Blood is the New Black - Rowan

"Jeg går ingen steder." Hviskede han roligt og lod hele verden forsvinde omkring sig, imens han lod sig opsluge af hende igen. Hvor kom alle disse følelser dog fra? Der havde vel været kemi dengang for to år siden, og ja, han havde da tænkt på hende flere gange efterfølgende. Det ville være løgn at sige, at hun ikke havde gjort stort indtryk på ham, men... Nej. Ikke nu. Ingen tanker. Kun dans. Bare dans. Smilet havde ikke forladt hans læber, og det blev kun bredere hvergang han enten løftede hende, drejede hende eller på andre ekstravagante måder dansede og viste hende frem.

Var hun ikke gift sidst? Ingen tanker. Bare nyd øjeblikket!
Hun havde vidst talt om en mand. Bare lad som om hun er din. Blot for en aften!
Havde Rowan overhovedet overskud til at føre en anden kvinde ind i sit liv? Bare dans!
Der var sket så mange omvæltninger på det sidste. Var han klar til kærlighed? Der var ikke gået så lang tid, var der? Var der? Der var efterhånden ingen tvivl mere: Caroline og Rowan ville have hinanden. Men hvor meget? Hvorfor tøver du? Var det ikke dette du ville have? Var det ikke hende du altid drømte om? Hende du altid tænker på? Men hvad hvis hun kun ville have ham for denne aften? Han ville mere. Han havde brug for mere. Dit hjerte kan ikke holde til endnu et brud. Hans hjerte begyndte at slå hårdere. Hurtigere. Tvivlen og frygten hvirvlede i hans sind. Det var første gang de havde set hinanden efter to år! De havde drukket! Det ville ende galt - men åh, hvilken vidunderlig fejl det ville være!

Hun kom tættere på. Hans hjerte slog hårdere. Tættere... Højere... Han så på hendes smukke røde læber. Hjertet dunkede for hans indre øre. Han kunne mærke slagene helt ude i fingerspidserne. Du begår en fejl med mig, Caroline. Han lænede sig mod hende og trak hende langsomt og blidt helt tæt ind til sig. Men jeg vil gerne være din fejl.

Deres læber mødtes i et forsigtigt men flygtigt kys. Hendes duft virkede stærkere nu end den havde været før. Hans hjerte stoppede i et kort sekund med at slå. Hele verden ophørte med at eksistere. Han flyttede sine hænder op til hendes skuldre og slap hendes læber i et kort øjeblik. "Vi burde nok ikke..." Hviskede han, inden han atter kyssede hende; denne gang mere passioneret.

Spørgsmålet stillede hun også til sig selv. Var hun klar til at lade en ny person fylde så meget i hendes hoved? Kunne hun overhovedet tage, hvis hun skulle miste ham? Ville det ødelægge hende fuldstændigt, hvis hun aldrig så ham igen? Det ville det nok. Caroline kunne ikke klare flere tab, hun havde oplevet dem så meget hun ville kunne begynde at se på folk, når de skjulte deres følelser – kun fordi hun var på ekspert. Hun var vel bange for, at efter denne aften. Så ville han ikke synes hun var god nok. Følelsen af det, at hun ikke havde det som om, at hun fortjente sådan et varmt hjerte. Det var den hårde sandhed, fordi fortjente hun overhovedet det han kunne give hende? Fortjente hun overhovedet hans venlighed?

Dog i det sekund hun blev trukket helt tæt imod hans brystkasse, blev hendes tanker slået ud. Hun kunne hører hans hjerte rytme, og var nok det eneste hun pludselig kunne hører. Det var hans bankende hjerte der slog ind imod hendes mælkehvide hud. Caroline blev helt suget væk da deres læber mødtes. Der gik et lille stod igennem hende – yderst behageligt. Det gav et sus hun ville have svært ved at beskrive. Men for hende, der føltes det rigtigt. Hun lod øjnene gled henover ham blidt og draget da han hviskede. Hun ville svare ham, men blev afbrudt af ideen om det i det sekund hans læber plantede sig på hendes igen. Caroline gengalt kysset lidenskabeligt. Og endnu engang ramte suset hende, hvor det tvang hende til at indse. At hun lige havde mødt de læber, som hun helst ikke ville fjernes fra. Efter lidt tid slap hun dem kort, hun kunne stadigvæk mærke hans varme ånde imod sine læber.
”Men, hvad hvis vi burde?” Spurgte hun i en let hvisken, og lod atter sine læber glide imod hans. Hun lod sine arme glide rundt om hans skuldre. Hun passede perfekt her synes hun. Hun følte hun var et sted hun hørte til, og det var lige her ved Rowan.

Om det var det rigtige at gå efter, var et godt spørgsmål. Livet var bare så kort, at hun synes det ville være en skam at gå glip af nogle af de gaver det kunne give. Det ville blive trist, og man skulle vel gå efter hvad der kunne gøre en glad ikke? Hvor man kunne være sig selv fuldt ud. Det følte hun lige her og ligenu. Hun havde ikke engang lagt mærke til at musikken var slut, og folk forlængest havde sat sig tilbage på deres pladser. Men tiden var forsvundet fra hende.

Hun smagte sødt. Måske var det vinen. Måske var det bare hans egen fantasi. Det var ikke til at sige, og det var i grunden ligegyldigt. Han lod sin ene hånd finde vej til hendes hoved, hvor han flettede fingrene ind i hendes gyldne hår. Han var fuldstændig opslugt af hende. Han havde aldrig troet at han nogensinde skulle få chancen for at holde hende i sine arme, men... Her stod de jo! Han tvang sig selv væk fra hendes læber - det var jo lidt upassende at de stod midt i rummet, til skue for alle de andre gæster. Han ville svare hende, men hans hjerne var ikke i stand til at sammensætte et passende svar.
"Jeg... Øh... Skal vi ikke sætte os igen?" Endte han i stedet med at fremstamne. Han brød sig ikke om den opmærksomhed de havde tiltaget sig. Med den ene hånd på hendes ryg, førte han hende blidt tilbage til deres bord, hvor han trak stolen ud for hende og hjalp hende til rette. Efterfølgende satte han sig overfor hende, med en let rødmen over kinderne. Han plejede at være bedre til at charmere kvinderne - hvorfor gjorde hun ham så tosset?

"Jeg..." Der var en lang pause, hvor han desperat forsøgte at finde på noget klogt. Ingen success. "... Ved ikke hvad jeg skal sige." Han følte sig som en mand der forsøgte at svømme mod en redningsbåd, men var ude af stand til at nå den. Caroline var hans redning, men han kunne ikke nå hende. Hvordan skulle man overhovedet tale til hende?

"Kysser du alle dine dansepartnere, eller var jeg blot usandsynligt heldig?" Spurgte han i stedet. Han hadede straks sig selv for sådan en latterlig kommentar. "Det... Skal du ikke svare på. Undskyld." Han sukkede og trak så på smilebåndet. "Jeg tror du har gjort mig skør, Caroline..." Han havde lyst til at holde hende igen. Mærke hende. Kysse hende. Bordet mellem dem var naturligvis i vejen. Måske var det bedst...

Hun fulgte med ham hen til bordet igen. Satte sig foran hende, det ville nok også være bedst. Faktisk var hun usikker på om hun overhovedet kunne få fingrene til sig selv, hvis han sad henne ved hendes side. Caroline løftede let blikket op da han prøvede at starte en sætning. For hende fandt hun det blot kært, hvilket nok var irriterende for ham. Hun sank en klump, dog fik han sagt noget lidt efter. Det fik hende til at glide ud med en blid latter. For hende så gjorde det intet at komme med sådan en kommentar, hun elskede dem - hvis de altså kom fra dem hun holdt af.
"Du skal ikke sige undskyld." Svarede hun med et varmt smil, som blev siddende på hendes læber igen. "Men for at besvare det. Så nej. Jeg går ikke rundt og kysser mine dansepartnere." Hun svarede på hans spørgsmål. Ligemeget for mærkelige han måtte synes de var. For man ville ikke sige det, hvis man ikke havde strejfet tanken. Og man ville kunne sove bedre, hvis man da havde fået det besvaret... ikke?

Caroline lod pludselig hendes blik falde over i en mere overrasket bevægelse. Ikke negativ. Det var tydeligt, at det ikke var noget hun hørte hverdag. Selvfølgelig havde hun modtaget komplimenter fra Nicolas der mindede lidt om dem. Men der var noget... noget over den måde han sagde det på - eller bare det faktum, at han sagde det. Som fik hende til at blive mundlam. Det var egentlig noget simpelt, men så ærligt sagt. Hendes smilebånd trak sig selv op ret hurtigt, ikke at hun havde set kølig ud på nogenmåde. Bare positivt overrasket. Hun kørte en hårlok tilbage om bagved sit øre og så ham i øjnene imens.
"Jeg håber det skal tages som noget godt, ellers så jeg på forhånd ked af det." Svarede hun til det og kløede sig kort i nakken. "Du skal vide, at det ekstremt længe siden, at jeg har følt mig så i live." Tilføjede hun lidt efter. Ærlighed kom man længest med. Hun hentydede tydeligvis til hans selskab. Det havde fået hende til at glemme alt dårligt der var sket i hendes liv.

Selvfølgelig var bordet i vejen. Caroline havde med sine tanker allerede op til ti gange kastet bordet væk. Men det blev alligevel ved med at stå der. Hun måtte vel også lade det stå der. Det var bedst. Ingen ville se for meget alligevel. Og det ville nok heller ikke give det bedste indblik for nogen. For hun var ikke så desperat. Hun ønskede at sidde ved ham. Ligge med sit hoved imod hans brystkasse imens hans hænder kørte igennem hendes gyldne lokker. Caroline ønskede blot at være tæt på ham. Kysse ham når hun ønskede, og blot give ham den kærlighed han fortjente.

"Åh det var ærgerligt!" Udbrød han med et kækt smil. "Det betyder vel at jeg må stoppe med at kysse alle mine dansepartnere!" Han prikkede let til den tomme vinflaske, imens han løftede den op over skulderen. En tjener spottede ham, nikkede og forsvandt ud i baglokalet. Rowan satte atter flasken ned. "Jeg er ikke god til at ændre mine vaner, min kære, så jeg håber ikke du vil tage det ilde op når jeg kysser på de ældre, tykke og særdeles fulde kvinder, der normalt byder mig op." Han havde, til sin egen overraskelse - og lettelse - genfundet sin skarpe tunge, og nu da han ikke fysisk rørte hende længere, fandt ordene lettere vej til hans tanker. Han betragtede hendes guddommeligt smukke rolige øjne med et charmerende og dog drillende smil.
Vinen kom til bordet. Det var en anden drue, og vinen var mere lilla end deres tidligere drikkelse. Rowan overvejede hvad det mon betød, men accepterede at hans manglende interesse gjorde ham alt for uvidende og ligeglad til at bekymre sig. Den smagte godt dog! Da de begge havde vin i deres glas, skålede han.

Hendes indrømmelse gjorde ham en smule fjern. Det havde jeg nært glemt. Hendes alt for rolige øjne, alt for blege hud, kølighed og naturlige stilhed. Intet trommende hjerte. Ingen rødmen. Intet liv. Han betragtede hende igen, som hvis disse tanker ville ændre hans syn af hende. Men det ændrede intet. Hun var stadig smuk, velafbalanceret, forførende og charmerende. Og død. Tanken sendte en smule ubehag gennem hans krop.

"Jeg er beæret over at bringe lidt lys ind i din tilværelse, i så fald." Sagde han kort efter og løftede sit glas til endnu en skål. Et smil havde fundet vej til hans læber igen og det eftertænksomme ansigt forsvandt. Hvorfor bekymre sig? Hun var vel stadig i live, på sin vis. Men hun kunne vel egentlig ikke få børn. En del af ham lod sig afskrække en smule ved den tanke - en anden mindede ham om, at det betød at de kunne have en masse sjov uden frygt for konsekvenserne.
Du lægger for mange tanker bag. Bare nyd din aften, og se hvad der sker. Tænkte han med et fast smil.

"Nå, min kære, dette må blive vores sidste flaske for i aften. Ellers løber jeg tør for penge!" Indrømmede han muntert. Han skulle helst have lidt tilovers til at leje et værelse, hvis nu det blev nødvendigt... Af flere årsager!

Den skarpe tunge var tilbage, og ærligtalt - så var det den hun elskede og huskede ham for. Det fik hende til at grine kækt af ham.
"Det næsten en god ide, eftersom jeg ikke ligefrem er den sødeste når jeg er jaloux." Det var ikke meningen man skulle tro hun dræbte nogle der... bruge sin evne til at få dem til at gå væk var vel nærmere det. Hun kunne være jaloux, ikke ligeså meget som Angela, men det kunne lade sig gøre. Carolines smil blev mere drillende ligesom hans, og hendes øjne virkede lidt som levende lys.

Dog forsvandt det fra hendes ansigt, da han virkede til at få en åbenbaring om hendes tilstand. Det gjorde hende alt for nervøs. Hvorfor havde han så meget kontrol over hende, det gjorde nærmest ondt. Hvis hun kunne, ville hun så tage et skridt tilbage og blive varulv igen? Hun fangede sig selv i den tanke, hun ville blive anderledes hvis hun gjorde. Nicolas og vampyrlivet – var det som havde gjort hende til den hun var ligenu. Da hun var menneske var hun svang og bange, som varulv var hun svag, bange og havde et problem med vrede. Og selvom hun ikke var så svag og bange mere. Så havde hele hendes drej til følelser angrebet hende overraskende. Hun følte meget stærkere end mange andre, fordi hendes følelser var omdrejet af varulve år, vampyr år og vampyros år. Vampyros gjorde det svært, men hun havde overlevet det indtil videre.

Da han sagde noget var hun så bange, at det skræmte hende mest. Bange for, at han ville finde en undskyldning for at gå videre. Dog skålede han med hende, og havde fundet et smil frem. På trods hendes nervøsitet og frygt, så fik han hende til at smile alligevel. Det kom helt af sig selv, hvilket nok også var de smil der var de bedste – dem som ikke var tvunget, men påført af glæde over et andet menneske.

Nå min kære den sætning fik hende til at synke en klump .Hun kunne lide de ord, min, specielt endda. Hun lagde hovedet let på skrå.
”Jeg skal nok give næste gang vi mødes så.” Sagde hun og kørte en hånd igennem sit hår. Hun skålede med ham og nød vinen. Den var lidt anderledes end den anden, ikke helt så sød som den sidste – men det gik! Hun var ikke så kræsen. Caroline satte glasset fra sig, og kiggede op igen.
”Så, hvad har du af planer for resten af aftenen, og de kommende dage?” Spurgte hun nysgerrigt. Caroline ville selvfølgelig gerne tilbringe tiden med ham, men forstod, hvis han skulle hjem til Jacob jo.

Han lo mildt. "Jaloux? Dig? Alle kvinder vil være dig! Du bør ikke være jaloux overhovedet!" Svarede han tilbage. Det var til dels sandt - antog han. Han var selvfølgelig ikke klar over hvad andre kvinder tænkte. Egentlig, tænkte han muntert, så ved jeg ikke hvad nogen af dem tænker! Han lod atter vinen blive ført op til læberne, og studerede hende indgående henover glasset. Hvordan nogen mand ville kunne modstå hende, det var ham en gåde. Hans tanker fortsatte. Måske kan de ikke modstå hende. Ligesom jeg ikke kan. Hvor længe har hun levet? Hun har sikkert giftet sig et utal af gange. Efterladt mange mænd med knuste hjerter. Han satte glasset fra sig og sendte hende endnu et charmerende smil. Skal jeg slutte mig til flokken? Hun forlader mig jo i det øjeblik jeg får grå hår. Og ville jeg kunne bebrejde hende det? Næppe!

Han lod sine øjne forlade hendes perfekte ansigt, og lod dem i stedet skøjte henover de resterende ansigter i kroen. Der var tyndet betydeligt ud i menneskemængden. Klokken måtte efterhånden være meget.
"Ingen planer," svarede han mildt og vendte sine øjne mod hende igen. "Udover en smule søvn og måske lidt mad på et tidspunkt. Det et faktisk planerne for alle mine dage! Mad, søvn og fra tid til anden lidt selskab." Han rettede sig op i stolen og modstod lysten til at række ud efter hendes hånd. "Skal du selv noget spændende i nat? Eller de næste par dage?"

Måske burde hun ikke være jaloux, men hvis tanken om Rowan med en anden kvinde - gjorde hende allerede små jaloux. Det gjorde det bare, og det skete ellers så sjælendt. Han burde tage det som en kompliment! Hun lyttede igen da hans blik gled ud på de andre. Hendes fulgte hans ud imod folkene. Nattevæsnerne vidste sommersolen stod tideligt op. Og vampyrerne på kroen var gået i frygt for solens stråler. Caroline vendte blikket over til ham, imens hun lyttede til det sidste han sagde.
"Jeg har ikke det helt store at fortage mig. Eller jeg har nogle ting jeg skal ordne med min søster - ellers så ikke det helt store." Svarede hun let. Hun havde selv sagt før, at hun var søster til lederen over de faldne. Caroline gik ikke mere op i det, og var egentlig ligeglad med hvad folk syntes om det. Hun var selv ved at vende sig til tanken omkring det alligevel.

Hun kørte en hånd igennem sit hår. Så lænede hun sig let henover bordet med albuerne hvilende på bordpladen. Hun så interesseret på ham.
"Så, hvad tænker du på? Du ser yderst eftertænksom ud noglegange." Spurgte hun og vippede let hovedet på skrå. Hvis han havde nogle spørgsmål, ville hun hellere end gerne besvare dem! For hun var yderst nysgerrig omkring, hvad han egentlig tænkte på. Caroline bed sig kort nervøst i underlæben, men slap hurtigt igen. Det var en vane når hun følte sig en smule nervøs.

Han lod kommentaren om søsteren passere med et smil og et løftet øjenbryn. Hun uddybede ikke så han spurgte ikke. Det måtte vel være passende. I stedet skænkede han lidt mere vin op til dem begge. Var det den tredje eller fjerde flaske? Han følte sig egentlig ikke særligt påvirket. Eller? Han smilte igen og skubbede tanken langt væk, da hun lænede sig ind over bordet og gav ham lidt mere at kigge på.
"Hvad jeg tænker?" Gentog han og overvejede i et splitsekund sit svar. "Jeg tænkte blandt andet på, om jeg mon har noget mad til i morgen. Om jeg fik hentet mine nye sko eller blot har glemt hvor jeg satte dem. Om jeg fik betalt for disse flasker inden vi satte os, eller om jeg om lidt skal blive chokeret over regningen." Han lænede sig tilbage og nød hendes udstråling. Det havde følt skønt at holde hende og mærke hende - og især at smage hende. Men havde det følt rigtigt? Han var nødt til at teste hende lidt mere - for deres begges skyld.

"Og så tænker jeg selvfølgelig på din unaturlige skønhed, dit flotte hår og dine meget flotte former." Han rømmede sig og vendte blikket - der i takt med tankerne havde vandret mod særlige dele af Carolines krop - tilbage på hendes øjne og hendes læber. "Men jeg indrømmer gerne at jeg kun tænker på de førnævnte trivielle ting fordi jeg frygter, at hvis du først får lov til at bo i mine tanker, så... Så vil du ikke vide hvor de når hen!" Han lo over sin egen forlegenhed og skålede endnu engang.
"Men du vil måske have mig til at tænke særlige ting?" Det var intet under at han holdt sine tanker for sig selv - han havde efterhånden fået banket det ind i hovedet flere gange, at visse tanker ikke skulle deles.

Hun lyttede til førstedelen af hans svar, og lo af det. Caroline skar en lille grimasse. "Jeg tror" Hun pegede med sin pegefinger i en fin lille bevægelse over imod ham, inden hun forsatte, "at du bliver en smule overrasket over regningen." Hun grinede af sin egen kommentar. Det var typisk hende at grine af sig selv. Caroline lagde sin hånd ned på bordpladen igen. Det var ikke fordi, at de havde fået så meget at drikke igen. Et par flasker vin var det vel blevet til. Vampyrer blev ikke så nemt påvirket, men Carolines inderste glæde havde en chance for at blive sluppet fri. Hun kunne løsne op for, hvordan hun havde gået og set kold ud de sidste par dage. Hun åndede let ud og et større smil bredte sig på hendes læber, da han endnu engang komplimenterede hende.

Caroline var meget opmærksom på hans ord. Hun lyttede, og havde altid haft en evne for det. Hun var ikke blevet så selvisk som nogle sagde. Caroline bed sig endnu engang i læben, og vippede hovedet let til den anden side. ”25 årig som ligner en på 18. Jeg synes jeg holder mig godt.” grinede hun let af sig selv, og lyttede til det sidste han sagde. Hun beundrede ham faktisk for at sige tingene. Der var intet værd, hvis man pakkede det hele ind flere gange – fordi man var bange for det.
Caroline sank en klump. Hun havde allrede meldt afbud til et bal på Herregården, hun følte ikke for det. Så det var nok ikke stedet at spørge om man ville med hen, når man ikke kom alligevel. Måske kunne de mødes engang i næste uge? Caroline overvejede mulighederne.
”Det er dig, selvfølgelig vil jeg have du skulle tænke specielle tanker.” Smilede hun skævt og lod let sine læber skille sig så hun kunne ånde ud. Hun skålede med ham igen. Stemningen var blevet god igen, det var ikke kun lange blikke nu. De var der stadigvæk, men nu havde de fundet ud af,hvordan de skulle snakke med hinanden igen. Det var bare et godt tegn. Hendes latter blottede sig igen for deres ører.
”Jeg har en ide! Hvad med, at på torsdag. Det et par aftner før der fuldmåne, så tænkte. Vi måske skulle mødes her eller på Det vilde svin. Jeg giver?” Sprugte hun. Det var alligevel stort for hende at spørge om de skulle aftale et møde. For, hvis nu han takkede nej. Det ville hun selvfølgelig satse på, at han ikke gjorde.

/Ligger en smule an til det der plot er om hjørnet.. og til vi kan starte det nye

Han rynkede panden og skævede til vinen. "Lad os håbe at chokket ikke slår mig ihjel," sagde han med en overvejende stemme, inden han atter sendte hende et smil. "Men men men man kan ikke sætte en pris på en særdeles hyggelig aften." Sagde han og studerede hende igen. Det havde naturligvis i hans øjne været 'hyggeligere' hvis han kunne lokke hende med hjem. Hans logik frarådede ham. Han førte glasset op til sine læber igen og tømte dets indhold i sin mund. Han var lige ved at få det hele galt i halsen, da hun nævnte sin alder. Et akavet kvalt host forlod ham og han brugte et øjeblik på at få luft igen. "25?!" Udbrød han. Det kunne ikke være sandt! Så kan hun da umuligt have været gift! Så var hun 23 da du så hende sidst. Han var tydeligvis overrasket og fortrød pludselig sin afslappede holdning tidligere. Du skulle ikke have sluppet hende! Nu har du opført dig som en kæphøj idiot! Pokkers!
Han rømmede sig, lænede sig tilbage og studerede hende med et pludseligt mere overvejende og seriøst blik. "Du blev bidt som 18-årig? Der kan man se." Hun så ældre ud. Hun så voksen ud. Gjorde hun ikke? Han kunne pludselig se ungdommen i hendes ansigt; de store uskyldige øjne og smukke runde kinder. Tanken fik en smule væmmelse til at rulle gennen hans krop. Hun er teknisk set 18! Hvad har jeg gang i?! Hun vil altid være 18! Når jeg er 40, er hun 18. Når jeg er 60 er hun 18!! Panikken bredte sig, men han formåede at holde den skjult. I stedet smilte han roligt og nikkede.
"Torsdag lyder... Fint." Han tøvede. 18... Hvad har jeg dog rodet mig ud i?

( Lyder fint! )

Hun kunne ikke forstå påstyret. Måske var hun egentlig ældre end hun så ud. Alt hun havde været igennem havde gjort hende forvirret igennem tiden. Vent? Havde hun egentlig ikke været forvandlet om til et menneske, og derved gjort sig ældre? Hun mente faktisk det var hvad der skete. Men der var også sket så meget! Caroline tøvede kort. "Altså. Jeg blev bidt af en varulv da jeg var 18 tror jeg, jeg har aldrig rigtig haft styr på tid - for at være ærlig." Hun sank blikket lidt. Forvirret og tøvende omkring sig selv - det kunne næsten altid give hende en gevaldig hovedpine. "Jeg blev forvandlet til vampyr tre fire år efter." hun så let op. Alle vidste bid fra en vampyr på en varulv kunne dræbe en varulv og omvendt. "Men så var jeg menneske i nogle måneder... og jeg mindes at blive til min rigtige alder.. men tro mig. Der sket så mange fucked up ting i mit liv.. at jeg snart ikke kan holde styr på noget mere." Indrømmede hun og kiggede på ham. Det var bare det at hun indrømmede det. Nok det mest ømme punkt for Caroline, var hende selv i sidste ende. Hun havde ingen anelse om, hvad der skete nogle gange.
"Du behøver ikke, hvis du ikke vil? Du fortjener meget mere end, hvad jeg overhovedet kan give af." Smilede hun let til ham. "Du ved... jeg vil bare have du skal være glad." Hun satte sig let tilbage i sædet.
Faktisk lignede hun en på 23 i hendes sind, men som sagt. Hun havde ikke styr på meget om sig selv!

Varulv først... Den tanke beroligede ham faktisk lidt. Senere vampyr. Så ikke 18. Han formåede at sende hende et behageligt smil imens hun talte og han nikkede roligt imens. Måske var det hele fint. Så måtte hun være frosset fast i en alder som... I start 20-erne? Rowan følte sig pludselig gammel med sine 28 år. Men hvis hendes sind var ældre, betød det så ikke at hun var ældre? Nej, svarede hans logik i sin sædvanlige stålhårde sikkerhed, hun vil altid ønske en ung mand. En frisk mand. Det kan du ikke være for hende i mere end måske 10 år? Måske 20. Men varulve ældes langsomt, så det måtte vel give ham mere tid. Men ville han kunne slippe hende efter 20 år? Ville det ikke blot gøre resten af hans liv forfærdeligt? Han ville være hustru-løs og barnløs. Nej... Han ville have Jacob, forsikrede han sig selv om. Hvis Jasmin da ikke kommer og tager ham fra dig. Hans hjerte sank og for første gang mærkede han, hvorfor man brugte den beskrivelse. Det føltes virkelig som om det sank længere ned i kroppen.

Han smilte stadig. Han var god til at skjule sine tanker. "Selvfølgelig har jeg lyst!" Udbrød han og satte sig op. "Intet ville kunne holde mig væk!" Tilføjede han muntert. Udover mig. påpegede hans logik. Han ignorerede den. Det var nok bedst for alle. "Men kun hvis jeg kan få en sidste dans inden vi går herfra." Han måtte prøve at opretholde sin charmerende facade - hun skulle nødig frygte at han ikke ville hende mere. For det ville han da! Han ville være en idiot hvis han sagde nej til hende fordi hun var ungdommelig. Logikken blev bare ved med at minde ham om, at han en dag ville få sølvfarvet hår og en krum ryg. Og så ville hun smutte. Den tid den sorg, besluttede Rowan med et smil. Hun var for smuk til ikke at ønske.

I de to sekunder, nåede hun at føle sig så forfærdelig paranoid for hans svar. Dog overraskede hans svar hende alligevel, at intet kunne holde ham væk. Man kunne se, hvordan hendes smil blev stille større igen. Carolines smil blev skævt efter han ville have en sidste dans. Hun så tænktsom ud.
"Hmm, så lad gå. Vi gjorde det jo så godt sidst." Hun lagde let hovedet på skrå, så de fine lokker fulgte hvereneste af hendes bevægelser. Måske var det typisk hende, hun havde det med at falde for dem som så ældre ud end hende selv. Noah havde været ældre hende, også Nicolas. Hun slog tanken ud af hovedet, for det var det mindste hun tænkte på. Hun rejste sig så let op og nejede let for ham. Carolines smil lignede sig selv igen, det var så varmt og stort som det var fra starten af igen. Ikke der skulle så meget til, hun var hurtig til at danne sit humør efter situationerne.

Caroline kiggede ud på dansegulvet, og så lidt på en af musikanterne som egentlig var ved at pakke sammen. Ikke at Caroline brugte sin evne lige der, men hun havde et blik for overtagelse, hvilket fik ham til at tage sig sammen. Caroline fik et smil på læben og vendte blikket tilbage på Rowan.
"Så min kære, den dans." Hun lod hendes hånd glide i hans igen. Det føltes som om, at det var hvad hun ønskede mest, bare at holde hans hånd igen. Mærke hans varme imod hendes hud.
"Jeg har noget jeg skal vise dig. Noget jeg aldrig har vist nogle før." Sagde hun så, og lagde sin hånd på hans skulder som hun før havde gjort da de havde danset. Hun lukkede let sine øjne og pustede ud. Dette havde hun altid holdt for sig selv. Da hun åbnede dem, var hendes øjne gyldne. Ligesom en varulvs. Dette stammede som rester tilbage fra den tid. Hun blinkede og øjnene blev krystalblå igen. Det var kun om natten hun kunne gøre dette, men det var stadigvæk spændende. Hun så ham atter dybt i øjnene, og dansede med ham til musikken der endnu engang fyldte rummet med sin gode stemning.

Han mindede sig selv om, at han skulle betale musikerne for deres besvær. Du glemmer det. Han ignorerede logikken i hans hoved og trak hende ind til sig for at begynde deres dans. Bare det at se hende stå der, i den fine sorte kjole, fik ham til at glemme al tvivl. Han trak hende endnu en gang ind til sig. De få der var tilbage i kroen, så efter dem. De fleste smilede faktisk. Han skulle til at føre hende ind i dansen, da hun pludselig talte igen. Han tøvede. Hvad nu?
Jeg kan lide hende. Du kan også lide hende. Hvad frygter du? spurgte logikken. Han ignorerede den igen og denne gang forblev den tavs. Varulven afventede. Og da det skete, måbede han. "Dine øjne!" Udbrød han og betragtede dem ivrigt. De var der ikke længe, hvilket næsten ærgede ham. Hans indre ulv var lige så betaget som han selv var. Han indså pludselig, at de slet ikke var så forskellige, som de gik og troede. Det havde de aldrig været. Han smilte - stort! Både med øjnene og munden, og uden at sige noget, trak han hende atter ind til sig og dansede nattens sidste dans.

"Du aner ikke hvor..." Han tøvede. Hvilket ord ville være passende? "Hvor fantastisk smuk du så ud med de øjne." Hun var naturligvis altid fantastisk smuk; men med en varulvs øjne var hun så meget mere. Hun var alt han søgte. Hun havde blidheden og smilet fra et menneske, selvsikkeheden og styrken fra en vampyr og eventyrlysten og vildskaben fra en ulv.
Og øjnene! mindede logikken ham om.
Ja. Øjnene. Hun har sjælen fra en ulv. Der er intet vigtigere. tænkte varulven. Han trak hende helt ind til dig og strøg kort sine læber henover hendes. I stedet for at kysse hende, omfavnede han hende dog i stedet. "Tak." Hviskede han. Tak for alt du gør for mig...

Dansen sluttede kort efter. Rowan gik op i baren for at betale - han fik et chok, men også lidt rabat. Det gik lige. Han førte galant Caroline ud af kroen - stjernerne var fremme på nattehimlen.
"Så må vi vel gå hvert til sit." Sagde han roligt, da de stod udenfor. "Du må sove vidunderligt, min kære." Han tog hendes hånd i sin, og kyssede den blindt. "Jeg glæder mig til på torsdag."

Hun var så ufattelig glad for, at han kunne lide hendes øjne. Caroline viste ikke ligefrem det til alle, da det var meget mærkeligt, at en vampyr kunne have en indre ulv. Det forklarede hendes dyriskhed hun bar over sig, hvis man bed mærke i det. Caroline smilede da han komplimentede dem.
"Det er jeg glad for du synes." Svarede hun og lod sig fører ind i musikkens verden. Rowans læber gled henover hendes, men ikke i et kys - dog kunne hun stadigvæk mærke, hvordan det løb hende behageligt ned af ryggen. Hun lagde sine hænder om ham da han omfavnede hende. Let lukkede hun øjnene i, og hørte hans hvisken. "Det mig som siger tak." Hviskede hun igen.

Hun havde hans arm under hele vejen ud til kroen. Stjerneklar himmel, det kunne næsten ikke blive mere perfekt. Jo, hvis de ikke skulle gå hvert til sit. Men det var nok bedst. Så måtte de vel se, hvad torsdagen førte dem hen til. CAroline nikkede let.
"Ja det må vi vel" Svarede hun. Caroline fik et kært smil på læben da han kyssede hendes hånd.
"Jamen du må også sove fantastisk." Svarede hun blidt. "Ikke ligeså meget som jeg glæder mig." Smilede hun. Så lænede hun sig indtil ham, og lod sine læber ramme hans. Ganske kort, så slap hun dem - selvom hun egentlig ikke ønskede. Caroline slog sine øjne op og kiggede dybt ind i hans. "Vi ses." Hviskede hun let, og så gik hun lidt tilbage. Smilet var der stadigvæk. Stort og varmt. Dette ville blive en aften hun sent ville glemme.
Hun vendte om, og holdt sig selv så godt hun kunne for at kigge tilbage. Hendes smil var alt for stort og hun var alt for glad. Dog kiggede hun sig tilbage enkle gange, indtil hun ikke længere kunne se ham.

//Out
Går igang med det nye emne efter jeg har spist

Han så efter hende med kærlige øjne da hun gik. Han skulle have holdt fast i hende. Han skulle have tager hende med sig hjem. Men alligevel, så havde aftenen været perfekt. Han stod ved kroens dør, til hun var helt væk i mørket. Smilet forsvandt ikke fra hans læber.
Det er mørkt. Vi skulle tage hjem. sagde Logik.
Du kan ikke se noget. svarede Rowan og traskede hjemad.
Logik overvejede sit svar i et øjeblik. Man behøver ikke kunne se, for at vide, at der er mørke omkring en. Rowan rykkede panden over Logiks kryptiske svar - han var efterhånden vant til disse skøre kommentarer. Det skulle ikke ødelægge hans aftentur hjem.

Out.