Musik er godt for enhver sjæl ~ Sean

Sted: Gågaden i Doomsville.
Tid: Omkring middag, vil jeg gætte på.
Omgivelser: Mennesker hist og her, dog ikke fyldt.
Vejr: Solen er dækket og der er køligt.
Dag: Søndag middag.
Årstid: Forår.
Påklædning: Et par mørke tætsiddende jeans, en sort og åben frakke med en simpel grå T-shirt indenunder, og de mørke støvler.

Oscar havde forladt sin lejlighed tidligere den søndag med sin guitar i sin taske over skulderen og var draget imod gågaden. Han havde, af en eller anden grund, brug for at komme ud og få spillet et offentligt sted, eller i hvert fald bare ude i naturen. Det elskede han. I stedet for bare at sidde derhjemme blandt lukkede døre, så ville han hellere sidde ude i offentligheden eller naturen og spille for ikke blot sig selv, men måske andre også. Det gav ham sommerfuglen i maven, bare tanken om at spille udenfor, hvor andre også havde mulighed for at høre ham spille. Han fik altid sommerfugle i maven af tanken, og han elskede det! Det gjorde bare, at han endnu mere ville spille udenfor end indenfor.
Stedet var fundet og Oscar tog tasken ned fra sin skulder og lagde forsigtigt tasken med guitaren indeni, på trappetrinet, han havde fundet sig til rette. Han satte sig ned på trappetrinet over og begyndte at pakke guitaren ud af tasken. Han glædede sig allerede til at spille. Guitaren blev placeret i hans skød og han placerede sine fingre de rigtige steder. Så begyndte han at spille.
Først en stille og rolig sang, som hans mor havde lært ham at spille, dengang han var yngre. Oscar kom fra et musikalsk hjem. Både hans storesøster og ham selv var vokset op med musik lige fra barndommen af, og det var fulgt med i Oscars opvækst, dog ikke søsterens liv. Men han elskede musik og spillede eller sang mindst et par timer om dagen.
En smuk, dyb klang lød fra Oscar, da han åbnede munden og begyndte at synge med. Der var enkle ord en gang imellem, men sådan var sangen. Der var ikke så meget sang, men toner og rytme. Det var en ren guitarsang, selvom man også kunne tilføje andre instrumenter, som hans mor havde fortalt ham.

Doomsville. Hans skønne by. Selv om han for længst havde givet klanen til hans yngste søn, selv om han for længst havde givet lederskabet fra sig, var det stadig hans by. Så kunne folk snakke om Sakref alt de ville. Denne mystiske mand, der til tider dukkede op og ville snakke eller bruge ham til en opgave eller to. Men det var længe siden nu. Han havde ikke engang mødt prinsessen, Rafaela, i lang tid. En ting han ikke rigtig var ked af.
Pointen af det hele var han stadig kendte byen. Alle de små veje, alle krogene. Næsten alle hemmelighederne. Og det var præcis sådan han foretrak det! Han var stadig en berygtet kriminel. En morder, en tyv. Og alligevel var han ikke fanget, alligevel så vagterne den anden vej, selv hvis han gik lige under næsen på dem.
Det svage smil ville slet ikke forsvinde, da han gik fra porten og videre ind i byen. Han var her ikke for at gøre den slags mere. Nu havde han et andet job, et job for familien Chase og det var noget han måtte værdige hele hans opmærksomhed.

Det var en kølig dag. Solen prøvede at skinne igennem, men det lykkedes den aldrig. Jorden under hans fødder var tør, det havde ikke regnet et stykke tid. Lyden af hestevogne og folk der snakkede. Folk der slæbte eller ilede frem og tilbage, det var midt på dagen og mange var på arbejde. Dette var det fattige district og tiggerne sad på hvert hjørne og håbede på en mønt eller to. Sean ikke så meget som så på dem, da han gik forbi. Ingen dæmon ville falde så dybt at blive en tigger, så derfor udgjorde de ingen interesse for ham. Ikke lige nu, i hvert fald. Måske senere.
Skoene, de sorte bukser og den hvide skjorte. Kappen hvilede om hans skuldre, bølgede om hans skikkelse når han gik. Det mørkebrune hår der yndede at stritte til alle sider, med undtagelse af pandehåret der gerne gled lidt ned over hans pande. Og de grå øjne.
Stik mod vanen hang et sværd ved hans side. Noget den gamle Sean aldrig ville have gjort. Men han var ikke den person mere.
Hånden gled igennem håret, som han vant fandt vej rundt i byen.

Lyden af musik. Det var ikke unormalt at høre musik i denne bydel. Fattige folk, der kunne spille musik, gjorde det som regel. De fleste elskede musik og gav gerne en mønt eller to for det. Måske et stykke mad i stedet.
Alligevel bevægede han sig i retningen mod lyden. Holdte sig i yderkanten. Et par folk var stoppet op og kiggede, lyttede. Han trak ud til skyggen fra de omkringstående bygninger, da han gik over på siden af huset, som drengen sad ved og spillede. Med krydsede arme, lænede han sig op af den kølige væg. Træ. Stank af olie og røg.
Her i skyggen kunne han så mod ryggen af drengen og stod heller ikke i mængden af de få folk der var samlet der. Han burde nok gå videre, han havde arbejde at indhente. Men musikken var anderledes end det man normalt hørte. Og det fangede Seans opmærksomhed. Som en nattergal...Måske skulle han finde et bur til denne lille fugl? Hvem ville alligevel savne et menneske? Selvfølgelig kunne han også spise ham...Men han havde altid været mest til kvinder. Måske var han bare gammeldags.
Han lyttede og ventede til drengen på et tidspunkt ville være færdig.

Efter Oscar havde færdiggjort sangen, som hans mor havde spillet og sunget for ham helt fra spæd af, gik han videre til en anden sang. En helt special sang, som hans bedstemor plejede at spille for ham. En sang, der betød mere for ham end noget andet. Han havde mange minder fra sin bedstemor af og bar da også altid en ring, som han havde arvet fra hende; Hendes vielsesring, hvori der stod hendes navn og fødseldato. Han tog den aldrig af, lige meget hvad.
Men sangen han fortsatte til var en sang med ganske få guitartoner i og næsten kun sang. En sang om kærlighed til sit eget jeg. En sang om at acceptere sig selv, som man er og hvile i sig selv. En sang, som havde været en stor del af hans opvækst. Gud, hvor han savnede sin bedstemor!
Oscar lod et suk forsvinde sin læber, da han færdiggjorde endnu en sang. Han havde ligeledes fået tårer i øjnene, men dem skyndte han sig at tørre væk. Han var en følsom dreng og havde let til tårer, men ikke denne gang. Ikke foran de få mennesker, der stod foran ham og lyttede. Og de klappede, da han stoppede. Et smil dukkede op på hans læber. Han elskede dette! Hvis det stod til ham, ville han meget gerne gøre mere ud af musikken. Kunne man ikke få et fast job her i byen med musik? Eller hvad? Han havde egentlig ikke tjekket det, men det burde han måske gøre?
Skulle han nu fortsætte eller pakke sammen og måske finde et andet sted? Han besluttede sig for at finde et andet sted. Han greb fat i sin taske og begyndte at pakke sin guitar ned i guitartasken. Han lynede tasken op og tog den over sin skulder endnu en gang, da han rejste sig op. Nu skulle han bare finde sig et nyt sted og slå sig ned, så han kunne spille videre. Men han kendte endnu ikke byen så meget, som han måske burde, så han var lidt usikker på næste sted.

Sangene skiftede. Selv om nogle af dem uden tvivl var smukke og ville vække følelser i de fleste, forblev Sean blot stående. Det bed ikke på ham. Mange års øvelser og de forandringer, der var sket det sidste års tid, havde givet ham styrken til at ignorerer de små, latterlige ting. Så som at en sang skulle kunne vække følelser eller minder. Han hørte sjældent musik. Faktisk hørte han det kun, når der var musik på en kro eller værtshus og da var han ofte mere fokuseret på at fange en ung kvinde end musikken.
Da han var færdig, ventede han til folk begynde at gå. Da drengen begyndte at pakke sin guitar sammen, trådte han endelig frem fra skyggen. Hans ensomme klappen var tydelig. Han gik afslappet over mod drengen med et svagt smil om sine læber. De grå øjne gled over drengen et øjeblik. Menneske...Ikke? Han ville lade som om drengen var et menneske, til hvis andet blev bevist.
"Flot. Som en nattergal" sagde han, for at få drengens opmærksomhed. Han havde lyst til at drille, til at ændre drengens liv. Fordi han kunne, fordi han selv levede evigt og var det stærkere, kunne han med et snuptag lege gud for en dag og ændre folks liv. Dræbe dem, torturerer dem eller give dem gaver. Der var faktisk intet sjovere end at give folk gaver og se dem ryste på hænderne, fordi de var bange for det var gaver der kom med en pris.
Selvfølgelig var han ikke en gud...Men hvem kunne stoppe ham i at lade som om? Bare for en dag, ikke?
"Spiller du noget bestemt sted eller sidder du altid på gaden?" spurgte han direkte. Han var tæt på drengen nu og det var tydeligt han ikke ville lade drengen gå lige med det samme. Men hvorfor skulle drengen også gå? Han spurgte jo bare. Helt...Uskyldigt.

Oscar stod lidt for sig selv og spekulerede på, hvorhen han skulle gå. Han var jo endnu ikke så kendt i byen, så måske skulle han bare forblive omkring sit hjem, så han var sikker på, at han kunne finde hjem igen. Det ville give mest mening. Ellers måtte han jo spørge om vej, hvis det gik helt galt. Han var ikke typen, der var genert og bestemt heller ikke overfor nye mennesker. De kendte ham jo ikke i forvejen og han kunne derfor ikke se nogen grund til, at være genert. For hvis alle var generte for nye menneske, så var der jo ingen, der snakkede sammen og sikken verden!
Han kiggede straks op, da han hørte en stemme. Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede manden foran sig. Manden bar en hvid skjorte, et par sorte bukser, sko, samt en kappe. Hvem bar lige kappe?
Så smilede Oscar og gav manden et smil, så de hvide tænder kom frem og ligeledes smilehullerne i den lettere brune hud. "Det tager jeg som en kompliment," Svarede han manden smilende og trak lidt op i tasken på ryggen. Han tog et bedre greb om taskeremmene, så tasken med guitaren i sad bedre på hans ryg.
Så trak han på skuldrene, samtidig med han betragtede manden. Han kunne ikke helt bstemme sig for, hvor venlig manden så ud. Men sådan var det måske bare. Oscar vidste jo heller ikke, hvor venlig han selv så ud, men han smilede da. I modsætning til manden. "Jeg er næsten lige flyttet hertil, og det er kun ca. 5. gange jeg spiller herude i offentligheden. Og de få gange har været her på gaden." Forklarede han manden med et smil.
For det passede jo. Ca. 5. gange havde han kun spillet her ind til videre. Selvfølgelig mange flere gange derhjemme, men det var jo ikke offentligheden.

Han smilte let og så sig lidt omkring. De fleste var gået nu, ingen tog sig af hvis nogen ville snakke med musikanten. Det passede ham fint. Ikke fordi det ville have været et problem. Hans ene hånd gled op, hans ene finger landede på guitartaskens rem, som et lille prik.
"En nattergal spiller på gaden, hvor alle kan høre den. Og dog, er det kun få der stopper op og lytter... Det er da ærgerligt" Hans hånd lagde sig på drengens skulder. Han stod helt tæt på ham nu og så ned på ham med sine kolde, grå øjne. Det skæve smil hvilede på ham. Hånden klemte lidt til, lod ikke drengen stikke af.
"Skal jeg ikke vise dig noget bedre selskab? Jeg ved lige hvem der kan bruge en som dig. En vild nattergal. Lyder det ikke skønt?" foreslog han, hans stemme var lav og dyb. Dyppet i venlighed.

Oscar betragtede manden foran sig. Han bed sig let i læben, imens han kiggede på ham. Han var selv ret høj og havde altid været. Han lyttede til det, som manden sagde. Var han en nattergal? Et komisk navn, når nu han tænkte over det - det var han i hvert fald aldrig blevet kaldt før.
"Et bedre selskab? Hvem?" Spurgte han ham med en rynket pande og forstod det ikke helt, "Hvad skal de bruge mig til?" Oscar havde altid været meget ligefrem og når der var noget, han undrede sig over, nærmest lige meget hvad, så spurgte han bare direkte. Sådan var han opdraget. Hellere spørge, for der fandtes ingen dumme spørgsmål, det havde hans søster altid lært ham, dengang de var børn.
Han kiggede kort rundt. Der var ikke mange mennesker tilbage, som om han aldrig havde siddet og spillet. Men sådan var det - det var han vant til nu. Han strammede grebet en smule om remmen til sin guitartaske og vendte blikket på manden foran sig. "Mit navn er Oscar, forresten," Præsenterede han sig, da det gik op for ham, at de ikke kendte hinandens navne, "Hvem er du?" Spurgte han med et bredt og venligt smil på sine læber.

Han smilte blot lidt til mennesket, som denne ikke fornemmede noget, men blot stillede spørgsmål. Så typisk mennesker. De var blinde for alt og stillede spørgsmål til alt. De blev aldrig klogere.
Hans greb om menneskets - Oscars - skulder strammede sig en smule, før han skubbede drengen af sted lidt foran sig. Hvem, hvor og hvorfor. Han var ligeglad med menneskets navn. Han var en nattergal man satte i bur og bad spille for sig dag efter dag, nat efter nat.
"Mig selv" svarede han så bare og satte kursen mod den rigere del af byen.
"Jeg og min husholdning vil elske lidt musik. Bare rolig, jeg skal nok tage mig godt af dig" han nød at drille mennesket, Oscar, lidt. Normalt var han slet ikke så direkte, så truende. Men i dag kedede han sig og han ville se hvor meget der skulle til, før Oscar opfattede han var i hænderne på en farlig fyr, af en eller anden grund.
Så ruskede han let i Oscars skulder, før han slap den, og sendte mennesket et lille smil.
"Bare rolig. Jeg driller bare. Jeg er yderst dramatisk. Hvor du er musiker...Kan man vel kalde mig en skuespiller. Jeg bor uden for byen, hos en rig familie og jeg er sikker på de vil sætte lige så meget pris på din musik, som jeg gør. Lyder det ikke spændende?" spurgte han så. Familien Chase. Han boede både der og her i Doomsville.
Om de kunne lide musikken eller ej, gav det i hvert fald ham selv mulighed for at manipulerer rundt med endnu en stakkels sjæl.
"Sig mig, Oscar...Hvad ønsker du dig mest?"

Oscar smilede bare. Han kunne godt lide at lære nye mennesker at kende, også selvom det virkede som om, at denne mand var nogle år ældre end ham selv. Men det gjorde ham ingenting.
Han mærkede, hvordan grebet om sin skulder blev strammere og fulgte en smule tøvende med, da manden pludselig begyndte at skubbe til ham og begyndte at gå. Hvor mon de skulle gå hen?
Endnu mærkeligere var mandens svar på hans præsentation. "Mig selv?" Spurgte Oscar forvirret og prøvede at kigge tilbage op på manden, så han bedre kunne se mandens ansigt. Han så nu venlig ud, som han tidligere havde observeret. Umiddelbart så virkede det ikke til, at manden var en ond person. Men hvad vidste han? Han vidste intet om denne mand!
Så gjorde han store øjne og trak sig løs fra mandens greb. "Hvor fører du mig?" Forlangte han at få at vide, før han ville gå videre med denne mand. "Din husholdning og dig?" Gentog han og rynkede brynene, idet han krydsede sine arme over sit bryst. Guitaren dinglede i tasken fra hans ryg bag ham. "Så du vil have, at jeg kommer og spiller for din husholdning?" Spurgte han pludseligt, da det gik op for ham. Var det dét, manden mente? Hos en rig husholdning? Mon han ville tjene penge af, at spille lidt musik for dem i ny og næ?
Oscar smilede bredt og nikkede. "Det vil jeg gerne! Jeg nyder at spille musik med publikum på!" Sagde han smilende og greb fat i remmene på guitartasken. Han betragtede mandens ansigt, med sit eget brede smil på sine læber. Det lød rigtig spændende, syntes han!
"Hvad jeg ønsker mig mest?" Gentog han så manden og bed sig lidt i læben, imens han tænkte sig om, "Øh.. Øhm.. Jeg ønsker mig.. Verdensfred, at alle er lige, flere hjælpsomme folk, en kæreste.." Listen var lang og Osvar snakkede og snakkede.

Åh...Af alle personer havde han fået den mest snakkesaglige af slagsen. En naiv dreng der ville snakke konstant. I et øjeblik havde det virket som om drengen havde stillet spørgsmål, men så havde det vendt og drengen troede alt var godt igen. Han trak vejret dybt. Nej, i dag fik han ikke lov til at lege store og stygge Sean, for tydeligvis virkede det ikke. Han havde næsten selv lyst til at grine, før han lagde en hånd på drengens skulder igen. Så slap han ham.
"Så kom" svarede han blot.
"Mit navn er Sean" tilføjede han så. Det kostede jo hverken fra eller til om drengen kendte hans navn eller ej.
Husholdning. Hans kok, Mary, hans butler, Sigmund. Hans nevø, Elyas, hans adoptivsøn, Connor. En barnepige og et par tjenestepiger. Det var hvad han havde, han havde ikke brug for mere, men det var jo også ligegyldigt. De ville sikkert elske den underholdning han slæbte med hjem.
Et knap så tålmodigt smil gled over ham, som Oscar bare snakkede løs om alle sine ønsker. Til sidst kunne han slet ikke klare at lytte til det længere.
"Stop stop!" udbrød han og kom med et svagt, skævt smil, som han så på Oscar.
"Et ønske. Hvis du kunne få kun et ønske opfyldt, ikke noget så stort og ligegyldigt som verdensfred, men et ønske, for dig. Kun dig. Hvad skulle det så være?" prøvede han at specificerer. Han var dæmon. Han kunne sådan set opfylde et ønske for Oscar og så høste hans sjæl om 10 år. Eller han kunne lade være...uanset hvad, var han en smule nysgerrig.

Oscar snakkede og snakkede og snakkede. Der var mange ting, han ønskede sig. En helt masse. Han kunne slet ikke kun nævne én, og i stedet nævnte han bare alt, som han ønskede sig.
Lige ind til manden stoppede ham. Han gjorde store øjne, men stoppede dog. Kun lige for at høre mandens andet spørgsmål. "Jeg kan da slet ikke vælge bare én!" Udbrød han og stoppede nærmest sig selv denne gang, "Men hvis jeg skal vælge; en sød og dejlig kæreste, der vil gøre alt for mig og som jeg vil gøre alt for." Han begyndte straks at stråle med et bredt smil over sine læber og havde nærmest julelys i øjnene. Igen blev han ved med at snakke om, hvordan denne kæreste skulle være og kom da ind på flere underemner, blandt andet udseende, personlighed, seksuelle forhold, osv.
Lige ind til Oscar hørte mandens navn. "Sean? Jeg kendte engang en, der hed Sean," Og så begyndte Oscar ellers at fortælle om manden Sean, som han engang kendte. En gammel nabo til hans barndomshjem, hvori han voksede op sammen med sine forældre og sin storesøster.

Han følte sig mere og mere irriteret. På Oscar. Fik en større og større lyst til at stoppe noget i munden på ham, for at få ham til at tie stille. Mens han kiggede væk, gled hans øjne rundt, som han himlede med øjnene. Han trak vejret dybt og begyndte i stedet at se på deres omgivelser, end høre efter. Ville han overhoved være det værd? Hvad kunne han bruge en som Oscar til? Han kunne spille musik. Det var rart at kende en der kunne det, som man kunne få over, når der var brug for det. Til selskaber eller for egen fornøjelse. Men der fandtes også andre der kunne spille musik.
Og da han gjorde den fejl at fortælle drengen hans navn...
Han kunne slet ikke klare det længere. Drenge som Oscar her havde ingen respekt, ingen situationsfornemmelse, ingen manerer!
Med en irriteret bevægelse greb han fat i nakken på Oscar og stoppede dem begge fra at gå videre, som han i stedet vendte sig om mod Oscar.
"Så hold dog mund! Snakker du altid? Skal jeg flå tungen ud på dig?" foreslog han. Normalt lå det ikke til ham at foreslå noget så dramatisk, så direkte, på den måde. Men det var længe siden nogen havde irriteret ham så meget, som Oscar havde.
"Jeg er ligeglad med om du har kendt en der hed Sean eller noget andet! Jeg er ligeglad med dit liv og med dine tanker, dine meninger, dine ideer...Intet af det interesserer mig. Nuvel, kan du være et godt, lille menneske og holde mund?!" hans kolde, grå øjne hvilede på Oscar, bestemte og hårde. Enten det...Eller også ville han forlade Oscar og finde noget andet at lave. For det her orkede han ikke.

Oscar fortsatte bare med at fortælle om ham vennen, Sean, som han engang kendte. Sean kom fra en lille landsby og var en rejsende i den by, Oscar boede i før. Sean var en nobel mand, der altid havde noget smart at sige og som altid bragte nye og spændende ting til den lille landsby. Oscar fandt denne mand yderst interessant med alle sine smarter dimser og maskiner, som han bragte med sig i sin slidte og brune rygsæk.

"Auv!" Udbrød Oscar klynkende og stoppede straks sin prædiken om manden Sean. Han kiggede op på sin nye ven med samme navn, "Hvad er der?" Mumlede han og prøvede at vride sig fri. Han lyttede til, hvad Sean fortalte ham og han nikkede kort. "Okay, okay, jeg skal nok stoppe," Sagde han og tog hænderne op, "Lad være med at være så dramatisk og overdrive sådan.."

Sikke nogle fine manerer manden havde. Eller noget. Oscar rakte op og rettede på sit krøllede hår, før han rettede på sit tøj. Sikke noget. Hvorfor gik han overhovedet med denne mand? For at finde arbejde? Gad han overhovedet arbejde for sådan en mand, som Sean? Han virkede alt for bedrevidende og egoistisk, på en eller anden måde. Men måske var der gode penge i dette job, så ind til videre fulgte han bare efter denne mand.

Oscar var på alle måder et intetvidende barn. Entusiastisk og naiv, snakkesaglig og tilsyneladende med manglende intelligens eller sans for manerer. Han fortsatte med at gå - i stilhed - med Oscar luntende efter sig.
Alt i alt var de kommet forkert ind på hinanden. Sean legede lidt med ideerne. Hvilken ville passe bedst, nu hvor han altså havde Oscars opmærksomhed? Han vidste at det var på mode, for visse dæmoner i det mindste, at have mennesker som kæledyr og tjenere. De vidste dem frem som, som små præmier. Han tvivlede på han selv gad den slags, desuden ville Oscar næppe passe ind. Han ville nok blive kaldt nuttet, men hans evigt åbne mund ville være et problem. På alle punkter ville det bare være nemmere hvis Oscar ville samarbejde.
Endelig nåede de hans hus. To etager, stort. En neutral farve, en tung trædør med jernhængsler, roser ude foran, tjørnekrat langs siderne. Som en erfaren tyv og morder havde han sikret sit hus på så mange måder han kunne. Fra roserne til tjørnekrattet, der begge havde torne og ville holde de første, nysgerrige hænder væk. De sikrede, tykke vinduer, med de sværeste låse han havde kunne sikre sig. Den tunge, solide dør, med en lige så kompliceret lås. Det holdte de næste par hænder væk.
Han gik op til døren og åbnede den. Den var ikke låst, for hans butler var næsten altid hjemme. Han åbnede den og viste Oscar indenfor.
Entreen var stor og kølig. Gulvet bestod af cremefarvet marmor. En stor lysekrone hang ned fra loftet og en stor trappe i den anden ende af rummet første op til første sal. Ellers var der et par døre langs begge sider, der førte til andre dele af huset. Et par billeder hang på væggene og gav rummet lidt karakter.
Sean løsnede sin kappe og hængte den på en stumtjener.
Hans butler kom snart gående. En ældre mand, hvis korte, grå hår var redt tilbage, iklædt et jakkesæt, blot ude butterfly eller slips og det hele i sort, ikke sort og hvidt. Han bukkede let for dem, da han kom over til dem.
"Velkommen hjem, Sir" hilste han i en neutral stemme. Sean smilte let til ham.
"Sigmund. Dette er Oscar...Han kan spille musik. Jeg ønsker at snakke muligheder med ham. Server lidt the og vand, tak" kommenterede han til butleren, der blot bukkede for dem igen og forsvandt for at opfylde ønsket. Sean gik over til højre, til en af dørene, samtidig som han vinkede Oscar med sig.

Som han åbnede døren, trådte de ind i en mindre opholdsstue. Her modtog han som regel gæster, når han ikke ønskede de skulle længere ind i huset. Opholdsstuen var neutral, indeholdte alt det klassiske. En lille pejs, nogle reoler med populære bøger og en anelse nips, nogle store lænestole og et lille bord mellem dem, hvor lidt drikkevarer m.m. kunne serveres. Sean gjorde tegn til Oscar måtte sætte sig, hvis han ønskede, mens han selv smed sig i den ene lænestol. I et øjeblik gled hans ene hånd over hans øjne i hvad der kunne virke som en træt gestus, før han fjernede den og så på Oscar igen.
"Nuvel. Fortæl mig Oscar...Hvor rig er din verden? Hvor fantasifuld er den? Tror du på andet end blot menneskeheden og dens kedsommelige verden?"

Oscar gik med luntende skridt bag Sean. Alt imens han kiggede på mandens ryg hele tiden, som for at nidstirre ham så meget, som han nu kunne. Eller, så godt som han nu kunne, foregående bagfra. Sean var virkelig noget for sig selv. Aldrig havde han mødt sådan en mand før. I starten virkede han venlig. Underlig, men venlig. Indtil han havde grebet fat i Oscar og snerret af ham. Så var den venlighed væk med et puf.

Guitartasken på Oscars ryg svang sig let, imens han luntede af sted. Han havde bestemt ikke lyst til at gå ved siden af Sean - hvorfor mon ikke. Så derfor gik han bare bag ham og forholdt sig stille. Ikke fordi han ikke turde at snakke, men han gad ikke. Han gad ikke spilde sit gode snakkeværktøj på den mand. I hvert fald ikke lige nu. Desuden var der heller ikke lige noget at snakke om. Og han magtede ikke at blive snerret af endnu en gang. Det havde han allerede fået nok af én gang.

Da de nåede frem til et stort område med et stort hus liggende. Oscar rynkede brynene, imens han kiggede rundt på sin nye omgivelser. Nu blev han nysgerrig. Gad vide, hvad alle de tjørnekratte var til? Blandet med roser? Mon det symboliserede hadet med kærligheden? Oscar anede det ikke og i stedet for at spørge, så skyndte han sig i stedet efter Sean, da han trådte indenfor i, nok sit, hus.

Oscar så til, da en mand trådte hen til dem. Sigmund? Han betragtede denne mand klædt i sort med nysgerrige øjne. Hvem var han? Han lignede en.. Tjener? Butler? Det måtte han lige spørge ind til senere, helt sikkert! Han havde allerede samlet en del spørgsmål til Sean, og han ville altså have svar på dem. Oscar kiggede på Sean, da han talte til manden omkring ham. Et lille, men stolt smil bredte sig på de let lyserøde læber, da Sean nævnte, at Oscar spillede musik. Ja, og han var sørme mere end god til det!

Hurtigt luntede Oscar efter Sean ind i et nyt rum, efter at have betragtet entréen til huset, som de havde trådt ind i som det første. Det nye rum var mere hyggeligt, ifølge Oscar. En slags stue. Sean satte sig ned i en lænestol og Oscar satte sig ligeledes ned overfor ham, efter at have taget guitartasken af og placeret den op af lænestolen ved siden af sig. Så kiggede han over på Sean og langsomt lænede sig tilbage. "Øh? Hvor rig min verden er? Jeg er ikke specielt rig," Svarede Oscar mumlende og rynkede panden let, "Øh..." Han forstod ikke helt spørgsmålene og gav sig derfor til at tænke over det, idet han kom på de spørgsmål, som han havde gemt på. "Hvorfor de tjørnekratte? og roserne? Og hvem er ham manden?".

Drengen havde ikke meget sans for æstetik eller kunst, tydeligvis. Han spillede musik, og var god til det, men ejede ikke evnerne til at komme ind og spille de rigtige steder. Hans tanker kværnede rundt et øjeblik. Var drengen et tåbeligt tilfælde, eller var det noget man kunne gøre noget ved? Sandelig var der vel ingen der brød sig om at være SÅ dum.
Drengen havde nok ikke hørt hele hans spørgsmål. Mon han havde dårlig hørelse? I det mindst fik han svar på det, han allerede selv havde gættet: Drengen var ikke rig. Nej. Men hvor fantasifuld var han? Var han i stand til selv at skabe musik, nye melodier, nye tekster?
I stedet trak han lydløst vejret dybt, som spørgsmålene haglede ned. Okay...Så måtte de overstå hans spørgsmål, så han kunne fokuserer på det der var vigtigere.
"Fordi jeg har valgt det sådan. Sigmund er min butler" svarede han en anelse kort for hovedet. Var der virkelig mere at sige til det?
"Hvis du ønsker et mere detaljeret svar på dine spørgsmål, må du gøre dig fortjent til dem. Oscar...Du ejer evnerne til at spille musik. God musik. Kan du selv skabe musikken? Skabe melodier, dine egne tekster?" Spurgte han i stedet og så på drengen med et forholdsvis roligt blik, med en snert af venlighed, omend knap så meget som da han havde taget kontakt til drengen i første omgang.
Hans tanker gled i retningen af om drengen kunne oplæres og ville tage imod det. Hvis det han gav Sean lov, kunne han gøre ham en berømt musiker, der spillede til alle de rigtige fester, en der aldrig ville mangle noget. Men var det muligt? Og havde Oscar evnerne og lyst til at nå så langt? Det var spørgsmålet.

Oscar kiggede rundt i den opholdsstue, som de befandt sig i. Han anede ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv. Han ville ikke bryde sig om, at flytte ind hos Sean - der var for mange tjørne. Tænk, hvis han stak sig selv på en af dem en dag? Det måtte gøre virkelig ondt!

Da Sean talte, og kort besvarede ét af Oscars spørgsmål, surmulede han en anelse. Han krydsede armene over sit bryst, imens han kiggede surmulende på Sean. Han var virkelig en fornem fyr, var? Og så kold. Hørte han overhovedet, hvad Oscar sagde?

Ja, det gjorde Sean vidst - men om han gad besvare spørgsmålene? Næ. Oscar sukkede og rettede sig en smule op, armene faldt ned i skødet. "Fint," Mumlede han og nikkede kort som for at understrege, at han nok skulle prøve at lytte til Seans spørgsmål først og give ham nogle svar. På den måde fik han måske selv besvaret sine spørgsmål, "Jeg har få sangtekster og melodier derhjemme, som jeg selv har udarbejdet. Men det er ikke meget og ingen af dem er specielt lange. Mange melodier med tekst, som jeg spiller, er melodier og sangtekster fra dengang jeg var barn og min mor spillede og sang for mig." Forklarede han ham.

Det bankede let på døren, da Butleren trådte ind. I hænderne havde han en bakke og på bakken stod kopper, en kande varm the, en kande vand og en lille skål med nogle småkager. Det hele blev placeret på det lille bord mellem dem, hvor butleren begyndte at hælde the op til Sean. Lidt citron og sukker skulle der til, hvorefter Sean fik serveret sin the. Han tog imod den.
Bagefter ville han give Oscar en kop the eller et glas vand, alt efter hvad drengen foretrak, før han ville bukke let for dem og gå igen.
Sean rørte lidt rundt i sin the, før han stillede den på bordet igen. Den var alt for varm at drikke lige nu alligevel.
Hans blik gled over på Oscar, der godt nok virkede lidt mere mut, men i det mindste hørte efter og efterkom hvad han selv ønskede. Det var godt. Hvis de blev ved på denne måde, ville Oscar måske blive et helt tåleligt selskab.
Han så tænksomt frem for sig et øjeblik. Så nikkede han let.
"Jeg vil gerne høre en af dine egne sange en dag" svarede han så endelig.
"Jeg har muligheden for at give dig en fantastisk fremtid, hvis du vil. Med de rigtige forbindelser, kan du få lov at spille for de rige og magtfulde. Det er en stilling der vil give berømmelse og penge i store mængder...Men det kræver også at du er god og har styr på almindelige manerer...Og vi kan godt blive enige om du mangler lidt der. Det vil kræve hårdt arbejde, men er det noget du har interesse i?" spurgte han så direkte. Hans blik holdte øje med Oscar og prøvede at tyde dennes reaktion på forslaget. Visse folk var jo simpelt ikke interesseret i den slags, men hvis drengen kunne lide ideen, kunne Sean hjælpe ham. Ikke at han ville blive stor og berømt fra den ene dag til den anden, godt nok. Nejnej, det vil kræve hårdt arbejde. Men måske ville drengen slet ikke egne sig til det.