A creature of the night ((Sajro))

Til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
_______________________________________________________________________
Casey havde brugt morgenen i Doomsville, og var nu på vej hjem. Det var lettest at gå igennem Ashen Wood Forest, men hun havde hørt skrønerne. Der skulle eftersigende være en masse farlige dyr derinde, men det var endnu ikke noget hun havde oplevet. Måske havde hun bare været heldig. Men på trods af hun var skeptisk over for de mange historier der gik om overnaturlige væsner, så bar hun alligevel altid en lille kniv på sig. Det var en hun havde gemt væk i en taske, men den var der, hvis det skulle blive nødvendigt. Uden at spekulere et sekund på hendes forsigtighed, traskede hun videre igennem skoven. Omkring hende tårnede træerne sig op, i toppen kunne man svagt høre fuglesang, men ellers virkede skoven stille. Imellem træernes toppe, kunne Casey se den store fuldmåne skinne på den sorte aftenhimmel. Derhjemme ventede hendes teenagebror på hende. Casey var hans værge og forsørger, men kunne hun ikke nå frem, var der altid mad til ham. Det havde hun sørget for. Hun knoklede så hårdt for, at han kunne få et normalt liv. Hun var selv blevet voksen for tideligt, og hun ønskede ikke det samme for ham. Casey stoppede op, for at finde en flaske med vand frem fra hendes taske. Udover flasken og kniven lå der flere forskellige madvare, det meste var noget der kunne holde sig godt uden kulde, da der var et godt stykke vej fra Doomsville til Sunfury. Det skulle helst ikke blive dårligt inden da. Det var mest brød og grøntsager. Hun tog en slurk af vandet og lagde flasken tilbage igen. Hun besluttede sig for at holde en lille pause, og satte sig op en træstamme.

Sajro var som sædvanligt taget ud i Ashen Wood da han jo som altid vidste at det ville blive fuldmåne, og han ønskede ikke at skade noget menneske, og det var derfor bedst at han tog ud et sted hvor der ikke var andre end ham selv, og naturen. Han havde som regel stadig kontrol nok over sig selv til ikke at skifte form bare af fuldmånen, men der skulle nu ikke meget til før han kunne miste kontrollen.
Han havde ikke kunnet undgå at høre lyden af en flaske der blev åbnet, og lyden af nogen der tog flere slurke fra denne flaske, og han begyndte straks at bevæge sig i den retning hvor han havde hørt det komme fra, han smilede for sig selv da han kunne se den unge kvinde sidde alene i skoven. Hans øjne lyste op ude i mørket, da han trods forvandlingen ikke var fundet stede, havde de meget typiske orange øjne som mange varulve jo nu engang havde, han tænkte dog ikke selv videre over det, og han nærmede sig hende også i en meget mere menneskelig stil end man ville forvente fra en varulv.

"Godaften?"

Han smilede, hvilket betød at de skarpe tænder var tydelige for enhver der ville betragte smilet, og hvis man kiggede godt efter ville man også kunne se hvordan hårene i hans nakke havde rejst sig nærmest som børster på et vildt dyr, men lige nu havde han trods alt stadig kontrol nok over sig selv til ikke bare at springe på hende. Han havde ikke meget tøj på, hvilket nok kun hjalp med at afsløre ham som Varulv, denne aften havde han kun et par bukser på samt en halskæde med diverse klør og tænder fra dyr. Han gik hen mod hende, med langsomme skridt som om han forsøgte at vurdere hende, finde ud af hvem eller hvad hun var, han sørgede også for at snuse ind så han rigtigt kunne få fanget hendes duft, og finde ud af hvad det var hun var.

Casey tog en sidste tår og lagde den ned i tasken igen. Hun fik øje på noget orange, som gav hende en pludselig lyst til en gulerod, men i stedet for at forfølge lysten, lukkede hun sammen for tasken igen. Da hun drejede hovedet, stod der en høj mand ved hendes side. Han gav hende et chok, og det var tydeligt, da hun spjættede som de fleste gjorde, når de blev ubehageligt overrasket. Dernæst lod hun hendes blik føre op til hans øjne, og blev nu mere forundret end forskrækket. Hans øjne havde en nuance hun ikke havde set før. Manden var letpåklædt, og lignede ikke ligefrem en der hørte til i en af de af store byer. Han lignede tvært imod, en der brugte meget tid i naturen. Han havde i hvert fald en halskæde, der kunne være fra byttedyr. Casey lagde sine håndflader mod træets ru bark og skubbede sig selv op at se. Da han sagde godaften som et spørgsmål, frem for en hilsen rykkede hendes øjenbryn sig ned i et undrende udtryk et øjeblik, for så at finde tilbage til sin sædvanlige plads. ”Godaften,” sagde hun med et lille nik, for at gøre det klart hendes aften var god. Hun glædede sig dog meget til at komme hjem. Det kunne være hun skulle anskaffe sig en hest, det ville både spare på tiden og energien. Men det var også dyrt, og hendes arbejde på hospitalet gav hende nok til mad og drikke, men heller ikke meget mere end det. En gang imellem havde hun råd til noget ekstra, og de blev som regel brugt på hendes lillebror. Han var trods alt det sidste familie hun havde. Hvis man ikke talte hendes mor med, som hun sjældent så. Adam betød alt for hende, og hun havde lyst til at forkæle ham, når hun havde chancen. Casey ville give ham de bedste muligheder i livet, for det var ikke let at få et godt job, hvis man ikke havde en uddannelse. ”Er du kendt her i skoven?” Casey havde været der et par gange, men den var så stor, at det krævede man var der meget, før man kunne finde ordentligt rundt. Måske kunne manden hjælpe hende på rette vej, så hun ikke gik rundt i timevis for at finde ud. Måske var det alligevel ikke så god en idé, at passere igennem skoven.

Han kunne ikke undlade at smile næsten tilfreds over hvordan hun faktisk åbnede sig og næsten stolede på ham, bare fordi han var venlig overfor hende, og talte til hende som et helt almindeligt menneske. Han undlod dog ikke at vise tænder i smilet, det var ikke noget han fandt nødvendigt, at forsøge at skjule hans skarpe og spidse tænder. Han nikkede også bare til at sige at han forstod hendes nik, og hende godaten. Han begyndte så at gå rundt om hende ganske langsomt.
Ja faktisk begyndte han at kredse om hende i stil med den måde man ofte så nogle rovdyr kredse om deres bytte for at vurdere det.

"Om jeg er kendt? Åhhh det er jeg da."

Han slap en lav og nærmest tilfreds knurren som stammede fra hans hals, og gennem hans mund og læber. Det var ikke højt men det var no noget mange alligevel kunne høre der kom. Han kiggede så på hende igen, efter lige at have taget et kig omkring dem.

"Men sig mig hvorfor vil du vide om jeg er kendt her i skoven?"

Han tog så et enkelt skridt ind imod hende for ligesom at kredse om hende i en mindre cirkel end han havde gjort tidligere.

Casey kunne nu bedre se ham, og også se hans spidse tænder. Det gjorde hende ikke ligefrem tryg. Var det overhovedet naturligt? Da han så begyndte at kredse om hende, kunne man godt mærke hun blev nervøs. Hun spændte hendes muskler, hendes vejrtrækning blev hurtigere og hendes blik flyttede sig fra punkt til punkt. Hun var bestemt ikke komfortabel med, at han bevægede sig rundt om hende på den måde. Da han svarede på hendes spørgsmål, blev hun mindet om, at han var et menneske og ikke et dyr. Han opførte sig næsten som et dyr. ”K..” Hendes stemme var skinger, og fik hende til at rømme sig før hun talte videre. ”Kan du hjælpe mig?” Den lave knurren, fik hårene til at rejse sig i nakken på hende. Der måtte være noget galt med ham, han gik rundt og knurrede, kredsede ubehageligt om folk som var de byttedyr. Det var ikke normalt. Eller måske var han en af de ting, man advarede om der fandtes i skoven. Han nærmede sig hende, og alt i hendes krop sagde hende, at hun skulle løbe, men hendes fornuft fortalte hende, at det bare ville gøre det værre. ”Jeg vil gerne kende den hurtigste vej til Sunfury.” Hendes stemme var lavmælt og forsigtig, hun ville på ingen måde gøre det værre. Hun frygtede, at hvis hun først tirrede ham, ville det gøre situationen noget mere skræmmende end den allerede var. Casey håbede, at hvis hun behandlede som enhver anden, ville han ikke gøre hende noget. Så det var det hun forsøgte, selvom hun var bange for ham. Bange som bare pokker.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule da han uden problemer kunne se hvor bange og skræmt hun var, det gjorde ham på et eller andet punk glad og godt tilpas, han elskede tankerne om at gøre nogen så bange. Han så på hende, og han slikkede sig ubevidst om munden og henover de skarpe tænder hvorefter han bare kiggede på hende med et sigende blik og svarede så på hendes spørgsmål.

"Jeg kan, spørgsmålet er mere om jeg vil."

Han fortsatte med at kredse om hende, og gik endnu et skridt tættere på hende, han var nu så tæt på hende at hvis han tog et skridt mere og strakte sin arm kunne han nå hende, han grinede da hun bad om den hurtigeste vej til Sunfury, hans grin var ikke helt normalt og slet ikke så menneskeligt, det lød mere som et dyr der grinede, sådan en blanding af en knurren og et grin der blandede sig i noget der aldrig skulle have eksisteret, og hun ville også sagtens kunne se hvordan neglene på hans hænder var lange og skarpe som klør, og hvordan de fleste af hans blodåre var tydelige og hvordan de pumpede blodet rundt.

"Hurtigeste rute til Sunfury? Den vej"

Han pegede i en retning lidt bagud fra hvor han lige stod, hvorefter han dog så stod imellem hende og den vej hun derved skulle, og der stoppede han op og undlod at flytte sig, han var nu stoppet med at kredse om hende, og med et smil der langsomt sneg sig frem på hans læber tog han et skridt frem mod hende, og knurrede igen dog mens han talte.

"Men jeg ved ikke om jeg bare vil lade dig smutte. Jeg har en lov jeg skal følge og der kan du hjælpe."

Casey sank en klump ved hans ord. Så han ville ikke hjælpe hende. Fantastisk. Her stod hun og var tæt på at blive skræmt til døde, og så ville han ikke engang hjælpe hende. Det var uhøfligt af helvede til. Frygten blev erstattet med irritation. Han brugte hende som legetøj og det provokede hende. Da han pegede i en retning nikkede hun bare og gik hen imod ham, med den hensigt at passere ham. Men hun vidste så vel som ham, at det ikke ville ske. Hun stoppede op, da hans ord afslørede hvad hun selv havde tænkt. ”En lov? Der kan jeg ikke hjælpe, jeg ved intet om love.” Hun havde en dårlig fornemmelse af, at han ikke havde brug for hendes hjælp i den forstand, men alt andet virkede for skræmmende at tænke på. Hun blev nød til at skubbe det væk, for at beskytte sig selv. Det var vel typisk at mennesker opførte sig sådan. Når noget var for svært at håndtere, var det lettere at ignorere det. Hun trådte instinktivt et skridt tilbage. ”Men hvis du ikke har brug for mig mere, vil jeg gå.” Hun drejede rundt og begyndte at gå i retningen hun netop var kommet fra. Hun forventede halvt om halvt, at der snart ville bore sig et par lange negle ind i hendes arm. Hun havde spottet dem, men igen havde hun skubbet det væk, forsøgt at gøre det til noget andet end hvad det var. Hun var skræmt fra vid og sans fra ham, og det kunne umuligt være fordi han var et almindeligt menneske. Et menneske med hjernen på plads kunne ikke skræmme hende så meget. Hun tog flere dybe indåndinger, i et håbløst forsøg på at berolige sig selv. Hendes sind såvel som hendes krop.

Da hun gik hen mod ham, og gjorde an til at ville gå uden om ham, trådte han bare et skridt til siden sådan at han blokerede hendes vej igen. Han grinede lidt af hendes ord om at hun ikke vidste noget om love, søde søde barn dog, det var jo ikke fordi hun skulle vide noget om love overhovedet.

"Nej nej, du misforstår jeg skal bruge dig, for at følge loven, ikke din vide, blot dig, din krop, dit liv."

Han smilede bare, et smil der var alt for dyrisk til at være de menneskelige læber som de var på. Det hele var så urealistisk, og Sajro havde heller aldrig selv været så meget underlagt dyret i ham som han var i det her øjeblik, der skulle ikke meget til at trigger ham, at hun skreg, løb eller på anden måde reagerede voldsomt. Det var også derfor at da hun begyndte at gå gjorde han ikke noget, før han pludseligt bare tog to meget hurtige skridt, greb hendes arm og hev hende tilbage så hun ikke kunne gå bare sådan.

"Jeg sagde det, jeg kan ikke lade dig gå, jeg har brug for dig. Ser du jeg er varulv, og vi varulve har en lov der siger at vi skal skabe en ny varulv om året, og da jeg nu har mødt dig, på denne pragtfulde fuldmåne aften, altså det er jo helt perfekt!"

Han holdte stadig hendes arm, hvorefter han bare slyngede hende ned at ligge på jorden. Han var så hurtigt nede over hende, han greb fast om hendes arme og holde hende nede.