Some time asking for help is the best thing to do [Rafaela]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
____________________________
Sted: Gaderne i angeforge.
Omgivelser: En god portion mennesker, men gaderne er ved at blive tømt.
Tid: 20.46.
Vejr: Det er en anelse koldt, men ikke isende koldt. Det blæser og har regnet tidligere på dagen.
Påklædning: En trøje der er både for lang og bred til hende og et par shorts, der kan strammes med et elastik. Trøjen går hende til et godt stykke ned over knæene, og det er tydeligt det ikke er hendes.

Talia havde fået hjælp de sidste par dage af Garret. Hun satte meget pris på alt han gjorde for hende, og hun var ikke sikker på, hun nogensinde kunne gengælde den tjeneste. På trods af Garrets overdådige lejlighed, havde hun stadig brug for at komme lidt ud. Selvom hun den første dag ikke havde bevæget sig uden for en dør. Dels fordi hun havde hvad hun skulle bruge i lejligheden, dels fordi hun ikke turde. Det var en helt ny verden, og hun havde kun set små dele af den, hun var ikke sikker på, hvad der ventede derude. Det var også derfor, hun ikke længere følte sig helt tryg ved at være ude længere, så hun var på vej tilbage til Garret. Talia var rigtig følsom over for at være tæt på andre mennesker, og hun brød sig på ingen måde om det. Derfor fik hun nærmest en panikanfald, da en gruppe af mennesker omringede hende, og grundet hendes højde, blev hun næsten væk i lemmer. Hun tog flere dybe vejrtrækninger, før hun igen kunne styre den. Talia håbede sådan, at det snart ville gå over, så hun ikke behøvede at frygte folk så meget Hun gik hen til den nærmeste bænk og satte sig. Hun lagde hendes hænder i hendes skød og gned dem nervøst imod hinanden. Det var et tydeligt tegn på, at hun var utilpas. Hun var så småt begyndt at tro, at det var blevet en vane frem for et tegn på nervøsitet eller utilpashed. Hun havde nærmest gnedet hendes hænder hudløse de sidste 15 år. Talia holdt hendes blik rettet imod jorden.

Rafaela gik rundt i gaderne. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tage sig til. Hun havde en fridag, hvor hun ikke skulle gøre hvad hendes sæstre Zaela og Surzi bad hende om. Nogle irriterende dæmoner, hvis man spurgte hende om hendes mening omkring dem. De var selvfølgelig søde nok på de gode dage, men på de dårlige dage kunne de drive hende til vanvid. Nok var hun prinsesse af Doomsville og den yngste af 4 indtil videre, for der var en lille ny på vej til slottet, men hendes far havde smidt hende og hendes søstre ud af slottet og i et andet hus fordi hendes søstre skulle lære hende forskellige ting.
Hun havde gået i et stykke tid, hvor hun ikke havde foretaget sig andet end og gå frem og tilbage da hun så en ung pige sidde på en bænk og så meget nervøs ud. Hun stoppede op et godt stykke væk fra pigen og kiggede undersøgende på hende. Hun virkede til og have brug for hjælp. Brug for en der kan hjælpe hende videre i livet. Hun gik stille og roligt hen til pigen imens hendes dragehale viftede svagt fra side til side. Da hun var kommet hen til pigen satte hun sig på bænken og alligevel et lille stykke væk fra pigen så hun havde plads og så hun ikke skulle blive nervøs over, at hun var kommet derhen "Er der noget galt?" spurgte hun stille med et venligt smil. Hun lagde sit hoved let på skrå "Hedder foresten Rafaela Zain Dreadheart Morladin. Prinsesse af Doomsville" sagde hun stille og rakte sin hånd frem for og hilse på pigen. Det plejede og virke når folk fik et navn på personen i snakkede med.