Why did you do it I rather would die than being creature of night- fortids emme (Tenebrous)

Tid: 23:30
Sted: Terrorville District
Omgivelser: Hende og hendes døde familie
Vejr: ret godt, men mørkt

Aften var dejlig og de var allesammen på vej hjem til deres lille hus nær parken, hun følte at alt gik godt, hun havde alt hun kunne ønske sig den perfekte datter og en mand som hun havde kendt så længe hun kunne huske. De befandt sig i det rigere kvater og var på vej hjem. Madelaine knugede hendes hånd en smule og lidt efter fik hun på fornemelsen af at nogen fulgte efter dem, men der var ingen når hun kiggede over hendes skulder. Hun vendte sig om helt og idet hun gjorde det begyndte hun at høre mennesker grine. Hun sank svagt en klump ud kom den lille gruppe af mænd som nu omringede de tre. Hendes sølv halskæde havde de fået øje på og med det samme taget den. Det var formet som lille hjerte og havde været gave fra hendes forlovede til hende. Hun rev ham i armen da hun så at hendes mand skulle til at gribe ind " don't do it is dangerous they're going to killed us if you don't do as they say" sagde hun hviskende, men forsent var det Steve langede ud efter manden som havde taget den. Meredith trak med det samme Madelaine om bag sig selvom det ikke hjalp ret meget, men lige nu var de opmærksomme på hendes forlovede. Dog troede hun det, men en af mændene bag hende greb Madelaine og slog den lille pige så voldsomt at hun mistede bevidsteheden rundt omkring hende var der kaos og hun kunne intet stille op og da hun prøvede. Greb nogen af mændene hende og lod hende se det hele udfolde sig. Hun kunne ikke komme ud af greb lige meget hvor voldsomt hun prøvede. Det varede længe før hendes forlovede og datter lagde stille på jorden. Nu blev hun nervøs der var kun hende tilbage. Hun mærkede ikke de første slag fordi hun var for ked af det,  til overhovdet at registere dem, men da de fandt en kniv var det anderledes. Kniven snittede dybt ned i hendes arme og de havde givet slip på hende. Det varede dog ikke ret længe før de begyndte at løbe væk. Noget eller nogen måtte havde forstyrret dem. Hun kravlede forsigtigt over til hendes datter. Tårende trillede voldsomere ned af hendes kinder som hun greb sin datters døde krop og knugede den ind til sig.

Det gik sikkert ikke så strækt som hun følte det, men det var gået fra at hun havde alt til intet. Hendes livsglæde var helt forsvundet og hun sank ind i mørket. Hun ledte efter kniven de havde smidt og samlede den op og kravlede tilbage, men hun gjorde ikke noget ved det hun  sad bare helt hjælpeløst  med sin døde datter. Hvilket fik den hvide kjole til blive rød af blod. Hun engtlig ville heller død, men hun kunne få sig selv til at dræbe sig. Hun lod svagt kniven falde ned ved siden af sig. Hun følte sig ret lille og havde ikke lyst til at flytte sig. Hun ænsede slet ikke den brændende fornemelse sårene gav mere. Det eneste hun bekymrede sig for var mærke efter en puls, men det  var tydeligt at ingen af dem havde en. Hun hulkede lavt. Hun følte sig så fortabt og alene i verden. Hun dybt begravet i negative tanker at hun sikkert ikke ville høre hvis nogen kom, men det var også ligemeget hun var ligeglad. Hun følte det hele var hendes skyld hun havde ikke kunne beskytte dem og den tanke gjorde rigtigt ondt.

Tenebrous smilede og kiggede rundt i sit værelse og hvordan månen skinnede ind på væggen , han pustede ud og kiggede på de sovende kroppe i sin seng *betterg et them back to their families before they come looking* Han lod langsomt sin hånd glide ned ad deres kroppe, han stønnede og da de begyndte at vågne. Kvinde vendte sig om og begyndte at kysse ham ned ad sin krop. Han begynde at stønne højre, men alt stoppede da han hørte et spektakel ude for. Han gik over mod sit vindue og så en familie som var omringet. " don't do it is dangerous they're going to killed us if you don't do as they say" sagde kvinde, han smillede klog kvinde, men ikke klog nok… han tog sin hand op til munden da han så barnet falde dødt til Jorden og hørte kvindes dyriske skrig.

Det grumt syn at se, selvom han selv ikke havde haft en familie i over 1000 år kunne han godt forstå kvindes had og fortabthed. Han ventede han ville se hvad hun ville gøre om hun tog sit liv eller ej, og hvis hun ikke gjord ville hun blive hans… han smilde af hendes vilje styrke og begyndte langsomt at bevæge sig over mod hende, hun var stærk of havde nok had i sig til at være brugbar for ham… da han stod bag hende satte han sig stille ved siden ad hende og lagde en hånd på hendes skulder don’t worry my dear i will give you what you need…. han smilede et tandfyldt smil til hende og satte tænderne i hendes fine hvide hals og begyndte at drikke.Han slap hende da han havde fået nok og bed sig i håndledte og førte det op til hendes mund *not long now darling, you will soon be my child* han smilede ned da han hviskede noget i hendes øre drink my child and soon you will have your revenge

//sorry det så kort <3 ps det ermega godt det du skrev <3

Hun blev en smule forskrækket idet han talte til hende, men hun så ikke på ham og mærkede ikke hans nærvær før han kom på satte sig ved siden af hende og medeldte at han ville give hende hvad hun havde brug for. Hun havde ikke brug for noget han kunne give det var sikkert og vidst, men med et gik op for hende hvad det var han for satte sine tænder i hendes hals. Havde hun ikke mistet nok blod nu skulle hun have jo efter hende eget hoved miset nok. jo mere han drak jo mere svimmel og syg følte hun sig " the only thing I need is death, but I don't think you're going to give it to me" sagde hun og idet hun sagt det presede hans sin arm imod hendes mund. Hun flyttede sit hoved så godt hun kunne hvilket lavede en rød streg henover hendes kind tæt ved hendes mund. Hun kom engtlig i tanke om sine skader som hun havde fået. Hun havde ikke set dem an, men var nu sikker på at de ikke var ret så alvorlige. Hun var ret sikker på at hun ikke døde af dem. Hun sad lidt og slap så sit barn og brugte alt sin styrke på rejse sig hvis han skulle forvandle hende måtte han tvinge hende. Som sagt ville hun ikke selv taget livet af sig og heller ikke valget om hvor vidt hun skulle død. Hun rejste sig en smule hurtigt op og glemt hun havde hans hånd på hendes skuldre, men det var vel lige meget den faldte vel. Hun prøvede på komme væk fra denne fremmede. Hun overvejede hvor skulle tage hen og overvejede ganske kort at tage tilbage fra der hvor hun kom fra, men problemet var at han var hurtigere end hende og der var ikke mange ude lige netop af denne grund. Desuden vidste hun ikke om det ville være smart at tage tilbage til dem det var ondt desuden var det hendes skyld det hele. Hun havde været ude hvor hun ikke kunne bunde og mislykkedes med at redde de to som betød aller mest.
Hun vaklede en smule frem ad, men stoppede da hun havde fundet ud af at hun ingen steder havde tage hen. Hun ville sikkert alligevel få skylden for drabene. Ende bag lås og slå. En skæbne værre en alt dette kunne ikke eksistere. Hun havde mistet alt. Det eneste lagde i hende var lysten til at død. Hun kunne ikke leve i en verden hvor Madelaine og Steve ikke levede. Steve var hendes sjæleven, hendes eneste ene og faren til deres barn som lige siden hun var blevet født havde været perfekt. Måske det ikke været planlagt, men hun troet at han var den eneste for hende. Hun vendte sig og satte sig ned på jorden hendes krop føltes tung og hun følte sig beskidt og død indenvendig. Måske det ikke var så slemt død udvendig også. Hun stirrede på ham og lille flamme tændte i hendes matte øjne " as I said not looking for revenge I just wanna be left alone to my darken mind so go away" sagde hun kunne man høre det trodsige i hendes stemme.

Hun kæmpede overraskende for sit liv selvom hun gerne ville død, men hun ville ikke være en levende død, men han fik det vel som han ville have det. Han var den stærkest af de to og hun var byttet der lagde i bunden af fødekæden af dem alle de unaturlige væsner spiste fra dem mest. Igen kom lysten til at kæmpe, men hun kunne gøre andet end at ende med død her ligemeget hvad hun gjorde. Hun ville ende med at død død eller som levende død " You see I just lost two of the most inpotant people in my life please I beg don't turn me into a monster just killed me" sagde hun og lod blikket falde til jorden hvilket fik hendes lange mørke hår til falde ned foran hendes øjne. Efter lidt kunne man igen høre hende græde og den stille hulken.

" as I said not looking for revenge I just wanna be left alone to my darken mind so go away" sagde hun kunne man høre det trodsige i hendes stemme. Han kiggede ned på hende med et næsten ømt blik, han kunne godt forstå hendes smerte og lyst til at bare være I fred indtil hendes tid var inde. Men hun havde ikke handlede på sit ønske om forlade denne verden med sin familie…

Han sukkede og kiggede op mod månen * she may want death now…but…she will regret it… and as my father always said…. Every lonely monster needs a companion… * han stod og spekulerede over hvad han skulle stille op nu, han kunne ikke gå for så ville hun sikkert dø og han kunne ikke lige frem tage hende med hjem… eller kunne han? Et smile spædte sig over hans ansigt han skulle til at sige noget, men hendes ynkelige stemme stoppede ham.

" You see I just lost two of the most inpotant people in my life please I beg don't turn me into a monster just killed me" sagde hun og lod blikket falde til jorden hvilket fik hendes lange mørke hår til falde ned foran hendes øjne. Efter lidt kunne man igen høre hende græde og den stille hulken. Han pustede ud og satte sig for an hende og tog hendes ansigt i sine hænder now listen up girly! I will make you a deal, i turn you and if you survive, then that means that the universe is not done with you yet and that you can kill thoese men!!! and if you die well... you can be with your family! and i will not take no for an answer!   før hun kunne sige noget tog han hende op i sine arme og begyndte at bære hende hjem mens han grublede over hvad det var han lavede.

maby im getting soft in my old age? i usually just kill i never talk or give them a choice and i never invite them home... de storre døre til porte åbnede og han gik hurtig ind inden hans tjener  spurgte indtil kvinden i hans arme Jeremy make a guest room ready!! råbte han "yes sir!".... han bar hende ind i sit bioblotek og satte hende ned now darling what do you choose? shall we let the universe decide your fait? . Han smilede et tandfyldt smil til hende da han for anden gang satte sin hånd op til hendes mund

Hun mærkede ham løfte hende og fnøs hun havde ikke lyst til at skulle med ham hjem og bestemt ikke lyst til at verden skulle bruge hende, hun havde kune lyst til død og aldrig vågne. Hun sagde ikke noget, men hendes fnøs kunne betegnes som hun stadig nægtede. Hendes krop var træt og hun stadig bare lyst til at være alene. Dog kæmpede hun ikke imod og snart befandt hun sig i et fint hus. Hun følte at der var mere til det end bare huset i sig selv, men hun kiggede ikke rigtigt og hun havde ikke lyst til at spørge, men kunne alligevel ikke  nå det før en anden stemme alligevel snakkede til ham. Hun lagde svagt hovedet ind til hans bryst, men kun for gemme sit ansigt væk fra den fremmede. De var begge fremmede og hun var i fremmet hus og et fremmet miljø. Hun følte sig ikke tryg i nogen af dems nærvær. Det kunne måske have noget med at gøre at de begge var mænd og at hun lige var blevet angrebet af mnænd. Hendes hjerne var slået en smule på autopilot og hun mere eller mindere i chok. Hendes trygge omgivelser var erstattet med denne tomhed som blev større og større. Hun ænsede ikke at hun blev sat ned før talte til hende igen. Hendes ramte hans som fjernede håret " I said no I don't want to drink, when do you get into your head" sagde hun og kunne lade være med at blive en smule vred og idet hun blev vred sukkede hun irreteret over at han ikke kunne forstå at han blev nød til at gøre det for hende for hun aldrig drømme om at tage den beslutning selv. Hun havde prøvet med kniven og den havde givet hende dårlig samvittighed og tanken om at kunne komme til at død og skulle leve evigt skræmte hende og det gav hende en smule kampgejst. Hun smilede svagt som hun igen fjernede armen " I think I pass if I going to live, it is as a human, but I dare you  to drain all of my blood I know you want to, If you then think I will suvive then give me the damn blood bacuse I am not drinking it as long as I am awake, now that I said it. I wanna go home to my house near the park and forget this ever happend so please let me out I am done begging for my life and I am  not chooseing  to be a vampire but I know that don't have a choice. Because allready decied to turn me" sagde hun fusteret og vredt over at han uden hendes samtrykke havde taget hende med hjem til ham. Det var som regnede med at bare ville sige bare fordi han kunne give hende chancen for hævn. Hun var ikke dum han ville sikkert have noget gengæld og det var ikke noget hun ville give ham så heller død ved at gøre ham rigtigt vred, men det var også fordi følte sig fanget. Hendes hun kiggede ned på sine arme sårene var dybe og de blødte stadig. Hun måtte snart gøre noget ved dem. Hun blev siddende for at se han reaktion på hendes udbrud, men det var sådan hun følte det.  Hun bed sig svagt læben og gav sig stirre tomt ud i rummet.

Hun anede ikke at hun at ville ende i sådan dialemma bare fordi han udset hende til at blive en vampyr, hvilket hun slet ikke havde lyst til, men hun kunne stille noget op hun var bare et skrøbelig menneske. Dog gav det ham ikke ret til at tage hende, for det var det. lige meget hvad hun gjorde, ville hun under alle omstændigheder så død hun. Hendes hjerte ville holde op med at slå. Hun følte sig kold igen måske var fori var stadig en smule chok. Det hele havde overrasket hende og hun havde svært ved at gemmenskue hvad det var han så i hende. Hun var jo ødelagt. Hun kæmpede lidt med tårende og vidste at lige meget hvad han gjorde så ville hendes hjerte stoppe med at slå hvis det var sådan ville hun ikke vidne det.

// jeg kom i tanke om at for at skabe en vampyr skal kroppen drænes helt og så giver vampyren en sit blod. ville sige det og der ikke for at pege fingre bare lige et heads up//

" I think I pass if I going to live, it is as a human, but I dare you to drain all of my blood I know you want to, If you then think I will suvive then give me the damn blood bacuse I am not drinking it as long as I am awake, now that I said it. I wanna go home to my house near the park and forget this ever happend so please let me out I am done begging for my life and I am not chooseing to be a vampire but I know that don't have a choice. Because allready decied to turn me" sagde hun fusteret og vredt. Han sukkede og kiggede på hende han viste godt, hvordan det føles og den smerte hun var i…. han rørte sit ansigt og pustede ud og kiggede på spøgelset bag den grædende kvinde… han kunne mærke tårnede trille ned ad sine egne kinder, han kunne var glad for hans dårlige syn, hvis han kunne se godt ville han blive sinsdsyg… eller mere end han var nu.. *she is like me…she needs… needs help… if i let her go she will fall into the same madness i did…I survived but at what cost…I can barely see and what I do see and hear are ghosts and the screams from the dungeons bellow *

Han tog hendes hænder I sine egne og kiggede hende ind I øjene "now listen up!" råbte han af hende "i will not kill you or let you leave this house! because if i do you will go back home to a place full of happy memories! and since you cant kill yourself!! you will likely go mad with grief!" han kiggede hende ind i øjnen mens han råbte, men han kunne ikke stoppe sig selv. "trust me! i have been in the same situation as you!! i am what i am because of it! i killed my wife, my unborn son and my 3 year old daughter! i know what madness and grief can do to the mind!! just look at my face!! i tried to tear my own eyes out!! " han hænder rytede af vrede, kunne hun ikke se hun ikke var alene at ikke vil have hun endte op som ham...

i" made my wife see her darkest self... and made her kill our family so i killed her... i won't kill you... i will turn you...and all i want i return is a companion... a friend..." det var det sidste han sagde før han satte tænderne I hende og drak hende tør, da hun var helt drænet gav han hende sit blod. "one day you will thank me..."

/// tak <3 der er bare så mange forskelige måder at blive en varmpyr på at jeg ikke var sikker på hvad for en der var den rigtige 3

Hun lyttede kun halvt og alligevel det eneste hun så var sorgen og mørket hun var kommet i, lige med det samme som de mænd havde dræbt hendes familie, smerten og sorgen var en ting som man aldrig troede man skulle opleve og nu skulle hun leve med den resten af et liv som et væsnen hun slet ikke havde troet hun skulle være. Så vidt hun vidste så skulle leve med det resten af livet. Hun mærkede først at han igen var gået tættere da han tog hendes hænder. Hun kiggede op på ham som han igen snakkede. Hun ville gerne sige noget opmunterende, men der var intet opmunterende ved denne situation som hun af omstændighederne var havnet i. Hun kiggede op på hans ansigt som han bedte hende om det. Hendes øjne var lettere  røde af at have grædt så meget, men det virkede så overvældende og næsten ikke til at overskue. Hun kunne ikke tage sit eget liv og man lærte vel at leve med sorgen over tabet af nogen man holdte af. Hun skulle til at sige noget som han borede sine tænder ind i halsen på hende igen. Hun gispede svagt og ville bevæge sig hvis ikke fordi hun vidste at hun bare ville gøre det værre. Hun vidste at det ville ske og kunne igen ikke rigtigt gøre andet end bare lade det ske. Hun var stoppet med at græde og fokuserede på bøgerne omkring dem.
Hun lukkede ganske kort tid efter sine øjne og det var ude af hendes hænder, hun vidste nu at hun ville blive noget mægtigt, men for hvilken pris. Hun mistet alt og det var efter hendes mening gået for stærkt alt for stærkt, det var ingen ikke sikkert at hun ville overleve forvandlingen fra levende til død.


Hun vidste ikke hvor længe hun havde været væk, men sikkert et par dage måske endda tre. Da hun slog øjnene op troede hun at alt dette var en drøm, men alligevel mærkede hun en brændende tør fornemmelse i sin hals. Det gik op for hende at hun ikke var hjemme og at hun var alene. Eller hendes mand og datter var ikke til stede. Hun satte sig op og fnøs vredt. Hendes tanker var kommet tilbage og hun huskede at han havde forvandlet hende. Hun mærkede hvordan vreden blussede op i hende og lysten til at skulle væk her fra var  stor. Hun hadede ham, han havde forvandlet hende når hun aller helst havde haft lyst til at være alene og ihvertfald ikke en levende død. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre duftene. Hun trak vejret tungt der var så mange dufte. Hun kiggede svagt på sine arme sårene var væk og hun var helt hvid, hvilket også var klart fordi hendes blod var væk, hendes hjerte var stoppet med at slå. Hun havde aldrig mærket vreden så kraftigt som  hun gjorde nu. Han havde ødelagt en hver chance for at hun nogen sinde skulle komme til at død naturligt. Det var gået op for hende at hun var alt andet end menneske, faktisk var hun slet ikke levende mere.
Hun vidste ikke helt hvad skulle gøre af sig, men hun vidste at han sikkert ikke ville lade hende gå og hun  lagde armene en smule over kors som hun lyttede til sine omgivelser. Hun kunne næsten høre alt. Måske han alligevel havde gjort hende en tjenste ved forvandle hende  måske hun nu kunne finde dem som havde dræbt hendes datter og forlovede. Hun ville så gerne have hævn. Hun smilede svagt og hvis man lagde mærke til det at hendes øjne var helt sorte. Fordi hun var sulten var hendes øjne blevet hel sorte intet andet end mørke var at finde i dem. Hun anede ikke hvad skulle stille op med det hele, men nu allerede følte hun sig knyttet til ham på en måde. Han var også den eneste som vidste hvad der var sket. Hun anede hvordan hendes liv ville forme sig, men hun vidste at det ville blive anderledes end hun hid til have oplevet.

// jeg håber det er okay springer en smule frem//

Han smilede ned på hende som hun faldt om i hans arme, og så hvordan lyset langsomt gik ud af hendes øjne indtil de lukkede i. Han sukkede og kørte sin hånd over hendes ansigt, han viste godt at han bare skulle lade hende dø så hun kunne se sin mand og barn igen… hvis hun troede på den slags…. Men han kunne ikke lade være med at se sig selv i hende….. hun mindede ham så meget om sig selv dan han var ung og endnu ikke havde mistede alt….. ende han så at den eneste måde han kunne blive tilgivet på efter hvad han havde gjort mod sin kone..... var alt leve et liv som noget der var mere tomt og dødt end noget levende….

i truely am sorry love, but i have been alon for almost 800 years…. And I cant do that anymore… you can and will hate me…. But one day you will thank me…. This is all I can give you . Han tog hende op I sine arme og kaldte på sine tjener, hvis de ikke have et værelse klar til hende var der let aftensmad de næste par dage, han smilede og slikkede sine læber. Han lage hende i et af de mange gæste værelser og da han havde søret for hun lå godt gik han over og åbnde hende vindu og kiggede ud.

Vinde blæste gennem hans hår, det flagrede i den tørre brise som kørte gennem byen, han kunne mærke hvordan varmen og fugtigheden lagde op til en storm. Den indkommende storm var varm,  med svag vind, som der ikke gjorde lidt mere end at røre støvet i gaderne og bringe en forhindring af den atmosfæriske ustabilitet, der opfordrede det fremad. Han løftede ansigtet mod brisen og indåndede, så duften af hundredebyte blokke fyldte hans næsebor.

Men det var ikke bare den kommende storm han ænkte på, men også den som lå og sov i gæsteværelset. Stormen var to dage ude, han ville være villig til at satse hans øjetænder på detog når hun vågnede ville det været et smukt syn. Og når hun rammer ville byen og dens folk ryste af en uforglemmelig følelse. *Something happens, something else has to happen as a result.  It applied to more than just the weather, but life yet we can never accept it* han ånde ud…  *Everything has a consequence, whether we intend for it to or not*.


Nogle dag senere kunne han endelig høre noget inde fraværelset og han smiled hun var en stærk kvinde lige som han havde sagt….. han åbnede døre med et djævelsk smil på sine læber. well good morning love how about a warm breakfast sagde han mens han førte en smuk ung mand over mod sengen hun var på....

Hun kiggede på ham og fnøs kort da han kaldte hende for love han talte til hende som om intet af dette var sket indenvendig var hun rasende på ham, men den stakkels mand fik hendes opmærksomhed. Hendes sorte øjne ramte mandens og det var tydeligt at se han var bange for hvad der skulle ske som  Tenebrous rykkede nærmere med manden greb hun ham. Hun lod svagt  en hånd glide henover hans hjerte mærkede hvordan det hamrede inde i hans krop og nu gik for alvor op for hende at hun aldrig kom til have et levende og varmt hjerte og at det var Tenebrous skyld hun holdte stadig fast i manden, men gjorde intet hende sorte øjne vendte sig om imod  Tenebrous  " why did you do this I am so angry with you and you don't even talk to me like all of this happen, what do you expect from me, that I am all happy and glad about it?" spurgte hun og hendes stemme var kold og truende og endda mere hun ville have den til at være, men det var den vrede som voksede kunne han ikke tage fra hende den sad  så dybt inde i hende at hun vidste at hun ikke ville være her når natten falde på ville hun tage hjem prøve på at glemme at dette var sket og ikke mindst glemme ham " do you really think I am going to stay here after what you did to me, you did turn me in to a monster I don't understand sagde hun stille vendte sit blik fra ham og blottede svagt de spidse hjørnetænder som var kommet frem efter duften af manden hun lod svagt et par fingre kærtegne hans hals og lagde hans  hovede en smule på skrå som hun betragtede ham. Hun tvang han ned at sidde ved siden af hende inden hun blottede hans hals helt. Hun var ikke helt klar over hvor hun skulle bide, om ikke andet halsen sikkert ville være godt sted på grund af de større blodåre og ganske rigtigt som hun borede sine tænder ned i halsen på ham,  løb blodet ned i hendes hals. Hun var så sulten at hun slet ikke tænkte på at stoppe før hans krop lagde livløs nede på jorden. Hun lukkede svagt øjne og vidste at dette ikke ville være hendes sidste drab hun var et monster " I am sorry, but is not my fault I didn't want this for  myself he forced it on me" sagde hun mærkede for nu at den brændende fornemmelse forsvandt, men den ville sikkert  komme tilbage.

Hun følte sig fanget og det var først nu hun opdagede hans smil hvilket hun ikke brød sig om det gjorde hende en smule bange og hun vendte benene ud over sengekanten " I don't wanna stay I am leaving you can't force me to stay I am sorry, but you can't and iam leaving tonight because i can't stand the sight of you remind me of so much pain not all of it  wasn't something  you did, but you did turn me and outside is were my family died" sagde hun og trak vejret dybt som hun rejste for at komme en smule væk fra ham. Hun var forvirret, vred og ked af det hele. Han minde hende om alt det hun mistede. Hun kunne aldrig tilgive ham for at havde taget hendes eneste chance. Hun kunne aldrig være den partner han ønskede af hende det var hun for vred til og en meget stor del af hende ville så gerne angribe ham, men hun vidste alligvel at det ikke ville lykkedes hende at vinde da han var så meget ældre end hende. Hun smuttede forbi ham og hen imod døren. Hun ville finde et badværelse hvor hun kunne blive ren. Hun følte sig bedskidt og selvom at et bad nok ikke ville hjælpe på de følelser. Hun stoppede ved døren som om hun fik kolde fødder og stod med hånden på håndtaget imens et tænksomt blik formede sig i hendes øjne.

Hun valgte til sidst at blive og lod hånd falde fra håndtaget .Dog valgte hun at stod med ryggen til så han ikke så hendes triste ansigt hun ville ikke virke svag på ham eller verden og derfor blev hun på værelset, men stod ryggen til ham. hun havde aldrig i sit liv troet at det ville ende så galt. Hun havde ikke troet hun skulle mistet. Hun havde mistet alt på en nat ja endda livet som hun havde fået tilbage dog var hun langt fra levende. Hun trak vejret dybt et par gange inden hun vendte sig om imod ham bare for at holde øje med hvad han prøvede på. Ligenu så det ikke ud til at han havde haft andet end morgenmad med. Hun bed sig i svagt læben for ikke sige noget. Hun ville ikke vise ham andet end hvor meget hun hadede ham, hun ville ikke  vise ham sorgen som lagde lige bag hendes øjne så heller vreden, for sidst hun havde gjort det havde han taget hendes liv imod hendes vijle.  Hun følte sig overhovedet ikke stærk og mægtig hun følte sig langt nede og hun vidste at så længe hun blev her ville ingen af tingene ændre sig for hun kunne ikke komme sig over tabet når alt i hans hus skreg af hende omkring det der var sket. Hun kunne bare ikke hvis ikke han ville lade hende gå vidste hun bare at hun intet betød for ham. Han havde sagt før at han ikke kunne lade hende gå, men han kunne ikke holde hende her, blev hun ved at minde sig selv om

Han kiggede på hende mens hun stod med ryggen til ham han kiggede ned på den smukke unge mand som nu lå på gulvet, *hmmm for a newborn she is very….well…clean….there is almost no blood and no mess…. She will be vere usefull* han grinnede svagt da han hørte hende trak vejret dybt et par gange inden hun vendte sig om imod ham hun holdet øje med hvad han prøvede på *dont worry my dera you will know what i want soon*. Der var så meget hun skulle lære og en af de ting var nok at hun ikke behøvede at trække vejret… han kunne se på hende at det eneste hun ville lige nu var at komme væk fra ham. Han sukkede *did i hate my Maker this much?? It has been so many years… decades centurys even since he last saw him….. but unlike this girl… he wanted it…it was his punishment for what he did…*.

Han var ikke dum han kunne godt hvor meget hun hadede ham og sorgen som lagde lige bag hendes øjne og, hvordan hun gemte den bag sin vreden, han rystede på hovedet hvis hun skulle leve det her liv så fortjente hun at vide hvorfor han havde gjort det her mod hende.Han havde sagt før at han ikke kunne lade hende gå, men han kunne ikke holde hende her, men han ville gøre sit bedste for at få hende til at blive han skulle bare først finde ud af, hvordan han gjord det.

"well my dear, if you must know why as you is turned you into a monster... which by the way is completely unfathomable... the only monsters here are them" sagde han og pegede ned på den døde dreng. "they are weak and they wither and die...they are the monsters, not us...they age and grow old and they lie and say stupid things like 'i love you', we will never be monsters like them...". han prøvede at holde følelserne ude af sin stemme, men det var svært... mennesker... så svage....han hadet dem. "you are alive because you deserve revenge but also to help me get my revenge on a certain vampire, and well i cant do that on my own ".... *that and you look like my daughter... * "if you help me i will give you death if you so do desire it, if you want to live after you have helped me then you will…and I promise you will never see me after…". Han kigggede hende I øjnene "so do we have an acord?"

Hun lyttede svagt og det var næsten ikke til at tro hendes egne øre og med et rystede hun meget voldsomt af vrede. Hun bed sig i læben for ikke at komme til at sige noget som sidste ende kunne gøre det værre for hende, men mennenskerne var ikke monsterene det var de og han kunne benægte det så meget han ville " so you really think you saved  me from what from being a living thing, with a beating heart" sagde hun og jo mere hun talte jo mere tydeligt var det, at han gjorde hende vred. Hun knyttede svagt hænderne, men selvom vreden var stor i hende så angreb hun ikke, hun vidste at det ville være dumt at gøre især fordi han var ældre og stærkere end hende. Hun trak vejret dybt for at få styr på vreden. Det kunne godt være hun ikke have behov for det, men det kom ikke ham ved hvad hun gjorde. Hvis hun havde lyst til at trække vejret skulle han ikke bestemme det. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule såret over hans ord og lige nu virkede det nemmere at være vred, end at vise ham at han sårede hende " so all I was in your eyes was a monster, because I was a living human. So you thought it was okay to transform me in to this and now I am more acceptable in your eyes?" spurgte hun og kunne alligevel ikke skjule hvor meget det sårede hende, stemmen knækkede for hende flere gange under sætningen og det stod klart at det hele virkede håbløst. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle sige, men nikkede bare der han spurgte om de havde en aftale omkring at hun skulle hjælpe ham med noget. Meredith havde ikke rigtigt hørt efter og vidste ikke helt hvad det var hun skulle.
Meredith kiggede på  ham, da det han havde sagt var synket ind, hævede hun svagt det ene øjnbryn en smule opad " a certain vampire, what can I do, I am newborn vampire and what am I going to do about that certain vampire of yours?" spurgte hun lettere forrundret over at hun skulle hjælpe ham, måske hun skulle lokke ham i en fælde, men det var egentlig ikke det som fik hende at hjælpe. Det var det at han havde lovet hende at bagefter kunne få lov til at komme væk. Hun rynkede svagt på næsen da det gik op for hende at han gerne ville dræbe hende bagefter, men han havde haft chancen og nu var det forsent. Hun ville bare væk, væk fra minderne som han egntlig ikke havde været skyld i " you technically  did kill me by turning me into this and you can tell me all that you want that I am not a monster, but in reality we are the monsters" sagde hun og trak vejret dybt igen var hun ved at have kontrol over vreden igen, hendes blik var kølligt og det slap ham aldrig selv ikke der hun satte sig hen på sengen. Hun ville være sikker på at han ikke prøvede på noget " I need a bath and some time to myself, there so many thoughts i need to process and if I do help you then you promise to let me go " sagde hun og hævede igen ganske let det en bryn opad. 

Meredith vidste ikke helt hvad det var hun gik ind til, men hvis det betød at hun ikke skulle være her ret meget længere så gjorde hun det gerne. Det var ike fordi hun var vred på ham som sådan, men det var bare nemmere at være vred og skubbe ham længere væk. Hun vidste at han på måde forstod hende, men det var for svært at for hende at blive og lade ham komme ind. Hun kunne ikke det ville gøre for ondt og hun ville heller at han hadede hende for at hade ham, end at han så svagheden som hun følte indeni. Hun løftede ganske svagt hovedet og for første gang kunne man ane et svagt og meget lille smil som kunne se i hendes øjne omkring hendes læber " I think I choose to stay as I am, I just can't stay after helping you then I am gone and eventually I will get  used to being a vampire, but I will never forget that you made me one, when I just wanted to be human and left alone" sagde hun og prøvede på at skjule hvordan hun havde det, men på den anden side, blev hun også nød til at  fortælle ham hvorfor hun ikke kunne blive og det var slet ikke hans skyld at hun havde mistet dem som betød noget, men det var hans skyld at hun ikke var levende og aldrig kunne mærke solen imod  hendes hud igen. Hun kiggede ned af sig selv, hun trængte til noget nyt tøj " can I have some clothes, preferably black I never want to wear anything that remindes of all this ever again " sagde hun og regnede med at han ville fortælle hende hvor det var at hun kuunne få et bad henne. 
Hun følte sig stadig meget bedskidt og måske et bad kunne få de dystre tanker væk og alligevel lurede de under huden på hende. Hun blev begravet i dem. Det kunne godt være at hun havde overlevet, eller hvad man skulle kalde det, men den person hun havde været før var død. Hun følte sig så tom indevendig, hendes blik ramte hans som han kiggede hende i øjnene