who are you (Carmilla) fortidsemme

Tid: 00:30
sted: i en gyd nær slave market
omgivelser: den tykke mand og hende og hvad ellers der er ude i mørket
vejr: skyet

Panthea havde siddet i sit hjørne som hun plejede hendes krop var beskidt og hun havde jord i huden fra støvet omkring hende og hendes læber var sprækkede fordi de var tørre. Ingen havde rigtigt turdet komme i nærheden af hende siden hendes bror Pippin døde, faktisk var de ikke rigtige bror og søster, men lige som hende havde den rødhåret dreng mistet sine forældre og derfor havde hun taget ham til sig. Hun hadede alle som var omkring hende, hun hadede mennesker og faktisk hadede hun sig selv for ikke at havde passet bedre på ham. Panthea hvæssede da en af de nyere slaver kom for tæt på denne gang advarede hun, normalt slog hun vildt omkring sig når nogen nærmede sig hende. Hun savnede sin urtehave på børnehjemmet. Hun huskede ikke hvad det hed, det virkede som et fjernt minde i hendes sind. Hun lod svagt en hånd glide gennem det støvet hår og da hun gjorde det stod der en stor støv sky omkring hende desuden var børnehjemmet også lige meget skulle hun kunne komme ud her fra så kunne de alligevel ikke tage hende tilbage da hun var for gammel. Hun sukkede svagt, men der var intet hun kunne gøre hun var bare en ussel slave som ingen ville have bare fordi hun godt kunne lide urter og deres virkning på mennesker. Hun vendte sig vredt om da nogen var på vej imod hende, hun så at det var slavehandleren som var på vej hen imod hende. Hun rejste sig op og til forhold til den tykke mand som var på vej var hun bare lille kvist som han sikkert nemt kunne knække, hun havde ikke gidet at spise det sidst stykke tid og det kunne man se, desuden var maden stadig sparsom så det var jo ikke fordi hun alligevel kunne tage 10 kg på vis hun begyndte at spise.

Manden var så tæt på hende at hun kunne lugte hans ånde som stank lang væk af sprut, hun var sikker på at for at holde sig selv ud måtte han drikke inden han kom på arbejde. Panthea vidste ikke hvad klokken var, men hun var sikker på at der var mørkt uden for, eller det troede hun. Man mistede hurtigt tidsfornemmelsen når man var i fangeskab som et andet dyr. Han greb hårdt fat i hendes arm slæbte hende med udenfor i en gyde. Hun prøvede at rive armen til sig, men jo mere hun kæmpede imod jo vredere blev han. Panthea kunne ikke komme ud af hans greb og det næste der skete var en knytnæve som ramte hende lige i næsen så den brækkede med en knasende lyd. Smerten var stor, men hun glemte den da han trak en kniv. Hendes øjne blev en smule store da han stak ud imod hende beskyttede hun sig prøvende med sin arme som kniven skar i gennem, han skiftede med kniven og hans slag. Imens hun bakkede faldt hun bagover, hendes krop var både træt og øm han kunne vel lige så godt gøre det af med hende. Hun lukkede øjnene og mærkede det første snit imod hendes ben. Hun var en smule forvirret ” du skal ikke regne med at du kan død med det samme” sagde han som om han kunne læse hendes tanker. Han ville selvfølgelig trække det ud.

Manden forsatte, men da han stoppede  åbnede hun øjne tidsnok til at se den fremmede kvinde gøre noget ved hans hjertet, hun anede ikke om skulle skrige eller være fascineret over den styrke kvinden havde, men menneske var hun  sikkert ikke. Da kvinden vendte sit blik imod hende kryb Panthea  en smule sammen, hun var i starten sikker på at det var hendes tur, men så ændrede kvinden åbenbart mening, desuden ville hun lyve vis ikke  hun ville væk her fra, men alligevel det havde været hendes hjem og det eneste sted som mindede hende om Pipin, men de andre kunne rage hende mindre det var deres skyld at han var død. Hun overvejede ganske kort efter hvad hun havde set vidste hun at kvinden var farlig, men hun havde trodsalt reddet hende fra den mand som havde givet hende et tag over hovedet de sidste tre år. Hun satte sig en smule akavet op og med et spørgende udtryk. Det hun lige havde set hvad var det, men det største spørgsmål var hvad kvinden var. Panthea havde levet først på børnehjem og så herinde hos slavehandleren, men ingen af dem havde fortalt hende at vampyrer og varulve fandtes blandt mange andre væsner, men vis hun selv skulle gætte var det nok en varulv eller en vampyr kvinden var. Hun tøvede da ikke , men vidste ikke helt om kunne rejse sig. Hun kiggede ned på sin krop. Hvad ville kvinden med en slave som var såret, men  ved at dømme på kvinden virkede hun god nok, og til sidst  nikkede hun ganske kort og betragtede hende, Panthea ville gerne leve måske kvinden ville hjælpe hende hen på hospitalet. Hun kiggede ned af sig selv for at se hvordan det hele så ud hun blødte flere steder end bare på benene. Hendes næse hun kom tanke om hendes næse som havde været i nærkontrakt med mandens knyttede næve. Da hun forsigtigt rørte ved den, var hun lige ved at besvime. Hun var sikker på at hun også havde et blåt øje og hun lod en hånd glide ned over hendes tænder og hun åndede  lettet op de var der alle sammen.

Panthea lod den anden hånd falde ned i kvindens hånd, men med et undrende blik kiggede hun bagved hende for ligesom at bekræfte at det der skete faktisk var virkelig ” hvordan gjorde du det?” spurgte hun mente hvordan hun kunne rive hans hjerte ud, hun håbede at kvinden ikke ville blive sur over hun spurgte, men det var kun fordi hun gerne ville lære det. Hun var lærenem. Hun burde nok havde spurgt om hvad hun var eller hvor de skulle hen, men nysrrigheden lyste ud af den såret slave. Hun tænkte at så fin  som kvinden så ud var det nok en slave hun ledte efter. Panthea ville gøre alt vis bare hun kunne komme væk fra dette hul. Hun kiggede på kvinden og et varmt smil bredte sig over hendes læber. Panthea var glad for at kvinden havde reddet hende og var parat til liv som slave for hende. For det var hun sikker på at det var det hun skulle være, men med så sød kvinde var det vel ikke slemt.

Panthea kiggede hende i øjnene da hun løftede hendes hagen, et svag suk undslap hendes mund var den virkelig så slem. Hun havde ikke noget spejl og kunne ikke se den, men da hun mærkede på den gjorde den ondt så det var vel derfor den var gal. Hun betragtede hende da kvinden grinede kom hun selv til at grine dog stoppede hun ret hurtigt da hendes krop følte som den var blevet kørt over af en hestevogn flere gange. Hun kunne godt lide berøringen som kom fra kvinden der var noget rart ved den, som noget hun havde savnet i alle disse år, mærkelig nok så hun ikke kvinden som et monster, men noget hun havde savnet. Da kvindens hånd lukkede sig omkring hendes smilede hun. Panthea havde som verden havde givet hende noget som hun havde brugt hele sit liv på at savne. Hun kunne vel ikke kalde det for en mor for så godt kendte hun ikke kvinden, men kvinden gjorde hende tryg som en mor ville når barnet var uroligt. Da kvinden nævnte hvor stærk hun var nikkede hun imponeret, men en smule skuffet over at hun ikke havde afsløret hvordan eller hvad hun var. Hun ville gerne være stærk og smuk, men havde hun lige set på Panthea hun var spinkel og den skjorte hun havde på var 5 størrelser for stor, hendes læber var sprukne og hun lignede en bunke omvandrende jord. Hun kunne ikke blive smuk hun var jo en slave og han havde jo bare straffet hende. Eller det troede hun. Hun vidste godt at hun måtte være naiv vis ikke hun vidste at han havde haft til hensigt, for han havde selv sagt at hun skulle død, men langsomt. Da kvinden løftede hende op gispede hun svagt. Smerten ved blive løftet var stor, men hun kunne vel heller sidde der til hun døde. Hun lagde forsigtigt sine arme omkring Kvindens hals så hun ikke ville falde.
Panthea anede ikke hvor de skulle hen, men hun orkede ikke spørge mere, det kunne vente til de kom der hen hvor de skulle.

Efter hvad der føltes som evighed kom de hjem til kvinden troede hun for det ville vel mærkeligt gå til nogen fremmedes hus for gå ind. Hun kæmpede med trætheden og hendes sår, det var begyndt sløre en smule fra hendes øjne, men af en eller anden grund ville hun ikke give efter for trætheden. Hun var stadig vågnen da hun kunne høre en dør åbne og hun fik på fornemmelsen at de ikke var alene.
Efter et stykke tid mærkede hun at blev sat på seng, stoffet imod hendes hud var dejligt, det var lang tid siden at hun havde haft noget så rart som en seng. Det kvinden sagde virkede forvirrende hvad mente hun med en gave som gjorde hun kunne blive en del af natten og evigheden. Hun kiggede på væsken i glasset og tøvende en smule, men hun turdet ikke lade værre, hun skulle lige til kaste op da den metalliske smag af blod ramte hendes mund, hun skulle lige til spytte det ud, men så kom hun i tanke om kvinden og slugte det var svært, men ned kom det. Hun skulle lige til skældeud over at hun havde fået blod, men så lagde hun forsigtigt sin finger omkring næsen den virkede ikke til at være brækket mere. Hvordan kunne det lade sig. Hun sukkede svagt og overrasket over hvordan det kunne lade sig gøre.

Hun rynkede svagt brynene ned ad for at vise kvinden at hun måske stadig var en smule vred over at hun havde givet hende blodet, men så sagde Kvinden noget som virkede mere forvirrende på hende og øjnbrynene røg tilbage på plads og hun rynkede svagt på næsen efter kvindens berøring ” vent vil du sige at du kunne havde dræbt mig vis du ville? spurgte hun, men stadig så hun ikke kvinden som et monster, men det at hun  havde kunnet drukket hendes blod på vejen til huset eller tilbage i gyden og ikke havde gjort det sagde mere om kvinden og det ændrede ikke hendes syn og nu ville kvinden redde hende. Panthea kunne mærke jo mere de snakkede jo mere træt blev hun ” hvis jeg bliver forvandlet, vil du ikke forlade mig vel?” spurgte hun og man kunne tydeligt høre hun kæmpede med holde sig ved bevidsthed og inden længe måtte hun sikkert give op, men hun kæmpede bravt og ville være sikker på at kvinden ikke forlod hende bagefter til sig selv. Det var som hun havde fundet noget hun manglede, men kvinden lignede ikke en der ville forlade hende. Hun rystede svagt på da hendes øjne begyndte at glide i. Hun blev nød til sige ja for hun havde ikke lyst til at død. Hun betragtede kvinden som forsvandt mere og mere imens hun ventede på svar ” så længe at jeg kan være sammen med dig så er jeg ligeglad om der som vampyr eller menneske” sagde hun og hun var meget svær at forstod fordi hun snøvlede i ordene. Hun kunne snart ikke kæmpe mere.  Hun løftede forsigtigt sin hænder fjernede det lange hår så den ene side af hendes hals var blottet. Kvinden skulle skynde sig ellers var hun nok død meget snart.
Panthea ville gerne være stærk, magtfuld og smuk, hvilken kvinde eller pige kunne ikke tænke sig det, hun vippede fartruende meget heldigvis var det i sengen vis hun falde bagover landte hun blødt, men hun ville give slip kvinden gav hende lyst til at kæmp for sit liv. Noget hun ellers aldrig rigtigt havde haft lyst til før

Det var først da kvindens hånd fandt vejen til hendes nakke at hun mærkede hvor kold hun var, hun gøs en smule, men nåede ikke at tænke over det længe før hun mærkede tænderne i hendes hals, hun ville ikke virke svag, men nogle små klynk undslap hendes mund. Hun anede ikke hvad hun havde i vente, hendes hjerne var stoppet med at fungere og det hele var sat på autopliot. Hun koncenterede sig om hvad hun kunne opnå ved at gemmengå dette her. Hun koncenterede sig om kvindens stemme når hun talte. Det hele følte som en drøm og i morgen ville hun vågne op i gruppen af folk hun hadede. Panthea sukkede svagt inden hun mærkede kvindens håndled komme op til hendes mund. Hun åbende munden, men vidste ikke helt hvad skulle gøre, men mærkede til sidst blodet finde hendes læber og vejen videre ned i gennem hendes mund og hun sank svagt klump inden smerten ramte hende. Hun følte at vis nogen ville blive ramt af et lyn ville smerten være lige så stor. Hun nåede dog ikke skrige før hendes øjne faldte i. Hun vidste ingen gang at kvinden havde givet hende et bad og en ren kjole. Det virkede som evighed i mørke og vis hun svagt vågnede forsvandt hun hurtigt igen på grund af smerten i hele hendes krop. Hun vågnede efter tre dage uden viden om hvor længe hun havde lagt i sengen.
Det første hun lagde mærke til var hvor god en hørelse hun havde inden kvinden kom helt hen til døren havde hun allerede hørte hende komme, hendes sår var væk, det hele. Hun lod svagt en hånd glide ned over kjolen, den var flot hun gled hænderne ned af sin krop og rejste sig svingede rundt om sig selv idet kvinden kom ind. Panthea havde aldrig haft så fint noget tøj på, normalt havde det tøj hun haft været slidt eller alt for stort, men denne her passede perfekt. Hun trak vejret dybt mærkede den brændende fornemelse i sin hals, hun bed sig svagt i læben inden hun med et hvin gik hen gav kvinden et kram hun var så glad hun trak vejret dybt og fik færten af manden først kiggede hun lidt på døren og på kvinden ”mit navn er Panthea” svarede hun, men mere optaget af døren og duften af manden. Hun slap kvinden gik forsigt hen imod døren. Blodet hun kunne lugte det. Hun trak vejret dybt inden hun gik vendte sig om imod kvinden. Kvinden havde reddet hende, hun var magtfuld og fri aldrig skulle hun være nogens slave mere. Kvinden var familie Panthea havde ikke brug for sin rigtige familie kvinden  udfyldte det tomrum hun havde haft og hun kunne ikke vente med at lærer.

Panthea blottede svagt sine tænder da han blev trukket ind i rummet af Carmilla, hun trak vejret kort og en smule tungt. Hun lyttede, denne kvinde vidste så meget hun kiggede på det hun viste hende, imens Carmilla fortalte gik hun nærmere, hun betragtede mandens ansigt, frygten lyste ud af ham. Et svag smil bredte sig over hendes læber inden det blev til et grin. Normalt var det hende der var den bange, men aldrig mere skulle hun være den bange. Panthea gik med lette skridt hen imod ham, da hun stoppede en smule tøvende op. Det var ikke ret længe siden hun havde været en af dem, men hun ville heller ikke skuffe. Manden kiggede bedende på hende og det tydeligt at se han helst ikke ville dø. Hun måtte huske sig selv på at hun ikke var et mennske, men noget der var mere magtfuldt end mennsker nogensinde ville blive. Hun satte sig på hug foran ham og lod svagt en hånd glide ned af hans varme kind. Hun trak vejret tungt, halsen brændte og det gjorde at hun tog det sidste skridt og lod svagt sine læber finde hans hals, inden hun borede sin tænder ned i ham. Blodet smagte ikke grimt i hendes mund som sidste gang. Dette fik hende til suge grådigere for få blodet hurtigere ud. Dette var ikke en drøm, det var virkelig hun blevet en vampyr og havde endda fået en mor som hun altid havde drømt om. Hun blev ved i stykke tid inden hun lod ham falde til jorden. Første gang i lang tid følte hun hørte til.

Panthea var glad for at Carmilla var stolt og hun rettede i ryggen da hun fortalte hende hvor stolt hun var. Panthea ville gerne gøre hende stolt hun ville gøre alt for at denne kvinde blev stolt. Hun lod sig falde i hendes arme og fuldte med op da Carmilla rejste sig. Panthea havde ikke fundet det ikke særligt svært for hun hadede dem. Det var deres skyld at hun var blevet forladt en gang til og det var nok til at hun følte at hele menneskeheden havde forrådt hende ” er der mere?” spurgte hun og havde virkelig meget lyst til at tage et liv mere. Hun kunne faktisk lide det med at dræbe. Faktisk havde hun troet at det ville være mærkeligt, men det var fantatastisk at der skulle så lidt til før nogen bukkede under. Hun vidste ikke helt om hun skulle vise afsky for sig selv for at hun kunne lide at dræbe eller om hun skulle klappe sig selv på skulderen fordi hun fandt det så nemt og ingen gang havde det dårligt bagefter. Hun var sikker på at hun havde fundet den hylde hvor hun skulle være. Hun ville aldrig mere være alene hun havde en mor som allerede betød mere for hende end nogen anden. Hun følte for første gang at hun hørte til og desuden var hun taknemlig over at Carmilla havde reddet hende da hun gjorde. Panthea kiggede op på hende imens hun stod i deres kram ” det er jeg glad for du synes” sagde hun og hun kom i tanke om hvor længe hun havde ventet på dette øjeblik. Hun havde ikke vidst hvad det skulle være for et øjeblik, men hun havde altid vidst inderst inde at  hun var skabt til noget stort og bare ved dette enkelte drab følte sig allerede mere mægtig end hun før havde været og lysten til lærer var der også. Hun var så glad hun følte at hun skyldte Carmilla så meget for hun havde givet Panthea så meget ” tak” mumlede hun og ville egentlig godt have sagt mere, men hun ville ikke ødelægge deres øjeblik ved at snakke om hvor glad hun var for at Carmilla havde reddet hende.
Hun havde lagt mærke til tjenerne som var kommet og gået hun betragtede svagt Carmilla mon hun havde mange penge? Hun havde ikke lyst til at spørge for det ville lyde dumt og det var vel heller ikke fordi hun ikke ville finde ud af det på et tidspunkt. Panthea ville aldrig forlade Carmilla hun var på ganske kort tid blevet hendes familie og mentor, men det ville hun ikke nævne og hun ville heller ikke nævne alt det gode hun så i Carmilla for det monster hun havde set da hun dræbte slavehandleren var forsvundet som dug fra solen på det tidspunkt Carmilla havde taget hende med i stedet for at dræbe hende.

// går nok vil heller have at man skriver når man har tid og lyst så venter gerne på svar//

Panthea kunne ikke beskrive hvor taknemlig hun var, faktisk var der intet som kunne havde stoppet Carmilla hvis hun havde haft lyst til at dræbe hende, men at hun ikke gjorde. Gjorde hende glad og hun havde sat sig for at hun aldrig ville skuffe hende ved at være blødsøden. Hun havde fået et hjem hvor hun faktisk følte at hun hørte til, men smilet som var på hendes læber stivende en smule da hun kom i tanke om hvad hun havde mistet for at komme her til. Hun vendte svagt sit blik ned i jorden og bed sig svagt i læben. Tabet var det som havde tændt hendes had især til mennsker. Et svagt suk undslap hendes læber, hun måtte give slip. Hun kunne ikke blive ved med at slå sig selv oveni hovedet med det der var sket, selvom det egentlig var hendes skyld. Hun lod sig føre over på sengen kiggede op i det Carmilla kyssede hende på kinden, det var aldrig en form for kærlighed hun var blevet vidst før, faktisk kunne hun ikke mindes at nogen havde gjort den slags da hun var mindre, men det var også lige meget. Hun prøvede det nu og det føltes rart, det var noget hun havde savnet. Hun havde gået glip er så mange ting og det var ikke fordi hun brød sig om mange ting og da kysset stoppede lod hun svagt en hånd glide op til hendes kind. Det tydeligt for en hver at hun ikke havde haft et kærlig hjem, vis man kunne kalde børnehjemmet for et hjem. Hun havde ihvertfald aldrig følt sig hjemmme, men hun havde lært at læse og elskede bøger det var lang tid siden hun havde set en bog, men også det var ligemeget nu, hun lyttede til det næste hun sagde " jamen det gør jeg virkelig, du har givet mig så meget, desuden havde jeg været  død vis ikke det var for dig" sagde hun og det stivende smil blev til et rigtigt smil. Havde det ikke været for Carmilla så havde hun aldrig overlevet og havde ikke kunne starte på et nyt og spændende kapitel i hendes liv. Hun havde aldrig rigtigt haft en famile før og det var også noget Carmilla havde givet hende og hun stod i gæld til hende resten af hendes liv som gerne skulle vare længe. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle sige det, men hun havde aldrig haft en rigtig familie før, Pippin som hun havde mistet så hun som en bror. Han var ikke så gammel og de andre havde altid drillet ham, men ellers havde hun aldrig haft en.

Panthea betragtede hende og hun kunne ikke lade være med føle sig heldig, hun var heldig at det havde været Carmilla der kom og ikke en anden " må jeg spørge om noget?" spurgte hun forsigtigt for ikke at gøre hende vred. Hun ville gerne vide hvad der havde fået Carmilla til at skåne hende, for hun huskede stadig det blik hun havde fået, inden Carmilla havde ændret mening, det var lidt skræmmende at huske tilbage, men hun ville heller ikke spøge vis ikke hun måtte imens hun vente på svar lod hun Carmilla snakke igen og idet hun sagde det med et hjem ligende hun lidt en som skulle til at græde, men hun rystede svagt på kiggede på hende " et hjem?" spurgte hun og slog igen blikket ned i jorden " jeg har aldrig haft et hjem før" sagde hun fik styr på sin stemme og sig selv igen. Hun havde ingen gang haft et hjem hvor følte sig hjemme. Carmilla fik hende til at føle sig hjemme. Hun lagde hovedet en anelse på skrå lyttede endnu engang. Hun ville gøre alt hvad hun kunne for at blive storslået for det lød rart.

Hun bed sig i svagt læben  inden hun igen krammede Carmilla, det var rart det de havde sammen havde hun aldrig oplevet det før. Det var som at have en mor, Panthea havde aldrig haft en mor eller en far og hun  havde savnet det , men det var ikke noget hun  kunne ikke svare helt  på for hun havde aldrig haft det, men nu hvor sad her ville hun aldrig lade det forsvinde. Hun vidste nu at Carmilla betød meget for hende. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle om hende selv. Hun rømmede sig " jeg troede folk havde givet op på hvad der angik mig" mumlede hun svagt " selv mine rigtige forældre gad mig ikke" sagde hun og lod sit blik falde ned på hendes blege hænder som uroligt begyndte at bevæge sig. Hun var forældreløs ingen gad at havde hende fordi hun godt kunnne lide urter om det så var dårlige eller gode. Hun var nervøs ingen havde fået den historie omkring hende og det gjorde hende nervøs snakke om det, men hun stolede på Carmilla hun var jo allerede som den mor hun aldrig havde fået.

Panthea lyttede da hun løftede hendes hoved kiggede hun på Carmilla og smilede aldrig sænke hoved det kunne hun vel godt gøre. På visse punkter troede hun stadig at dette blot var en drøm, men en hun aldrig ville vågne af igen og vis hun gjorde ville hun blive forfærdelig ked af det. Carmilla var sød og hun var kommet til holde  af hende  godt nok havde de lige mødt hianden, men allerede nu var tanken om miste hende ikke noget som hun brød sig om og tænke på. Hun havde fået noget hun ikke havde haft i hele sit liv. Hun kunne ikke helt forstå at noget så mægtigt og pragtfuldt ville skåne en ussel slave fra at død, men alligevel havde Carmilla  reddet hende. Faktisk havde hun troet at hun skulle være slave, dog vidste hun nu at det langt fra var sådan. Hun fugtede kort sine læber og ånde lidt lettet da hun sagde det var okay at hun spurgte og at hun ikke  behøvede at spørge om det var okay. Igen bevægede hun en smule nervøs sine hænder, men hendes blik var fast rettet på Carmilla " hvad fik dig til skåne mig?" spurgte hun og bed sig svagt i læben. Hun huskede hvordan Carmillas blik havde set ud inden det ændrede sig til noget blidt. Hun havde allerede nu set hvor magtfuld hun var og Carmilla havde ikke slået hende som værende en som gjorde ting, med mindre hun kunne bruge dem til noget. Det var ikke fordi Panthea så Carmilla som værende ond for Carmilla havde jo reddet hende, men et eller andet måtte havde fået hende til at skifte mening.  Hun spærrede øjnene en smule op og der var en smule vantro i dem. Aldrig før havde hun haft muligheden for at få lige det hun ville, da Carmilla nævnte bøger glippede hun svagt med øjnene hun savnede bøger, hun havde ikke set en bog længe, men det ændrede ikke på at hun kunne læse, det krævede måske noget træning igen, men  hun glædede sig  ved tanken om at kunne læse og hun ville helt klart  skrive bøger på sin liste. Hun kiggede på deres hænder smilede det føltes rart det styrkede troen på at dette ville ende godt og lykkeligt.

Hun lyttede til det næste og blev nysgerrig hvordan skulle de skaffe sig et hus, men så slog det hende at enten brugte de penge på at købe et hus eller så dræbte de vedkommende i det hus de ville have, men så alligevel. Hun kiggede sig omkring i rummet de var i og hun måtte indrømme at dette  var stort og større og  mere rumligt end hvad hun havde været vant til. Hun trak kort på skulderne " hjem er for mig lige meget så længe at du er der så er det hjem for mig"sagde hun og rejste sig forsigtigt op. Hun havde ikke set meget af huset, men dette ene rum gav hende mere plads end hun nogensinde havde haft det var svært at finde ret meget plads når man boede så mange slaver på et sted. lidt efter  løsrev hun sig fra deres kram og rejste sig hun studerede svagt rummet, det var så stort hun var ikke vant til så store huse og slet ikke rum. Dog kunne hun godt lide tanken om at have sit eget rum. Det havde hun heller aldrig haft. Hun stoppede op kiggede på Carmilla " hvordan skaffer du dig da nye huse" spurgte hun prøvede på lyde henkastet. Hun kunne dog ikke skjule et nysgerrigt smil som bredte sig på hendes læber. Det var utroligt hvor meget hun havde fået " jeg lover at jeg vil arbejde  hårdt for blive den bedste" sagde hun og gav ´til kende at hun ville gøre sit bedste for at blive den datter  Carmilla gerne ville have hun skulle blive.

Lidt efter satte hun sig ned igen hendes berøringer var rare og forsigtigt tog hun Carmillas hånd satte den op til hendes kind " jeg vil lærer alt det du kan lærer mig" sagde hun holdte Carmillas hånd på sin kind i et stykke tid. Hun blinkede svagt da hun nævnte det med at være en datter og at hun ville passe på hende. Der havde aldrig været nogen før og det gjorde hende bare mere glad. Hun betragtede svagt loftet imens hun igen kom til tænke på Pippin " Pippin ville havde elsket disse store rum" sagde hun uden det var gået op for  hende  at hun havde nævnt ham. Pippin var den der havde fået hende i alt det rod til at  begynde med, dog var det ikke hans skyld, men hendes egen. Hun skulle havde været mere opmærksom, men på anden  side så havde hun aldrig fået en familie vis ikke han var blevet taget fra hende. Alt den vrede var sikkert ikke blevet til noget vis ikke han var forsvundet, eller nok snare dræbt. Hun huskede stadig da de kom hentede hans døde krop. De havde måttet rive ham ud af hendes favn. Vreden havde hjulpet hende, hun ville holde fast i den lige meget hvad ville vreden til mennesker hjælpe hende, hun vidste  bare at den ville.
Panthea smilede og lyttede hun kunne kun give Carmilla ret de var ikke værdige hendes  tåre eller tanker de skulle ikke komme her og tro at de kunne presse hende i knæ. Hun var stærk, smuk og ingen skulle aldrig få hende til at føle sig svag og vis de gjorde ville de bøde med deres liv " aldrig mere" sagde hun og erkendte at de aldrig mere skulle bringe hende sorg eller svaghed. Hun lignede igen en der skulle til at græde da Carmilla sagde at hun aldrig skulle være alene. Bare det ikke at skulle føle sig alene at der var en som kunne hjælpe det gjorde hende tryg. dog slap Panthea hendes hånd da hun gjorde tegn til ville flytte den, men det var kun for fjerne en tot hun ikke selv havde bemærket.