The shadow creature and the human having fun (Daron)

T: Midt på dagen
V: Varmt
O: Festivallens mange boder, gøglere og folk.
S: Terrorville, festivallen

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

August havde fået frit spil. Festivallen var for alle i byen, hvilket inkluderede August. Sidst han havde oplevet noget lignende, havde været en byfest i Dragons Peak og det var efterhånden nogle år siden. Så meget var sket siden da. Men han havde glædet sig til i dag! Spændt, som børn op til Yulen, havde han ventet utålmodigt på denne dag. Hvad var bedre end det gode, smittende humør? Hvad var bedre end alle, uanset køn og race, gav sig til at have det sjovt? Dette var det bedste eksempel på de kunne leve side om side! At de kunne have det sjovt sammen!
Og det var smukt. Alle farverne. Alle lydene - musik, snak, latter. Alle aktiviteterne, der inkluderede teater, gøglere og kunstnere. Boderne med mad og sjove ting. August kunne ikke få nok og hans øjne gled hele tiden den ene og den anden vej for at få det hele med. Det var næsten overvældende så stort det var, men Terrorvilles brede gader var perfekte til dette arrangement. Brostenene gjorde at folk ikke trådte jorden op og boderne stod mere stabilt. Også selv om August på et tidspunkt stødte tåen ind i en sten, der var lidt højere end de andre, og var tæt på at falde. Men helt at falde i dette mylder virkede umuligt.
Der var de adelige, i deres flotte tøj og vagterne, der skar dem en rute igennem folk. Der var forældrene, med børnene der skiftevis løb efter hinanden eller hang i forældrenes skjørter og tiggede om kandiserede æbler eller søde brød med frugt.

August havde for en gangs skyld et par mønter at gøre godt med. Ikke nok til at nyde det hele, så han måtte skabe sig et overblik og blive enig med sig selv om præcis hvad han burde smage på i dag.
Han var iklædt noget lidt pænere, end det lasede tøj han normalt havde på. Trøjen var uden huller, bukserne var ikke for store, omend skoene var deres eget slidte selv. Halsbåndet sad om hans hals, af en specifik årsag. Normalt ville han selv have den på, for at nyde den sikkerhed den faktisk gav, men i dag virkede den hæmmende. Ikke fordi folk stødte ind i ham, ikke ville flytte sig eller vrissede af ham - men fordi August slet ikke kunne få folk i tale. Hans entusiasme fik ham ofte til at tale mere, men hver gang han prøvede og folk var ved at svare...Så de hans halsbånd og klappede i som en østers. Så...På det punkt var det måske ikke den mest perfekte dag og det var nået et punkt hvor det på en måde gik ham lidt på. Hvor han overvejede at tage det af og ikke være slave for en dag...
Hans fingre gled over rammen i nakken, mens han overvejede det. Han havde fundet et stille sted, hvor der var teater for børn. En historie om hvordan Herskeren af Doomsville havde overvundet en stor søslange helt alene, uden at blive såret og hvordan børnene grinte eller kom med deres "Woooow!"
August blik gled rundt et øjeblik, før han endelig løsnede halsbåndet. Stille, forhåbentlig uden nogen så det. Han gemte det i ligningen af hans tøj.
Gad vide...Om hans familie også var her? Om han ville løbe ind i dem? Han havde ikke taget mod til sig til faktisk at opsøge dem endnu...Måske endte de også bare i fare?

Det var længe siden, Daron sidst havde været i Doomsville. Faktisk havde han sidst været i Doomsville, dengang han blev trænet op i Seans klan og der begav han sig knap nok rundt i byen. Der var hans skema blot tidligt op, træne og i seng. Der var nogle aftener, hvor han tog ud på fyraften, men det var den samme kro, folk tog hen til gang på gang, så der var ikke meget udforskning i det heller. Han havde egentlig heller ingen planer om at komme tilbage til Doomsville igen til midsommerfestivallet. Det var udelukkende, fordi han var blevet inviteret til ballet, at han valgte at tage afsted. Hvorfor han havde modtaget en invitation, vidste han ikke. Han var ret sikker på, at det var vigtige personer som raceledere og herskere, der fik lov til at deltage. Ikke en, der trænede soldataspiranter, men måske var det noget andet, når han trænede Assorians soldater. Han kunne ikke forstille sig, at Assorian havde lagt et godt ord ind for ham, så han havde ingen anelse om, hvordan Natalie havde fundet ud af hans eksistens. Hans tanker havde strejfet, om det mon var hans far, der havde en finger med i spillet, men blot tanken om det gjorde ham ængstelig, så det valgte han at sige var umuligt.

Men han havde altså valgt at rejse til Doomsville. Han havde reddet herhen - han havde endelig kommet sig over sin frygt for at ride. Ikke at han var speciel komfortabel på en hest, men det var nu alligevel mere praktisk end at skulle være på fod. Han havde ikke meget bagage med for han havde planer om at tage afsted igen lige efter ballet. Han havde ingen grund til at være her længere end nødvendigt. Han havde intet at se, ingen at møde.
Han havde pakket ét jakkesæt og ellers noget mere afslappet tøj til dagene i mellem, siden det meste af dem ville blive brugt på at rejse ind og ud af byen. Altså var han iklædt løse hørbukser og en kortærmet trøje, intet mere spændende end det.
Han var næsten lige kommet til byen, fundet en stald til sin hest og fundet et værelse på en kro. Han overvejede stærkt bare at blive inde, måske prøve at få noget søvn efter en lang rejse. Men han vidste også, at i morgen skulle han bruge aftenen sammen med en hulens masse fremmede, så han blev nødt til at vænne sig til den store mængde af folk før eller senere.
Altså havde han begivet sig udenfor. Vejret var godt, solen skinnede og hold da op, hvor var der en masse folk. Man skulle næsten tro, at hele Underworlds befolkning havde bosat sig i denne del af byen. Der var så mange indtryk at Daron knap nok vidste, hvor han skulle se hen, som han gik hen af gaden. Men stemningen var behagelig. Glad. Det var længe siden, at Daron havde hørt latter der ikke stammede fra fulde soldater på et værtshus, så det var egentlig forfriskende endelig at være blandt andre folk. Ikke at han havde planer om at socialisere sig med nogen. Det skulle han gøre nok af i morgen. Men nu havde han jo rent faktisk penge - ikke noget, som han havde været vant til at have -, så kunne det være han skulle bruge det til at købe noget i de utallige boder der var der. Han standsede i hvert fald op for at betragtede end mand der stod og malede sine omgivelser. Hvordan han gjorde det, når det var evigt i bevægelse, vidste Daron ikke, men det var nu alligevel noget af et syn.

Teaterstykket nåede en afslutning. Børnene grinte og klappede, forældrene ligeså, omend nok mere af høflighed. Historien havde floreret meget det sidste stykke tid og hele Doomsville kendte den sikkert. Der var opstået flere variationer af den, men i dem alle var byens Hersker uovervindelig og dræbte det ene monster, der var større og mere drabeligt end det næste. August klappede let, før han skyndte sig væk, inden børnene kom op. Ellers ville han blive fanget i mængden og være fanget blandt små børn. Ikke at han havde noget imod børn, men det var ikke der han havde lagt sin interesse og energi. At være blandt børn en hel dag forekom ham ærlig talt...Udmattende. Måske af samme grund han heller aldrig havde opsøgt familielivet selv.

Der var mange andre ting at se på og August lod sig blot følge med af strømmen. Da han nåede et nyt, naturligt stop var det foran nogle boder og en kunstner. Eller måske var der flere kunstnere, men fra hvor August stod kunne han kun se en. Der stod allerede nogen og studerede maleren arbejde, men det forhindrede ikke August i at træde op bag mandens anden skulder og kigge med. Drevet af nysgerrighed. Maleren drejede hovedet for at se på ham, og det gik op for August at han måske var trådt for tæt på. Høfligt trådte han bagud igen, så manden kunne arbejde i fred. Det var fascinerende. August kunne godt lide kunst. Ikke helt vildt meget - men stadig mere end den næste. Kunst var abstrakte fortolkninger af verden eller folks følelser og tanker. Ofte begge dele på en gang. Mon der lå en dybere mening i dette billede?
Han kunne slet ikke slippe det med tankerne og selv om sidemanden var ham en komplet fremmede, kunne han ikke stoppe sig fra at måtte dele sine tanker.
"Syntes du ikke han fanger stemningen? De lyse farver. Skyggerne, der er med til at give det liv og dybde. Man får virkelig fornemmelsen af der er mange folk, selv i billedet. Han må have en fantastisk hukommelse og sans for sine omgivelser, at kunne male det hele på denne måde, selv om hans omgivelser er i evige forandringer. Fascinerende. Syntes du ikke også?"
Det slog ham slet ikke om hans sidemand var af højere byrd og burde tiltales lidt mindre jovialt. August så nærmest slet ikke på den fremmede, men havde sit blik mod maleriet foran sig. Han talte lavt - nok til at manden kunne høre det, men forhåbentlig så det ikke forstyrrede maleren.

Daron var for travlt optaget af kunstnerens bevægelser til at lægge mærke til manden, der nu var ved siden af ham. Jo, han havde godt opdaget, at endnu en var nået hen for at beundre kunsten, men det var kun ude af hans øjenkrog og han så ikke mere hen i mod ham. Han havde heller ikke forventet at den mand på nogen måde ville lave en interaktion med ham og at han bare ville ende ud som endnu en af de mange ugenkendelige ansigtet i mængden.
Det var så indtil, at manden talte. I starten valgte Daron ikke at tænke over det – udover at være imponeret over hans bedømmelse af maleriet – for manden måtte jo tale til ham selv. Hvorfor skulle han ville tale til Daron? Så efter han kort havde set hen på manden, overrasket over at han pludselig talte, holdt han sit blik i mod maleren igen.
Men så henviste den fremmede sig direkte til Daron, hvilket måtte betyde at han i virkeligheden havde talt til ham. Daron kunne ikke lade være med at se en smule forundret på manden. Blot fordi Daron aldrig selv ville kunne finde på bare at snakke til fremmede på gaden. Han snakkede knap nok til dem der ønskede at snakke med ham. Men sammen med forundringen i hans blik, kom der et lille smil over hans læber. Daron var nemlig i et humør, som man sjældent så ham i. Han var i godt humør. Selv med alle folk omkring ham og med bekymringer for hvordan den næste dag ville gå, slappede han af. Måske var det fordi han for første gang i snart et år endelig var væk fra det sted, der plagede ham. Eller også var det fordi manden havde en rolig og imødekommende aura om sig. Daron følte ingen fjendskab fra ham, og det var lang tid siden han havde været blandt en person, der blot ønskede at snakke.
”Bestemt,” svarede han derfor mere åbent end man normalt ville høre ham tale, ”Jeg ville ønske, jeg kunne tilføje mere, men dine ord lyder meget bedre, end noget jeg ville kunne brygge sammen.”
Meget kort vurderede han manden. En menneskemand, ældre i Daron, af udseende i hvert fald. Daron kunne godt tænke sig, at han i egentlig alder var ældre end mennesket, men med den tale, han lige var kommet med, måtte Daron gå ud fra at han på ingen måde var lige så lærd. Daron vidste i hvert fald intet om kunst som sådan. Han vidste, når han mente noget var pænt, men det var sådan set det. Han kunne ikke fortælle om symbolikken bag farverne eller kunstnerens valg af komposition. Men han syntes nu det var spændende at høre om.
”Maler du selv eller er du bare en iagttager ligesom mig?” Daron var ikke sikker på, hvorfor han valgte at holde samtalen kørende med manden. Han var i forvejen udmattet efter den lange rejse og det at være social, især med fremmede, ville ikke gøre det bedre. Men den fremmede havde været en rar tilføjelse til hans dag, så måske var det udmattelsen værd. Et svagt smil hvilede stadig på Darons læber i mens han skævede hen til manden efter svar.

Manden ved August side fremkom yngre. Men når man selv nåede en hvis alder, betød det ikke lige så meget. August nød at snakke med folk af alle aldre. Alle havde de en unik måde at se på livet, alt efter hvad de selv havde været udsat for. Alligevel var der stereotyper for aldrene. De ældre var forventet at blive mere erfaren og visere. At kunne historier, der kunne lære de yngre om livet. De yngre var ikke forventet at kunne eller vide de samme ting og havde et vist frikort til at gøre deres egne fejl, mens de gennemskuede hvem de ville være. Især børn, og jo ældre man blev - til man kunne kaldes 'ældre' - var der en periode hvor hverken det ene eller andet gjaldt. Man var. Mere var der ikke til det. Man opretholdte samfundet og levevilkårene. Fortsatte det samme arbejde som ens forældre og sikrede overlevelse og reproducerede sig.

Det var måske en lidt kedelig oversigt over livet og det gjaldt jo kun dem, der var dødelige. Med de udødelige racer...Ja, hvordan foregik det? Var de forevigt fanget i den form for stilstand, mennesket kun oplevede i midten? Opretholdelsen? August faldt hen i tanker, da det slog ham at manden faktisk havde svaret ham.
Han så ned på manden og naturligt gengældte han smilet.
"Det handler ikke om spøjse ord, der hører bøgerne til. Det handler om følelserne og at være bevidst om dem. Farverne, indtrykkene, stemningen i billedet. De fremkalder en fornemmelse hos beskueren. Hvis man lader det, selvfølgelig. Man behøver ikke at kunne fine ord for at sætte ord på den stemningen. Hvis du kigger på billedet..." August nikkede over til det, som hans eget blik gled over til billedet et øjeblik. Så gled det tilbage til Daron.
"...Hvordan ville du så selv beskrive det?"
Det måtte godt tage tid. Ofte var kunst afhængig af man stillede sig og gav sig tid. Rigtig mærkede kunsten.
August studerede billedet et øjeblik, som tog han sin egen opfordring til sig, før han rystede svagt på hovedet.
""Nej, jeg maler ikke. Hvis jeg selv skal sige det, kan jeg slet ikke. Også selv om noget kunst ikke handler om formerne. Men det er ikke der jeg lægger min energi. Jeg tegner mest skitser, hvis jeg endelig har brug for det og så er det kun til privat brug" Han sendte Daron et større smil, før August trak let på skuldrene.
"Jeg er en iagttager, der har haft muligheden for at se en del kunst. Det kan tage tid at vænne sig til at tolke dem" bemærkede han afslappet. Det var en behagelig samtale og ikke noget der handlede om slaveri, traumer, mareridt, magtkampe og alt det andet, der havde vendt Augusts liv op og ned de sidste mange måneder. Det var en rar veksling. Lige noget han havde brug for.