To make an omelet.... - Dahlia

Gemt væk i den dybeste afkrog af de ældgamle katakomber, kunne man høre en gentagende og rytmisk banken.
Denne konstante lyd, som fløj gennem de døde og øde stengange, var skabt af en dæmon, som vandret henover gulvet med sin elfenbens stok, og hver eneste stød mod stengulvets overflade, resulteret i den genkendelige banke lyd.

Dæmonen stoppet foran et bord.
Bordet var dog ikke til hverken spisning, eller til udstilling, der var læder spænder, og store kolde stål lænker, som var sat fast til bordets side, og hang fast til stenvæggen.
På selve bordet lå en kvinde. Hendes ankler fastlås med de solide og kompromiløse kæder, og hendes håndled var holdt tilbage af nogle grumme og hårde læderspænder.
Læderspænder var grove og holdbare, i sådan en grad, at selv Hulk ville ligge hjælpeløs, og sårbar.

På et mindre bord ved siden af kvindes hoved, lå der en masse redskaber, som var svære at se præcist fra kvindens synsvinkel, men et par hamre i forskellige størrelser, synåle, og andre uigenkendelige redskaber, lå farentruende, og selvom de var intet andet end objekter, kunne man næsten høre en ond latter, som kom fra de skarpe genstande.

Kvinden havde et spejl hængende en meter over sig, hvor hun kunne se at hun lå med sin bløde og silkebløde hud, helt nøgen bortset fra hendes kønsdele og bryster, som var dækket af nogen røde stykker stof. Men maven, skuldre, ben, hoved, og alt andet, var totalt blottet for omverden.

Den gamle dæmon lænede sig indover hende, efter at han opdaget hun var vågnet. Han lod et roligt, og næsten faderligt smil, overtage sine læber, og med en betænksom, og beroligende tone, sagde han venligt "frøken, jeg er her for at hjælpe"
Han lod sin ene fingrespids køre henover hendes nøgne og ubeskyttet kind, meget blidt, for at gøre et forsøg på at gøre hendes situation mindre panisk, og skræmmende.
"Omforladelse, hvor er mine manere. De kan kalde mig for Hr.Saint"
Han vendte sig mod sit bord med redskaber, mens han forsatte med at snakke, mens hans øjne kigget efter det rigtige redskab.
"Jeg kan forstå deres fortvivlelse, og forvirring. Det er en naturlig fysiologisk reaktion på ukendte situationer. I alle selvbevidste arters biologiske evolutionære historie, har det vist sig at være fordelagtigt for individet i arten, og derved artens overlevelses succes som helhed, at have en fysiologisk reaktion på potentiel fare - som foreksempelvis kidnapning"

Han tog et glas op fra redskabsbordet, som var fyldt med nogen slimet mel orme. Ormene havde bare en grønlig nuance i deres øjne, og var tydeligvis ikke naturlige.

Han satte glasset ved side af hendes hofte, og begyndte at åbne glasset, mens han forsatte med at snakke "Så deres følelser og sindstilstand er helt naturlig, og et tegn på at deres hjernes neoroner reagere normalt på den rigtige stimulans"

Ud af glasset tog han en enkelt orm, og lagde den op på hendes mave.

"jeg beklager frøken. Men denne proces er meget smertefuld. Og jeg frygter at før natten er omme, vil de tigge om døden -- Men jeg kan forsikre dem frøken, jeg lover af alt min viljestyrke, at stå imod fristelsen til at give ind til min medfølelse - hvis de skal lide for videnskaben, så må jeg også selv ofre mig - Og mit ofre bliver et af vilje, mens at deres bliver et af kødet"

Kvindens navn var Dahlia. Hun havde været ude og handle eller noget i den stil, nu hvor hun faktisk tænkte over det kan hun slet ikke huske hvad hun lavede før hun endte op her. Hendes øjne åbnede sig langsomt og hun følte sig rund tosset.. Hun rørte lidt ved sin kind, eller det følte hun ihvertfald, indtil hun så ned af sig selv og så at hendes hænder var fastspændte, og fingeren tilhørte en ældre dæmons.
Hendes øjne spærrede op i overraskelse og en utilfreds lyd kom ud mellem hendes læber. Et let suk kom fra hende og man ville kunne spotte en form for utryghed i hendes øjne:" Hvor er jeg..." mumlede hun og så lidt forvirret op på dæmonen. Hun vred sig let for at teste hvor stærkt hun var bundet, hun kunne ikke komme fri foreløbigt og slet ikke uden sin brors hjælp. Hvor var han overhovedet nu hvor hun skulle bruge ham? Hvad hun ikke vidste var at han havde været ligeså påvirket af stoffet som hun var. Hun så lidt op på spejlet i nogle sekunder og betragtede sig selv, inden hun så på melormene.
Hun begyndte at vride sig som en gal, mest af alt fordi hun ikke kunne fordrage at se på dem.
En snert af panik kom frem i hendes øjne da hun mærkede en mod sin mave og hun så bedende op på dæmonen:" Vær sød at lade mig gå... jeg har et barn.. Hun ville ikke kunne klare sig uden mig" kom det fra hende. Hun var mest utryg fordi hendes bror var ikke til at komme i kontakt med, og uden ham var der ikke nogen til at berolige hende. Hun undrede sig skam også over hvorfor han tog hende af alle:" Hvorfor mig..." spurgte hun, dog så følte hun sig stadig en smule søvnig, hvad var det overhovedet som han havde givet hende?, det kunne hun ikke lade være med at overveje. Hun opgav at kæmpe imod efter noget tid og nægtede at græde, for det ville gøre det hele meget værre.
Det var dog ikke første gang hun havde været en forsøgskanin for nogen, men de tanker var gemt langt væk i hendes minder, mest så hun kunne fokusere på at overleve dette. Hvis hun kom i tanke om fortiden ville hun ikke længere kunne fremstå stærk og samtidig ville hun vise den rigtige Dahlia, for den Dahlia hun viste nu var bare endnu en af hendes barriere mod omverdenen.