ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Forår
Måned | April
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 189 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Alysia
Vores brugere har i alt skrevet 164678 indlæg i 8725 emner
Suicid Squad l Lavender - Dahlia l
:: Doomsville City :: Terrorville District :: Gågaden
Side 1 af 1
Suicid Squad l Lavender - Dahlia l
af Gæst Man 18 Apr 2016 - 22:45
S: Gågaderne i Terroville
T: Nat
Rækkefølge: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - Mig.
Han ville ikke kunne skrige. Den stakkels unge mand. Mennesket havde været ude og gå imens Josette havde en af hendes episoder. Nu stod han der. Ude af stand til at gøre noget som helst imens Jo lod knivens blad glide henover hans hud, og farve den mørkerød. Det smil der på hendes læber, kunne ikke købes med penge. Den måde hun nød den smerte hun kunne se i hans øjne. Hun lod kniven glide henover mandens mund, så der ville blive formet en glad mundvige. Det var tydeligt for hende, at se på manden at han ønskede at give efter for smerten, men hendes evne for alt for stærk for ham. Josette morrede sig vanvittigt. Det var en del af hendes markerede legeplads. Det var ikke den første hun havde efterladt i byen, og hun blev så sur når folk tog dem ned. Hvordan skulle hun ellers huske, hvor grænsen på hendes legeplads gik til?
Josette bandt hans arme og svang rebet over en pæl, sådan at armene blev løftet let op. Ligesom en marionetdukke, og Josette var førren. Hun legede med folk. Nogen synes hun var morsom. Andre hadede hende for det. Hun havde gjort lignende i en af de andre byer, hun kunne ikke sætte navn på lige nu, men måske ville det komme til hende her senere? Hun trak let på skulderen og lod som om, at hun ville ende hans lidelser men lo så.
"Som om. Det ville være alt for let!" Udbrød hun med et grin. Pludselig kom der vagter løbende. De omringede hende. Hun vendte sig imod dem og sukkede lidt.
"Smid kniven fra dig. Og vi kan snakke om det her." Josette kiggede på sin kniv og slap den. Hun så sørgmodig ud, og hun var trist. De havde lige ødelagt hendes leg?! Hvem gjorde sådan noget? Det var virkelig uhøflig! Lederen nikkede til de skulle gå lidt tættere på hende.
"Hvad var det?" Spurgte hun og løftede blikket op. Som om at hun havde hørt nogen. "Skal jeg dræbe alle her og slippe fri?" Spurgte hun ud i luften og lod blikket hvile på lederen til sidst. Så brød hun ud i grin. "du ved stemmerne i hovedet." Hun lavede en lille fiks håndbevægelse som, at de ikke skulle tage hende seriøs. "Ej det er bare for sjovt..." Tilføjede hun med et smil på læben og hovedet vippet let på skrå. "Det var ikke det de virkelig sagde." Med næste håndbevægelse lavede hun modvind så vagterne blev kastet tilbage. Hun åndede lettet ud og satte sig på hug ved lederen. Så sukkede hun tungt.
"I gør det alt for let drenge. Jeg troede i havde mere at give af." Hun klappede ham let på brystkassen inden hun vendte tilbage til sit første offer. Snart død.
"Håber du nød dit sidste sjov Karl.. du hed Karl ikke?" Spurte hun og rystede så blidt på hovedet. "Du ligner en Karl.. så nu hedder du Karl."
Josette drejede rundt på hælene ved en lyd fra gågadens mørke gyder. Blodet måtte have tiltrukket nogle. Menneskeblodet. Fra både hendes offer og vagterne som var ved at komme sig over vindstødet.
"Er i kommet for at lege... hvis i også bare vil ødelægge min leg.. så synes jeg i skal smutte." Sagde hun bestemt og lagde utilfreds armene overkors. Hun vidste ikke, hvor mange der var i mørket eller om der kun var en.. eller flere fra andre sider. Men en ting var sikker. Der var ikke flere der skulle ødelægge hendes leg.
T: Nat
Rækkefølge: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - Mig.
Han ville ikke kunne skrige. Den stakkels unge mand. Mennesket havde været ude og gå imens Josette havde en af hendes episoder. Nu stod han der. Ude af stand til at gøre noget som helst imens Jo lod knivens blad glide henover hans hud, og farve den mørkerød. Det smil der på hendes læber, kunne ikke købes med penge. Den måde hun nød den smerte hun kunne se i hans øjne. Hun lod kniven glide henover mandens mund, så der ville blive formet en glad mundvige. Det var tydeligt for hende, at se på manden at han ønskede at give efter for smerten, men hendes evne for alt for stærk for ham. Josette morrede sig vanvittigt. Det var en del af hendes markerede legeplads. Det var ikke den første hun havde efterladt i byen, og hun blev så sur når folk tog dem ned. Hvordan skulle hun ellers huske, hvor grænsen på hendes legeplads gik til?
Josette bandt hans arme og svang rebet over en pæl, sådan at armene blev løftet let op. Ligesom en marionetdukke, og Josette var førren. Hun legede med folk. Nogen synes hun var morsom. Andre hadede hende for det. Hun havde gjort lignende i en af de andre byer, hun kunne ikke sætte navn på lige nu, men måske ville det komme til hende her senere? Hun trak let på skulderen og lod som om, at hun ville ende hans lidelser men lo så.
"Som om. Det ville være alt for let!" Udbrød hun med et grin. Pludselig kom der vagter løbende. De omringede hende. Hun vendte sig imod dem og sukkede lidt.
"Smid kniven fra dig. Og vi kan snakke om det her." Josette kiggede på sin kniv og slap den. Hun så sørgmodig ud, og hun var trist. De havde lige ødelagt hendes leg?! Hvem gjorde sådan noget? Det var virkelig uhøflig! Lederen nikkede til de skulle gå lidt tættere på hende.
"Hvad var det?" Spurgte hun og løftede blikket op. Som om at hun havde hørt nogen. "Skal jeg dræbe alle her og slippe fri?" Spurgte hun ud i luften og lod blikket hvile på lederen til sidst. Så brød hun ud i grin. "du ved stemmerne i hovedet." Hun lavede en lille fiks håndbevægelse som, at de ikke skulle tage hende seriøs. "Ej det er bare for sjovt..." Tilføjede hun med et smil på læben og hovedet vippet let på skrå. "Det var ikke det de virkelig sagde." Med næste håndbevægelse lavede hun modvind så vagterne blev kastet tilbage. Hun åndede lettet ud og satte sig på hug ved lederen. Så sukkede hun tungt.
"I gør det alt for let drenge. Jeg troede i havde mere at give af." Hun klappede ham let på brystkassen inden hun vendte tilbage til sit første offer. Snart død.
"Håber du nød dit sidste sjov Karl.. du hed Karl ikke?" Spurte hun og rystede så blidt på hovedet. "Du ligner en Karl.. så nu hedder du Karl."
Josette drejede rundt på hælene ved en lyd fra gågadens mørke gyder. Blodet måtte have tiltrukket nogle. Menneskeblodet. Fra både hendes offer og vagterne som var ved at komme sig over vindstødet.
"Er i kommet for at lege... hvis i også bare vil ødelægge min leg.. så synes jeg i skal smutte." Sagde hun bestemt og lagde utilfreds armene overkors. Hun vidste ikke, hvor mange der var i mørket eller om der kun var en.. eller flere fra andre sider. Men en ting var sikker. Der var ikke flere der skulle ødelægge hendes leg.
Gæst- Gæst
Sv: Suicid Squad l Lavender - Dahlia l
af Gæst Tirs 19 Apr 2016 - 0:18
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Det havde været en kedelig aften for Lavender. Hun havde egentlig kun tilbragt tid i Dragons Peak for at få fat i en der kendte til hendes søster, Tera. Men da hun ikke kunne få fat i den berygtede Ramsay, havde hun stødt på en anden, Josette. Hun havde kun snakket med hende kort, dog kunne hun allerede vide nu at Josette var den type person hun gerne ville vide mere om. Hun var selv skrupskør så at møde nogen der var af samme kaliber, føltes rart. Hvis rart altså var en følelse hun kunne føle.
Klik klak klik klak lød stilletterne som hun gik ned langs byens gader, på vej til kroen for at finde et muligt offer, sulten var overvældende stor lige nu. Rejsen tilbage havde været så lang og kedelig! Men mødet med Josette havde sat noget i gang inden i Lavender, så nu måtte hun spise! Sådan havde hun det altid når hun blev spændt, hun havde planlagt at skaffe sig noget fornemt og udsøgt, ikke bare en sølle borger af byen.
Hun stoppede op da den delikate duft af blod var i luften, og ikke bare en smule. Hun besluttede sig for at følge duften, snuse sig ind på den og finde ud af hvordan blod pludselig blev den primære lugt i disse gader. Hun kom frem til et lettere makabert syn. Ikke at det berørte hende på nogen måde, udover at et morbidt smil bredte sig på de fyldige blodrøde læber.
Hun havde sneget sig ind gennem mørket, brugt det til at skjule sig mens hun undersøgte sagen nærmere. Hun lagde hovedet på skrå da hun så et velkendt ansigt, om det ikke var den kære Josette Thunder, som hun havde mødt i løbet af hendes tid i Dragons Peak! Hvad lavede hun dog her af alle steder?
Lavender stod dog i skyggerne og betragtede hende, holdte øje med en hver bevægelse, åd sadismen med sit sultne blik. Hun trak sin kniv, overvejende om hun skulle være med i sjoven, eller bare gå sin vej. Festmåltidet måtte vente. Hun trådte ud af skyggerne og bredte sine arme ud langs siderne i en elegant maner inden de faldt ned langs hendes krop igen:” Kære Josette. En fryd at se dig her” sagde hun varmt og lagde hovedet let på skrå.
Lavender var godt nok ikke ligefrem klædt på til lejligheden men hun kunne aldrig sige nej til et godt mord. En vagt havde ikke bemærket hende så roligt gik hun hen ved siden af ham og lagde en hånd mod hans skulder inden hun så i en enkelt bevægelse stak ham i halsen og rettede sin postur til at være normal igen. Blod sprøjtede ud mod jorden foran Josette og manden faldt på knæ mens han desperat prøvede at stoppe blødningen:” Fjollede menneske. Du kan ikke stoppe det. Selv hvis du ville.” sagde hun en anelse drillende og plantede sin hæl mod hans skulder idet hun tvang ham mod jorden. Han hostede og gispede indtil blodtabet var så stort at han besvimede.
Hun rettede så sit blik mod Josette og holdt øjenkontakten mens hun roligt kørte sin tunge op langs den blodige kniv:” Mnnnh. Smagen af blod har altid været noget der kunne sætte ens humør. Syntes du ikke?” sagde hun og så sig kort om mens flere vagter strømmede til:” Men jeg håber du vil introducere din veninde til mig.” sagde hun og gav et interesseret nik mod siden. Det var trods alt en stor fordel at være vampyr, folks lugte indhentede dem altid inden de ville have mulighed for at blive set.
Det havde været en kedelig aften for Lavender. Hun havde egentlig kun tilbragt tid i Dragons Peak for at få fat i en der kendte til hendes søster, Tera. Men da hun ikke kunne få fat i den berygtede Ramsay, havde hun stødt på en anden, Josette. Hun havde kun snakket med hende kort, dog kunne hun allerede vide nu at Josette var den type person hun gerne ville vide mere om. Hun var selv skrupskør så at møde nogen der var af samme kaliber, føltes rart. Hvis rart altså var en følelse hun kunne føle.
Klik klak klik klak lød stilletterne som hun gik ned langs byens gader, på vej til kroen for at finde et muligt offer, sulten var overvældende stor lige nu. Rejsen tilbage havde været så lang og kedelig! Men mødet med Josette havde sat noget i gang inden i Lavender, så nu måtte hun spise! Sådan havde hun det altid når hun blev spændt, hun havde planlagt at skaffe sig noget fornemt og udsøgt, ikke bare en sølle borger af byen.
Hun stoppede op da den delikate duft af blod var i luften, og ikke bare en smule. Hun besluttede sig for at følge duften, snuse sig ind på den og finde ud af hvordan blod pludselig blev den primære lugt i disse gader. Hun kom frem til et lettere makabert syn. Ikke at det berørte hende på nogen måde, udover at et morbidt smil bredte sig på de fyldige blodrøde læber.
Hun havde sneget sig ind gennem mørket, brugt det til at skjule sig mens hun undersøgte sagen nærmere. Hun lagde hovedet på skrå da hun så et velkendt ansigt, om det ikke var den kære Josette Thunder, som hun havde mødt i løbet af hendes tid i Dragons Peak! Hvad lavede hun dog her af alle steder?
Lavender stod dog i skyggerne og betragtede hende, holdte øje med en hver bevægelse, åd sadismen med sit sultne blik. Hun trak sin kniv, overvejende om hun skulle være med i sjoven, eller bare gå sin vej. Festmåltidet måtte vente. Hun trådte ud af skyggerne og bredte sine arme ud langs siderne i en elegant maner inden de faldt ned langs hendes krop igen:” Kære Josette. En fryd at se dig her” sagde hun varmt og lagde hovedet let på skrå.
Lavender var godt nok ikke ligefrem klædt på til lejligheden men hun kunne aldrig sige nej til et godt mord. En vagt havde ikke bemærket hende så roligt gik hun hen ved siden af ham og lagde en hånd mod hans skulder inden hun så i en enkelt bevægelse stak ham i halsen og rettede sin postur til at være normal igen. Blod sprøjtede ud mod jorden foran Josette og manden faldt på knæ mens han desperat prøvede at stoppe blødningen:” Fjollede menneske. Du kan ikke stoppe det. Selv hvis du ville.” sagde hun en anelse drillende og plantede sin hæl mod hans skulder idet hun tvang ham mod jorden. Han hostede og gispede indtil blodtabet var så stort at han besvimede.
Hun rettede så sit blik mod Josette og holdt øjenkontakten mens hun roligt kørte sin tunge op langs den blodige kniv:” Mnnnh. Smagen af blod har altid været noget der kunne sætte ens humør. Syntes du ikke?” sagde hun og så sig kort om mens flere vagter strømmede til:” Men jeg håber du vil introducere din veninde til mig.” sagde hun og gav et interesseret nik mod siden. Det var trods alt en stor fordel at være vampyr, folks lugte indhentede dem altid inden de ville have mulighed for at blive set.
Gæst- Gæst
Sv: Suicid Squad l Lavender - Dahlia l
af Gæst Lør 23 Apr 2016 - 17:38
Påklædning Hun har et par bukser på (Lædderbukser), en t-shirt og våben gemt rundt omkring.
Dahlia, hun var ens værste mareridt. Hun var hvad man betegnede som ren ondskab, hun var hvad der gemte sig i mørket og sandhed hvad selv de onde mennesker frygtede. Man skabte jo ikke et navn af sig selv, ved at være kendt som den søde person og det var helt klart hvad hun havde gjort. Dahlia Mikaelson var kendt som jægeren, kendt som den man skulle advarer sine børn omkring. Hun fandt morskab i andres lidelser, og var vel hvad man kunne kategorisere som værende en sand psykopat. I dette øjeblik var hun så også godt i gang med at slutte et liv, eller rettere det håbede manden vel. Hun havde været i gang i et par timer nu, så han ville nok egentlig bare gerne møde sin ende. Dette fik hun gentagende gange af vide, specielt i form af de mange bønder. Hun havde dog blot grinet, men i sidste ende var det vel tid til hans skulle dø. Der var kun en streng af tid, af hvad folk de kunne underholde hende i og han havde helt klart ramt det tidspunkt.
Hans død var dog ikke behagelig, specielt fordi han fik lov til at dø af blodmangel. Hans død skulle da ikke forekomme hurtig, det ville slet ikke ligne hende og derfor skulle han dø af blodmangel. Hun kunne høre hvordan han råbte efter hende, hvordan han råbte eder og forbandelser efter hende. Han ville dø, men hun gav ham ikke den ære og det var han sur over. Hun ignorere ham dog fuldkommen, fortsatte blot sin gang væk fra ham. Hun fandt ham kedelig, og siden hun heller ikke var kendt for at nådesløs, så ville hun ikke give ham en hurtig død.
Som hun kom gående ned af gaden, kunne hun opfange lyden, men også lugten af blod. Hun kunne samtidig høre lyden af hendes kære søster. Josette var ikke hendes biologiske søster, men hun var mere en søster end Rebekah nogensinde havde været. Josette forstod hende en smule, selvfølgelig ikke fuldkommen, men i det mindste mere end Neal nogensinde havde gjort. Hun fulgte lyden af Josette's stemme, hvilket også førte hende til lyden af en helt anden stemme.
Da den kvindelige stemme pludselige referede til hende, klukkede hun. Hendes latter var ikke fuld af liv, snarer fuld af den mangel på følelser hun bar. Hun trådte frem fra mørket "Dahlia Mikaelson, og hvem er du smukke?" Dahlia var biseksuel, og selvom hun ikke forstod sig på følelser, så kunne hun da godt finde andre smukke, og denne vampyr var skam meget smuk. Hun så hen imod Josette og nikkede "jamen dog søs, leger du nu igen med folk" spurgte hun drillende. Hun kendte skam godt til Josettes metoder, og hun dømte hende ikke...det ville være ret så dobbeltmoralsk, specielt fordi hun var mindst ligeså slem selv
Dahlia, hun var ens værste mareridt. Hun var hvad man betegnede som ren ondskab, hun var hvad der gemte sig i mørket og sandhed hvad selv de onde mennesker frygtede. Man skabte jo ikke et navn af sig selv, ved at være kendt som den søde person og det var helt klart hvad hun havde gjort. Dahlia Mikaelson var kendt som jægeren, kendt som den man skulle advarer sine børn omkring. Hun fandt morskab i andres lidelser, og var vel hvad man kunne kategorisere som værende en sand psykopat. I dette øjeblik var hun så også godt i gang med at slutte et liv, eller rettere det håbede manden vel. Hun havde været i gang i et par timer nu, så han ville nok egentlig bare gerne møde sin ende. Dette fik hun gentagende gange af vide, specielt i form af de mange bønder. Hun havde dog blot grinet, men i sidste ende var det vel tid til hans skulle dø. Der var kun en streng af tid, af hvad folk de kunne underholde hende i og han havde helt klart ramt det tidspunkt.
Hans død var dog ikke behagelig, specielt fordi han fik lov til at dø af blodmangel. Hans død skulle da ikke forekomme hurtig, det ville slet ikke ligne hende og derfor skulle han dø af blodmangel. Hun kunne høre hvordan han råbte efter hende, hvordan han råbte eder og forbandelser efter hende. Han ville dø, men hun gav ham ikke den ære og det var han sur over. Hun ignorere ham dog fuldkommen, fortsatte blot sin gang væk fra ham. Hun fandt ham kedelig, og siden hun heller ikke var kendt for at nådesløs, så ville hun ikke give ham en hurtig død.
Som hun kom gående ned af gaden, kunne hun opfange lyden, men også lugten af blod. Hun kunne samtidig høre lyden af hendes kære søster. Josette var ikke hendes biologiske søster, men hun var mere en søster end Rebekah nogensinde havde været. Josette forstod hende en smule, selvfølgelig ikke fuldkommen, men i det mindste mere end Neal nogensinde havde gjort. Hun fulgte lyden af Josette's stemme, hvilket også førte hende til lyden af en helt anden stemme.
Da den kvindelige stemme pludselige referede til hende, klukkede hun. Hendes latter var ikke fuld af liv, snarer fuld af den mangel på følelser hun bar. Hun trådte frem fra mørket "Dahlia Mikaelson, og hvem er du smukke?" Dahlia var biseksuel, og selvom hun ikke forstod sig på følelser, så kunne hun da godt finde andre smukke, og denne vampyr var skam meget smuk. Hun så hen imod Josette og nikkede "jamen dog søs, leger du nu igen med folk" spurgte hun drillende. Hun kendte skam godt til Josettes metoder, og hun dømte hende ikke...det ville være ret så dobbeltmoralsk, specielt fordi hun var mindst ligeså slem selv
Gæst- Gæst
Sv: Suicid Squad l Lavender - Dahlia l
af Gæst Man 16 Maj 2016 - 17:11
Et tilfreds smil gled henover hendes læber da Lavender trådte ud af mørkest skygger. En af hendes gode veninder. Der var faktisk nogle hun kaldte venner i denne verden som ikke var faldne. Det skete sommetider. Specielt når folk mindede om en, så var man pludselig ikke alene i verden.
"Lavender, hvilken behagelig overraskelse." Sagde hun og vippede fornøjet hovedet på skrå. Det var altid en fornøjelse at støde ind i den skønhed til Lavender.
"Der skal desværre meget til at slukke min blodtørst... desværre for dem." Josette havde ikke ondt af menneskerne. Der var ingen medlidenhed eller nogen form for skyld at se i hende. Dog blev hun lettere overrasket da Lavender ville have hende til at præsentere sin veninde. Let vendte hun blikket over imod siden, hvor Dahlia kom frem. Let rystede hun på hovedet af Dahlias kommentar og gengaldt det drillende smil.
"Det vil jo ikke være en leg, hvis der ikke var nogle at lege med." Svarede hun med et skævt smil. "I må gerne være med. Noget siger mig der kommer flere dukker til her om lidt." Tilføjede hun og pegede ud til siden. Lavender ville sikkert allerede have hørt dem.
"Min kære søster og min kære veninde. Hvilken fantastisk dag det er sådan at lade os tre male byen rød sammen.." Hun trådte frem og slog ud med armene. Der var et stort smil malet på hendes læber. Hun vidste hvad Dahlia var i stand til, og hvad Lavender var i stand til - samt ikke mindst hvad hun selv var i stand til.
"Jeg må bede jer om at ligge hvad i har i hænderne og stoppe." En var kommet frem med andre i hælene. Politi. Militær. Lige meget hvad så var hun helt ligeglad.
"Stoppe?" Josette gik et lille skridt frem og kiggede så skiftevis på sine kære. "Vi er lige gået i gang." Tilføjede hun og sendte vagten et skævt smil. Hun løftede hånden frem.
"Hvem af jer fantastiske kvinder vil have æren?" Spurgte hun og vagten sank tydeligt en klump. Han havde allerede opdaget, at han var ved sin sidste dag på denne jord. Det behagede hende at udføre tortur med andre. Specielt Ramsay. Så nu havde hendes to elsklinge her noget at leve op til, ikke at de vidste det. Ikke engang Josette skænkede det andet end en lille tanke.
"Lavender, hvilken behagelig overraskelse." Sagde hun og vippede fornøjet hovedet på skrå. Det var altid en fornøjelse at støde ind i den skønhed til Lavender.
"Der skal desværre meget til at slukke min blodtørst... desværre for dem." Josette havde ikke ondt af menneskerne. Der var ingen medlidenhed eller nogen form for skyld at se i hende. Dog blev hun lettere overrasket da Lavender ville have hende til at præsentere sin veninde. Let vendte hun blikket over imod siden, hvor Dahlia kom frem. Let rystede hun på hovedet af Dahlias kommentar og gengaldt det drillende smil.
"Det vil jo ikke være en leg, hvis der ikke var nogle at lege med." Svarede hun med et skævt smil. "I må gerne være med. Noget siger mig der kommer flere dukker til her om lidt." Tilføjede hun og pegede ud til siden. Lavender ville sikkert allerede have hørt dem.
"Min kære søster og min kære veninde. Hvilken fantastisk dag det er sådan at lade os tre male byen rød sammen.." Hun trådte frem og slog ud med armene. Der var et stort smil malet på hendes læber. Hun vidste hvad Dahlia var i stand til, og hvad Lavender var i stand til - samt ikke mindst hvad hun selv var i stand til.
"Jeg må bede jer om at ligge hvad i har i hænderne og stoppe." En var kommet frem med andre i hælene. Politi. Militær. Lige meget hvad så var hun helt ligeglad.
"Stoppe?" Josette gik et lille skridt frem og kiggede så skiftevis på sine kære. "Vi er lige gået i gang." Tilføjede hun og sendte vagten et skævt smil. Hun løftede hånden frem.
"Hvem af jer fantastiske kvinder vil have æren?" Spurgte hun og vagten sank tydeligt en klump. Han havde allerede opdaget, at han var ved sin sidste dag på denne jord. Det behagede hende at udføre tortur med andre. Specielt Ramsay. Så nu havde hendes to elsklinge her noget at leve op til, ikke at de vidste det. Ikke engang Josette skænkede det andet end en lille tanke.
Gæst- Gæst
:: Doomsville City :: Terrorville District :: Gågaden
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» I need you to hear the story - Genevira
» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
» Lena beware of the city - (Sean)
» A sneaky human, and a metal vampire
» Nothing is what it was... ~ Renata
» 3 emnesteder til debat (afstemning)
» Begyndelsen på venskab eller... ~ Genevira
» I need help. Truly – Dr. Trott (fortids emne)