hendes stemme knækkede flere gange over og det var tydeligt at Thea ikke brugte sin stemme ret meget. Hun bed tænderne hårdt sammen for ikke at gispe af frygt inderst inde var hun sikker på at pigen ville gøre det af med hende lige om lidt for at havde blandet sig, men hun kunne ikke bare lade hende dræbe og ødelægge en familie. Hun ville vis pigen ville det gå i deres sted. Hun var ikke bange for pigen udenpå indenvendig var hun smule usikker på hvad der engentlig skete. Det var som pigen var to i en. Hun havde virket så fredlig, men nu var hun som en anden som drev hende til at gøre det hun gjorde.

Thea undrede sig over hvorfor hun var så anderledes og voldlig hun kiggede hen på familien, frygten i deres øjne var let at spore. Hendes hænder slog stadig gnister, manden lå stadig på jorden ubeslutsom om han skulle rejse sig eller blive liggende. Det eneste der passede nu var vis hendes vinger ville komme frem. Det havde hun prøvet en gang før sammen med en vampyr, men det var inden hun vidste hvad hun var. Lige siden hun havde lært hvad det var hun var havde hun trænet. Hun betragtede pigen ” hør her jeg tager deres plads du kan gøre med mig hvad du vil vis bare du lader dem gå” sagde hun pegede på den lille familie som pigen var ved ødelægge. Thea tænkte ikke på sit eget liv lige nu var det familen som havde hendes opmærksomhed..

Dahlia så overrasket ud da faren pludselig blev skubbet væk og saksen ramte ind i en engel. En god engel kunne hun mærke på auraen. Barnet og moderen skreg mens moderen knugede barnet beskyttende indtil sig. Hendes øjne blev fyldt med tårer og hun så trist på englen, dette var Dahlia der var ved at tage over, dog rystede hun kort på hovedet og broderen havde kontrollen igen. Et manisk smil bredte sig på hendes læber og hun holdte saksen på plads så hun ikke ville bløde endnu. Hun trådte tættere på englen så de var ansigt til ansigt:” Du taler vist ikke særlig tit.. Eller også må jeg være skræmmende..” sagde hun med et stort smil inden hendes øjne blev fyldt med sorg igen.
Hun begyndte at ryste, det var tydeligvis en kamp mellem hende og hendes bror om hvem der skulle have kontrollen, og hun var begyndt at kæmpe mere imod, det kunne man se fordi hendes øjne var triste og man kunne tydeligt se at hun fortrød hvad hun havde gjort. Hun trak forsigtigt kniven ud af englen og trådte lidt tilbage mens hendes blik sad fast mod jorden. Hun havde det dårligt med sig selv. Det var hendes skyld. Hun faldt ned på sine knæ og begyndte at græde, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre:”Undskyld… undskyld…” hviskede hun lavt mens hun tog sine hænder op og skjulte sit ansigt bag dem, hun følte sig frastødende.
Dog gik der ikke længe før broderen igen havde kontrol og hendes hulken stoppede. Hun sukkede og smilte så igen:” Det må i undskylde.. lad sjoven begynde..” sagde hun så og hurtigt stak hun ud efter englen igen med saksen, dog ikke så hurtigt som hun stak første gang fordi Dahlia kæmpede imod. Faktisk var det lidt af et dårligt stik, det kunne nemt undgås. Dahlia så på englen og kom med et svagt smil:” Hvorfor risikere dit liv for en eller anden menneskefamilie der alligevel bare vil glemme om dig i morgen?” sagde hun og satte hovedet nysgerrigt på skrå.
Hendes ene hånd som var ned langs hendes side hang og havde svage spasmer, det var Dahlia der prøvede på noget igen. Pludselig fik han hende til at stikke sig selv i armen og pressede på saksen indtil hånden stoppede. Hun skar ikke ansigt eller noget, man ville ikke kunne have opdaget at hun havde stukket sig selv hvis man ikke kiggede på hendes arm:” Jeg er Dahlia.. Hyggeligt at møde dig.. Eller hende der græder hele tiden er Dahlia.. Jeg er hendes bror.. Men jeg er også Dahlia.. På en måde.” sagde hun. Det var første gang hendes bror nogensinde havde introduceret sig selv, de fleste vidste ikke engang at han fandtes.

Thea var tydeligvis forvirret over det der skete og i starten havde hun ikke ænset skaksen i hendes arm før hun rev den ud, hun skar svaggt en grimasse, det første gang hun nogen sinde havde haft en ting i hendes arm. Hun skævede svagt til familien da moren begyndte græde, hun bed sig svagt i læben ” gå jeg skal nok klare mig” sagde hun henvendt til faren og moren. Thea vendte sit blik imod Dahlia hendes øjne var kolde og hendes finger gnisterede igen hun skulle lige til sætte sine finger på pigen da hun satte sig på knæ. Thea anede ikke hvad skulle sige og inden hun nåede sige noget var Dahlias bror åbenbart kommet tilbage for næste der skete var en kniv som blev svunget imod hende. Hun nåede lige at undgå den ved at hoppe en smule baglæns. Chokket havde gjort at hendes evne igen forsvandt. Thea sikker på at evnen havde noget med strøm at gøre. Hun betragtede ham? Hende ? Hvad man nu skulle kalde Dahlia for. Et svagt smil spillede over hendes læber og et hjælpsom blik ramte hende ” du er jo såret” sagde hun da hun spurgte hende hvorfor hun ville hjælpe en familie som havde glemt hende falmede smilet en smule. Hun vendte blikket såret ned, men det var ikke fordi han havde ramt hende på den måde.

Thea manglede ikke en familie som elskede hende, men hendes mor havde forladt hende på et tidspunkt og vidste hvor meget det ødelagde at splitte en familie af. Et barn havde ikke godt af miste sin familie det ødelagde barnet. Hun anede ikke hvem hun var i virkeligheden. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sig så hun gjorde det brugt det meste af sit liv på og det var at tie stille. Hun vendte sig om imod familien ” gå nu imens i kan” sagde hun løftede faren op at stå. Hun kunne ikke lade være det var som om hun var født til at hjælpe.
Hun kiggede efter familen da de begyndte at gå da de var kommet ud af hørvide præsenterede hvad der måtte være Dahlias bror sig. Vis ikke hun var forvirret blev hun det da han havde sagt det.. Hun kendte jo ikke til deres historie, men hun sikker på at han ikke fandtes rigtigt, men pigen hun stod over for havde personlighedsspaltning. Hun rakte hånden frem imod pigen og bror ” lad mig hjælpe du er såret” sagde hun vidste dem t tillid hun gik et par skridt næmere, men ikke tættere på end pigen skulle gå det sidste stykke for få hjælp.
Thea kunne hjælpe, hun kendte til urter og et svagt næsten barnlig uskyldigt smil ramte hendes blik der var intet dømmende ved det, det eneste hun ville var at hjælpe den såret, også selvom at den såret havde stukket en saks i hendes arm.

Dahlia så lidt på englen da hun nærmede sig og pludselig skreg hun så bare, hendes stemme lød som to stemmer lige pludselig, en mandelig og en kvindelig:” Der er to af os, få ham ud af mig, jeg vil ikke have ham herinde mere! Det hans skyld det hele! Torturen, hadet, spændetrøjen. Jeg glemmer aldrig spændetrøjen!?” råbte hun mens hun rev let i sit hår.
Hun pludselig tog fat i englens arm og hurtigt blev hendes evne aktiveret, englen ville få et billed brændt fat i sit hoved af en skrigende dyster kvinde med sort hår og hvide øjne, det var Dahlias rigtige form men den var skjult for omverdenen, indtil Dahlia slap hende igen. Dahlia slap hende og havde nu tømt sig selv for energi over sit raseri-anfald, hendes bror var også røget på plads bag lås og slå inden i hende. Hun slap englens arm inden hun nu bare sukkede og kørte en hånd gennem sit hår:” Det må du undskylde.. Jeg.. kan ikke rigtig styre ham.. Det er en lang historie.. Men da min mor var gravid havde hun tvillinger… Men åbenbart…. Åd jeg ham..” sagde hun og hakkede lidt i det, da mindet om hendes forældre gjorde hende ked af det.
Hun tog en hånd op til sin overarm, tydeligvis som om et gammelt ar pludselig sveg, og det gjorde det. Hun blev mindet om sin fortid hvilket gjorde hende trist. Hun så lidt på pigen og hev pludselig et stykke stof op af sin lomme, som hun forbandt englens arm med:” Jeg ville ønske jeg var ligesom alle andre. Det har jeg ønsket hele mit liv.. Men det svært at have en krop med to sjæle..” sagde hun roligt og talte skam ganske sandt.
Andre væsner end mennesker ville blive forvirret over den negative og positive aura som hun udstrålede, hun var ikke til at regne ud fra sin aura. Hun så lidt op på englen som var højere end hende og havde nu lavet en fin forbinding:” Han har… meget vrede.. efter hvad der skete i mine teenage år.. Det har efterladt nogle ar.. På begge sjæle..” Hun følte sig nødsaget til at klappe sig selv håbløst på panden, her stod hun og fortalte sin triste historie til en fremmed som hun tilmed havde prøvet at stikke ned, gud hun følte sig dum.
” Det var ikke meningen.. det må du endelig ikke tro” sagde hun, man kunne fornemme at hun havde fortrudt det bittert:” Du er latterlig Dahlia, dumme tøs.. Det din skyld alt sammen” sagde hendes bror i hendes hoved men hun valgte at ignorere ham, hvad vidste han alligevel? Han var bare en sjæl, ikke andet.

Hun var stadig forvirret, men da hun sikker på det var gode side rykkede hun nærmer , hun nåede ikke længere før pigen greb hendes arm og et forskrækket gisp unslap hendes læber. Det hun så var pigen, men i en anden form. Thea var stille i stykke tid iemns hun forarbejde det hun lige havde set, hendes blik var smule fraværende end til hun havde fået det hun havde set kunne stykke sammen . Dagen var startet godt endt lidt mærkelig. Dahlia virkede okay, men alt dette var forvirrende. Da hun begyndte at undskylde gik tættere på og gav pigens arm et klem ” det gør ikke noget, det var ikke din skyld” hendes stemme var hæs og smule træt, men hun syntes det var mærkelig at føle forståelse for pigen. Men det gjorde hun. Thea så hende ikke som mærkelig, måske speciel, men ikke mærkelig. Hun gik hen hentede sin blok som havde lagt på jorden et stykke tid. Hun tegnede hvad hun set i det mærkelige syn hun havde fået. Hun blev stille et stykke så skrev hun på blokken Dahlia og hendes bror efter et stykke tid. Kom hun til sig selv, Thea snakkede kun i virkelig dårlige situationer så nu hvor hun var sikker på at broen ikke var der ville hun vende tilbage til at skrive på blokken. Theas stemme gjorde hende udtryk vis man kunne sige det sådan så derfor snakkede hun ikke med mange uden blokken. Hun smilede og lavede en gestus med hånden, hun kneb svagt øjnene sammen da en hovedpine havde sneget sig ind i hendes hoved. Det kunne grundet synet hun havde fået da Dahlia grebet hendes hånd. Hun begyndte gå efter nogle skridt ventede hun så Dahlia kunne følge med.

Hendes reaktion var forventet, ingen ville have det godt efter at se Dahlias rigtige form, den var ikke ligefrem indbydende. Saksen blev sat ned i hendes bælte så hun ikke længere kunne gøre skade på folk. Dahlia var dog uforstående over hvorfor englen ikke bare gik, det havde alle andre gjort. Da hun mærkede englens klem om hendes arm så hun op på hende og så nu lettere forvirret ud:” Jamen… mnh… Du har en god sjæl..” sagde hun så og så lidt efter englen da hun var på vej væk, måske ville hun gå sin vej alligevel? Dog til Dahlias overraskelse samlede hun sin blok op fra jorden og kom tilbage?
” Hvorfor har hun ikke forladt dig endnu? Tror du virkelig hun kan lide dig Dahlia? Du naiv. Ingen ville være din ven, specielt efter du har stukket dem og givet dem mareridt i fuldt dagslys.. Glem det” sagde hendes bror i hendes hoved og det gjorde nu Dahlia en smule ked af det, hun sank blikket ned i jorden. Efter lidt tid så hun forsigtigt på pigen mens hun tegnede, kiggede ikke rigtig på hvad men bare at hun tegnende, bare på hende.
Hun blev lidt skræmt over at englen rakte hende hånden og lavede næsten et spjæt. Hun fulgte dog med da hun begyndte at gå og så lidt interesseret på englens blok:” Tegner du kun i den? Eller skriver du også?” hun kom med et let gisp efter at hun havde spurgte om at skrive, hun ville aldrig selv turde skrive. Ikke når han stadig var en del af hende, det ville ende galt. Så at pigen kunne skrive virkede ret spændende for Dahlia.
Hun så lidt rundt og lagde nu godt mærke til at folk kiggede lidt mærkeligt på dem, det var vel også kun logisk når Dahlias trøje havde et hul og blodet stadig flød ligeså stille. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til at såret blødte, så pludselig begyndte hun at føle sig mere og mere træt:” mhn.. Hvad er dit navn? Kan vi holde en pause?” kom det fra hende mens hun gispede let efter vejret, hun følte sig pludselig meget træt og svag.
Hun så lidt ned på sin mave og rørte lidt ved den kun for at få sin hånd tildækket af blod. Hun kom med et let suk og stoppede op for at støtte sig til en lugtepæl der var der:” Jeg tror jeg har gået lidt for længe med et åbent sår..” sagde hun så og bed sig i læben, det gjorde også pludselig ondt.

Thea gispede let da pigen faldte sammen, hun skulle have hjælp og vidste at pigen nok ikke ville med hen hvor læger og folk som sikkert ikke havde været søde ved hende var, heldigvis kendte hun en healer som kunne hjælpe. Faktisk var hun form for læge, men hun troede mere på det naturlige. Hun rev pigen arm forsigtigt for at få hende til at forsætte. Hun ville gerne tale, men alligvel holdte hun sig tilbage. Hun rev igen og blev til hun ville få vijle og pigen ville rejse sig. Thea kunne ikke løfte pigen så derfor var det vigtigt at de kom så tæt på den healer der kunne hjælpe. Thea havde mødt Healeren ved tilfælde da hun forsvarede en dreng fra en ondskanfuld mand som åberbart var hans stedfar. Healeren var også engel, det havde hun i hvert fald sagt. Om det havde været for berolige Thea vidste hun ikke, men det virket og det sår hun havde fået i armhulen var helet fint. Thea var ikke bange for det billed hun havde set, men det nok fordi hun ikke helt havde forstået det hun set. Hun havde tænkt sig spørge når alt det var overstået. Hun skrev på blokken rakte den [kom nu vi bliver gå havde skrevet og med den hånd hun ikke holdte blokken rev stadig armen dog mere bestemt for understrege at hun mente det hun havde skrevet.

Dahlia så lidt op på englen da hun rev i hende og forsøgte at rejse sig op, dog var det svært. Hun ømmede sig og holdte en hånd på sin mave mens hun skar en smertefuld grimasse. Hun kom dog op at stå og nikkede roligt til det der stod på blokken:” Du kan ikke stole på hende, hun vil føre dig væk ligesom hende den anden du stolede på. Kan du huske det Dahlia? Da de førte dig væk?” råbte hendes bror indeni hendes hoved og Dahlia prøvede at trække sin arm til sig da han nu havde fat i noget. Folk stod og kiggede på dem da de syntes det så mærkeligt ud men det var ikke ligefrem fordi nogen af dem havde lyst til at træde ind og spørge ind til hvad de havde gang i.
Nej folk de holdte sig til sig selv og deres egne problemer. Men Dahlia var stadig skeptisk. Hun havde nemlig stolt på en før som førte til at hun bare blev et eksperiment, de værste år af hendes liv. Hendes forældre var nærmest et lykkeligt minde i forhold til det andet. Hun glemte aldrig hvad de gjorde imod hende, deres præg havde sat sig i hendes hoved.
Hun sukkede så bare svagt da hun nu håbede inderligt at pigen ville hende noget godt. Hun stoppede med at kæmpe imod og så på englen:” Du fortalte mig ikke dit navn..” sagde hun så og ville tydeligvis ikke forsætte uden at vide det, om hun så skulle bløde ihjel midt på gaden. Hun bed sig i læben over smerten fra sin mave og lukkede sine øjne lidt i. Ville hun besvime nu?
Nej. Hun nægtede sig selv at få lov til at besvime, det ville ikke være godt. Hun fulgte med englen i håb om at det ikke var for langt væk:” Du dør nu Dahlia. Vi havde et godt liv sammen men nu er det farvel” advarede hendes bror hende i hovedet, og da de nåede frem til hvor end englen ville have hende hen faldte hun også sammen på gulvet før hun lukkede øjnene i. Hun prøvede at åbne sine øjne men det var allerede forsent. Hun var besvimet og blodet flød stadig fra det åbne sår.

Thea himmlede svagt med øjnene inden skrev sit navn på blokken rakte den til hende, hun skulle have hjælp ellers døde hun og Thea kendte en der kunne hjælpe, men vis denne kvinde hun havde mødt prøvede sende væk skulle hun igemmen Thea først. Hun anede ikke hvad denne pige havde været i gennem, men det var tydeligt at se at hun havde svært ved stole på folk. Theas hoved var ved at eksplodere, men hun sagde ikke for hende var det vigtigt at hjælpe pigen også vis ikke hun ville havde hendes hjælp for det gik jo ikke at pigen døde fordi hun havde stukket sig i maven. Thea havde også glemt sit sår armen fordi hun havde så travlt med pigen. Da Thea sikker på at pigen havde set hendes navn rev hun igen pigen i armen noget kraftigere end før fordi de havde stykke at gå og vis pigen skulle besvime skulle Thea ikke trække hende så langt så derfor skulle de afsted. Thea og Dahlia kunne snakke bagefter, men vis det hjalp hende lidt kunne vel godt sige hvor de skulle hen. Hun begyndte svagt skive, selvom det gik stærkt var hendes bogstaver altid fine og læslige, men hun også brugt næsten hele sit liv på at skive så til sidst blev man god jeg kender en der hjælpe, jeg går ikke udfra at du vil på hospitalet? skrev hun og gav blokken til Dahlia de skulle altså afsted inden hun besvimede for Thea var ikke sikker på at hun kunne bære pigen, men hun ville prøve vis det blev nødvendig at gøre det også vis det betød at hun smadrede ryggen.
Thea var ligeglad med menneskene omkring dem, hun skulle bare have pigen og hendes bror til at gå fremad så for understrege at de havde travlt lod hun som om hun hvade et ur på armen pegede på sin arm. Hun var vant til folk kiggede det var bare fordi de ikke havde bedre ting at tage sig til, men hun måtte måske også indrømme at de så noget farlige ud, hende med sin arm og Dahlia med sin blødende mave. Hun lod svagt blikket ramme pigen. Hendes blikk var ikke andet end hjælpsom hun ville så gerne forstå pigen som virkede til at have så mange problemer hun ville ikke have pigen skulle død. Hun kendte ikke til pigens historie, men vis hun gjorde havde hun nok bedre kunnet forstå hvorfor pigen havde så svært ved stole på Thea.

Hun havde ikke lyst til at være til mere besvær så i det sidste øjeblik før hun mistede bevidstheden nåede hun at følge med kvinden hen til hvor end hun ville have hende hen. Et svagt smil bredte sig på Dahlias læber og hun faldt træt mod gulvet i huset hos healeren. Hun var ikke død, men hendes krop havde nået sit absolutte fysiske punkt:” Tak…” mumlede hun svagt mens hendes bevidsthed fløj over i et drømmestadie. Hendes drømme bestod dog af hendes minder.
Indtil hun nåede til et minde om sin datter. Sin smukke lille engledatter… Som måske skulle hentes? Hun vidste ikke hvad klokken var, og hun begyndte at bevæge sig en smule uroligt mens hun mumlede et navn. Mariah. Det var hendes datters navn og hun var nu i halv panik over om hun skulle hente hende eller ej. Hun opgav dog efter noget tid og faldt tilbage til sine minder. Selvom de ikke var særlig rare, var det hendes liv og det gav hende en vis fred.
Da hun vågnede igen tog hun sig lidt til hovedet og havde nu fået en svag hovedpine. Hun så lidt rundt og kom med et svagt suk, inden hun så lidt på pigen:” Mange tak… Mnh.. Jeg kan ikke undskylde nok for min opførsel… Det var ikke iorden….” sagde hun så og så lidt på pigen. Taknemmeligheden var stærk i hendes blik.
” Løgner…. Løgner! Du er da ligeglad med en pige som hende! Hun er ligegyldig!” råbte hendes bror indeni hendes hoved men hun ignorrede ham, for det var løgn. Hun var faktisk ret så glad for at hun havde hjulpet hende… og den familie. Dahlia blev en smule trist af at tænke på de mennesker der nu havde lidt under at hendes bror havde fået kontrol. Hun kom med et let suk og lukkede sine øjne en smule i.

// Undskylder 1000 gange for at du måtte vente og at det er så kort!!!!

// jeg venter gerne bare svare når du har tid //

Thea vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men det sammen nåede de hen til healeren ved navn Carrie, kvinden var sidst i 20´erne hun kiggede bekymret på dem begge og vuderede at kvinden som væltede om på jorden var den første som skulle have behandling. Carrie vidste at når Thea var kommet hen til hende personligt med et andet menneske var det fordi den anden kvinde ikke havde løst til skulle sted hen hvor der var mange mennsker og læger. Carrie smilede svagt da Thea næsten væltet sammen med kvinden ” jeg ved ikke hvad der skete, men hun vidst påført sig selv det knivsår” sagde hun hendes stemme var stadig rusten, men hun kunne bruge den. Thea kiggede over på Carrie som havde et tænksomt blik i hendes øjne, det var tydeligt at Carrie tænkte på hvad de skulle gøre. Til sidst insturede hun Thea i hvordan de skulle løfte hende over i en af de to senge hun havde til patinter. Thea veg ikke fra Daliahs side. Hun var opmærksom på alt det Carrie begyndte at gøre, hun fandt nål og noget tråd af en art derefter gjorde hun nålen klar ved at stikke den ind i flammen på starinlys for at gøre den ren var Thea sikker på. Thea vidste ikke helt hvor såret var eller hvor stort det var, imens Carrie syede Daliahs mave eller hvor det var henne var hun ikke sikker på, men omkring maven.  Tog Thea Daliahs hånd klemte den. Hun havde stadig svært ved fatte hvad hun set og hvordan hun skulle reagere på det. Faktisk var Thea ikke sikker på det hun havde set kom fra pigen selv. Hun sank svagt en klump idet hun mærkede hvordan Daliah bevægede sig. Hun kiggede på Carrie som stoppede imens pigen bevægede sig.

Thea opfangede hurtigt at Dahlia snakkede om Mariah hvem end det så var, men mere nåede der ske for så gled hun tilbage i sin drømmetilstand og forsvandt. Da Carrie var færdig med Daliah vendte hun sit blik imod Thea ” din arm?” sagde carrie og lyd bekymret, men Thea betragtede den, hun rystede på og pegede på pigen. Hun kunne vente Daliah havde bug for hjælp. Faktisk havde Thea ikke set hvor dybt det var og pågrund af det med den anden havde hun heller ikke lagt mærke til hvor meget det engtlig havde blødt.
Carrie tog dog ikke nej som et svar og klippede ærmet af hendes skjorte betragtede såret, det var ikke så sybt som hun føst havde troet, men flængen i Theas arm var meget lang. Hun fandt en ny nål og tråd begyndte at syg hendes arm.
Thea skar en grimasse da nålen røg ind og ud af hendes hud, men det var hurtigt overstået og hun kunne igen sidde ved Dahlias side. Thea havde allrede glemt hvor ondskabfuld hendes bror var, vis det var hendes bror Thea havde svært ved samle sine tanker om alt dette, men hun ville hjælpe alle vis hun kunne. Thea fandt hurtigt hånden igen og gav den forsigtigt klem inden Daliah så ud til at komme til sig selv igen. Thea smilede svagt ” jeg syntes du fortjente en chance desuden ved jeg at du ikke gjorde det med vilje” sagde hun tav hendes stemme var stadig smule hæs, men alligevel brugte hun den. Sad lidt vidste ikke om hun skulle spørge ind til hvem denne Mariah var. Hun måtte heller lade være desuden nåede hun det ikke før Carrie rakte hende kop mynte te satte en anden kop på bordet ved siden af Dahlias seng.