Let us talk about it one more time. (Rafaela)

Så. Sean var næsten alt hjemme lige for tiden. Også fordi, mod alt han var van til, var folk begyndt at finde ham her. Hver dag, næsten, var der en der bankede på og blev et stykke tid. Om det var Fenris, hans partner, der blev natten over eller om det var Nephthys der kom slæbende med en æske fuld af gaver. Om det var hans sønner, der kom for opmærksomhed. Nu havde han endelig et øjeblik for sig selv, omend der var meget stille. For stille. I sin tid havde han selv fyldt huset op med beboere. Neph havde nærmest boet der lidt, Luce havde boet der, Alane boede der lidt endnu, da huset faktisk var blevet hendes, selv om Sean, hans familie og hans ting havde fået lov at blive. I princippet boede han jo nu hos familien Chase, selv om han for øjeblikket var i Doomsville.
Normalt var han på sit værelse, men i dag havde han bevæget sig ned til sit eget, private bibliotek. Han stod mellem rækkerne af støvede bøger og læste i en af dem. Prøvede, næsten forgæves, at tænke på alt andet end de ting der faktisk bekymrede ham. Om Fenris var kommet helt hjem, uden at blive angrebet af et mørkt væsen. Om Neph klarede sig. Om Luce, som han havde skubbet væk fra sig, men nu fortrød. Tanken havde været at skubbe alle væk. Alane, alle. Så var Fenris kommet og nu følte han mere for at klemme de få venner han havde, ind til sig. Sikre sig de overlevede, nu hvor verdenen lå halvt i ruiner efter jordskælvet og de mærke væsner terroriserede alt og alle. Om Luce klarede sig? Hun boede et stykke væk fra jordskælvet og forhåbentlig var der ikke lige så mange af de fremmede, fjendtlige væsner der. Om Neph klarede sig? Det gjorde hun nok.
Alligevel ville han helst have dem alle samlet og personligt sikre sig de klarede sig.
Alligevel stod han nu her, i sit bibliotek, og lavede andre ting. Han kunne ikke opsøge Luce. Ikke igen, ikke efter det han sagde. Han trøstede sig ved Luce selv var uden om det, for det var hende der i sin tid var flygtet fra det hele, så han måtte på en større opgave for at finde hende igen. Så længe han blot holdte sig i skinnet. Trods alt rejste hun jo ingen steder...

Han havde bare fødder, nogle sorte bukser og en løs, hvid skjorte på. Om den ene finger, på hans venstre hånd, hvilede en ring og om hans højre håndled hvilede et armbånd. Begge havde de samme symbol på, et par vinger, den ene side fra en engel og den anden side fra en dæmon. Neph havde skaffet ham dem igen, sammen med en kappenål og en dolk med det samme symbol. Han smilte, når han så på ringen. Flotte gaver. Han var glad for Neph var kommet tilbage i hans liv, havde givet ham lidt af hans balance tilbage. Den ubalance der havde præget ham i lang tid - som han troede han havde kureret - var først nu ved at være væk. Takket være Fenris, Neph...Og så var der Luce. Han havde få, gamle venner tilbage og de få han havde, var normalt nogen man ikke bare lige rystede af sig. Alligevel kunne han...Han burde ride til hende. Samtidig kunne han ikke. Et sted skammede han sig lidt. Hvilket arrogant fjols han var. Netop Luce var en af de få personer han aldrig burde prøve at skubbe væk. Alligevel havde han gjort det. Sandheden var mere han savnede at have hende boende.

Han vendte en side i bogen og lod blikket glide over en illustration. Luce havde fundet nogle bøger, hun havde været i stand til at forstå. Som på sin vis havde givet hende synet igen. Det var så længe siden nu, men det havde også været her. Her, hun havde læst noget af det.
Han sukkede svagt. Midt i en verden, hvor folk mistede deres kære hurtigere end de kunne begrave dem, hvor mange stod uden hjem eller mad, hvor mærke væsner skabte kaos og utryghed over alt...Var han fokuseret på alt for personlige ting. Et svagt smil gled over ham. Hans hånd gled kortvarigt over hans daggamle skæbstubber. Så lukkede han bogen. Han havde tænkt på det, konstant, i flere dage nu. Måske skulle han prøve at lave noget helt andet.

Luce havde siddet i flere dage ogtænkt på og tage tilbage til Doomsville. Hun ville ikke lade Sean få sin vilje. Hun ville ikke ud af hans liv! Hun havde ladet ham smutte da han var der sidst, men der havde hun kunnet se på ham, at det ikke var tidspunktet, at være den stædige tøs som hun egentlig stadig var. Men samtidig kunne hun takke Sean for, at hun var blevet så stædig. Han burde vide, at hun var stædig.
Hun havde hørt om jordskælvet og de mørke væsner der var dukket op, men hun havde ikke selv oplevet det da hun var så langt væk fra det.
Hun havde fundet en af sine venner som skulle besøge sin familie som også boede i Doomsville og de havde så aftalt og ride sammen hen til Doomsville for og besøge dem de havde kære. Luce havde dog planen om og blive i Doomsville noget tid. Hvor længe vidste hun ikke helt.
På vejen til Doomsville var de stødt på nogle enkelte mørke væsner, men det havde ikke skabt dem de store problemer overhoved. Hun vidste dog ikke helt hvad det var for nogle for hun kunne selvfølgelig ikke se dem.

Hun havde et par sorte bukser på og en lilla top på samt en sort kappe for og holde varmen, hvor der var en hætte på. Hun red igennem Doomsvilles gader for og komme hen til Sean. Han var den første hun ville overraske af alle dem hun kendte i Doomsville. Nok ville der gå rygter om, at hun var vendt tilbage. Ihvertfald ville der ikke gå lang tid før Sakref ville finde ud af det for han havde vagter over det hele.

Da hun havde stillet hesten og var kommet hen til Seans hus gik hun hen til den store dør og bankede roligt på. Hun var lidt spændt på og se hvordan Sean ville reagere når hun var dukket op efter så mange år. Hun vidste ikke helt hvad hun ville snakke med Sean om, men han skulle vide, at hun var vendt tilbage for en tid.

Det bankede på. Men det var ikke Sean der åbnede, men tværtimod hans efterhånden gamle butler, Sigmund. Årene var sneget sig ind på ham og fik han gradvist til at se ældre og ældre ud, men på intet tidspunkt havde han bedt om pension. Der fandtes ingen pension, medmindre man havde sparet sammen til at trække sig tilbage. Desuden havde han det godt her, hos den sære Herre til Mr. McGivens.
Han åbnede døren og måtte studerede Luce et øjeblik, før han genkendte hende igen. Det var længe siden - flere år - siden han havde set hende sidst og han vidste ikke om Herren ønskede hende indenfor eller ej.
"Frk. Luce" hilste han høfligt og trådte lidt til siden, så Luce kunne komme indenfor, hvis hun ønskede det.
"Herren er hjemme. Nu skal jeg hente ham, hvis De blot vil være venlig at vente her" meddelte han og hvis hun gik indenfor, ville han lukke døren efter hende og hvis ikke, blot lade den stå.
Sigmund vidste netop ikke om Luce var ønsket eller ej, så derfor tilfaldt det ikke ham at byde hende hverken velkommen eller bede hende gå. I stedet var det hans job at hente herren eller i det mindste informerer herren.
Sigmund fandt Sean på vej ud af biblioteket. Normalt ville han havde spurgt ind til om Herren havde fundet noget spændende eller fik slappet lidt af, men nu havde han et ærinde.
"Sir. Frk. Luce er her" meddelte han.

Sean stoppede op og kiggede på sin butler et øjeblik. Der gik et øjeblik før han forstod hvad Sigmund havde sagt. Luce? Var...Luce her? Næppe. Luce sad hjemme i Dragons Peak og turde kun gå rundt i byen, blind som hun var og jaget, som hun i hvert fald engang havde været.
Og som en joke fandt han den alt andet end sjov. Dog lå det ikke til hans butler at lyve, at joke på den måde. Så måske havde alderen indhentet manden og gjorde ham glemsom?
Uanset hvad, følte han ikke han kunne kaste skylden på Sigmund. Jamen så lad dem da se på denne...Luce!
"Tak Sigmund" svarede han, butleren bukkede let.
Sean trådte uden om ham og gik mod entreen. Sigmund lod altid folk vente i entreen, så derfor fandt han det ikke svært at gætte hvor denne Luce skulle befinde sig.

Da han nåede trappen og så ned mod entreen eller den åbne dør - alt efter hvad Luce havde valgt - stoppede han op. Hans ene hånd hvilede mod gelænderet, han var trådte et par skridt ned af trappen, men var ikke engang kommet halvvejs, da han stoppede op, med den ene fod på det ene trin og den anden på et trin lige nedenunder. Hans blik gled ned til Luce...
Og han forstod ikke hvad han så. Hallucinerede han? Luce burde ikke være her. Hun rejste aldrig rundt, ikke længere i hvert fald og efter deres sidste møde, havde de virket ret enige om at det var slut.
Derfor blev han bare stående, uden at sige noget. Gjorde hverken tegn til hende om at komme yderligere ind eller til at gå. Intet. Han så bare på hende.
Sandelig...Måtte der jo være en grund til at hun var kommet. Og han turde næsten ikke tænke over hvilken det kunne være. For at få penge? Husly?
Hvordan var hun overkommet kommet herhen i et stykke? Det var for farligt for hende at rejse rundt nu...
Hans hjerte hamrede lidt hårdere og han greb hårdere fat om gelænderet.

Hun vidste ikke hvem der ville åbne døren om det var Sigmund eller on Sean havde fået en helt ny butler. Hun var nysgerrig for og finde ud af det. Imens hun stod og ventede på, at døren gik op prøvede hun, at forestille sig hvordan huset så ud udefra. Lignede det sig selv eller var der sket nogle ændringer. Der var mange ulemper ved og være blind og det ikke og kunne se hvordan tingene så ud kunne irritere hende en del. Hun stod og dagdrømmede lidt da døren fik op. Hun kom hurtigt til sig selv og kiggede lidt på auraren. Det var Sigmund. Hun smilede stille da hun fik bekræftet, at det var ham. Hun havde faktisk savnet ham. Han havde været til en del hjælp da hun boede der. "Goddag Sigmund" svarede hun stille. Hun holdt øje med hvordan auraren flyttede sig for og se hvor Sigmund var henne. Hun smilede venligt til ham og gik ind i entreen. Hun stod stille midt i rummet. Hun prøvede og komme i tanke om hvor tingende var henne. Det var for lang tid siden til, at hun ville kunne danne sig et ordentligt billed af hvordan der kunne se ud.
Hun fulgte Sigmunds aura og smilede stille. Hun holdt øje med stedet hvor Sigmunds aura var begyndt og gå op af. Der var trappen. Hun hadet følelsen af ikke og kunne se hvor tingende var. Hun havde fået hjælp til og gå rundt. Hun havde dog ladet sin hund blive hjemme i Dragons Peak da det ville være for meget for hende at skulle holde øje med den under turen.
Hun var meget spændt på og se Seans reaktion. Havde han fortrudt, at han skubbede hende væk eller fast holdte han sin mening som han havde haft dengang? Ville han smide hende ud når han så hende eller ville han snakke med hende? Ville han blive skuffet over at hun havde rejst hele vejen tilbage til Doomsville i denne tid eller stolt? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun holdt dog stadig hele tiden øje med trappen for og se hvornår Sean ville komme.

Hun smilede stille for sig selv da hun så en aura dukke op der gik ned af trappen og var stoppet op. Selvfølgelig var det Sean hun genkendte hans aura. Hun havde ikke flyttet på sig i den tid hun havde måttet vente på at Sean ville dukke op.
Hun kunne se på ham at han var overrasket over at se hende. Hun havde jo ikke givet besked eller noget før hun troppede op helt uanmeldt og hun var sikker på, at Sean ikke havde forventet det af hende og så slet ikke i denne tid.

Luce sagde intet og gjorde intet og i et øjeblik mærkede han et stik af irritation. Var det måske ikke hende der var troppet op her? Så måtte hun også have et ærinde at sige frem!
Det der irriterede ham mest, var at han ikke vidste hvordan han skulle behandle hende. Skulle han overholde sine egne ord og sende hende på porten eller inviterer hende på the?
Han knugede hånden, med en ring på. Ringen på den ene finger og armbåndet om den anden hånd havde satte symbol, af en engel- og dæmonvinge der hang sammen. Gaver. Symbolet kun han og meget få andre forstod, men som ikke desto mindre var betydningsfuldt og det eneste symbol han faktisk ville gå med, da han ikke rigtig repræsenterede nogen.
Ikke at Luce kunne se det. Den eneste mulighed for hun kunne "se" det, var hvis hun mærkede symbolet selv.
Han trak vejret dybt.
Okay. Hvis hun ikke selv havde tænkt sig at gøre noget, måtte han jo.
"Goddag Luce" Hans stemme var neutral, men for den der kendte Sean, ville man kunne høre en undertone af uro. Som om noget forstyrrede ham, kastede ham ud af balance, gjorde ham urolig.
"Jeg havde ikke ventet at se dig her. Rejsen må have været lang og farlig. Jeg er overrasket over du er kommet her i et stykke..." kommenterede han. Ja, han vidste hverken om han var stolt eller bekymret for det. Måske begge dele?
"...Hvad er dit ærinde?" spurgte han så lige ud. Han ville hverken inviterer hende på the eller smide hende ud, før han havde fået at vide hvad hun ville.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle starte samtalen med ham. Han havde skubbet hende væk, men hun nægtede og lade ham få sin vilje. Hun skulle lige til og åbne munden for og sige noget da han kom hende i forkøbet. "Hej Sean" svarede hun stille. Hun stod stille og ventede på og finde ud af om hun blev smidt ud igen eller ej. Sean var ikke som hun havde kendt ham. Tiden havde ændret sig. Deres relationer til hinanden havde også forandret sig meget. Hun grinte kort over det han sagde "Nej det ved jeg godt, at du ikke forventede. Det skulle også være en overraskelse" svarede hun stille og fortsatte "Men ja det var en lang rejse og farlig? Tja mødte nogle forhindringer på vejen, men man er mere skarp med sådan noget når man kun har sin hørelse, at stole 100% på" hun ville ikke forklare ham, at hun havde rejst med en anden som havde klaret det meste af turen.
Hun stod lidt og trippede mest af alt fordi hun var ved og blive lettere træt af og stå op. "Jeg ville sådanset kun lige sige hej og fortælle dig, at jeg er tilbage i byen i noget tid. Plus det, at jeg ikke ville lade dig få din vilje" det sidste sagde hun mere bestemt end det første. "Nok lod jeg dig slippe sidste gang vi så hinanden, men det var fordi jeg kunne se og høre på dig, at du ikke var til og snakke med om det" sagde hun direkte. Hun vidste ikke hvordan Sean havde det med det, men det ville hun snart finde ud af.

Nysgerrigheden begyndte straks at gnave i ham. Så hun var i byen, men hvorfor? Hvad ville hun her? Var hun ikke flygtet...Og nu kom hun tilbage? Men han vidste ikke helt præcis hvem der jagtede hende længere, måske havde de opgivet eller selv forsvundet? Eller måske var Raf kommet for at vifte dem i ansigtet og afslutte tingene?
Han vidste det ikke og kunne kun gætte - Men hans gæt kom han ingen vegne med. Hvem vidste med Luce?
Hans blik hvilede på hende. Det lød som om hun var rejst helt alene, hvilket i så fald ville være noget af en bedrift for en som hende, blind som hun var. Og dog fornemmede han at det ikke var turen hertil der var værd at diskuterer.
Han så hvordan hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet. Han vidste hun nok var træt af at stå op - Og rejsen måtte have været lang og besværlig. Alligevel gled den almindelige høflige ikke over hans læber, med at de kunne finde et sted at sidde. Det var som om alt inden i ham frøs, nu hvor han stod foran Luce. Som om han frygtede eller havde brug for hun blev sur på ham, som han et eller andet sted prøvede at presse hende til en grænse.
Men hvad ønskede han helt præcis? Et kram eller at hun gik? Han kunne ikke beslutte sig. Før havde han savnet hende, fortrudt, og nu var han igen i tvivl, nu hvor hun faktisk var her.
Efter Luce havde sagt det sidste, faldt stilheden over dem. Ja, Sean sagde i hvert fald ikke noget et stykke tid. I stedet vred hans hånd sig på gelænderet utilpas.
"Skal vi ikke sidde ned? Vil du have noget at drikke, spise?" foreslog han så, uden rigtig at kommenterer på det Luce lige havde sagt. I stedet gik han lidt flere trin ned af trappen, så de kom tættere på hinanden, skønt han ikke gik hele vejen, hvis Luce nægtede at modtage noget eller ville gå eller...Noget.
Hvis Luce takkede ja, ville han gå uden om hende og mod køkkenet for at bestille lidt the og evt. lidt mad, hvis Luce var sulten.

Man vidste aldrig med Sean men det samme var jo med hende selv. Nok var de så forskellige men alligevel havde de mange ens træk ved deres personlighed og være måde. Hun vidste dog en ting og det var at hun ville arbejde med og få deres venskab til og blonstre igen for den blomst der havde været var ved og rådne op og det ville hun ikke lade ske.
Hun gik lidt tættere mod trappen, men ikke så langt da hun ikke helt kunne se stedet. Hun var begyndt og savne sit syn nu hvor hun var et sted hun havde kendt så godt og pludselig var hun der igen og følte sig som en fremmed.
Hun smilede stille da tilbudet om noget og drikke og spise kom. Hun var godt nok ved og blive lidt sulten, men kunne hun tillade sig og bede om noget og spise og drikke? "Jo tak det vil ikke være så dårligt med lidt mad og drikke" svarede hun stille. Hun vidste ikke helt hvordan dette ville ende, men hun håbede ihvertfald at hvis hun smuttede så ville deres venskab være blevet reddet.

Han nikkede svagt, gik hele vejen ned af trappen og mod køkkenet. Han gjorde tegn til at hun blot skulle vente her, da han kom i tanke om hun nok ikke kunne se det.
"Vent her" bad han, da han gik over til køkkendøren.
Han åbnede døren og så ned i køkkenet, som lå tre trin lavere end entreen. Mary stod ved køkkenbordet og slog noget dej sammen, med sved og vildfarne hår over det hele, mens hans butler sad ved bordet og spiste en kiks. Han rejste sig dog straks, da Sean kiggede ind.
"Lidt mad og the, server det i gæstestuen" bad han lidt kort for hovedet, før han vendte sig om og forlod køkkenet igen.

Ude i entreen. Han gik tilbage til Luce. Dette ville være meget nemmere, hvis det handlede om forretninger.
"Lad os gå hen til opholdsstuen, følg mig" bad han hende, da han gik forbi hende og over til en af dørene der førte fra entreen og til hans lille stue, hvor han normalt modtog gæster han ikke havde lyst til skulle længere ind i huset - Eller var i tvivl om burde. Rummet var en lille stue, med en pejs, der lige nu var kold og to lænestole der vendte mod pejsen, med et lille bord mellem sig. Der var gulvtæppe på gulvet og reoler med normale bøger langs væggene. Et vindue førte ud mod vejen udenfor, med nogle tunge gardiner på begge sider af sig. Hvis Luce ikke selv kunne finde vej til en lænestol, ville han hjælpe hende og ellers selv sætte sig. Stilheden faldt, som han ikke anede hvad han skulle snakke med hende om.
"Skal du møde Rafaela?" spurgte han så endelig.

Hun kunne se, at hans aura flyttede på sig, men hun kunne ikke se, hvad han gjorde. Det var det hun hadet ved kun, at se folk auraer da de bevægede sig konstant og samtidig var folks skygger der også til og genere hende.
Hun smilede venligt og nikkede til det han sagde med, at hun skulle vente der.
Hun kunne godt mærke på Sean, at han ikke syntes, at det var nemt og være sammen med hende igen. Hun havde det selv på samme måde, men hun ville snakke med Sean og have nogle ting på det rene og det var om deres venskab.

Hun kiggede efter Sean da han gik hen til døren der førte ned til køkkenet. Hun savnede virkelig og se hvordan huset så ud og hvordan folkene i huset så ud. Hun smilede og nikkede da Sean kom tilbage til hende og sagde de skulle ind i opholdsstuen. Der havde de også snakket tit sammen, men det var så lang tid siden, at hun dårligt nok kunne huske dem. Hun fulgte stille og roligt efter ham ind i opholdsstuen, men det blev straks svære for hende og finde en lænestol. Hun lod Sean følge hende hen til en. Hun smilede venligt til ham "Tak for hjælpen" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun ikke var van til og skulle have hjælp længere. Det havde været meget længe siden hun havde brug for hjælp fra nogen. Hun kiggede hen på hans aura efter han havde sat sig ned. Hun rystede stille på hovedet. Sakref havde kontaktet hende og fortalt, at Rafaela var blevet sendt til Sunfury til hendes fætter og onkel da der var kommet en lille ny på slottet og Rafaela havde angrebet hele familien "Så er jeg endt i en forkert by. Hun er nemlig ikke i Doomsville længere hun er i Sunfury hos sin fætter og onkel. Kom faktisk for og snakke med dig" fortalte hun stille.

Så Rafaela var her ikke...Det forklarede hvorfor han ikke havde mødt hende endnu. Ikke at han savnede hende. I et øjeblik overvejede han hvor lidt eller hvor meget han faktisk vidste længere. Efter byen var faldet sammen og der visse steder var blevet ren anarki, var det svært at følge med. Og når han ikke arbejdede med at sælge informationer på den måde længere, var det ikke alle oplysningerne han fik fat på. Til hans egen overraskelse gik det op for ham at han faktisk hadede det. Hadede ikke at vide det. Han måtte snart gå ned i klanen igen og hjælpe til, blive opdateret på den slags ting, dette her gik jo ikke!
Han trak vejret dybt og så over på hende lidt. Fingrene på hans ene hånd gled over stoffet på armlænet, mens han overvejede hvad han burde sige, burde gøre. Så blev han enig med sig selv om at han gjorde det mere kompliceret end det burde være.
"Aha..." Alligevel kom der ikke mere ud af munden på ham. han var stadig splittet, om han skulle prøve eller bare opgive. Hvem sagde de overhoved kunne indhente det forsømte? Hans måde at afslutte deres venskab, eller i hvert fald forsøget på det, stod imellem dem, for at de kunne fortsætte som før...Før, hvor de aldrig så hinanden, aldrig snakkede, aldrig udvekslede breve. Af logiske grunde.
Siden hvornår var han blevet så pessimistisk? Meget havde forandret sig. Det var bare nemmere at være pessimistisk, færre skuffelser, mere realisme.
Det gik fra at folk konstant opsøgte ham af alle mulige grunde, flyttede ind hos ham, til han nu følte sig mere alene end nogensinde. Selv om mange af hans børn nu boede i huset, følte han stadig det hele var tomt. Luce, Nepthys...Alle var de flyttet derfra og efterladt ham. Hvad jo var logisk, men ikke ændrede på han havde savnet deres selskab. Også selv om det nu var længe siden. Endnu overvejede han bare at flytte ud i skoven, som han faktisk ikke kendte så godt som han burde, og bare bo der i stedet. I et stort hus som dette. Ensomt, væk fra alt og alle, fred til at være gammel og sær.
Men hvor meget overvejede han ikke også, uden at nå til bunds i hvad han burde? Han manglede et klart mål.
Igen sukkede han. Hans blik gled ned til fingrene, der gled over armlænet i små cirkler.
"Jeg...Så det er hvad der skal til, for at lokke gamle venner til at besøge en i ny og næ" kommenterede han så og valgte en knap så smertefuld måde at tage hul på emnet. Samtidig mente han selv det lød så surt, som et dårligt løg.
"Ahh...Hvad jeg mener er...At jeg...Fortryder hvad jeg sagde. Jeg havde en klar ide om hvordan jeg ville leve mit nye liv. En ide jeg stadig har, omend det på visse punkter bare ikke kan blive, som jeg havde forestillet mig" Med dette mente han selvfølgelig at hans gamle venner tydeligvis ikke bare lod sig smide ud så nemt.

Luce sad stille på lænestolen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle snakke med ham om det der var sket. Hun ville sådanset gerne have deres gamle venskab tilbage og hun måtte indrømme, at hun faktisk virkelig savnede og bo i Doomsville selvom det havde mange dårlige minder på sig fra hendes side af, men alligevel var der også mange gode ting i hendes liv i denne by. Hendes 2 børn Rafaela og Conner. Hendes gode venner og alle dem der sådanset betød meget for hende.
Hun sad længe og overvejede kraftigt og flytte tilbage til Doomsville for og være tættere på dem der rent faktisk betød for hende. Det eneste hun sådanset gjorde i Dragons Peak var og vise sandheden for dem som skulle vurderes en straf og så de slap for og skulle hives helt til Doomsville for og få straf af Sakref, men det kunne hun jo sådanset gøre for Sakref i Doomsville og være tættere på sine børn. Nok ikke så meget Connor da han sikkert havde glemt alt om hende, men hun ville helt klart være der for ham, hvis han en dag kom til hende. Noget i hende ville flytte ind til Sean igen og være hos ham som i gamle dage selvom hun godt vidste, at Sakref havde et værelse klar til hende på slottet da han jo ventede hun kom tilbage på et tidspunkt, men hun vidste ikke helt om hun ville være i det miljø da Rafaela jo havde gået ned af og være der.
Hun trak let på skuldrene over det han sagde "Jeg havde kommet tiere, hvis det var, at jeg ikke var blind og hele tiden skulle have en ledsager med mig når jeg er uden byes" svarede hun stille. Hun vidste godt, hvad Sean mente, men hun ville have ham til og sætte flere ord på det han egentlig vil have istedet for og sige hvad han tror han vil have. "Hør Sean. Jeg ved godt, at du handler ud fra hvad du føler du har behov for, men lyt til dit hjerte Sean" sagde hun stille og fortsatte "Du køre for meget i arbejde og hjernen ikke hvad du virkelig føler og en person kan ikke leve uden også og følge sit hjerte i, hvad der er rigtigt eller forkert. Ved hvordan det er. Har jo selv været den der fulgte min hjerne istedet for mit hjerte og det må jeg prøve og redde op på nu" fortalte hun stille.

Hendes ord gjorde ham rastløs. Af en eller anden grund gled hans tanker til Rafaela og Sakref. Sakref, der opførte sig som om Sean blot var endnu en af hans brikker, skønt en brugbar en, selv om Sean til enhver tid ville påstå han var en fri mand. Hvor hans styrker i byen faktisk ville kunne måle sig med Sakrefs. Han havde ønsket at vide mere om manden, stadig vidste han ikke særlig meget om ham, men det trøstede ham at vide at Sakref heller ikke vidste meget om ham. Måske hvor han boede, måske at hans klan var der, måske om hans sønner. Men i sandheden ville Sakref ikke vide meget om personen Sean. Han trak vejret dybt. Det var arbejde han tænkte i, igen, men det beroligede ham. Det var han god til, det kunne han bruge til noget. Omvendt kunne han ikke bruge sine følelser til noget som helst. instinkter, ja, men ikke følelserne. Følelser var manipulerbare og kunne gøre en til lam. Hvordan kunne det på nogen måde være praktisk?
Han havde tænkt sådan før og ville nok altid tænke sådan, selv om virkeligheden var en anden. I virkeligheden havde han en del følelser, alle hvorpå han reagerede anderledes. Ved vrede flænsede han folk. Ved forvirring skubbede han folk fra sig. Ved smerter både flænsede han, skubbede folk væk og ville lukke sig inde i sig selv. Ved glæde ville hele verdenen være hans ven.
Han så ud af vinduet og takkede sig selv lykkelig for at Luce ikke kunne se ham i øjnene og kræve han skulle reagerer på det med det samme. De vidste begge to at Sean var den betænksomme type, der brugte lang tid på at...Tænke.
Måske burde han indrømme sine følelser lidt bedre og bruge dem bedre, så de ikke svigtede ham og så andre ikke kunne manipulerer rundt med ham.
"Jeg ved ikke hvordan" svarede han endelig og så over mod ildstedet.
"Jeg ønsker ikke at være slave til dem, så jeg modarbejder dem, uden at indse jeg netop da er deres slave. Jeg ønsker ikke at folk kan bruge det imod mig, men samtidig skubber jeg mine følelser fra mig, så de netop kan bruges mod mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det anderledes. Jeg ved ikke hvordan..." han stoppede. Han kunne ikke forklare det yderligere, men måtte håbe på Luce forstod. Camille ville forstå, hun ville have mange råd og ideer på området. I et øjeblik overvejede han hvor hun var og om hun stadig kunne opsøges. Han droppede planen. Der var ingen grund til at hive en så godt som fremmed kvinde ind i det hele.
"Jeg har en klan, som jeg gerne vil styre, men som jeg ikke længere er leder over. Jeg har en kvinde, jeg elsker, men som jeg ikke længere kan have et forhold til. Jeg har en anden kvinde, der er alt for mig, men som jeg ikke kan beskytte. Jeg har en ven, der er blind og befinder sig på den anden side af kontinentet. Jeg har sønner, der skal opdrages, men som jeg på ingen måde kan indvie i det hele, ej ønsker at gøre det. Jeg har et mandligt bekendskab, et forhold...Men han er samtidig min kronprins og selv i hans nærvær kan jeg hverken sige eller gøre alt jeg ønsker. Verdenen er et skuespil og jeg prøver hver dag at mestre det. Men hver gang jeg tror jeg mestre det, sker der noget nyt, der bringer mig ud af balance og det eneste jeg kan gøre, er at lade det gå ud over de få personen, jeg har ladet komme tæt på mig..." Var han færdig nu? hvor meget mere skulle han indrømme, hvor meget mere kunne han forklare hende? Han tav. Gav hende tid til at tænke og svare.

Hun vidste godt, at ´Sean havde svært ved og have noget med følelser, at gøre sådan havde han altid været. Ihvertfald i den tid hun havde kendt ham. Hun vidste dog godt, at det var en kamp hvis ikke en verdenskrig for ham og komme over det der havde med følelser, at gøre. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun var stolt over, at han indrømmede, at han ikke vidste hvordan han skulle bekæmpe det. Hun ville hjælpe ham om det så gjaldt, at hun skulle flytte tilbage til Doomsville og ind hos ham igen det rørte hende ikke på nogen negativ måde for det betød bare, at hun i virkeligheden var hjemme igen, hvor hun virkelig hørte til "Sean det ved jeg, at du har svært ved og jeg vil gerne hjælpe dig med og få styr på det, hvis du vil lade mig hjælpe dig?" sagde hun stille og smilede til ham. Hun kiggede på ham og kunne tydeligt se på hans aura, at der allerede var en krig indeni ham. Hun sad bare roligt og ventede på, at han ville sige noget. Hun ville ikke presse ham på nogen måde for det ville ikke hjælpe noget overhoved. Han skulle tænke tingende igennem og det vidste hun godt. Sådan havde han med alt og af og til havde hun tit ønsket, at han smed hjernen væk og bare nød livet, men sådan var han ikke.
Hun blev lidt overrasket over, at han begyndte og åbne sig op for det der foregik oppe i hovedet på ham. Som hun tydet det havde han brug for og have kontrol over, hvad der skete omkring ham, men det vidste hun godt, at det kunne han ikke. Det kunne ingen, men hun havde selv været den der havde brug for og have kontrol over tingende, men det var blevet pillet af hende da hun var slave for både Zann, Zero og Rafael så hun havde lært der igennem, at hun ingen kontrol havde. Hun var glad for, at han åbnede sig overfor hende selvom det slet ikke var noget hun havde forventet. Skulle hun prøve og fortælle ham, at hun overvejede og flytte tilbage til Doomsville?
Hun kiggede på ham og var rolig i hele kroppen "Sean jeg ved du er en der har brug for og have kontrol over det der foregår omkring dig, men det ved du godt, at ingen kan, men har faktisk en glædelig nyhed til dig. Håber jeg ihvertfald" sagde hun og tav kort, men fortsatte efter en kort pause "Jeg har overvejet længe og flytte tilbage her til Doomsville. Der er lidt ensomt i Dragons Peak uden dig og dem jeg kender i nærheden som virkelig har støttet mig" fortalte hun kort. Hun ville selvfølgelig også være der for og hjælpe Sean.

Hans fingre trommede rastløst på armlænet, før han rejste sig op og gik over til vinduet. Hans ene arm gled over brystet på ham selv, mens albuen på den anden hvilede på den, så hans fingre kunne glide over hans stikkende hage, som skægget var begyndt at vokse ud igen. Hans blik gled ud på den hektiske verden udenfor. En verden man på ingen måde kunne forudse eller forstå fuldstændig, end videre kontrollerer.
"Når jeg endelig føler jeg har kontrol...River noget det væk..." det blev sagt lavt, næsten hviskende, men han tvivlede ikke på hun havde hørt det alligevel. At være blind gjorde det mod en. Styrkede ens andre sanser. Det var ikke engang løgn. Hver gang han havde styr på alt, på alle folk og alle situationer og alt gik som planlagt, skete der noget uforudset, som ødelagde hele freden og bragte ham i en tilstand af ustabilitet. Det skiftede konstant, indså han nu. Det ene øjeblik var han fredelig, det næste arrig, fordi tingene ikke gik som han ønskede dem. Måske var han sin egen største fjende?
Det var nedslående tanker. Det beroligede ham lidt at se en familie gå forbi ude på gaden. Visse ting ville aldrig ændre sig. Måske var det også bare fordi han havde levet så længe og kunne se frem til at leve lige så længe? Det ville sandelig forklare hvorfor Sakref følte sig så uovervindelig.
Han gned sin pande et øjeblik. Alt dette havde intet med Sakref at gøre og han anede ikke hvorfor han prøvede at sammenligne sig med manden.
Han vendte sig om og hvilede sin lænd mod vindueskarmen, begge hans arme gled rundt om hans krop, som han stod der, ganske afslappet og kunne mærke den kølige fornemmelse af et vindue mod sin ryg.
Han trak vejret dybt og åndede langsomt ud igen. Han havde mest lyst til at skifte emne...Og Luce havde netop leveret ham muligheden for det. Et svagt smil gled over ham. Hun ville komme tilbage.
"Det er også ensomt her uden dig, omend de fleste jeg kende er i nærheden" svarede han. Hvilket ikke var løgn. Dog kunne han ikke lide tanken om hvis hun skulle tilbringe sin tid hos Sakref, selv om han næppe kunne modarbejde det, hvis det var hvad hun valgte.
"Hvis du flytter tilbage...Hvor vil du så bo?" spurgte han forsigtigt. Et sted håbede han hun ville flytte ind her igen. Selv med hans sønner, var der stadig et par ledige værelser tilbage. Huset sprudlede jo faktisk af liv, selv om hans sønner til tider kunne være lige så dystre som ham selv. Xander, Daron, Connor...især Connor var et energibundt, som han løb rundt i huset, til stor pine for hans passere. Alane boede her også. Faktisk var huset hendes...Endnu en ting han lidt fortrød. Og så alligevel ikke. i det mindste kunne han holde øje med hende og forhåbentlig beskytte hende, hvis det blev nødvendigt. Men han kunne ikke forlange Luce ville flytte ind hos ham.
"Jeg har faktisk overvejet at flytte ud i skoven...At få opført et stort og beskytte hus, måske ligefrem en herregård, så jeg kan være mere eller mindre selvforsynende...Du ved jeg elsker at være uafhængig. Og så beholde huset her til at lade andre bo i og så jeg selv kan overnatte her, når jeg er i byen..." han så lidt frem for sig, før han rystede let på hovedet.
"...Men så kom jordskævlet" han trak let på den ene skulder. Familien Chase så gerne han boede mere hos dem, som han havde gjort i et halvt år, men han havde ikke lyst. Nok betød familien meget for ham og han arbejdede også for dem, men han boede ikke hos dem længere. Selv elskede han at bygge...For hvert projekt der blev fuldført, jo bedre havde han det med sig selv. Som om det understregede hans magt og ressourcer. Nu havde han en stor klan, et stort og beskyttet hus, flere butikker i flere byer, så han havde en lovlig indkomst også. Nu manglede han blot sit næste projekt.
jordskælvet som han havde været heldig at overleve. Han havde været der, da det opstod på herregården.

Hun vidste godt, at Sean ikke kunne slappe af hvis han ikke havde kontrol. Det burde man ikke være højt uddannet doktor eller noget for og finde ud af. Måske var det nemt for hende og se fordi hun kendte ham? Han havde gledet ud af hendes liv, men alligevel var det som om hun ikke kunne undvære ham. Han var en del af hendes liv. Endda en stor del og det ville hun ikke miste og han betød meget for hende. Hun kiggede hen på hans aura da han snakkede "Sean du skal ikke pinde dig selv på den måde" noget i hende ville rejse sig og gå hen til ham og give ham et kram, men hun vidste heller ikke om han havde behov for, at hun pludselig bare kom og viste omsorg overfor ham eller hvad han havde behov for. Hvis han havde behov for og kramme hende måtte han sige det eller gøre det. Hun ville ikke virke som om hun nedgøre ham når han er svagest. Hun ville hjælpe ham ikke det modsatte.
Hun smilte kort da han sagde, at der var ensomt uden hende. Det kunne hun så ikke forestille sig for hun havde kun været et stort problem imens hun var der. Savnede ham måske og have kontrollen over, hvor hun var henne og hvordan hun havde det? "Det forstår jeg ikke for så vidt jeg husker var der kun problemer de steder jeg var" sagde hun. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var i godt humør. Hun trak let på skuldrene "Kunne selvfølgelig flytte tilbage til Sakref, men vil nu hellere være et sted så jeg nemmere kan holde øje med dig" sagde hun med en drilsk stemme. Selvom hun også mente det hun sagde. Hun rejste sig op og kiggede hen på ham "Ja du har været en af dem som bliver umulig, hvis du ved du er afhængig af andre så synes faktisk det er en god ide, at du bliver mere selvforsynende. Det kunne være dit næste projekt, men så får jeg et problem og det er, at jeg ikke kan holde øje med dig" svarede hun stille. Hun vidste, at han måtte få noget for hænderne. Der var mange som havde brug for den støtte til og kunne klare livet.

Luce fungerede nærmest som en psykolog eller terapeut. Ikke at denne verden kendte meget til den slags, men det havde de gjort på jorden, inden han var rejst derfra for mange år siden. Han huskede det blot som en fjern drøm, minder der sjældent dukkede op. Det meste af tiden var det som om det kun var Underworld der eksisterede.
Som en følgesvend, der skulle holde konstant øje med ham...Smilet voksede lidt.
"Det er jo ikke fordi jeg er på stoffer" drillede han tilbage. De snakkede følelser, ikke at han var afhængig af noget blod eller urter. Hun snakkede som om hvis hun lod ham ude af syne for en dag, ville han bryde sammen eller komme i problemer...Og hun havde sikkert ret. Han havde prøvet noget af det blod. Blod, fra forskellige racer, der gav forskellige virkninger, men det havde været da han lige var komme til Underworld og han havde end ikke overvejet tanken siden. Han foretrak som sagt kontrol. Stoffer gav ikke kontrol, de mistede den.
"Jeg elsker problemer. Problemer kræver man finder en løsning og jeg er afhængig af at finde på løsninger" Der var stadig dril i hans stemme, men samtidig var det sandheden. Hvis han gik i seng, med et problem der ikke var løst, ville han alligevel ikke få sovet. Det ville kværne rundt og rundt, til han havde gjort noget ved det. Han rystede let på hovedet og rettede sig op fra vinduet. Han havde ikke snakket ordentlig med Luce i lang tid, pludselig stod hun her og ville være en større del af hans liv igen. Og han, hendes. Han så op mod loftet et øjeblik. Deres the stod og blev kold, men han havde faktisk glemt alt om den.
"Det er jo ikke fordi det ville være færdigt i morgen. Det kræver først jeg finder det rigtige sted i skoven. Et sted, der kan ryddes, hvor der ikke bor for mange monstre eller er for tæt på en elverklan. Et sted med frisk vand og gerne med klipper, så jeg kan bygge et forsvar og en kælder, der kan opbevare mad i længere tid..." Straks kørte hans tanker på de tusinde ting han skulle overveje og han følte sig mere og mere glad, jo mere han tænkte over det. ideen var jo fantastisk! Hans hemmelige sted, ingen ville kende. Ingen kendte vejen dertil eller noget som helst...Perfekt!
Han gik over til hende. Hans store, varme hænder hvilede mod hendes arme et øjeblik. Så trak han hende ind til sig i et kram. Hvis hun ønskede det.
"Alt det kan jeg tænke over senere...Det vigtigste er du er her nu. Jeg vil altid havde et værelse klar til dig, hvis du vil bo hos mig. Jeg kan ikke love du kan overvåge mig konstant, men jeg kan sørge for at inviterer dig med, hvis jeg har behov for at rejse" svarede han så. Bedre kunne han vel ikke gøre det?

Hun rystede på hovedet og smilte af ham da han sagde, at han ikke var på stoffer. Han var uforbederlig. En drillepind når han var i sit Z, men samtidig så gjorde det hende tilfreds og glad når hun hørte på han stemme, at han havde det bedre. Hun havde ikke troet, at det ville tage så kort til for og vende hans skude, men der var sikkert meget der skulle arbejdes med, hvis han ikke skal gå nedenom fordi han ikke har kontrollen. "Det troede jeg ellers lige" sagde hun og blinkede med det ene øje selvom hendes øjeæbler kun var helt hvide uden nogen pupil eller noget. Hun var dog kendt med de forskellige blod da hun havde været afhængig af det for ikke og dø pga Zero, men den tid var forbi. Hun lyttede stille til det han fortalte om problemer og nu kørte hans arbejdshjerne igen. Hvor var der en stegepande så hun kunne slå den arbejdshjerne ned? Hun smilede dog stille til ham og gik nogle skridt imod ham. Hun smilede stadig imens han fortalte om alt det der skulle gøres klar til hans herregård. Det beroligede hende lidt, at han genenmtænkte tingende, men igen det var arbejdshjernen der kørte ikke den afslappede del af hjernen. "Sean slap nu af og nyd livet for en gangs skyld" sagde hun drillende. Hun mærkede hans varme hænder på hendes smalle arme. Hun havde faktisk savnet og mærke hans nærvær. Hun puttede sig langsomt ind til ham da han trak hende ind til et kram. Den tryghed han havde givet hende før i tiden var vendt tilbage. Hun gengældte krammet og lyttede til det han sagde. "Det tog dig længe om og komme med det foreslag" sagde hun drillende "Jeg vil gerne flytte ind til dig igen Sean" sagde hun stille og krammede ham stadig. Hun havde helt glemt hvor sulten og tørsig hun havde været da hun kom.

Han holdt hendes spinkle krop ind til sig og det slog hvor længe siden han havde gjort det og hvor rart det faktisk var at gøre igen. Selve den karakteristiske duft, der hang omkring hende, skønt den lige nu var blandet med rejsestøv. Det ville blive en kamp uden lige. Han kunne sagtens forudse at han ville få flere raserianfald, hvis han ikke fik lov til at lave nøjagtig de ting, som han havde planlagt. Han havde brug for at arbejde. Han elskede at arbejde. Når han ville slappe af, besøgte han Fenris.
"Jeg kan vel ikke overbevise dig om jeg slapper af med at arbejde?" mumlede han, som de endnu stod i deres kram og han ikke følte for at bryde det endnu. Til sidst ville det dog bare blive akavet og efter lidt tid rettede han sig lidt op. Han ville lade hende blive hos ham, hvis hun ønskede det, men ellers ville deres kram være slut. Tiden med at være ihh så følsom var ovre. Det var på tide at få noget fra hånden nu. Selv hvis hun endnu ønskede at kramme, ville han afbryde krammet og kort klappe i hænderne, før han ville gå over til det lille bord, hvor deres the og småkager stod. Han spiste normalt aldrig menneskelig mad og gjorde det heller ikke nu, da han i stedet tog sin kop med næsten kold the og tog en tår af den. Kold eller ej, kunne the altid drikkes. Det var det gode ved det.
"I så fald vil jeg sørge for at give besked. Du kan få det samme værelse som da du boede her sidst...Hvis du ønsker det. Jeg går også ud fra du gerne vil se Connor igen. For simpelhedens skyld, ved han ikke du er hans mor. Man kan ikke forklare 5 årige børn at deres mor bor i den anden ende af kontinentet og ikke rigtig er en del af hans liv." der var intet dømmende i det sagde, blot den klare konstatering.
"Hvad med dine ting? Jeg ved ikke om du vil beholde dit hjem i Dragons Peak for en sikkerheds skyld, men er der nogle ting du vil have transporteret hertil?" Han så over på hende og smilte pludselig lidt mere.
"Undskyld hvis jeg er for hurtig..." tilføjede han så. Måske var han for overvældende og skræmte hende væk igen?

Hun kunne mærke på hans krop og måden han holdt hende ind til sig på, at han havde savnet og mærke hende ind til sig. Hun måtte dog indrømme, at hun havde savnet de aftner de bare havde krammet, snakket og bare været der for hinanden og mest ham for hende i det tilfælde. Hun stod lidt og slappede af i hans arme og lyttede stille til det han sagde. Hun grinte lidt og nikkede "Jo det kan du godt bilde mig ind, men du skal heller ikke bruge arbejdet for og komme væk fra alt. Det er heller ikke vejen frem" hun vidste sådanset godt, at arbejde og klare sig selv så var Sean i sit Z.
Da hun kunne mærke på ham, at han ville til og afbryde krammet tog hun også stille sine arme til sig. Hun var stadig dårlig til og finde rundt i tidspunkter og specielt efter en rejse, hvor hun ikke havde sine normale rutiner. Det gjorde hende igen svag, men hun vidste, at der ikke ville gå mere end et par dage så ville det være på sin plads igen.
Hun gik roligt hen til sin stol og satte sig på den. Hun kørte sin hånd hen over bordet i et stykke tid så hun havde kunnet danne sig et billede af, hvor tingende stod. Hun følte sig lidt dum når hun gjorde det og folk var til stede, men det var hendes måde og finde rundt på og finde ting der var på et bord osv. Hun tog sig en småkage og spiste den. Den smagte lige så godt som hun huskede, hvordan småkagerne smagte i dette hus.
Hun lyttede stille til det han fortalte om værelset og Connor "Det ville være rart og få det gamle værelse igen så bliver det nemmere for mig og finde rundt og vil gerne se Connor igen og det er fuldt forståeligt, at han ikke kender mig og det forventer jeg selvfølgelig heller ikke, at han nogensinde kommer til. Har ikke rigtigt været en del af hans liv. Er kun kvinden der fødte ham" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun havde fortrudt flere gange, at hun ikke havde været der for ham eller noget, men det havde været en del af deres aftale dengang og det var den bedste beslutning der var på det tidspunkt for hun ville ikke kunne tage sig af ham overhoved og det vidste hun, at Sean kunne.
Hun sad lidt og tænkte over huset i Dragons Peak og tingende "Nok det vigtigste for mig som er der er selvfølgelig min hund for, at jeg kan færdes rundt alene uden og skulle have en babysitter og så mit tøj" der var drilleri i hendes stemme da hun havde sagt, at hun elelrs ville have behov for en barnepige for og gå rundt. Hun kunne godt mærke på Sean, at han ikke kunne vente med, at hun vendte tilbage til ham, men hun kunne også forstå ham og hun ville sådanset heller ikke rejse igen medmindre det blev nødvendigt for hende. Hun rystede lidt på hovedet "Det er helt i orden Sean. Du skal ikke undskylde" sagde hun stille og tog en tår af sin halv kolde the.

Han satte sig i sin egen stol og så over mod vinduet, mere af vane, end for noget andet. Hans tanker drejede sig allerede om flere praktiske ting. Han følte sig helt oplivet af, at en af hans gamle venner vendte tilbage og han ikke længere ville føle sig alene, trods huset var fuld af børn. Børn og venner var ikke det samme. Igen slog tanken ham, at han kun havde sønner, ham en smule mærkværdig. Men hvem vidste ærlig talt for hvor mange børn han havde rendende derude? Tydeligvis en del. Forhåbentlig ville de aldrig alle komme til ham. Han havde aldrig elsket store familier.
Han slog let mod koppen med den ene finger i en let melodi, før hans smil voksede lidt. Måske så han det helt forkert an.
"Lad os holde en fest. Her! Jeg har altid været så fokuseret på at holde mig beskyttet og beskytte alle i huset, at det slår mig, de fleste må føle det som et fængsel eller dystert sted. Det kunne være rart at live stedet lidt op. Jeg har..." Han stoppede sig selv. Nej, det behøvede Luce ikke vide. Han havde flere magtfulde bekendtskaber i byen, han ønskede at inviterer og grave lidt penge og ressourcer ud af lommerne på dem. Men det var til helt andre planer. Dem der indeholdt mere end blot et nyt hus...
Han rystede svagt på hovedet.
"Bare en lille en. Mine sønner skal jo også giftes godt på et tidspunkt og jeg kan lige så godt sikre mig de får nogle passende bekendtskaber, så de bedre klare sig. Jeg ved tjenestefolkene her ville elske ideen" foreslog han til sidst og så over på Luce, for at se hvordan hun ville reagerer. Ikke et maskebal, men bare en rolig fest. En lidt livligere komsammen kunne man vel kalde det. Han havde aldrig holdt noget som helst i huset før, så ideen forekom ham god.
"Og bare rolig...Jeg kan få nogen til at hente dine ting i Dragons Peak, efter dine anvisninger" forsikrede han samtidig.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til Sean. For hun var stadig nødtil og arbejde for Sakref hun havde en kontrakt hængende over hovedet hos ham stadig fra da han fik hende fri fra Rafaels magt så den kunne hun ikke slippe for ligemeget hvad. Han havde ofret så meget for hende fra dag 1 af og det kunne hun ikke betale tilbage på nogen måde og det samme gjalt Sean. Hun ville hade og skulle vælge imellem de 2 for de begge var magtfulde og betød meget for hende. Plus de begge havde ofret så meget for hende, at hun ikke kunne være bekendt og svigte nogen af dem igen.
Hun lyttede stille til det han fortalte. Det kom bag på hende, at han ville holde en fest i hans eget hjem. Det lignede overhoved ikke ham. Var han ved og miste forstanden? Ideen var god nok, men hun undrede sig stadig lidt. Da han så nævnte hans sønner som skulle giftes godt så skulle det være nogen som var fra højere magter som Sakref, Rafael og hvad de nu alle sammen hed som var magtfulde, men der var nok kun en ud af Sakrefs 3 døtre som ville blive giftet bort og det ville være Rafaela, men det ville hun ærligtalt ikke tro på, at Sakref ville tillade så meget han kontrollerede hendes liv og alligevel ville det ikke undre hende. Hun havde ingen magt over Rafaela længere selvom hun var hendes mor. Alt lå hos Sakref og Valiona. Hendes nye familie.
"Hvis du føler for og holde en fest så skal du da gøre det. Men det ligner ærligtalt ikke dig og ville holde fester eller have folk i dit hjem" sagde hun stille og smilede roligt til ham.
Hun nikkede stille da han sagde, at han ville få nogle til og hente hendes ting "Det ville jeg blive glad for. Bliver nok også nød til og tage op og få snakket med Sakref på et tidspunkt for og få styr på nogle ting der" sagde hun stille midt i det hele. Mest for og huske sig selv på det da hun jo ikke kunne arbejde for ham i Dragons Peak der måtte han finde andre eller en anden der kan det.

Han smilede svagt og slog ud med armene.
"En fest er lige hvad der skal til. Folk forandre sig! Jeg har været udsat for nogle ret store ting, hvis jeg selv skal sige det og jeg tror ærlig talt jeg må droppe lidt af den alvorlighed og slå mig lidt løs igen...Føle mig ung igen!" kommenterede han overbevisende. Troede han selv på det? Det håbede han. Uanset hvad, føltes ideen rigtig.
"Desuden...." Han sukkede svagt og lavede en bevægelse i luften, med den ene hånd, mens han lukkede øjnene et øjeblik.
"...Kom jeg vist til at give huset til Alane...Vi er ikke et par mere, jo...Og...Og jeg boede hos familien Chase på daværende tidspunkt. Men tingene har fået lov at blive, det samme med beboerne. Jeg er sikker på det intet gør at du også bor her..." Kommenterede han og så over på hende igen. Ja, han skulle nok sørge for hun kunne blive! Selv om huset var Alanes, undgik de mest hinanden og faktisk tvivlede han på hvor meget hun faktisk var her.

Sakref....
Han blev en smule stille. Både en mand, som han følte sig fantastisk nysgerrig omkring og på den anden side ikke brød sig om. De havde tilladt hinandens eksistens, men nok heller ikke mere end det. Han så lidt over på hende. Det var et eller andet sted besværligt, at en af de personer, der betød mest for ham, også var i lommen på den mand. Men han kunne vel intet gøre ved det...
"Jeg håber du snart må være en sand, fri kvinde..." kommenterede han roligt. Så rejste han sig op fra stolen og gned kortvarig sine hænder.
"Vi har snakket meget og jeg er sikker på vi begge har ting at overveje og vænne os til. Jeg foreslår vi bryder op for nu. Tal med Sigmund omkring dine ting, han kan sende folk efter det, som ikke røver dig samtidig" forsikrede han.

Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun var nu ikke den store fest tøs og det havde hun aldrig været, men hun havde heller ikke været som sådan fri i lang tid. E kontrakt med Sakref som sådanset gjorde hende fri hun skulle bare være hans lærling og passe sit arbejde, men ellers var hun fri. Hun var næsten sikker på, at hun ikke ville kunne finde ud af og være helt fri g selv bestemme, hvis hun nogensinde fik chancen for det. Hun kendte godt en af personerne fra Chase familien og det var Delilah. Hun havde faktisk hjulpet hende for lang tid siden. Hun kunne dog ikke helt huske om det var da hun var under Zanns magt, Zeros eller Rafaels, men det var også ligemeget. "Jeg håber ihvertfald, at det er i orden, at jeg bor her, men hvis det ikke er så flytter jeg da bare tilbage til Sakref" hun trak let på skuldrene selvom hun aller helst ville bo hos Sean til og starte med.
Hun smilte lidt for sig selv da Sean sagde, at hun håbede, at hun snart ville blive en fri kvinde "Tror ikke jeg ville kunne finde ud af og fungere længere, hvis der ikke er nogen der bestemmer bare lidt over mig" sagde hun stille. Hun havde været slave i over 150 år, hvor de sidste 50 år var både slave og lærlinge liv som hun ikke kunne finde rundt i.
Hun rejste sig op da hun så, at Seans aura rejste sig op. Hun nikkede enigt i det han sagde og gik hen til ham og gav ham et kram. "Tak for snakken Sean" sagde hun stille imens hun krammede ham. Hun slap ham dog efter et kort øjeblik og gik hen imod døren imens hun følte sig frem til den med sine hænder.

Han smilede svagt, da han så på Luce med et kærligt blik. Han havde slet ikke kendt hende som en fri kvinde og nu var hun nok mere fri, end hun nogensinde havde været, selv om Sakref endnu havde fingrene i hende. Han trak vejret dybt. Kunne det ændres? Hvad hvis han selv snakkede med Sakref om det? Han tvivlede på det. Luce havde selv snakket noget om at hun også var hans lærling og han kunne næppe forlange af dem begge to, at de skulle stoppe med det.
"Selvfølgelig er det i orden" svarede han rolig, og fortrød at han havde givet hende grund til at bekymre sig om det. Dog ville han heller ikke skjule det for hende.
"Desuden...Du kan jo ikke holde øje med mig fra Sakrefs slot, vel?" kommenterede han bedrevidende, før han også slog armene om hende.
"Selv tak" hilste han - Og lod hende gå. Da hun var gået, mere eller mindre fumlende, satte han sig tungt i sin stol igen. Han hvilede hovedet mod hånden et øjeblik, mens han lukkede øjnene. Det var rart problemet var løst og det var rart at have en af sine få venner tilbage. Dog følte han sig også træt. Han gned sin pande lidt, rettede sig op og så ud af vinduet. Det virkede som om der altid var så meget at lave...
Mon han kunne slappe af op til den kommende højtid?

//Out